Syg og munter

Sommeren lakker mod enden. Det har vejret de sidste par dage definitivt indikeret. Den sært sorgløse, lyse og optimistiske periode af året, hvor alt i princippet kan lade sig gøre, er snart ikke mere. I morgen rammer livets benhårde og ondskabsfulde realiteter igen; som en halvflad, regntung læderbold - sparket direkte i kuglerne med stiv tå - på en dødsyg dag med temperaturer omkring frysepunktet. Med andre ord: Premier League sæsonen 2010-2011 indledes. Sommerens uforpligtende og neonblinkende transferrygter og løfter om bedre tider vil blive stillet til regnskab, og snart vil det stå smertefuldt klart, hvad man egentlig kan forvente. Er der lort eller lagkage i de fine spillerformede æsker som er blevet præsenteret som kommende stjerner af diverse klubejere og managers på fine, opstillede fotos over sommeren?

I West Ham er meget (gudsketakoglov) ændret siden afslutningen på sidste helt igennem rædderlige, ynkelige og voldsomt deprimerende sæson.

Træneren:

Verdens mest sympatiske mand - Gianfranco Zola - viste sig desværre ikke at være lige så kompetent som han var sympatisk, og nu er han i stedet erstattet af verdens sureste jøde - Avram Grant - der kommer med et nydeligt CV, og et fint eftermæle fra sine øvrige ophold i engelsk fodbold, og en mængde imponerende resultater i Israel.

Grant var kun John Terrys manglende evne til at holde sig på benene i en straffesparkskonkurrence fra at blive den første Chelsea-manager, der vandt et CL-trofæ. Oven i hatten udrettede han i sidste sæson noget der mindede om mirakler med Portsmouth, der ellers på aller måder var en klub  i total opløsning. Holdet rykkede ganske vist ned, men Grant fik dem generelt til at spille imponerende fodbold efter omstændighederne, og kronede sæsonens heroiske indsats med en plads i FA-Cup-finalen, hvor Chelsea vandt knebent på et klassisk stykke overmenneskeligt Drogba-frispark, efter superskurken Kevin Prince Boateng havde brændt et straffespark for Pompey.

I West Ham får Grant imidlertid en noget anden rolle end han havde i Chelsea og Pompey. For første gang har han rent faktisk haft en hel preseason og dertilhørende transfervindue til at præge sin trup. Dette har  bevirket en kraftig aktivitet ved svingdøren, som ikke har virket mindre dramatisk, af at klubbens ejere - David Gold og David Sullivan - i vanlig stil har været klar med den ene tæerkrummende udmelding efter den anden til den altid interesserede presse. Således åbnede Gullivan allerede i efterdønningerne af sidste sæson med at melde ud, at alle klubbens spillere undtagen Scott Parker var til salg. Derefter satte de trumf på, ved at sætte sig selv i forbindelse med afdankede koryfæer som Thierry Henry, David Beckham og Juan Roman Riquelme. Over sommeren har meldinger fra deherrer om alt mellem himmel og jord desværre været ustoppelig. Det er dog påfaldende, hvor lidt de har haft at sige, om de spillere som rent faktisk er endt med at blive hentet til klubben. Måske udgør de to gamle tosser i virkeligheden en fremragende kronisk afledningsmanøvre fra klubbens egentlige transferaktiviteter? Under alle omstændigheder bliver det interessant at se, hvorvidt det er til det gode eller dårlige, at Grant selv får lov til at forme rammerne for sit arbejde i klubben. Herfra ventes med spænding og en snert af optimisme…

Svingdøren

Ud:
Ændringerne i truppen ikke været så dramatiske som de oprindelige udmeldinger kunne antyde. Angriberne Mido og Ilan som begge blev hentet på korttidsaftaler i januar er blevet fritstillet - førstnævnte har vist stadig kontrakt med Middlesbrough. Mido brillierede endvidere i sin tid i klubben ved at få en masse presseomtale for at spille for blot £ 1000 om ugen, men endte forbløffende nok med at være så ringe og ufit, at man kunne stille spørgsmålstegn ved om han egentlig var pengene værd. Ilan var egentlig et positivt bekendtskab, som bidrog med en række vigtige mål, da pladsen i Premier League skulle hives i land efter en hårrejsende dårlig sæson. Endnu en angriber - argentinsk-mexicanske Guillermo Franco, som ellers i den grad erobrede denne bloggers hjerte i sidste sæson - er også blevet vejet og fundet for let til en ny kontrakt. Satans. Francos engagement, finesse og generelle awesomeness vil være savnet i den kommende sæson.  Derudover er de tre talenter Josh Payne, Bondz N’gala og Daniel Kearns blevet fristillet. De to førstnævnte nåede begge at optråde på førsteholdet for West Ham, og har da også fodboldfremtiden på plads hos henholdsvis Doncaster og Plymouth. Kearns er taget til Irland for at tørne ud for Dundalk FC.

Ind:

Sommerens første forstærkning til truppen kom som et lyn fra en klar himmel, da klubben annoncerede, at den 28-årige tyske midtbanespiller Thomas Hitzlsperger tiltrådte på en treårig kontrakt på en fri transfer. Hitzlsperger - med tilnavnet Der Hammer - virker på alle måder som en atypisk West Ham-signing. Han er ikke påfaldende over the hill, og har ikke været ekstremt skadesplaget. Han kender allerede Premier League og det engelske sprog, da han fik store dele af fodboldopdragelsen i Aston Villa. Endvidere har fyren spillet imponerende 52 kampe på det tyske landshold, og selvom han ikke deltog ved VM i Sydafrika (sandsynligvis p.g.a manglende spilletid for klubholdet), viste hans genindkaldelse til kampen mod Danmark, hvor han bar anførerbindet, at hammeren ikke er helt ude af bussemand Löws overvejelser. Da Hitzlsperger udgik med en skade imod Danmark faldt brikkerne imidlertid endelig på plads. Velkommen til West Ham…

Ydermere har Grant hentet en gammel kending fra sidste sæson i Portsmouth. Den 31-årige angriber Frédéric Piquionne er tiltrådt på en 3-årig kontrakt for en transfersum der anslås at være i omegnen af £1 million. Piquionne - eller piqqen, som jeg forudser, at Freddy vil blive kaldt her på bloggen - gjorde sig positivt bemærket i sidste sæson, som mander der sendte Tottenham ud af FA-cup semifinalen, og har derudover haft en karriere der nærmest er spektakulært uspektakulær. Angriberen har således kun en gang i seniorkarrieren scoret et to-cifret antal ligamål i løbet af en sæson. Det skete i 2002-2003 for Rennes i hjemlandet. Sidste år blev det retfærdigvis til 11 mål i alle turneringer for Pompey - herunder 5 i 34 ligakampe. Forhåbentlig bedriften kan gentages i år…

