Syg og munter

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.

Nummer 2: Liverpool FC: There’s always next season…

Stiftet: 1892

Stadion: Anfield Road (Kapacitet: 45.362)

Kælenavn: Reds

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 3/4/2

Første fem kampe: 15/8 Tottenham (U), 19/8 Stoke (H), 22/8 Aston Villa (H), 29/8 Bolton (U), 12/8 Burnley (H)

Manager: Rafael Benitez (siden juni 2004)

Det er efterhånden fem år siden at den spanske træner gennemførte the rafalution på Merseyside. I Benitez’ første sæson på Anfield Road blev det til et Champions League trofæ, og pludselig lugtede man tiltrængte nye tider i storklubben. Den ultimative succes er imidlertid udeblevet, og denne sæson markerer tyve-året for Liverpools sidste engelske mesterskab. At ærkerivalerne fra Manchester United så i denne periode har indhentet og udlignet Liverpools placering på toppen af mesterskabsrekordlisten gør ikke panderynkerne mindre blandt de højt besugne fans på the Kop.

Benitez havde i sine første år i klubben ofte svært ved både at spille med i ligaen og i diverse cup-turneringer, og Liverpool sæson i mesterskabskampen sluttede ofte skuffende tidligt, alt imens holdet nærmest har været fast bestanddel i de afsluttende runder af Champions League under spanieren. At holdet i samme periode også har været udsat for et turbulent ejerskifte til de amerikanske rigmænd Hicks og Gillette har ikke gjort det lettere for Benitez at få sammensat et hold med den nødvendige slagkraft til for alvor at slås om mesterskabet. Spanieren har flere gange været i mere eller mindre åben krig med ejerne om transferbudgetter og spillersalg, og flere gange har der været rygter om at andre trænere skulle være kørt i stilling til jobbet i Liverpool. Benitez er der dog endnu, og i sidste sæson så holdet ud til at være tættere på mesterskabsudfordringen end meget længe, og holdet sluttede på en andenplads. Den bedste ligaplacering under Benitez.

Truppen generelt: Stærkt, men med væsentlige mangler

På kassen står spanieren Pepe Reina, og det gør han sikkert og glimrende. Vikaren hedder Diego Cavalieri, og har kun optrådt fire gange på førsteholdet.

I forsvaret er Emiliano Insua og Fabio Aurelio to gode alternativer til venstrebacken, og særligt førstnævnte kan spille sig op i den absolutte elite på pladsen. Her prøver også middelmådigheden Andrea Dossena at gøre sig gældende. I centerforsvaret er den næsten legendariske (kun et skifte til Manchester United over Everton kan vel ændre på dette?) Jamie Carragher vanvittig populær, ganske kompetent og desuden velsignet med en konstant straffesparkfri zone omkring sig. I mine øjne er Martin Skrtel og Daniel Agger dog begge mere kvalificerede til pladsen i det lange løb. Sidstnævnte skal dog først overvinde sine obligatoriske 28 skader per sæson. På den anden back råder Liverpool blandt andet over schweizeren Phillip Degen som fik sit første år i klubben totalt smadret af skader.

Venstre midt besættes af spanske Albert Riera som alt i alt fik en rigtig god debutsæson i engelsk fodbold. Det skal blive spændende om at han i denne sæson kan hæve sit spil yderligere. På den anden kant er Premier Leagues måske allergrimmeste spiller Dirk Kuijt altid garant for en 100 % arbejdsindsats, og selvom hollænderen ikke har lavet så mange mål i Liverpool, som man måske havde håbet da man hentede ham, så er han en vigtig og undervurderet del af Liverpools hold. Kanterne kan alternativt besættes med den generelt skuffende Ryan Babel og den stærkt spillende Yossi Benayoun som fik sit Liverpool-gennembrud sidste år.

På den centrale midtbane behøver Steven Gerrard ingen videre introduktion. Manden er Mr Liverpool. Han kan det meste med en fodbold, giver aldrig op, og er vanvittig vigtig for holdet. Til at tage sig af det mere beskidte arbejde på midtbanen (ikke at Gerrard selv er nogen kostforagter i den henseende) råder Benitez over en af de bedste i verden til netop den opgave: Javier Mascerano. Også den vanvittigt upopulære Lucas Leiva kan bruges her.

Helt fremme er Fernando Torres stjernen, og den sikre starter. Det er også altsammen meget godt, idet der ikke findes mange angribere i verden på hans niveau. Hverken den returnerede lejesvend Andriy Voronin eller det formodede stortalent David N’gog har vist noget der berettiger at Torres skal føle sig utryg ved konkurrencen.

