Syg og munter

Sunderland FC: Fremtiden er lys på lysets stadion…

Stiftet: 1879 (som Sunderland and District Teachers)

Stadion: Stadium of Light (Kapacitet: 49.000)

Kælenavn: Black Cats, Mackems

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 1 (ch)/15/16

Første fem kampe: 15/8 Bolton (U), 18/8 Chelsea (H), 22/8 Blackburn (H), 29/8 Stoke (U), 12/9 Hull (H)

Manager: Steve Bruce (Siden juni 2009)

Da Sunderland i 2006 (atter engang) rykkede ned fra Premier League så fremtiden dyster ud. Klubben formåede at slå sin egen rekord og rykkede ned med færrest point nogensinde - blot 15 point blev det til (i 2003 satte de selv rekorden med 19 - den blev så igen slået af Derby i 2008 med 11 point). Holdet havde fyret træner Mick Mccarthy allerede i marts, mens den midlertidige afløser Kevin Ball ikke for alvor gjorde hverken fra eller til. Sunderland så ud til at være stavnsbundet som elevatorhold. Det var netop i denne mørke stund, at en af klubbens gamle helte, Niall Quinn, kom ind i billedet. Som frontfigur for et irsk konsortium, Drumaville, købte han klubben, påtog sig selv rollen som chairman, og ansatte sin landsmand Roy Keane som træner.

De nye kræfter viste sig hurtigt at være en succes. Holdet vandt the championship (som stadig er et misvisende navn til den næstbedste række…), og formåede blandt andet at gå ubesejret gennem 17 kampe. I sommerpausen brugte Sunderland en stor pose penge - en del af dem med meget moderat succes - og formåede at sikre sig endnu en sæson i Premier League, via en hæderlig femtendeplads. I sidste sæson begyndte Roy Keane imidlertid at mærke presset. De mange investerede midler forplantede sig ikke umiddelbart til gode resultater på banen, og Keane smed håndklædet i ringen i december. Sunderland valgte at ansætte Ricky Sbragia (som i forvejen var tilknyttet trænerstaben) som midlertidig manager, og besluttede sidenhen at gøre hans kontrakt permanent. Sbragia viste sig desværre for Sunderland, at være en mindre katastrofe, og holdet reddede sig først definitivt fra på sidste spilledag. Alligevel var sæsonen en af de bedste i Sunderlands nyere tid, idet deres forhadte naboer fra Newcastle måtte tage turen ned i the Championship. Alligevel valgte Sbragia at tage sit gode tøj og gå, alt imens Niall Quinn tog til Wigan og kom hjem med Steve Bruce, som blev præsenteret som Sunderlands nye manager.

Det kunne de meget vel gå hen og blive rigtig glade for. Bruce er nemlig - foruden den træner i engelsk fodbold, som mest ligner en gammel kvinde - en dygtig mand. Han har allerede været manager i en årrække, og efter et par ustabile år, som sendte ham forbi såvel Sheffield United, Huddersfield, Wigan (blot otte kampe i første omgang) og Crystal Palace, fandt Bruce endelig fodboldlykken, og vejen til Premier League med Birmingham City, som han var med til at rykke op i 2002. De følgende to år lykkedes det holdet at slutte nummer 13 og 10 henholdsvis - 13-pladsen var desuden første gang Birmingham sluttede over ærkerivalerne fra Villa siden engang i 70′erne. Året efter rykkede holdet dog ud igen, men Bruce viste viljestyrke og rykkede op med Birmingham endnu engang på en sæson - i 2006. Allerede i november 2007 var den tidligere Manchester United-anfører dog færdig i klubben. Uenighed omkring nogle kontraktforhold blev snedigt udnyttet af Wigan, som købte Bruce fri af Birmingham, og gjorde ham til manager. Her lykkedes det ham at redde Wigan fra en truende nedrykning, alt imens Birmingham røg ned. I sidste sæson fulgte han op på præstationen, da Wigan sluttede som en flot nummer 11.

Det var også nok til at overbevise Sunderland om at Bruce var manden der skal bringe gode tider til de ambitiøse black cats.

