Syg og munter

Indrømmet. Undertegnede er ikke just fast seer på TV3’s Champions League sendeflade (men derfor har jeg selvfølgelig en mening alligevel…). For det første fordi West Ham ikke just er fast inventar i denne “Europas fornemmeste klubturnering”, og for det andet fordi TV3 ofte prioriterer nogle kedelige kampe med storholdene frem for at vise turneringens mere interessante opgør. Så hvis det endelig bliver til Champions League er det ofte en engelsk transmission som foretrækkes.

Dog har jeg i de senere år (sikkert som en af få) været ganske imponeret af TV3’s dækning. Den har haft internationalt format. Nuvel, jeg er heller ikke altid imponeret over Per Frimann og Carsten Werges udgydelser, men studieaspektet har typisk været fedt. Konceptet med simpelthen at samle de bedste danske fodboldspillere nogensinde, og så ellers lade dem ævle om fodbold besidder en eller anden form for troværdighed. At spillerne faktisk har været der, og gjort det, som man har siger, har givet deres ord en form for tyngde. Man har lettere kunne accepteret Schmeichels lettere kluntede talestrøm, fordi manden for fanden har løftet det trofæ de andre snakker om. Og sådan har det været vejen rundt. Jan Mølby, Preben Elkjær og Laudrup-brødrene (og FAXE!) er ikke hr. Hvemsomhelst, og derfor er det rasende ligegyldigt, om de har skærmtække, gået til talepædagog, stylist og jeg ved ikke hvad. De er de bedste bud på danske eksperter til den form for analyse som knytter sig til kanalens koncept: Det er ikke videnskabeligt højt niveau eller højtragende analyser (hvad det måske burde være?), og netop derfor har det været befriende at slippe for repræsentanter for den typisk ræderlige danske journalist-stand.

Det er trods alt mere interessant at overvære spekulation om hvordan spiller X føler om situation Y, når det kommer fra folk, som rent faktisk har oplevet noget tilsvarende, og har nogle forudsætninger at tale ud fra. Og så har jeg i øvrigt nydt den voksende accept af, at værter og eksperter gerne må have favoritter: At Schmeichel holder med Man Utd, Mølby med Liverpool og Elkjær med dem der har tættest tilknytning til Italien. Det er sgu fair nok, når de selv har fortjent deres striber i de givne klubber og lande. Det varmer nærmest at de stadig har følelser i klemme. Det er sgu lidt hyggeligt på en meget tjekket måde…

Derfor er det med trist mine, at man konfronteres med nyheden om at Überflødebollen over dem alle; Jes fucking Dorph skal til at være vært på Champions League-transmissionerne. Manden der repræsenterer alt hvad der er vammelprovinsielt, og giver ordet “folkelig” en konnotation af lavloftethed og laveste fællesnævner emmer ikke just af klasse, skarpe analyser og fodboldhistoriens vingesus. Til gengæld kan vi givetvis imødese den “gode jyske grundreportage” (selvbestaltet TV2-hofdisciplin) gør sit indtog i den danske CL-dækning.

Føj for pokker - godt West Ham ikke er kvalificeret…

Besøg bloggen på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller tjek sygogmunter ud på twitter

Carlos Tevez er igen i vælten. Af alle de forkerte årsager. Han har nægtet at lade sig indskifte i en Champions League-kamp i München for sin arbejdsgiver, Manchester City.

Dommen er hård men ubarmhjertig; almenviljen usædvanlig utvetydig i sin dom: Den lille, mongolide møgunge af en moderne-fodbold-stinker-primadonna skal have kappet pikken af, og tvinges til at give sit blødende lem en omgang superfransk iført klovnekostume på torvet i alle mellemstore provinsbyer i hele den vestlige verden. Til skræk og advarsel, forstås: For at styrke menigmands sidste snert af retfærdighedsfølelse i en verden der i stigende grad får Sin City til at fremstå som Slaraffenland. “Det dumme svin”, vil menigmand nok tilføje opsummerende. Hvis han ellers kan få et ord indført, og lige må have lov at være her. Og naturligvis må menigmand det. Sygogmunter.dk har alle dage betragtet sig som en blog af folket. Og dog…

For undertegnede har svært ved at acceptere Tevez’ rolle som samfundets fjende nummer et. Javist, hans opførsel har til tider været tvivlsom. Særligt er den seneste episode svær at sluge. Hans lige vel hyppige udmeldinger om ønskede klubskifter, der kun momentant kan sættes i bero af astronomiske lønstigninger, er indrømmet trættende. Hans evindelige hjemve kombineret med hans totale ulyst til at lære det engelske sprog virker temmelig tragikomisk. Og så tillod han sig oven i købet at forlade Manchester United, selvom klubben måske var interesseret i at tilknytte ham på en fast kontrakt. Ganske vist uden løfter om en bærende rolle på holdet, og uden synderlig vilje til at betale købsprisen, men alligevel. Lige at sige nej til Manchester United. Det kan man sgu ikke tillade sig i dagens Danmark - eller England, som det vel ret beset drejer sig om. Burde den lille lort egentlig ikke bare få lov til at rådne op hos Manchester Citys U-14 hold? Guderne må vide at de har råd til det på de kanter.

Som allerede indikeret er svaret i undertegnedes optik et ganske klart nej. For jeg hylder Carlos Tevez! Hylder jeg alt ved manden inklusiv hans seneste idiotiske eskapader? Bestemt ikke. Hylder jeg ham som fodbold- navnlig tidligere West Ham-spiller? Ubetinget. Vi taler trods alt om manden der om nogen epitomiserede the great escape i 2007. Manden, der scorede målet, der definitivt reddede West Ham over stregen efter et vanvittigt comeback med syv sejre i sæsonens sidste ni kampe. En historisk præstation som løftede holdet fra en solid sidsteplads med 10 point til redning i marts til en 15. plads, da røgen havde lagt sig efter sidste spilledag.

Tevez trådte i karakter i slutfasen. Efter en vanskelig start i klubben med svingende spilletid og manglende succes lagde Tevez op til det første og scorede selv det andet i kampen der ændrede West Hams skæbne. 2-0 målet på hjemmebanen mod Tottenham var en perle af et frisparksmål, som den lille argentiner fejrede med at smide trøjen og blotte sit let kvabsede maveskind inden turen gik ud blandt supporterne, på det der dengang hed the Dr. Martens Stand. Kampen blev i øvrigt - med største selvfølgelighed - tabt. Spurs kom på 2-2, Zamora bragte West Ham i front med 5 minutter igen (igen med assist af Tevez), inden et totalt kollaps forærede spurs en 4-3-sejr. Men noget var ændret. Fans og spillere blev længe på stadion og klappede af hinanden. Der blev skrålet. Mark Noble græd. Og Tevez havde scoret sit første mål. I de resterende ni kampe scorede han yderligere seks mål. Det blev senere omskrevet til, at han havde reddet West Ham egenhændigt. Det er naturligvis en både bizar og uretfærdig dom. James Collins, Mark Noble, Robert Green, Lucas Neil og Bobby Zamora spillede som minimum også nøgleroller. Ja, det gjorde hele truppen vel i virkeligheden.

Alligevel kom det hele til at handle om Tevez. Der var rod i papirerne. Ikke med spillertilladelsen som en almindelig fejlfortolkning lyder, men i forhold til en hidtil temmelig ukendt paragraf om third-party-ownership. Tredjeparter må ikke have indflydelse på klubbers råderet over spillere, og det var åbenbart ikke i overensstemmelse med de aparte ejerskabsforhold i tilfældet Carlos Tevez. Tredjepartens rettigheder blev aldrig benyttet, men kostede alligevel West Ham en historisk stor bøde, og siden et ynkeligt men succesfuldt privat sagsanlæg fra Sheffield United, som mente det var Tevez’ skyld, at de var rykket ned. Tevez var åbenbart skyld i, at de ikke kunne slå Wigan på hjemmebane på sidste spilledag, og at de havde lagt sig ned for Manchester United for at spare spillere nogle runder inden… West Hams uduelige ledelse efter de islandske ejeres konkurs valgte at indgå forlig. Noget klubbens nuværende ejere gentagne gange har udtrykt forargelse og forundring over.

Og hvor vil jeg hen med det? Jo - manden bag den bizarre situation hedder Kia Joorabchian. En iransk-født, britisk forretningsmand, som er heftigt involveret i mere eller mindre lyssky økonomiske aktiviteter i fodboldens verden. Hans firma, MSI, ejede blandt andet Carlos Tevez og Javier Mascerano, da de blev udlånt til West Ham. Samme firma forsøgte i øvrigt dengang at overtage West Ham, ligesom de var (måske stadig er?) ansvarlige for den brasilianske klub Corinthians. Her nåede Joorabchian blandt andet at have en arrestordre hængende over hovedet. Han fungerer stadig som agent og personlig rådgiver for Carlos Tevez. En hofsnog af en opportunist af total cunt of a man, som har formået at tjene kassen ved at behandle en række fodboldspillere som moderne slaver.Det er i denne optik jeg vælger at tolke Carlos Tevez. En forvirret, uuddannet, ung mand fra den værste slum i Buenos Aires med et talent for at spille fodbold, der er kommet i dårligt selskab. Man skal ikke have set eller læst mange minutters interview med Tevez for at forstå, at det ikke er studenterhuen der trykker…

Og selv hvis den gør: Hvis Tevez faktisk selv er en pengegrisk, kalkulerende, selviscenesættende martyr, gør det ham så ikke til en af de berømte karakterer, som imod-moderne-fodbold-brigaden så ofte efterspørger? Er der ikke noget fascinerende ved en mand, som med sans for patos og sentimentalitet skaber drama udenfor banen, og slet ikke kan lade være med at give sig 100 % på den? En mand som kan skabe sig, ønske sig væk og kaste alt sit legetøj ud af kravlegården, og samtidig blive sit holds topscorer? Hvis folk kan hylde Cantonas karatespark, Campos’ papegøje-dragter, Stoichkovs slåen op i banen, Roy Keanes benbrækkertacklinger, Vinnie Jones’ klunke-riveri, Gascoignes useriøsitet og Maradonas megalomani, coke-misbrug og genialitet, så hvorfor ikke Tevez’ krukkeri kombineret med arbejdsraseri?