Væsentlige transfere: Et skridt frem og to tilbage

Netop nævnte Andriy Voronin er vendt tilbage efter et særdeles succesfuldt ophold på lån i Hertha Berlin. Den tidligere fiasko i Liverpool hænger dog stadig i en tåge over ukraineren. Ind er ligeledes kommet højrebacken Glen Johnson fra Portsmouth. Den engelske landsholdsspiller anslås at koste omkring 18 millioner pund, og kommer til at bidrage med rigtig meget i offensiven for Liverpool, men måske for lidt i defensiven. Ud er til gengæld røget det normale førstevalg på højrebackpladsen i form af Alvaro Arbeola som er taget tilbage til Real Madrid der i sin tid fandt ham for let efter at have givet ham sin fodboldopdragelse. Med sig har Arbeola taget en af de seneste års bedste og vigtigste spillere på Liverpools hold; midtbanestyrmanden Xabi Alonso. Sidstnævnte menes at have indbragt i omegnen af £ 30 millioner, mens førstnævnte nok har kostet kongeklubben cirka en tiendedel. Som direkte afløser for Alonso har Benitez været et smut i Italien og hentet Roma-spilleren Alberto Aquilani for cirka £ 20 millioner.

Ind er også kommet den græske forsvarsspiller Sotirios Kyrgiakos der mest af alt skal agere backup efter at veteranen Sami Hyppiaa besluttede sig for at afslutte karrieren hos Bayer Leverkusen i Tyskland. Ud af bagdøren er også smuttet Jermaine Pennant som fortsætter karrieren i Real Zaragoza

Forventninger: Close but no cigar…

Da Liverpool solgte Xabi Alonso til Real Madrid var der mange som mente at de lige havde sendt det engelske mesterskab med fly sydpå for ussel mammon. Dette udsagn er selvfølgelig problematisk. Liverpool havde under alle omstændigheder fået kam til deres hår, men faktum er at Alonso bliver svær at erstatte. Hans evne til at holde på bolden, altid finde en medspiller når han er presset og altid være spilbar har reddet mangt en storm af for Liverpool, og bevaret mangt et pres mod hidsigt kæmpende modstandere. Aquilani kan meget vel blive en stor succes på Anfield Road. Guderne må vide han har de nødvendige kvaliteter, men om han udfylde Alonsos rolle hurtigt og effektivt nok til at det ikke kommer til at koste en del point i sidste ende er usikkert. Først og fremmest skal han i det hele taget være kampklar.

Derudover råder Liverpool over et generelt set utrolig stærkt hold. Der kan stadig stilles spørgsmåltegn om bredden på enkelte pladser; navnlig helt fremme, hvor ingen af de spillere som pt er i truppen har vist klassen til at kunne erstatte en skadet eller karantæneramt Torres. Retfærdigvis vil meget få spillere kunne gøre dette, men Liverpools alternativer er fra langt fra Torres’ niveau. Ryan Babel har på mange måder højden og drøjden, men har til gengæld ikke overbevist når han har fået chancen. Alt i mens viste Voronin at han kan lave mål på samlebånd i Bundesligaen i sidste sæson, men det er langt fra sikkert at han kan gentage bedriften i England.

Hvis Liverpool imidlertid undgår skader til stamspillere, og får mulighed for at trække på den samme centrale akse gennem hele sæsonen kan de spille med mod de bedste. Salget af Alonso og den manglende backup for Torres udskyder dog det forløsende 19. mesterskab med endnu et år.

Tip: Forventet placering: Nummer 2 Supersæson: Nummer 1.

Wigan Athletic: Et skridt frem og to tilbage

Stiftet: 1932

Stadion: JJB Stadium (Kapacitet: 25.138)

Kælenavn: Latics

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 17/14/11

Første fem kampe: 15/8 Aston Villa (U), 18/8 Wolverhampton (H), 22/8 Man Utd (H), 29/8 Everton (U), 12/9 West Ham (H)

Manager: Roberto Martinez (Siden juni 2009).

Wigan har kun været i de engelske divisioner siden 1978. De sidste fire af disse har klubben så småt etableret sig i Premier League. Dette skyldes nærmest udelukkende sportsbutiksrigmanden Dave Whelans penge og personlige interesse for klubben, som han købte tilbage i 1995. Dengang lå de i den fjerdebedste række uden nogen særlig lyse perspektiver for fremtiden. Umiddelbart efter købet af klubben hentede Whelan - via forretningsforbindelser på den iberiske halvø - de tre spaniere Roberto Martinez., Isidro Diaz og Jesus Seba til det nordvestlige England. De tre amigos blev overordentlig populære, og var en central del i klubbens succes de første ambitiøse år i de lavere rækker. Wigan rykkede dog hurtigt så højt op, at de tre amigos lige så stille blev sendt videre til andre klubber. Nu er den ene – Roberto Martinez – imidlertid tilbage i Wigan som manager.

Wigans hidtidige succesfulde Premier League eventyr kan i allerhøjeste grad hænges op på, at først Paul Jewell og siden Steve Bruce har formået at få det absolut optimale ud af klubbens ressourcer, og formået at opdage spillere som Antonio Valencia, Jimmy Bullard og Wilson Palacios samt revitalisere karrierer for folk som Titus Bramble, Mario Melchiot og Emilie Heskey. Denne opgave er det nu op til Martinez at løfte. Han har kun to års trænererfaring fra Swansea, som han førte tilbage i den næstbedste række. Opgaven i Wigan bliver imidlertid enorm for den urutinerede spanier, som i første omgang for nok at gøre med at lokke spillere til den lidet attraktive by med den begrænsede fanskare.

