You!! Yeah you! You fucking wanker!

Denne blogskriver vender sig om og konstaterer at de bestemt ikke råber efter den gamle dame ved siden af mig. Fååårk!

Den 25. april 2004 løber jeg alt hvad remmer og tøj kan holde igennem Marylebone Station med 4 rasende gooners i hælene. Imens jeg løber rammer tanken mig, om vi da ikke bare kan stoppe op og snakke om tingene, vi er da rationelle mennesker ikke? Det er jo bare fodbold ik’?

Heldigvis vandt instinktet den indre dialog og benene, forbløffende nok, løbeduellen, så 10 minutter senere stod jeg uskadt og skjult i en sandwichbar med en del spørgsmål, men det mest presserende var nok:  hvordan i alverden kan man hade en klub så meget, at man vil overfalde en tilfældig supporter på gaden?

The North London Derby var blevet afgjort en time inden og Arsenal kunne triumferende bryste sig med for 2. gang at sikre sig en ligatitel på White Hart Lane, selvom Keane udlignede på straffe i 90. minut, og hadet mellem klubbernes supportere havde sjældent været mere intenst.

Det krævede således en mindre hær af strissere med hunde, heste, knipler, skjolde, maskinpistoler, hjelme, ja kort sagt hele Londons politikorps locked and loaded, for at holde parterne adskilt igennem High Rd., så i det scenarie var det måske lidt uforsigtigt at tage toget hjem uden at lyne op for jakken og skjule min nyindkøbte Spurs trøje. Well, live and learn…

Man kan hverken være yiddo eller gooner uden at være bevidst om fjendskabet mellem klubberne, der semi-officielt startede i 1913 da Arsenal flyttede fra Plumstead til Highbury, kun ca. 8 kilometer fra White Hart Lane og eskalerede i 1919 da Sir Henry Norris (bestyrelsesformand, Arsenal), angiveligt fik Tottenham rykket ned i 2. division via underhåndsaftaler, da 1. division blev udvidet med 2 hold.

Kløften mellem klubberne er siden vokset eksponentielt med en række spekulative og ekstremt farvede beskyldninger fra begge sider, men alt i alt kan konflikten koges ned til dårligt fungerende naboskab. 2 sure mænd på hver side af hækken, der hader hinanden for hadets skyld.

Man bør derfor efterhånden spørge sig selv om fortidens begivenheder ikke for længst er vand under broen, men det er det bestemt ikke ifølge denne blogskrivende yiddo:

“It’s too late to do anything about it now, but it does no harm to remind ourselves of the original reasons our forebears hated the Arse and why we should uphold and continue that honourable tradition.“

På arsenal-mania.com får hadet således også frit løb, da en undrende grøn gooner, havde nerven til at spørge hvorfor han egentlig skulle hade Spurs. Han fik bl.a. flg. Svar:

“As I’ve said before, I don’t give a s**t if you’re in Timbuktu supporting the Gunners but it’s your duty!!! I know that view’s not popular but f**k it.
It makes me royally sick seeing Yankie Doodle Dandy Arsenal fans spouting s**t like ‘I don’t mind Tottenham Hotspurs, they’re just another team in the league. No, no they’re not, c**t.”

En anden havde dette at sige til emnet;

“Arsenal are better than spuds and that’s why they hate us. We only hate them cuz they hate us.”

Selv spillere har taget retorikken til sig. Senest Szczesny med bredsiden;

“It is obvious that it is my ambition to finish the season in front of them… because I hate them.”

Det virker som om hadet er blevet en pligt, en slags forudsætning for at kalde sig ægte supporter af de respektive klubber, selvom ingen rigtig længere ved hvorfor de skal hade hinanden og at de der gjorde døde for længst. Tilbage står lokalderbyet som den store kilde til fjendskabet og der har da også været nogle vanvittigt intense opgør gennem tiderne. Arsenal den resultatmæssige overhånd m. 72 sejre mod Spurs’ 53 (47 uafgjorte), så på det område er der vist ingen debat om hvem der har håneretten.

Selvtilliden er faktisk så stor i Arsenal lejren, at man fejrer St. Totteringham’s day, når Spurs matematisk ikke kan ende over Arsenal i tabellen (*). En dag der på det seneste er rykket til de sidste spillerunder og måske i indeværende sæson først sidste spilledag, hvis den da overhovedet bliver fejret i år. Netop nu da Spurs for første gang i umindelige tider kan udfordre Arsenal, er det måske den perfekte tid til renselse.

Begge klubber spiller, i vores tid, fremadrettet, teknisk, positivt og med samme sans for kreativitet, så der er et vist åndeligt fodboldfilosofisk fællesskab klubberne imellem. Derfor burde der være grobund for gensidig respekt og tolerance, en slags synergi hvor man er enige om at være uenige, men stadig fungerer som ambassadører for teknisk baseret fodbold og respekterer hinandens bidrag til spillet.