Argumentationen er tvivlsom. Bevares. Hvis Tevez rent faktisk nægtede at blive skiftet ind, så har han svigtet de hårdtarbejdende fans, der betaler hans løn (lige i Man Citys tilfælde er det dog oplagt at forholde sig tvivlende til supporternes rent faktiske bidrag, lønbudgettets omfang taget i betragtning), så er den svær at sluge (som man siger).

Men et eller andet sted er jeg ligeglad. Fordi det er personligt det her. Det handler om manden, som konstant scorer mål mod West Ham, men altid nægter at juble. Om manden som aldrig forspilder en lejlighed til at rose Østlondon og krydse armene til hammers-hilsen, når han møder sine gamle supportere. Manden, der som Manchester City-spiller iførte sig West Ham-trøje efter slutfløjtet i sæsonens sidste kamp for to år siden for at tage en æresrunde på the Boleyn Ground.

Og frem for alt knægten fra Fuerte Apache, som tidligt i karrieren afslog at modtage plastickirurgi for at fjerne sine brændemærker på halsen, og som gav sig 100 % for West Ham United i sæson, hvor alt så sort ud. En fyr som uden at have indflydelse på det var havnet i en obskur fodboldklub, som han sikkert hverken havde hørt om eller lyst til at spille for. Det havde været oplagt at blive fornærmet siddende på bænken og vente på det næste klubskifte, da Alan Curbishley, mildt overraskende, i dele af sæsonen foretrak Marlon Harewood og Bobby Zamora. Han kunne have hævet sin løn, og hygget sig på natklubber og gode restauranter. Men det gjorde han ikke. For han forstod noget fundamentalt. Noget som ikke kan formuleres, men som handler om West Ham United - og måske om selve essensen af spillet. Han kunne slet ikke lade være med at spille fodbold. Han sled, slæbte, knoklede og løb sig selv halvt ihjel for West Ham Uniteds trøje og supportere. Han havde klasse ikke mindst. Og han skabte sig aldrig.

Måske bliver hele den historie bare endnu bedre af, at han lige siden har formået at pisse ikke bare en, men to af klubberne fra det engelsk fodboldbourgeoisi af? Når to af de mest forkælede fanskarer i fodboldens verden hader en mand, som jeg elsker, så kan jeg ikke lade være med at elske ham lidt mere, selv når hadet måske bunder i ret reelle årsager? Jeg ved det sgu ikke. Men hvis de ikke kan bruge ham i Manchester, så er Carlitos altid velkommen i det østlige London.

Det sker næppe, og måske er det godt det samme. Måske ville Tevez ødelægge det hele ved også at spille fandago i West Ham. Det er heldigvis rent hypotetisk. Og vi vil altid have minderne. Dem kan ingen tage fra os…

Tjek blogindlægget i en pimpet udgave på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller kig forbi på twitter

Mandag den 11. juli skal undertegnede i operaen for første gang. Jeg skal gudskelov ikke se Opera. I stedet skal jeg til koncert med ingen ringere end Steven Patrick Morrissey, sangeren fra det hedengangne The Smiths, og siden en ganske succesfuld soloartist.

Det er sønderjyden, som er initiativtager. Det forholder sig nemlig sådan, at han, Socialdemokraten og jeg (samt vor fjerdemand Gokkerlas, som desværre hopper fra i år) har været til store koncerter om sommeren i et par år nu. For to år siden så vi Bruce Springsteen i Herning (det kom der her indlæg ud af). Sidste år stod den på Leonard Cohen i Malmö (det influerede to indlæg: her (hvor The Smiths spiller en betragtelig rolle) og her). Da Sønderjyden er af den overbevisning, at tredje gang er lig med tradition skal vi selvfølgelig også til koncert i år, selvom vi ikke rigtig har kunnet finde et arrangement, hvor pris, kvalitet og forventninger harmonerer for alles vedkommende. Men vi skal jo have en undskyldning for at gøre det igen næste år. Derfor blev det ved en pludselig indskydelse en vel dyrt prissat koncert med Morrissey, der bliver sommerens udflugt.

Men det er egentlig okay. Lige præcis Morrissey har mange kvaliteter, som man virkelig værdsætter som West Ham-fan, og som man sikkert vil værdsætte endnu mere ovenpå en helt frisk nedrykning. For det første kan manden udlægges som en af verdens mest sortseende og ikke mindst selvhøjtidelige mennesker nogensinde. For det andet trænger der ofte en stærkt ironisk - nærmest skabagtig - humoristisk sans igennem al dysterheden. Et utrolig britisk, homofilt storhedsvanvid med tilpas meget tongue-in-cheek til, at man overgiver sig til hele pakken, selvom man egentlig ikke burde. Men det hjælper selvfølgelig også, at manden både er en eminent sangskriver og sanger (selvom stemmen har mistet noget af sin ungdommelige storhed).

“I have forgiven Jesus!”

Et meget godt eksempel på Morrissey når han er bedst, værst, mest krukket, sjovest og megalomanisk er sangen ” I have forgiven Jesus “ fra pladen You Are the Quarry (som i øvrigt sikrede manden en tiltrængt succes efter nogle mindre succesfulde år). Som titlen antyder er pointen her, at Steven Patrick Morrissey formår at udvise storsind nok til at skænke sin tilgivelse til manden som vel mere eller mindre opfandt og udbredte begrebet tilgivelse. Årsagen til denne gestus er vist i grove træk, at Morrissey er træt af den diskrepans mellem de følelser og drifter som fylder hans krop, og den omgivende verdens evne til at gengæld og opfylde disse. Stærk tobak, men det er sådan en mand Morrissey er. En der kan gøre det at tilgive selveste Jesus Kristus, Guds enbårne søn, troværdigt og nærmest rimeligt. Siden nedrykningen har tilgivelsens princip også fyldt en del i min syge og muntre bevidsthed. Jeg har nemlig også mine udeståender med folk i denne verden.

Uncle Avram

Da ledelsen i West Ham besluttede at afskedige Gianfranco Zola, havde jeg ondt af den lille mand. Han havde da trods alt formået at holde holdet i Premier League (med et meget lavt pointantal, indrømmet), under voldsomt svære arbejdsbetingelser. Ikke desto mindre havde jeg forståelse for beslutningen. Zola var ikke Gold og Sullivans mand, holdet var enormt heldige, at ligaen var svag nok til at en generelt dårlig sæson resulterede i overlevelse, og den sympatiske men uerfarne og taktisk tvivlsomme Zola kunne måske med fordel udskiftes med en mere garvet rotte. Denne rotte viste sig at blive Avram Grant, der netop havde forladt den synkende Portsmouth-skude. Her havde han sikret sig noget der minder om legendestatus for sit engagement, sin evne til at få spillerne til at kæmpe for hinanden og trøjen selvom lønnen ikke kom, og Premier League fratrak dem point for rod i regnskaberne. Oven i købet lykkedes det at spille holdet i FA-Cup-finalen, hvor et svagt placeret Kevin Prince Boateng-straffepark var meget tæt på at bringe Pompey foran mod storfavoritterne fra Chelsea. I stedet blev det et 1-0 nederlag på et frisparksmål af Drogba.

Ikke desto mindre var det med generel bred opbakning at Grant tog over i West Ham. Han var et dårligt straffe fra triumf med Portsmouth, og et endnu værre fra CL-triumf med Chelsea i Moskva nogle år før. Det kunne blive rigtig godt.

Alarmklokkerne begyndte så småt at bimle, da der ikke rigtig blev købt ind til de problematisk placeringer på holdet. Kampprogrammet var ubarmhjertigt, og efter fire kampe havde West Ham 0 point. Alligevel var jeg optimist. Avram arbejdede med systemet. Han prøvede mange forskellige konstellationer i jagten på den rigtige balance. Og så var han evigt knastør, rolig og selvsikker.

Han overbeviste mig, og jeg forsvarede ham trofast, mens sæsonen bumlede usikkert derudaf. Onkel Avram skulle bare lige have de sidste brikker til at falde på plads, og så ville succesbussen køre derud af med 200 i timen i overhalingsbanen. Og hist og pist blev der da også hevet resultater hjem. Et svært point i Stoke i femte runde, en sejr over Tottenham i sjette. Det gik fremad. Oktober måned gav et par ærgelige uafgjorte og nederlag. Det blev hele tiden til lidt mindre end spillet berettigede, og omkring jul blev der endelig løst op med et par sejre og uafgjorte. 4 i træk uden nederlag faktisk. Det sluttede med en 5-0-afklapsning i Newcastle i starten af januar. Et skridt frem og tres tilbage. Der gik rygter om at Avram skulle fyres og Martin O’Neil ansættes. Jeg bakkede West Hams manager op, og til sidst endte han med at blive siddende efter et uskønt forløb. Truppen fik tilgang af Demba Ba, Robbie Keane, Gary O’Neil og Wayne Bridge.

I cup-turneringerne lignede det noget hele sæsonen. Man drømte om Wembley. Manchester United blev slået 4-0 i ligacupen i Jonathan Spectors bedste kamp nogensinde. Drømmen døde med Stokes kalkulerede snyderi i FA-Cup kvartfinalen og Birminghams brutale effektivitet i liga-cup semifinalen. I begge tilfælde illustrerede West Hams spillere i øvrigt en imponerende evne til at falde totalt sammen, når det gælder, som må siges at have været karakteristisk for sæsonen.

