Syg og munter

I et ellers røvkedeligt transfervindue bidrager Lucas Neill til underholdningen i den engelske presse. Den australske fodboldkaptajn har nemlig vist sig at være en ubeslutsom herre, og historien om hans fremtid er ved at udvikle sig til - om ikke en farce - så i hvert fald et mindre lystspil. I starten af juni var hans navn på den liste over transferfri spillere som West Ham fristillede, fordi klubben og anføreren ikke havde været i stand til at blive enige om en kontrakt. I den forbindelse udtalte klubben at de havde tilbudt ham “en betydelig” kontrakt, alt imens spillerens agent fokuserede på, at den nye kontrakt var markant lavere end den gamle; og at den nye følgelig ikke “reflekterede spillerens betydning for holdet”. Resultatet blev at Neill ville forlade klubben og overveje sine muligheder.

Neill - som flere gange har antydet at hans udenlandskarriere sandsynligvis slutter efter VM i Sydafrika, hvorefter han vil hjem og være med til at opstarte et hold i den australske liga - havde højst sandsynligt håbet på, at der ville stå et nyrigt hold klar med en sidste guldrandet kontrakt; ikke ulig da han i første omgang forlod Blackburn for West Ham i januar 2007 - et halvt år før kontraktudløb. Dengang huserede, som allerede flere gange nævnt her på bloggen, den islandske Mr. Spock-lookalike Eggert Magnusson i West Hams chefstol, og kontrakterne som en række spillere fik smidt i nakken var astronomiske i forhold til klubbens normale lønninger.

Det er netop heri kernen i uenigheden mellem klub og spiller har ligget: Neill ønskede at blive fastholdt på Magnusson-lønnen, mens klubben ville gøre ham til en af de højest lønnede indenfor det genskabte, noget mere realistiske lønsystem. I forbindelse med sin nylige charmeoffensiv hos forskellige uofficielle West Ham fansider har klubbens direktør Scott Duxbury da heller ikke lagt fingre imellem i sin beskrivelse af situationen. Til Westhamtillidie.com udtaler han blandt andet: “Klubbens etos er at forsøge at stoppe med at betale de tåbelige lønninger, som vi historisk set har betalt, og som skabte så mange problemer. Vi har ikke en lønstruktur, men vi har et lønsystem, og alle vores topspillere tjener cirka det samme, hvilket er godt for holdånden og konkurrencementaliteten. Man ønsker sig at have et omklædningsrum med spillere, som tjener nogenlunde det samme, så der ikke opstår jalousi.”

Som altid skal denne slags kommentarer tages med et gran salt. Ret beset kunne Duxbury ikke så godt tillade sig at sige:“Vi har valgt at lade klubbens anfører og en af de bedste spillere i sidste halvsæson gå på en fri transfer, fordi vi til stadighed er en uambitiøs og fedtet klub, som ikke for alvor gider investere i spillertruppen - til gengæld er vi meget tæt på at overtale den danske superstjerne Søren Colding til at gøre comeback.” Ikke desto mindre synes Dux’ pointe at besidde en ikke ringe grad af substans; det virker ganske enkelt intuitivt fornuftigt ikke at lade en person tjene mere end nogen anden i truppen nogensinde ville kunne opnå. Især ikke når den spiller er en 31-højreback med lige så meget bly i røven som Thomas Helveg. Man kan på den andens side heller ikke rigtig klandre Neill, at han vælger at søge lykken og de store penge andensteds.

Men i disse dage bliver det for alvor festligt. For i perioden mellem offentliggørelsen af hans afgang for West Ham og nu, har interessen for Neill ikke just været overvældende. Man kan, for nu at blive i det fest-terminologien, sige at Neill har stået single og åben for tilbud i baren, men det har ikke just været de smukkeste piger til ballet som har budt ham op til dans. Faktisk har der umiddelbart kun været interesse fra Galatasaray og Olympiakos, som nok mere kan karakteriseres som de grimme stedsøstre end som nogen egentlig Askepot i Neills fremtidseventyrdrømme.

Derfor melder mange engelske medier nu at Neill, der har været arbejdsløs siden 1. juli, skulle være parat til at foretage en kovending, og alligevel skrive under på den kontrakt som “ikke reflekterede hans betydning for holdet.”

Og her bliver sagen pludselig speget, kikset, lettere komisk, en smule pinlig for Neill og frem for alt meget principiel. For hvordan skal West Ham forholde sig til Neills slingrekurs? Vil man have en spiller i klubben, som egentlig “hellere” ville have været et andet sted? Hvordan vil den øvrige besætning på det gode skibe West Ham reagere på at den vældig populære kaptajn var klar til at forlade skuden for en ekstra kiste guld? Ville man tage en kæreste tilbage, som forlod én fordi hun mente hun fortjente en der var rigere, smukkere og havde en større tissemand, men i stedet blev træt af at gå alene hjem fra Crazy Daisy, og derfor fandt en værdig igen?!

Der er ingen tvivl om at Lucas Neill både som højre back og som anfører har været en central brik i West Hams relativt succesfulde sæsoner de seneste år. Han bidrager med rutine, lederskab, fight, fleksibilitet, gode pasninger frem af banen - og så kan han en del tricks som kan være nyttige når det går hårdt for sig. Men kan man regne med at manden er 100 % interesseret i at spille for West Ham?

Duxbury formulerer det egentlig ganske godt til westhamtillidie.com:“Det er et spørgsmål om hvorvidt han vil gøre det [underskrive kontrakten, red.]. Det handler om andet end penge. Det handler om hans lyst til at spille for Gianfranco [Zola], om hans lyst til at være en del af det vi prøver at opnå. Spilleren er nødt til at ville være en del af det. Det er fuldstændig op til Lucas nu.”

Man kan argumentere for at Neill allerede har besvaret Duxburys retoriske spørgsmål ved at nægte at underskrive kontrakten i første omgang.

West Ham starter preseason på mandag. Den dato har Duxbury sat som deadline for hvornår Neill skal have besluttet sig. Men sådan som forløbet hidtil har været skal man ikke blive overrasket, hvis Lucas får forlænget sin limbodans om kontrakten med yderligere et par uger…

Undertegnede har været en tur ude i sommerlandet, og følgelig har bloggen ligget stille. Nu er jeg imidlertid tilbage; hummerrød på det meste af overkroppen, med høfeberen rasende i (næsten) alle kropsåbninger og alt i alt mere syg og munter end nogensinde før. Og det er sandelig ikke gået stille af sig i West Hams aldrig kedelige verden.

Nobelt nederlag

Lørdag måtte Englands U-21 landshold - anført af manden, hvis navn berettiger en rolle i en fortvivlende kedelig Jane Austen-filmatisering: Mr. Mark Noble - se sig udraderet med intet mindre en 4-0 af ærkerivalerne fra Tyskland i finalen ved EM.  Trods det totale sammenbrud, må finalepladsen i sig selv ses som en succes for det ofte meget udskældte engelske talentarbejde. Omend nederlaget burde være nået på mere ærefuld, britisk vis; foretrækkeligt gennem en tabt straffesparkskonkurrence.

Guds egen røvtur

Dagen efter stod på Confederations Cup finale, hvor guds eget land - the US of A - havde kæmpet sig hele vejen til et finalemøde (sært det først lykkes nu, når det nu er Guds land osv) med de altid fortvivlende irriterende “samba-livsglade-trommedansende-indsæt-selv-småracistisk-imperialistisk-kliche-om-vilde-folk”-brasilianere.  Jonathan Spector spillede hele kampen for de heroisk kæmpende amerikanere, lagde op til 1-0 målet, jublede som en gal ved 2-0 målet, og stirrede tomt ud i luften da storfavoritterne alligevel løftede pokalen efter at have lavet tre mål i anden halveg. Måske følte han sig bare desillusioneret og svigtet ved at se brasseranfører Lucio m.fl. erklære deres kærlighed til Gud efter resultatet var en realitet - eller for Kakas vedkommende sin status af dennes ejendom. Det kan de sgu ærlig talt heller ikke tillade sig, når nu de ikke engang kommer fra hans eget land…

Shyyy, direktøren for det hele taler

Ikke desto mindre var det mest interessente i West Ham-landskabet utvivlsomt at den altid omdiskuterede administrerende direktør Scott Duxbury havde givet interviews til to af de største uafhængige fansider, KUMB og Westhamtillidie-blog. Dux havde sat adskillige timer af til åbenhjertigt at besvare spørgsmål fra fansene. Svarene udgør vældig interessant læsning, og giver et sjældent tæt indblik i mange af de sager som har optaget West Ham fans de seneste år - den islandske takeover, den økonomiske situation, Tevezgate, Lucas Neills kontrakt, sommerens transferaktiviteter og meget mere.

Som altid kan direktørens udmeldinger tolkes på flere måder; sygt og muntert. Det springende punkt bliver om man køber Dux’ vision om “the Project.” For de uindvidede dækker termen over den strategi, den business plan om man vil, som ligger til grund for West Ham United FC. Visionen er, at klubben i fremtiden skal baseres på egne udviklede talenter fra the Academy of football; unge, billige udviklingsspillere fra udlandet, samt en stamme af rutinerede klassespillere. Alt i alt skal truppen udgøres af 21 konkurrencedygtige spillere, som skal støttes af et stærkt medicinsk apparat, et stort scoutingapparat og nye state of the art træningsapparat, og frem for alt trænerteamet med Gianfranco Zola, Steve Clarke og Kevin Keen, alt imens det administrative - spillerkøb, kontraktforhandlinger, sponsorer, udvikling af infrastrukturen etc. klares af Scott Duxbury og sportsdirektør Gianluca Nani.

