Indlæg tagged ‘Tal Ben Haim’

Gamle mænd og brugte biler

mandag, september 6th, 2010

Transfervinduet er lukket - eller som altid dramatiske Sky Sports ynder at formulere det: Vinduet er “slammed shut“! Og så står man ellers der og glor. Forvirret og småsulten. Festen er slut. Røgen fra mediernes røgmaskine lægger sig og de mange rygter, løfter, håb og drømme prutter stille ud af deres alt for oppustede balloner. Nogle har forladt festen med et bredt smil, en god brandert og en fremragende fangst, mens andre står tilbage som en ungkarl, der blev lovet en kinddans med Scarlett Johansson men endte med at danse uelegant tango med Birthe Rønn Hornbech. ” Og hvilken kategori tilhører du så, sygogmunter? Fortæl, fortæl!” råber den engagerede læser nu givetvis foran sin computerskærm et sted i Danmark. Og ved du hvad engagerede læser, jeg ved det sgu ærlig talt ikke helt. Men jeg vil da gerne give et bud.

Transferstatus

West Ham har hentet intet mindre end 8 nye spillere i transfervinduet. Heraf et par på lån: Victor Obinna og Tal Ben Haim, en på fri transfer: Tomas Hitzlsperger, et par der har kostet håndører: de ældre herrer Lars Jacobsen og Frederic Piquionne samt den 22-årige belgiske målmand Ruud Boffin (hvem?), plus et par stykker der formentlig har kostet lidt penge: Pablo Barrera og Winston Reid. Ud er røget Alessandro Diamanti og Fabio Daprela - begge til Brescia, og næppe for mere end samlet £ 2 millioner. Til gengæld er middelmådigheder som Jonathan Spector, Benedict McCarthy og Radoslav Kovac stadig i klubben. Men hvem skulle dog også gide aftage dem…

Af de nye spillere synes Hitzlsperger at være den eneste som decideret styrker West Hams optimale startopstilling. Vel at mærke en startopstilling som i sidste sæson var skideheldige ikke at rykke ned. Og Der Hammer har naturligvis været skadet i sæsonens foreløbige kampe på grund af en skade pådraget i en ligegyldig landskamp mod Danmark. Det er med andre ord ikke overraskende at West Ham ligger sidst i tabellen efter 3 runder med 0 point og en målscore på 1-9. Positivt er det dog, at Barrera umiddelbart har virket lovende, Piqqen lader til at være en hæderlig spiller, Obinna er engang blevet positivt omtalt af Mourinho (vi klamrer os til halmstrå her) mens Reid, Jacobsen og Ben Haim vel næsten ikke kan blive værre end det eksisterende forsvar?

Forstærkningerne kommer dog alt andet lige til at virke, ja, tamme. I et transfervindue, hvor altid snakkesaglige David Sullivan, og diverse rygter derudover, fik sat klubben i forbindelse med alle fra Miroslav Klose og Thierry Henry til Graham Dorrans, Yakubu, Joseph Yobo, Luke Young, Kevin Prince-Boateng, Neymar, Ronaldinho, David Beckham, Guy Demel, Jamie O’hara, Loic Remy, Craig Bellamy og Joe Cole (der bare skulle nævne sin pris!), så falmer de nye rekrutter måske nok en anelse i sammenligning. Sullivan kommer i dette lys lidt til at fremstå som en brugtvognsforhandler, der malende fremmaner en drøm om sportsvogne, slanke kvindeben og livet i overhalingsbanen for så alligevel i regnskabets time at påprakke én en Ford Fiesta fra 1992, hvilket man først opdager når papirerne er underskrevet. Og Birthe Rønn-Hornbech sidder på passagersædet.

I det mindste er holdets britiske stamme intakt. Eller det vil sige: Matthew Upson og Robert Green blev måske nok brændmærket af deres andel i Englands VM, og har derfor næppe kastet virkelig økonomisk attraktive bud af sig, Carlton Cole var vist nærmest på vej til Anfield på deadline day, og Scott Parker - ja, Parker er et kapitel for sig.

Sullivan gjorde et stort nummer ud af, at erklære at Parker ikke var til salg. Derefter tilbød klubben sin 30-årige viceanfører en 5-årig aftale, selvom der stadig er 3 år resterende af den eksisterende kontrakt. Atter derefter råbte og skreg Sullivan, medejer David Gold, manager Avram Grant og den daglige leder af klubben Karen Brady alle op om hvordan Parker i hvert fald ikke var til salg, og om hvordan han meget snart ville signere den nye aftale. Jeg begyndte personligt at få en fæl mistanke om, at der var et spinmonster igang, og at resultatet af alt dette skrigeri skulle være, at Parker skulle nægte at underskrive kontrakten, således at klubben var “nødsaget” til at sælge Scotty til Liverpool eller Tottenham. Det skete ikke. Om årsagen hertil var at klubben ikke ønskede at sælge eller at ingen ville byde et stort nok beløb er svært at sige. Blot endte hele sagen med at fremstå sært utroværdig. Ikke ulig den forbløffende tavshed der omgærede Valon Behrami, som mystisk nok ikke rigtig optrådte i holdets træningskampe, men alligevel kunne spille lidt for reserveholdet, alt imens rygterne om et skifte til Roma tog til, for alligevel til sidst at falde sammen i 11. time.

6 nederlag i træk?

Alt i alt er vinduet blevet lidt af et antiklimaks. Klubben hentede ganske vidst 8 “forstærkninger”. Ingen af de største profiler blev solgt. Men man ville næsten have foretrukket at en profil var blevet solgt for store penge, og at man virkelig havde kunne styrke holdet på en af de pladser, hvor forstærkning er tiltrængt. Forsvaret lækker mål til højre og venstre, og det er svært at se, hvilken konstellation af klubbens nuværende spillere, som skal kunne stoppe denne tendens.

I åbningskampen mod Aston Villa var James Tomkins rystende usikker centralt, mens Winston Reid - for at sige det pænt - fik en ilddåb på højre back. Denne plads er siden blevet taget uoverbevisende tilbage af Julien Faubert, som ellers umiddelbart har været tiltænkt en plads længere fremme på banen, og senest af ærlige, hårdtarbejdende og totalt utilstrækkelige Jonathan Spector . På venstrebacken har Herita Ilunga ikke vist noget der berettiger at hans direkte konkurrent skulle sendes til Brescia… Holdets formodede kaptajn, Matthew Upson, lader til at have indstillet sig på at fise husleje af indtil sit kontraktudløb til næste sommer, og Manuel Da Costa, som sluttede sidste sæson stærkt af har endnu ikke været i kamp. Det har til gengæld evigskadede Danny Gabbidon, der lader til rent faktisk at være skadesfri (7-9-13), og egentlig har været et relativt lyspunkt.

Det er imidlertid svært at se hvordan Blackburns tredjevalg på højrebacken eller en uprøvet knægt, hvis største præstationer har været et par VM-kampe for New Zealand for alvor skal ændre på billedet af et forsvar der sejler. Skal vi virkelig til at sætte vores lid til slæbebåden Ben Haim? I guder det bliver en lang sæson… Step forward Manuel Da Costa? Behrami på højre back?

Længere fremme på banen har det set lidt bedre ud. Men også kun lidt. På Villa Park var der en god periode ved stilling 2-0, hvor West Ham med lidt held kunne have spillet sig tilbage i kampen. Den første halveg mod Bolton var faktisk decideret god. Holdet spillede fin fodbold, og der var tydeligvis en plan for første gang i umindelige tider. Noble strøede om sig med sideskift, mens Parker forsøgte at skabe overtal med en række løb med og uden bold. Alt imens buldrede backerne fremad, og månedens spiller for august, Kieron Dyer (JA! Kieron Dyer lever endnu/igen!), bidrog med kreativitet, fikse afleveringer og gode driblinger. Og engagement, sgu! (Vi venter med andre ord spændt på det næste dobbelte benbrud!) Hvis bare den foreløbig skuffende Carlton Cole havde ladt en medspiller sparke straffe ved stillingen 0-0 tillader jeg mig at påstå, at West Ham havde vundet den kamp komfortabelt. Nu tabte de i stedet 3-1. Derudover var det ikke noget chok, at udekampen på Old Trafford tangerede voldtægt fra hjemmeholdets side. Positivt var det dog at West Ham forsøgte at holde på bolden og presse vicemestrene fra kampens start.

Alligevel bimler alarmklokkerne allerede. Holdet ligger ikke bare sidst; det lukker 3 mål ind per kamp, og har endnu ikke scoret i reelt spil. På lørdag venter mestrene fra Chelsea, som foreløbig har scoret mål for sjov og smadret al modstand. Ugen efter byder på en tricky udekamp mod Stoke (som også skal have point på kontoen), og derefter rundes måneden af med en cup-udekamp mod Sunderland og en ligakamp hjemme mod Tottenham. West Ham har allerede fået sin dårligste sæsonstart i 33 år. Det er ikke urealistisk at sæsonstarten kan blive historisk dårlig, og at holdet fortsat er uden point når vi skriver oktober.

Sullivan siger at Grants arbejde ikke er i fare, selv hvis dette scenarie bliver til virkelighed. Man frygter, at det er endog meget sandsynligt. Som Leonard Cohen sang på en græsplæne nær Odense efter at jeg havde tilbragt eftermiddagen hovedrystende foran et fjernsyn til Villa-kampen: “I’ve seen the future, brother/ it is murder!” Han havde åbenbart også set kampen?

Jeg tror i hvert flad, at han har ret, Lennart. Det plejer han at have. Jeg vælger dog personligt ikke at anskue det så dystert. Jeg kigger i stedet på tabellen og konstaterer at der er seks point op til CL-pladserne, alt i mens jeg fniser ved tanken om, at nogle oprigtigt hævder, at mennesker som udgangspunkt er rationelle i deres tilgang til verden…

Premier League 2009-10: Nr. 6: Manchester City

lørdag, august 22nd, 2009

Manchester City: Lad millionerne rulle…

Stiftet: 1880 (som St. Mark’s )

Stadion: City of Manchester Stadium (Kapacitet: 47.726)

Kælenavn: Citizens, Blues, City

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 14/9/10

Første fem kampe: 15/8 Blackburn (U), 19/8 Everton (H) (udsat), 22/8 Wolverhampton (H), 29/8 Portsmouth (U), 12/9 Arsenal (H)

Manager: Mark Hughes (Siden juni 2008)

De sidste lidt over 15 år i Manchester Citys historie har været nogen af de mere dramatiske. I 1996 rykkede klubben - som blandt andet har to mesterskaber og 4 FA-cups i trofæskabet - ud af Premier League. To år senere gik det helt galt, og klubben måtte tage den tunge, ydmygende tur ned i den trejdebedste engelske fodboldrække. City hev sig imidlertid op med hårrødderne og formåede via to på hinanden følgende oprykninger, at være tilbage i den bedste række i år 2000. Det viste sig dog at være en postgang for tidligt for traditionsklubben som efter en enkelt sæson igen måtte sige farvel til det fine selskab.

Kevin Keagan blev ansat som træner og klubben formåede at sikre sig oprykning igen i første forsøg - oven i købet med et rekordhøjt pointantal og et rekordhøjt antal scorede mål. Holdet stabiliserede sig i den bedste række igen, flyttede fra klubbens traditionelle hjem på Maine Road til det nybyggede City of Manchester Stadium og måtte sige farvel til Keagan der ville være landstræner i 2005. I stedet ansatte man Stuart Pearce, som viste sig at være både sympatisk og arbejdsom, men ikke fuldstændig klar til den store opgave. Holdet satte ny rekord for færrest scorede mål på hjemmebane nogensinde i den bedste række, da de kun lavede 10 mål på det nye stadion i 06-07 sæsonen. Sommeren 2007 bød på yderligere forviklinger, da klubben blev købt af Thailands tidligere præsident Thaksin Shinawatra. Pearce røg ud, Sven Göran Eriksson blev ansat, der blev investeret heftigt i spillertruppen og holdet spillede noget glimrende fodbold. Efter et formdyk i anden halvdel af sæsonen gik der imidlertid rygter med to kampe tilbage om at Eriksson allerede var fortid i klubben. Fansene protesterede, holdet tabte fuldstændig bizart 8-1 til Middlesbrough i sæsonens sidste kamp, og kort tid efter var Eriksson fyret og erstattet med Mark Hughes. Shinawatra solgte senere på sommeren klubben igen, og ind trådte det Abu Dhabi konsortium, som akkurat nåede at købe Robinho for næsten af Chelsea inden transfervinduet smækkede i. I januar blev der købt yderligere ind, men det var ikke nok til sikre Manchester City en placering i toppen af ligaen og holdet sluttede sidste sæson trofæløst og på en 10. plads i ligaen.

