Syg og munter

Mit sidste indlæg var en hævdelse af fravær af had til Manchester United i min indstilling til fodbold. En lignende hævdelse har jeg væsentlig sværere ved at fremføre helt inderligt om Bolton Wanderers. For solen skinner sgu aldrig i Bolton. I hvert fald ikke hvis man er West Ham supporter. Indrømmet. Det er ret beset en tilsnigelse. Der er sikkert ofte både sommer, sol, søndag, badevejr og blowjobsæson i Lancashire. Men i overført betydning har ture til Reebok Stadium i lang tid været lig med gråvejr for the Irons. West Ham har vundet på såvel Old Trafford, Highbury, Emirates og Stamford Bridge siden de sidst vandt ude mod Bolton. Faktisk tror jeg kun det er på Anfield Road man skal længere tilbage i tiden for at finde en West Ham sejr mod et hold i Premier League.

The Grim Rieper på Burnden Park

Sidst West Ham slog Bolton på udebane spillede Marc Rieper hele kampen og stadionet var slet ikke Reebok - men Burnden Park. Tony Cottee var blandt målscorene i en 3-0 sejr. Det var i 1996 og er stadig West Hams eneste sejr på udebane mod Bolton i nyere tid. I de seneste 10 møder mellem klubberne (som i lange perioder har ligget i forskellige rækker og følgelig ikke har mødtes) på Boltons bane har West Ham således blot sikret sig to uafgjorte, hvoraf det ene faldt i en ligakamp i 98, mens den anden skal findes i en FA-cup kamp i 2006. Omkampen på hjemmebane blev til gengæld vekslet til sejr i en rædselsfuld fodboldkamp (det har opgør mod Bolton det med at være), som var et stort skridt på vejen mod FA Cup Finalen. Det var tider, men det er en helt anden historie.

Til gengæld er det blevet til et par sandt sagt vederstyggelige nederlag i samme periode. Mest smerteligt i erindringen står 1-0 nederlaget i marts 2003, hvor Jay Jay Okocha åndssvagt upresset løb en halv banelængde med bolden og hamrede den ind bag David James. Bolton fik vigtige point i bundstriden, Joe Cole sparkede hul i spillertunnellen og Rufus Brevett blev politiundersøgt på grund af kontroverser efter kampen (han har i dag trukket sig tilbage fra fodbolden og er den lykkelige ejer af et solcenter). I sidste ende endte hjemmeholdet med at redde pladsen i ligaen på bekostning af West Ham; som til gengæld rykkede ned med det højeste antal point nogensinde for et hold i Premier League. Og muligvis med den bedste spillertrup. Det svier stadig at tænke på det. Også ligakampene i 05 og 06 udmærker sig. Det gør de som deciderede afklapsninger på henholdsvis 4-1 og 4-0. I den førstnævnte måtte man oven i købet lide den tort at se Henrik Pedersen lave sin debile påfuglejubel da han satte Boltons fjerde ind med en stiv tå. For satan da også.

I sidste sæson var West Ham klart bedst i noget der minder om 90 minutter, og tabte med største selvfølgelighed 2-1, alt i mens denne sæson allerede har budt på en stærkt utilfredsstillende visit nordpå, da Bolton vandt 3-1 efter forlænget spilletid i Liga Cupen. Naturligvis førte West Ham indtil kort før tid, hvor lokummet Kevin Davies udlignede. Det er i øvrigt endnu en ting ved Bolton: Kevin Davies scorer altid mod West Ham på Reebok Stadium. Han har i hvert fald gjort det 5 gange i de seneste 4 opgør på eget græs.

Kulingvarsel fra Fisker og Tyske Bugt

I aften er den gal igen. West Ham møder Bolton Wanderers på Reebok Stadium klokken 20:00 lokal tid. Der er snart spillet en halv sæson af årets Premier League. West Ham ligger tredjesidst i ligaen, Bolton ligger næstsidst. Et point skiller holdene ad. West Ham har to point til Wolves’ 16 på den rigtige side af stregen. Blackburn har tre mere end Wolves helt oppe på 12. pladsen. Der er med andre ord mange hold der kan blive trukket ind i årets nedrykningskamp, og tre point i aftenens kamp kan nærmest ikke overvurderes. For West Ham er nedrykningskampen nemlig allerede en realitet. Dette har en kombination af skader, en for smal spillertrup, ustabilitet i forsvaret og frem for alt en total manglende evne til at holde på føringer og udnytte dominans i boldbesiddelse sørget for.

Der er desværre intet der tyder på at trenden vil blive vendt i aften. Carlton Cole er skadet til januar, Zavon Hines skal givetvis opereres, stakkels, stakkels Dean Ashton kommer aldrig til at spille fodbold igen, Behrami er skadet, Mark Noble har karantæne,  mens Robert Green og Matty Upson ligner to mænd som allerede er i andre klubber mentalt. Sidstnævnte er under alle omstændigheder tvivlsom til kampen.

Selvom Boltons fodbold faktisk er blevet lidt mere raffineret under upopulære Gary Megson end hos hans voldsomt populære og succesrige forgænger Sam Allardyce, så er holdet stadig et af de fysisk stærkeste i ligaen, og den slags bekommer desværre sjældent Zolas hold særlig godt. Centerforsvaret får med garanti fandens til besvær med Kevin Davies, holdet besidder ikke en kvalificeret højreback og Ilunga er en skygge af sig selv fra sidste sæson på venstrebacken, hvilket vil give Bolton gode muligheder for at losse masser af indlæg ind, hvad de ofte ynder at praktisere. Det bliver sikkert både grimt og neglebidende.

Sæsonens suveræne (og få) lyspunkter fra West Ham perspektiv har været, at Scott Parker spiller noget af karrierens bedste fodbold, at Guillermo Franco har vist sig at være en rigtig god angriber samt at Collison og Stanislas fortsætter de positive takter fra sidste sæson. Det er bare næppe nok til at få point med fra et solidt kæmpende og hårdt tacklende beton-Bolton. Det er næsten ikke til at bære. Håbet om et godt West Ham resultat kan hænges på tre knager:

• Bolton har (også) været fortvivlende dårlige i år, og har kun hentet 2 point i de seneste 6 kampe. Det ene kom dog i sidste runde med et uventet 3-3 resultat mod Manchester City, hvor the Trotters oven i købet førte adskillige gange, alt imens Ivan Klasnic fik gang i målscoringen med to kasser.
• Kieron Dyer er (igen, igen, igen, igen) så småt skadesfri (så længe det varer), og viste gode takter i sit indhop i nederlaget mod Birmingham.
• Alessandro ” Sheriffen skyder på det hele” Diamanti må snart have lidt held i sprøjten med nogle af sine spektakulære afslutninger.

Vi klamrer os med andre ord til halmstrå, og håbet om at Bolton har en dårlig dag. Hvis jeg var gambler ville jeg sætte min penge på et 1-tal og Davies som første målscorer. Det er jeg imidlertid ikke. Jeg er West Ham fan og vil i stedet råbe af skærmen, drikke en stærk øl og være stærkt irritabel i et par timer. Forhåbentlig vil solen have skinnet i Bolton for en sjælden gangs skyld når dommeren fløjter for sidste gang i aften.

Og vejrudsigten? Ifølge accuweather.com så begynder det at sne over Bolton ved 19-20 tiden lokal tid…

BRUUUUUUCE, pløjemarken og det ærefulde nederlags anatomi

I sommers befandt undertegnede sig i Herning. Som om dette ikke var slemt nok i sig selv befandt undertegnede sig mere specifikt på en pløjemark i umiddelbar forlængelse af området omkring FC Midtjyllands hjemmebane. Alligevel var det en god dag. Omstændigheder ville det nemlig sådan at undertegnede ikke var alene. Mildest talt. Vi var vel en 40-50.000 der på pløjemarken. Og der var fadøl og en truende himmel som viste sig fra en sympatisk side og valgte at sparre os for det regnskyl som dens tunge skyer utvivlsomt ønskede at pisse ud over os. Men aftenen især god af, at nogen havde opstillet en scene på hvilken Bruce Springsteens og hans legendariske E-street band optrådte (der findes en regel om at ingen må skrive noget om Bruce Springsteens orkester i et offentligt forum uden at benytte adjektivet “legendarisk” - rygter vil vide at det kostede en af Ekstra Bladets gamle rockanmeldere adskillige fingerled at undlade det engang i starten af 90′erne).

Han spillede en masse morderligt gode sange med en attittude som om han rent faktisk også var glad for at være dér på pløjemarken - i det han  vist mere end en gang fik kaldt for Herming. Han spillede sange om glæde og sorg, kærlighed og tab - og ikke mindst om heroiske eksistenser, som  trods rene hjerter, gode viljer og arbejdsflittige hænder oplever at livet falder sammen omkring dem på grund af ansvarsløse kapitalister, politikere og generelle plattenslagere. Og han gjorde det med kærlighed, det gjorde vores Bruce. Kærlighed til den uheldige helt og uskyldige, heroiske taber i livet. Han forstår det ærefulde nederlag. Han besynger det, han ærer det, han føler det - og får mange tusinde knoldesparkere på en plæne ved Messecenter Herning til at gøre det samme. Livet er uretfærdigt men vi danser alligevel, takket være menneskets uudgrundelige disposition for ukueligt håb. Det indser vi et øjeblik - takket være BRUUUUCE! Der er med andre ord ikke noget at sige til at manden er en helt i Ruhr-distriktet. Hvis Bruce gik op i fodbold, så tror jeg han ville holde med West Ham. Det burde han. Vi forstår ham. Vi har faktisk gjort det til en livstil at tabe ærefuldt; West Hams historie er proppet med det. Et langt eksperiment i heroisk, sympatisk, rankrygget taberkultur. En lang Springsteen-sang. Tab med ære på 101 forskellige måder. Og så på 101 mere bagefter.

Men Bruce forstår sig ikke på fodbold. Faktisk er han nærved revnende ligeglad. Han har sågar formået at skabe en hvis splittelse til en koncert på Old Trafford ved at hylde byens rødblusede holds mange triumfer indenfor fodboldspillet, hvilket ikke faldt i voldsomt god jord hos den ikke uvæsentlige blå-sindede del af publikum. Springsteens søn er åbenbart - fremgik det af monologen den aften - stor Manchester United fan. Den sympatiske empati for folket og den lille mand springer åbenbart en generation over i den familie. Men den aften i Herning var ingen snak om fodbold. Sæsonen var kun en uudtømmelig kilde til håb og drømme en måneds tid ude i horisonten. Og Springsteen spillede som en drøm. Vi følte os unge og frie, verden var ung, mulighederne uanede og livet måske alligevel ikke så tosset. Det var tider var det.

We’re going down, down, down…

Sidenhen er sæsonen startet. Og den har været et mareridt. Det startede så lovende med udesejr mod Wolves på præmieredagen. Med 8 kampe mere spillet lyder pointhøsten samlet på paure seks point. En føring blev vendt til nederlag hjemme mod Spurs, 11 mand kunne ikke holde en 1-0 føring mod Fulhams ti mand og var heldige med at redde 2-2 i hjemmekampen for nylig, et tamt Blackburn-hold satte sig  fysisk på en kedelig 0-0-kamp, Stoke og Wigan snuppede begge tre point mod West Ham hold med masser af boldbesiddelse men ingen evne til at skabe chancer, Liverpool viste klasse og kynisme og slog et heroisk (!) kæmpende West Ham hold 3-2, mens Manchester City bare viste klasse og vandt 3-1.

Og dér, med en støvleklædt fod i ryggen og ansigten nedsunket i den brækpøl, som kaldes livets barske realiteter, så undertegnede pludselig Bruce Springsteen stå levende for sig gennem mine tårersprængte, hævede øjne. Igen glimtede hans evne til at ramme nerven i det at være hammers-supporter, og han sang så smukt, så smukt for mig. Det var sangen I’m going down fra pladen Born in the U.S.A.  I’m going down, down, down, down sang han med sorg og trods i stemmen. Og vi så hinanden i øjnene, Bruce og jeg, og forstod at vi trods vores forskellige interessefelter var forbundet på et kosmisk plan.

For det var præcis hvad West Ham viste alle tegn på, at de var ved at gøre: Going down, down, down:

- Når spillet var godt smed vi point.

- Når spillet var dårligt smed vi point.

- Nøglespillere som burde træde i karakter i krisetider og løfte holdet var selv nogle af de værste når det kom til kravlegårdsfejl: Navnlig Robert Green og Matthew Upson.

- En evindelige række af uheld og småskader synes at hagle ned over vigtige førsteholdsspillere - Ilunga, Behrami, Collison - samt naturligvis Dyer, Ashton og Gabiddon - alt imens truppen efter sommertransfervinduet så mildest talt spinkel ud på flere pladser.