Truppen generelt: Britisk stål

Den potentielt dyreste målmand i britisk fodbold, Craig Gordon, vil som udgangspunk være uomtvisteligt førstevalg til buret på Stadium of Light. Sidste sæson blev dog i stor grad ødelagt af såvel knæ - som ankelskader for den skotske keeper, og i hans fravær gjorde det ungarnske landsholdsemne Márton Fülöp det glimrende. Forsvaret er i og for sig glimrende, men har lidt under hyppige rokeringer som følge af skader, karantæner og udskiftning i spillertruppen. Anton Ferdinand var i sidste sæsos den spiller som fik flest kampe. Han overbeviste mange om sit enorme potentiale, for derefter jævnligt at få dem til at begrave ansigtet i hænderne, når han tog en blunder ved et hjørnespark. På højrebacken var Phil Bardsley acceptabel efter Pascal Chimbonda smuttede retur til Tottenham, mens stabile George Mccartney tog sig af venstrebacken når han var kampklar. Endnu mere populære Danny Collins tager sig enten af den anden plads i centerforsvaret eller snupper venstrebacken, mens kultfiguren Nyron Nosworthy supplerer i centerforsvaret eller på højrebacken.

På midtbanen er Steed Malbranque det kreative indslag sammen med (en af mange tidligere Man Utd talenter i truppen) Kieran Richardson. De bakkes afvekslende op af Teemu Taino, Carlos Edwards, tykke Andy Reid og Grant Leadbitter.

Holdets måske største profil er angriberen Kenwyne Jones, som flere gange er sat i forbindelse med skifte til større klubber, og som når han rammer dagen kan flå selv det bedste forsvar sønder og sammen med sin hurtighed og groteske fysiske styrke. Sunderland råder ligeledes over indhopperne Daryl Murphy og manden som høvler mål i spandevis på landsholdet, men ikke kan score på et bordel med klubholdet: David Healy.

Væsentlige transfere: En albansk anfører og to angribere, tak.

Den faste ankermand og anfører på den defensive midtbane Dean Whitehead er den eneste væsentlige svækkelse af Sunderlands trup. Derudover har en række fyldspillere forladt truppen, da deres kontrakter ikke blev forlænget. Dog bør det 0gså nævnes at Djibril Cisse ikke fik sit lån vekslet til en permanent aftale trods en ok sæson, hvor han bidrog med 10 mål. Ligeledes er evighedstalentet Michael Chopra endelig røget permanent retur til Cardiff for £ 4 millioner, efter at have tilbragt længere tid i den walisiske hovedstad på lån end i Sunderland siden skiftet fra netop Cardiff i 2007. Albanske Lorik Cana er umiddelbart blevet hentet som direkte erstatning for Whitehead. Den hårdttacklende midtbanemand er kommet til for £ 5 millioner fra Marseille, og bærer allerede anførerbindet i Sunderland.  Derudover har man handlet stort ind for at styrke angrebet: Darren Bent er kommet til for £ 10 millioner fra et moderat fiasko-ophold i Tottenham, mens Man Utd talentet Frazier Campbell er blevet hentet for £ 3,5 millioner. 21-årige Campbell var i øvrigt udlånt til netop Tottenham i forrige sæson, mens han året før var en vigtig del af Hulls oprykningshold. Han kan absolut blive one to watch i den kommende sæson.

Sluttelig har forsvareren Paulo Da Silva vist forsat ikke fuldstændig orden i papirerne for at fuldende sit skifte på fri transfer fra Toluca i hjemlandet Paraguay.

Forventninger: Konsolidering i første omgang…

Fremtiden ser rigtig spændende ud i mackem-land. Steve Bruce er en meget lovende og snedig manager. Han har vist tæft på transfermarkedet, og gode evner for at banke et effektivt, godt præsterende mandskab sammen. Disse egenskaber vil også komme til at gavne Sunderland. At han efter alt at dømme kan regne med såvel økonomisk som moralsk opbakning fra et økonomisk stærkt bagland, gør ikke perspektiverne ringere. Holdet råder endvidere over gode spillere i alle kæder, og mange af holdets profiler har umiddelbart stadig karrierens bedste år foran sig. Anton Ferdinand kan udvikle sig til landsholdsmateriale med den rette vejledning og fokus, men særligt backpladserne kunne trænge til et eftersyn. Kieran Richardson skal være mere stabil men er altid en potentiel trussel, Cana lader til at være en spiller med alle de rigtige facetter til at hitte stort i Premier League, Kenwyne Jones skal blive endnu mere træfsikker foran mål, men har ellers hvad der skal til for at blive ligatopscorermateriale, mens Darren Bent tidligere har vist, at han kan score på det hele, lidt til og meget mere, som CV Jørgensen vist engang vrængede det. Alligevel tror jeg, at denne sæson bliver en, hvor Sunderland hovedsageligt konsoliderer statusen som fast indslag i Premier League. Og det forestiller jeg mig også klubben og fansene vil acceptere, sidste sæsons neglebidende afvikling taget i betragtning. Et angreb på de europæiske placeringer kan komme på tale, men umiddelbart tror jeg på en placering omkring nummer 10, mens holdet givetvis med fordel vil kanalisere megen seriøsitet ind i cup-turneringerne.