Truppen generelt: Stærkt på alle pladser

Den undervurderede irske landsholdsmålmand Shay Given blev købt i januar fra Newcastle til at tage sig af pladsen mellem stængerne. Klubben råder endvidere over U-21 landsholdsmålmand Joe Hart. Venstrebacken Wayne Bridge blev ligeledes hentet i januar efter at have varmet bænken på bekostning af Ashley Cole i Chelsea de senere år. På højrebacken havde 21-årige Micah Richards en lidt skuffende sæson efter at være brast ind på førsteholdet og i landsholdstruppen som teenager. Han bruges i øvrigt også lejlighedsvis i centerforsvaret, som dog oftest består af anfører Richard Dunne og unge, stærke Nedson Onouha, som også kan bruges på backpladserne. Ligeledes kan israelske Tal Ben Haim kan fylde op overalt i backkæden, alt imens Javier Garrido fik en del kampe på venstrebacken i sidste sæson, men nok må regnes som reserve efter Bridges tilkomst.

Argentinske Pablo Zabaleta kan bruges som højreback, men blev i sidste sæson oftere brugt på den centrale midtbane, hvor han var en rigtig god bølgebryder. Belgiske Vincent Kompany kan også spille centerforsvar, men bruges ligeledes hovedsagligt som central midtbanespiller, hvor manden med det gigantiske hoved er en fysisk maskine. I januar blev Nigel De Jong hentet i Kompanys tidligere klub HSV, og giver City endnu en mulighed på midtbanen. Af mere offensivt mindede midtbanespillere råder holdet over den ofte fuldstændig fremragende bulgarske venstrekant Martin Petrov som kan give undertegnede helt våde bukser, ligesom det egenavlede kraftcenter Stephen Ireland er en af Premier Leagues allerbedste spillere. Ja sgu! Shaun Wright-Phillips har ligeledes fundet fodboldlykken efter hjemkomsten til Manchester City fra sit bænkevarmerliv i Chelsea, og bidrager med kantspil af høj klasse i højresiden. Endvidere vil talentet fra egne rækker, Michael Johnson, forsøge at presse sig på, hvis han kan lægge skaderne bag sig, og ikke ender med at skifte til et sted med mere spilletid. Den ligeledes egenavlede Kelvin Etuhu må nok indstille sig på meget begrænset spilletid, ligesom den unge slovak Vladimir Weiss må væbne sig med tålmodighed.

På toppen råder City udover allerede nævnte Robinho over navne som Vladimir Bojinov, Felipe Caicedo, Benjani Mwaruwari, Craig Bellamy og Jo. Robinho og Bellamy bruges dog ofte på kanterne i noget der minder om en 4-3-3 eller 4-5-1 alt efter hvordan man vender og drejer det.

Væsentlige transfere: Hvor mange angribere skal der til at skifte en elpære?

Intet mindre end fire af de nævnte angribere er dog allerede udlejet, mens tre andre er kommet til. Felipe Caicedo er i Sporting Lisabon, Bojinov skal et smut til Parma alt imens Jo er tilbage i Everton, hvor han også tilbragte sidste halvsæson på lån. Til gengæld er angrebet styrket med intet mindre end tre stjernenavne: Carlos Tevez fra Manchester United, Emmanuel Adebayor fra Arsenal og Roque Santa Cruz fra Blackburn. De to sidstnævnte vil oplagt skulle bruges som forreste angriber, alt imens Tevez sandsynligvis vil blive anvendt i en mere tilbagetrukken rolle eller på kanten.

Der er i det hele taget sket rigtig meget på transfermarkedet for Manchester City, og mange af de ovennævnte spillere fra sidste sæson må kigge sig nervøst over skulderen i den nye sæson. Stuart Taylor er blevet hentet til en tjans som reservemålmand fra et lignende job i Aston Villa. Dette har meget belejliget givet mulighed for at udleje Joe Hart til Birmingham, hvor planen må være at han skal have rutine og spilletid med henblik på at blive fremtidens mand på City of Manchester Stadium. Kolo Toure er blevet hentet fra Arsenal til at styrke centerforsvaret, og i det lange løb kan Richard Dunne meget vel blive den helt store taber i kampen om de pladser. Aston Villas landsholdsspiller Gareth Barry er komme til og giver endnu et alternativt til en tilbagetrukken midtbanespiller. Og meget tyder på at City ikke er færdige med at købe ind. Navnlig er der vedholdende rygter og Joleon Lescott fra Everton.

Til gengæld har man også fået ryddet ud i staldfyldet hos City. Danny Mills, Dietmar Hamann, Michael Ball, Kasper Schmeichel, Ched Evans, Gelson Fernandez og Darius Vassel er nogle af de navne som har forladt klubben, mens brassilianeren Elano Blumer og angrebstalentet Daniel Sturridge måske er de to mest overraskende afgange fra klubben. De er taget til henholdsvis Galatasaray og Chelsea.

Forventninger: Rom blev ikke bygget på to transfervinduer…

Manchester City har fået skrabet sig en pissegod gruppe spillere sammen - og ikke mindst en god bred trup. Klubben nyder endvidere godt af ikke at skulle koncentrere sig om andet end Premier League, og af at de direkte har svækket Arsenal med købet af Toure og Adebayor - altså har de umiddelbart fået de seneste års svageste medlem af big four yderligere ned på jorden. På papiret i hvert fald. Nu spilles fodbold imidlertid på banen og ikke på papiret. Og heldigvis for det. For selvom City har en hel flok fremragende spillere, så har de endnu ikke et godt hold. Det var det Mark Hughes kæmpede med sidste år, og det lykkedes ganske enkelt aldrig for ham at finde et velafbalanceret hold, hvor spillerne for alvor så ud til at føle sig hjemme. Navnlig på udebane var den gal. Der var lyspunkter; kampe hvor spillet kørte, og kampe hvor det lykkedes at få Robinho til at påtage sig noget der mindede om defensive pligter, men der er stadig lang vej i forhold til topholdenes velsmurte kollektiver.

Flere af de spillere som nu findes i truppen virker ikke som typerne, som umiddelbart bidrager positivt til et harmonisk og afbalanceret hold på banen - eller i omklædningsrummet. Særligt Robinho og Adebayor virker ikke som en spillere i Mark Hughes’ ånd. Som spiller var Hughes selv benhård, hårdtarbejdende og meget ærlig. I Adebayor finder han næsten sin diametrale modsætning, og det står stærkt tvivlsomt om Hughes som manager kan - eller vil - tøjle de egoer som følger med den type spiller der efterhånden er samlet nogle stykker af i City. Og problemer kan næsten ikke undgåes når der er flere gode spillere end der er pladser på banen. Hughes har tidligere tvetydigt ytret at han vist ikke selv stod for alle spillerindkøb. En sådan politik kan vise sig overordentlig problematisk, hvis træner og ejere bliver uenige om hvem der skal spille.

Blandt andet derfor fremstår det særdeles interessant om Abu Dhabi-gruppen overhovedet ser Hughes som den langsigtede løsning på trænerbænken, eller om de ligesom Abramovich da han havde givet Ranieri en enkelt sæson i det nye Chelsea vil udskifte træneren med et større navn og “garanterede” trofæer.

Alle disse ubekendte risikerer at eksplodere hos folkets klub i Manchester. Og derfor - og fordi ting tager tid, Rom ikke blev bygget på en dag, og bolden er rund, og alt kan ske osv. osv. osv kommer Manchester City ikke helt op i toppen i år. Det skal givetvis nok komme - spillermaterialet er der - men det skal først sættes sammen på den rigtige måde - og måske af en helt anden mand end ham der sidder med opgaven i dag.

Tip: Forventet placering: Nummer 6 Supersæson: Ambitionerne er næsten lige så høje som summen på bankbogen hos citys ejere. Derfor vil en placering som nummer 4 med den tilhørende CL-deltagelse nok være succeskriteriet. Og hvis alting går stik modsat det bud jeg har trukket ud af rumpen og givet ovenfor (hvad det ganske givet gør, bolden er jo rund osv.), så er det slet ikke umuligt…

 

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

  • 7. Everton
  • 8. Aston Villa
  • 9. Blackburn Rovers
  • 10. West Ham United
  • 11. Sunderland FC
  • 12. Bolton Wanderers
  • 13. Fulham FC
  • 14. Portsmouth FC
  • 15. Stoke City
  • 16. Wigan Athletic
  • 17. Birmingham
  • 18. Wolverhampton
  • 19. Hull
  • 20. Burnley