Imellem præsentationen af de ovennævnte herrer ankom Pablo Barrera fra Mexico med stor ståhej og hornmusik. Barrera, der viste gode takter ved et par indhop ved VM, beskrives som en talentfuld, hurtig og kreativ fløjspiller, som allerede har meldt ud, at han vil bruge West Ham som springbræt til en større klub. Med andre ord er alt lagt flot an til en dundrende fiasko for alle implicerede parter. Forstå mig ret: Jeg håber på det bedste. Manden er sikkert skide talentfuld. Han er i hvert fald mægtig ambitiøs og har høje tanker om egne evner. Han er imidlertid også mexicaner, som skal prøve kræfter med en liga, som nok vil præsentere ham for nogle lidt andre udfordringer, end han er vant til fra Pumas de la UNAM. Barrera anslås at have kostet £ 4 millioner, og undertegnede har krydset alle kropsdele for, at han vil vise sig at være lige så heroisk og elskelig som den nationaliserede landsmand Franco…

Sommerens foreløbig fjerde indkøb kom i form af den danske kiwi Winston Reid. Jeg følger ikke voldsomt meget med i dansk fodbold, og er følgelig ikke fuldt i stand til at vurdere Reid, men transferen har ikke just fået mit klokkeværk til at bimle. Er han virklig god nok til Premier Leauge? Navnlig ikke når man ser den sum, som Midtjylland citeres for at have modtaget i handlen. Jeg hæfter mig ved at transfersummen ingen steder er offentliggjort officielt, og at dele af den formentlig er præstationsbetinget. Det vil på den anden side være voldsomt typisk, hvis han er blevet indkøbt udelukkende på basis af tre imponerende kampe ved VM, og Gullivan har skyndt sig at udskrive en stor check på beløbet. Hvis man skal anlægge en positiv vinkel, så er Reid ung og har en rigtig god attitude, som forhåbentlig kan hjælpe ham med at omstille sig til at spille i en liga, hvor man skal tage tæsk fra Kevin Davies og Kenwyne Jones frem for Henrik Toft og Marc Nygaard. Foreløbig er den syge og muntre jury dog ude, men jeg håber at Reid vil blive en lige så stor gevinst for West Ham, som den seneste danske forsvarsspiller i klubben - The Grim Rieper…

Sommerens foreløbig sidste tilføjelse er kommet i form af en halvårig låneafte med Portsmouth om at aftage store, stygge og ikke mindst tykke Tal Ben Haim på lån i et halvt år, med henblik på at se om hans helbred holder til en egentlig transfer. Ben Haim har tidligere vist, at han kan være en yderst habil forsvarsspiller på højeste niveau i England, men han har imidlertid også fra tid til anden vist, at hans tophastighed er cirka lige så hurtig som en slæbebåds. Vi venter i spænding, og glæder os over at Ben Haim ikke har fået en otte-årig kontrakt og er blevet indkøbt for et millionbeløb…

Og de næste 14 dage?

En foreløbig status på transferaktiviteten siger altså fem spillere ind, som alle - om ikke andet - bidrager med bredde. Ben Haim, Piquionne og Hitzlsperger kender desuden alle ligaen, og kan forventes at bidrage med noget fra start. Endnu mere positivt er det, at Gullivan og Gramt enstemmigt indikerer, at yderligere tilføjelser til truppen er en god ide, og at der arbejdes aktivt på det. Serbiske Miralem Sulejmani skulle have været den sjette forstærkning, og lød til at være en spændende spiller, men han kunne ikke få arbejdstilladelse.

Yderligere positivt er det, at ingen af klubbens profiler har forladt klubben - endnu. For det synes indlysende, at klubben er klar til at sælge snart sagt hvem som helst, hvis der bliver lagt en klækkelig sum. Der statueres måske i dette transfervindue et eksempel med Scott Parker, hvor ejerne rigtig skal vise deres dedikation til klubben og fansene, men Charlton Cole er i flere omgange rygtet væk, ligesom Valon Behramis agent, som altid, er meget interesseret i at snakke med pressen om alle de klubber, som måske/måske ikke er interesserede i hans klient.

Så sent som i går blev snakken for en gangs skyld mere konkret, da David Sullivan fortalte at Behrami gerne vil væk, idet hans kone ikke trives i London, men at ingen har budt på Schweizeren. I samme åndedrag kom det frem, at Alessandro Diamanti er til salg, men at der heller ikke har været den store interesse for den ustabile og småtossede italiener, alt imens det forventes, at middelmådige og hårdtarbejdende Radoslav Kovac skifter til Stoke i den nærmeste fremtid. Både Behrami og Diamanti har ifølge Sullivan kostet klubben £ 6 millioner, som man vil forsøge at få igen ved salg. Samtidig beretter Sullivan, at Upson får sæsonen til at vise hvad han kan, og hvis han præsterer vil West Ham tilbyde en kontrakt på lige fod med andre klubber, når den eksisterende kontrakt udløber til sommer. Igen en umiddelbart usædvanlig fornuftig tilgang til tingene…

Samtidig går der stadig en mængde rygter om tilføjelser, hvor fokus lader til at være på endnu en angriber. Felipe Caicedo er nyeste skud på rygtestammen, alt imens interesseren i Yakubu skulle være afblæst og evighedstransfersagaen om Loic Remy lader til ikke længere at være interessant for West Ham, selvom klubben umiddelbart fortsat - sammen med Stoke - er den eneste som rent faktisk har budt det ønskede beløb på den franske angriber. Desuden skulle der være interesse for Marseilles Benoit Cheyrou - bror til den tidligere Liverpool-middelmådighed Bruno.

Truppen lige nu:

Når holdet skal stilles til weekendens kamp mod Aston Villa bliver det ikke desto mindre med følgende pulje af spillere til at konkurrere om pladserne i Grants system, der i træningskampene har lignet en 4-3-3/4-5-1. Nedenfor er truppen opstillet som den cirka kan forventes at kunne bruges:

Målmand: Robert Green, Peter Kurucz, Marek Stech
Højre back: Julien Faubert, James Tomkins, Valon Behrami, Winston Reid, Tal Ben Haim, Danny Gabbidon, Jonathan Spector, Jordan Spence
Venstre back: Herita Ilunga, Fabio Daprela, Tal Ben Haim, Jonathan Spector
Centerforsvar: Matthew Upson, Manuel Da Costa, James Tomkins, Winston Reid, Tal Ben Haim, Danny Gabbidon, Jonathan Spector, Jordan Spence
Central midtbane: Thomas Hitzlsperger, Mark Noble, Scott Parker, Jack Collison, Radoslav Kovac
Venstrekant: Pablo Barrera, Jack Collison, Luis Boa Morte, Junior Stanislas,  Alessandro Diamanti, Thomas Hitzlsperger
Højrekant: Julien Faubert, Alessandro Diamanti, Kieron Dyer, Pablo Barrera, Junior Stanislas, Zavon Hines, Freddie Sears
Striker: Carlton Cole, Benni “Big Mac” McCarthy, Frederic Piquionne, Frank Nouble, Freddie Sears, Zavon Hines