Tip: Forventet placering: Nummer 11 Supersæson: Nummer 7 eller derover.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Bolton Wanderers: Hvad skal man sige…

Stiftet: 1874 (som Christ Church FC)

Stadion: Reebok Stadium (Kapacitet: 28.723)

Kælenavn: Trotters, Wanderers, Whites

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 7/16/13

Første fem kampe: Sunderland (H), Arsenal (U), Hull (U), Liverpool (H), Portsmouth (U)

Manager: Gary Megson (Siden oktober 2007)

Gary Megson var ikke længe om at få tilnavnet Gary Mugson i Bolton. Ganske vist vekslede han holdets bundplacering til yderligere et år i Premier League da han ankom, men de succesfulde år under Sam Allardyces regime har gjort supporterne på Reebook Stadium forvænte, og de er ikke tilfredse med holdets placeringer i den nedre halvdel af Premier League. Allardyce var manden som førte Bolton tilbage i den bedste række i denne omgang, da han i 2001 førte holdet til play off sejr mod (de evige play off tabere) Presten North End. Allardyce var også manden som førte dem til en liga cup finale, og tre sæsoner med top-10 placeringer. Mest mindeværdigt blev det til en 6. plads i 2005. Ligeledes indstiftede Sam Allardyce en type fodbold i Bolton, som diplomatisk talt var hård og effektiv, og ærlig talt ofte tangerede vold mod såvel modspillere som tilskuere. Det gik i korte træk ud på at tiltvinge sig en masse dødbolde, så man kunne smide en masse spillere ind i feltet for at skabe forvirring. Ideelt set skulle manøvren slutte med at Kevin Davies eller Kevin Nolan skulle sparke virkelig hårdt til bolden i retning af målet. Hvis man gjorde det nok gange i løbet af en kamp kunne man ret tit ende med at gå hen at vinde den. Også spillere som Youri Djorkaeff og Jay-Jay Okocha fik absurd nok lov til at tage del i løjerne.

Efter 8 år i Bolton havde Big Sam imidlertid fået nok. Han ville vinde trofæer inden karrieren løb ud, og den populære Fred Flintstone-lookalike tog til Newcastle (hvor han i øvrigt naturligvis prompte blev fyret). Hans assistent – som naturligvis har en slående lighed med Flintstones joviale nabo Barney – Sammy Lee blev ansat og floppede totalt. Da Barneys manglende kompetencer som boss stod klart, vendte Bolton sig først mod Steve Bruce, som takkede nej. Dernæst fik Chris Coleman chancen, og valgte at sige nej. Dernæst meldte Graeme Souness ud at han i hvert fald ikke ville være Bolton-træner; helt uden nogen havde tilbudt ham jobbet. Til sidst blev den rejsende svend Gary Megson headhuntet fra en stilling i Leicester. Megson formåedet at vende skuden efter Sammy Lee havde sat kurs mod nedrykning, og fulgte i sidste sæson op på præstationen med en respektabel 13. plads. Oven i købet er det siden Megsons mellemkomst blevet observeret at Bolton lejlighedsvis har forsøgt sig med adskillige på hinanden følgende pasninger langs jorden. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og Megsons fodboldfilosofi minder på mange måder om den store fede Sam gjorde Bolton berømt og berygtet for.

Truppen generelt: Er du her endnu?

Jussi Jaaskelainen har igennem mange sæsoner vist sig at være en god og sikker sidste skanse. Dog er finnen et stykke fra den form, som for et par år siden gjorde ham til en af ligaens bedste. Det er de dog nok ligeglade med i Bolton, hvor han nyder stor popularitet, og faktisk har en realistisk chance for at gå efter rekorden som den spiller der har optrådt flest gange for wanderers. På lørdag markeres hans tiår i klubben med en testimonial mod Hibernian. I forsvaret fik 23-årige Gary Cahill sit store gennembrud i sidste sæson, hvilket blev belønnet med en udtagelse til landsholdstruppen. I centerforsvaret får det tidligere Villa-talent selskab af rutinerede Andrew O’brien. Ellers består bagkæden af endu en tidligere Villan Jlloyd Samuel på venstrebacken og den voldsomt populære Gretar Steinsson på højrebacken. Steinsson er foruden sit kompromisløse spil populær fordi, han som en af meget få Bolton-spillere rent faktisk har fundet lyst til at bosætte sig i byen.

På midtbanen huserer atter en spiller med en fortid på Villa Park; Gavin Mccann, som lidt uretfærdigt ofte reduceres til en ren tacklemaskine selvom hans pasningsspil bestemt ikke er ueffent. Han har selskab centralt af den store, stærke 21-årige Fabrice Muamba som kom til fra Birmingham inden sidste sæson. På venstrekanten kan man opleve Matthew Taylor, som mest er berømt for sit frygtindgydende hårde og præcise spark. Sidste sæson endte bolden i kassen ti gange når Taylor hamrede til den, omend mange nok stadig mest vil huske ham for det vanvittige mål for et par siden da han spillede i Portsmouth, og flugtede bolden i kassen fra midtercirklen mod Everton. Jamaicaneren Ricardo Gardner, der ligesom Jaaskelainen kan fejre ti års jubilæum i år, foretrækker også vestrekanten, men bruges i dag overalt på midtbanen. Stortalentet Mark Davies begyndte yderligere at banke på til en plads på holdet efter nytår.

Helt fremme er Kevin Davies troeligt på plads. Det er han også i toppen af listerne over flest begåede frispark i løbet af en sæson. Det store lokum er en meget vigtig spiller for Bolton, og sidste sæson var en af hans allerbedste for the Trotters, hvor det også blev til 11 mål. Davies har selskab af Johan Elmander, som før sidste sæson blev Boltons dyreste spiller nogensinde. Elmander havde da også en hæderlig første sæson, men mange håber på mere fra rekordsigningen i den kommende. De to skal modstå konkurrencen fra det portugisiske evighedstalent Ricardo Vaz Te, som missede hele sidste sæson med en skade, samt de relativt ubeskrevne blade Mustapha Riga, som fik en del kampe fra bænken sidste år uden rigtig at imponere - og det 19-årige stortalent Temitope Obadeyi.

Væsentlige transfere: Æslet og bowlingkuglen

Boltons trup er i skrivende stund fuldstændig intakt fra sidste sæson. Yderligere fire spillere er blevet føjet til. Det drejer sig om tre forsvarsspillere: Æslet Zat Knight (naturligvis fra Aston Villa), Sam Ricketts fra Hull og West Bromwichs anfører og venstreback bowlingkuglen Paul Robinson, som er blevet lånt for sæsonen. Afslutningsvis har man styrket midtbanen med Portsmouths Sean Davies.

Forventninger: Fugl eller fisk?

Det kan både blive fugl og fisk med Bolton i år. Det er et hold man slår sig på, de har mange glimrende fodboldspillere rundt omkring, og frem for alt ser det ud til at holdet kan holdes nogenlunde intakt fra den forgangne sæson, hvor det ganske vist blev til et 13-plads, men hvor kun målscoren adskilte dem fra 15. pladsen. Alligevel har jeg fidus til Bolton. Kevin Davies er en utrolig usympatisk fyr. Til gengæld kan han også være en boksspiller af virkelig høj klasse, og sidste sæsons præstationer fra angriberen synes jeg lover rigtig spændende for den nye sæson. Derudover forventer jeg mig meget af Johan Elmander. Manden skuffede nok mange, men det forekommer mig stadig at han er skabt til den engelske tilgang til spillet, og hvis han kommer godt igang, kan han blive en decideret profil.

Hvad jeg gerne vil frem til er altså, at selvom det er temmelig svært at argumentere overbevisende for, så tror jeg at Mugsons Bolton får efter omstændighederne god sæson. På den anden side vil jeg heller ikke blive voldsomt overrasket, hvis holdet kommer til at rode lidt rundt i nedrykningssuppedasen. Med sådan en klar udmelding kan jeg jo næsten komme i betragtning til et job som ekspert på tv…

Tip: Forventet placering: Nummer 12 Supersæson: Hvis mine overvejelser om Davies/Elmander partnerskabet viser sig at holde stik, så kan Bolton sågar mase sig ind i top-10.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Stoke City: Joga bonito - Gu’ vil vi røv!

Stiftet: 1863 (som Stoke Ramblers)

Stadion: Britannia Stadium (Kapacitet: 28.383)

Kælenavn: Potters

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 8 (ch)/2 (ch)/12

Første fem kampe: 15/8 Burnley (H), 19 Liverpool (U), 22/8 Birmingham (U), 29/8 Sunderland (H), 12/9 Chelsea (H)

Manager: Tony Pulis (Siden juni 2006).

Stoke har meget at takke Tony Pulis for. Han blev første gang hentet til klubben i november 2002, hvor han formåede at redde klubben fra en meget truende nedrykning i den næstbedste række. Dette skete via definitivt via en 1-0 sejr på sidste spilledag mod et af rækkens tophold, Reading. Det afgørende mål i den nervepirrende kamp stod - den omrejsende personificering af middelmådighed - Ade Akinbiyi for. Året efter guidede Pulis Stoke til en hæderlig 11-plads pointmæssigt tæt på playoff-pladserne, men så var hvedebrødsdagene så sandelig også ovre. Klubbens daværende ejer var uenig med træneren om hvor mange penge der skulle bruges på transfere - og ikke mindst om salget af førnævnte Akinbiyi - og efter en 12-plads i ligaen, blev Pulis fyret. (Og sådan gik det til at Ade Akin-fucking-biyi spillede en ikke uvæsentlig rolle i Stokes nyere historie!)

Pulis tilbragte derefter et succesfuldt års tid i Plymouth, hvor fansene stadig taler om what could’ve been, hvis ikke Pulis var blevet hentet tilbage til Stoke i 2006. I Stoke-on-trent behøver man til gengæld ikke have den samtale. Efter et ejerskifte var vejen banet for at Pulis kunne gennemføre sit projekt med traditionsklubben, som indebar at en række rutinerede kræfter blev hentet ind - en del på låneaftaler. Folk som Andy Griffith, Danny Higginbotham, Lee Hendrie, Rory Delap og sågar Liverpools evige reserve Salif Diao spillede allesammen en rolle, da Stoke sikrede sig en 8-plads i Pulis’ første sæson tilbage på Brittania Stadium - og størstedelen er stadig at finde i klubben.

Året efter gik det som bekendt endnu bedre: Det lykkedes endelig: Stoke City FC rykkede op i den bedste engelske fodboldrække for første gang i 23 år. De har råbt og skreget lige siden i Staffordshire, og der er stadig grund til at holde humøret højt: I sidste sikrede holdet sig, gennem en omgang effektiv fodbold, endnu en sæson i den bedste række med en fornem 12. plads mod alle odds, ekspertvurderinger og til mange fodboldpuritaneres store fortrydelse.

Truppen generelt: Slidere og lange indkast

På kassen har Stoke ingen ringere end Danmarks landsholdsmålmand Thomas Sørensen. Det skal de nok være glade for, idet man ikke kan tillade sig at have en særlig meget ringere målmand i den bedste engelske række uden at det virkelig koster point i sidste ende. Sørensen havde dog en god første sæson, og har måske fundet sin topform under midten i Premier League. Det tidligere Man Utd talent - unge Ryan Shawcross - havde en imponerende første sæson for Stoke, og var fast mand i centerforsvaret, på venstrebacken havde han selskab af Danny Higginbotham som også fik sin fodboldopdragelse hos de røde fra Manchester for en del år siden.  Årets spiller i sidste sæson Abdoulaye Faye er dog styrmanden i centerforsvaret, og han overtog usædvanligt nok anførerbindet midtvejs i sæsonen, efterhånden som den hidtidige anfører, højrebacken Andy Griffith gled ud af holdet.