Der kom da atter en mini-revival omkring Scott Parkers bravehearttale i omklædningsrummet på The Hawthorns i februar der forvandlede 3-0 til 3-3 for udeholdet. Det resultat blev efterfulgt af en 5-1 sejr over Burnley i Hitzlspergers længe ventede debut, en 3-1-sejr over Liverpool i sæsonens måske bedste kamp og en 3-0 sejr over Stoke. Det gav tro på, at trenden var vendt og nye og bedre tider var kommet. Begyndelsen på ny æra måske. Som sædvanlig var det løgn, og selvom cup-nederlaget til Stoke blev efterfulgt af et hårdt og heroisk tilkæmpet point på White Hart Lane, så faldt hjulene af sæsonen ugen efter, da en 2-0-føring hjemme mod Manchester United blev vekslet til et 4-2 nederlag. I sæsonens resterende 7 kampe blev det til 1 (et! FUCKING ET ENESTE!) point, med et sammenbrud fra at at føre 2-0 til at tabe 3-2 mod Wigan i næstsidste spillerunde som spektakulært klimaks. En sejr der og en mod Sunderland i sidste runde havde faktisk været nok, som de andre resultater formede sig.

Til sidst måtte jeg erkende, at Grant-skeptikerne nok havde haft ret fra start. Han anede sgu måske slet ikke, hvad han havde gang i. De hyppige roteringer var mere udtryk for afmagt og panik end kontrollerede eksperimenter med henblik på at finde det perfekte match. Spillere kunne præstere fornemt den ene uge og være på bænken den næste, mens andre aldrig præsterede men altid var på holdet. Der var ligesom ingen gejst blandt spillerne. Systemet fungerede sjældent, men blev aldrig rigtig ændret. Der blev aldrig spillet to gode halvege i samme kamp. Nedrykningen skete uden kamp. Onkel Avram havde snydt mig. Det var fandeme ikke særlig morsomt, skulle jeg hilse og sige.

Roll on next season…

Og alligevel sidder jeg og smiler stille, mens dette skrives. Det hele faldt på plads for et par uger siden. Jeg havde netop løst et brag af en opgave i mit arbejdsliv. Noget der havde presset mig i et omfang, der gjorde, at jeg tvivlede på egne evner. En ordentlig omgang, altså. Stram deadline og maximalt pres. Og det lykkedes med et bragende flot resultat. Med andre ord var jeg en glad mand, og jeg lokkede drengene ud til øl.

Socialdemokraten var der blandt andet.  Litteraten Med Fremskridtshåret var der også. Og der blev snakket fodbold. Vi udregnede besparelsen på ikke længere at have Kieron Dyer og Matthew Upson i truppen. Vi forsøgte at stille en diagnose, som kunne forklare Kevin Nolans besynderlige klubskifte. Vi drøftede grunde til at synes om Sam Allardyce, og havde svært ved at finde særlig mange. Vi håbede at Ba og Hitzlsperger ville blive, og blev enige om at Tomka bliver en stjerne næste år med Faye som rutineret makker.

Litteraten måtte gå, men blev snart afløst af Sønderjyden. Da eftermiddag var blevet aften som var blevet nat sang vi lidt slagsange og havde blanke John-Faxe-er-lige-blevet-dansk-mester-øjne. Da opdagede jeg en sms, hvor Litteraten annoncerede, at Bas skifte til Newcasle var officielt. Jeg replicerede med en fuldemandssentimental ode, hvori jeg konstaterede, at vi sagtens kunne undvære Ba og hans mål, når vi bare havde venner som hinandens selskab til at udholde West Hams evindelige skuffelser. Fra børn og fulde folk etc.  Jeg tror sgu, at jeg havde ret.

For nu glæder jeg mig. Til at sidde med flokken og se 11 knoldesparkere forsøge at knoldesparke 3 point hjem mod Cardiff d. 7/8. Til at værdsætte de tv-kampe der kommer, og ellers genfinde glæden ved tekst-tv, BBC radio, Verdens Gangs liveopdatering og andre desperate løsninger. Jeg glæder mig til ikke at skulle glo på Chelsea, Manchester United, Liverpool, Tottenham og Manchester City i minimum en sæson. For slet ikke at tale om det obligatoriske udebanenederlag til Bolton (selvom vi sikkert trækker dem i begge cup-turneringer). Jeg ser fremt til lokalopgør mod Millwall (som med statsgaranti bliver tabt), til at genfinde kontakten med Nottingham Forest, Crystal Palace, Southampton og andre glemte venner, og til at West Ham faktisk har chance for at vinde flere kampe end de taber. Til at se hvad Allardyce kan udrette, og at se talenterne få chancen i selskab med hårdtarbejdende, ærlige, britiske spillere, der ser det som karrierens chance at få lov at spille for West Ham.

Og jeg glæder mig til en tur eller flere (forhåbentlig) til London. Og måske en til Leeds. Og så skal drengene med, og vi skal drikke øl og råbe, overvurdere Jordan Spence, kultdyrke Faubert (med mindre nogle er dumme nok til at købe ham), bande af Piquionnes ladhed, og mindes dengang vi troede på Avram Grant. Med andre ord: Jeg har tilgivet Avram Grant. Hvis Morrissey kan være storsindet, så kan jeg også…

Tjek også bloggen på: sygogmunter.dk

sygogmunter på twitter

eller synes godt om sygogmunter på facebook.

I sin vanlige anti-West Ham-bias har alverdens medier ensidigt fokuseret på Barcelona-trioen Xavi/Iniesta/Messi, samt Christiano Ronaldo og Wesley Sneijder i dækningen af udskilningsløbet i forbindelse med uddelingen af den prestigefyldte Ballon d’Or. Det er vist fransk og betyder noget i retning af: Den gyldne bold. Eller. Det vil sige, jeg aner det faktisk ikke, men det mener jeg bestemt at have læst engang. Det har jeg læst, og så at den er prestigefyldt. Og så må det jo være rigtigt.

Nå men for at vende tilbage til kandidaten som på det skammeligste blev forbigået, og (totalt chokerende) end ikke var blandt de oprindelige 23 nominerede til denne glohede ære, som tildeles ingen ringere en VERDENS ! BEDSTE ! FODBOLDSPILLER ! (!): Jonathan Michael Spector. Født 1. marts 1986 i Chicago-forstaden Arlington Heights i the US of A. Manden som besidder så uanede mængder råt talent for sport, at han frit kunne vælge om karrieren skulle handle om fodbold eller basketball (som var bedstefar Art Spectors metier for Boston Celtics i årene 1946-50). Manden der som 17-årig blev spottet af ingen ringere end Sir Alex Ferguson! Manden som kan spille alle pladser i backkæden lige overbevisende! Manden som var en afgørende bestanddel i det amerikanske landshold, der overraskede alt og alle, og nåede finalen i det sande verdensmesterskab Confederations Cup 2009! Samme landshold som med Specs i startopstillingen vandt den glorværdige CONCACAF Gold Cup i 2007 efter at have besejret fodboldgiganter som Guatemala, El Salvador og Trinidad og Tobago i et sandt triumftog, hvor først Panama og siden Canada blev ekspederet overbevisende ud knald eller fald kampe med to gange læsterlige klø på 2-1, inden naboerne fra syd, de mexicanske favoritter blev send hjem med en lussing på 2-1! Men den triumf betyder åbenbart ingenting for de høje herrer i FIFA, hr. Sepp Blatter og de andre kumpaner! Bare fordi den efterhånden ligger et par år tilbage i tid!

Ej heller var  der nogen respekt for at Spector optrådte 27 gange for et West Ham mandskab der reddede sig fra nedrykning i sidste sæson, og var helt og aldeles konsekvent og stabilt elendig, og endvidere tilkæmpede sig plads på bænken for USA ved samtlige af deres kampe ved sommerens VM-Slutrunde!

Man skulle ellers tro, at så simpel og klart defineret en udmærkelse som “Verdens Bedste Fodboldspiller” kunne tildeles ud fra fuldstændig videnskabelige og objektive kriterier, men sådan spiller klaveret desværre ikke. Ingen nominering til Jonathan Spector - manden om hvem Alan Curbishley efter en menneskealder i gamet sagde: ‘ Der er nok kun en spiller jeg vil karakterisere som intelligent, og det er den amerikanske landsholdsspiller Jonathan Spector. Han er den eneste spiller jeg nogensinde rent faktisk så læse Financial Times; de andre fokuserede kun på side 3 i The Sun.” Men næ, nej. Gode avisvaner betyder åbenbart ingenting, når deherrer smagsdommere rundt omkring kan himle op om yoga bonito, pokaler, medaljer og sprøde indersideafleveringen. Må man efterhånden bede om sine himmelblå!?

Så jeg tror nok, at der var røde øre rundt omkring i de små fodboldforbund, da Specs satte det hele på plads, her sidste tirsdag. Efter at have optrådt hele 2 gange allerede i denne sæson som indskifter for et West Ham-hold, som har taget patent på den attraktive 20. plads i turneringens første mange runder, fik amerikaneren tilkæmpet sig en plads i startopstillingen i Liga Cup kvartfinalen mod Manchester United. På den centrale midtbane af alle steder. Ganske vist var der ikke rigtig andre der var skadesfri og kunne spille, men det behøvede de så sandelig heller ikke da Spector satte trumf på. Med sine første to mål nogensinde i karrierens godt 160 seniorkampe sikrede han således West Ham en 2-0-føring ved pausen. To mål der i øvrigt blev garneret af en fuldstændig (for Spector) absurd god præstation, hvor arbejdsiver, gode pasninger, og adskillige, let kluntede farlige dribleture gik op i en højere enhed(!).

2-0-føringen blev i øvrigt fordoblet efter pausen af Carlton Cole, og dermed blev en sensationel 4-0 sejr realiseret. Den største West Ham-sejr over Manchester United i 80 år. En sejr der fik hele den rød-mancurianske del af internettet til at eksplodere af dårlige undskyldninger, mens de fremmødte Man Utd-fans på Upton Park tacklede situationen noget mere humoristisk ved at synge til hjemmeholdet “You’re  just a shit Barcelona” med henvisning til de tre Ballon d’Or-tyveknægte og deres holdkammeraters nedsabling af Real Madrid dagen før. Også West Ham-træner Avram Grant så tydelige paralleller: “Jeg tror at Spector så Barcelona i går, og tænkte: “Det kan jeg da også gøre!”"

Jeg tror Grant har ret. Sikkert er det i hvert fald, at Specs formåede at få mig til at råbe, skrige, skraldgrine og tabe næse og mund; mere end nogen anden nomineret har formået i forbindelse med denne mere eller mindre pointeløse prisuddeling. Og det på trods af, at næsen og munden altså kun blev tabt i overført betydning. Og det er sgu godt nok til mig.

Dermed føler jeg at have ført tilstrækkeligt BEVIS for, at Jonathan Spector er den retmæssige vinder af Ballon d’Or! Hvem sagde justitsmord!?

Næste år vinder Specs efter at have domineret alverdens fodboldbaner fra sin nye plads som midtbanegeneral! Og hvis ikke han gør, kan man altid trøste sig med, at diskussioner om, hvem der er verdens bedste fodboldspiller, i tåbelighed kun overgås af diskussionen om, hvem der var bedst af Pele og Maradona.

En sejr hver anden måned!

Siden november 2009 har West Ham vundet 7 ligakampe. Det er altså 7 sejre på 12 måneder. Hvis man går helt tilbage til september sidste år, vil antallet af sejre i ligaen være det samme, men det er ligesom ikke så mundret. Til gengæld giver det en sejr hver anden måned i snit. Derudover er det - retfærdigvis - blevet til lidt sejre i cup’en, samt en ganske fin preaseason. Der er også blevet spillet temmelig meget uafgjort. Det er under alle omstændigheder ikke godt nok. Man har i denne periode ikke vundet en udekamp i ligaen. Af de 7 sejre er tre kommet mod hold som senere rykkede ned - Pompey, Burnley og Hull. De resterende fire er kommet mod Aston Villa, Birmingham og Wigan i sidste sæson, samt Tottenham i denne.  Jeg har ikke set West Ham vinde en kamp siden 24. april, idet min svigerfar naturligvis skulle fejre en rund fødselsdag da Tottenham blev besejret d. 25 september.

Jeg hørte i det mindste liga cup sejren i Sunderland på BBC Radio London…

Den evige Scotty Parker

Det har edderrødme været et langt år. Der er kommet nye ejere, ny træner, ny struktur og snak om et nyt stadion. En del af spillerne er nye, men den helt og aldeles stilsikre taberkultur er bare blevet stærkere og stærkere. P.t. ligger man på en overbevisende sidsteplads, med 9 point for 14 kampe, og fem point op til den gode side af nedrykningsstregen. Det er stadig kun Scott Parker, som leverer hver eneste gang. Det er fandeme synd for den mand. Rygter siger, at han vil væk, hvis situationen er uændret til januar. Det skal sgu være ham vel undt. Om han så skifter til Tottenham. Eller Millwall, for helvede. Scotty Parker har gjort mere for West Ham i de seneste år end nogen anden spiller i mange, mange år. Hvis han bliver hængende til sit karrierestop fortjener han den yderst eksklusive betegnelse “legende”. Det må være ensomt at være den eneste kompetente person på sin arbejdsplads. Måske han skulle kontakte Per Stig Møller, og trække på dennes erfaringer fra diverse ministermøder i de sidste 9 år?

Klyng ham op!

Naturligvis kræver mange nu træneres hoved på et fad, hans kønsorganer kappet af og brændende tændstikker stukket op under hans forhud. Sandsynligvis i omvendt rækkefølge for maksimal smerte-påførelse. Og det giver da også mening: I stedet for den usikre, ukarismatiske jøde (som, heldigvis for ham, sandsynligvis slet ikke har forhud - skal tændstikkerne så proppes op under neglene?), der har gjort det til sit speciale i West Ham at smide føringer og blive bortdømt i afgørende situationer, skal man have en rutineret, kompetent træner. En der kan få styr på defensiven, spille sprudlende angrebsfodbold, og bruge de sparsomme ressourcer i januar på kvalitetsspillere, som kan gå direkte i start-elleveren og gøre et job i Premier League. Og så skal han også helst se godt ud og håndtere pressen på en charmerende måde, hvor der aldrig hersker tvivl om hvem der bestemmer, ligesom han naturligvis skal skabe ro i omklædningsrummet. Og så skal han i øvrigt være indstillet på at arbejde for et ret lille løn, med et par ejere som elsker at udtale sig til pressen, og en fanbase, som sandsynligvis vil ønske at forulempe ham fysisk efter 14 kampe. Det lyder som en skudsikker plan. Han skal bare lige hentes på den sydhavsø, hvor han p.t. residerer med Julemanden, Tandfeen og Påskeharen. Indtil da må vi nok nøjes med Grant. Ellers kan man selvfølgelig ansætte Alan Curbishley, lade ham stabilisere holdet på 10.-pladsen til evig tid, og presse ham ud af klubben efter et par år, når supporterne i ramme alvor hævder at de hellere vil slås om nedrykning end se på Curbs’ røvsyge spillestil. Der er masser af attraktive alternativer, ikke sandt? Ikke dermed sagt at resultaterne har været gode nok. Navnlig ikke de seneste 4 kampe, der gav 3 point, hvor der mindst burde have været 7.

Bye, bye Zeljko!

Foreløbig har man i stedet nøjedes med at fyre assistenttræner Zejlko Petrovic. Fire måneder fik den tidligere Boavista - og Waalwijk-træner (imponerende én sæson hvert sted!) som andenviolin på Upton Park. Han var vist ikke rigtig spillernes kop te. Til gengæld var Premier League øjensynligt heller ikke hans. Niveauet var chokerende lavt, og såvel Bundesligaen som Æresdivisionen (!) er åbenbart bedre. Sådan siger Petrovic. Hvis rygter er sande, og Petrovic rent faktisk brugte pausen imod Stoke til at klippe negle i stedet for at give instrukser til spillerne, da han vikariede for Yom Kippur-ramte Grant tidligere på sæsonen, så giver den udtalelse næsten mening på sin egen skøre måde. Kampen endte i øvrigt 1-1 efter West Ham havde ført ved pausen. Vi må håbe Petrovic ikke er omskåret, da jeg efterhånden løber tør for stedet at stikke tændstikker hen, når dommedag kommer.

Nu snakker man i ramme alvor om at hente galningen Paolo Di Canio ind som afløser. Hele ideen er fuldstændig vanvittig. Forstå mig ret. Han var en af de mest talentfulde spillere i West Ham i de sidste 30 år.  Men han har i hele sin karriere vist, at han er fuldstændig ude af stand til at underordne sig et kollektivs bedste. Ellers ville en mand med et sådant talent aldrig have brugt nogle af sine bedste år i en så relativt lille klub, som den jeg hader at elske. Han har et alt, alt, alt for stort ego. Et problembarn er, hvad han er. I Di Canios hoved er ingen større end Di Canio - heller ikke klubben, og det er altså ikke så smart. Og så behøver vi slet ikke begive os ind i alt det mudrede om hans politiske overbevisning. Nu vil man sætte ham i en situation, hvor han både får autoritet og skal underordne sig? Nej, vel. På den anden side har Gullivan før vist store evner som populistiske agitatorer, så man kan nok desværre ikke udelukke noget. Di Canio er populær, og hans vanvid tolkes ofte (med en vis berettigelse) som udtryk for passion. Jeg tvivler da heller ikke på at han elsker West Ham. Men det gør Russel Brand, Ray Winstone og min ven Litteraten med Fremskridtshåret også, og dem vil jeg heller ikke have som assistenter i West Ham.

Der er dog også rygter om, at verdens grimmeste mand, den ærlige og hårdtarbejdende tidligere midtbaneslider,  Steve Lomas (hvis navn altid var sammenkædet med formuleringen “håbløst undervurderet” i Goal-blade i midten af 90′erne) skal tilknyttes i en trænerkapacitet. Lomas har mere erfaring end Di Canio, qua en foreløbig et-årig cheftrænerkarriere hos St. Neots Town i noget der minder om den 10. bedste engelske række, så foreløbig fører han på (meget få) point hos undertegnede.

Save our season!

På lørdag møder West Ham Wigan hjemme på the Boleyn Ground. Der bliver solgt billige billetter, og kampen har fået overskriften “Save Our Season”. Der er sikkert en eller anden ulækker reklamemand der har hævet £ 10.000 for den strålende ide. “Lad os miste indtægter, bolle loyale sæsonkortholdere i røven og lægge yderligere pres på spillerne!!!” Ikke desto mindre er overskriften ikke helt skæv. Sådan skal det åbenbart være med kampe mod Wigan. Sidste år blev hjemmekampen vundet 3-2, og overlevelse blev definitivt sikret. Det var fandeme vigtigt. Solen skinnede den dag. Bagefter holdt min ven Kommuneforskerens kæreste fødselsdag. Der var både kaffe, lagkage og bajere. Og man kunne ryge smøger på en tagterrasse. Det var en god dag. Selvom Kommuneforskeren utvivlsomt har brugt en del tid på at ytre Petrovic-agtige synspunkter om Bundesligaen kontra Premier League. Han vil ikke rigtig acceptere, at jeg ikke betragter det som en konkurrence. Jeg holder med et hold der aldrig vinder. Hvorvidt de gode hold i ligaen, hvor mit hold aldrig vinder, er bedre end gode hold i Tyskland er jeg egentlig skideligeglad med. Nok om det. Det var i hvert fald den 24. april. Det var sidst jeg så West Ham vinde en fodboldkamp. Parker scorede et brag af et sejrsmål. I al ydmyghed vil jeg godt bede om en gentagelse på lørdag. Fik i den, fodboldguder?

