Premier League 2009-10: Nr. 9: Blackburn Rovers
tirsdag, august 18th, 2009
Blackburn Rovers: Overgiv jer eller vi tackler!
Stiftet: 1875
Stadion: Ewood Park (Kapacitet: 31.367)
Kælenavn: Rovers, Blue and whites, Riversiders
Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 10/7/15
Første fem kampe: 15/8 Man City (H), 18/8 Fulham (U), 22/8 Sunderland (U), 29/8 West Ham (H), 12/9 Wolverhampton (H)
Manager: Sam Allardyce (Siden december 2008)
Kun 4 hold har vundet den fornemmeste engelske fodboldrække siden den i 1992 ændrede format og navn til det vi i dag kender som Premier League. Det drejer sig naturligvis om Manchester United, Arsenal, Chelsea - og Blackburn Rovers. Sidstnævnte snuppede et enkelt mesterskab i 1995. Det var der Blackburn slog Liverpool ude på sidste spilledag, og the Kop brød ud i “Always look on the bright side of life” da nyheden tikkede ind om at Blackburn blev mestre idet Manchester United kun havde formået at få 1-1 hos West Ham. Det var også dengang Kenny Dalglish var træner på Ewood Park, og frem for alt dengang Blackburn havde stålmillionæren Jack Walkers penge til at signere stjernespillere som Graeme Le-Saux, Alan Shearer, David Batty, Tim Flowers og Chris Sutton. (Det var virkelig en anden tid dengang…)
Siden er der løbet meget vand under broen i Blackburn. Mesterskabssæsonen blev ikke fulgt succesfuldt op, og blot fire år efter - i 1999 - var holdet nede i den næstbedste række efter en Ray Hartford og Roy Hodgson ikke havde formået at løfte arven efter Dalglish. Mens holdet rodede rundt i den næstbedste række døde Jack Walker ydermere, men alligevel fik Graeme Souness holdet tilbage i den bedste række i 2001. Siden fulgte endnu en indkøbstur, en ligacup triumf og et par ligaplaceringer på det jævne, inden Mark Hughes tog over fra Souness som ville til Newcastle.
I sine fire år på Ewood Park formåede Hughes at skabe et stærkt Blackburn-mandskab, som hurtigt blev et af de hold som alle hadede at møde på grund af deres fysiske og pågående spillestil. Endvidere fik holdet under Hughes såvel en sjette som en syvendeplads, og formåede i vidt omfang at etablere sig i Premier League. I maj 2008 ville Hughes dog hellere til Manchester City, og trænerkarusselen foresatte og smed Paul Ince af hos Blackburn efter et succesfuldt ophold hos Milton Keynes Dons. Ince viste sig imidlertid ikke at kunne klare presset, og han blev fyret efter en serie af elleve kampe uden sejre i november.
Ind trådte i stedet Sam Allardyce, som var blevet fyret i Newcastle, og som hurtigt fik genfundet de gamle dyder fra Hughes - og som han selv blev berømt og berygtet for i Bolton; fysisk, effektiv fodbold, hvor modstanderens teknikere virkelig får lov til at mærke, at de er i live. Blackburn tabte ikke i Allardyces første syv kampe som træner, og sluttede sæsonen på en - alt taget i betragtning - respektabel 15. plads.
Truppen generelt: Av for satan!
Paul Robinson, som gik gruelig meget igennem omkring Englands kiksede kvalifikation til EM 2008. Robinson droppede flere fælt på landsholdet, og på klubholdet, Tottenham, lignede det tidligere Leeds-talent mere og mere en slagen mand. Robinson blev Inces første indkøb i Blackburn, og har fået gang i karrieren igen.
I forsvaret er Ryan Nelsen fra New Zeeland styrmand, og er blevet en vigtigere og vigtigere mand for holdet de senere år. Han gøres selskab af kæmpestore Christopher Samba, som dominerer luftrummet, men til gengæld kan virke temmelig tung mod teknisk stærke spillere. Ikke desto mindre fuldender det tidligere Liverpool-talent Stephen Warnock et stærkt forsvar på venstrebacken. Georgiske Zurab Khizanishvili agerer backup for centerforsvarne med albuer, film og generel pisseirriterende optræden.