Der er flere ting der sprænger i øjnene, når man stiller truppen op på denne måde. Robert Green er suverænt førstevalg bagerst, og Cole er lige så overlegen i front. I backkæden er der forfriskende mange kombinationsmuligheder som placerer ærlige, arbejdssomme og middelmådige Spector på bænken. Hines, Collison og Kurucz er langtidsskadede, og kommer næppe til at figurere lige med det samme, alt imens Hitzlsperger desværre er tvivlsom efter en ellers rigtig god preseason. Benni McCarthy kæmper stadig med vægten, og det bliver interessant at se om han nogensinde kommer til at berettige den investering klubben lagde i ham i januar. Ligeledes kan man have sin alvorlige tvivl om hvorvidt Freddie Sears nogensinde får det gennembrud som for et par år siden syntes uundgåeligt. Interessant er det ydermere at bemærke, at Grant foreløbig vælger at bruge sidste sæsons højre back Julien Faubert i en offensiv rolle på højrekanten, alt imens James Tomkins har spillet rigtig meget højre back - og gjort det halvdårligt. Det lader til at klubben ikke planlægger at bruge Behrami, og derfor bliver højrebacken hurtigt den mest åbne plads på holdet  - sammen med pladserne på kanterne. Mit bud på et hold i morgen bliver ud fra disse overvejelser noget i retning af:

Holdopstilling i morgen?

Green

Ben Haim - Upson - Da Costa - Ilunga

Hitzlsperger - Parker - Noble

Faubert - Cole - Boa Morte.

Et hårdtslående, rutineret hold, som jeg egentlig er ganske tryg ved at sende på banen. Hvis Der Hammer er skadet, så ligger det lige til højrebenet at erstatte ham med Kovac. Barrera kan gøre et spændende indhop fra bænken og forhåbentlig være med til at sikre et point eller tre i en svær udekamp. Om Martin O’neils afgang fra Villa gør den mission lettere eller sværere tør jeg ikke gisne om. Blot kan det konstateres at alle point i de første par måneder skal tages med kyshånd og kynisme, idet programlæggerne bestemt ikke har været søde ved the irons:

Lorte-startprogram:

August:
Lør 14  U Aston Villa
Lør 21  H Bolton
Lør 28  U Man Utd

September:
Lør 11     H Chelsea
Lør 18     U Stoke City
Lør 25     H Tottenham

Der skal ikke gå meget galt før de kampe giver et sted mellem 0-3 point, og så er der ellers endnu en nedrykningskamp på tapetet. West Ham taber altid til Bolton. Ingen vinder over Stoke på udebane. Chelsea  og Manchester United skal man nok ikke forvente det store mod, og desværre næppe heller mod Tottenham…

Personligt glæder jeg mig dog. Jeg glæder mig til en ny sæson. Jeg glæder mig til at se Nouble, Stanislas, Tomkins, Hines og Collison fortsætte deres udvikling, og forhåbentlig udvikle sig til rigtig gode spillere. Jeg glæder mig til at se, om Avram Grant kan levere varen. Foreløbig kan jeg sgu godt lide ham! Der er noget sammenbidt og sarkastisk over ham, som bare passer åndssvagt godt til West Ham United FC anno 2010.

Jeg glæder mig nok mest af alt til igen at pleje regelmæssigt samvær med andre masochister og gode venner, når vi skal tale forventninger, og tro på point og godt spil, op før hver evig eneste kamp! Og jeg glæder mig næsten til de galgenhumoristiske og middelmådige vittigheder, når forventningerne braser sammen, og desillusionen sætter ind.

Jeg glæder mig til at se verdens smukkeste udetrøje (endnu en usædvanlig hændelse i West Ham-regi: Et godt trøjedesign!) i aktion i morgen, når jeg forhåbentlig finder en god bar i Odense (nogen anbefalinger?), hvor jeg skal være euforisk, bide negle, blive sur og skuffet, råbe af skærmen, og forsøge overbevise fru Sygogmunter om, at netop dét er den perfekte optakt til en Leonard Cohen-koncert i morgen aften. For som en anden (dog ikke lige så) stor sangskriver, danske Jens Unmack, har formuleret det: “Det bedste er en ny sæson før første nederlag.” Og han har jo ret, Unmack, for alt andet lige, så skal det sgu sikkert nok igen blive en lang, skuffende og sej sæson.

Om ikke andet er jeg sikker på at få én god kulturoplevelse i morgen, for modsat visse fodboldhold, så skuffer Onkel Lennart aldrig. Til gengæld har han så - ganske uforvarende, tror jeg bestemt - besunget kærligheden til West Ham:
“I’ve got you like a habit
And I’ll never get enough
There ain’t no cure
There ain’t no cure
There ain’t no cure for love”

BRUUUUUUCE, pløjemarken og det ærefulde nederlags anatomi

I sommers befandt undertegnede sig i Herning. Som om dette ikke var slemt nok i sig selv befandt undertegnede sig mere specifikt på en pløjemark i umiddelbar forlængelse af området omkring FC Midtjyllands hjemmebane. Alligevel var det en god dag. Omstændigheder ville det nemlig sådan at undertegnede ikke var alene. Mildest talt. Vi var vel en 40-50.000 der på pløjemarken. Og der var fadøl og en truende himmel som viste sig fra en sympatisk side og valgte at sparre os for det regnskyl som dens tunge skyer utvivlsomt ønskede at pisse ud over os. Men aftenen især god af, at nogen havde opstillet en scene på hvilken Bruce Springsteens og hans legendariske E-street band optrådte (der findes en regel om at ingen må skrive noget om Bruce Springsteens orkester i et offentligt forum uden at benytte adjektivet “legendarisk” - rygter vil vide at det kostede en af Ekstra Bladets gamle rockanmeldere adskillige fingerled at undlade det engang i starten af 90′erne).

Han spillede en masse morderligt gode sange med en attittude som om han rent faktisk også var glad for at være dér på pløjemarken - i det han  vist mere end en gang fik kaldt for Herming. Han spillede sange om glæde og sorg, kærlighed og tab - og ikke mindst om heroiske eksistenser, som  trods rene hjerter, gode viljer og arbejdsflittige hænder oplever at livet falder sammen omkring dem på grund af ansvarsløse kapitalister, politikere og generelle plattenslagere. Og han gjorde det med kærlighed, det gjorde vores Bruce. Kærlighed til den uheldige helt og uskyldige, heroiske taber i livet. Han forstår det ærefulde nederlag. Han besynger det, han ærer det, han føler det - og får mange tusinde knoldesparkere på en plæne ved Messecenter Herning til at gøre det samme. Livet er uretfærdigt men vi danser alligevel, takket være menneskets uudgrundelige disposition for ukueligt håb. Det indser vi et øjeblik - takket være BRUUUUCE! Der er med andre ord ikke noget at sige til at manden er en helt i Ruhr-distriktet. Hvis Bruce gik op i fodbold, så tror jeg han ville holde med West Ham. Det burde han. Vi forstår ham. Vi har faktisk gjort det til en livstil at tabe ærefuldt; West Hams historie er proppet med det. Et langt eksperiment i heroisk, sympatisk, rankrygget taberkultur. En lang Springsteen-sang. Tab med ære på 101 forskellige måder. Og så på 101 mere bagefter.