I skrivende stund sidder undertegnede på et stærkt forsinket Spanairfly fra Barcelona mod København. De seneste par dage har budt på noget så kosmopolitisk og moderne som en romantisk getaway. Og jeg har oven i købet haft en kvinde med. Ikke nogen gokketure her…

Més que un club

Dette indebar blandt andet at vi oplevede, hvordan det store af byens fodboldhold – FC Barcelona – var så FC Barcelona som nok kun FC Barcelona kan være det. De vandt ganske enkelt VM for klubhold, og blev dermed det mest succesfulde fodboldhold nogensinde (mindre kan ikke gøre det på de kanter) målt på præstationer på en enkelt sæson. Trofæet var det imponerende sjette som Pepe Guardiolas drenge hjemførte i år, og det blev da også markeret med dyttende biler, flag ud af vinduer, krudt i gaderne og generel gåen akurk på den berømte og berygtede Rambla. Det var ganske sjovt at opleve. De var sgu stolte den folkemængde. Og med rette. Deres hold var det bedste nogensinde. Det kunne ikke overgås nu – højest tangeres. Imponerende.

Men det var trods alt ikke noget der kunne fastholde undertegnedes syge og muntre interesse voldsomt længe. Dertil trak en stor sjus (og guderne må vide at katalanerne mildest talt ikke er karrige med spiritussen) på en gammel bar, som guidebogen hævdede havde været populær hos såvel Hemmingway som Miró, for meget. Da sjussen var drukket, og turen gik videre mod gud ved hvad, men nok mest en metrostation, kom fru Sygogmunter og jeg til at gå bag ved en britisk talende mand og dennes lille søn. Han brugte tydeligvis sønnens undren over den ekstatiske folkemængde deroppe på Ramblaen som udgangspunkt for et par iagttagelser om livet. Rørende. Han sagde noget i retning af: ” I mean, that means they won the World Championship now. They already won the Spanish Championship and the European Championship. I mean what are they gonna do now? Win the galaxy?” (Han var virkelig begejstret for verbet mean!) Knægten som nok burde have ligget i sin seng, kiggede op på faren, funderede tydeligt og voldsomt over ordene, og korrigerede tillidsfuldt sit tag i sit biologiske ophavs hånd. Hvad konklusionen blev ved jeg ikke. Sådan en lille knægt har temmelig korte ben og går følgelig ganske langsomt. Dette kombineret med undertegnedes cuba libré-fyldte kulderamte partyblære gjorde at den ellers fine dialog ikke blev hørt til ende. Blot nåede jeg at tænke, da jeg kort fik kontakt med farens bekymrede panderynke, idet jeg slingrende overhalede, at det var dog det mest krampagtige forsøg jeg nogensinde har hørt på at få en knægt til at holde med West Ham. Indrømmet. Jeg overfortolker nok bare. Det ville ikke være første gang. Hvad hjertet er fyldt af og så videre…

Hvorom alting er. De er sgu gode, de dersens FC Barcelona. De spiller skidegod fodbold, avler et hav af virkelig dygtige spillere, vinder trofæer i massevis foran et stort, loyalt og passioneret publikum på et historisk og imponerende stadion. Og så er der alt det der med Franco-tiden, den katalanske kultur, Ronald Koemans grydehår, Johan Cruyff og jeg ved snart ikke hvad. Més que un club hævder de vist at være. Det er så vidt jeg har forstået katalansk for mere end en klub. Og det kan man næsten være tilbøjelige til at give dem ret i. De er i et eller omfang bare de gode, i sådan en helt sort/hvid forstand. De sande helte med de rene hjerter. Hvis der nogensinde skulle dukke et sagnmonster op af havet ud fra Barcelona, føler jeg mig overbevist om at Carles Puyol prompte ville tackle det til helvede og beyond. Og derefter ville klubben donere et overskud fra optrinnet til fattige børn.

Måske er det derfor jeg ikke helt kan forholde mig til dem, FC Barcelona. Jeg er nok selv for stor en stodder til rigtig at kunne føle mig som en del af den store, stolte institution. Al den skønhed og perfektion. Det er næsten for meget af det gode. Jeg er jo for helvede bare et menneske. Jeg har brækket mig i for mange parcelhushaver, vasket for mange uldtrøjer ved 60 grader, og haft gylpen åben på for mange skolefotos til sådan et hundrede procent at tilhøre disse rendyrket godes rækker. Det føles ganske enkelt ikke troværdigt. Disse træk ved min personlighed har jeg til gengæld altid følt blev rigtig godt repræsenteret af West Ham United FC. En anden, ikke helt lige så stor, men på sin egen måde voldsomt stolt fodboldklub. En klub som, hvis den da var et menneske, i den grad ville have noget mellem tænderne på en første date, en bussemand under næsen ved eksamensbordet og en solid hånd på svigermors rumpe når den egentlig bare ville klaske en flue på sin kærestes ryg.

Derfor overraskede det mig ikke uvæsentligt da jeg for nogle år siden så et West Ham logo blandt Barcelonas fans. Det var så vidt jeg husker på Stamford Bridge til en af de der to millioner CL-kampe Barcelona har haft mod Chelsea i de senere år. Det var et temmelig stort banner med Barcelonas logo i den ene side og West Hams i den anden. Sidenhen fandt jeg ud af at banneret tilhørte ingen ringere end Barcelona Hammers. En flok tosser som åbenbart mener at de i den grad mangler yin til deres jang og derfor støtter både més que un club – FC Barcelona – og fortune’s always hiding – West Ham United.

Forelsket i Mark Noble

Da det gik op for mig at den romantiske getaway kolliderede med West Hams hjemmekamp mod Chelsea i søndags forsøgte jeg derfor at opspore disse Barcelona Hammers. Og de findes virkelig. De har en hjemmeside, hvor de nærmest febrilsk prøver at forklare deres britiske kærlighed, og et debatforum som i den grad er fyldt med spam om potenspiller og hårtab. Nogen stampub oplyses desværre ikke, og jeg endte i stedet med - i følge med en som altid nærmest overmenneskeligt overbærende fru Sygogmunter (for et par år siden blev hendes fødselsdag brugt på at se West Ham spille 1-1 mod Bolton i en ret beset ligegyldig kamp) - at traske manisk rundt for at finde en pub der prioriterede kampen. Det var overraskende vanskeligt, og da det endelig lykkedes havde puben verdens mest rasende betjening, en temperatur nær kogepunktet og voldsomt høj elektronisk musik i højtalerne frem for lyden af kampen. Dette ændrede dog ikke på at det der udspillede sig på skærmen var smukt. Det var til at tude over. Et West Ham hold som på det seneste har lagt sig ned for snart sagt hvem som helst bød virkelig ligaens suveræne tophold op til dans. Scott Parker var igen en gigant blandt mænd, Mark Noble personificerede det ”at spille for trøjen” alt imens normale middelmådigheder at best, som Faubert og Kovac, leverede godkendte, fokuserede, stabile fighterindsatser. Og det ligger vel efterhånden implicit at Franco var sejere end Clint Eastwood i Dirty Harry og Bruce Willis i Die Hard tilsammen.

Chelsea havde indledningsvis et godt pres som West Ham forsvarede heroisk inden de gradvist kom bedre og bedre med i kampen. Selv ikke Robert Greens efterhånden sørgeligt obligatoriske smørhandsketrick kunne ødelægge det indtryk. Heller ikke den obligatoriske skade og følgende omrokering – denne gang til Danny Gabiddon, der blev erstattet af en velspillende James Tomkins – kunne ikke destabilisere de tændte irons. Og omkring pausen skete så det smukkeste. Det mest uvirkeligt syrede og grænseløst fantastiske. Altid øretæveindbydende Ashely Cole tacklede Collison i feltet og den vanligt katastrofale Mike Dean pegede prompte på pletten. Diamanti sendte Cech i den forkerte retning, og jublede som den rablende galning, som det efterhånden fremstår ganske klart, at han er.

Og der sad jeg så med sved på panden, dårlig hip-hop musik døvende i ørene og råbte som en gal af et fjernsyn i Barcelona. Det er pokkers hvad fodbold kan gøre ved ellers relativt velfungerende mennesker. Der var pause i London og West Ham førte 1-0 mod Chelsea-maskinen. Pausen valgte vi at bruge på at skifte beværtning. Den sure kvinde har sikkert fejret at de sidste kunder var fortrængt fra beværtningen til at skrue yderligere op for både varme og musik. Men skideværd med det. Vi fandt tidsnok en helt igennem rædselsfuld temasportsbar som viste kampen på storskærm og med en lydstyrke som nok kunne få arbejdstilsynet op af stolen. Der var oven i købet noget så løjerligt som en flok fyre klædt i Barcelona-mechandise som højlydt heppede på Chelsea. Anden halveg mindede om første. West Hams indsats var ganske enkelt godkendt. Hold kæft hvor de løb tacklede og forsøgte at finde medspillere med velovervejede pasninger. Jeg tror jeg forelskede mig lidt i Mark Noble efter (endnu) en svær og ustabil periode for den populære local lad. Så skideværd med at Chelsea udlignede på et straffespark som vist mest fandtes i Mike Deans hoved og at det naturligvis blev eksekveret hele tre succesfulde gange af Frank Lampard inden Dean endelig godkendte scoringen og West Ham fortsatte sit heroiske forsvar og hentede pointet hjem. Og det trods endnu en gøgleroptræden af sært selvtillidsløse Greeny. Meget typisk West Ham, at følge to nederlag i winable kampe mod Birmingham og Bolton op med et point mod topholdet.

