Syg og munter

Oh, East London is wonderful…

De seneste uger her på bloggen har stået i Premier League-gennemgangens tegn. Det har været ganske muntert, og det har været interessant for eders ydmyge skribent at fordybe sig lidt i de såvel de store stjernefunklende, som i de mere støvede dele af ligaen.

Nu skal vi imidlertidig have svesken på disken, som man vist siger i de mere kulørte dele af  underholdningsindustrien; ja - vi skal naturligvis igen tale om West Ham United Football Club anno 1895.

Et løjerligt vindue

Siden sidst er der sket mangt og meget på the Boleyn Ground, og man ved snart ikke hvor man skal begynde. Transfervinduet er smækket, og som så ofte før står man tilbage med en lidt flad fornemmelse. Det er selvfølgelig aldeles fremragende at manden som brækkede kæben i sæsonpremieren og ønskede at spille videre, Herita “Klunker så tunge som IC3-tog” Ilunga, er blevet tilknyttet på en fast kontrakt. Ligeledes virker det spændende at låne Luis Jimenez i Inter, ligesom indkøbet af talenterne Fabio Daprela og Peter Kurucz er fint i tråd med klubbens visioner.

At stortalentet Savio som blev hentet i januar med store ord, fanfarer og megahype allerede er sendt retur til Italien er mindre fremragende. Ikke mindst fordi man sidder med et indtryk af at tysk-uganderen meget vel kan finde på at gå hen at blive en modbydeligt god spiller for Fiorentina, og så står man jo der og ligner en idiot til den tid. Til gengæld fik vi Manuel Da Costa i bytte. Han skulle eftersigende have været et meget stort forsvarstalent engang. Om det så er godt eller skidt må vi lade komme an på en prøve. Forhåbentlig kan Zola sparke liv i hans karriere igen. Radoslav ‘Ladies man’ Kovac er også blevet tilknyttet på en permanent kontrakt, hvilket virker en lille smule underligt, idet førsteprioriteten i dette vindue burde være at styrke angrebet betragteligt - hvilket den vel også ganske eksplicit var. I stedet hentede man altså en - indrømmet - udemærket, men temmelig gammel, tjekkisk, defensiv midtbanespiller. West Hams ledelse holder aldrig op med at forbløffe. I de mindste hylder de kvindelig fans beslutningen…

Angrebet blev til gengæld ikke overrendt af nyindkøb. Trods massive rygter om en mængde interessante spilleres snarlige ankomst - blandt andet Luca Toni, Eidur Gudjonson, Marouane Chamakh, Benjani osv - er Carlton Cole er stadig den eneste rigtige striker i truppen. Nu går der rygter om at den 33-årige mexicanske angriber Gulliermo Franco skulle være så godt som tilknyttet på en fri transfer. En investering ala sidste sæsons temmelig kiksede paniksigning af Diego Tristan. Tristan endte dog med i sidste ende at redde en række point til klubben. Hvis Franco kan gøre det samme er alle nogenlunde tilfredse, omend jeg ikke personligt holder vejret i spænding…

Sikkert er det til gengæld at  klubben hentede Alessandro Diamanti i Livorno. Han lavede 18 kasser for italierne og hjalp dem til oprykning i sidste sæson. Han lader ligeledes til at være en teknisk rigtig god spiller, omend mere en hængende angriber end en egentlig target man. Til gengæld lader han også til at have en personlighed der giver mindelser om vores sidste kugleskøre italiener, Paolo Di Canio (Di Michele var ikke engang rigtig skør - han var bare dårlig). Hvis Diamanti kan give halvt så mange gode øjeblikke som Di Canio er han garanteret kultstatus. Hvis han så samtidig kan nøjes med at give halvt så mange dårlige, så nærmer han sig allerede legendestatus.