På midtbanen var Blackburn hårdt ramt af skader, og følgelig endte Keith Andrews, som Ince tog med fra MK Dons, lidt pudsigt med at være et næsten fast indslag på den defensive midtbane. Han får konkurrence af australske Vince Grella, mens en anden australier, Brett Emerton, står for et mere offensivt islæt. Ellers er norske Morten Gamst Pedersen den store stjerne på kanten. Ikke blot bidrager nordmanden med indkast som er i Rory-Delap-klassen længdemæssigt; han kan også både drible, udfordre og score mål. Han gør det bare umanerlig sjældent, og har det med at forsvinde i store dele af sæsonen. På kanten kan også El Hadji Diouf - som Allardyce hentede til Bolton i sin tid, og igen hentede til Blackburn i januar - spille, ligesom han kan bruges helt på toppen. Her huserer også Benedict Mccarthy og Jason Roberts, som begge er angribere lige efter Big Sams hjerte, med fysisk styrke og målnæse.
Væsentlige transfere: Ungt og spændende
Forsvaret er blevet styrket af sidste sæsons lejesvend Gaël Givet, som er kommet til på en permanent kontrakt. Han kan spille både centralt og på venstrebacken. Lars Jakobsen er kommet til højrebacken transferfrit fra Everton, og kan oplagt ses som en direkte erstatning for de seneste års faste mand på pladsen i Blackburn, hollandske Andre Oijer som er taget hjem. Den populære midtbanetyrker Tugay har indstillet karrieren, mens Aaron Mokoena er taget på fri transfer til Portsmouth. Midtbanen er til gengæld blevet styrket af den tidligere FCK’er Elrio Van Heerden, og det 20-årige franske talent Steven N’Zonzi som startede sæsonens første kamp på den defensive midtbane.
Klubbens store stjerne de seneste år, angriberen Roque Santa Cruz, blev efter en længere transfersaga hentet til Manchester City af Mark Hughes som i første omgang lokkede ham fra Bayern Munchen til Blackburn med stor succes. Alt imens er evighedstalentet Matt Derbyshire blevet solgt til græske Olympiakos. Ny i angrebet er til gengæld det 21-årige kroatiske stortalent Nikola Kalinic, som spås en stor fremtid i hjemlandet efter nogle succesfulde år i Hajduk Split. Man venter i øjeblikket ængsteligt på at de sidste papirer falder på plads, så Blackburns nye nummer 22 kan komme på banen. Han menes at have kostet i omegnen af £ 6 millioner. Ligeledes er den argentinske angriber Franco Di Santo blevet lånt i Chelsea.
Forventninger: En ubehagelig overraskelse
Sam Allardyce er en modbydeligt dygtig træner. Han råder i Blackburn over en stor del spillere, som fungerer rigtig godt med den type modbydelige fodbold som den tidligere Bolton-boss gerne vil spille. Derfor bliver møderne med Blackburn et rigtig ubehageligt bekendtskab for alle hold i denne sæson.
Siden jeg oprindeligt nørklede med mit udkast til de endelige placeringer har en række hold forstærket sig, og derfor virker det nu lidt voldsomt at have Blackburn i top-10. Ok, indrømmet: Det virker voldsomt ligegyldig hvad. Ikke desto mindre vil holdet kunne opnå ganske meget, og det tror jeg også de gør; de er fint besat på alle pladser, og især Ryan Nelsen holder et højt niveau i defensiven. Hvis Mccarthy ydermere forløser sit naturlige talent for at lave mål med alle kropsdele, og han eventuelt kan udvikle et godt makkerskab med den nye unge Kalinic, så er sky’s the limit for Blackburn Rovers. Eller i virkeligheden er 8. pladsen the limit. Men det ville også være udtryk for en hamrende god sæson for Blackburn efter sidste sæsons flirt med nedrykningspladserne.
Tip: Forventet placering: Nummer 9 Supersæson: Nummer 8.
* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold: