Syg og munter

I erkendelse af at verden er af lave, at West Ham tabte til Bolton i forlænget spilletid i går (og nu har tabt tre kampe i træk), at ALTING var MEGET bedre i gamle dage, og at sæsonen ser ud til at blive en ørkenvandring, følger 10 tilfældigt rangerede ting, som i allerhøjeste grad mangler i fodbold i dag, men som var meget bedre i 90′erne…

- Spillertype: Gale, flamboyante spilfordelere og ubestridte stjerner fra obskure østeuropæiske stater, som scorede fremragende langsskudsmål, fik uforholdsmæssigt mange kort, altid brokkede sig til dommere, med - og modspillere over ALT, og som konsekvent holdt op med at løbe når de først havde mistet bolden. Ingen nævnt, ingen glemt.

- Backkæde: Seaman/Winterburn/Bould/Adams/Dixon = betonforsvar med meget, meget, meget tunge nosser!

- Fodbeklædning: Sorte fodboldstøvler. Til at begynde med var det meget sjovt, når Mustapha Hadji eller Jay-Jay Okocha fik en gul, hvid eller rød støvle. Men det har fandeme aldrig været meningen at Martin Keown eller Søren Colding-typer skal spille i spraglede støvler. Det gør de i dag.

- Indkøbsstrategi: At FCK købte ALLE halvdårlige (eller halvgode for den sags skyld) danske spillere hjem, når de havde fejlet i udlandet: Thomas Rytter, Thomas Thorninger (!), Jacob Svinggaard, David Nielsen, Peter Nielsen, Niclas Jensen, Bjarne Goldbæk, find selv på flere…

- Spillerbeklædning: Hold med stribede trøjer i Premier League (eller 1. division):  Southampton, Sheffield Wednesday, Coventry, Sheffield United, Queens Park Rangers, Crystal Palace, Newcastle, Bradford osv. Det kan godt være de aldrig rigtig var i den bedste række samtidig, men sådan føles det fandeme i dag! Gudskelov vi stadig har Stoke, Sunderland og Blackburn!

- Kommentator-kliché: At det var langt mere socialt acceptabelt for kommentatorer at reducere deres forberedelse til landskamp med afrikansk deltagelse til en række tvivlsomme floskler grænsende til det racistiske om “manglende taktisk forståelse og struktur”, “vilde temperamenter” og “tvivlsomme fødselsattester”. Og ikke mindst at disse floskler ofte syntes fyldestgørende at beskrive det som udspillede sig på banen.

- TV-program: Tips fucking lørdag med Tommy fucking Troelsen og “DONGGGGG”.

- Kommentator-kliché v. 2: At belgisk fodbold stadig blev omtalt med en vis ærefrygt, selvom Anderlecht ret beset ikke havde været en storklub i årevis, landsholdet var middelmådigt at best, og Enzo Scifo var blevet en gammel træt grissebasse. At Phillipe Albert så på sin helt egen måde berettigede såvel ære som frygt på hele landets vegne er en helt anden historie, som vi ikke vil komme ind på her…

- Mand der er større end livet: Atillo Lombardo! Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde…

- Spillertrup: Wimbledons crazy gang. Ethvert hold som byder sin nye rekordsigning (især når denne er så stor og ond, som John Hartson må siges at være) velkommen, ved at brænde dennes Armani-jakkesæt får lutter plusser i min bog…

Find selv på flere…

Så er vi den saftsusemig ved at være der! Tøm sparegrisen, find de heldige underbukser, nervepillerne og listen med dårlige undskyldninger for at undgå familiefrokoster lørdag eftermiddag frem. Hank op i drengene, mind kæresten om at hun er græsenke en dag om ugen, og ring ned til puben og få bartenderen til at have en Guiness og en stol med udsyn til skærmen klar. Den endeløse sommer er snart ovre - Premier League sæsonstarten er snublende nær! Nærstuder kampprogrammet, book en flybillet, tag pilgrimsturen til dit forjættede stadion, drik dig fuld i ale og snav med en ligbleg, fregnet essex-girl! Lige nu kan alt lade sig gøre! Bolden er rund, der er elleve mand på hvert hold, de har to ben hver osv, øllet er koldt, solen skinner og måske – fucking måske – er dette sæsonen to rule them all. Den sidste ventetid er lang; men fortvivl ej: Hjælpen er nær! De følgende uger vil bloggen tage en syg og munter tur rundt i det engelske fodboldlandsskab og vurdere perspektiverne for sæsonen for høj og lav – fra de forsvarende mestre aka. De røde sataner, over deres nyrige lyseblå naboer og Gary Megsons tonser-trotters, til de på forhånd udnævnte claret’n’blue prygelknaber fra Burnley. Enhver sten vil blive vendt med kærlighed, skepsis og fuldstændig subjektive fikse ideer som det metodiske fundament.

Nedenfor gennemgås ligaens forskellige grupperinger, som de ser ud i en syg og munter fortolkning, og sidenhen vil de tyve hold blive gennemgået i individuelle blogposter - links til disse vil også kunne findes i bunden af dette indlæg efterhånden som de kommer til.

Roll on næste sæson!

Nedrykningskampen: This is the road to hell…

Det er efterhånden en kliché af de store, at der ikke findes lette kampe i Premier League. Som de fleste andre klicheér, har også denne opnået sin kliché-status, fordi den indeholder en ikke ringe grad af sandhed. Premier League er i sandhed en række, hvor de fleste hold kan snuppe point fra hinanden og lave overraskelser. Ikke desto mindre er det ligeså sandt, at langt de fleste hold inden sæsonstart kan være tæt på sikre på, hvad deres reelle ambitioner kan tillade sig at være. Ganske få hold har en realistisk chance for at vinde mesterskabet. Lidt flere kan med en god sæson bejle til Champions League-pladserne. Meget få kan fuldstændig fraskrive sig muligheden for pludselig at befinde sig i det beskidte, rå og modbydelige morads af hold som kæmper om at undgå de frygtindgydende nedrykningsplaceringer. Ingen er for store til at rykke ned – bare spørg i Newcastle.

Ikke desto mindre er der en gruppe hold, som umiddelbart ser ud til at må påtage sig rollerne som favoritter til at skulle udkæmpe den beskidte krig i bunden af tabellen. Ikke overraskende placeres samtlige oprykkere i denne gruppe; Wolverhampton, Birmingham og Burnley, ligesom de to overlevende af sidste sæsons oprykkere – Stoke og Hull kan ventes af få en svær andensæson. Det såkaldte andensæsonssyndrom har det med at ramme, og hold der har overpræsteret begynder at tro for meget på egne evner. (For Hulls vedkommende skete dette allerede omkring nytår). Endvidere vil jeg argumentere for at såvel Portsmouth som Wigan kommer til at få det mere end almindelig svært i den kommende sæson.

Ingenmandsland: Midterholdenes klæge grød

Den næste gruppe hold bør realistisk set være så stærke, at frygten for nedrykning relativt komfortabelt kan distanceres. Fælles for disse hold er dog, at de bestemt ikke er for store til at ligge ned, og følgelig skal kigge sig over skulderen, hvis skaderne begynder at hobe sig op eller formen bliver rigtig skidt i en periode. Ikke desto mindre bør såvel Blackburn og Fulham som Bolton, West Ham og Sunderland - hvis tingene tilnærmelsesvis lykkes for dem - kunne udnytte deres på papiret stærkere hold til at jagte en placering i den bedste halvdel – og måske – som Fulham havde held med i sidste sæson – en Euro League plads med det yderste af neglene.

The best of the rest: Jagten på the big, fat four

Denne gruppe hold kommer til at udkæmpe slaget om femtepladsen; alle med den fælles drøm om endelig at bryde “the big four”s dominans i ligaen. Aston Villa var tæt på sidste år men er umiddelbart svækket af Gareth Barrys afgang, Tottenham ser spændende ud under Harry Redknapp og hvis duoen Crouch og Defoe finder melodien kan de blive giftige, og David Moyes bliver ved med at lave mirakler i Everton, og de kan derfor ikke afskrives. Men frem for alt kommer Manchester City til at kunne lave voldsom ravage i de faste mønstre i toppen af rækken. Med milliarder af oliepenge i hånden har holdet forstærket sig ekstremt, og hvis Mark Hughes får de blå fra Manchester banket sammen til en enhed er der ikke grænser for, hvad holdet kan opnå.

Mesterskabskampen: The big ZZZZ…

Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal fordelt de tre topplaceringer imellem sig de seneste 11 år. Kun Leeds og Newcastle har formået at bryde dominansen med en enkelt tredjeplads hver (og se hvor de er i dag). Trods Manchester Citys nye status af selvbestaltet mesterskabs-aspirant føler undertegnede sig ganske sikker på, at top-tre også i år bliver tegnet af the big four. Dog kommer Arsenal til at skulle slås for at the big four ikke fra næste sæson har en ny konstellation – eller er blevet udvidet til the big five. At Man Utd har mistet et par enorme profiler, gør kampen om mesterskabet mere åben end længe, og Liverpool må slikke sig om munden med udsigten til måske endelig at hente mesterskab nummer 19, hvis ikke Ancelotti viser klassen og får Chelsea-maskinen helt til tops.

* Generelt for samtlige vurderinger gælder det naturligvis, at det må tages som forbehold at transfervinduet endnu er åbent, og at alle hold følgelig kan købe eller sælge sig til bedre eller værre udgangspunkter.

Links til de inviduelle optakter:

• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley