Syg og munter

Sunderland FC: Fremtiden er lys på lysets stadion…

Stiftet: 1879 (som Sunderland and District Teachers)

Stadion: Stadium of Light (Kapacitet: 49.000)

Kælenavn: Black Cats, Mackems

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 1 (ch)/15/16

Første fem kampe: 15/8 Bolton (U), 18/8 Chelsea (H), 22/8 Blackburn (H), 29/8 Stoke (U), 12/9 Hull (H)

Manager: Steve Bruce (Siden juni 2009)

Da Sunderland i 2006 (atter engang) rykkede ned fra Premier League så fremtiden dyster ud. Klubben formåede at slå sin egen rekord og rykkede ned med færrest point nogensinde - blot 15 point blev det til (i 2003 satte de selv rekorden med 19 - den blev så igen slået af Derby i 2008 med 11 point). Holdet havde fyret træner Mick Mccarthy allerede i marts, mens den midlertidige afløser Kevin Ball ikke for alvor gjorde hverken fra eller til. Sunderland så ud til at være stavnsbundet som elevatorhold. Det var netop i denne mørke stund, at en af klubbens gamle helte, Niall Quinn, kom ind i billedet. Som frontfigur for et irsk konsortium, Drumaville, købte han klubben, påtog sig selv rollen som chairman, og ansatte sin landsmand Roy Keane som træner.

De nye kræfter viste sig hurtigt at være en succes. Holdet vandt the championship (som stadig er et misvisende navn til den næstbedste række…), og formåede blandt andet at gå ubesejret gennem 17 kampe. I sommerpausen brugte Sunderland en stor pose penge - en del af dem med meget moderat succes - og formåede at sikre sig endnu en sæson i Premier League, via en hæderlig femtendeplads. I sidste sæson begyndte Roy Keane imidlertid at mærke presset. De mange investerede midler forplantede sig ikke umiddelbart til gode resultater på banen, og Keane smed håndklædet i ringen i december. Sunderland valgte at ansætte Ricky Sbragia (som i forvejen var tilknyttet trænerstaben) som midlertidig manager, og besluttede sidenhen at gøre hans kontrakt permanent. Sbragia viste sig desværre for Sunderland, at være en mindre katastrofe, og holdet reddede sig først definitivt fra på sidste spilledag. Alligevel var sæsonen en af de bedste i Sunderlands nyere tid, idet deres forhadte naboer fra Newcastle måtte tage turen ned i the Championship. Alligevel valgte Sbragia at tage sit gode tøj og gå, alt imens Niall Quinn tog til Wigan og kom hjem med Steve Bruce, som blev præsenteret som Sunderlands nye manager.

Det kunne de meget vel gå hen og blive rigtig glade for. Bruce er nemlig - foruden den træner i engelsk fodbold, som mest ligner en gammel kvinde - en dygtig mand. Han har allerede været manager i en årrække, og efter et par ustabile år, som sendte ham forbi såvel Sheffield United, Huddersfield, Wigan (blot otte kampe i første omgang) og Crystal Palace, fandt Bruce endelig fodboldlykken, og vejen til Premier League med Birmingham City, som han var med til at rykke op i 2002. De følgende to år lykkedes det holdet at slutte nummer 13 og 10 henholdsvis - 13-pladsen var desuden første gang Birmingham sluttede over ærkerivalerne fra Villa siden engang i 70′erne. Året efter rykkede holdet dog ud igen, men Bruce viste viljestyrke og rykkede op med Birmingham endnu engang på en sæson - i 2006. Allerede i november 2007 var den tidligere Manchester United-anfører dog færdig i klubben. Uenighed omkring nogle kontraktforhold blev snedigt udnyttet af Wigan, som købte Bruce fri af Birmingham, og gjorde ham til manager. Her lykkedes det ham at redde Wigan fra en truende nedrykning, alt imens Birmingham røg ned. I sidste sæson fulgte han op på præstationen, da Wigan sluttede som en flot nummer 11.

Det var også nok til at overbevise Sunderland om at Bruce var manden der skal bringe gode tider til de ambitiøse black cats.

Truppen generelt: Britisk stål

Den potentielt dyreste målmand i britisk fodbold, Craig Gordon, vil som udgangspunk være uomtvisteligt førstevalg til buret på Stadium of Light. Sidste sæson blev dog i stor grad ødelagt af såvel knæ - som ankelskader for den skotske keeper, og i hans fravær gjorde det ungarnske landsholdsemne Márton Fülöp det glimrende. Forsvaret er i og for sig glimrende, men har lidt under hyppige rokeringer som følge af skader, karantæner og udskiftning i spillertruppen. Anton Ferdinand var i sidste sæsos den spiller som fik flest kampe. Han overbeviste mange om sit enorme potentiale, for derefter jævnligt at få dem til at begrave ansigtet i hænderne, når han tog en blunder ved et hjørnespark. På højrebacken var Phil Bardsley acceptabel efter Pascal Chimbonda smuttede retur til Tottenham, mens stabile George Mccartney tog sig af venstrebacken når han var kampklar. Endnu mere populære Danny Collins tager sig enten af den anden plads i centerforsvaret eller snupper venstrebacken, mens kultfiguren Nyron Nosworthy supplerer i centerforsvaret eller på højrebacken.

