Så skete det der ikke måtte ske, FCK præsterede at tabe over to kampe til de tjekkiske mestre, og er nu at finde i Europa League.
I et forsøg på at finde et positivt element i dette har det været fremme at FCK har muligheder for at blive 1. seedet i denne turnerings gruppespil, og jeg vil her gennemgå de resultater som skal flaske sig hvis denne trøstepræmie skal kunne indfries.
Det handler i alt sin enkelthed om at mindst to af holdene med højere UEFA-koefficient end FCK skal snuble i play-off runden. Det drejer sig om følgende hold:
Sevilla tabte 2 - 1 ude mod Hannover, og må vel trods alt stadig betragtes som favoriter til at gå videre.
Roma tabte 1 - 0 ude mod Slovan Bratislava, et resultat de på ingen måde kan leve med, og som trods alt bør kunne vendes på hjemmebanen i Rom.
Tottenham udraderede Hearts ude med 5 - 0, og er således ikke at betragte som en seriøs mulighed.
PSV spillede 0 - 0 ude mod Brøndbys banemænd fra Ried, men også her må det betragtes som særdeles sandsynligt at hjemmeholdet får vendt skuden og klarer skærene.
Atletico Madrid vandt hjemme 2 - 0 over Midtjyllands banemænd fra Vitoria, og den føring bør ikke på nogen måde kunne komme i fare i Portugal.
Sporting Lisabon måtte som de fleste vil vide nøjes med 0 - 0 i Farum, og selv om en overraskelse her ville være optimal, er det givetvis heller ikke her FCK skal sætte sin lid til det undertippede mandskab.
Braga fik 0 - 0 hjemme mod Young Boys, og selv om de dermed står med fornuftige kort på hånden hvis de får scoret et udebanemål er schweizerne giftige på deres kunstgræshjemmebane.
Schalke dummede sig gevaldigt ude mod Helsinki, og på trods af en på papiret meget underlegen modstander skal der måske ikke meget mere end en enkelt udebanescoring fra finnerne til før deres 2 - 0 føring kan være nok til at sikre en plads i gruppespillet.
Dinamo Kiev fik 2 -1 med hjem fra Litex Lovech, og den føring er de europæisk vante ukrainere givetvis i stand til at forsvare hjemme.
Panathinaikos havde øjensynligt intet lært af vanskelighederne mod OB, og løb ind i et 3 - 0 nederlag ude mod Maccabi Tel Aviv. Med det spil grækerne har leveret indtil videre i Europa i denne sæson vil jeg gå så vidt som til at udråbe israelerne som klare favoritter inden returopgøret.
Rangers fulgte op på de seneste års skrækkelige resultater for skotsk fodbold og fik et 2 - 1 nederlag ude mod slovenske Maribor. De må dog stadig betragtes som favoritter på eget græs.
Spartak Moskva spillede 2 - 2 ude mod Legia Warszawa, et skidt resultat som dog bør være nok for dem til at klare sig igennem til gruppespillet.
Og endelig PSG som nedslagtede de allerede én gang eliminerede luxembourgere fra Differdange ude med 4 - 0. Den føring bør ikke kunne komme i fare i Paris.
Alt i alt er der altså masser af spændende muligheder at kigge på, og jeg vil faktisk gå så vidt som til at mene at det mest sandsynlige udfald totalt set må være at FCK ender op i 1. seedningslag, der er næsten for mange mulige positive udfald, hvor i hvert fald ét er så godt som sikret.
Slutteligt kan det bemærkes at OB vil ende op i 3. seedningslag hvis bare ét af ovenstående eller en række af andre resultater (Sparta Prag som tabte 2 - 0 ude er et bud) går deres vej.
26
Stemmer
Kommentarer
Anmeld
2011-08-25 01:46:28
Måske lidt for optimistisk konklusion.
To hold skal dumme sig, og ud af de 12 mulige kandidater nævner du...to.
I de resterende 10 kampe argumenterer du, at favoritterne går videre, og så holder du ellers fast i, at Schalke og Panathinaikos ryger ud.
Jeg synes det er meget optimistisk at kalde FCK mulighed for en 1. seedning "den mest sandsynlige" når du fastholder to favoritter til exit og FCK skal bruge to.
Derudover er jeg slet ikke så sikker på, at Schalke dummer sig igen. Som du skriver, er de på papiret det klart stærkeste hold, og et 2-0 nederlag er ført set hentet på hjemmebane.
Men jeg håber du får ret, så FCK kan få gode muligheder for at skrabe point sammen til dansk fodbold!
2011-08-25 07:57:08
Tja. Jeg ser det altså også som det sandsynlige at FCK er i øverste seedningslag. Det ville overraske mig meget hvis Panathinaikos klarer at komme videre. Derudover kræver det jo blot et nederlag til det seedede hold. Og selv om det i hvert eneste af de andre kampe må anses at være usandsynligt, så kræver det blot at et af dem alligevel dummer sig. Og der er trods alt flere af disse hold der ikke ligefrem har gode resultater med i bagagen.
Hvis vi går ud fra Panathinaikos ikke henter 3-målsføringen Maccabi Tel Aviv har.
Så ville jeg bestemt ikke turde oddse at Sevilla, Roma, Tottenham, PSV, Atletico Madrid, Sporting, Schalke, Dinamo Kiev, Rangers, Spartak Moskva OG PSG går videre til gruppespillet.
Og hvis du spørger bookmakerne tror jeg også den stribe ville give mere end 2 gange igen.
Godt indlæg til at give et hurtigt overblik :)
2011-08-25 08:09:20
Et lille tjek på bwin omkring deres sandsynlighed for FCK er i øverste seednings lag.
Jeg prøvede at lave en række odds. Jeg har ignoreret Panathinaikos, da det virker fuldstændig usandsynligt (og bwin er enige her). Panathinaikos giver 5,75 gange igen hvis de klarer den.
Nå, men det går vi ud fra de ikke gør. De tager ikke imod bets for Tottenham og PSG da de er så godt som sikre.
Men en linje hvor resten går videre (Spartak Moskva (1,08), PSV (1,15), Dinamo Kiev (1,01), Schalke 04 (1,68), Rangers (1,52), Atletico Madrid (1,01), Roma (1,30), Sevilla (1,57), Sporting (1,18)). Samlet set når det er gange op så giver det 7,79 gange igen!
Bwin tror altså mere på at Panathinaikos får vendt 0-3 nederlaget hjemme end at de tror på alle de andre hold klarer den.
Så jeg (og bookmakerne) må erklære mig enig i bloggen. FCK ender sandsynligvis i øverste seedningslag. Og gudske lov for det.
2011-08-25 08:09:39
Godt styr på fakta. Det var oplysende :)
Jeg tror FCK har en god mulighed for 1.seedningslag, da det er meget muligt at et eller flere hold snubler.
2011-08-25 09:55:15
Det er ligemeget hvor vi ender - Bare vi ikke møder et fransk hold..
2011-08-25 10:01:29
..eller tjekkisk >.<
2011-08-25 10:08:30
Har ingen problemer med at møde Sparta Prag igen. Personligt synes jeg at holdet vi mødte igår var bedre end der gives credit for. Speed og teknik var fabelagtig.
2011-08-25 10:50:38
Hvis bare en af favoritterne ryger vil det også sende OB fra 4. seedningslag til tredje.
2011-08-25 13:17:04
Tak for at give overblikket.
Jeg tror den mest sandsynlige er at Young boys går videre mod Braga. De spiller på kunstgræs hvilket sidst år gav hjemmesejre over Tottenham, Stuttgart, Getafe, OB og Zenit.
2011-08-25 13:18:03
kanon god blok - god oversigt
2011-08-25 13:45:08
Fin blog, bare ærgeligt at Braga mangler i oversigten. Det er en af de kampe, hvor jeg vil vurdere at der er størst chance for en overraskelse. Braga har mistet mange spillere plus træneren. F.eks. er hele forsvaret samt målmanden væk. Nu skal de til Schweiz og spille på en plasticbane mod Young Boys, der var ganske stærke hjemme i sidste års europæiske kampe.
Bwin giver også odds 1.72 på at Braga går videre. Altså det højeste odds, bortset fra Panathinaikos. Når man ganger det odds til, giver det altså odds 13,3988 for at alle de 1.seedede hold minus Pana går videre.
2011-08-25 14:00:27
Pinligt jeg har misset Braga, det er nu rettet. Jeg er helt enig i det er en af de gode muligheder, og det er heller ikke helt uvæsentligt i forhold til min konklusion. Selv om jeg i princippet hellere ser to andre udfald og at Braga så eliminerer et hold fra Schweiz :)
2011-08-25 14:39:28
Jeg har samlet holdene der er relevante for OB, undtagen dem bloggen handler om. Samt de hold der må siges at have en sikker føring fra første kamp. At Panathinaikos ryger ud hjælper desværre ikke OB, da Maccabi Tel Aviv også har en højere coefficient end OB.
AZ tabte 2-1 ude
Celtic 0-0 hjemme
Hapoel Tel Aviv tabte 1-0 ude
Metalist Kharkov 0-0 hjemme
Standard Liege vandt 1-0 hjemme
Club Brugge 3-3 ude
AEK Athen vandt 1-0 hjemme
Sparta Prag tabte 2-0 ude
Steaua Bucarest vandt 2-0 hjemme
Dinamo Bucarest tabte 2-1 ude
Red Bull Salzburg tabte 2-1 ude
Rosenborg 0-0 hjemme
Celtic, Rosenborg, Sparta Prag(som bloggen nævner) samt især Metalis Kharkov, der møder Sochaux, ser jeg som gode muligheder for OB.
2011-08-25 16:35:40
OB ville have været seedet i play-off runden, så samtlige useedede hold, inklusiv Maccabi Tel Aviv, har lavere ranking end OB. Men ellers er din liste det helt korrekte suplemment til min, og det virker altså decideret urealistisk at OB ikke skulle ende i 3. lag.
2011-08-25 16:43:19
Det har du ret i. Maccabi Tel Aviv har en langt lavere coefficient end OB, så der må jeg have kigget forkert... Måske blandet dem med Maccabi Haifa...
2011-08-25 17:05:56
Tak for et hurtigt overblik. ;)
Det kunne være super fedt for FCK og dansk fodbold med en 1. seedning. Så skulle der være rig mulighed for at skrabe en masse point sammen.
Og med en seedning som 1´er BURDE avancement være uundgåeligt.
2011-08-25 18:14:47
Glimrende artikel og gennemgang som jo klart viser at der er en stor chance for 1. seedning for FCK hvilket er godt da vi helst skal have skrabet så mange point sammen til den danske placering på uefa ranglisten så den direkte CL plads forsvares. Forhåbentlig hæver FCK sit niveau så meget at de også kan udnytte den seeding, det gjorde de jo ikke i CL kvalen...
2011-08-25 19:13:48
Så røg Spartak Moskva ud :) den er vel stort set sikker nu.
2011-08-25 19:13:53
Så er Sparktak Moskva ude :)
2011-08-25 21:48:36
Den må være sikker nu.
Spartak ude og Panathinaikos så godt som ude. Derudover er Glashow og Sevilla også i problemer.
2011-08-25 22:29:28
Rangers og Panathinaikos er også ude :)
2011-08-25 22:40:49
"Og med en seedning som 1´er BURDE avancement være uundgåeligt"
Well hvis man trækker Fulham, Udinese og Lokomotiv så synes jeg nu det ser jævnt svært ud...
@EDIT nu ender det nok med, at nogle af de nævnte hold ryger i andre seedningslag end de lå til at komme i inden i dag. Bare lige så der ikke er nogen der slagter mig :-).
Men det ændrer ikke på, at man sagtens kan komme op mod 3 hold der er bedre end en selv, selvom man er i 1. lag...
2011-08-26 00:55:40
Ja så er FCK i 1ste lag, men jeg er af den overbevisning at hvis ikke spillet snart forbedrer sig så er det sku egentlig lige meget hvem vi kommer i pulje med. Så får vi det svært mod hvem som helst.
Jeg forventer intet af FCK i EL, jeg vil bare have de vinder mesterskabet !!!
2011-08-26 01:28:01
@CBJ - Fulham og Udinese er i samme lag, så vi kan ikke trække begge.
Det er super godt at FCK er i øverste lag, så man undgår hold som Tottenham, PSV, Atletico Madrid, PSG og så videre. Men når det er sagt er der altså stadig nogle gode hold i de andre lag
Hvis jeg skulle give bud på to optimale grupper for Danmark kunne det fx være
FCK
AEK Athen
Rapid Bukarest
Malmö FF
Anderlecht
Hapoel Tel Aviv
OB
Shamrock Rovers
Det kan derimod også gå den anden vej og ende med grupper som
FCK
Udinese
Lokomotiv Moskva
FC Sion
Tottenham
Rubin Kazan
OB
Maccabi Tel Aviv