En syg fortolkning af projektet, tegner et billede af en kynisk spindoktor, som forsøger at italesætte klubbens strategi med at sælge etablerede stjerner, og erstatte dem med tvivlsomme lejesvende og  ungersvende som endnu har deres første ufrivillige sædafgang til gode, som værende god latin og i klubbens egen interesse.

Denne fortolkningsmodel vil endvidere betone, hvordan klubbens nuværende kurs er en logisk konsekvens af dens elendige økonomi, og den betragtelige gæld som blev efterladt af de islandske ejere - ikke mindst af Eggert Magnussons lemfældige omgang med kreditkortene da Frederik Ljunberg, Matty Upson, Lucas Neill, Kieron Dyer, Luis Boa Morte m.fl. blev hentet til klubben tilbage i januar 2007 og sommeren samme år. Denne fortolkning giver temmelig dystre perspektiver for fremtiden. Ja, denne fortolkning giver hurtigt anledning til at gå direkte ned på den lokale bodega og begynde at mumle og notere uforståeligt krimskrams på servietter, så vi haster videre til en mere munter udlægning…

I den muntre fortolkningsmodel vil jeg starte med et citat: “Jeg er gået back to basics med koncepetet om “the Project; hvilket vil sige: Vi er en Academy fodboldklub. Det bedste ved denne fodboldklub er dens hjemmeavlede, unge spillere som kommer op gennem rækkerne, og spiller attraktiv, stilig fodbold - men nu skal den næste del  være -”og vinder” “. Planen er altså at bygge videre på West Hams traditionelle, eksemplariske talentarbede, forsøge at spille den traditionelle type West Ham fodbold, OG - nu får jeg svedige håndflader, pletter for øjnene og hjertebanken - rent faktisk forsøge at vinde noget. Sidstnævnte synes måske indlysende for en fodboldklub, men hidtil har det faktisk virket som om West Ham ikke interesserede sig synderligt for dette koncept.

Dette skal så, ifølge Dux the Fox, ske gennem langsom og sikker evolution, hvor klubben bliver økonomisk stærkere og mere fokuseret i sin ageren, alt imens målsæntningen allerede fra næste år er at kvalificere sig til Euro League (det er godt nok et hæsligt navn!). Dette skulle Zola åbenbart anskue som mægtig realistisk, særligt hvis det lykkes at bringe tre spillere ind, som er på et højere niveau end den eksisterende trup, hvad der altså arbejdes på i øjeblikket. Jimenez var den første (som ifølge Dux skulle spille en meget central rolle i planerne for næste sæson), Mancini kan meget vel blive den næste (Inter og West Ham er enig, nu skal Mancini “bare” overtales), og guderne må vide hvem sidstemand er? Hvis West Ham er gode gamle West Ham, så er den syge fortolkning rigtig, og vi kan glæde os til at se Darren Huckerby i claret’n'blue mens langtidsskadede Jimenez (flankeret af Ashton og Dyer), småfuld ser nedrykningsdramet fra tribunen, og Parker, Collison, Behrami, Upson og Green spiller med i toppen for Manchester City og Tottenham.

Hvis der derimod rent faktisk er noget om the project så er der måske virkelig grund til at være munter. Som Dux - den veltalende charlatan - siger da han bliver adspurgt om de realistiske ambitioner i kølvandet på projektet:” Jeg er den forkerte person at spørge, fordi jeg er ambitiøs. Mit svar vil være at vinde ligaen. Det er ikke en dum bemærkning [nå, ikke? red.] for vi er i en liga, det er et kapløb, og hvis man ikke vil vinde det, hvorfor i alverden deltager man så? Jeg vil mere end bare at eksistere. Hvis vi får de rigtige omstændigheder til at vokse som klub, så hvorfor ikke? Hvorfor kan vi ikke opnå opnå det ultimative?”

Jeg ville meget gerne give en lang række grund til hvorfor, Dux, men din smidige tunge har lige gjort, at jeg skal ud og skifte undertøj i stedet. Tak Dux, jeg føler mig billig og misbrugt, men på en god måde. Svigt mig nu ikke, Dux…

I morgen skal vi, om alt går vel, snakke om damer og Emmanuel Adebayor. Det bliver sygt og muntert. Kig forbi.