Forelsket i Robert Greens lime-ansjoser

Efter kampen røg vi på fiskerestaurant. Fruen havde hæderligt fortjent en ordentlig middag efter at have tilbragt en hel eftermiddag af sin ferie med den omvandrende, neglebidende humørsvingning hendes normalt opmærksomme og ganske gemytlige kæreste forvandler sig til når the hammers spiller. Og sikke en middag vi fik. Måske den bedste nogen af os i vort liv har fået, blev vi enige om bagefter. Og hun er ellers ud af den såkaldte kulturelle overklasse som rigtig kan både kokkerere fint og spise med kniv og gaffel. Samtlige tre retter, vinen og den lokale variation af glögg sad lige i skabet. Og lidt til, hvad det så end betyder med dette sproglige billede in mente. Betjeningen, musikken, indretningen, for slet ikke at tale om den nærmest flabede dessertvin var perfekt. Det var faktisk det stik modsatte af det ocean af gennemført rædselsfulde turistfælder som ellers er spredt udover byen med gavmild hånd.

Fruen beskrev hvordan de små guddommeligt limesmagende fisk der var en del af tapas-forretten nærmest fik hende til at forelske sig i kokken, lige der på stedet – vort mangeårige, mestendels harmoniske samliv upåagtet. Jeg havde det næsten på samme måde. Denne iagttagelse blev festligere af, at det var en restaurant af den type hvor man kan følge med i aktiviteterne i køkkenet fra sin siddeplads, og vi kiggede op på de to fuldskæggede, playmobil-klippede, unge mænd som tøffede rundt og lavede denne åndssvagt lækre mad med en mine som om intet var hændt. Og jeg tror faktisk det var fruen der først opdagede det. Den ene af kokkene lignede sgu Robert Green på noget nær en prik. Fra skægget, til håret, til afstanden mellem øjnene og det lidt spøjse bid. Han var måske lidt lavstammet, men den slags kan være svært at vurdere når man mest kender folk fra tv.

Det var måske Greeny der havde hittet på den mangoskum, der ledsagede mit urimeligt møre oksekød? Det var måske Greeny der møjsommeligt havde skabt den vaniljeskum, der ledsagede den æbledessert, der nærmest fik en tåre frem i vores øjenkroge? Så tror pokker da han har været lidt ufokuseret på det seneste. Han har jo funderet over skummens anatomi! Vi skålede endnu engang og jeg følte mig voldsomt privilegeret. For denne stund, med denne kvinde tilgav jeg i mit stille sind Greeny det pointkostende drop i forrige uges kamp mod Bolton. Han har jo haft tankerne andetsteds! Der er måske når alt kommer til alt, men det må i endelige ikke sige til nogen, at jeg har sagt, øjeblikke der er om ikke vigtigere, så i hvert fald på niveau med fodbold. I hvert fald indtil West Ham møder Portsmouth i en bundgyser af rang anden juledag…

Mit sidste indlæg var en hævdelse af fravær af had til Manchester United i min indstilling til fodbold. En lignende hævdelse har jeg væsentlig sværere ved at fremføre helt inderligt om Bolton Wanderers. For solen skinner sgu aldrig i Bolton. I hvert fald ikke hvis man er West Ham supporter. Indrømmet. Det er ret beset en tilsnigelse. Der er sikkert ofte både sommer, sol, søndag, badevejr og blowjobsæson i Lancashire. Men i overført betydning har ture til Reebok Stadium i lang tid været lig med gråvejr for the Irons. West Ham har vundet på såvel Old Trafford, Highbury, Emirates og Stamford Bridge siden de sidst vandt ude mod Bolton. Faktisk tror jeg kun det er på Anfield Road man skal længere tilbage i tiden for at finde en West Ham sejr mod et hold i Premier League.

The Grim Rieper på Burnden Park

Sidst West Ham slog Bolton på udebane spillede Marc Rieper hele kampen og stadionet var slet ikke Reebok - men Burnden Park. Tony Cottee var blandt målscorene i en 3-0 sejr. Det var i 1996 og er stadig West Hams eneste sejr på udebane mod Bolton i nyere tid. I de seneste 10 møder mellem klubberne (som i lange perioder har ligget i forskellige rækker og følgelig ikke har mødtes) på Boltons bane har West Ham således blot sikret sig to uafgjorte, hvoraf det ene faldt i en ligakamp i 98, mens den anden skal findes i en FA-cup kamp i 2006. Omkampen på hjemmebane blev til gengæld vekslet til sejr i en rædselsfuld fodboldkamp (det har opgør mod Bolton det med at være), som var et stort skridt på vejen mod FA Cup Finalen. Det var tider, men det er en helt anden historie.

Til gengæld er det blevet til et par sandt sagt vederstyggelige nederlag i samme periode. Mest smerteligt i erindringen står 1-0 nederlaget i marts 2003, hvor Jay Jay Okocha åndssvagt upresset løb en halv banelængde med bolden og hamrede den ind bag David James. Bolton fik vigtige point i bundstriden, Joe Cole sparkede hul i spillertunnellen og Rufus Brevett blev politiundersøgt på grund af kontroverser efter kampen (han har i dag trukket sig tilbage fra fodbolden og er den lykkelige ejer af et solcenter). I sidste ende endte hjemmeholdet med at redde pladsen i ligaen på bekostning af West Ham; som til gengæld rykkede ned med det højeste antal point nogensinde for et hold i Premier League. Og muligvis med den bedste spillertrup. Det svier stadig at tænke på det. Også ligakampene i 05 og 06 udmærker sig. Det gør de som deciderede afklapsninger på henholdsvis 4-1 og 4-0. I den førstnævnte måtte man oven i købet lide den tort at se Henrik Pedersen lave sin debile påfuglejubel da han satte Boltons fjerde ind med en stiv tå. For satan da også.

I sidste sæson var West Ham klart bedst i noget der minder om 90 minutter, og tabte med største selvfølgelighed 2-1, alt i mens denne sæson allerede har budt på en stærkt utilfredsstillende visit nordpå, da Bolton vandt 3-1 efter forlænget spilletid i Liga Cupen. Naturligvis førte West Ham indtil kort før tid, hvor lokummet Kevin Davies udlignede. Det er i øvrigt endnu en ting ved Bolton: Kevin Davies scorer altid mod West Ham på Reebok Stadium. Han har i hvert fald gjort det 5 gange i de seneste 4 opgør på eget græs.

Kulingvarsel fra Fisker og Tyske Bugt

I aften er den gal igen. West Ham møder Bolton Wanderers på Reebok Stadium klokken 20:00 lokal tid. Der er snart spillet en halv sæson af årets Premier League. West Ham ligger tredjesidst i ligaen, Bolton ligger næstsidst. Et point skiller holdene ad. West Ham har to point til Wolves’ 16 på den rigtige side af stregen. Blackburn har tre mere end Wolves helt oppe på 12. pladsen. Der er med andre ord mange hold der kan blive trukket ind i årets nedrykningskamp, og tre point i aftenens kamp kan nærmest ikke overvurderes. For West Ham er nedrykningskampen nemlig allerede en realitet. Dette har en kombination af skader, en for smal spillertrup, ustabilitet i forsvaret og frem for alt en total manglende evne til at holde på føringer og udnytte dominans i boldbesiddelse sørget for.

Der er desværre intet der tyder på at trenden vil blive vendt i aften. Carlton Cole er skadet til januar, Zavon Hines skal givetvis opereres, stakkels, stakkels Dean Ashton kommer aldrig til at spille fodbold igen, Behrami er skadet, Mark Noble har karantæne,  mens Robert Green og Matty Upson ligner to mænd som allerede er i andre klubber mentalt. Sidstnævnte er under alle omstændigheder tvivlsom til kampen.

Selvom Boltons fodbold faktisk er blevet lidt mere raffineret under upopulære Gary Megson end hos hans voldsomt populære og succesrige forgænger Sam Allardyce, så er holdet stadig et af de fysisk stærkeste i ligaen, og den slags bekommer desværre sjældent Zolas hold særlig godt. Centerforsvaret får med garanti fandens til besvær med Kevin Davies, holdet besidder ikke en kvalificeret højreback og Ilunga er en skygge af sig selv fra sidste sæson på venstrebacken, hvilket vil give Bolton gode muligheder for at losse masser af indlæg ind, hvad de ofte ynder at praktisere. Det bliver sikkert både grimt og neglebidende.

Sæsonens suveræne (og få) lyspunkter fra West Ham perspektiv har været, at Scott Parker spiller noget af karrierens bedste fodbold, at Guillermo Franco har vist sig at være en rigtig god angriber samt at Collison og Stanislas fortsætter de positive takter fra sidste sæson. Det er bare næppe nok til at få point med fra et solidt kæmpende og hårdt tacklende beton-Bolton. Det er næsten ikke til at bære. Håbet om et godt West Ham resultat kan hænges på tre knager:

• Bolton har (også) været fortvivlende dårlige i år, og har kun hentet 2 point i de seneste 6 kampe. Det ene kom dog i sidste runde med et uventet 3-3 resultat mod Manchester City, hvor the Trotters oven i købet førte adskillige gange, alt imens Ivan Klasnic fik gang i målscoringen med to kasser.
• Kieron Dyer er (igen, igen, igen, igen) så småt skadesfri (så længe det varer), og viste gode takter i sit indhop i nederlaget mod Birmingham.
• Alessandro ” Sheriffen skyder på det hele” Diamanti må snart have lidt held i sprøjten med nogle af sine spektakulære afslutninger.

Vi klamrer os med andre ord til halmstrå, og håbet om at Bolton har en dårlig dag. Hvis jeg var gambler ville jeg sætte min penge på et 1-tal og Davies som første målscorer. Det er jeg imidlertid ikke. Jeg er West Ham fan og vil i stedet råbe af skærmen, drikke en stærk øl og være stærkt irritabel i et par timer. Forhåbentlig vil solen have skinnet i Bolton for en sjælden gangs skyld når dommeren fløjter for sidste gang i aften.