Men Bruce forstår sig ikke på fodbold. Faktisk er han nærved revnende ligeglad. Han har sågar formået at skabe en hvis splittelse til en koncert på Old Trafford ved at hylde byens rødblusede holds mange triumfer indenfor fodboldspillet, hvilket ikke faldt i voldsomt god jord hos den ikke uvæsentlige blå-sindede del af publikum. Springsteens søn er åbenbart - fremgik det af monologen den aften - stor Manchester United fan. Den sympatiske empati for folket og den lille mand springer åbenbart en generation over i den familie. Men den aften i Herning var ingen snak om fodbold. Sæsonen var kun en uudtømmelig kilde til håb og drømme en måneds tid ude i horisonten. Og Springsteen spillede som en drøm. Vi følte os unge og frie, verden var ung, mulighederne uanede og livet måske alligevel ikke så tosset. Det var tider var det.

We’re going down, down, down…

Sidenhen er sæsonen startet. Og den har været et mareridt. Det startede så lovende med udesejr mod Wolves på præmieredagen. Med 8 kampe mere spillet lyder pointhøsten samlet på paure seks point. En føring blev vendt til nederlag hjemme mod Spurs, 11 mand kunne ikke holde en 1-0 føring mod Fulhams ti mand og var heldige med at redde 2-2 i hjemmekampen for nylig, et tamt Blackburn-hold satte sig  fysisk på en kedelig 0-0-kamp, Stoke og Wigan snuppede begge tre point mod West Ham hold med masser af boldbesiddelse men ingen evne til at skabe chancer, Liverpool viste klasse og kynisme og slog et heroisk (!) kæmpende West Ham hold 3-2, mens Manchester City bare viste klasse og vandt 3-1.

Og dér, med en støvleklædt fod i ryggen og ansigten nedsunket i den brækpøl, som kaldes livets barske realiteter, så undertegnede pludselig Bruce Springsteen stå levende for sig gennem mine tårersprængte, hævede øjne. Igen glimtede hans evne til at ramme nerven i det at være hammers-supporter, og han sang så smukt, så smukt for mig. Det var sangen I’m going down fra pladen Born in the U.S.A.  I’m going down, down, down, down sang han med sorg og trods i stemmen. Og vi så hinanden i øjnene, Bruce og jeg, og forstod at vi trods vores forskellige interessefelter var forbundet på et kosmisk plan.

For det var præcis hvad West Ham viste alle tegn på, at de var ved at gøre: Going down, down, down:

- Når spillet var godt smed vi point.

- Når spillet var dårligt smed vi point.

- Nøglespillere som burde træde i karakter i krisetider og løfte holdet var selv nogle af de værste når det kom til kravlegårdsfejl: Navnlig Robert Green og Matthew Upson.

- En evindelige række af uheld og småskader synes at hagle ned over vigtige førsteholdsspillere - Ilunga, Behrami, Collison - samt naturligvis Dyer, Ashton og Gabiddon - alt imens truppen efter sommertransfervinduet så mildest talt spinkel ud på flere pladser.

- Frem for alt kunne holdet ikke skabe chancer, og netop dette er ofte udslagsgivende for hvem der ryger ned og hvem der holder røven i vandskorpen. Vi kunne ganske enkelt ikke score på et bordel - og så endda i disse finanskrisetider.

Jeg har med andre ord haft den sang på hjernen i ugevis, og den har torpederet min itunes top-25 og ligger nu lunt i svinget i toppen. Men som den opmærksomme læser måske har registreret, så er dele af ovenstående skrevet i datid. Og det er ikke udelukkende fordi undertegnede totalt har mistet overblikket over historien. Nej. For der er lys for enden af tunellen.

Good times for a change?

I går (søndag d. 26) mødte et undertippet West Ham hold titelaspiranterne fra Arsenal. Den sprudlende fodboldtornado af kontinentaleuropæisk dekadence og talent som under fodboldprofessoren Arsene Wenger har spillet momentalt verdensklassebold i denne sæson skulle blæse det sårede, fattige øst-London hold yderligere ned i møget. Upton Park var fyldt. Håbet blev skrøbeligt bygget op endnu engang af de trofaste på lægterne.  For første gang i umindelige tider starter vores optimale midtbane-firer sammen: Behrami-Parker-Noble-Collison. Cole har været god i år. Zola spiller med to på toppen; Franco får debut fra start. Vi plejer at have et godt tag på Arsenal.

Men det startede som frygtet. God fight og masser af boldbesiddelse til hjemmeholdet, sågar et par løse chancer og en tvivlsom offsidekendelse i en situation hvor Collison måske kunne have gjort det til 1-0. Og så ramte livets fundamentale uretfærdighed: Lidelsen som grundpræmis for eksistensen som hammersfan: Robert Green fortsatte sin out-of-character katastrofekurs fra de seneste kampe, gik fejl af et indlæg og lod Van Persie gøre det til 1-0 efter 16 minutter. Ærgeligt og ikke voldsomt fortjent. Men West Ham fortsatte; havde glimrende held med at presse Arsenal langt fremme på banen, og ikke lade dem komme til flere chancer end man må forvente at et klassemandskab skaber, når man prøver at spille bold mod dem. Spilovertaget var claret’n'blue, Carlton Cole var fuldstændig uhåndterlig og konstant udfordrende men de helt store chancer lod vente på sig; og som naturlig konsekvens deraf gjorde tudeprinsen William Gallas det til 2-0 til udeholdet efter et hjørnespark kort før pausen. “We’re going down, down, down, down…” Sang Bruce for mit indre øre alt imens jeg besøgte baren for en tiltrængt pint-udskiftning.

I anden halveg startede West Ham igen lovende, men Arsenal tog efterhånden kontrollen med kampen. De kørte bolden godt rundt mellem sig, og kom frem til et par gode afslutninger fra distancen, hvor Robert Green sikkert håndterede de som var indenfor rammen, samt en række giftige indlæg som gudskelov aldrig ramte en medspiller. Efterhånden faldt det skrøbelige håb sammen som et klistret korthus ved pubens hammersbord. Trætte miner. Nu igen. Snakken gik om løst og fast, fokus blev fjernet fra skærmen - “There’s always next week” sagde en med et skuldertræk, “Det er jo kun et spil” ræssonerede sønderjyden uden overbevisning, “Vi har da vores gode helbred” forsøgte undertegnede træt, “ER DER NOGEN DER KAN UNDVÆRE EN SMØG?!” brølede den som altid sent ankomne litterat med fremskridstfrisuren irriteret - og trods de heroiske miner havde vi det allesammmen ad helvede til.

Men så skete det. Pludseligt, tilfældigt og ikke udpræget fortjent: Smukt ganske enkelt. Collison hamrede Sagna ned efter en lang omgang olé-hvor-vi-kan pasningsspil af Arsenal. Publikum vågnede på lægterne og skreg den sidste, hårdt prøvede optimisme ud. Vores italienske nyindkøb Alessandro Diamanti kom på banen og sendte et par håbefulde og nærmest nærgående afslutninger afsted. Noget rørte sig ved stambordet. Rygge blev ranket, håbefulde blikke udvekslet. ” It ain’t over till it’s over” brummede en, ” Grethe Sønck har ikke sunget endnu” medgav sønderjyden, “2-0 er den farligste føring i fodbold” nærmest råbte undertegnede ivrigt. “HAR DU EN SMØG!?” spurgte litteraten desperat en ældre drukkenbolt ved et nabobord.

Unge Zavon Hines blev skiftet ind. ” Nu spiller vi sgu med tre på toppen…” konstaterede captain obvious, som midlertidigt havde taget bolig i undertegnedes krop. Hines tilkæmpede sig et frispark på kanten af feltet. Diamanten - nykronraget og med kraven oppe - hamrede den mod mål; trejdemålmand Mannone i Arsenal-målet kastede sig og reddede den ved den ene stolpe. Men han boksede den ud i feltet igen! Her kastede - selvfølgelig - Carlton Cole sig frem og headede bolden i mål. 2-1. 74 minutter spillet. Jubel på stadion, jubel på pub’en. En mand med kasket gik helt agurk. Litteraten glemte helt sin smøgtrang. “COME ON YOU IRONS” brølede de på stadion.

Scott Parker, der som sædvanlig løb solen sort, og spillede som om hans diæt udelukkende havde bestået af råt kød op til kampen, appellerede heftigt for straffespark et øjeblik efter. Endnu et øjeblik efter pådrog han sig et gult kort for at prøve at æde Eboue. Momentet efter igen kombinerede Hines og Diamanti på højrekanten, fik et indkast ud af anstrengelserne. Middelmådige Spector som havde fået tjansen som højreback frem for Julien Faubert kastede langt, Cole tæmmede bolden i feltet og blev sparket ned af Alex Song. Dommeren pegede på pletten og Arsenal-spillerene protesterede som var deres liv på spil. Ved langsom gengivelse viste der sig klar kontakt mellem Cole og Song. Cole faldt let, Song er en forbandet klovn at sparke en spiller ned i straffesparksfeltet. Diamanti gik til bolden og eksekverede sikkert. 2-2. 80 minutter spillet.

Herefter tog kampen virkelig fart. Begge hold gik tydeligvis efter det vindende mål. Med fem minutter tilbage af kampen blev dette forehavende noget mindre realistisk for West Ham da Scott Parker fik sit andet gule kort for at tage bolden med hånden mens han lå på jorden. Langsom gengivelse indikerer umiddelbart ret klart at Parker tager bolden med panden. Det havde Wenger nok ikke haft tid til at se, da han skulle bedømme dommerens præstation, som ikke overraskende var årsag til Arsenals pointtab i franskmandens udlægning af kampens forløb. Wenger kunne måske med rette føle sig snydt for et straffespark da Upson havde hånd på bolden, men episoderne ved begge West Hams mål, som franskmanden udlægger som klokkeklare fejlkendelser var vist i bedste fald bare tvivlsomme.

Også de sidste fem minutter plus tillægstid forsøgte begge hold at skabe chancer. Den suværent største, som burde have afgjort kampen til Arsenals fordel, tilfaldt Robin Van Persie i tillægstiden første minut. Hollænderen afsluttede med hovedet et par meter fra mål, men måtte chokeret se Robert Green hive en verdensklassefodparade frem fra gemmerne. Efter et par nervepirrende minutter, hvor selv ikke-rygerne spurgte febrilsk efter smøger blev kampen fløjtet af og et heroisk point var i hus.

Pludselig var er der plads til optimisme. Midtbane-fireren er forhåbentlig tilbage for good (undtaget Parkers karantæne), Greens fantomredning var forhåbentlig vendepunktet i hans formkurve, holdets indstilling i anden halveg vidner om kollosal mental styrke, og Diamanti og Hines virkede skarpe og giftige da de kom ind. Ok - indrømmet: Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi kan stadig ikke skabe chancer, og scorer kun efter dødbolde, vi markerer sløset, lukker undgåelige mål ind, og truppen er papirtynd flere steder. Men vi lever og sparker fra os. Næste kamp mod Sunderland kan forhåbentlig give tre point og lægge foreløbig låg på krisesnakken.

Ikke desto mindre er nedrykning absolut stadig et tema for West Ham. En realistisk risiko sågar. Men jeg har en ny sang på hjernen. Den er med The Smiths. Det er ikke nogen vanvittig positiv sang. Dertil har jeg nok holdt med West Ham for længe. Men den indeholder dog håb. Jeg nynnede den på vej hjem på cykel i går, mens jeg glædede mig over at være hammer, og tænkte på om litteraten egentlig nogensinde fik sin smøg:

Good times for a change
See, the luck I’ve had
Can make a good man
Turn bad

So please please please
Let me, let me, let me
Let me get what I want
This time

Haven’t had a dream in a long time
See, the life I’ve had
Can make a good man bad

So for once in my life
Let me get what I want
Lord knows, it would be the first time
Lord knows, it would be the first time

På en strandbar i Florida sidder en mand. Hans hænder er store og hårde, hans hårgrænse viger drastisk, og hans ansigt er udtryksløst og furet, af hvad der må have været et hårdt liv. Udtryksløst, når man altså ser bort fra det intenst fjerne blik i øjnene som forekommer at være fordybet i noget meget vigtigt, men for alle andre fjernt og uopnåeligt. Han sidder for enden af bardisken. Hver dag på den samme stol. Bestiller øl og whiskey.

Hvis du har været i USA har du måske set ham. Du har måske haft hans bar som stambar i en uge eller to. Du har passeret ham på vej på toilettet efter endnu en flaske af det toiletvand som sælges som øl over there. Du og dine venner har undret jer over ham. Været i tvivl om, hvorvidt han skal frygtes eller latterliggøres. Du er blevet i godt humør, gulvet er begyndt at blive lidt elastisk, og du skal pisse endnu engang. Og pludselig har han fat i trøjen på dig, da du passerer hans barstol. Han kigger på dig med vanvittige, anklagende øjne og mumler noget komplet uforståeligt. Du er i godt humør, du er jo på ferie, og tager dig god tid til tossen. Hans mumlem bliver til hæs rallen og du bestiller ham en Budweiser. Han drikker den hurtigt, i store grådige tåre. Hans øjne fæstner sig igen i det fjerne, og han nikker anerkende og takker lavmælt, beder dig sidde.  Han vil fortælle dig en historie. En forfærdelig historie. Han piller ved etikketen og rømmer sig. Du forstår at han nok får brug for en enkelt øl mere for at få stemmebåndet til at glide, og idet du bestiller vifter han  retorisk med sit tomme whiskeyglas. Du betaler velvilligt, han tømmer glasset ligeså, hamrer det i baren,  kigger direkte på dig med et forpint udtryk, og siger: “You don’t understand. We could’ve been contenders! We could’ve had class! We’ve could’ve been someone! Instead of just bums, which is what we are. Let’s face it!”

Og sådan starter han tragedien om West Ham United FCs nyere historie. Om en inkompetent ledelse der formøblede en enestående chance for at tage skridtet til et højere niveau. Og frem for alt historien om the golden generation som forsvandt. Hans historie er ikke enestående. Manden findes i 1000-vis. Han er overalt i det østlige London. Du kan møde ham i Malaga, Kuala Lumpur og på Kennedys Bar i København. Manden er sågar blevet set med viltert hår og fluer i skægget i Caracas. Overalt er historien den samme. Det hele startede da man solgte Rio Ferdinand rekorddyrt til Leeds. Man fik aldrig erstattet ham ordentligt. Tværtimod formøblede plattenslageren Harry Redknapp pengene på flop som Titi Camara, Svetoslav Todorov og Rigobert Song. Siden fulgte salget af Frank Lampard og formøblingen af endnu elleve millioner pund, efter ansættelsen af den uerfarne Glenn Roeder som manager, som trods en flot førstesæson ikke fik den nødvendige kapital af superskurken, ejer Terrence Brown, til at styrke truppen. Og så katastrofen. Det fatale point of no return. Nedrykningen i 2003. Joe Cole blev solgt. Glen Johnson blev solgt. Jermain Defoe blev solgt. Oprykningen kiksede i første forsøg. Michael Carrick blev solgt. Det bedste kuld unge spillere i engelsk fodbold i mange år - måske undtaget Manchester Uniteds flok med Scholes, Beckham, Butt, Neville-brødrene etc - solgt. Selv John Terry trådte sine spæde fodboldsko i West Ham, ligesom Kieran Richardson og Jimmy Bullard.

Og der sidder du på baren. Og du lytter til hans rablen, hans fantasterier og tankeeksperimenter. Du overvejer at kontakte psykriatisk afdeling på nærmeste hospital. Han fortaber sig igen i mumlen, og du fortrækker forundret og let skræmt. Tilbage til øl og sjofle vittigheder med vennerne.

Nogle gange møder manden en som sig selv. De kan kende lidelsen, apatien og vanviddet i hinandens blik. Så sidder de sammen og tegner på en serviet. Og smiler skævt. For en ny golden generation er på vej. De skriver løs. Collison, Noble, Tomkins, Stanislas, Sears, Stech, Payne - og måske de også husker den allerede solgte Anton Ferdinand. De tegner formationer.

Og når bølgerne går højt, tager vanviddet og drømmene til, og bliver næsten hallucinationer. Virkeligheden er kun en abstraktion siger de, uden helt at forstå hvad det så mon betyder. Og så siger de også Kanouté, Ashton, Parker, Dyer, Upson, Green, James, Tevez og Masherano. “We could’ve been contenders.” siger den ene, og den anden nikker ivrigt. Endelig én som forstår! Nogle gange forlader de baren arm i arm for ikke at vælte af lyksaglig, verdensfornægtende beruselse. Og de synger “I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air” De hæver armene, ranker ryggen og de de bævende stemmer finder styrke: “They fly so high/ nearly reach the sky/ then like my dreams they fade and die” Sådan tumler de ned af gaden, skrålende, frie, drømmende:“Fortune’s always hiding/ I’ve looked everywhere/ I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air.”

Tilbage på bardisken ligger en serviet. Nogle gange kan du nå at se den inden bartenderen krøller den sammen og smider den ned blandt cigaretskoder, kapsler og snotpapir. Så vil du se at der står noget i retning af:

Bywater Green? Stech??

Johson - Ferdinand - Ferdinand Tomkins- Mccartney Ilunga? Fry???

Collison - Parker Noble Carrick - Lampard - Cole

Defoe Tevez - Kanouté Ashton? Sears?

Hvis du en dag møder manden, ligegyldig hvor, så køb ham endelig en bajer. Guderne må vide han har fortjent den; he could’ve been a contender…

I går gennemførtes en syg og munter gennemgang af de spillerafgange som har fundet sted i  West Hams trup. I dag vendes blikket mod truppen som den fremstår cirka seks uger før sæsonstart. Namedroppere kan med fordel konsultere forslaget til idealopstilling i bunden af indlægget.

Robert Green er uomgængeligt førstevalg i målet. I sidste sæson spillede han samtlige 38 Premier League kampe, og holdt buret rent ved ti lejligheder. Nævneværdigt er det også, at Englands number six kun spillede en decideret dårlig kamp i sæsonens løb - nemlig hjemme mod Bolton, hvor mindst to af knoldesparkernes tre mål var direkte forårsaget af målmandskoks. Ikke desto mindre bliver Green en bedre og bedre sidste skanse, og han har suppleret sine gode reflekser med langt mere sikre indgreb i feltet. Desuden er han fremragende på straffespark, hvilket Fabio Capello nok skal når der skal vælges målmand til næste års VM… Sidste års lejesvend, Ungarns u-21 landsholdsmålmand, Peter Kurucz er blevet hentet på en permanent fire-årig aftale for at give Green konkurrence, mens 19-årige tjekkiske Marek Stech også lurer i kulissen. Der spekuleres i at Zola skulle være interesseret i at hente endnu en backup med Premier League erfaring, men selv hvis det ikke sker er målmandspladsen umiddelbart i sikre hænder. Blot kunne det være rart at få forhandlet en ny kontrakt på plads med Green inden længe.

I forsvaret sidder Herita Ilunga solidt på venstrebacken. Congoleseren blev lånt som erstatning populære George McCartney på sidste dag af sidste års sommertransfervindue, med sund skepsis til følge blandt mange. Manden med det særprægede navn gjorde imidlertid hurtigt al tvivl til skamme med en lang række sikre optrædener. Således var det også til lige så manges store tilfredshed at Ilunga, hvis navn på congolesisk betyder: a person who is ready to forgive any abuse the first time, to tolerate it a second time, but never a third time, blev hentet på en permanent aftale fra franske Toulouse. Heldigvis har vi endnu til gode at se nogen tage røven på Ilunga mere end to gange i en kamp; det lyder ellers som om der er en spændende reaktion i vente når nogen har held til at trække hr. Stabil rundt i manegen. I sidste sæson vikarierede Lucas Neill når Ilunga var ude. Da Neill ikke kommer til at være på Upton Park i næste sæson, synes det nødvendigt at hente en backup her, med mindre man har tænkt sig at bruge Jonathan Spector som altmuligmand her.

