Syg og munter

I erkendelse af at verden er af lave, at West Ham tabte til Bolton i forlænget spilletid i går (og nu har tabt tre kampe i træk), at ALTING var MEGET bedre i gamle dage, og at sæsonen ser ud til at blive en ørkenvandring, følger 10 tilfældigt rangerede ting, som i allerhøjeste grad mangler i fodbold i dag, men som var meget bedre i 90′erne…

- Spillertype: Gale, flamboyante spilfordelere og ubestridte stjerner fra obskure østeuropæiske stater, som scorede fremragende langsskudsmål, fik uforholdsmæssigt mange kort, altid brokkede sig til dommere, med - og modspillere over ALT, og som konsekvent holdt op med at løbe når de først havde mistet bolden. Ingen nævnt, ingen glemt.

- Backkæde: Seaman/Winterburn/Bould/Adams/Dixon = betonforsvar med meget, meget, meget tunge nosser!

- Fodbeklædning: Sorte fodboldstøvler. Til at begynde med var det meget sjovt, når Mustapha Hadji eller Jay-Jay Okocha fik en gul, hvid eller rød støvle. Men det har fandeme aldrig været meningen at Martin Keown eller Søren Colding-typer skal spille i spraglede støvler. Det gør de i dag.

- Indkøbsstrategi: At FCK købte ALLE halvdårlige (eller halvgode for den sags skyld) danske spillere hjem, når de havde fejlet i udlandet: Thomas Rytter, Thomas Thorninger (!), Jacob Svinggaard, David Nielsen, Peter Nielsen, Niclas Jensen, Bjarne Goldbæk, find selv på flere…

- Spillerbeklædning: Hold med stribede trøjer i Premier League (eller 1. division):  Southampton, Sheffield Wednesday, Coventry, Sheffield United, Queens Park Rangers, Crystal Palace, Newcastle, Bradford osv. Det kan godt være de aldrig rigtig var i den bedste række samtidig, men sådan føles det fandeme i dag! Gudskelov vi stadig har Stoke, Sunderland og Blackburn!

- Kommentator-kliché: At det var langt mere socialt acceptabelt for kommentatorer at reducere deres forberedelse til landskamp med afrikansk deltagelse til en række tvivlsomme floskler grænsende til det racistiske om “manglende taktisk forståelse og struktur”, “vilde temperamenter” og “tvivlsomme fødselsattester”. Og ikke mindst at disse floskler ofte syntes fyldestgørende at beskrive det som udspillede sig på banen.

- TV-program: Tips fucking lørdag med Tommy fucking Troelsen og “DONGGGGG”.

- Kommentator-kliché v. 2: At belgisk fodbold stadig blev omtalt med en vis ærefrygt, selvom Anderlecht ret beset ikke havde været en storklub i årevis, landsholdet var middelmådigt at best, og Enzo Scifo var blevet en gammel træt grissebasse. At Phillipe Albert så på sin helt egen måde berettigede såvel ære som frygt på hele landets vegne er en helt anden historie, som vi ikke vil komme ind på her…

- Mand der er større end livet: Atillo Lombardo! Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde…

- Spillertrup: Wimbledons crazy gang. Ethvert hold som byder sin nye rekordsigning (især når denne er så stor og ond, som John Hartson må siges at være) velkommen, ved at brænde dennes Armani-jakkesæt får lutter plusser i min bog…

Find selv på flere…

Arsenal FC: You’ll never win anything with kids…

Stiftet: 1886 (som Dial Square)

Stadion: Emirates Stadium (Kapacitet: 60.355)

Kælenavn: Gunners

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 4/3/4

Første fem kampe: 15/8 Everton (U), 18/8 Bolton (H) (udsat), 22/8 Portsmouth (H), 29/8 Man Utd (U), 12/9 Man City (U)

Manager: Arsene Wenger (Siden oktober 1996)

Manden på Arsenals trænerbænk behøver vel ingen nærmere introduktion; siden 1996 har den professorlignende franskmand Arsene Wenger  siddet tungt på ansvaret i London-klubben, og de mellemliggende år har budt på noget der minder om en revolution i storklubben. Fra at have været berømt og berygtet som boring Arsenal under George Grahams ledelse, hvor holdets spillede ærkebritisk og havde en klassisk britisk pubkulturel indstilling til forplejning og disciplin kom Wenger til med helt nye metoder. Han fik holdet til at spille fremragende, offensiv, kontinentalt inspireret pasningsfodbold, han fik Tony Adams til at stoppe med at drikke og spille nogen af karrierens bedste år under sig, han lokkede store spillere til klubben og fik dem til at blomstre op - navnlig Dennis Bergkamp og Thierry Henry, han opdagede næsten ukendte spillere og gjorde dem til stjerner - navnlig Nicolas Anelka og Patrick Viera, og frem for alt har han efterhånden gjort det internationale talentarbejde og den kompromisløse satsning på helt unge spillere til klubbens varemærke.

Netop denne internationalisering af Arsenal har udsat Wenger for voldsom kritik i perioder, når Arsenal har stillet hold uden en eneste britte i truppen. Dette har sammen med skærmydsler med rivalerne Wenger og Mourinho og en besynderlig momental blindhed, som har det med at indtræffe når hans egne pæne spillere laver svinstreger eller kaster sig i feltet, været med til at gøre Wenger ganske upopulær blandt mange andre holds fans.

Det tager de dog med ophøjet ro i Arsenal, som under Wengers ledelse har Arsenal vundet Premier League tre gange og FA-cupen fire gange, og særligt de uovervindelige fra 2003-04 sæsonen, der som navnet antyder gik igennem ligasæsonen ubesejret, har opnået legendestatus i den røde del af det nordlige London. Siden da er det imidlertid kun blevet til en enkelt FA-cup sejr, som faldt året efter, og de sejrsvante gunners begynder at savne fyld til trofæskabet. Der er dog intet der tyder på at der er synderligt varmt på Wengers sæde.

Truppen generelt:Ungt kød

På mål står spansk-nationaliserede Manuel Almunia, og det har han efterhånden gjort udemærket i et par år. Han presses af unge, polske Lukasz Fabianski, som længe har været udset som den naturlige, langsigtede løsning i Arsenals mål.

I forsvaret råder man over en af verdens bedste venstrebacker i form af franske Gael Clichy, alt imens højrebacken sædvanligvis besættes af endnu en franskmand; Bacary Sagna. Som backup har man i venstresiden unge Kieran Gibbs, som fik et gennembrud på førsteholdet i sidste sæson, omend mange nok mest vil huske ham for en enkelt fejl i en meget vigtig CL-kamp. Også Armand Traore vil håbe at kunne bejle til pladsen efter et rimelig succesfuldt ophold hos Portsmouth i sidste sæson. Centerforsvaret ledes typisk af en endnu en franskmand, William Gallas, som også tidligere har båret anførerbindet i klubben. Centralt råder man også over gamle, grimme, franske Michael Silvestre, som næppe bliver fast mand, men som er habil backup. Johan Djorou fra Elfenbenskysten vil håbe at kunne erobre en plads, mens Phillipe Senderos stadig er i klubben trods mange rygter om et farvel. Schweizeren er også stadig - nådesløst - en joke i flere dele af den engelske presse efter et par uheldige kampe for år tilbage.

Midtbanen er et overflødighedshorn af kreative spillere, som er vanskelig at pladsbestemme, idet en stor del af Wengers spil centrerer sig om konstante pladsbyt og enorm mobilitet: Men russiske Andrey Arsharvin og spanske Cesc Farbregas er de oplagte profiler, som vel knap nok behøver nærmere introduktion. Men også 21-årige, franske Samir Nasri, brassilianske Denilson og evigskadede, tjekkiske Tomas Rosicky som nærmer sig et comeback, er rigtig gode spillere, som kan bidrage med både assists og mål for Arsenal. Af mere defensivt orienterede midtbanefolk er Abou Diaby en stor og god oprydder, ligesom Alexandre Song har gjort det glimrende i maskinrummet for the gunners. Sidstnævnte skulle dog efter sigende stadig mest vurderes som centerforsvarer af Wenger. Derudover råder man over fansenes yndlings-buhe-offer Emmanuel Eboue som kan spille både højre back og midtbane. Up and coming folk som Jack Wilshire, Alf Ramsey og Barcelona-drengen Fran Merida vil meget muligt blive denne sæsons gennembrud på en i forvejen uhyggelig talentfuld, ung og bred midtbane.