Og vejrudsigten? Ifølge accuweather.com så begynder det at sne over Bolton ved 19-20 tiden lokal tid…

…jeg er bare temmelig ligeglad med dem. De rager mig en papand for nu at genoplive en god gammel vending. Bevares. Da Peter Schmeichel spillede der, og jeg var en lille knægt, kunne jeg egentlig godt lide dem. På samme måde som jeg rigtig godt kunne lide alle andre hold jeg så spille fodbold. Om det så var FC Basel, Napoli eller AGF. Jeg kunne bare rasende godt lide fodbold. Blandt andet Manchester United.

I dag forholder det sig anderledes. Jeg følger primært West Ham. Sådan er det blevet. Hvorfor og hvordan undrer mig til stadighed. Men jeg hader ikke Manchester United. Jeg er grundlæggende røvligeglad med dem. Det er typisk meget svært for Manchester United fans at forstå. De er jo Manchester United synes at være rationalet! Jeg må da have en holdning til dem? Misundelig og bitterhed over alt det de har vundet? Eller beundring over Theatre of Dreams? King Eric? Trible-holdet i 99?  Og bevares. Jeg synes da også noget. Jeg synes Alex Ferguson er en pragtfuld karakter i al sin tyggegummignaskende dårlig taber-brokkerøvs-vælde. Jeg synes Ryan Giggs aldrig har fået anerkendelse nok. Henning Berg lavede herremange selvmål. Hvad blev der egentlig af Yordi Cruyff? Jeg synes al muligt om al muligt. Men det er ved gud ikke noget der optager mig. Manchester United kan for min skyld sejle i deres egen sø. Jeg ønsker dem ikke noget decideret ondt, men så sandelig heller ikke noget godt. De vinder jo for fanden altid alting, og alene af den grund føler jeg ikke rigtig de har noget med mig at gøre. Det er sgu mange år siden de har haft et ordentlig matyrium eller noget effektiv lidelse. De tilhører simpelthen en helt anden del af fodboldens verden en den jeg holder af. Hvis jeg endelig skal synes noget, så synes jeg måske faktisk Manchester United er lidt kedelige. Man kan for fanden ofte købe deres merchandise i Netto. De opfandt hele det der kommercielle ræs. Næsten.

Men så alligevel. Et par gange om året forholder det sig naturligvis anderledes. Som nu for eksempel i lørdags. Hvor jeg tømmermandsramt bevæger mig på tværs af byen for at se mine elskede irons forsøge at vinde en fodboldkamp mod de røde sataner. Socialdemokraten sidder allerede ved bordet og ser ud som om han er ved at omkomme efter nattens julefrokostlige udskejelser. Han er billedet på blind og stupid loyalitet som han sidder der og prøver at ryge en cigaret trods det med al sandsynlighed store nederlag der venter hans hold dér på skærmen. Litteraten med Fremskridtshåret parkerer sin cykel på fortorvet. Han havde ellers allerede meldt afbud grundet truende deadlines på projekter der sejler, men det lille svinske håb om et godt resultat mod et storhold har lokket ham ud hullet. Oven i købet i tid til kickoff. Det kan Manchester United alligevel gøre ved os. Selvom de i og for sig ikke siger os en skid.

Ikke overraskende presser og presser de os. Skide værd med hjemmebanefordelen. De er Manchester United og vi stiller med en blanding af teenagere og lejesvende. Mexicanske Franco er et svagt lyspunkt. Det og så den omstændighed at de claret’n'blue United rent faktisk forsvarer sig glimrende. Og det på trods af at backkæden er mildest talt amputeret. Hines skaber sågar en mulighed hvor Collison næsten kan prikke bolden i mål. Pausen nærmer sig og frem popper Paul Scholes og hamrer bolden i kassen, igennem Rob Green, fra kanten af feltet. Sønderjyden der i mellemtiden har indfundet sig tager sig til sit sært kompromisløse huehår og Socialdemokraten gylper. En eller anden jubler entusiatisk i baren. Det må være en kompliment til West Ham at han orker at engagere sig. Manchester United vinder jo alligevel altid.

I anden halveg går det som forventet. Gibson gør det til 2-0. 3 og 4-0 falder med et minuts mellemrum og tungsindet erstattes af dumme vittigheder og hjertelige grin ved bordet. West Ham er nogle gange så West Ham at man må grine eller græde; denne dag vælger vi grinet. Franco er fandeme vild, bliver vi enige om. Hvem der bare var en 33-årig mexicaner - med sombrero og poncho og krydsede patronbælter; skægstubbe og et diabolsk grin. Så skulle verden fandeme se løjer. Manchester United skifter lige Berbatov ind. Bare fordi den slags kan man, når man er Manchester United. Socialdemokraten synker heroisk den sidste mundfuld øl og snakker drømmende om chips, cola og dårlige film. Nedrykning er absolut et tema, og det er faktisk slet ikke til at overskue. Litteraten væver om hvordan alting var bedre i 90′erne. Undertegnede konstaterer at Radoslav Kovac er den dårligste spiller i West Ham i mange år. Manden i baren råber noget med storsejr og legestue. Jeg er egentlig ikke voldsomt optaget af ham. Jeg tror ganske enkelt ikke vi rigtig forstår hinanden.

BRUUUUUUCE, pløjemarken og det ærefulde nederlags anatomi

I sommers befandt undertegnede sig i Herning. Som om dette ikke var slemt nok i sig selv befandt undertegnede sig mere specifikt på en pløjemark i umiddelbar forlængelse af området omkring FC Midtjyllands hjemmebane. Alligevel var det en god dag. Omstændigheder ville det nemlig sådan at undertegnede ikke var alene. Mildest talt. Vi var vel en 40-50.000 der på pløjemarken. Og der var fadøl og en truende himmel som viste sig fra en sympatisk side og valgte at sparre os for det regnskyl som dens tunge skyer utvivlsomt ønskede at pisse ud over os. Men aftenen især god af, at nogen havde opstillet en scene på hvilken Bruce Springsteens og hans legendariske E-street band optrådte (der findes en regel om at ingen må skrive noget om Bruce Springsteens orkester i et offentligt forum uden at benytte adjektivet “legendarisk” - rygter vil vide at det kostede en af Ekstra Bladets gamle rockanmeldere adskillige fingerled at undlade det engang i starten af 90′erne).

Han spillede en masse morderligt gode sange med en attittude som om han rent faktisk også var glad for at være dér på pløjemarken - i det han  vist mere end en gang fik kaldt for Herming. Han spillede sange om glæde og sorg, kærlighed og tab - og ikke mindst om heroiske eksistenser, som  trods rene hjerter, gode viljer og arbejdsflittige hænder oplever at livet falder sammen omkring dem på grund af ansvarsløse kapitalister, politikere og generelle plattenslagere. Og han gjorde det med kærlighed, det gjorde vores Bruce. Kærlighed til den uheldige helt og uskyldige, heroiske taber i livet. Han forstår det ærefulde nederlag. Han besynger det, han ærer det, han føler det - og får mange tusinde knoldesparkere på en plæne ved Messecenter Herning til at gøre det samme. Livet er uretfærdigt men vi danser alligevel, takket være menneskets uudgrundelige disposition for ukueligt håb. Det indser vi et øjeblik - takket være BRUUUUCE! Der er med andre ord ikke noget at sige til at manden er en helt i Ruhr-distriktet. Hvis Bruce gik op i fodbold, så tror jeg han ville holde med West Ham. Det burde han. Vi forstår ham. Vi har faktisk gjort det til en livstil at tabe ærefuldt; West Hams historie er proppet med det. Et langt eksperiment i heroisk, sympatisk, rankrygget taberkultur. En lang Springsteen-sang. Tab med ære på 101 forskellige måder. Og så på 101 mere bagefter.

Men Bruce forstår sig ikke på fodbold. Faktisk er han nærved revnende ligeglad. Han har sågar formået at skabe en hvis splittelse til en koncert på Old Trafford ved at hylde byens rødblusede holds mange triumfer indenfor fodboldspillet, hvilket ikke faldt i voldsomt god jord hos den ikke uvæsentlige blå-sindede del af publikum. Springsteens søn er åbenbart - fremgik det af monologen den aften - stor Manchester United fan. Den sympatiske empati for folket og den lille mand springer åbenbart en generation over i den familie. Men den aften i Herning var ingen snak om fodbold. Sæsonen var kun en uudtømmelig kilde til håb og drømme en måneds tid ude i horisonten. Og Springsteen spillede som en drøm. Vi følte os unge og frie, verden var ung, mulighederne uanede og livet måske alligevel ikke så tosset. Det var tider var det.

We’re going down, down, down…

Sidenhen er sæsonen startet. Og den har været et mareridt. Det startede så lovende med udesejr mod Wolves på præmieredagen. Med 8 kampe mere spillet lyder pointhøsten samlet på paure seks point. En føring blev vendt til nederlag hjemme mod Spurs, 11 mand kunne ikke holde en 1-0 føring mod Fulhams ti mand og var heldige med at redde 2-2 i hjemmekampen for nylig, et tamt Blackburn-hold satte sig  fysisk på en kedelig 0-0-kamp, Stoke og Wigan snuppede begge tre point mod West Ham hold med masser af boldbesiddelse men ingen evne til at skabe chancer, Liverpool viste klasse og kynisme og slog et heroisk (!) kæmpende West Ham hold 3-2, mens Manchester City bare viste klasse og vandt 3-1.

Og dér, med en støvleklædt fod i ryggen og ansigten nedsunket i den brækpøl, som kaldes livets barske realiteter, så undertegnede pludselig Bruce Springsteen stå levende for sig gennem mine tårersprængte, hævede øjne. Igen glimtede hans evne til at ramme nerven i det at være hammers-supporter, og han sang så smukt, så smukt for mig. Det var sangen I’m going down fra pladen Born in the U.S.A.  I’m going down, down, down, down sang han med sorg og trods i stemmen. Og vi så hinanden i øjnene, Bruce og jeg, og forstod at vi trods vores forskellige interessefelter var forbundet på et kosmisk plan.