I centerforsvaret rager Matthew Upson op som en decideret klassespiller, og følgelig er det tvivlsomt, hvorvidt den tidligere Arsenal-ungdomsspiller vil være at finde i klubben næste sæson. Aston Villa, Manchester City og Arsenal har i hvert fald alle været meldt stærkt interesserede i den 30-årige landsholdsspiller. Ved siden af Upson manifesterede James Tomkins sig som endnu et kæmpe-talent fra Tony Carrs Acedemy i anden halvdel af sidste sæson. Hans modne og sikre  optrædener i West Ham trøjen sikrede sågar 20-årige Tomkins en plads i Stuart Pearces trup til u-21 EM der løber af stablen for tiden. James Collins aka Ginger Pele slås med Tomka om pladsen ved siden af Upson, ligesom den glemte Danny Gabbidon er i træning igen efter næsten to års skadeshelvede. Desuden er Calum Davenport tilbage efter et lånophold hos Sunderland. Det synes oplagt at Davenport bliver afhændet inden sæsonstart. Han har i sin tid i West Ham ikke haft held til at spille sig til en stamplads, og skulle desuden være uvenner med Zola. I kulissen lurer endvidere talenterne Jordan Spence (som ifølge hypen skulle være endnu bedre end Tomkins) og Bondz Ngala.

På højrebacken er det hidtidige førstevalg, Lucas Neill forsvundet. I sidste sæson nåede såvel Valon Behrami og Julien Faubert som Jonathan Spector og James Tomkins at vikariere når Neill selv var udstationeret på venstre back eller den centrale midtbane. Den storrygende, depressive, megalomaniske og temmelig tykke Faubert, hvis absurde låneophold i Real Madrid ikke endte med en permanent aftale, synes umiddelbart færdig i klubben. Selv udtalte han dog i går, at han håber at kunne gøre sig gældende i West Ham til næste sæson. Derefter klynkede han en masse, og viste mere af den generelt kedelig attitude, som har gjort franskmandens tid i klubben til en massiv skuffelse: “Det har været svært fordi jeg aldrig har fået en forklaring på min manglende spilletid. Jeg var nødt til at være tålmodig, men det let at angribe mig - franskmanden som aldrig spillede. Jeg var syndebuk!” Jamen kære Julien dog, stakkels lille syndebuk, en forklaring? Det skal du da selvfølgelig få: DU HAR SPILLET PISSEDÅRLIGT!

Jonathan Spector lagde noget mere vægt bag ordene ved at spille en stor kamp for USA da de sendte europamestrene fra Spanien ud af Confederations Cup i semifinalen. Imidlertid virker Specs måske til at være den type spiller som man elsker at have som backup, men nødigt vil skulle være afhængig af uge efter uge. Tilbage står Valon Behrami som umiddelbart ville kunne udfylde rollen. Personligt ser jeg dog hellere Schweizeren brugt på midtbanen, og derfor ser jeg højrebacken som en af de pladser som bør addresseres i transfervinduet.

Vi haster videre til midtbanen, hvor manden som består af 90 procent torso, 10 procent sideskildning og 100 procent kompromisløs, uforfalsket sejhed: Scott Parker, huserer som kongen af midtercirklen. Parker var en af mange spillere som virkelig blomstrede under Zola og Clarke, og hans form i februar og marts var intet mindre end fænomenal, og han viste sig som en boks-til-boks spiller i ordets smukkeste betydning. At manden aldrig stopper med at løbe, og velvilligt kaster sig ind i tacklinger med hovedet først gør at der er ingen jeg hellere vil se styre West Hams tropper i på midtbanens klicheslagmark. Forhåbentlig vil de skadesproblemer som ødelagde hans sæsonafslutning være afklaret snart.

Ved siden af Parker blev Mark Noble stille og roligt førstevalg - ikke mindst, da Mullins og Bowyer blev afhændet. Utrolig populære local lad Noble har efterhånden været inde omkring førsteholdet i fem år. Der er ingen tvivl om potentialet, men Noble mangler stadig sit definitive gennembrud. Sæsonens sidste kampe var på højt niveau, og Noble var flere gange banens bedste. Ikke desto mindre bliver næste sæson utrolig vigtig for Noble; det er nu han skal bevise at han virkelig er en mand for fremtiden.

Konkurrencen til Parker og Noble er mildest talt behersket. Nigel Quashie er stadig på kontrakt, men kommer forhåbentlig aldrig til at spille for West Ham igen. Forhåbentlig kan Birmingham eller Wolverhampton, som begge havde ham på lån i sidste sæson, lokkes til at købe rekordholderen i nedrykninger med forskellige klubber fra den bedste række. Desuden er altid skadede Kieron Dyer så småt ved at nærme sig kampform. En skadesfri Dyer ville være en lille våd drøm på den offensive midtbane, men det er cirka lige så realistisk som en endnu vådere drøm om undertegnede, Scarlett Johanson, Angelina Jolie og en helvedes masse chokoladebudding.

Venstrekanten tilhørte i sidste sæson endnu en academy-graduate Jack Collison. Indtil sin knæskade mod Wigan i februar var Collison fuldstændig suveræn, og det skal blive en sand fornøjelse at følge ham igen i næste sæson. Som backup findes gamle, tykke, altid sure Luis Boa Morte. Portugiseren har haft en svær tid i West Ham, og blev forsøgt afhændet til Hull i januar. Han valgte dog at blive for at kæmpe for sin plads (og hæve sin høje løn), og mod slutningen af sæsonen havde han faktisk langt om længe vundet mange af de skeptiske og buhende fans over på sin side med en række stærke præstationer, der gav minder om fordums styrke. Det resulterede sågar i et comeback på det kriseramte portugisiske landshold. Efterhånden som midtbanen blev tyndslidt af skader, blev Boa Morte rokeret rund til såvel den centrale som den højre del.

Dette skabte plads til endnu en ungdomsspiller, Junior Stanislas, som viste rigtig gode takter med to kasser på ni kampe. Dermed overhalede Stanislas Savio Nsereko i kampen om en startplads. Den 19-årig tysk-ugander blev hentet fra Brescia under stor palaver og hornmusik i januar, men gjorde ikke noget større væsen af sig. Den lille tekniker viste dog glimtvist stort potentiale og mod på at udfordre og afslutte, men han skal lære at beherske sine stepovers og være mere direkte i sit spil. Der knytter sig i hvert fald store forventninger til Savio, som vandt u-19 EM med Tyskland i 2008, og Zola har allerede udtalt, at han forventer at se meget mere fra sin nummer 10 allerede i næste sæson.

På højrekanten ser jeg som nævnt meget gerne Valon Behrami gøre sig gældende. Her får man simpelthen mest ud af mandens arbejdsraseri. Han bliver “presset” af Julien Faubert, som kun kan overraske positivt, hvis han ikke bliver solgt, ligesom Boa Morte og Dyer kan vikariere. Endvidere fik talentet Josh Payne mulighed for at snuse til holdet med et par indskiftninger i sidste sæson. Midtbanen er generelt præget af en stor fleksibilitet - mange spillere kan bruges flere steder og rotere.

I angrebet eksploderede Carlton Cole i sidste sæson. Evighedstalent syntes pludselig forløst, og den tidligere enormt frustrerende angriber kunne med et både holde på bolden, afslutte og sågar vinde hovedstødsdueller. Da han blev skadet og klovnen Tristan var eneste alternativ led holdet tydeligvis. Cole skal sandsyndligvis slås med kronisk skadede Dean Ashton om rollen som targetman. Hvis Ashton kunne få en hel sæson som skadesfri ville han kunne lave 15+ mål, men en skadesfri Ashton ville være lige så sandsynligt som at Eve Mendes ringer på døren for at låne en kop sukker mens Scarlett, Angelina og jeg diskuterer om vi skal prøve Dr. Öetkers rom - eller vanilliebudding til anden runde.