I sin debut i weekenden kom han ind fra bænken, og havde blandt andet et frækt og veludført skudforsøg fra en meget spids vinkel langt fra mål, som ramte stolpen. Næste gang bliver det forhåbentlig en kasse, og så er Diamanti igang. Eller også bliver han den nye Marco Boogers (som i midt90′erne blev købt ret dyrt i hollandsk fodbold som den store angrebsstjerne. Han blev udvist i sin anden indskiftning for klubben kort efter han var kommet på banen på Old Trafford  og tog dernæst hjem til en tiltrængt omgang psykologhjælp i Holland). Det er det fascinerende, spændende og dybt, dybt forbandede ved denne type indkøb; man har ingen anelse, om man har købt Flemming Poulsen eller Flemming Krøl. Interessant bliver det i hvert fald…På transferdeadlinedag solgte klubben så den populære og kompetente centerforsvarer James Collins til Aston Villa for £ 5 millioner. Penge som logisk set skulle have været øremærket købet af den angriber som aldrig kom. Oven i købet har Collins udtalt at han slet ikke ville væk i første omgang. Ærgeligt, simpelthen.

En fuld islænding i en slikbutik…

Klubbens manglende evne til at hente det vigtige supplement til angrebsstyrken blev delvist forklaret allerede da Diamanti blev købt. Finansiering af italieneren var sket gennem en række fremskudte udbetalinger af sponsorpenge, og denne lidt aparte praksis blev yderligere logisk, da klubben langt om længe offentliggjorde sit regnskab for sidste kalenderår; £ 37 millioner løde underskuddet på, og så tror da pokker at der ikke er råd til spillere.

Det astronomiske underskud bliver endnu mere tragisk af at spillere som Anton Ferdinand, George Mccartney, Matthew Etherington, John Pantsil, Bobby Zamora, Craig Bellamy og senest Savio og Collins er blevet solgt umiddelbart uden at særlig mange af pengene fra disse handler er blevet investeret i spillertruppen. Ligeledes er Freddie Ljunberg blevet købt ud af sin kontrakt, ligesom holdets anfører Lucas Neill samt op mod ti andre spillere forlod klubben på frie transfer i sommers. Størstedelen af disse penge lader til at være forsvundet i gældens dybe hul, som John Mogensen vist sang om engang inden verden gik af lave. Jeg føler mig i øvrigt overbevist om at Mogensen må have været hammer, men det skal vi ikke snakke om nu…

Hvis man skal forsøge at se hele miseren fra en positiv vinkel, så fortalte CEO Scott Duxbury allerede under sin charmeoffensiv tidligere på sommeren at regnskaberne ville være en katastrofe. De islandske ejeres voldsomme investeringer i klubben for lånte penge og efterfølgende konkurs har haft West Ham på kanten af administration det seneste års tid, og at holdet har overlevet denne trussel, og oven i købet spillet fin fodbold og holdt fast på en stamme af kvalitetsspillere er posititvt. Oven i købet hævdede Duxbury, at økonomien nu er under kontrol, og at klubben løber rundt økonomisk.  Men nu er der snart heller ikke flere spillere at sælge af, og truppen ser tynd ud på flere pladser.

Januartransfervinduet imødses med spænding herfra. Til den tid er Matthew Upsons kontrakt halvandet år lang, og der er intet der tyder på at West Ham i sin nuværende økonomiske situation kan lokke landsholdsspilleren til at forlænge. Man frygter i sit stille sind at Da Costa er hentet ind som supplement til Tomkins og Gabbidon, og at centerforsvarsmulighedern til februar udgøres af disse spillere. Og at klubben med andre ord vil vedblive at sælge sine bedste spillere og forsøge at erstatte dem med mere eller mindre obskure udenlandske lejesvende og egne talenter som siden sælges når de endelig bliver stabile og gode.

Ikke også du, Calum…

En anden spiller som klubben helt sikkert har forsøgt at sælge er centerforsvareren Calum Davenport. Han blev signet da de lånte, islandske penge sad løst, og er siden faldet i unåde hos Zola. Altså ville det frigøre en pæn pose penge at komme af med Davenport, som egentlig har spillet udemærket når han har fået chancen. Når han er i form er undertegnede overbevist om, at han ville kunne styrke de fleste hold i den nederste halvdel af tabellen. Sådan skulle det imidlertid ikke blive. Davenport formåede nemlig at blive hovedperson i et af de seneste kapitler i den endeløse sæbeopera af absurde hændelser som har præget West Ham de seneste 4-5 år.

