Syg og munter

Miraklet på drømmenes teater

Tidligere i dag vandt Leeds United 1-0 på Old Trafford over de forsvarende engelske mestre fra Manchester United. Jeg så ikke kampen, men jeg fulgte da med et halvt øje på en live-opdatering. Hvordan kunne jeg andet. Det er jo FA-Cupen vi taler om. Og som de fleste fodboldfans fnes jeg da Beckfords 1-0 mål blev annonceret.  Og jeg glædede mig med de 9000 medrejsende Leeds-fans da kampen efter 5 minutters tillægstid blev fløjtet af. Det er lige præcis resultater som det, som gør FA-Cupen fantastisk.

Det detroniserede storhold Leeds United der i de senere år har gået så gruelig meget igennem: Et spektulært fall from grace - fra Champions League semifinaler i 2001 til tredje division i 2007. Hvis man dertil lægger et par tabte play-off finaler på varierende niveauer af engelsk fodbold samt den omstændighed at Leeds-talenter som James Milner, Aaron Lennon og Paul Robinson i dag blomstrer andensteds i lighed med allerede dengang etablerede førsteholdsspillere som Lee Bowyer, Jonathan Woodgate og Rio Ferdinand; ja så forstår man ekstasen i udeafsnittet på ærkerivalernes drømmenes teater tidligere i dag. Den type oplevelse har været længe undervejs. Det er simpelthen dage som denne FA-Cupen er til for. Det er minder om dage som denne, og håbet om igen at opleve dem, der har holdt liv i de tusindvis af lykkelig united-supportere i de mørke år. I guder hvor må det have været sjovt at være Leeds-mand i dag.

Den indre, forpulede optimist titter frem

Leeds’ præstation havde dog også en mere personlig konsekvens. Den lokkede min indre optimist, det forpulede møgsvin, ud af det eksil han har befundet sig i siden 2009’s sidste kamp mod Tottenham. Pludselig begyndte jeg at tillægge dagens FA-Cup møde mod Arsenal en smule betydning. Tidligere på ugen har den været afskrevet som noget der skulle overstås; en reserveholdskamp inden de vigtige kampe i nedrykningsstriden. Med Man Utd elimineret ville en sejr over Arsenal pludselig resultere i en FA-Cup med blot to af the big four tilbage i turneringen. Måske endda kun Chelsea, hvis Reading kunne lave et mirakel i omkampen mod Liverpool. Vejen til finalen ville være banet. Skyen var pludselig grænsen som man vist siger derovre. We’re going to wem-ber-ley nynnede jeg.

Og det trods den omstændighed at West Ham virkelig i forvejen har mere end rigeligt at se til i bunden af ligaen; at holdet er så latterligt skadesplaget, at nærmest kun dagens modstander kan konkurrere på antallet af skadede førsteholdsspillere og at hjemmepublikummet benyttede kampen til en større boykot mod de rasende upopulære ejere.

Men al optimisme viste sig velbegrundet. For, fy for satan i det hedeste helvede, hvor leverede de 11 mænd i claret’n'blue dog en forrygende kamp. Og det trods den omstændighed at mange af dem umiddelbart stadig kun behøver at barbere sig en gang hver fjortende dag. Med en opstilling der højst indeholdt halvdelen af den optimale startellever - Green, Upson, Behrami, Diamanti og (tragisk nok vel også) Faubert - suppleret med to debutstartere: 18-årige Daprela på venstrebacken og jævnaldrende Frank Nouble helt på toppen, samt efterhånden kendte teenagere i i form af Tomkins og Stanislas plus backup-spillerne Kovac og Jimenez - startede West Ham friskt og uimponeret og skabte i første halveg en række fine situationer, hvor den sidste aflevering ofte kiksede, den manglende rutine viste sig i form af tøven eller Fabianski viste klasse i Arsenal-målet. Stanislas udfordrede som altid uimponeret, Nouble lignede momentvis en ung Carlton Cole, Upson spillede solidt i forsvaret, Daprela imponerede i debuten, Faubert var vanligt ustabil alt imens Tomkins var heldig ikke at koste et par mål med dumme afleveringer og tåbelige boldtab. Faktisk var Arsenal i første halveg farligst i de situationer hvor Tomkins - eller i et enkelt tilfælde - Green, dummede sig.

Særligt Alessandro Diamanti havde en af sine bedste kampe for West Ham, og satte mange ting i gang med sprøde afleveringer og et par fine forsøg fra distancen. På midtbanen var Kovac og Behrami et tohovedet monster af pres og tacklinger med brintoverilte-hår, og særligt Behramis indsats på den uvante centrale midtbane giver grund til fortrøstning for fremtiden efter et længere skadesorgie for den altid kæmpende kosovo-fødte schweizer. Deherrers anstrengelser var stærkt medvirkende til at Arsenal i det store og hel ikke fik fat om kampen i den første times tid. Tvært imod var det netop Diamanti, der lige før pausen (det bedst tænkelige tidspunkt at score på øjensynligt) snød Arsenals offsidefælde og via Fabianskis hænder og stolpen bragte hjemmeholdet fortjent foran. FA-Cup drømmen levede. I starten af anden halveg viste den polske Arsenal-keeper til gengæld klasse på et godt skud af Stanislas inden Nouble i et par situationer viste god fysik og hurtige fødder, men desværre også manglende kynisme til at få afsluttet.

I stedet blev det Arsenal der fik greb om kampen. Opstillingen der i forvejen talte en næsten optimal backkæde samt spillere som Eduardo, Alex Song og Carlos Vela blev suppleret med Abou Diaby og Samir Nasri efter 64 minutter, og særligt førstnævnte kom til at spille en nøglerolle i Arsenals comeback med godt presspil på midtbanen. West Ham mistede simpelthen grebet om kampen, og Arsenal skabte i resten af kampen et væld af chancer. Robert Green brillierede flere gange - navnlig med en dobbeltredning af Song, men som afslutning på et flot gennemspillet angreb fik Aaron Ramsey desværre lov til at gøre det til 1-1 for udeholdet med blot 13 minutter tilbage af den ordinære tid. Blot 5 minutter efter gjorde Eduardo det til 2-1 med et usædvanlig veludført hovedstød som sneg sig op i det ene hjørne. Den skulle Green måske have snuppet. I slutfasen kunne Arsenal have scoret en gang eller to til, mens West Hams trætte folk ikke fik den fornødne pondus af de indskiftede teenagere Sears og Edgar til at stille noget op mod de nu meget velspillende Gunners.

En sidste detalje der er værd at fremhæve er kampens dommer: Den ofte rædselsfulde Marc Clattenburg med de altid rædselsfulde frisurer. Han dømte en nærmest fejlfri kamp. Han kunne måske have givet et par kort mere eller mindre hist og her, men frem for alt fløjtede han ikke kampen ihjel, han belønnede hverken skuespil eller brok, og han holdt gemytterne godt i ro. Det var en fornøjelse at se hvordan først Silvestre og siden Behrami rejste sig og gav modstanderen hånden efter at have været i den modtagne ende af hårde tacklinger. Det er - ligesom de store sensationer i cupen - en vigtig del af engelsk fodbolds mytiske landskab.

Nådesløst var det ikke desto mindre, den måde Arsenal vendte kampen på, og selvom Wenger allerede inden kampen havde kørt Arsenalet af undskyldninger i stilling kan franskmanden efter kampen glæde sig over en fremtidig tur til Stoke i næste runde. Leeds skal i øvrigt til Tottenham.

Og West Ham? Vi kan glæde os over fine debuter til Nouble og Daprela, og gode præstationer fra vigtige stamspillere som Behrami, Green og Upson. Hvis holdet ydermere bevarer gejsten fra dagens kamp, får folk som Cole, Parker, Noble, Ilunga og Collison tilbage i startopstillingen og så i øvrigt spænder hjelmen, så bør den triste nuværende placering kunne veksles til en stabil midterplacering inden længe.

Ja: Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så er mit svinske, optimistiske selv ikke skræmt væk endnu. Nogle skal jo, når alt kommer til alt, blæse de forpulede bobler.

Tags: Aaron Ramsey, Abou Diaby, Alessandro Diamanti, Alex Song, Carlos Vela, Eduardo, Fabio Daprela, Frank Nouble, Jack Collison, James Tomkins, Junior Stanislas, Matthew Upson, Samir Nasri

Dette indlæg blev udgivet søndag d. 3. januar 2010 kl. 20:15 af sygogmunter under Alessandro Diamanti, Arsenal, Fabio Daprela, Frank Nouble, James Tomkins, Kampreferat, Manchester United, West Ham. Du kan følge kommentarer til dette indlæg med dette RSS 2.0 feed.