Syg og munter

…jeg er bare temmelig ligeglad med dem. De rager mig en papand for nu at genoplive en god gammel vending. Bevares. Da Peter Schmeichel spillede der, og jeg var en lille knægt, kunne jeg egentlig godt lide dem. På samme måde som jeg rigtig godt kunne lide alle andre hold jeg så spille fodbold. Om det så var FC Basel, Napoli eller AGF. Jeg kunne bare rasende godt lide fodbold. Blandt andet Manchester United.

I dag forholder det sig anderledes. Jeg følger primært West Ham. Sådan er det blevet. Hvorfor og hvordan undrer mig til stadighed. Men jeg hader ikke Manchester United. Jeg er grundlæggende røvligeglad med dem. Det er typisk meget svært for Manchester United fans at forstå. De er jo Manchester United synes at være rationalet! Jeg må da have en holdning til dem? Misundelig og bitterhed over alt det de har vundet? Eller beundring over Theatre of Dreams? King Eric? Trible-holdet i 99?  Og bevares. Jeg synes da også noget. Jeg synes Alex Ferguson er en pragtfuld karakter i al sin tyggegummignaskende dårlig taber-brokkerøvs-vælde. Jeg synes Ryan Giggs aldrig har fået anerkendelse nok. Henning Berg lavede herremange selvmål. Hvad blev der egentlig af Yordi Cruyff? Jeg synes al muligt om al muligt. Men det er ved gud ikke noget der optager mig. Manchester United kan for min skyld sejle i deres egen sø. Jeg ønsker dem ikke noget decideret ondt, men så sandelig heller ikke noget godt. De vinder jo for fanden altid alting, og alene af den grund føler jeg ikke rigtig de har noget med mig at gøre. Det er sgu mange år siden de har haft et ordentlig matyrium eller noget effektiv lidelse. De tilhører simpelthen en helt anden del af fodboldens verden en den jeg holder af. Hvis jeg endelig skal synes noget, så synes jeg måske faktisk Manchester United er lidt kedelige. Man kan for fanden ofte købe deres merchandise i Netto. De opfandt hele det der kommercielle ræs. Næsten.

Men så alligevel. Et par gange om året forholder det sig naturligvis anderledes. Som nu for eksempel i lørdags. Hvor jeg tømmermandsramt bevæger mig på tværs af byen for at se mine elskede irons forsøge at vinde en fodboldkamp mod de røde sataner. Socialdemokraten sidder allerede ved bordet og ser ud som om han er ved at omkomme efter nattens julefrokostlige udskejelser. Han er billedet på blind og stupid loyalitet som han sidder der og prøver at ryge en cigaret trods det med al sandsynlighed store nederlag der venter hans hold dér på skærmen. Litteraten med Fremskridtshåret parkerer sin cykel på fortorvet. Han havde ellers allerede meldt afbud grundet truende deadlines på projekter der sejler, men det lille svinske håb om et godt resultat mod et storhold har lokket ham ud hullet. Oven i købet i tid til kickoff. Det kan Manchester United alligevel gøre ved os. Selvom de i og for sig ikke siger os en skid.

Ikke overraskende presser og presser de os. Skide værd med hjemmebanefordelen. De er Manchester United og vi stiller med en blanding af teenagere og lejesvende. Mexicanske Franco er et svagt lyspunkt. Det og så den omstændighed at de claret’n'blue United rent faktisk forsvarer sig glimrende. Og det på trods af at backkæden er mildest talt amputeret. Hines skaber sågar en mulighed hvor Collison næsten kan prikke bolden i mål. Pausen nærmer sig og frem popper Paul Scholes og hamrer bolden i kassen, igennem Rob Green, fra kanten af feltet. Sønderjyden der i mellemtiden har indfundet sig tager sig til sit sært kompromisløse huehår og Socialdemokraten gylper. En eller anden jubler entusiatisk i baren. Det må være en kompliment til West Ham at han orker at engagere sig. Manchester United vinder jo alligevel altid.

I anden halveg går det som forventet. Gibson gør det til 2-0. 3 og 4-0 falder med et minuts mellemrum og tungsindet erstattes af dumme vittigheder og hjertelige grin ved bordet. West Ham er nogle gange så West Ham at man må grine eller græde; denne dag vælger vi grinet. Franco er fandeme vild, bliver vi enige om. Hvem der bare var en 33-årig mexicaner - med sombrero og poncho og krydsede patronbælter; skægstubbe og et diabolsk grin. Så skulle verden fandeme se løjer. Manchester United skifter lige Berbatov ind. Bare fordi den slags kan man, når man er Manchester United. Socialdemokraten synker heroisk den sidste mundfuld øl og snakker drømmende om chips, cola og dårlige film. Nedrykning er absolut et tema, og det er faktisk slet ikke til at overskue. Litteraten væver om hvordan alting var bedre i 90′erne. Undertegnede konstaterer at Radoslav Kovac er den dårligste spiller i West Ham i mange år. Manden i baren råber noget med storsejr og legestue. Jeg er egentlig ikke voldsomt optaget af ham. Jeg tror ganske enkelt ikke vi rigtig forstår hinanden.

