I have forgiven Avram…
fredag, juli 1st, 2011Mandag den 11. juli skal undertegnede i operaen for første gang. Jeg skal gudskelov ikke se Opera. I stedet skal jeg til koncert med ingen ringere end Steven Patrick Morrissey, sangeren fra det hedengangne The Smiths, og siden en ganske succesfuld soloartist.
Det er sønderjyden, som er initiativtager. Det forholder sig nemlig sådan, at han, Socialdemokraten og jeg (samt vor fjerdemand Gokkerlas, som desværre hopper fra i år) har været til store koncerter om sommeren i et par år nu. For to år siden så vi Bruce Springsteen i Herning (det kom der her indlæg ud af). Sidste år stod den på Leonard Cohen i Malmö (det influerede to indlæg: her (hvor The Smiths spiller en betragtelig rolle) og her). Da Sønderjyden er af den overbevisning, at tredje gang er lig med tradition skal vi selvfølgelig også til koncert i år, selvom vi ikke rigtig har kunnet finde et arrangement, hvor pris, kvalitet og forventninger harmonerer for alles vedkommende. Men vi skal jo have en undskyldning for at gøre det igen næste år. Derfor blev det ved en pludselig indskydelse en vel dyrt prissat koncert med Morrissey, der bliver sommerens udflugt.
Men det er egentlig okay. Lige præcis Morrissey har mange kvaliteter, som man virkelig værdsætter som West Ham-fan, og som man sikkert vil værdsætte endnu mere ovenpå en helt frisk nedrykning. For det første kan manden udlægges som en af verdens mest sortseende og ikke mindst selvhøjtidelige mennesker nogensinde. For det andet trænger der ofte en stærkt ironisk - nærmest skabagtig - humoristisk sans igennem al dysterheden. Et utrolig britisk, homofilt storhedsvanvid med tilpas meget tongue-in-cheek til, at man overgiver sig til hele pakken, selvom man egentlig ikke burde. Men det hjælper selvfølgelig også, at manden både er en eminent sangskriver og sanger (selvom stemmen har mistet noget af sin ungdommelige storhed).
“I have forgiven Jesus!”
Et meget godt eksempel på Morrissey når han er bedst, værst, mest krukket, sjovest og megalomanisk er sangen ” I have forgiven Jesus “ fra pladen You Are the Quarry (som i øvrigt sikrede manden en tiltrængt succes efter nogle mindre succesfulde år). Som titlen antyder er pointen her, at Steven Patrick Morrissey formår at udvise storsind nok til at skænke sin tilgivelse til manden som vel mere eller mindre opfandt og udbredte begrebet tilgivelse. Årsagen til denne gestus er vist i grove træk, at Morrissey er træt af den diskrepans mellem de følelser og drifter som fylder hans krop, og den omgivende verdens evne til at gengæld og opfylde disse. Stærk tobak, men det er sådan en mand Morrissey er. En der kan gøre det at tilgive selveste Jesus Kristus, Guds enbårne søn, troværdigt og nærmest rimeligt. Siden nedrykningen har tilgivelsens princip også fyldt en del i min syge og muntre bevidsthed. Jeg har nemlig også mine udeståender med folk i denne verden.
Uncle Avram
Da ledelsen i West Ham besluttede at afskedige Gianfranco Zola, havde jeg ondt af den lille mand. Han havde da trods alt formået at holde holdet i Premier League (med et meget lavt pointantal, indrømmet), under voldsomt svære arbejdsbetingelser. Ikke desto mindre havde jeg forståelse for beslutningen. Zola var ikke Gold og Sullivans mand, holdet var enormt heldige, at ligaen var svag nok til at en generelt dårlig sæson resulterede i overlevelse, og den sympatiske men uerfarne og taktisk tvivlsomme Zola kunne måske med fordel udskiftes med en mere garvet rotte. Denne rotte viste sig at blive Avram Grant, der netop havde forladt den synkende Portsmouth-skude. Her havde han sikret sig noget der minder om legendestatus for sit engagement, sin evne til at få spillerne til at kæmpe for hinanden og trøjen selvom lønnen ikke kom, og Premier League fratrak dem point for rod i regnskaberne. Oven i købet lykkedes det at spille holdet i FA-Cup-finalen, hvor et svagt placeret Kevin Prince Boateng-straffepark var meget tæt på at bringe Pompey foran mod storfavoritterne fra Chelsea. I stedet blev det et 1-0 nederlag på et frisparksmål af Drogba.