I angrebet råder Wenger - foruden danske Nicklas Bendtner - over kroatisk-brasillianske Eduardo, mexicanske Carlos Vela, engelske Theo Walcott og den spiller som ligner Jim fra American Pie mest i Premier League: Robin Van Persie. Særligt sidstnævnte er en uhyggelig god spiller, som kan lave det umulige og samtidig høvle mål ind for sjov. Men også Eduardo er en meget giftig og træfsikker spiller, som heldigvis lader til at være kommet sig over sit grimme, karrieretruende ankelbrud.

Væsentlige transfere: Ud med rutinen, ind med en belgier

Ud er røget to af klubbens største profiler de senere år: Centerforsvareren Kolo Toure og angriberen Emmanuel Adebayor som begge er taget til Manchester City. Ind er til gengæld kommet den 23-årige belgier Thomas Vermaelen, som umiddelbart skal ses som en direkte erstatning for Toure, og som en oplagt makker til William Gallas i Arsenals centerforsvar. Derudover har transfervinduet hovedsagligt budt på låneaftaler til et hav af unge spillere, som er sendt ud for at få dyrebar erfaring.

Forventninger: Slingrekurs…

Arsenal har en vanvittig talentfuld trup, og sæsonens første kampe, har da også vist et gunners-hold som har præsteret bedre end de fleste turde håbe. Særligt efter salgene af de rutinerede Toure og Adebayor til den umiddelbart direkte rival Manchester City havde sendt dommedagsprofetier en masse i retning Emirates Stadium. Hvad mange måske har overset, er at en række af Wengers young guns efterhånden har været på holdet i et par år, og følgelig selv har fået en hvis modstandsdygtighed og et par hår på brystet - dette gælder folk som Van Persie, Sagna, Clichy og selvfølgelig anfører Fabregas. De tre førstnævnte er alle efterhånden blevet midt i 20′erne, og i det lys er karrierens bedste år nok i gang. Samtidig må det antages at spillere som Almunia, Asharvin, Rosicky og Gallas er blevet udset lederroller i den stadig unge trup, og følgelig kan man argumentere for at balancen ikke er blevet så forskubbet som man måske kunne frygte.

Ikke desto mindre vover jeg pelsen, og hævder at den kompromisløse satsning på udvikling af helt unge spillere igen bliver Arsenals Waterloo når placeringerne helt i toppen skal uddeles. Når truppen skal roteres betyder det i Arsenal at unge spillere skal have chancen, og hvor sympatisk den tanke end er, så koster det point i sidste ende; for unge spillere begår alt andet lige fejl, og fejl koster point. Især når de grimme små sejre skal hentes i de kolde udekampe mod ufashionable modstandere nordpå. Hvis man dertil lægger at en række af de formodede bærende kræfter ofte render ind i skader i løbet af sæsonen - navnlig Fabregas og truppens i min optik bedste angriber: Van Persie meget vanskelig at erstatte - kan det blive nogle triste vintermåneder.

Hvis en håndfuld af klubbens mere svingende spillere - f.eks. Walcott, Bendtner, Diaby, Vela og Ramsey - får stabiliseret niveauet, bliver Arsenals trup pludselig meget angstprovokerende. Ikke mindst sammenholdt med Liverpool og Manchester Uniteds umiddelbart svækkede trupper. Og så er det slet ikke umuligt at jeg slutter sæsonen med lige så meget æg i ansigtet som Alan Hansen fik da han berømmeligt ytrede at Manchester United aldrig ville vinde noget med et hold bestående af kids midt i halvfemserne…

Tip: Forventet placering: Nummer 4 Supersæson: Nummer 2 eller derover. For Arsenal vil det være et fremskridt rent faktisk at kunne spille med om titlen i sidste ende.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

Portsmouth FC: Waiting for the man…

Stiftet: 1898

Stadion: Fratton Park (Kapacitet: 20.688)

Kælenavn: Pompey

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 9/8/14

Første fem kampe: 15/8 Fulham (H), 18/8 Birmingham (U), 22/8 Arsenal (U), 29 Man City (H), 12/9 Bolton (H)

Manager: Paul Hart (Siden februar 2009).

Det har været nogle turbulente år i sydligste England. Klubben som havde sin absolutte storhedstid umiddelbart før og efter anden verdenskrig, hvor det blev til både en FA-cup og to mesterskaber, rodede rundt i de lavere rækker i en årrække på næsten tredive år inden de i 1987 sikrede sig en enkelt sæson i den bedste række.  Først i 2003 lykkedes det atter pompey at rykke op i - det som nu hed - Premier League.

Manden bag oprykningen hed Harry Redknapp. Han smuttede dog snart til ærkerivalerne fra Southampton efter uenigheder med pompey-ejer Milan Mandaric, men rykkede ned med the saints, som dermed endte et 27 år langt ophold i den bedste række. Et års tid senere var Portsmouth faretruende tæt på nedrykning, men formåede at redde endnu en sæson efter en utrolig række resultater mod slutningen af sæsonen. Manden bag dette hed Harry Redknapp. De følgende to sæsoner markerede de bedste for Portsmouth i noget der minder om 50 år. Her blev klubben først nummer 9, alt imens Redknapp byggede et stærkt og attraktivt spillende hold op ved listigt at hente en lang række spillere til klubben, hvis karrierer var løbet sure andre steder. Kronen på værket kom med FA-cup triumfen året efter, hvor holdet ligeledes vandt FA-cupen - 59 år efter de foreløbig første og eneste gang havde vundet verdens mest prestigefyldte nationale pokalturnering. Chefarkitekten bag dette hed om noget Harry Redknapp.

Umiddelbart inden byen Portsmouth ville takke sin nye store helt ved at overrække ham nøglerne til byen,  skiftede han til Tottenham Hotspurs. Tony Adams blev ansat i stedet. Sideløbende begyndte Portsmouth FC at få større og større økonomiske problemer, og man var i januar i år tvunget til at sælge såvel Lassana Diarra som Jermain Defoe. Sidstnævnte blev hentet til Tottenham af Harry Redknapp. Tony Adams viste sig ikke at have formatet til at styre en Premier League klub, og han blev sparket ud igen. En igen truende nedrykninge blev afværget med Paul Hart ved roret med to resterende spillerunder i den forgangne sæson. Paul Hart havde de forgående år fungeret som chef for klubbens ungdomsafdeling, ligesom han tidligere har stået i spidsen for en række divisionshold; blandt andet det detroniserede storhold Nottingham Forest.

Siden har Portsmouth været tvunget til at sælge yderligere to profiler: Glenn Johnson og Peter Crouch. Alt imens er der forhandlinger i gang, som gerne skulle ende ud med at klubben bliver overtaget af en arabisk rigmand. Disse forhandlinger har været i gang længe, og klubben har netop set sig nødsaget til at udsende en pressemeddelelse ifølge hvilken de meget vel kan være tvunget til at sælge flere profiler, hvis ikke der snart tilføres kapital. En stor del af problemet synes, at være at pompey simpelthen har haft en al, al for stor lønpost i sit budget, og at en række aldrende spillere er blevet tilknyttet for relativt høje summer på meget høje lønninger. Manden bag dette økonomiske roderi kan meget vel hedde Harry Redknapp.

Truppen generelt: Sølvstænk i dit gyldne hår…

Portsmouth må have en af Premier Leagues mindste trupper pt. Blot tyve spillere figurerer i førsteholdstruppen på klubbens officielle hjemmeside. David James er en god keeper, hvad hans status af førstevalg på landsholdet også indikerer. Han er også 39 år. Sylvain Distin og Sol Campbell er et glimrende centerforsvar. De er henholdsvis 31 og 34. Sidstnævntes kontrakt er udløbet og endnu ikke fornyet. Den tidligere fiskefabriksarbejder Hermann Hreidarsson er en solid løsning på venstrebacken, men også han har dåbsattesten imod sig med 35 år på planeten bag sig. Han er i øvrigt rykket ned fra Premier Legue med tre forskellige klubber.  Han får dog tiltrængt aflastning og konkurrence af en af sidstesæsons positvive overraskelser på Fratton Park blot 27-årig Nadir Belhadj som trækker gennemsnitsalderen forfriskende ned i backkæden når han spiller der og ikke på den venstre midtbane.

Denne plads tilhører dog normalt Niko Kranjcar som er evigt småskadet og ude af form; når han altså ikke vælger at vise sit kæmpetalent, tager taktstokken i offensiven og levererer en fremragende præstation i ny og næ. Han har i øvrigt ytret ønske om at skifte til en større klub. Centralt deler Papa Bouba Diop - manden hvis claim to fame (udover et hysterisk morsomt navn) er et sejrsmål i åbningskampen ved VM 2002 for Senegal mod Frankrig - tæsk ud med sine 193 kompromisløse centimeter ren (31-årig) ondskab. Han får selskab af Hayden Mullins som blev købt i januar til den umulige opgave at udfylde hullet efter Diarra. Den tidligere Tottenham-joke Younes Kaboul kan spille såvel her som i centerforsvaret, og viser faktisk en del prøver på et ikke uvæsentligt talent. Han er desuden med sine blot 23 år en veritabel konfirmand i pompey-truppen.

På toppen ser det for alvor tyndt ud efter Crouchinho og Defoe er smuttet. David Nugent arbejder hårdt og fik da også lavet tre mål omkring skiftet mellem januar og februar, men mere blev det heller ikke til. 33-årige Nwankwo Kanu må nok også finde sig i at få alderskortet i nakken, og med en enkelt kamp fra start i sidste sæson, indikeres det vel også at man godt er klar over problemets eksistens i pompey-lejren. Deherrer får tvivlsom konkurrence fra John Utaka, som bidrog med et enkelt mål i sidste sæson. Retfærdigvis må det siges at næsten alle hans 18 kampe var som indskifter, og at målet faldt i sæsonens næstsidste kamp. Man kan jo håbe at han er ved at finde en frygtindgydende storform…

Væsentlige transfere:  ‘Alle mand på dæk!’, øhh, jeg mener ‘Mand over bord!’, eller, altså, hmm… ‘ALLE MAND OVER BORD!?’

Intet mindre end 11 spillere har forladt klubben siden sæsonen sluttede (plus tre i januar). De mest navnkundige blandt disse er - foruden Crouch og Johnson - den tidligere Arsenalback Lauren og den tidligere Liverpool-kolos på lerfødder Djimi Traoré. De to spillede dog ikke nogle kampe for pompey sidste år. Det gjorde til gengæld Sean Davis, som var fast mand, men som nu er taget til Bolton, ligesom Noé Pamarot som pt er klubløs, ofte var inde omkring startopstillingen. Ind er blot kommet to mand: Aron Mokoena fra Blackburn og Steve Finnan, som vender hjem til engelsk fodbold efter et skadesplaget fiasko-ophold i Espanyol. Mokoena har aldrig haft held til for alvor at bide sig fast i startopstillingen hos Blackburn, men giver om ikke yderligere andet bredde i centerforsvaret og på den centrale midtbane, mens Steve Finnan i sin tid i Fulham og Liverpool viste, at han kan være en bundstabil højre back, selvom hullet efter sidste sæsons årets spiller i Portsmouth - Glenn Johnson - bliver svært at fylde for den efterhånden 33-årig irske landsholdsspiller.

Forventninger: Fri os fra det onde

Der må være mange krydsede fingre i Portsmouth for tiden. Ham tossen der altid er på tv når de spiller må være et totalt vrag. Jeg forestiller mig han beder aftenbøn for tiden.  Jeg mener selvfølgelig ham med den bare overkrop, de mange pompey-tatoveringer, trommen, klokken - lejlighedsvis trompetten - og den høje hat med de indbyggede falske, blå dreadlocks. Ham som efter sigende rent faktisk hedder John Portsmouth FC Westwood. Ham som det må være en lettere enerverende oplevelse at have sæsonkort ved siden af. Ham som på sin egen bizarre måde er blevet antitesen til den meget omtalte casualæstetik som ellers har præget mytologien omkring engelsk fankultur i mange år. Og som i øvrigt skulle ege et antikvariat og være såvel ganske velartikuleret som belæst. Han og alle de andre pompeysupportere venter selvfølgelig på at den skide takeover bliver overstået, så også deres klub kan få nogle mellemøstlige oliepenge og begynde at kigge fremad i stedet nervørst at skule over skulderen og se nedrykningsstregen neonblinke lokkende i baggrunden.

Og det kan meget vel ske. Det skal bare helst ske inden transfervinduet lukker, for ellers får Portsmouth det svært. Hvis ikke det sker, bliver det meget interessant at se, hvorvidt den gamle garde har en god sæson mere i sig. Hvis de kan vende deres rutine til en fordel, kan man forestille sig at holdet triller de nødvendige point hjem på hjemmebanen mod de øvrige nedrykningsaspiranter, og ellers plukker lidt hist og pist. Hvis rutinen derimod har forvandlet sig til træthed og Ole Tobiasen-fart kan det blive nogle rigtig lange måneder frem til januar. Derudover bliver det interessant at se, hvordan Paul Hart håndterer sin første hele sæson i spidsen for et Premier League hold. Da han tog over fra Tony Adams havde han intet at tabe. I år ser det mere ud som om han intet har at vinde.

Derudover vil jeg tillade mig, at gentage mig selv fra adskillige af de øvrige gennemgange: Pompey ser særligt ud til at have et problem helt fremme. I sidste sæson spillere Crouch samtlige 38 kampe i Premier League. Han lavede 11 kasser. Defoe nåede at lave syv inden han smuttede i januar. Nugent, Utaka og Kanu lavede 5 tilsammen. De spillede retfærdigvis og selvsagt heller ikke så mange kampe, som de umiddelbart ser ud til at få i næste sæson. Ydermere spillede både Nugent og Utaka en del på højrekanten. Ikke desto mindre er det nødvendigt at - men tvivlsomt om - en d’herrer finder målformen, hvis ikke pompey skal rode rundt helt i bunden. Alt sammen selvfølgelig forudsat, at oliemilliarderne ikke begynder at rulle…

Tip: Forventet placering: Nummer 14 Supersæson: En fjortendeplads vil være en gentagelse af sidste sæson for Portsmouth. Og selvom fansene på Fratton Park nok var ved at blive forvente efter de to flotte sæsoner som afsluttede Redknapps andet ophold i klubben, tror jeg at mange vil acceptere en gentagelse i år. Grundlæggende må succeskriteriet for Portsmouth være at undgå for alvor at blive trukket ned i bundstriden, mens man nok ikke for alvor tør satse på at blande sig i top ti.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Sidste fredag tog denne blog en masochistisk tur ned af mindernes boulevard, hvor der blev grædt verbalt snot over den gyldne generation af West Ham-talenter, som desværre blomstrer i diverse storklubber i dag. En anden gruppe spillere, som de fleste fodboldfans kan ærgre sig over, er de som næsten kom til klub “X”, men som i stedet havnede andensteds med stor succes.

Heller ikke her er West Ham gået ram forbi. Hvis vi et øjeblik bliver i den yngre ende af spektret, er det oplagt at ærge sig over at John Terry allerede smuttede fra akademiet i en alder af 14, ligesom det kan synes en kende surt at David Beckham antagelig blev afvist ved en prøvetræning.

Ligeledes skulle såvel en relativt ung Marcelo Salas som en ditto Andrej Shevshenko have været til prøvetræning under ‘Arry Redknapp, som imidlertid var uimponeret, og berømmeligt vurderede at den ukrainske angriber som sidehen blev en af verdens bedste “did’nt pull up any trees.” Det gjorde han på den anden side heller ikke da han sidenhen rent faktisk fik chancen i engelsk fodbold, så måske det var godt det samme.

En anden som var ligeved og næsten (og som senere var medvirkende til Shevas fiasko), er Didier Drogba. Da West Ham på tragisk vis rykkede ned (med det højeste pointantal nogensinde i Premier League!) i 2003, havde daværende manager Glenn Roeder ellers allerede en aftale på plads med Guingamp om en overgang til den kommende sæson. Når man ser hvordan Drogba opførte sig, da han så tog til Chelsea efter et år i Marseille et års tid senere, var det måske meget heldigt vi rykkede ned…

Da vi endelig var tilbage i den bedste række, sommeren 2005, skulle der rigtig bruges penge på en angriber.  Man endte med at købe sicknote Dean Ashton i januar 2006, men han var på mange måder tredjevalg. Der var forhandlet en aftale på plads med Porto i august 2005, om at Benedict Mccarthy kunne skifte, men denne blev aflyst i 11. time, da en anden af Portos handler var faldet sammen.  Det kunne man så ærgre sig over, da Porto endelig slap ham året efter - endda til en tredjedel af prisen - og han lavede 18 kasser på 24 kampe for Blackburn. I januartransfervinduet 2006 forsøgte West Ham i stedet at købe Emmanuel Adebayor fra Monaco. Klubberne var enige om overgangssummen, men togoleseren ville hellere vente til sommeren 06, hvor han i stedet tog til Arsenal. Først derefter blev blikket vendt mod Deano.

Ååh, de satans kvinder…

Det seneste år er selvsamme Adebayor blevet rygtet videre fra Arsene Wengers boytoys, og er i den forbindelse blevet sat i forbindelse med blandt andet AC Milan. Dette affejede den stærke 25′er med et kliché-svar af de store: “Jeg er glad for at spille for denne klub, og ærlig talt er jeg glad for at AC Milan - en af de mest legendariske klubber i verden, har kigget på mig.”

Og dog, klicheen blev gjort til skamme; for Niklas Bendtners yndlingsslagsbror valgte at uddybe sit udsagn med en opsigtsvækkende parallel til en anden sfære af livet end fodboldens. Adebayor er ganske vist på kontrakt hos Arsenal for at score, men det var åbenbart en helt anden type scoringer han fik i tankerne af Milans interesse: ” For mig er det noget specielt. Det er som, hvis en dreng fik at vide at Beyonce kiggede efter dem.” Aha. Så hvis fodboldklubber var kvinder, ville AC Milan være Beyonce?

Men hvad ville andre klubber i England så være? Her følger fem skud fra hoften:

1. Hvis vi starter med Arsenal selv, så synes en parrallel til Demi Moore at være oplagt. Fra i 80′erne og 90′erne at have været sammen med Bruce Willis - inkarnationen af barskhed, pistoler, whiskey og smøger i kæften (fuldstændig som Arsenals fodbold i samme periode; tænk blot på Seaman-Winterburn-Adams-Bould-Dixon, hvis det ikke er whiskey og pistoler, så ved jeg ikke hvad der er. Paul Merson! Ray Parlour!) - skiftede hun i det nye årtusinde bane med den unge - måske kønnere, men også noget mere fimsede - Ashton Kutcher (tænk bare Van Persie, ham backen med perler i håret - Sagna?, Fabregas og Nicklas “lyserøde støvler” Bendtner).

2. Bolton Wanderers i de seneste 10-15 år bringer umiddelbart associationer i retning af hende den pisseirriterende fra  “Livet er fedt” aka. Merethe Kasten. Ja det kan godt være hun fik alle til at snakke om sig i en periode, fik et par små sejre og generelt præsterede over evne, men kønt det var det fandeme aldrig…

3. Newcastles nyere historie følger samme kurve som reality-tabloid-opfindelsen Anni Fønsbys liv i skræmmende grad. Begge troede de deres lykke var gjort da de mødte en mand med en kæmpe pose penge og gyldne løfter. Nu befinder de sig i noget der minder om helvede, manden vil ikke kendes ved dem, og alle de folk de havde på lønningslisten viste sig at være *ahem* “prostituerede”…

4. Chelseas hyppige udskiftningsfrekvens af højtprofilerede mænd i trænersædet, minder unægteligt om Paris Hiltons udskejelser i dobbeltsengen, ligesom de heftige shopping sprees er tilfælles. De har også begge en rig farmand til at sørge for, at de økonomiske konsekvenser af den udsvævende livsførsel aldrig rigtig mærkes… En banal, men ikke desto mindre iøjenfaldende, parallel.

5. Wigan Athletic kan bryste sig af, at afspejles i kvindeverdenen som Lene Jensen, Lotte Olsen eller Jytte Larsen. Hvem i helvede er så det? spørger den opmærksomme læser forhåbentlig. Opmærksomme læser, jeg er glad for, at du spørger. Det er nemlig den spidsfindige pointe. Wigan = Hvem? Get it?

Ok. Jeg beklager. Det virkede sjovt i teorien. Nu vil jeg flygte op i revybussen og køre ud i solen.

Find selv på flere.