Tidligt om morgen d. 22 august blev han således knivstukket i begge ben foran sit hjem, i en episode hvor også hans mor blev stukket ned. Davenport var stærkt medtaget, mistede halvdelen af sit blod, og i starten snakkede man seriøst om at han måske ville miste sine ben. Selvom han siden er kommet sig meget, vides det endnu ikke om han nogensinde kommer til at spille fodbold igen. Gerningsmanden var øjensynligt ingen ringere end Calums søsters kæreste, som åbenbart har seriøse problemer med sit temperament. Søsteren skulle i øvrigt have holdt åbenlyst med kæresten til de første retsmøder i sagen. Fine familieforhold må man sige…

I samme boldgade har der desuden gået rygter om, at Dean Ashtons fodboldkarriere skulle lakke mod enden. Blot 26-årige Ashton er gået fra skade til skade de senere år. Dog har han indimellem nået at spille nok sammenhængende kampe til også at få nye forbedrede langtidskontrakter, og følgelig blive en tung post på lønbudgettet. Nu spekuleres der altså i at karrieren helt er slut for West Hams nummer 9, som i sommers ellers var tæt på et skifte til Stoke. Til gengæld er den fortvivlende ringe Nigel Quashie stærkt tilbage på reserveholdet, hvor han også hæver islændinge-løn uden nogensinde at nærme sig startopstillingen. Forhåbentlig et championshiphold på et tidspunkt kan gøre en ende på hans lidelser.

Sæsonstart fra bunden af tønden…

Kedeligt er det aldrig i West Ham. Det skulle da lige være på banen, hvor de seneste tre ligakampe har budt på massive skuffelser. Først et nederlag til Sp*rs, som ellers var godt og grundigt på hælene efter Carlton Cole havde lavet et vanvittigt godt mål lige efter pausen. Fem minutter efter valgte selvsamme Cole imidlertid at lave en af de dårligste afleveringer jeg nogensinde har set, og fuldstændig upresset omkring midtbanen, spille Jermain Defoe fuldstændig fri i West Hams straffesparksfelt. 1-1. Sp*rs overtog momentum og vandt 2-1 på et mål, hvor Jonathan Spector med al ønskelig tydelighed viste at der mangler backup på venstrebacken når Ilunga ikke er med.

Siden fulgte en røvsyg 0-0 mod Blackburn som ellers havde fået en rædsom sæsonstart, og i sidste weekend et skuffende 1-0 nederlag til Wigan i en kamp hvor West Ham havde chancerne til at få mindst et point. Skuffende. Ikke mindst at spillet har haltet seriøst efter en alt i alt god indsats mod Sp*rs.

Og så snakker vi slet ikke om carling cup kampen mod Millwall, som endte i tilskueruroligheder og pitch invasions som fik den rødmossede del af den engelske presse helt op i det Thatcherske felt af raseri over fodboldbøllernes adfærd. Helten som desværre helt blev glemt i den sammenhæng var unge Jack Collison, som hørte på smædesange om sin netop afdøde far i 120 minutter fra udebanefansene blot to døgn efter faderens død i en motorcykelulykke, inden han grædende og til udbredt hyldest fra sine egne fans forlod banen med Steve Clarkes alfaderlige arm om skulderen efter kampen var vundet i forlænget spilletid. Simpelthen stærkt.

Af andre positive historier kan det nævnes at de sidste års store flop, Julien Faubert er blevet en habil højreback, som blev kåret til månedens spiller i august i klubben. Derudover startede Danny Gabbidon sin første ligakamp i 21 måneder mod Wigan, hvilket er godt for klubben, men mest af alt for manden der er gået så gruelig meget igennem. Ligeledes er det positivt at Green har bemægtiget sig målet på landsholdet (i hvert fald i James’ fravær), og at såvel Upson og Cole lader til at være faste dele af Capellos trup.