Ikke desto mindre var det med generel bred opbakning at Grant tog over i West Ham. Han var et dårligt straffe fra triumf med Portsmouth, og et endnu værre fra CL-triumf med Chelsea i Moskva nogle år før. Det kunne blive rigtig godt.
Alarmklokkerne begyndte så småt at bimle, da der ikke rigtig blev købt ind til de problematisk placeringer på holdet. Kampprogrammet var ubarmhjertigt, og efter fire kampe havde West Ham 0 point. Alligevel var jeg optimist. Avram arbejdede med systemet. Han prøvede mange forskellige konstellationer i jagten på den rigtige balance. Og så var han evigt knastør, rolig og selvsikker.
Han overbeviste mig, og jeg forsvarede ham trofast, mens sæsonen bumlede usikkert derudaf. Onkel Avram skulle bare lige have de sidste brikker til at falde på plads, og så ville succesbussen køre derud af med 200 i timen i overhalingsbanen. Og hist og pist blev der da også hevet resultater hjem. Et svært point i Stoke i femte runde, en sejr over Tottenham i sjette. Det gik fremad. Oktober måned gav et par ærgelige uafgjorte og nederlag. Det blev hele tiden til lidt mindre end spillet berettigede, og omkring jul blev der endelig løst op med et par sejre og uafgjorte. 4 i træk uden nederlag faktisk. Det sluttede med en 5-0-afklapsning i Newcastle i starten af januar. Et skridt frem og tres tilbage. Der gik rygter om at Avram skulle fyres og Martin O’Neil ansættes. Jeg bakkede West Hams manager op, og til sidst endte han med at blive siddende efter et uskønt forløb. Truppen fik tilgang af Demba Ba, Robbie Keane, Gary O’Neil og Wayne Bridge.
I cup-turneringerne lignede det noget hele sæsonen. Man drømte om Wembley. Manchester United blev slået 4-0 i ligacupen i Jonathan Spectors bedste kamp nogensinde. Drømmen døde med Stokes kalkulerede snyderi i FA-Cup kvartfinalen og Birminghams brutale effektivitet i liga-cup semifinalen. I begge tilfælde illustrerede West Hams spillere i øvrigt en imponerende evne til at falde totalt sammen, når det gælder, som må siges at have været karakteristisk for sæsonen.
Der kom da atter en mini-revival omkring Scott Parkers bravehearttale i omklædningsrummet på The Hawthorns i februar der forvandlede 3-0 til 3-3 for udeholdet. Det resultat blev efterfulgt af en 5-1 sejr over Burnley i Hitzlspergers længe ventede debut, en 3-1-sejr over Liverpool i sæsonens måske bedste kamp og en 3-0 sejr over Stoke. Det gav tro på, at trenden var vendt og nye og bedre tider var kommet. Begyndelsen på ny æra måske. Som sædvanlig var det løgn, og selvom cup-nederlaget til Stoke blev efterfulgt af et hårdt og heroisk tilkæmpet point på White Hart Lane, så faldt hjulene af sæsonen ugen efter, da en 2-0-føring hjemme mod Manchester United blev vekslet til et 4-2 nederlag. I sæsonens resterende 7 kampe blev det til 1 (et! FUCKING ET ENESTE!) point, med et sammenbrud fra at at føre 2-0 til at tabe 3-2 mod Wigan i næstsidste spillerunde som spektakulært klimaks. En sejr der og en mod Sunderland i sidste runde havde faktisk været nok, som de andre resultater formede sig.