- Frem for alt kunne holdet ikke skabe chancer, og netop dette er ofte udslagsgivende for hvem der ryger ned og hvem der holder røven i vandskorpen. Vi kunne ganske enkelt ikke score på et bordel - og så endda i disse finanskrisetider.

Jeg har med andre ord haft den sang på hjernen i ugevis, og den har torpederet min itunes top-25 og ligger nu lunt i svinget i toppen. Men som den opmærksomme læser måske har registreret, så er dele af ovenstående skrevet i datid. Og det er ikke udelukkende fordi undertegnede totalt har mistet overblikket over historien. Nej. For der er lys for enden af tunellen.

Good times for a change?

I går (søndag d. 26) mødte et undertippet West Ham hold titelaspiranterne fra Arsenal. Den sprudlende fodboldtornado af kontinentaleuropæisk dekadence og talent som under fodboldprofessoren Arsene Wenger har spillet momentalt verdensklassebold i denne sæson skulle blæse det sårede, fattige øst-London hold yderligere ned i møget. Upton Park var fyldt. Håbet blev skrøbeligt bygget op endnu engang af de trofaste på lægterne.  For første gang i umindelige tider starter vores optimale midtbane-firer sammen: Behrami-Parker-Noble-Collison. Cole har været god i år. Zola spiller med to på toppen; Franco får debut fra start. Vi plejer at have et godt tag på Arsenal.

Men det startede som frygtet. God fight og masser af boldbesiddelse til hjemmeholdet, sågar et par løse chancer og en tvivlsom offsidekendelse i en situation hvor Collison måske kunne have gjort det til 1-0. Og så ramte livets fundamentale uretfærdighed: Lidelsen som grundpræmis for eksistensen som hammersfan: Robert Green fortsatte sin out-of-character katastrofekurs fra de seneste kampe, gik fejl af et indlæg og lod Van Persie gøre det til 1-0 efter 16 minutter. Ærgeligt og ikke voldsomt fortjent. Men West Ham fortsatte; havde glimrende held med at presse Arsenal langt fremme på banen, og ikke lade dem komme til flere chancer end man må forvente at et klassemandskab skaber, når man prøver at spille bold mod dem. Spilovertaget var claret’n'blue, Carlton Cole var fuldstændig uhåndterlig og konstant udfordrende men de helt store chancer lod vente på sig; og som naturlig konsekvens deraf gjorde tudeprinsen William Gallas det til 2-0 til udeholdet efter et hjørnespark kort før pausen. “We’re going down, down, down, down…” Sang Bruce for mit indre øre alt imens jeg besøgte baren for en tiltrængt pint-udskiftning.

I anden halveg startede West Ham igen lovende, men Arsenal tog efterhånden kontrollen med kampen. De kørte bolden godt rundt mellem sig, og kom frem til et par gode afslutninger fra distancen, hvor Robert Green sikkert håndterede de som var indenfor rammen, samt en række giftige indlæg som gudskelov aldrig ramte en medspiller. Efterhånden faldt det skrøbelige håb sammen som et klistret korthus ved pubens hammersbord. Trætte miner. Nu igen. Snakken gik om løst og fast, fokus blev fjernet fra skærmen - “There’s always next week” sagde en med et skuldertræk, “Det er jo kun et spil” ræssonerede sønderjyden uden overbevisning, “Vi har da vores gode helbred” forsøgte undertegnede træt, “ER DER NOGEN DER KAN UNDVÆRE EN SMØG?!” brølede den som altid sent ankomne litterat med fremskridstfrisuren irriteret - og trods de heroiske miner havde vi det allesammmen ad helvede til.

Men så skete det. Pludseligt, tilfældigt og ikke udpræget fortjent: Smukt ganske enkelt. Collison hamrede Sagna ned efter en lang omgang olé-hvor-vi-kan pasningsspil af Arsenal. Publikum vågnede på lægterne og skreg den sidste, hårdt prøvede optimisme ud. Vores italienske nyindkøb Alessandro Diamanti kom på banen og sendte et par håbefulde og nærmest nærgående afslutninger afsted. Noget rørte sig ved stambordet. Rygge blev ranket, håbefulde blikke udvekslet. ” It ain’t over till it’s over” brummede en, ” Grethe Sønck har ikke sunget endnu” medgav sønderjyden, “2-0 er den farligste føring i fodbold” nærmest råbte undertegnede ivrigt. “HAR DU EN SMØG!?” spurgte litteraten desperat en ældre drukkenbolt ved et nabobord.

Unge Zavon Hines blev skiftet ind. ” Nu spiller vi sgu med tre på toppen…” konstaterede captain obvious, som midlertidigt havde taget bolig i undertegnedes krop. Hines tilkæmpede sig et frispark på kanten af feltet. Diamanten - nykronraget og med kraven oppe - hamrede den mod mål; trejdemålmand Mannone i Arsenal-målet kastede sig og reddede den ved den ene stolpe. Men han boksede den ud i feltet igen! Her kastede - selvfølgelig - Carlton Cole sig frem og headede bolden i mål. 2-1. 74 minutter spillet. Jubel på stadion, jubel på pub’en. En mand med kasket gik helt agurk. Litteraten glemte helt sin smøgtrang. “COME ON YOU IRONS” brølede de på stadion.

Scott Parker, der som sædvanlig løb solen sort, og spillede som om hans diæt udelukkende havde bestået af råt kød op til kampen, appellerede heftigt for straffespark et øjeblik efter. Endnu et øjeblik efter pådrog han sig et gult kort for at prøve at æde Eboue. Momentet efter igen kombinerede Hines og Diamanti på højrekanten, fik et indkast ud af anstrengelserne. Middelmådige Spector som havde fået tjansen som højreback frem for Julien Faubert kastede langt, Cole tæmmede bolden i feltet og blev sparket ned af Alex Song. Dommeren pegede på pletten og Arsenal-spillerene protesterede som var deres liv på spil. Ved langsom gengivelse viste der sig klar kontakt mellem Cole og Song. Cole faldt let, Song er en forbandet klovn at sparke en spiller ned i straffesparksfeltet. Diamanti gik til bolden og eksekverede sikkert. 2-2. 80 minutter spillet.

Herefter tog kampen virkelig fart. Begge hold gik tydeligvis efter det vindende mål. Med fem minutter tilbage af kampen blev dette forehavende noget mindre realistisk for West Ham da Scott Parker fik sit andet gule kort for at tage bolden med hånden mens han lå på jorden. Langsom gengivelse indikerer umiddelbart ret klart at Parker tager bolden med panden. Det havde Wenger nok ikke haft tid til at se, da han skulle bedømme dommerens præstation, som ikke overraskende var årsag til Arsenals pointtab i franskmandens udlægning af kampens forløb. Wenger kunne måske med rette føle sig snydt for et straffespark da Upson havde hånd på bolden, men episoderne ved begge West Hams mål, som franskmanden udlægger som klokkeklare fejlkendelser var vist i bedste fald bare tvivlsomme.

Også de sidste fem minutter plus tillægstid forsøgte begge hold at skabe chancer. Den suværent største, som burde have afgjort kampen til Arsenals fordel, tilfaldt Robin Van Persie i tillægstiden første minut. Hollænderen afsluttede med hovedet et par meter fra mål, men måtte chokeret se Robert Green hive en verdensklassefodparade frem fra gemmerne. Efter et par nervepirrende minutter, hvor selv ikke-rygerne spurgte febrilsk efter smøger blev kampen fløjtet af og et heroisk point var i hus.

Pludselig var er der plads til optimisme. Midtbane-fireren er forhåbentlig tilbage for good (undtaget Parkers karantæne), Greens fantomredning var forhåbentlig vendepunktet i hans formkurve, holdets indstilling i anden halveg vidner om kollosal mental styrke, og Diamanti og Hines virkede skarpe og giftige da de kom ind. Ok - indrømmet: Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi kan stadig ikke skabe chancer, og scorer kun efter dødbolde, vi markerer sløset, lukker undgåelige mål ind, og truppen er papirtynd flere steder. Men vi lever og sparker fra os. Næste kamp mod Sunderland kan forhåbentlig give tre point og lægge foreløbig låg på krisesnakken.

Ikke desto mindre er nedrykning absolut stadig et tema for West Ham. En realistisk risiko sågar. Men jeg har en ny sang på hjernen. Den er med The Smiths. Det er ikke nogen vanvittig positiv sang. Dertil har jeg nok holdt med West Ham for længe. Men den indeholder dog håb. Jeg nynnede den på vej hjem på cykel i går, mens jeg glædede mig over at være hammer, og tænkte på om litteraten egentlig nogensinde fik sin smøg:

Good times for a change
See, the luck I’ve had
Can make a good man
Turn bad

So please please please
Let me, let me, let me
Let me get what I want
This time

Haven’t had a dream in a long time
See, the life I’ve had
Can make a good man bad

So for once in my life
Let me get what I want
Lord knows, it would be the first time
Lord knows, it would be the first time

I går gennemførtes en syg og munter gennemgang af de spillerafgange som har fundet sted i  West Hams trup. I dag vendes blikket mod truppen som den fremstår cirka seks uger før sæsonstart. Namedroppere kan med fordel konsultere forslaget til idealopstilling i bunden af indlægget.

Robert Green er uomgængeligt førstevalg i målet. I sidste sæson spillede han samtlige 38 Premier League kampe, og holdt buret rent ved ti lejligheder. Nævneværdigt er det også, at Englands number six kun spillede en decideret dårlig kamp i sæsonens løb - nemlig hjemme mod Bolton, hvor mindst to af knoldesparkernes tre mål var direkte forårsaget af målmandskoks. Ikke desto mindre bliver Green en bedre og bedre sidste skanse, og han har suppleret sine gode reflekser med langt mere sikre indgreb i feltet. Desuden er han fremragende på straffespark, hvilket Fabio Capello nok skal når der skal vælges målmand til næste års VM… Sidste års lejesvend, Ungarns u-21 landsholdsmålmand, Peter Kurucz er blevet hentet på en permanent fire-årig aftale for at give Green konkurrence, mens 19-årige tjekkiske Marek Stech også lurer i kulissen. Der spekuleres i at Zola skulle være interesseret i at hente endnu en backup med Premier League erfaring, men selv hvis det ikke sker er målmandspladsen umiddelbart i sikre hænder. Blot kunne det være rart at få forhandlet en ny kontrakt på plads med Green inden længe.

I forsvaret sidder Herita Ilunga solidt på venstrebacken. Congoleseren blev lånt som erstatning populære George McCartney på sidste dag af sidste års sommertransfervindue, med sund skepsis til følge blandt mange. Manden med det særprægede navn gjorde imidlertid hurtigt al tvivl til skamme med en lang række sikre optrædener. Således var det også til lige så manges store tilfredshed at Ilunga, hvis navn på congolesisk betyder: a person who is ready to forgive any abuse the first time, to tolerate it a second time, but never a third time, blev hentet på en permanent aftale fra franske Toulouse. Heldigvis har vi endnu til gode at se nogen tage røven på Ilunga mere end to gange i en kamp; det lyder ellers som om der er en spændende reaktion i vente når nogen har held til at trække hr. Stabil rundt i manegen. I sidste sæson vikarierede Lucas Neill når Ilunga var ude. Da Neill ikke kommer til at være på Upton Park i næste sæson, synes det nødvendigt at hente en backup her, med mindre man har tænkt sig at bruge Jonathan Spector som altmuligmand her.

I centerforsvaret rager Matthew Upson op som en decideret klassespiller, og følgelig er det tvivlsomt, hvorvidt den tidligere Arsenal-ungdomsspiller vil være at finde i klubben næste sæson. Aston Villa, Manchester City og Arsenal har i hvert fald alle været meldt stærkt interesserede i den 30-årige landsholdsspiller. Ved siden af Upson manifesterede James Tomkins sig som endnu et kæmpe-talent fra Tony Carrs Acedemy i anden halvdel af sidste sæson. Hans modne og sikre  optrædener i West Ham trøjen sikrede sågar 20-årige Tomkins en plads i Stuart Pearces trup til u-21 EM der løber af stablen for tiden. James Collins aka Ginger Pele slås med Tomka om pladsen ved siden af Upson, ligesom den glemte Danny Gabbidon er i træning igen efter næsten to års skadeshelvede. Desuden er Calum Davenport tilbage efter et lånophold hos Sunderland. Det synes oplagt at Davenport bliver afhændet inden sæsonstart. Han har i sin tid i West Ham ikke haft held til at spille sig til en stamplads, og skulle desuden være uvenner med Zola. I kulissen lurer endvidere talenterne Jordan Spence (som ifølge hypen skulle være endnu bedre end Tomkins) og Bondz Ngala.

På højrebacken er det hidtidige førstevalg, Lucas Neill forsvundet. I sidste sæson nåede såvel Valon Behrami og Julien Faubert som Jonathan Spector og James Tomkins at vikariere når Neill selv var udstationeret på venstre back eller den centrale midtbane. Den storrygende, depressive, megalomaniske og temmelig tykke Faubert, hvis absurde låneophold i Real Madrid ikke endte med en permanent aftale, synes umiddelbart færdig i klubben. Selv udtalte han dog i går, at han håber at kunne gøre sig gældende i West Ham til næste sæson. Derefter klynkede han en masse, og viste mere af den generelt kedelig attitude, som har gjort franskmandens tid i klubben til en massiv skuffelse: “Det har været svært fordi jeg aldrig har fået en forklaring på min manglende spilletid. Jeg var nødt til at være tålmodig, men det let at angribe mig - franskmanden som aldrig spillede. Jeg var syndebuk!” Jamen kære Julien dog, stakkels lille syndebuk, en forklaring? Det skal du da selvfølgelig få: DU HAR SPILLET PISSEDÅRLIGT!

Jonathan Spector lagde noget mere vægt bag ordene ved at spille en stor kamp for USA da de sendte europamestrene fra Spanien ud af Confederations Cup i semifinalen. Imidlertid virker Specs måske til at være den type spiller som man elsker at have som backup, men nødigt vil skulle være afhængig af uge efter uge. Tilbage står Valon Behrami som umiddelbart ville kunne udfylde rollen. Personligt ser jeg dog hellere Schweizeren brugt på midtbanen, og derfor ser jeg højrebacken som en af de pladser som bør addresseres i transfervinduet.

Vi haster videre til midtbanen, hvor manden som består af 90 procent torso, 10 procent sideskildning og 100 procent kompromisløs, uforfalsket sejhed: Scott Parker, huserer som kongen af midtercirklen. Parker var en af mange spillere som virkelig blomstrede under Zola og Clarke, og hans form i februar og marts var intet mindre end fænomenal, og han viste sig som en boks-til-boks spiller i ordets smukkeste betydning. At manden aldrig stopper med at løbe, og velvilligt kaster sig ind i tacklinger med hovedet først gør at der er ingen jeg hellere vil se styre West Hams tropper i på midtbanens klicheslagmark. Forhåbentlig vil de skadesproblemer som ødelagde hans sæsonafslutning være afklaret snart.

Ved siden af Parker blev Mark Noble stille og roligt førstevalg - ikke mindst, da Mullins og Bowyer blev afhændet. Utrolig populære local lad Noble har efterhånden været inde omkring førsteholdet i fem år. Der er ingen tvivl om potentialet, men Noble mangler stadig sit definitive gennembrud. Sæsonens sidste kampe var på højt niveau, og Noble var flere gange banens bedste. Ikke desto mindre bliver næste sæson utrolig vigtig for Noble; det er nu han skal bevise at han virkelig er en mand for fremtiden.

Konkurrencen til Parker og Noble er mildest talt behersket. Nigel Quashie er stadig på kontrakt, men kommer forhåbentlig aldrig til at spille for West Ham igen. Forhåbentlig kan Birmingham eller Wolverhampton, som begge havde ham på lån i sidste sæson, lokkes til at købe rekordholderen i nedrykninger med forskellige klubber fra den bedste række. Desuden er altid skadede Kieron Dyer så småt ved at nærme sig kampform. En skadesfri Dyer ville være en lille våd drøm på den offensive midtbane, men det er cirka lige så realistisk som en endnu vådere drøm om undertegnede, Scarlett Johanson, Angelina Jolie og en helvedes masse chokoladebudding.

Venstrekanten tilhørte i sidste sæson endnu en academy-graduate Jack Collison. Indtil sin knæskade mod Wigan i februar var Collison fuldstændig suveræn, og det skal blive en sand fornøjelse at følge ham igen i næste sæson. Som backup findes gamle, tykke, altid sure Luis Boa Morte. Portugiseren har haft en svær tid i West Ham, og blev forsøgt afhændet til Hull i januar. Han valgte dog at blive for at kæmpe for sin plads (og hæve sin høje løn), og mod slutningen af sæsonen havde han faktisk langt om længe vundet mange af de skeptiske og buhende fans over på sin side med en række stærke præstationer, der gav minder om fordums styrke. Det resulterede sågar i et comeback på det kriseramte portugisiske landshold. Efterhånden som midtbanen blev tyndslidt af skader, blev Boa Morte rokeret rund til såvel den centrale som den højre del.