Den anden angrebsplads regner jeg med skal besættes af netop lånte Luis Jimenez. Jeg skal blankt erkende at jeg ikke kender vanvittig meget til manden, men han virker som en vanvittig spændende spiller, og en tilføjelse med en høj grad ad WOW-faktor. Så vidt jeg har forstået fungerer han som en klassisk sydamerikansk 10′er i en fri rolle bag den forreste angriber, og alene det at han har kunnet spille en del kampe for Fiorentina, Lazio og Inter gør at jeg glæder mig til at se ham udfylde Di Micheles store klovnesko. Stortalentet Freddy Sears er blevet udlejet til Crystal Palace. Denne beslutning virker rigtig fornuftig. Sears trænger til spilletid og selvtillid, og dette lykkedes det ikke optimalt at give ham, da han var bænkevarmer sidste sæson. Unge Zavon Hines er også stadig i truppen, men det er tvivlsomt om han figurerer i fremtidsplanerne for klubben. Derfor synes angrebet at være den del af truppen der skriger højest på forstærkninger.

Således betrager jeg truppen - spillere angivet i parantes kan vikariere med variende held. Spillere markeret med kursiv bør se sig om efter et andet sted at spille. Forhåbentlig bliver den centrale midtbane, angrebet og backerne styrket inden sæsonen starter, transfervinduet smækker, og vi pludselig står med pikken i postkassen og er nødt til at hente Brian Deane på en fri transfer:

Målmand: Green, Kurucz, Stech

Højre back: Spector, Faubert, Behrami, (Tomkins)

Venstre back: Ilunga, (Spector)

Centerforsvar: Upson, Tomkins, Collins, Gabbidon, Davenport, Spence, N’gala, (Spector)

Højre midt: Behrami, Faubert, Payne, Dyer, (Boa Morte)

Venstre midt: Collison, Savio, Stanislas, Boa Morte

Central midt: Parker, Noble, Dyer, (Collison), (Boa Morte), ((((Quashie))))

Hængende angriber: Jimenez, Dyer, Savio, (Boa Morte), (Collison), (Hines)

Striker: Cole, Ashton

Umiddelbart foreslag til idealopstilling:

Green

Spector(/ny spændende spiller) - Upson - Tomkins - Ilunga

Behrami       - Parker (c)         - Noble                 - Collison

Jimenez

Cole

Eller hvad?

Englands måske allerstørste spiller nogensinde bar 6-tallet på ryggen. Han emmede af klasse både på og udenfor banen. Hans kone får dagens wags til at ligne udskidt shepherds pie (selv denne sammenligning i nogle tilfælde virker næsten er generøs). Han trak den hvide trøje med three lions over hovedet 108 gange i sin karriere - og dette var vel at mærke på en tid, hvor man ikke kunne få en landskamp på cv’et ved at lade sig indskifte i et kvarter mod Kazakhstan (*hostBeckhosthamhost*). I de fleste af disse kampe bar han anførerbindet. Han spillede skak mod Franz Beckenbauer, og Pelé kaldte ham den bedste modstander han nogensinde havde mødt. Han spillede i øvrigt sammen med brasilieneren (og Sylvester Stallone!) i fodboldfilmen Victory.

Han løftede pokaler på Wembley tre år i træk midt i tresserne: FA-cupen i 64 (samme år blev han kureret for testikelkræft), Cup Winners cupen i 65 og den største pokal af dem alle i 66: Jules Rimet-trofæet, efter en legendarisk 4-2 sejr over ærkerivalerne fra Vesttyskland, i en kamp hvor klubholdkammeraten Geoff Hurst lavede et hattrick, selvom bolden måske kun var over stregen to gange. Kampen sidste engelske mål blev i øvrigt sat ind af holdets tredje eastender, Martin Peters. Han spillede næsten 550 kampe for West Ham inden han afsluttede karrieren med et par sæsoner i Fulham og siden i USA. Han døde af tarmkræft, alt for tidligt, i 1993, blot 51 år gammel. I dag står der statuer af ham ved både West Hams Boleyn Ground og Englands New Wembley. Hans navn var Robert Frederick Chelsea Moore - men han var kendt og elsket som Bobby Moore.

Det var dengang. I skrivende stund har ingen West Ham-spiller løftet en pokal siden 1980 (hvis man fraregner ungdomshold og en enkelt TOTO-cup). Trøje nummer 6 er trukket tilbage i erkendelse af, at der nok aldrig kommer en spiller der kan udfylde den igen. Ironisk nok blev trøjen afgivet af Matthew Upson, som er ved at manifestere sig i en den engelske landsholdstrup som førstealternativ til evigskadede John Terry og Rio Ferdinand (begge med West Ham baggrund i øvrigt). Ikke desto mindre har der faktisk været en mand i West Hams trup, som har taget titlen som selvbestaltet sekser for England indenfor de seneste år; nemlig keeper Robert Green.

Bobby Green var inde omkring landsholdet før VM 2006. Dengang spillede han for Norwich. Han fik debut i en kamp mod Colombia i 2005, men var svineuheldig at blive skadet i en B-landskamp inden selve VM-slutrunden. Hans plads i VM-truppen blev snuppet af Scott Carson, som siden brillierede ved at have smør på handskerne da England tabte en afgørende EM-kvalifikationskamp til Kroatien mens Steve Mclaren så passivt til under sin paraply. I mellemtiden skiftede Green til West Ham, mens selvsamme Steve Maclaren bevirkede at han ikke kunne komme i betragtning til en plads i landholdstruppen ligegyldigt hvor godt han spille for klubholdet (og ikke mindst; upåagtet hvor dårligt Paul Robinson spillede for England). I denne periode opstod et ritual mellem Green og West Hams fans; når de hyldede ham med sangen “Englands number 1″ efter et af mange succesfulde indgreb svarede han igen med 6 løftede fingre: Englands number 6.

Da Fabio Capello ligeledes valgte at udelade keeperen til sin første trup, valgte Green, som havde startet sæsonen fremragende, at se situationen fra den galgenhumoristiske side, ved at lade sine handsker brodere med sin nye catch-phrase. Om det var den humoristiske sans der overbeviste Capello er ikke godt at vide. Faktum er at Green har spillet de seneste to landskampe fra start. Ganske vist i David James skadesfravær, men det må alt andet lige være sjovere at være nummer 2 end nummer 6. Måske er Capello bare historisk bevidst; hvis han studerer historien vil han i hvert fald se det fornuftige i at fastholde Green i startelleveren. England kan jo åbenbart ikke vinde trofæer uden mindst tre hammers i startopstillingen, og på det seneste er Don Fabio også begyndt at udtage Carlton Cole…

Både Green og Upson har i øvrigt ifølge rygter afslået nye kontrakter med West Ham. Fortune’s always hiding og alt det…