Selvsamme Griffith gjorde sig bemærket med at lægge kind til en lussing fra holdkammeraten Ricardo Fuller i en julekamp mod West Ham. Episoden kostede Fuller et rødt kort, og var begyndelsen til enden for Griffith på førsteholdet. Den 29-årige jamaicanske angriber beholdt til gengæld sin plads, og kvitterede med i alt 11 mål på 25 kampe. Det store indkøb til angrebet inden sæsonen, Dave Kitson fra Reading, floppede til gengæld fælt i sin første sæson på Brittania, og ikke scorede et eneste mål i de optrædener han fik. Kitsons dage i Stoke er måske talte.

Til gengæld fandt januar-købet James Beattie for alvor storformen, og bidrog med en række vigtige scoringer (7 i alt) i løbet af de 16 kampe han nåede. En anden januarhandel - venstrekanten Matthew Etherington - gav holdet en ekstra streng at spille på i offensiven, og håber endelig at have lagt diverse gambling, druk og skadesproblemer bag sig inden den nye sæson. På den anden kant havde den engelskfødte irske landsholdsspiller Liam Lawrence også en godkendt sæson for the Potters. Ellers blev Stokes måske mest eksponerede spiller noget overraskende veteranen Rory Delap. Ligeledes engelsk-irske Delap har spillet en lang  og relativt anonym karriere som altmuligmand for hovedsagligt Derby og Southampton, men blev pludselig en mindre sensation i sidste sæson, da hans lange indkast tog ligaen med storm som en konsekvent og central del af Stokes offensive spil. Delaps kanonkugler resulterede således i 7 af Stokes første 13 mål i sæsonen, mens diverse modstanderholds forsvar sejlede forvirrede rundt.

Ellers er det en passende kliché, at den største stjerne hos Stoke er kollektivet som arbejder benhårdt, og spiller noget der minder om traditionel kick and rush (især på udebane); samt fansene som trods hjemmebanens lave kapacitet genererer det højeste antal decibel i ligaen, og er med til at gøre et besøg på Britannia Stadium til en speget affære for de fleste hold.

Væsentlige transfere: Dean Whitehead alene i verden…

Tony Pulis og Stoke ved godt hvad der kræves for at rykke klubben skridtet videre: Et par klassespillere som kan supplere den eksisterende, konstant løbende, benhårdt tacklende og langboldsparkende førsteholdsstamme. Sådanne spillere er desværre for Stoke meget eftertragtede, alt imens det at spille for Stoke i manges øjne er det stik modsatte. Derfor har Pulis fået en række kurve fra relativt højt profilerede spillere. Darren Bent takkede pænt nej tak, Steve Finnan tog til Portsmouth mens Dean Ashton efterhånden har været i forhandlinger en lille evighed. Ligeledes er klubben blevet hyppigt linket med folk som Newcastles Bassong og Beye, samt Tottenhams David Bentley

Pulis hævder dog at sove roligt om natten, selvom den foreløbig eneste tilføjelse til truppen er kommet i form af Sunderlands anfører de sidste par år: Dean Whitehead. Selvom Whitehead måske ikke lever op til ambitionen om at signere store navne, så har han i de sidste fem sæsoner spillet fast for Sunderland på både den foretrukne plads på den centrale midtbane, og som højreback når dette har været nødvendigt. På mange måder en rigtig fornuftig transfer for Stoke (som også skete til Sunderland-manager Steve Bruces fortrydelse), men måske ikke en handel med den ønskede signalværdi. Whitehead er som type meget ala det Stoke i forvejen råder over - og så i øvrigt bedre. Til gengæld er hele succesholdet fra sidste sæson foreløbig intakt.

Forventninger: Tjener, må jeg få mere af det samme; masser af mere…

Stoke spillede en intet mindre end imponerende første sæson i Premier League. Holdets - ofte udskædte - system fungerede for dem, og de mindre begavede boldspilleres evner blev udnyttet til fulde. Der syntes at være dele af ekspertvældet - stand up Arsene Wenger - og pressen, som var forargede over at Stoke rent faktisk havde succes med at spille klassisk britisk i en den bedste engelsk fodboldrække, men undertegnede har kun lutter respekt for holdets resultater. På hjemmebanen forsøgte holdet sågar at spille frisk til offensivt, naturligvis begrænset af en del af spillernes beherskede tekniske kunnen. Da holdet var ved at falde lidt sammen omkring juletid formåde Pulis ydermere at vende udviklingen med et par gode indkøb.

