Fri os fra det onde?
torsdag, juni 2nd, 2011Et vanvittigt årti!
Der må være sket mere i de seneste 10 år af West Hams historie end der sker i de fleste andre fodboldklubbers liv på 100. Jeg prøvede at lave en liste, men den blev simpelthen for lang og kompleks. Lad os i stedet blot hæfte os ved nogle nøgletal. Siden 2001 er som minimum følgende hændt i Østlondon:
- Da Harry Redknapp blev fyret i 2001 forlod han klubben som dens 7. manager på 106 år. Med ansættelsen af Sam Allardyce har West Ham fået sin fuldtidsmanager nummer 14. Ind imellem har også klubbens to første ikke-britiske managers fået sparket.
- To gange nedrykning i 2003 og 2011. Herimellem to playoff-finaler - den sidste med lykkelig udgang - en historisk FA-Cup finale, hvor holdet var sekunder fra trofæet. Sæsonen efter fulgte Tevez/Mascerano-sagen, hvor klubben fik tilknyttet to argentiske supertalenter, næsten rykkede ned, reddede sig med et historisk run af resultater, blev idømt en historisk høj bøde for rod i de argentinske papirer, havnede på den modtagende ende af et søgsmål fra Sheffield United, og indgik et vanvittigt forlig. Ind imellem blev der lige plads til to ejerskifter, det første indvarslede islandsk storhedsvanvid, CL-ambitioner og voldsomme spillerindkøb. Det andet samlede stumperne efter islandsk konkurs og har bebudet økonomisk dommedag. I går kom meldinger så om et afgivet bud på klubben fra den malaysiske rigmand Tony Fernandes, som også tidligere har været interesseret. Altså tre “finaler” og tre forskellige ejerskaber. Fire, hvis man medregner perioden med islændingenes kreditorer som en selvstændig æra.
- Dertil kan ligges en mængde omstændigheder relateret til spillertruppen: Først og fremmest en enorm trængsel ved svingdøren, men derudover: En flot stak sager om spirtuskørsel, vold mod kvinder, utroskab, gamblingproblemer, alkoholisme, depression, fedme, langtidsskader, tissen i barer, kasten flasker efter biler, løgne om syge bedstemødre, en uendelig række langtidsskader og mindst en dybt tragisk sag med fodboldinvaliditet som udgang. For ikke at tale om en unavngiven spillers kone, som øjensynligt knaldede med sin mands træner, to anførere der mistede supporternes støtte, og en ganske nylig sag med påståede sammenstød mellem fans og spillere til en galamiddag. I år fik Scott Parker i forbifarten, i øvrigt og i parentes bemærket lige tangeret klublegenden Trevor Brookings rekord for tre årets spiller priser i træk. Sir Trev har en tribune opkaldt efter sig på stadion, og hvis Parker skulle være dum eller uheldig nok at blive i West Ham, kan det samme overgå ham om nogle år.
Hvis man dertil ligger perspektiverne i forhold til en snarligt flytning til det olympiske stadion (med dertilhørende retssager fra Leyton Orient og Tottenham), og det faktum at holdet står foran endnu en genopbygning (hvad der føles som den femte på fem år) med den nylige nedrykning, så bliver man helt svedt.
Big Fat Sam
Derfor er det også svært at forholde sig til at Sam Allardyce åbenbart nu er træner i West Ham. Karusselen har simpelthen kørt så hurtigt, at man næsten ikke kan følge med. Som udgangspunkt er der både en række plusser og minusser ved ansættelsen. Det suverænt største plus er, at manden umiddelbart er virkelig god til at skabe resultater. Hvis ikke hans meritter fra Bolton er imponerende nok, så er det værd at bemærke, at hans to seneste manager-jobs er stoppet i utide på grund af nye klubejeres manglende forståelse for Big Sams form for fodboldfilosofi - og at Newcastle vekslede en midterplacering til nedrykning, mens Blackburn næsten gjorde dem kunsten efter, da de fyrede Allardyce.
Samtidig titter den suverænt største anke mod manden op i disse sager. West Ham bilder sig ind, at have en stolt tradition for at spille pasningsfodbold. Offensiv fodbold, hvor man prøver at skabe kampen. Hvor man spiller bolden op fra bagkæden, satser på elegante spillertyper, hurtige wingere, og hellere vil vinde 4-3 end 1-0. Ja man vil nærmest hellere tabe 5-2 end vinde 1-0. Det er the West Ham way. Med rødder fra 1960′ernes verdensmestre og så fucking videre.
Enhver, der har set West Ham spille regelmæssigt i de senere år, vil vide, at idealet om the West Ham Way mildest talt har været et godt stykke fra sandheden. Ganske vist er spillet tit blevet startet med et kort udkast til en back, og holdet har i den grad lukket mange mål ind, men derudover er der ikke meget at komme efter. De sidste to år, har det grundlæggende været ynkeligt. Hoved - og æreløst. Alt for mange spillere har manglet mindst en af egenskaberne vilje og talent. En ikke uvæsentlig mængde har manglet begge.