På lørdag venter  en hjemmekamp mod Liverpool. Et hold vi stort set aldrig slår (omend man stadig med glæde kan mindes Nobles straffe til 1-0 på hjemmebane i tillægstiden for et par år siden), og som allerede har kniven på struben i kampen om point i toppen. Med et sandsynligt nederlag der begynder vi allerede at nærme os nedrykningsform og generel depression. Efteråret kommer måske tidligt i år, men skide værd med det og come on you irons!

Så er vi den saftsusemig ved at være der! Tøm sparegrisen, find de heldige underbukser, nervepillerne og listen med dårlige undskyldninger for at undgå familiefrokoster lørdag eftermiddag frem. Hank op i drengene, mind kæresten om at hun er græsenke en dag om ugen, og ring ned til puben og få bartenderen til at have en Guiness og en stol med udsyn til skærmen klar. Den endeløse sommer er snart ovre - Premier League sæsonstarten er snublende nær! Nærstuder kampprogrammet, book en flybillet, tag pilgrimsturen til dit forjættede stadion, drik dig fuld i ale og snav med en ligbleg, fregnet essex-girl! Lige nu kan alt lade sig gøre! Bolden er rund, der er elleve mand på hvert hold, de har to ben hver osv, øllet er koldt, solen skinner og måske – fucking måske – er dette sæsonen to rule them all. Den sidste ventetid er lang; men fortvivl ej: Hjælpen er nær! De følgende uger vil bloggen tage en syg og munter tur rundt i det engelske fodboldlandsskab og vurdere perspektiverne for sæsonen for høj og lav – fra de forsvarende mestre aka. De røde sataner, over deres nyrige lyseblå naboer og Gary Megsons tonser-trotters, til de på forhånd udnævnte claret’n’blue prygelknaber fra Burnley. Enhver sten vil blive vendt med kærlighed, skepsis og fuldstændig subjektive fikse ideer som det metodiske fundament.

Nedenfor gennemgås ligaens forskellige grupperinger, som de ser ud i en syg og munter fortolkning, og sidenhen vil de tyve hold blive gennemgået i individuelle blogposter - links til disse vil også kunne findes i bunden af dette indlæg efterhånden som de kommer til.

Roll on næste sæson!

Nedrykningskampen: This is the road to hell…

Det er efterhånden en kliché af de store, at der ikke findes lette kampe i Premier League. Som de fleste andre klicheér, har også denne opnået sin kliché-status, fordi den indeholder en ikke ringe grad af sandhed. Premier League er i sandhed en række, hvor de fleste hold kan snuppe point fra hinanden og lave overraskelser. Ikke desto mindre er det ligeså sandt, at langt de fleste hold inden sæsonstart kan være tæt på sikre på, hvad deres reelle ambitioner kan tillade sig at være. Ganske få hold har en realistisk chance for at vinde mesterskabet. Lidt flere kan med en god sæson bejle til Champions League-pladserne. Meget få kan fuldstændig fraskrive sig muligheden for pludselig at befinde sig i det beskidte, rå og modbydelige morads af hold som kæmper om at undgå de frygtindgydende nedrykningsplaceringer. Ingen er for store til at rykke ned – bare spørg i Newcastle.

Ikke desto mindre er der en gruppe hold, som umiddelbart ser ud til at må påtage sig rollerne som favoritter til at skulle udkæmpe den beskidte krig i bunden af tabellen. Ikke overraskende placeres samtlige oprykkere i denne gruppe; Wolverhampton, Birmingham og Burnley, ligesom de to overlevende af sidste sæsons oprykkere – Stoke og Hull kan ventes af få en svær andensæson. Det såkaldte andensæsonssyndrom har det med at ramme, og hold der har overpræsteret begynder at tro for meget på egne evner. (For Hulls vedkommende skete dette allerede omkring nytår). Endvidere vil jeg argumentere for at såvel Portsmouth som Wigan kommer til at få det mere end almindelig svært i den kommende sæson.

