Fredagens kamp mellem Dortmund og Schalke er ikke bare en kamp som alle andre i den tyske Bundesliga. Der er mange Revierderbys (lokalopgør) i Tyskland, men dette er das Revierderby. Dette er der mange grunde til, og historien er måske ikke lige så stor og god, som tilfældet er med andre lokalopgør/rivalopgør, men nu får i den + optakt til kampen på fredag d. 4/2-11.
Med et areal, der er 7.000 kvm mindre end det danske og en population, der er tre gange så stor, er der i forvejen knapt med pladsen i delstaten Nordrhein-Westfalen. 30 af de 80 største byer i Tyskland er placeret netop her, og to af dem er Gelsenkirchen og Dortmund. Mellem disse to byer og disses respektive fodboldhold hersker der den største fodboldmæssige rivalisering i tysk fodbold. I modsætning til andre store rivalopgør, eks. Old Firm og El Superclásico, så er denne både ung og fredelig men ikke mindre intens! Den geografiske tæthed har netop gjort, at forventningen til og spænindgen i disse kampe har deres helt eget niveau.
Ruhrdistriktet, som området i det midt-vestlige Nordrhein-Westfalen er kendt som, huserer den største koncentration af folk fra den traditionelle arbejderklasse i Tyskland, og det er disse, der siden midten af 1920′erne, har givet næring til opgørerne mellem die Königsblauen (de kongeblå) og die Schwarzgelben/Borussen (de sortgule/borussianerne), der også er de to mest succesfulde hold i “Ruhrpott”. Schalke var i de første mange år suveræne, og det var ikke bare i kampene mod Dortmund, men i hele Tyskland - Schalke var et mesterhold med seks mesterskabstitler i årene fra 1934 til 1942.
Det var dog først i 1963, da Bundesligaen startede, at rivaliseringen for alvor begyndte. Begge klubber har været nede i 2. Bundesliga, og begge er kommet op igen. I kampene i Bundesligaen er stillingen helt lige: 27 sejre til hver klub og 23 remis - dog fører BvB med 120 mål i forhold til Schalkes 113 men historien husker kun sejrene! Det er altså ikke sådan, at det ene hold er klart overlegent det andet, som tilfældet er med så mange andre lokalderbys i Tyskland, eks. Bayern München - 1860 München, Hertha Berlin - Union Berlin og HSV - St. Pauli.
De tre største
Schalke 1 - 2 BVB (5/3 1983): Schalke var i denne sæson netop kommet tilbage i Bundesligaen efter at have taget en suveræn 1. plads i den næstbedste række. Sæsonen 82/83 skulle dog ikke vise sig meget bedre, og Dortmund, der havde vundet deres største sejr til dato i Bundesligaen med 11-1 over Bielefeld, skulle forsøge at sætte endnu en kæp i det allerede punkterede Schalke-hjul. Rüdiger Abramczik, der næsten havde spillet 200 kampe for Schalke og havde tilnavnet Flankengott (indlægsguden), var skiftet til Dortmund, og han skrev sig på ondeste og bedste vis ind i de to holds fans bevisthed ved at score de to mål, der sikrede Dortmund sejren og var med til at fuldføre Schalkes nedrykning for 2. gang på 3 år.
Schalke 5 - 2 BVB (23/8 1991): Schalke var endnu engang kommet tilbage efter tre sæsoner i 2. Bundeliga, dog havde man en trøst at finde i, at man havde slået Dortmund med 3-0 i det sidste møde før nedrykningen i 1988. Nu var holdet oppe igen, og man kom foran med 1-0 i 2. minut ved mål af Ingo Anderbrügge, der fra kanten af feltet lagde en velplaceret, kurvende bold over i det lange hjørne. Dortmund - med danske Flemming Povlsen på holdet - mistede dog ikke modet, og efter 35 min. fik Ottmar Hitzfelds (det var dennes første Ruhrderby) tropper udlignet, da Michael Schulz satte en velplaceret pande på Michael Rummenigges (ja, rigtig gættet: Karl-Heinz’ lillebror) hjørnespark, og bolden føj dermed forbi en purung Jens Lehmann. Pause. Dortmund fik ikke clearet en bold ordentligt, hvilket førte til usikkerhed i feltet, og Peter Sendscheid fik tilkæmpet et straffespark, og dette udnyttede Günter Güttler efter 63 min. Jürgen Luginger øgede senere til 3-1 på kampens nok flotteste mål, hvor han ud for feltets højre side knaldede bolden ind i krydset via overliggeren. Dortmund fik dog noget af håbet tilbage, da legenden Stéphane Chapuisat fightede sig igennem fra venstre side til kanten af det lille felt og smækkede bolden ind: 3-2. Bolden var dog knapt nok givet op igen, da Günter Schlipper efter et sololøb gjorde det til 4-2 og mindre end 60 sek. senere slog Peter Sendscheid til efter en flot aflevering fra Jürgen Luginger. 5-2 og Schalke var tilbage i Bundesligaen og har været der lige siden.