Stoke synes således udemærket rustet til et år mere på Premier League karrusellen. Selvom mange hold oplever en succesfuld første sæson efterfulgt af en meget vanskeligere anden, er der flere grunde til at Stoke kan undgå dette. Først og fremmest er det absolut til Stokes fordel, at de ikke er et hold som lægger sig ned for nogen. Ganske vist blev det til en 5-0 snitter mod Manchester United i november, og et 4-1 nederlag til Arsenal i sæsonens sidste (for Stoke ubetydelige) kamp, men helt generelt blev der ikke givet lette point væk. Blandt andet derfor, og fordi de let kan finde håndfuld hold som er dårligere til at kæmpe de svære uafgjorte og smalle sejre hjem, kan Stoke imødese sæsonen med en hvis grad af sindsro. Hvis Beattie og Fullers samarbejde oven i købet kommer op i omdrejninger kan the Potters i år blive et endnu mere irriterende bekendtskab for det meste af ligaen. Hvis Pulis så ovenikøbet får held til at hente den meget omtalte klassespiller eller to begynder det for alvor at se spændende ud.

Tip: Forventet placering: Nummer 15 Supersæson: Grundet sidste sæsons 12. plads skal der meget til for at Stoke kommer helt op at ringe. For at sæsonen skal være rigtig god kræves næsten fremgang, omend en gentagelse - i min syge og muntre bog - må karakteriseres som en stor succes for stribede.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Wigan Athletic: Et skridt frem og to tilbage

Stiftet: 1932

Stadion: JJB Stadium (Kapacitet: 25.138)

Kælenavn: Latics

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 17/14/11

Første fem kampe: 15/8 Aston Villa (U), 18/8 Wolverhampton (H), 22/8 Man Utd (H), 29/8 Everton (U), 12/9 West Ham (H)

Manager: Roberto Martinez (Siden juni 2009).

Wigan har kun været i de engelske divisioner siden 1978. De sidste fire af disse har klubben så småt etableret sig i Premier League. Dette skyldes nærmest udelukkende sportsbutiksrigmanden Dave Whelans penge og personlige interesse for klubben, som han købte tilbage i 1995. Dengang lå de i den fjerdebedste række uden nogen særlig lyse perspektiver for fremtiden. Umiddelbart efter købet af klubben hentede Whelan - via forretningsforbindelser på den iberiske halvø - de tre spaniere Roberto Martinez., Isidro Diaz og Jesus Seba til det nordvestlige England. De tre amigos blev overordentlig populære, og var en central del i klubbens succes de første ambitiøse år i de lavere rækker. Wigan rykkede dog hurtigt så højt op, at de tre amigos lige så stille blev sendt videre til andre klubber. Nu er den ene – Roberto Martinez – imidlertid tilbage i Wigan som manager.

Wigans hidtidige succesfulde Premier League eventyr kan i allerhøjeste grad hænges op på, at først Paul Jewell og siden Steve Bruce har formået at få det absolut optimale ud af klubbens ressourcer, og formået at opdage spillere som Antonio Valencia, Jimmy Bullard og Wilson Palacios samt revitalisere karrierer for folk som Titus Bramble, Mario Melchiot og Emilie Heskey. Denne opgave er det nu op til Martinez at løfte. Han har kun to års trænererfaring fra Swansea, som han førte tilbage i den næstbedste række. Opgaven i Wigan bliver imidlertid enorm for den urutinerede spanier, som i første omgang for nok at gøre med at lokke spillere til den lidet attraktive by med den begrænsede fanskare.

Truppen generelt: Sydamerikanske satsninger og suttede bolsjer

Wigan råder i Chris Kirkland over en glimrende keeper, som da også har været inde at snuse omkring Capellos landshold. Anføreren Mario Melchiot udgør sammen med Emmerson Boyce, den ofte latterliggjorte Titus Bramble og Maynor Figueroa fra Honduras en ok defensiv enhed som dog ikke er prangende. Særligt sidstnævnte bidrager godt frem ad banen, og er ligesom Palacios - som nu dominerer midtbanen hos Tottenham – et produkt af Wigans omfangsrige transferinteresse i syd – og mellemamerika. På midtbanen er Michael Brown den type røvhul som man kun elsker, hvis man har lagt gener til hans tilblivelse, eller han spiller på ens eget hold, mens U-21 landsholdsspilleren Lee Cattermole skal agere midtbanedynamo, og allerede spås en stor fremtid. Rafael Benitez meldes således allerede interesseret i at snuppe Cattermole, ligesom Steve Bruce skulle være interesseret i at hente sin protege nordpå til Sunderland. På kanten kan januarindkøbet Charles Nzogbia (ham som tog fra Newcastle fordi Joe Kinnear udtalte hans navn ”Insomnia”) svinge fra det fremragende til det ragende ligegyldige. I angrebet er columianeren Hugo Rodallega, som ligeledes blev indkøbt i januar, en meget spændende spiller for fremtiden. Han imponerede stort med sine udfordringer og sin sparketeknik i sin første halvsæson i klubben, og nåede at lave 3 mål på sine første 12 kampe.

Væsentlige transfere: På rov i Swansea

Ellers blev målene hos Wigan hovedsagligt leveret af den egyptiske lejesvend Amr Zaki, som startede sæsonen som lyn og torden, og i sidste ende nåede at lave 10 mål på 29 kampe. Den oksestærke Zaki blev dog gradvist mere og mere uvenner med ledelsen i Wigan da han gentagne gange kom for sent tilbage efter landskampe, og er ikke længere at finde i truppen. Ligeledes har holdets største stjerne, kantspilleren Antonio Valencia sat turen mod Old Trafford, og derfor har Wigan måttet se sig om efter målfarlige forstærkninger. Her har træner Martinez vendt blikket mod sin tidligere arbejdsgiver, og hentet angriberen Jason Scotland og wingen Jordi Gomez. Førstnævnte (som i øvrigt ikke som navnet antyder er skotte, men fra Trinidad) lavede 21 mål i sidste sæson, og vakte interesse hos flere Premier League klubber. Det blev dog hans tidligere træner som fik underskrift på en kontrakt efter først at have smidt £ 2 millioner på bordet for den hurtige og kropsstærke 30-årige. Gomez er oprindeligt fra Barcelonas talentakademi, men har de seneste år uden held forsøgt at slå igennem hos bysbørnene fra Espanyol. Da dette imidlertid ikke lykkedes lod Gomez sig udlåne til Swansea i den forgangne sæson, hvor han lavede 12 mål i 44 kampe fra sin plads som playmaker centralt på midtbanen. Han nåede knap nok at returnere til Katalonien før turen gik videre til Wigan. Derudover er endnu en sydamerikaner – Hendry Thomas – blevet hentet til klubben. 24-årige Thomas er landsholdsspiller fra Honduras, hvor han er fast mand på den defensive midtbane, og blev hentet i klubben Olympia fra hjemlandet.

Forventninger: Hvem skal score målene?

Meget står og falder for Wigan med, om Roberto Martinez kan magte opgaven. Efter at have mistet både Zaki, Heskey, Valencia og Palacios indenfor det seneste halve år, bliver det interessant om de nye folk kan løfte Wigans offensiv til et niveau som kan redde pladsen i den bedste række. Undertegnede har fidus til Rodallega, og glæder sig til at stifte bekendtskab med Gomez. Men er det godt nok? Ligeledes er det essentielt for Wigan at Lee Cattermole manifesterer sig yderligere som ankermand på holdet, og lærer at kanaliserer sit temperament konstruktivt over i sit spil. I sidste sæson toppe Cattermole listen over advarsler og røde kort i ligaen. Hvis han da ikke bliver snappet op en større klub inden transfervinduet smækker. I det hele taget må der være en lidt flad fornemmelse omkring the JJB stadium for tiden. Klubben skal som nævnt til at tage hul på sin femte sæson i den bedste række, og den store udskiftning i trup og på trænerbænk må lidt føles som et retur-til-start kort, hvor målsætningen igen centreres om at hold nedrykningen fra døren.

Tip: Forventet placering: Nummer 16 Supersæson: Klubbens hidtidige sæsoner i Premier League har faktisk resulteret i relativt sikre ligaplaceringer (nr. 10, 17, 14 og 11 henholdsvis), og derfor vil et markant fremskridt kræve en placering i top ti. Alt taget i betragtning vil en placering omkring 10-pladsen dog kunne karakteriseres som en stor succes for Wigan i år.