Indlæg tagged ‘Tommy Troelsen’

10 ting jeg savner fra fodbold i 90′erne

onsdag, september 23rd, 2009

I erkendelse af at verden er af lave, at West Ham tabte til Bolton i forlænget spilletid i går (og nu har tabt tre kampe i træk), at ALTING var MEGET bedre i gamle dage, og at sæsonen ser ud til at blive en ørkenvandring, følger 10 tilfældigt rangerede ting, som i allerhøjeste grad mangler i fodbold i dag, men som var meget bedre i 90′erne…

- Spillertype: Gale, flamboyante spilfordelere og ubestridte stjerner fra obskure østeuropæiske stater, som scorede fremragende langsskudsmål, fik uforholdsmæssigt mange kort, altid brokkede sig til dommere, med - og modspillere over ALT, og som konsekvent holdt op med at løbe når de først havde mistet bolden. Ingen nævnt, ingen glemt.

- Backkæde: Seaman/Winterburn/Bould/Adams/Dixon = betonforsvar med meget, meget, meget tunge nosser!

- Fodbeklædning: Sorte fodboldstøvler. Til at begynde med var det meget sjovt, når Mustapha Hadji eller Jay-Jay Okocha fik en gul, hvid eller rød støvle. Men det har fandeme aldrig været meningen at Martin Keown eller Søren Colding-typer skal spille i spraglede støvler. Det gør de i dag.

- Indkøbsstrategi: At FCK købte ALLE halvdårlige (eller halvgode for den sags skyld) danske spillere hjem, når de havde fejlet i udlandet: Thomas Rytter, Thomas Thorninger (!), Jacob Svinggaard, David Nielsen, Peter Nielsen, Niclas Jensen, Bjarne Goldbæk, find selv på flere…

- Spillerbeklædning: Hold med stribede trøjer i Premier League (eller 1. division):  Southampton, Sheffield Wednesday, Coventry, Sheffield United, Queens Park Rangers, Crystal Palace, Newcastle, Bradford osv. Det kan godt være de aldrig rigtig var i den bedste række samtidig, men sådan føles det fandeme i dag! Gudskelov vi stadig har Stoke, Sunderland og Blackburn!

- Kommentator-kliché: At det var langt mere socialt acceptabelt for kommentatorer at reducere deres forberedelse til landskamp med afrikansk deltagelse til en række tvivlsomme floskler grænsende til det racistiske om “manglende taktisk forståelse og struktur”, “vilde temperamenter” og “tvivlsomme fødselsattester”. Og ikke mindst at disse floskler ofte syntes fyldestgørende at beskrive det som udspillede sig på banen.

- TV-program: Tips fucking lørdag med Tommy fucking Troelsen og “DONGGGGG”.

- Kommentator-kliché v. 2: At belgisk fodbold stadig blev omtalt med en vis ærefrygt, selvom Anderlecht ret beset ikke havde været en storklub i årevis, landsholdet var middelmådigt at best, og Enzo Scifo var blevet en gammel træt grissebasse. At Phillipe Albert så på sin helt egen måde berettigede såvel ære som frygt på hele landets vegne er en helt anden historie, som vi ikke vil komme ind på her…

- Mand der er større end livet: Atillo Lombardo! Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde…

- Spillertrup: Wimbledons crazy gang. Ethvert hold som byder sin nye rekordsigning (især når denne er så stor og ond, som John Hartson må siges at være) velkommen, ved at brænde dennes Armani-jakkesæt får lutter plusser i min bog…

Find selv på flere…