Ingenmandsland: Midterholdenes klæge grød

Den næste gruppe hold bør realistisk set være så stærke, at frygten for nedrykning relativt komfortabelt kan distanceres. Fælles for disse hold er dog, at de bestemt ikke er for store til at ligge ned, og følgelig skal kigge sig over skulderen, hvis skaderne begynder at hobe sig op eller formen bliver rigtig skidt i en periode. Ikke desto mindre bør såvel Blackburn og Fulham som Bolton, West Ham og Sunderland - hvis tingene tilnærmelsesvis lykkes for dem - kunne udnytte deres på papiret stærkere hold til at jagte en placering i den bedste halvdel – og måske – som Fulham havde held med i sidste sæson – en Euro League plads med det yderste af neglene.

The best of the rest: Jagten på the big, fat four

Denne gruppe hold kommer til at udkæmpe slaget om femtepladsen; alle med den fælles drøm om endelig at bryde “the big four”s dominans i ligaen. Aston Villa var tæt på sidste år men er umiddelbart svækket af Gareth Barrys afgang, Tottenham ser spændende ud under Harry Redknapp og hvis duoen Crouch og Defoe finder melodien kan de blive giftige, og David Moyes bliver ved med at lave mirakler i Everton, og de kan derfor ikke afskrives. Men frem for alt kommer Manchester City til at kunne lave voldsom ravage i de faste mønstre i toppen af rækken. Med milliarder af oliepenge i hånden har holdet forstærket sig ekstremt, og hvis Mark Hughes får de blå fra Manchester banket sammen til en enhed er der ikke grænser for, hvad holdet kan opnå.

Mesterskabskampen: The big ZZZZ…

Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal fordelt de tre topplaceringer imellem sig de seneste 11 år. Kun Leeds og Newcastle har formået at bryde dominansen med en enkelt tredjeplads hver (og se hvor de er i dag). Trods Manchester Citys nye status af selvbestaltet mesterskabs-aspirant føler undertegnede sig ganske sikker på, at top-tre også i år bliver tegnet af the big four. Dog kommer Arsenal til at skulle slås for at the big four ikke fra næste sæson har en ny konstellation – eller er blevet udvidet til the big five. At Man Utd har mistet et par enorme profiler, gør kampen om mesterskabet mere åben end længe, og Liverpool må slikke sig om munden med udsigten til måske endelig at hente mesterskab nummer 19, hvis ikke Ancelotti viser klassen og får Chelsea-maskinen helt til tops.

* Generelt for samtlige vurderinger gælder det naturligvis, at det må tages som forbehold at transfervinduet endnu er åbent, og at alle hold følgelig kan købe eller sælge sig til bedre eller værre udgangspunkter.

Links til de inviduelle optakter:

• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Indrømmet; konceptet er rædselsfuldt: Hvert andet år tager tre Premier League hold til Asien og spiller en venskabskampsturnering med deltagelse af et enkelt lokalt hold. Dette sker motiveret af en uskøn kombination af den ækle tendens til at brande (føj) “produktet” (føj) Premier League på det asiatiske marked (føj), alt imens turneringen dog også ledsages af mere noble tiltag, som træner, dommer og - træningskurser for unge lokale i tiden omkring afviklingen af selve turneringen.

Turneringen afvikles med to semifinaler og en finale, og foreløbig løbet af stablen tre gange. I 2003 løb Chelsea med trofæet i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, efter en straffesparkssejr over Newcastle i finalen. Årets øvrige deltagere var værtslandets landshold og Birmingham City. I 2005 vandt Bolton trofæet i konkurrence med værtslandet Thailands landshold, Everton og Manchester City, og endelig vandt Portsmouth en finalesejr over Liverpool i 2007 efter Fulham og vinderne af værtslandet Hong Kongs FA-Cup - South China - var blevet ekspederet ud i semifinalerne.

I år er turen så kommet til Kina, hvor Beijing ligger Workers Stadium og hjemmeholdet Beijing Guoan til afviklingen af turneringen. Semifinalerne spilles senere i dag. Klokken 12.00 dansk tid tørner londonrivalerne West Ham og Tottenham sammen, og to en halv time senere tager hjemmeholdet imod Hull City i den anden kamp. Vinderne mødes i finalen fredag klokken 14.30, mens “bronzekampen” afvikles klokken 12.00 samme dag.

Selvom turneringen altså har et cup-format, og er en officiel del af Premier Leagues aktiviteter, er det alligevel svært for alvor at tage den alvorligt. Ikke desto mindre vil der være masser af prestige på spil - særligt London-holdene imellem. West Hams traditionelle ærkerivaler er utvivlsomt Millwall, mens Tottenhams er Arsenal. West Ham og Millwall ligger en spytklat fra hinanden - på hver sin side af Themsen i Østlondon (en køretur på lige over ti kilometer fra West Hams Boleyn Ground til Millwalls The Den)-  begge hold er traditionelt værftsarbejderhold, og rivaliseringen er formodentlig startet i forbindelse med at Millwall agerede strejkebrydere engang i Ruder Konges spæde teenageår. Rivaliseringen kan dog i nyere tid især spores tilbage til hooligansammenstød i 70′erne og særligt i 80′erne, hvor såvel West Hams ICF som Millwalls Bushwackers var blandt de største, “bedste” og mest frygtede firms (herom handler f.eks. den hæslige Green Street film med hobitten Elijah Wood som West Ham hooligan). Efterhånden som de to hold dog i stadig stigende grad har etableret sig på forskellige niveauer i engelsk fodbold er den daglige rivalisering kølet af, og i stedet har mange af de mere negative følelser fra West Hams del af Londons East End rettet sig nordpå til ligarivalerne fra Tottenham Hotspurs.

Tottenham derimod har traditionelt haft en intens ærkerivalisering med deres naboer fra Arsenal. Highbury lå under ti kilometer fra Tottenhams White Hart Lane, og selvom the Gunners er rykket lidt længere væk på the Emirates er de to hold stadig naboer på godt og ondt - eller i hvert fald på ondt. For Tottenhams side er hadet til Arsenal ikke blevet mindre i nyere tid, af at en af holdets mest talentfulde egenavlede spillere i årevis - Sol Campbell - valgte at skifte til netop Arsenal på en fri transfer tilbage i 2001. Desuden har Arsenals relative succes de sidste tyve år sammenholdt med Tottenhams relative mangel på samme pustet til flammerne hos Tottenhams fans, som stadig i vidt omfang mener at holdet hører til helt i toppen af engelsk fodbold - en opfattelse som klubbens traditioner og meritter også i et vist omfang berettiger. To mesterskaber - det ene en double under klublegenden Bill Nicholsen i 1961, i alt 8 FA cups, 3 europæiske trofæer (to UEFA og en Cup Winners) samt fire liga cups (senest i 2008). Det sidste rigtig prestigefyldte trofæ (uden at ville fornærme Liga Cupen) ligger dog helt tilbage i 1991 da FA-cupen blev vundet efter finalesejr over Nottingham Forest. Alt imens har Arsenal haft en alt i alt succesfuld årrække under Arsene Wenger, hvor de rød - og hvidblusede oven i købet har tilladt sig at gå ind på hvad Tottenham betragter som sit enemærke;  at spille positiv, attraktiv fodbold.

Og netop her findes kimen til det stigende had mellem West Ham og Tottenham. For mens Arsenal i stigende grad vender deres frustrationer og had vestpå til nyrige Chelsea og nordpå til Manchester og Liverpool, så styrkes Tottenhams had til naboerne, som de mener burde en direkte rival resultatmæssigt. Alt imens afskyer West Hams fans, at Tottenham rent faktisk mener at “høre til” i toppen af engelsk fodbold - næste sæson er altid sæsonen hvor Tottenham reclaimer deres retmæssige plads i det fornemmeste selskab - konstant viser store armbevægelser på transfermarkedet (ikke mindst når de i nyere tid har snuppet Michael Carrick og Jermain Defoe fra West Hams eget akademi),  og generelt mener at være en meget større klub end West Ham. Alt imens hævder Tottenhams fans at være ligeglade med deres lillebror ude østpå, hvad der dog ikke er noget der tyder på, når der er dømt London-derby og stemningen er på bristepunktet på Upton Park eller White Hart Lane, og begavede øgenavne som Wet Spam, Lillyshites og Wham flyver gennem luften. Særligt har sidste Premier League-kamp i 2005/06 sæsonen fremmet aggressionerne, da West Ham - uden noget at spille for - besejrede Spurs 2-1, og dermed fratog dem fjerdepladsen og Champions League-pladsen, som i stedet gik til Arsenal - naturligvis - hvis fans sagde tak ved at synge West Hams anthem I’m forever blowing bubbles til deres sidste kamp på Highbury.