På midtbanen er Steed Malbranque det kreative indslag sammen med (en af mange tidligere Man Utd talenter i truppen) Kieran Richardson. De bakkes afvekslende op af Teemu Taino, Carlos Edwards, tykke Andy Reid og Grant Leadbitter.

Holdets måske største profil er angriberen Kenwyne Jones, som flere gange er sat i forbindelse med skifte til større klubber, og som når han rammer dagen kan flå selv det bedste forsvar sønder og sammen med sin hurtighed og groteske fysiske styrke. Sunderland råder ligeledes over indhopperne Daryl Murphy og manden som høvler mål i spandevis på landsholdet, men ikke kan score på et bordel med klubholdet: David Healy.

Væsentlige transfere: En albansk anfører og to angribere, tak.

Den faste ankermand og anfører på den defensive midtbane Dean Whitehead er den eneste væsentlige svækkelse af Sunderlands trup. Derudover har en række fyldspillere forladt truppen, da deres kontrakter ikke blev forlænget. Dog bør det 0gså nævnes at Djibril Cisse ikke fik sit lån vekslet til en permanent aftale trods en ok sæson, hvor han bidrog med 10 mål. Ligeledes er evighedstalentet Michael Chopra endelig røget permanent retur til Cardiff for £ 4 millioner, efter at have tilbragt længere tid i den walisiske hovedstad på lån end i Sunderland siden skiftet fra netop Cardiff i 2007. Albanske Lorik Cana er umiddelbart blevet hentet som direkte erstatning for Whitehead. Den hårdttacklende midtbanemand er kommet til for £ 5 millioner fra Marseille, og bærer allerede anførerbindet i Sunderland.  Derudover har man handlet stort ind for at styrke angrebet: Darren Bent er kommet til for £ 10 millioner fra et moderat fiasko-ophold i Tottenham, mens Man Utd talentet Frazier Campbell er blevet hentet for £ 3,5 millioner. 21-årige Campbell var i øvrigt udlånt til netop Tottenham i forrige sæson, mens han året før var en vigtig del af Hulls oprykningshold. Han kan absolut blive one to watch i den kommende sæson.

Sluttelig har forsvareren Paulo Da Silva vist forsat ikke fuldstændig orden i papirerne for at fuldende sit skifte på fri transfer fra Toluca i hjemlandet Paraguay.

Forventninger: Konsolidering i første omgang…

Fremtiden ser rigtig spændende ud i mackem-land. Steve Bruce er en meget lovende og snedig manager. Han har vist tæft på transfermarkedet, og gode evner for at banke et effektivt, godt præsterende mandskab sammen. Disse egenskaber vil også komme til at gavne Sunderland. At han efter alt at dømme kan regne med såvel økonomisk som moralsk opbakning fra et økonomisk stærkt bagland, gør ikke perspektiverne ringere. Holdet råder endvidere over gode spillere i alle kæder, og mange af holdets profiler har umiddelbart stadig karrierens bedste år foran sig. Anton Ferdinand kan udvikle sig til landsholdsmateriale med den rette vejledning og fokus, men særligt backpladserne kunne trænge til et eftersyn. Kieran Richardson skal være mere stabil men er altid en potentiel trussel, Cana lader til at være en spiller med alle de rigtige facetter til at hitte stort i Premier League, Kenwyne Jones skal blive endnu mere træfsikker foran mål, men har ellers hvad der skal til for at blive ligatopscorermateriale, mens Darren Bent tidligere har vist, at han kan score på det hele, lidt til og meget mere, som CV Jørgensen vist engang vrængede det. Alligevel tror jeg, at denne sæson bliver en, hvor Sunderland hovedsageligt konsoliderer statusen som fast indslag i Premier League. Og det forestiller jeg mig også klubben og fansene vil acceptere, sidste sæsons neglebidende afvikling taget i betragtning. Et angreb på de europæiske placeringer kan komme på tale, men umiddelbart tror jeg på en placering omkring nummer 10, mens holdet givetvis med fordel vil kanalisere megen seriøsitet ind i cup-turneringerne.

Tip: Forventet placering: Nummer 11 Supersæson: Nummer 7 eller derover.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Wolverhampton Wanderers: Kun én ulvetime i solen?

Stiftet: 1875 (som St. Lukes)

Stadion: Molineux Stadium (Kapacitet: 28.525)

Kælenavn: Wolves, Wanderers

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 5 (ch)/7 (ch)/1 (ch)

Første fem kampe: 15/8 West Ham (H), 18/8 Wigan (U), 22/8 Man City (U), 29/8 Hull (H),
12/9 Blackburn (U)

Manager: Mick Mccarthy (Siden juli 2006).

Den tidligere irske landstræner er en træner af den gamle skole. Det er således klassiske britiske dyder som er på tapetet når McCarthys hold går på banen. Han er nok mest kendt i den brede befolkning, som manden der blev så voldsomt uvenner med Roy Keane, at denne blev smidt hjem fra den irske træningslejr forud for VM 2002. Med det in mente er det måske meget godt at Keano har taget turen ned til Ipswich i den næstbedste række, mens Mccarthy kan søge tilflugt i Premier League. Han førte Wolves til en sikker førsteplads i the Championship i sidste sæson – en placering de stort set havde fra start til slut. En bedrift han også opnåede med Sunderland i 2005. Året efter rykkede holdet ned med blot 15 point – det var på daværende tidspunkt det laveste pointantal nogensinde for et hold i Premier League.

Truppen generelt: Ungt og spændende; men kan de tage det næste skridt?

De helst store profiler for Wolves i oprykningssæsonen var angrebsduoen bestående af Sylvan Ebanks-Blake og (den absurd nok: tidligere Aarhus Fremad’er) Chris Iwelumo. Tilsammen lavede de herrer intet mindre end 39 mål i ligaen – ud af Wolves i alt overbevisende 80 kasser på vejen til liga-sejren. Ebanks-Blake blev endvidere divisionstopscorer med 25 kasser. Den irske højreback Kevin Foley er en stabil og populær spiller på Molineux, og Karl Henry; local lad – og vikariende anfører i Jody Craddocks nærmest kroniske skadesfravær – er en effektiv midtbaneslider. Desuden råder holdet over wingeren Michael Kightly, som både kan skabe chancer for andre og selv er målfarlig. Han er dog i øjeblikket på vej tilbage efter en skade, og er næppe fuldstændig klar til sæsonstart. Wolves råder i det hele taget over et spændende, rimelig ungt hold, nærmest udelukkende bestående af spillere fra de britiske øer som ikke før har været testet på allerhøjeste niveau – heraf er en del er fra klubbens eget akademi.

Væsentlige transfere: Wolverhampton Cosmopolites

Den britiske dominans er dog foreløbig blevet brudt af tre eksotiske transfere over sommeren. Den amerikanske veteranmålmand – og heavy metal entusiast – Marcus Hahnemann er blevet hentet som konkurrent til unge Wayne Hennessey. Til midtbanen den serbiske spilfordeler Nenad Milijaš blevet hentet fra Røde Stjerne, hvor han har vist sig som en talentfuld og overordentlig målfarlig herre; i sidste sæson lavede han hele 22 mål for Beograd-klubben. Tredjemand i det internationale trekløver er den franske centerback Ronald Zubar som er kommet til for et sted i omegnen af 22 millioner kroner fra Marseille. Han var i sin tid i Arsene Wenger søgelys, da han i 2006 i stedet valgte den franske havnebys hold. 23-årig Zubar har repræsenteret Frankrigs ungdomslandshold på samtlige alderstrin, men var ved at løbe sur i karrieren i Marseille, og skal altså nu prøve kræfter med engelsk fodbold. Den største investering foreløbig er dog den irske landsholdsangriber Kevin Doyle, som er blevet tilknyttet på fra Reading i en for Wolves rekordstor transfer. Doyle har som en af de få spillere i truppen prøvet kræfter med Premier League før, og særligt hans første sæson med Reading i det fine selskab var en succes. Desuden er Sunderlands altmuligmand Greg Halford og Southamptons sydafrikanske midtbanespiller Andrew Surman kommet til.

Forventninger: En god start er afgørende

Wolververhampton var suveræne i førstedivision, men, som Mick Mccarthy allerede ved, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at livet i Premier League ikke bliver meget vanskeligt for traditionsklubben. Holdet lavede i sidste sæson masser af mål, og holdet skal sætte sin lid til at Ebanks-Blake kan finde formen, og at Kevin Doyle viser sig at være pengene værd. Alt i alt får Wolves det dog svært. Holdet skal blive bedre til at lukke af bagtil, meget få af deres spillere kender niveauet i den bedste række, og selvom ungdommeligt gåpåmod kan kompensere for meget, kan den manglende rutine blive dyr når først nedrykningskampen spidser til. Holdet har dog et relativt taknemmeligt startprogram, og med et par gode resultater i – de absolut winnable – kampe mod West Ham og Wigan kan det unge hold få et vigtigt boost selvtillid, og ramme jorden løbende, som man vist siger derovre.

Tip: Forventet placering: Nummer 18 Supersæson: Nummer 17 eller derover.