BVB 2 - 0 Schalke (12/5 2007): 33. spillerunde, dvs. den næstsidste i Bundesligaen. Schalke fører ligaen med 65 point, og på 2. pladsen ligger Stuttgart med 64 point, hvilket betyder, at die Gelsenkirchener kan afgøre det selv! De kongeblå har muligheden for at kunne tage mesterskabet kampen efter og samtidig have en derbysejr med i bagagen. Südtribüne (den største stå-tribune i Europa med plads til 24.454 fans) var på bristepunktet, da kaptajnerne Marcelo Bordon og Christian Wörns giver hinanden hånden. Kampen starter lige, og forvirring i Dortmundfeltet er ved at skabe muligheden for 0-1 til Schalke, men i stedet er det Schalke, der viser sløset spil i midtbanens højre side efter 44 min. Alt synede af kontrol, men en bold, tiltænkt en passiv Mesut Özil, bliver opsnappet af højreback Christoph Metzelder, som sender bolden over i det fjerneste venstre hjørne af feltet, hvor Alexander Frei har løbet sig fri og sender den fladt ind ved modsatte stolpe. Westfalen, det nuværende Signal Iduna Park, er i ekstase. Pause. Schalke er som lamslåede, og Dortmund presser på; er der nogen større fryd end at slå ærkerivalerne og samtidig fratage dem deres momentum i mesterskabskampen? Schalke er passive, eller i hvert fald forholdsvis passive, eftersom fanden har taget ved Dortmund, og det er helt tydeligt at hele stadion, inkl. spillerne koger. Der bliver kæmpet for hver eneste cm., og det er da også i det lys, at det skal ses, at Christoph Metzelder tager et af sine, dengang, karakteristiske offensive løb med bolden efter 85 min. Han tager et træk ind i banen på kanten af feltet og skyder… blokeret! Og det er herefter, at man virkelig ser, hvor lamslåede Schalke er: ikke færre end fire Schalke-folk, inkl. anfører Bordon, kigger stationært på, at bolden tager en høj bue ind over feltet, og for enden af denne bue placerer Euzebiusz (Ebi) Smolarek sig og first-timer bolden ind: 2-0! Schalke taber både kampen og mesterskabet med 2 - henholdsvis mål og point, og aldrig har en derbysejr skabt så stor glæde og (skade)fryd og et derbynederlag så stor fortvivlelse. Schalke havde chancen for at vinde det første mesterskab i 49 år, og den chance blev så forspildt.
Optakt til fredagens kamp
Dortmund er i denne sæson suveræne, og det gør en dortmundfan som mig glad - naturligvis. Vi har taget vores tæsk i de forgange sæsoner, men har i denne sæson repræsenteret Tyskland internationalt, hvilket vi ikke har gjort så godt, som man måske kunne have håbet på, samt taget “titlen” Herbstmeister, som nr. 1 i Bundesligaen efter sidste spillerunde i efteråret bliver tildelt. Holdet er ungt, og det er lykkedes træner Jürgen Klopp at vise, at kvalitet og resultater ikke altid er noget, som man bare kan købe sig til, eks. så var gennemsnitalderen ved derbysejren på 3-1 over Schalke d. 19/9 på blot 22 år. Til trods for at holdet er så ungt, så har det vist overraskende stabilitet, og det har således vundet 16 ud af 20 kampe og har dermed hele 11 point ned til 2. pladsen, der i øjeblikket besættes af Bayer Leverkusen. Man spåede, at holdet ikke kunne stå for presset over vinterpausen, hvilket bl.a. skyldes, at Dortmund “tabte” de to sidste kampe - 2-2 mod Sevilla (der reelt var et nederlag, da det betød exit fra Europa League) og 0-1 mod Frankfurt. Die Schwarzgelben har dog fået 7 ud af 9 mulige point i foråret med bl.a. sejr over netop 2. pladsen Bayer Leverkusen og har i alle kampe været spilstyrende. I sidste kamp mod Wolfsburg vandt man sikkert med 3-0 og holdt fuldstændig Wolfsburg fra chancer, og det er også det, man har rost holdet for: at man på trods af den unge alder formår at udvise rutine og kontrol. Læg mærke til Götze, Großkreutz, Sahin, Bender og Hummels: disse fem spillere er fremtiden i europæisk topfodbold.
Schalke har derimod haft en forfærdeligt sæson i Bundesligaen. De har indtaget sidstepladsen og er først i de sidste runder begyndt for alvor at kæmpe sig tilbage. Målsætningen er røget fra, at man ville deltage i mesterskabskampen til europæisk deltagelse, og der er et stykke vej endnu, da man blot indtager 11. pladsen med 25 point, dvs. 25 point op til førerholdet Dortmund. Schalke har ikke udvist stabilitet overhovedet i Bundesligaen, men man har klaret sig på fornæmmeste vis i Champions League, hvor man vandt gruppen og nu skal op imod Valencia, og i den tyske pokalturnering, hvor man i semifinalen skal møde Bayern München. Træner Felix Magath har siden sin ankomst i 2009 været en aktiv mand på transfermarkedet - også i dette trasnfervindue: 4 spillere er det blevet til, og af disse er de mest interessante Ali Karimi, der har en fortid i Bayern, og Anthony Annan, som man har hentet i Rosenborg BK. Schalke har startet foåret dårligere end Dortmund, da man har vundet 1 men tabt 2 kampe, og det er med en samlet målscorer på 1-2. Læg mærke til Raul og Neuer: disse udstråler den samme royalitet som farvens på markspillernes trøje og er tilsammen ikke bare topfodboldens fremtid, men de er også dens fortid og samtid.
Sidste 5 kampe:
BVB: S-N-S-U-S
S04: S-S-N-S-N
Sidste 5 Derbys:
13.09.2008: Borussia Dortmund - FC Schalke 04 3:3
20.02.2009: FC Schalke 04 - Borussia Dortmund 1:1
25.09.2009: Borussia Dortmund - FC Schalke 04 0:1
26.02.2010: FC Schalke 04 - Borussia Dortmund 2:1
19.09.2010: FC Schalke 04 - Borussia Dortmund 1:3
Formationer
Dortmund har Sebastian Kehl, Florian Kringe, Patrick Owomoyela og Shinji Kagawa skadet og Neven Subotic er ude med karantæne.
Schalkes opstilling er meget mere usikker pga. de mange nye ansigter, men jeg mener at have et nogenlunde bud.
Dortmund
——————-Weidenfeller———————–
Piszczek–Hummels–Santana–Schmelzer
——————Bender–Sahin————————-
————-Kuba–Götze–Großkreutz————–
————————Barrios————————–
Schalke
———————–Neuer———————
——–Uchida—Höwedes–Metzelder–Pander——
—————–Moritz—–Kluge—————–
——Farfan—————————Jurado—–
—————-Raul———-Huntelaar———–
Resultat
3-1
Dortmund er suveræne, og det får man også at se på fredag. Omvendt skal man heller ikke undervudere en gammel målræv som Raul, der nyder min fulde respekt. Dortmund har ikke én bestemt målscorer, og målene bliver derfor scoret af Götze, Großkreutz og Bender (der scorer sit første mål i en dortmundtrøje på fredag) og Schalkes mål scores af Raul.
80.000 tilskuere og millionvis af tv-seere vil rette deres blik mod banen på Signal Iduna Park på fredag (d. 4/2 2011) kl. 20.30, og jeg anbefaler på det kraftigste, at du kigger med.
Muligheden for at kigge med er Eurosport 2, alternativt kan Eurosport Player købes en enkelt måned for 39 kr., dvs. en måneds Bundesliga. BWIN streamer også kampen.
Du har ikke set Bundesliga før du har set Dortmund - Schalke!
Godt Derby!