For det var præcis hvad West Ham viste alle tegn på, at de var ved at gøre: Going down, down, down:

- Når spillet var godt smed vi point.

- Når spillet var dårligt smed vi point.

- Nøglespillere som burde træde i karakter i krisetider og løfte holdet var selv nogle af de værste når det kom til kravlegårdsfejl: Navnlig Robert Green og Matthew Upson.

- En evindelige række af uheld og småskader synes at hagle ned over vigtige førsteholdsspillere - Ilunga, Behrami, Collison - samt naturligvis Dyer, Ashton og Gabiddon - alt imens truppen efter sommertransfervinduet så mildest talt spinkel ud på flere pladser.

- Frem for alt kunne holdet ikke skabe chancer, og netop dette er ofte udslagsgivende for hvem der ryger ned og hvem der holder røven i vandskorpen. Vi kunne ganske enkelt ikke score på et bordel - og så endda i disse finanskrisetider.

Jeg har med andre ord haft den sang på hjernen i ugevis, og den har torpederet min itunes top-25 og ligger nu lunt i svinget i toppen. Men som den opmærksomme læser måske har registreret, så er dele af ovenstående skrevet i datid. Og det er ikke udelukkende fordi undertegnede totalt har mistet overblikket over historien. Nej. For der er lys for enden af tunellen.

Good times for a change?

I går (søndag d. 26) mødte et undertippet West Ham hold titelaspiranterne fra Arsenal. Den sprudlende fodboldtornado af kontinentaleuropæisk dekadence og talent som under fodboldprofessoren Arsene Wenger har spillet momentalt verdensklassebold i denne sæson skulle blæse det sårede, fattige øst-London hold yderligere ned i møget. Upton Park var fyldt. Håbet blev skrøbeligt bygget op endnu engang af de trofaste på lægterne.  For første gang i umindelige tider starter vores optimale midtbane-firer sammen: Behrami-Parker-Noble-Collison. Cole har været god i år. Zola spiller med to på toppen; Franco får debut fra start. Vi plejer at have et godt tag på Arsenal.

Men det startede som frygtet. God fight og masser af boldbesiddelse til hjemmeholdet, sågar et par løse chancer og en tvivlsom offsidekendelse i en situation hvor Collison måske kunne have gjort det til 1-0. Og så ramte livets fundamentale uretfærdighed: Lidelsen som grundpræmis for eksistensen som hammersfan: Robert Green fortsatte sin out-of-character katastrofekurs fra de seneste kampe, gik fejl af et indlæg og lod Van Persie gøre det til 1-0 efter 16 minutter. Ærgeligt og ikke voldsomt fortjent. Men West Ham fortsatte; havde glimrende held med at presse Arsenal langt fremme på banen, og ikke lade dem komme til flere chancer end man må forvente at et klassemandskab skaber, når man prøver at spille bold mod dem. Spilovertaget var claret’n'blue, Carlton Cole var fuldstændig uhåndterlig og konstant udfordrende men de helt store chancer lod vente på sig; og som naturlig konsekvens deraf gjorde tudeprinsen William Gallas det til 2-0 til udeholdet efter et hjørnespark kort før pausen. “We’re going down, down, down, down…” Sang Bruce for mit indre øre alt imens jeg besøgte baren for en tiltrængt pint-udskiftning.

I anden halveg startede West Ham igen lovende, men Arsenal tog efterhånden kontrollen med kampen. De kørte bolden godt rundt mellem sig, og kom frem til et par gode afslutninger fra distancen, hvor Robert Green sikkert håndterede de som var indenfor rammen, samt en række giftige indlæg som gudskelov aldrig ramte en medspiller. Efterhånden faldt det skrøbelige håb sammen som et klistret korthus ved pubens hammersbord. Trætte miner. Nu igen. Snakken gik om løst og fast, fokus blev fjernet fra skærmen - “There’s always next week” sagde en med et skuldertræk, “Det er jo kun et spil” ræssonerede sønderjyden uden overbevisning, “Vi har da vores gode helbred” forsøgte undertegnede træt, “ER DER NOGEN DER KAN UNDVÆRE EN SMØG?!” brølede den som altid sent ankomne litterat med fremskridstfrisuren irriteret - og trods de heroiske miner havde vi det allesammmen ad helvede til.

Men så skete det. Pludseligt, tilfældigt og ikke udpræget fortjent: Smukt ganske enkelt. Collison hamrede Sagna ned efter en lang omgang olé-hvor-vi-kan pasningsspil af Arsenal. Publikum vågnede på lægterne og skreg den sidste, hårdt prøvede optimisme ud. Vores italienske nyindkøb Alessandro Diamanti kom på banen og sendte et par håbefulde og nærmest nærgående afslutninger afsted. Noget rørte sig ved stambordet. Rygge blev ranket, håbefulde blikke udvekslet. ” It ain’t over till it’s over” brummede en, ” Grethe Sønck har ikke sunget endnu” medgav sønderjyden, “2-0 er den farligste føring i fodbold” nærmest råbte undertegnede ivrigt. “HAR DU EN SMØG!?” spurgte litteraten desperat en ældre drukkenbolt ved et nabobord.

Unge Zavon Hines blev skiftet ind. ” Nu spiller vi sgu med tre på toppen…” konstaterede captain obvious, som midlertidigt havde taget bolig i undertegnedes krop. Hines tilkæmpede sig et frispark på kanten af feltet. Diamanten - nykronraget og med kraven oppe - hamrede den mod mål; trejdemålmand Mannone i Arsenal-målet kastede sig og reddede den ved den ene stolpe. Men han boksede den ud i feltet igen! Her kastede - selvfølgelig - Carlton Cole sig frem og headede bolden i mål. 2-1. 74 minutter spillet. Jubel på stadion, jubel på pub’en. En mand med kasket gik helt agurk. Litteraten glemte helt sin smøgtrang. “COME ON YOU IRONS” brølede de på stadion.

Scott Parker, der som sædvanlig løb solen sort, og spillede som om hans diæt udelukkende havde bestået af råt kød op til kampen, appellerede heftigt for straffespark et øjeblik efter. Endnu et øjeblik efter pådrog han sig et gult kort for at prøve at æde Eboue. Momentet efter igen kombinerede Hines og Diamanti på højrekanten, fik et indkast ud af anstrengelserne. Middelmådige Spector som havde fået tjansen som højreback frem for Julien Faubert kastede langt, Cole tæmmede bolden i feltet og blev sparket ned af Alex Song. Dommeren pegede på pletten og Arsenal-spillerene protesterede som var deres liv på spil. Ved langsom gengivelse viste der sig klar kontakt mellem Cole og Song. Cole faldt let, Song er en forbandet klovn at sparke en spiller ned i straffesparksfeltet. Diamanti gik til bolden og eksekverede sikkert. 2-2. 80 minutter spillet.

Herefter tog kampen virkelig fart. Begge hold gik tydeligvis efter det vindende mål. Med fem minutter tilbage af kampen blev dette forehavende noget mindre realistisk for West Ham da Scott Parker fik sit andet gule kort for at tage bolden med hånden mens han lå på jorden. Langsom gengivelse indikerer umiddelbart ret klart at Parker tager bolden med panden. Det havde Wenger nok ikke haft tid til at se, da han skulle bedømme dommerens præstation, som ikke overraskende var årsag til Arsenals pointtab i franskmandens udlægning af kampens forløb. Wenger kunne måske med rette føle sig snydt for et straffespark da Upson havde hånd på bolden, men episoderne ved begge West Hams mål, som franskmanden udlægger som klokkeklare fejlkendelser var vist i bedste fald bare tvivlsomme.

Også de sidste fem minutter plus tillægstid forsøgte begge hold at skabe chancer. Den suværent største, som burde have afgjort kampen til Arsenals fordel, tilfaldt Robin Van Persie i tillægstiden første minut. Hollænderen afsluttede med hovedet et par meter fra mål, men måtte chokeret se Robert Green hive en verdensklassefodparade frem fra gemmerne. Efter et par nervepirrende minutter, hvor selv ikke-rygerne spurgte febrilsk efter smøger blev kampen fløjtet af og et heroisk point var i hus.

Pludselig var er der plads til optimisme. Midtbane-fireren er forhåbentlig tilbage for good (undtaget Parkers karantæne), Greens fantomredning var forhåbentlig vendepunktet i hans formkurve, holdets indstilling i anden halveg vidner om kollosal mental styrke, og Diamanti og Hines virkede skarpe og giftige da de kom ind. Ok - indrømmet: Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi kan stadig ikke skabe chancer, og scorer kun efter dødbolde, vi markerer sløset, lukker undgåelige mål ind, og truppen er papirtynd flere steder. Men vi lever og sparker fra os. Næste kamp mod Sunderland kan forhåbentlig give tre point og lægge foreløbig låg på krisesnakken.

Ikke desto mindre er nedrykning absolut stadig et tema for West Ham. En realistisk risiko sågar. Men jeg har en ny sang på hjernen. Den er med The Smiths. Det er ikke nogen vanvittig positiv sang. Dertil har jeg nok holdt med West Ham for længe. Men den indeholder dog håb. Jeg nynnede den på vej hjem på cykel i går, mens jeg glædede mig over at være hammer, og tænkte på om litteraten egentlig nogensinde fik sin smøg:

Good times for a change
See, the luck I’ve had
Can make a good man
Turn bad

So please please please
Let me, let me, let me
Let me get what I want
This time

Haven’t had a dream in a long time
See, the life I’ve had
Can make a good man bad

So for once in my life
Let me get what I want
Lord knows, it would be the first time
Lord knows, it would be the first time

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.