Syg og munter

Tottenham Hotspur FC: Nu skal det være (igen)!

Stiftet: 1882 (som Hotspur FC)

Stadion: White Hart Lane (Kapacitet: 36.310)

Kælenavn: Spurs, Lilywhites

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 5/11/8

Første fem kampe: 15/8 Liverpool (H), 18/8 Hull (U), 22/8 West Ham (U), 29/8 Birmingham (H), 12/9 Man Utd (H)

Manager: Harry Redknapp (Siden oktober 2008)

‘Arry Redknapp er noget så sjældent i moderne engelsk fodbold, som en rigtig karakter. Den rutinerede træner er berømt for sit humør, sin sarkasme, sit medietække, det faktum at han ligner den tegnede hund Droopy, for sine eventyr på transfermarkedet - og nok vigtigst af alt: For at have en evne til at samle nogle ganske habile fodboldhold og få dem til at spille noget attraktiv fodbold.

Dette er tidligere lykkedes i såvel West Ham som Portsmouth. Begge klubber fik ‘Arry i Europa. Pompey sikrede han oven i købet en FA-cup sejr i 2008. Det var også 62-årige ‘Arrys første trofæ i hele karrieren. At begge klubber så var mere eller mindre økonomisk i ruiner da Redknapp forlod dem er en helt anden historie.  Både trofæer og attraktiv fodbold er noget de snakker meget om på White Hart Lane (- og økonomien har de også temmelig godt styr på, som en af de få klubber i Premier League). Trods en række magre sæsoner har Tottenhams supportere nemlig stadig en selvopfattelse som et storhold; og følgelig en forventning om at holdet bør spille med om trofæerne i England. Det var lige ved og næsten under Martin Jol for et par år siden. To femtepladser i træk og et lovende hold under hollænderen var imidlertid ikke godt nok for den nok lidt for utålmodige ledelse. Ind kom i stedet spanieren Juande Ramos som på spektakulær vis placerede holdet nederst i tabellen i en længere periode (og retfærdigvis vandt en carling cup), inden den bundrutinerede Redknapp blev hentet. Han ændrede destinationen fra katastrofe til en 8. plads inden sæsonen var slut, og i år er holdet startet som lyn og torden med 3 sejre ud af 3. Det er ikke mindst ‘Arrys fortjeneste, og holdet vil i den kommende sæson have nydt yderligere godt af, at han har haft en fuld preseason og endnu et transfervindue til at sætte sit præg på holdet.

Truppen generelt: Det kan blive rigtig godt, det her

På kassen er brassilianeren Heurelho Gomes efter en usikker start i klubben efterhånden sikkert førstevalg. Udsvingene mellem det spektakulære og pinlige er blevet mindre for Gomes, som ikke desto mindre regelmæssigt rygtes på vej ud i kulden igen. Gamle, solide Carlo Cudicini agerer en glimrende back up. I midterforsvaret råder Spurs over den meget populære og endnu mere skadesplagede Ledley King og endnu en fast klassespiller i genoptræningslokalet; Jonathan Woodgate. De suppleres af den lossende, vel voldsomt vurderede Michael Dawson.

På venstrebacken er Benoit Assou-Ekotto en god offensiv løsning, mens det dyrt indkøbte walisiske talent Gareth Bale stadig mangler lidt før han for alvor berettiger sin hype. Han har retfærdigvis alderen med sig. Alderen kan dog aldrig retfærdiggøre de emo-frisurer han har haft. Højrebacken besiddes ofte af store, lidt tunge og meget kroatiske Vedran Corluka (som foruden at have et af ligaens sejeste navne også bidrager med evner i centerforsvaret), mens skotske Alan Hutton ikke lader til at være Redknapps kop te på pladsen i højre side. Problembarnet Pascal Chimbonda rygtes heftigt på vej væk - i øjeblikket mest intenst til Blackburn, hvor Sam Allardyce åbenbart forsøger at samle et helt hold af højrebacker.

På midtbanen er Wilson Palacios og Tom Huddlestone to muskuløse utysker  som sparker røv og noterer navne, som man vist siger i staterne. Altså med andre ord: En midterakse som de færreste vil finde det muntert at blive konfronteret med i år. Ofte vil Jermaine Jenas nok snuppe den ene plads, og give midtbanen et mere offensivt islæt. Det siges at Mourinho har været interesseret i Tottenhams 8′er, omend undertegnede altid bare har oplevet ham som middelmådig. Højrekanten Aaron Lennon bidrager med grotesk fart, mange direkte udfordringer af sin back, fine indlæg og målfarlighed, alt imens Luka Modric i den anden side er en af ligaens bedste spillere, som ser ud til at få sit definitive gennembrud i år. Modric kan simpelthen det meste med en fodbold, og han bliver hele tiden bedre til at tilpasse sin tekniske kunnen og fantastiske blik for spillet til tempoet og fysikken i Premier League. Modric vil typisk operere i en meget fri fortolkning af placeringen som kantspiller. Midtbanen kan desuden fyldes med spillere som sidste sæsons store flop, spritbilisten David Bentley, og talentet Jamie O’hara som foruden at være en spændende, intens spiller også skulle være en udsædvanlig sympatisk fyr (af en professionel fodboldspiller) udenfor banen.

På toppen huserer Robbie Keane som blev hentet tilbage fra et halvt års mislykket ophold i Liverpool i januar. En anden lille mand blev ligeledes lokket tilbage til Tottenham i januar efter en tur udenbys da Jermain Defoe blev hentet i Portsmouth. De herrer suppleres af russiske Roman Pavlyuchenko som trods sine mange kvaliteter aldrig for alvor er slået igennem siden den dyre overgang som fulgte skarpretterens gennembrud ved EM 2008.

Væsentlige transfere: Crouch über alles

To gange ung Kyle - Naugton og Walker - er blevet hentet i Sheffield United. Sidstnævnte er sendt retur på lån, alt imens førstnævnte kan forventes at komme ind omkring førsteholdet, hvor han sandsynligvis vil bejle til venstrebackpladsen. Til det skadesplagede centerforsvar er franske Sebastian Bassong blevet hentet i Newcastle, mens sommerens største transfer for Tottenham - i mere end en forstand - er fyrtårnet Peter Crouch, som kommer til fra Redknapps tidligere klub Portsmouth. Til gengæld er angriberen Darren Bent blevet sendt nordpå til Sunderland for en pris omkring £ 10 millioner, alt imens den hårdt kæmpende men begrænset talentfulde defensive midtbanespiller Didier Zokora er blevet lokket til Sevilla.

Forventninger: Masser af mål…

Ikke blot er Tottenham startet fremragende i år. Der er også al mulig grund til at tro, at de kan blive ved. Holdet råder først og fremmest over en rigtig god start-11′er, og en mindst lige så god træner. Redknapp er berømt for sin evne til at få spillere til at føle sig godt tilpas og have det sjovt med at spille fodbold. Ligeledes er han kendt for at få det optimale ud af spillere, som ellers er gået i stå. Hans måde at få det optimale antal spilleminutter ud af Ledley King har for eksempel været imponerende. Redknapps karriere lakker efterhånden mod enden, og han får næppe nogensinde en bedre chance for at spille med i toppen af ligaen - i Tottenham har han de perfekte arbejdsbetingelser for at lave et ærefuldt angreb toppen af engelsk fodbold. Oven i købet behøver holdet, modsat de nærmeste konkurrenter, ikke bruge energi på europæisk fodbold.

Spurs har potentielt  en rigtig god defensiv, og en midtbane som kan tilpasses til enten at være solid og defensiv eller mere offensivt minded. Begge disse kæder fremstår dog temmelig sårbare, hvis nøglespillere render ind i skader eller formdyk. Centerforsvaret er blevet fornuftigt garderet med Bassong, alt imens man kan spekulere på hvor godt spurs vil tackle at skulle undvære Modric, Lennon eller Palacios, som på rekordtid er blevet en nøglespiller.

Det bedste argument for en rigtig uhyggelig Tottenham-sæson findes imidlertid helt på toppen: Angrebspuljen med Keane, Defoe, Crouch og Pavlyuchenko er på niveau med de bedste i ligaen, og særligt et partnerskab mellem Defoe og Crouch kombineret med Lennon og Modrics kvaliteter på midtbanen kan kaste et meget, meget, meget, meget højt antal mål af sig. Defoe er - måske undtagen Michael Owen - den engelske angriber som afslutter bedst, og som har den mest naturlige evne til at lave mål. Crouch holdt nærmest egenhændigt Portsmouth oppe i sidste sæson, alt imens begge spillere allerede en gang har oplevet at få revitaliseret deres karrierer af Redknapp da han hentede dem til Portsmouth.

Tip: Forventet placering: Nummer 5 Supersæson: Det er nok en postgang for tidligt til for alvor at bejle til Champions League pladserne - dertil mangler man nok lige en mand eller to til at holde dampen oppe en hel sæson - men femte-pladsen vil også markere en mere end godkendt fremgang for de evigt ambitiøse lillywhites.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

Wigan Athletic: Et skridt frem og to tilbage

Stiftet: 1932

Stadion: JJB Stadium (Kapacitet: 25.138)

Kælenavn: Latics

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 17/14/11

Første fem kampe: 15/8 Aston Villa (U), 18/8 Wolverhampton (H), 22/8 Man Utd (H), 29/8 Everton (U), 12/9 West Ham (H)

Manager: Roberto Martinez (Siden juni 2009).

Wigan har kun været i de engelske divisioner siden 1978. De sidste fire af disse har klubben så småt etableret sig i Premier League. Dette skyldes nærmest udelukkende sportsbutiksrigmanden Dave Whelans penge og personlige interesse for klubben, som han købte tilbage i 1995. Dengang lå de i den fjerdebedste række uden nogen særlig lyse perspektiver for fremtiden. Umiddelbart efter købet af klubben hentede Whelan - via forretningsforbindelser på den iberiske halvø - de tre spaniere Roberto Martinez., Isidro Diaz og Jesus Seba til det nordvestlige England. De tre amigos blev overordentlig populære, og var en central del i klubbens succes de første ambitiøse år i de lavere rækker. Wigan rykkede dog hurtigt så højt op, at de tre amigos lige så stille blev sendt videre til andre klubber. Nu er den ene – Roberto Martinez – imidlertid tilbage i Wigan som manager.

Wigans hidtidige succesfulde Premier League eventyr kan i allerhøjeste grad hænges op på, at først Paul Jewell og siden Steve Bruce har formået at få det absolut optimale ud af klubbens ressourcer, og formået at opdage spillere som Antonio Valencia, Jimmy Bullard og Wilson Palacios samt revitalisere karrierer for folk som Titus Bramble, Mario Melchiot og Emilie Heskey. Denne opgave er det nu op til Martinez at løfte. Han har kun to års trænererfaring fra Swansea, som han førte tilbage i den næstbedste række. Opgaven i Wigan bliver imidlertid enorm for den urutinerede spanier, som i første omgang for nok at gøre med at lokke spillere til den lidet attraktive by med den begrænsede fanskare.

Truppen generelt: Sydamerikanske satsninger og suttede bolsjer

Wigan råder i Chris Kirkland over en glimrende keeper, som da også har været inde at snuse omkring Capellos landshold. Anføreren Mario Melchiot udgør sammen med Emmerson Boyce, den ofte latterliggjorte Titus Bramble og Maynor Figueroa fra Honduras en ok defensiv enhed som dog ikke er prangende. Særligt sidstnævnte bidrager godt frem ad banen, og er ligesom Palacios - som nu dominerer midtbanen hos Tottenham – et produkt af Wigans omfangsrige transferinteresse i syd – og mellemamerika. På midtbanen er Michael Brown den type røvhul som man kun elsker, hvis man har lagt gener til hans tilblivelse, eller han spiller på ens eget hold, mens U-21 landsholdsspilleren Lee Cattermole skal agere midtbanedynamo, og allerede spås en stor fremtid. Rafael Benitez meldes således allerede interesseret i at snuppe Cattermole, ligesom Steve Bruce skulle være interesseret i at hente sin protege nordpå til Sunderland. På kanten kan januarindkøbet Charles Nzogbia (ham som tog fra Newcastle fordi Joe Kinnear udtalte hans navn ”Insomnia”) svinge fra det fremragende til det ragende ligegyldige. I angrebet er columianeren Hugo Rodallega, som ligeledes blev indkøbt i januar, en meget spændende spiller for fremtiden. Han imponerede stort med sine udfordringer og sin sparketeknik i sin første halvsæson i klubben, og nåede at lave 3 mål på sine første 12 kampe.

Væsentlige transfere: På rov i Swansea

Ellers blev målene hos Wigan hovedsagligt leveret af den egyptiske lejesvend Amr Zaki, som startede sæsonen som lyn og torden, og i sidste ende nåede at lave 10 mål på 29 kampe. Den oksestærke Zaki blev dog gradvist mere og mere uvenner med ledelsen i Wigan da han gentagne gange kom for sent tilbage efter landskampe, og er ikke længere at finde i truppen. Ligeledes har holdets største stjerne, kantspilleren Antonio Valencia sat turen mod Old Trafford, og derfor har Wigan måttet se sig om efter målfarlige forstærkninger. Her har træner Martinez vendt blikket mod sin tidligere arbejdsgiver, og hentet angriberen Jason Scotland og wingen Jordi Gomez. Førstnævnte (som i øvrigt ikke som navnet antyder er skotte, men fra Trinidad) lavede 21 mål i sidste sæson, og vakte interesse hos flere Premier League klubber. Det blev dog hans tidligere træner som fik underskrift på en kontrakt efter først at have smidt £ 2 millioner på bordet for den hurtige og kropsstærke 30-årige. Gomez er oprindeligt fra Barcelonas talentakademi, men har de seneste år uden held forsøgt at slå igennem hos bysbørnene fra Espanyol. Da dette imidlertid ikke lykkedes lod Gomez sig udlåne til Swansea i den forgangne sæson, hvor han lavede 12 mål i 44 kampe fra sin plads som playmaker centralt på midtbanen. Han nåede knap nok at returnere til Katalonien før turen gik videre til Wigan. Derudover er endnu en sydamerikaner – Hendry Thomas – blevet hentet til klubben. 24-årige Thomas er landsholdsspiller fra Honduras, hvor han er fast mand på den defensive midtbane, og blev hentet i klubben Olympia fra hjemlandet.

Forventninger: Hvem skal score målene?

Meget står og falder for Wigan med, om Roberto Martinez kan magte opgaven. Efter at have mistet både Zaki, Heskey, Valencia og Palacios indenfor det seneste halve år, bliver det interessant om de nye folk kan løfte Wigans offensiv til et niveau som kan redde pladsen i den bedste række. Undertegnede har fidus til Rodallega, og glæder sig til at stifte bekendtskab med Gomez. Men er det godt nok? Ligeledes er det essentielt for Wigan at Lee Cattermole manifesterer sig yderligere som ankermand på holdet, og lærer at kanaliserer sit temperament konstruktivt over i sit spil. I sidste sæson toppe Cattermole listen over advarsler og røde kort i ligaen. Hvis han da ikke bliver snappet op en større klub inden transfervinduet smækker. I det hele taget må der være en lidt flad fornemmelse omkring the JJB stadium for tiden. Klubben skal som nævnt til at tage hul på sin femte sæson i den bedste række, og den store udskiftning i trup og på trænerbænk må lidt føles som et retur-til-start kort, hvor målsætningen igen centreres om at hold nedrykningen fra døren.

Tip: Forventet placering: Nummer 16 Supersæson: Klubbens hidtidige sæsoner i Premier League har faktisk resulteret i relativt sikre ligaplaceringer (nr. 10, 17, 14 og 11 henholdsvis), og derfor vil et markant fremskridt kræve en placering i top ti. Alt taget i betragtning vil en placering omkring 10-pladsen dog kunne karakteriseres som en stor succes for Wigan i år.