Dette skabte plads til endnu en ungdomsspiller, Junior Stanislas, som viste rigtig gode takter med to kasser på ni kampe. Dermed overhalede Stanislas Savio Nsereko i kampen om en startplads. Den 19-årig tysk-ugander blev hentet fra Brescia under stor palaver og hornmusik i januar, men gjorde ikke noget større væsen af sig. Den lille tekniker viste dog glimtvist stort potentiale og mod på at udfordre og afslutte, men han skal lære at beherske sine stepovers og være mere direkte i sit spil. Der knytter sig i hvert fald store forventninger til Savio, som vandt u-19 EM med Tyskland i 2008, og Zola har allerede udtalt, at han forventer at se meget mere fra sin nummer 10 allerede i næste sæson.

På højrekanten ser jeg som nævnt meget gerne Valon Behrami gøre sig gældende. Her får man simpelthen mest ud af mandens arbejdsraseri. Han bliver “presset” af Julien Faubert, som kun kan overraske positivt, hvis han ikke bliver solgt, ligesom Boa Morte og Dyer kan vikariere. Endvidere fik talentet Josh Payne mulighed for at snuse til holdet med et par indskiftninger i sidste sæson. Midtbanen er generelt præget af en stor fleksibilitet - mange spillere kan bruges flere steder og rotere.

I angrebet eksploderede Carlton Cole i sidste sæson. Evighedstalent syntes pludselig forløst, og den tidligere enormt frustrerende angriber kunne med et både holde på bolden, afslutte og sågar vinde hovedstødsdueller. Da han blev skadet og klovnen Tristan var eneste alternativ led holdet tydeligvis. Cole skal sandsyndligvis slås med kronisk skadede Dean Ashton om rollen som targetman. Hvis Ashton kunne få en hel sæson som skadesfri ville han kunne lave 15+ mål, men en skadesfri Ashton ville være lige så sandsynligt som at Eve Mendes ringer på døren for at låne en kop sukker mens Scarlett, Angelina og jeg diskuterer om vi skal prøve Dr. Öetkers rom - eller vanilliebudding til anden runde.

Den anden angrebsplads regner jeg med skal besættes af netop lånte Luis Jimenez. Jeg skal blankt erkende at jeg ikke kender vanvittig meget til manden, men han virker som en vanvittig spændende spiller, og en tilføjelse med en høj grad ad WOW-faktor. Så vidt jeg har forstået fungerer han som en klassisk sydamerikansk 10′er i en fri rolle bag den forreste angriber, og alene det at han har kunnet spille en del kampe for Fiorentina, Lazio og Inter gør at jeg glæder mig til at se ham udfylde Di Micheles store klovnesko. Stortalentet Freddy Sears er blevet udlejet til Crystal Palace. Denne beslutning virker rigtig fornuftig. Sears trænger til spilletid og selvtillid, og dette lykkedes det ikke optimalt at give ham, da han var bænkevarmer sidste sæson. Unge Zavon Hines er også stadig i truppen, men det er tvivlsomt om han figurerer i fremtidsplanerne for klubben. Derfor synes angrebet at være den del af truppen der skriger højest på forstærkninger.

Således betrager jeg truppen - spillere angivet i parantes kan vikariere med variende held. Spillere markeret med kursiv bør se sig om efter et andet sted at spille. Forhåbentlig bliver den centrale midtbane, angrebet og backerne styrket inden sæsonen starter, transfervinduet smækker, og vi pludselig står med pikken i postkassen og er nødt til at hente Brian Deane på en fri transfer:

Målmand: Green, Kurucz, Stech

Højre back: Spector, Faubert, Behrami, (Tomkins)

Venstre back: Ilunga, (Spector)

Centerforsvar: Upson, Tomkins, Collins, Gabbidon, Davenport, Spence, N’gala, (Spector)

Højre midt: Behrami, Faubert, Payne, Dyer, (Boa Morte)

Venstre midt: Collison, Savio, Stanislas, Boa Morte

Central midt: Parker, Noble, Dyer, (Collison), (Boa Morte), ((((Quashie))))

Hængende angriber: Jimenez, Dyer, Savio, (Boa Morte), (Collison), (Hines)

Striker: Cole, Ashton

Umiddelbart foreslag til idealopstilling:

Green

Spector(/ny spændende spiller) - Upson - Tomkins - Ilunga

Behrami       - Parker (c)         - Noble                 - Collison

Jimenez

Cole

Eller hvad?