Derfor lader det til, at Sam Allardyce faktisk starter med nogenlunde opbakning i West Hams supporterbase. Noget som havde været utænkeligt for fem år siden. Fordi man simpelthen er træt af pis. Træt af forkælede, overbetalte, uinteresserede primadonnaer, som end ikke gider arbejde for deres løn i 90 minutter om ugen. Fordi man er trætte af at se et hold, som begår de samme defensive fejl uge efter uge uden nogensinde at lære af dem. Alle disse rædselsfulde ting havde jeg personligt den tvivlsomme fornøjelse af at overvære i sæsonens sidste Premier League-kamp mod Sunderland. Stemningen på stadion var, som at være til sin egen begravelse. Spillet på banen fik en til at ønske, at man snart skulle til sin egen begravelse. Sunderland vandt ubesværet 3-0. Tilskuerne skabte lidt karnevalsstemning ved stillingen 2-0, med conga-optog, “That’s why we’re going down!”-sange og et par hjertelige hilsener til udeholdets tykke, gamle, lesbiske træner Steve Bruce. Følgende stykke lyrik fortjener plads på bagsiden af bogtillægget i næste uges Weekendavis:
(Mel: Go West):
“Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!
Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!
Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!
Steve Bruce; you’re an ugly c*nt!”
(gentages ad infinitum.)
Men ellers var det kun følgende omstændigheder der gjorde turen mindeværdig: At East London virkelig er wonderful som det lyder i slagsangen; at Socialdemokraten, undertegnede og Kommandoliberalisten fik drukket betragtelige mængder øl på de legendariske og smadrede pubber omkring stadion (omend sidstnævnte mest lod til at være imponeret over udvalget af Fried Chicken og skobutikker), at Stadionshoppen formåede at reducere én til et stykke kvæg, der villigt og lykkeligt spenderede oceaner af midler på ubrugeligt lort med klublogo, og at Scandinavian Hammers kunne hooke os op med en stadionrundvisning. Alt hvad der omhandlede spillerne på banen trak ned. Og deri ligger problemet.
Derfor er man pludselig lun på Sam Allardyce. Fordi man ønsker at se 11 spillere, som er klar til at løbe igennem murstensmure for hinanden, for trøjen, for træneren og for klubben. Fordi man ønsker at se et hold være i stand til at hive en smal, uskøn 1-0′er hjem på udebane mod Doncaster, og snart ikke tør forlange mere end en ærlig arbejdsindsats af 11 uspektakulære boldflyttere i den næstbedste engelske række. En lille rest af stolthed er alt man tør håbe på at bevare. Oh, how the mighty have fallen…
Kunsten at trække i land
Hvis man gennemser mine gamle blogindlæg for udtalelser om Sam Allardyce er der en klar tendens. Den er ikke just postiv. F.eks. d. 7/8 2009:
“Ligeledes indstiftede Sam Allardyce en type fodbold i Bolton, som diplomatisk talt var hård og effektiv, og ærlig talt ofte tangerede vold mod såvel modspillere som tilskuere.”
Eller denne svada d. 31/7 samme år i en omtale af Burnley FC:
“Ellers kommer Burnley i hvert fald til at bidrage med noget helt unikt, idet de rent faktisk, som nogen af de eneste mennesker i verden, orker at have en holdning til Blackburn. Rovers er nemlig deres forhadte lokalrivaler. På den anden side; når sæsonen går i gang har Sam Allardyce haft en hel preseason til at banke sin fodboldfilosofi ind i Lancashire-klubben, så inden længe vil der være mange der deler Burnleys holdning…”
1/2 2010 var jeg endnu mere klar i mælet:
“Personligt hader jeg fænomenet the big four, fænomenet Super Sunday, at Wigan spiller i Premier League, Sam Allardyce og en hel masse andet.”
Med disse skråsikre udmeldinger in mente, har jeg derfor - ikke overraskende - svært ved helhjertet at acceptere ansættelsen af Store Fede Sam. Men også jeg føler mig fristet til at indgå en pagt med djævlen. I bytte for fight, struktur, stabilitet og oprykning vil jeg næsten acceptere, at et frispark i eget straffesparksfelt bruges til at sparke en lang bold op til de fremstormede centerforsvarere. For at slippe for ugidelighed, klynk og ynk og i stedet for blod, sved og tårer vil jeg acceptere groft spil, tons og knoldesparkeri. Dette knæfald skyldes ikke mindst en betragtning, som jeg da også allerede gjorde d. 18/8 2009:
“Sam Allardyce er en modbydeligt dygtig træner.”
Og en sådan trænger West Ham United Football Club til mere i dag end nogensinde. En der kan skabe et hold, hvor summen er større en delene. Hvis fede Sams første forsigtige meldinger om respekt og forståelse for klubbens traditioner og filosofi kombineret med en tiltrængt fokus på resultater kan gå op i en højere enhed, så kan det være at den næste store West Ham-manager bliver den, for få år siden, mest usandsynlige kandidat. Det kræver dog tilnærmelser til fodbold the West Ham way, satsninger på de unge fyre fra akademiet, samt - vigtigst af alt - at El-Hadji Djiouf ikke hentes til klubben. Der er trods alt grænser for hvad en desperat mand kan trække i land.
West Ham har allerede haft en lang række managers i min tid. Jeg har altid forsøgt at bakke dem op, selvom de hver især har gjort sit for at fremmedgøre og skuffe mig (nogen mere end andre). At stikke sig selv blår i øjnene, og tro at den næste storhedstid er lige om hjørnet er en vital overlevelsesmekanisme i West Ham-supporterens genom. Derfor er jeg også gået i gang med en liste over positive ting ved Allardyce. At han var til Take That-koncert i Sunderland med Steve Bruce er ikke på listen…
Big Fat Sam: Bolden er på din halvdel; do your worst!
Følg jagten på positive aspekter ved Sam Allardyce på sygogmunter.dk og twitter.com/sygogmunter