Og helt grundlæggende giver en Spurs/West Ham rivalisering mening. Klubberne ligger tæt på hinanden geografisk (12-13 kilometer i bil mellem White Hart Lane og Boleyn Ground), de er begge arbejderklubber, de har begge en selvforståelse og tradition for at spille attraktiv fodbold, de havde begge stærke firms på hooliganscenen i 80′erne, begge sæt fans har en temmelig berettiget opfattelse af at deres hold er sovende giganter potentielt og kunne udrette så meget mere. For West Ham bliver hadet centreret om, at Tottenham har storhedsvanvid ift. deres reelle præstationer de sidste mange år - mens en stor del af hadet også unægtelig er centreret om at Spurs’ arrogance rent faktisk har en hvis berretigelse: De har vundet flere trofæer, har plads til tusinde mennesker mere på deres stadion, har i mange år haft en - lidt - mere pengestærk og investeringsvillig chairman og noget der minder om en vision i modsætning til rodebutikken i egne rækker osv.

For Tottenham bliver hadet centreret om at West Hams efterhånden temmelig åbenlyse konkurrenceevne er en smertefuld påmindelse om deres eget fall from grace, og den realitet at Tottenham for tiden - trods flere heroiske angreb på the big four - stadig bare er et af mange midterhold i engelsk fodbolds fornemmeste række. Derfor vil de selvfølgelig ikke indrømme - for manges vedkommende ensige erkende - at de også irriteres grænseløst af West Ham; at tænke sig at så ubetydelige opkomlinge tillader sig at sammenligne sig med the mighty spurs! I en eksplicit erkendelse af rivaliseringen ville, for Tottenham, simpelthen ligge en al for smertefuld selvindsigt om egen middelmådighed.

Begge holds trænere - Gianfranco Zola og Harry Redknapp - er da også ganske utvetydige i forhold til hvor alvorligt kampen - og Asia Trophy - skal tages før kampen. Zola formulerer det således: “Jeg håber virkelig at det bliver en rigtig kamp, og vi vil give os 100 procent. Det er hvad vi vil. Vi ved at hvis vi ønsker at være i perfekt form til sæsonstart, så vi er nødt til at spille rigtige kampe. Jeg håber formlen er rigtig til at gøre dette - og under alle omstændigheder vil vi tage det meget seriøst.”

Alt imens betoner Spurs-boss Redknapp at hans udvalgte er i Beijing for at vinde: ” Vi er meget glade for at være her, og glæder os. Det er en god turneringen. Vi er her for at vinde. Jeg deltog med Portsmouth i Hong Kong for et par år siden, og det var fantastisk for os. Vi slog Liverpool i finalen, det gav os selvtillid og vi kom rigtig godt fra start i Premier League. Forhåbentlig kan vi gøre det samme. Vi er her for at spille så godt vi kan, og vi vil gøre vores allerbedste for at snuppe trofæet.”

De to hold løber på banen om lidt under to timer. Det er kun en træningskamp i en plastikturnering. Resultatet betyder ikke noget. Der er ikke livsvigtige point på spil. Det vigtige er at pudse kampformen af og for guds skyld undgå skader. Men alligevel vil jeg forbandet gerne slå the lillyshites.

Ak ja. Så er den gal igen. En sommer uden nævneværdig fodbold. Der er selvfølgelig Confederations Cup, hvor man kan se udmattede stjerner med drømme om sand mellem tæerne og blowjobs på fashionable diskotekstoiletter malet i ansigterne.

Eller U-21 EM som i øjeblikket løber af stabelen hos vore kære svenske naboer. Selv havde jeg fornøjelsen af i lørdags tilfældigvis at passere et temmelig tomt øltelt på Stortorgat i Malmö, som var opstillet til ære for morgendagens stjerner. Eller måske især til de fans som formodes at følge turneringen. Man kunne deltage i en Sing Star konkurrence og forsøge sparke en fodbold op i en spand som var anbragt på toppen af en dertil anlagt bakke. Ingen af delene appellerede dog synderligt til undertegnede. Til gengæld var det ikke muligt at finde et program over turneringen, så det blev ikke til noget fodbold. Senere kunne jeg ellers konstatere at Serbien og Hviderusland faktisk havde spillet 0-0 i de spredte byger på Nya Malmö Stadion. Dagen inden havde Mark Noble spillet hele kampen for England, da de overraskende besejrede Spanien 2-0 i gruppe B, og dermed lagde sig i spidsen for gruppen med maksimumpoint for to kampe - 2 mere end Tyskland.

Men hvorom alting er; uinspirerende Confederations Cup og ungdomsfodbold er selvfølgelig begge dele bedre end ingen fodbold. Men den slutrundefri sommer bliver unægtelig en kende lang, deprimerende, tom og angstprovokerende. Det er derfor fodboldfans verden over elsker og hader silly season. En konstant smertefuld påmindelse om fodbold, men samtidig en tid præget med løfter om bedre tider, og trods alt en undskyldning for at snakke om verdens bedste spil. “Næste sæson skal det være, vi mangler bare liiiige en højreback/kreativ midtbane kreatør/defensiv midt/target mand/keeper/massør/indsæt selv flere…”

West Ham er som altid stærkt repræsenteret på rygtebørsen. Dele af den kulørte presse maler skræmmende billeder af exodus - klubben er bankerot, de nye ejere (den gamle ejeres kredittorer) vil have penge i kassen, alle spillere er til salg, Upson skal være oliesheik i Manchester, Green skal til Arsenal, Scott Parker skal være picollo i et mindre advokatfirma i Essex osv.

Andre dele af pressen (som denne blogs evigoptimistiske/retarderede skribent naturligvis vælger at tro) melder om spændende tider forude. Jiménez og Mancini fra Inter skulle næsten, 99 % silly season garanteret være sikret for næste sæson med rimelig købsoptioner. Steve Clarke er jo gode venner med Mourinho, og Zola har også selv bånd til Italien så vi sættes også i forbindelse med supertalentet Super Mario Ballotelli. Folk der spiller mere FM end jeg er nødt til at iføre sig voksen-ble af glæde! Vi linkes med en fransk højreback ved navn Fanni (fnis!), en polsk midtbanespiller som synes det ville være “cool” at komme til West Ham, der er rygter om en dobbeltovergang med Sheffield Wednesdays talentfulde forsvarsspillere MarkBeevers og Tommy Spurr (som alternativt qua deres navnes kvalitet kunne gøre sig gældende som pornoskuespillere), Joe Ledley fra Cardiff er et tilbagevendende emne, Bryce Moon, Jonjo Shelvey, Robert Aquafresca, Djemba-Djemba, Andy Carroll, Sophus Krølben, Calle Facius - kun fantasien sætter grænser!! 1 for 15, tre for en 20′er, 60 for en gulpladebil og tre sække spagnum!! Køb, sælg, køb, sælg!

Og selvom man ved af erfaring at Tottenham køber alle de nævnte navne og dertil et dusin eller to mere, mens vi i ellevte time sælger et par stortalenter (naturligvis til førnævnte hvidblussede mandskab), og henter et par afdankede lejesvende med alkoholproblemer og en topfart på 2 km/t, så mangler vi bare lige en højreback, en kreativ midtbanespiller, et par angribere og en kornfed, rig ejer med hjertet på rette sted, og så bliver næste sæson vores!

Fremtiden er (som altid) claret’n'blue!