Til sidst måtte jeg erkende, at Grant-skeptikerne nok havde haft ret fra start. Han anede sgu måske slet ikke, hvad han havde gang i. De hyppige roteringer var mere udtryk for afmagt og panik end kontrollerede eksperimenter med henblik på at finde det perfekte match. Spillere kunne præstere fornemt den ene uge og være på bænken den næste, mens andre aldrig præsterede men altid var på holdet. Der var ligesom ingen gejst blandt spillerne. Systemet fungerede sjældent, men blev aldrig rigtig ændret. Der blev aldrig spillet to gode halvege i samme kamp. Nedrykningen skete uden kamp. Onkel Avram havde snydt mig. Det var fandeme ikke særlig morsomt, skulle jeg hilse og sige.
Roll on next season…
Og alligevel sidder jeg og smiler stille, mens dette skrives. Det hele faldt på plads for et par uger siden. Jeg havde netop løst et brag af en opgave i mit arbejdsliv. Noget der havde presset mig i et omfang, der gjorde, at jeg tvivlede på egne evner. En ordentlig omgang, altså. Stram deadline og maximalt pres. Og det lykkedes med et bragende flot resultat. Med andre ord var jeg en glad mand, og jeg lokkede drengene ud til øl.
Socialdemokraten var der blandt andet. Litteraten Med Fremskridtshåret var der også. Og der blev snakket fodbold. Vi udregnede besparelsen på ikke længere at have Kieron Dyer og Matthew Upson i truppen. Vi forsøgte at stille en diagnose, som kunne forklare Kevin Nolans besynderlige klubskifte. Vi drøftede grunde til at synes om Sam Allardyce, og havde svært ved at finde særlig mange. Vi håbede at Ba og Hitzlsperger ville blive, og blev enige om at Tomka bliver en stjerne næste år med Faye som rutineret makker.
Litteraten måtte gå, men blev snart afløst af Sønderjyden. Da eftermiddag var blevet aften som var blevet nat sang vi lidt slagsange og havde blanke John-Faxe-er-lige-blevet-dansk-mester-øjne. Da opdagede jeg en sms, hvor Litteraten annoncerede, at Bas skifte til Newcasle var officielt. Jeg replicerede med en fuldemandssentimental ode, hvori jeg konstaterede, at vi sagtens kunne undvære Ba og hans mål, når vi bare havde venner som hinandens selskab til at udholde West Hams evindelige skuffelser. Fra børn og fulde folk etc. Jeg tror sgu, at jeg havde ret.
For nu glæder jeg mig. Til at sidde med flokken og se 11 knoldesparkere forsøge at knoldesparke 3 point hjem mod Cardiff d. 7/8. Til at værdsætte de tv-kampe der kommer, og ellers genfinde glæden ved tekst-tv, BBC radio, Verdens Gangs liveopdatering og andre desperate løsninger. Jeg glæder mig til ikke at skulle glo på Chelsea, Manchester United, Liverpool, Tottenham og Manchester City i minimum en sæson. For slet ikke at tale om det obligatoriske udebanenederlag til Bolton (selvom vi sikkert trækker dem i begge cup-turneringer). Jeg ser fremt til lokalopgør mod Millwall (som med statsgaranti bliver tabt), til at genfinde kontakten med Nottingham Forest, Crystal Palace, Southampton og andre glemte venner, og til at West Ham faktisk har chance for at vinde flere kampe end de taber. Til at se hvad Allardyce kan udrette, og at se talenterne få chancen i selskab med hårdtarbejdende, ærlige, britiske spillere, der ser det som karrierens chance at få lov at spille for West Ham.
Og jeg glæder mig til en tur eller flere (forhåbentlig) til London. Og måske en til Leeds. Og så skal drengene med, og vi skal drikke øl og råbe, overvurdere Jordan Spence, kultdyrke Faubert (med mindre nogle er dumme nok til at købe ham), bande af Piquionnes ladhed, og mindes dengang vi troede på Avram Grant. Med andre ord: Jeg har tilgivet Avram Grant. Hvis Morrissey kan være storsindet, så kan jeg også…
Tjek også bloggen på: sygogmunter.dk