Truppen generelt: Sydamerikanske satsninger og suttede bolsjer

Wigan råder i Chris Kirkland over en glimrende keeper, som da også har været inde at snuse omkring Capellos landshold. Anføreren Mario Melchiot udgør sammen med Emmerson Boyce, den ofte latterliggjorte Titus Bramble og Maynor Figueroa fra Honduras en ok defensiv enhed som dog ikke er prangende. Særligt sidstnævnte bidrager godt frem ad banen, og er ligesom Palacios - som nu dominerer midtbanen hos Tottenham – et produkt af Wigans omfangsrige transferinteresse i syd – og mellemamerika. På midtbanen er Michael Brown den type røvhul som man kun elsker, hvis man har lagt gener til hans tilblivelse, eller han spiller på ens eget hold, mens U-21 landsholdsspilleren Lee Cattermole skal agere midtbanedynamo, og allerede spås en stor fremtid. Rafael Benitez meldes således allerede interesseret i at snuppe Cattermole, ligesom Steve Bruce skulle være interesseret i at hente sin protege nordpå til Sunderland. På kanten kan januarindkøbet Charles Nzogbia (ham som tog fra Newcastle fordi Joe Kinnear udtalte hans navn ”Insomnia”) svinge fra det fremragende til det ragende ligegyldige. I angrebet er columianeren Hugo Rodallega, som ligeledes blev indkøbt i januar, en meget spændende spiller for fremtiden. Han imponerede stort med sine udfordringer og sin sparketeknik i sin første halvsæson i klubben, og nåede at lave 3 mål på sine første 12 kampe.

Væsentlige transfere: På rov i Swansea

Ellers blev målene hos Wigan hovedsagligt leveret af den egyptiske lejesvend Amr Zaki, som startede sæsonen som lyn og torden, og i sidste ende nåede at lave 10 mål på 29 kampe. Den oksestærke Zaki blev dog gradvist mere og mere uvenner med ledelsen i Wigan da han gentagne gange kom for sent tilbage efter landskampe, og er ikke længere at finde i truppen. Ligeledes har holdets største stjerne, kantspilleren Antonio Valencia sat turen mod Old Trafford, og derfor har Wigan måttet se sig om efter målfarlige forstærkninger. Her har træner Martinez vendt blikket mod sin tidligere arbejdsgiver, og hentet angriberen Jason Scotland og wingen Jordi Gomez. Førstnævnte (som i øvrigt ikke som navnet antyder er skotte, men fra Trinidad) lavede 21 mål i sidste sæson, og vakte interesse hos flere Premier League klubber. Det blev dog hans tidligere træner som fik underskrift på en kontrakt efter først at have smidt £ 2 millioner på bordet for den hurtige og kropsstærke 30-årige. Gomez er oprindeligt fra Barcelonas talentakademi, men har de seneste år uden held forsøgt at slå igennem hos bysbørnene fra Espanyol. Da dette imidlertid ikke lykkedes lod Gomez sig udlåne til Swansea i den forgangne sæson, hvor han lavede 12 mål i 44 kampe fra sin plads som playmaker centralt på midtbanen. Han nåede knap nok at returnere til Katalonien før turen gik videre til Wigan. Derudover er endnu en sydamerikaner – Hendry Thomas – blevet hentet til klubben. 24-årige Thomas er landsholdsspiller fra Honduras, hvor han er fast mand på den defensive midtbane, og blev hentet i klubben Olympia fra hjemlandet.

Forventninger: Hvem skal score målene?

Meget står og falder for Wigan med, om Roberto Martinez kan magte opgaven. Efter at have mistet både Zaki, Heskey, Valencia og Palacios indenfor det seneste halve år, bliver det interessant om de nye folk kan løfte Wigans offensiv til et niveau som kan redde pladsen i den bedste række. Undertegnede har fidus til Rodallega, og glæder sig til at stifte bekendtskab med Gomez. Men er det godt nok? Ligeledes er det essentielt for Wigan at Lee Cattermole manifesterer sig yderligere som ankermand på holdet, og lærer at kanaliserer sit temperament konstruktivt over i sit spil. I sidste sæson toppe Cattermole listen over advarsler og røde kort i ligaen. Hvis han da ikke bliver snappet op en større klub inden transfervinduet smækker. I det hele taget må der være en lidt flad fornemmelse omkring the JJB stadium for tiden. Klubben skal som nævnt til at tage hul på sin femte sæson i den bedste række, og den store udskiftning i trup og på trænerbænk må lidt føles som et retur-til-start kort, hvor målsætningen igen centreres om at hold nedrykningen fra døren.

Tip: Forventet placering: Nummer 16 Supersæson: Klubbens hidtidige sæsoner i Premier League har faktisk resulteret i relativt sikre ligaplaceringer (nr. 10, 17, 14 og 11 henholdsvis), og derfor vil et markant fremskridt kræve en placering i top ti. Alt taget i betragtning vil en placering omkring 10-pladsen dog kunne karakteriseres som en stor succes for Wigan i år.