Arkiv for juli, 2010

Spanien spiller da ikke spændende fodbold

mandag, juli 12th, 2010

Tillykke til Spanien med verdensmesterskabet. De har gjort sig fortjent til det, da de har vundet samtlige kampe siden deres overraskende nederlag til Schweiz i den første kamp.

Jeg er dog ved at være godt træt af at skulle høre på at Spanien har “fortjent” at vinde fordi de spiller attraktiv, flot, spændende eller seværdig fodbold.

Bevares, Spanien har bolden meget, og de er gode til at aflevere til hinanden. Men det er mig ubegribeligt at det skulle være specielt spændende at se spanierne spille bolden rundt mellem forsvar og midtbane uafbrudt i 5 minutter, uden at være i nærheden af en reel målchance.

Kommentatorerne er dog ved at falde i svimer over det, og forsøger end ikke at være neutrale i bedømmelsen. At Holland spiller kedeligt kaldes destruktivt, at Spanien spiller kedeligt er åbenbart en konsekvens heraf.

For mig at se mangler Spanien (lige som Barcelona i øvrigt) værktøjer til at håndtere at få deres centrale spillere mandsopdækket. De fortsætter med at spille rundt, men mangler idéer.

Jeg er udemærket klar over at Spanien alligevel har formået at vinde deres kampe, men jeg nægter at blive specielt imponeret af at de regerende europamestre vinder deres knock-out kampe med 1-0, den sidste efter forlænget spilletid, og i flere tilfælde på mål som med en vis rimelighed kan kaldes heldige.

Jeg synes bestemt Tyskland har spillet langt mere seværdigt fodbold: Større risiko i opspillet, flere scorede mål, flere chancer, mindre uinspirerende boldflytteri. Og det endda på trods af at have været hårdere ramt af skader end Spanien.

Dette er ikke et forsøg på at underkende Spaniens helt reele sejr i en turnering som ikke var voldsomt præget af sprudlende fodbold, på trods af at Italien måtte forlade den allerede efter gruppespillet. Men at omtale sejren som bragt i hus via flot fodbold “som alle gerne vil se” og at påstå at Spanien som det eneste hold ikke har spillet beregnenede er at omgå sandheden.