Jeg taler hverken om broderlig kærlighed eller nødvendigvis særligt høfligt naboskab. Lokalderbyet er nogle af de mest underholdende og intense kampe i ligaen, netop på grund af rivaliseringen, så vi skal selvfølgelig ikke sidde i ring om et bål og synge kumbaya, men det kunne være rart at se The North London Derby uden at skulle kigge sig over skulderen på vej hjem.

Min bøn til eventuelle yiddos og gooners der skulle snuble ind i den her blog er, at I bevarer passionen men dropper hadet. Husk hvad Abraham Lincoln sagde;

“We are not enemies, but friends. We must not be enemies. Though passion may have strained, it must not break our bonds of affection. The mystic chords of memory will swell when again touched, as surely they will be, by the better angels of our nature.”

(*) Som modsvar fejrer yiddos St. Hotspur day til ære for 3-1 sejren i FA cup semifinalen 1991.

Siden AC Milan gav Arsenal en fodboldlektion på San Siro i sidste uge, har undertegnede læst diverse mærkværdige debatindlæg og blogs og hørt mystiske diskussioner ved kaffeautomaterne og rundt om vandkøleren. Temaet har gennemgående været hvilken liga kan kan bryste sig af prædikatet ‘verdens bedste’.

Nøjagtig som en diskussion med kæresten om beskidte tallerkener i vasken, har debatten vokset og transformeret sig til et ophedet skænderi, hvor gode argumenter skubbes til side for god gammeldags mudderkastning.

Som udgangspunkt er det egentlig ikke så underligt at landets fodboldnørder forsvarer deres ynglingsliga, og i forlængelse -hold, især fordi supportere med hang til italiensk og spansk fodbold har skulle lægge øre til en del hån de sidste par år. Selv store fodboldpersonligheder som tidligere angriber og Premier League nomade Andy Gray har tidligere meldt sig ind i debatten med stikpiller som:

“I don’t know if Barcelona have ever gone to a place like the Britannia Stadium and suffered the kind of onslaught from Tony Pulis’ team of long throws and free-kicks or been up to a place like Blackburn and been beaten up by their long ball into the box.”

Med tåbeligheder af den karakter forstår man harmen, men hele diskussionen er et studie i ligegyldighed. Fodboldverden er lykkeligvis så rig og varieret at man kan vælge på alle hylder. Alle ligaer tilbyder en eller flere forskellige aspekter; tempo, styrke, taktisk intelligens, flair etc. etc..

Diskussionen har udelukkende relevans når UEFA udregner ligakoefficienten for holdenes præstationer i internationale turneringer. Koefficienten er et enkelt pointsystem der bestemmer hvor mange hold de enkelte lande kan få repræsenteret i Champions- og Europa League, på baggrund af de sidste 5 års samlede internationale præstationer. Point tildeles bl.a. for kvalifikation til gruppespil, sejre og bonuspoint for bl.a. kvalifikation til slutspil og divideres med mængden af deltagende hold fra det enkelte land. Koefficienten benyttes først den følgende sæson (dvs. koefficienten for ‘07/’08-’11/’12-sæsonerne ta’r effekt i 2013/2014 sæsonen).

Top 4 placeringen lige nu, på baggrund af koefficienterne for 2007-2012, er derfor flg.:

1. England: 82.035

2. Spanien:75.614

3. Tyskland:71.186

4. Italien: 58.838

Hvad kan man så bruge det til? Efter min mening; ikke en flyvende fis. Koefficienten bestemmer hvor mange hold der kan deltage i internationale turneringer fra de enkelte lande, ja, men den fokuserer på de sidste 5 sæsoner og fortæller i skrivende stund intet om Arsenals nuværende formkrise, årets Italienske åbenbaringer og Chelseas tumultariske generationsskifte. Den dækker heller ikke nationale begivenheder som Cissé’s debut-drømmehug foran The Toon Army eller Messi’s soloafklapsning af Valencia.

Koefficienten er altså ikke en facitliste for god fodboldsmag men derimod en ramme UEFA benytter til at strukturere og optimere Champions- og Europa League.

At forsøge at rationalisere sig frem til ‘verdens bedste liga’ på baggrund af et UEFA turneringsværktøj og noget så subjektivt som fodboldsmag er derfor fuldkommen umuligt og efterlader alle forsøg på dette fuldkommen ligegyldige. Jeg har altid elsket Tottenham Hotspur’s kompromisløse ‘to dare is to do’-kamikaze-fodbold, 5-4 sejre og neglebidende cirkus-forsvar, men det gør dem vel næppe til verdens universelt bedste hold?

Mit bedste råd til eventuelle læsere af denne blog er derfor; luk ørerne i for meningsløs hån og kritik, sæt dig ned i sofaen foran flimmerkassen og nyd subjektivt dit eget ‘verdens bedste hold’ spille ‘verdens bedste fodbold’ i ‘verdens bedste liga’. Enjoy!