Nummer 3: Manchester United FC: Alting har en ende…

Stiftet: 1878 (som Newton Heath L&YR FC)

Stadion: Old Trafford (Kapacitet: 76.212)

Kælenavn: Red Devils

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 1/1/1

Første fem kampe: 15/8 Birmingham (H), 18/8 Burnley (U), 22/8 Wigan (U), 29/8 Arsenal (H), 12/9 Tottenham

Manager: Alex Ferguson (siden november 1986)

Den tyggegummignaskende, gasblå skotte på trænerbænken hos de seneste tyve års suverænt mest succesfulde engelske hold behøver nok ikke nogen nærmere indtroduktion. De seneste mere end tyve år har Ferguson således personificeret det projekt som har gjort Manchester United til verdens (måske) største fodboldklub, særligt siden starten på Premier League-formatet og den deraf følgende økonomiske eksplosion og enorme udbredelse af engelsk fodbold som “brand”. De røde djævle vandt således det allerførste Premier League trofæ i 1992-93. Dette var også Fergusons første mesterskab med klubben. Siden er det blevet til 11 (motherfucking el-le-ve!!) yderligere til Sir Alex og company. Skotten har vist en imponerende evne til at opbygge gode fodboldhold, købe og sælge spillere på det rigtige tidspunkt og til at tøjle primadonnaer.

Alt i alt må de fleste bøje sig i støvet for den længst sidende manager i engelsk topfodbold. Det er bare de færreste der rigtig orker, fordi manden så ofte opfører sig som et stort barn. Ikke desto mindre er Sir Alex en af de største nogensinde, men det føles nu som om, at han var meget sjovere, da han havde Mourinho at skændes med.

Truppen generelt: Stærk men svækket

I målet tager veteranen Edwin Van Der Saer endnu en tur i manegen i år, men er ude de første par måneder med en skade. I hans fravær får efterhånden 26-årige Ben Foster endelig chancen på Old Trafford. I centerforsvaret har Manchester United et af verdens bedste stopperpar i Rio Ferdinand og Nemanja Vidic. Førstnævnte er dog ofte plaget af skader, og i hans fravær bliver forsvaret mere til at tale med, når John O’shea, Wes Brown eller Johnny Evans vikarierer. Dog har sidstnævnte vist enormt potentiale, mens begge de førstnævnte er habile firmaets mænd. Også venstrebacken besættes med verdensklasse i form af franskmanden Patrice Evra, som bidrager kollosalt både fremme og tilbage på banen, og lever godt op til den meget omtalte moderne backs rolle. Den anden back kan stadig besættes af den noget mindre moderne Gary Neville, men er i senere år i høj grad blevet delt af det nye milleniums Henning Berg aka Wes Brown (hvad angår evnen til at score i eget net) og unge brasillianske Rafael. Sidstnævnte lader til at kunne blive en af morgendagens stjerner. Hans tvillingebror Fabio bejler i øvrigt til Evras venstreback. Det samme gør altmuligmanden O’shea - mens også Johnny Evans kan bruges der. Fleksibilitet er i det hele taget et nøgleord for mange spillere på Uniteds hold.

På midtbanen råder Ferguson over et varieret spektrum af spillere. Owen Hargreaves har næsten ikke været skadesfri siden sit marathonskifte fra Bayern München i 2007. Til gengæld har den egenavlede Darren Fletcher med årene skabt sin en overraskende bærende rolle på holdet, hvor han løber de uendelig mange kedelig men vigtige kilometer på midtbanen - eller som højrekant - alt imens han også er en glimrende pasningsspiller. Anderson er et kraftværk som kan skubbe, mase, løbe, drible, aflevere og tackle sig igennem både skærsilden og helvede. Den blot 21-årige brassilianer har til gengæld stadig ikke formået at score et mål for Manchester United i sine to første år i klubben, men når det kører for ham bidrager han med uendelig meget andet. Michael Carrick er en uhyggelig pasningsstærk, og kan bidrage med et spektakulært mål et par gange om året, men mangler ofte gennemslagskraft i de helt store kampe. Veteranerne Paul Scholes og Ryan Giggs synger efterhånden på sidste vers, men kan stadig begge bidrage med masser af ro, rutine og sikre pasninger.

Højrekanten Ji-Sung Park er ekstremt hårdt arbejdende og ikke ueffen med bolden, men når alt kommer til alt ikke nogen superstjerne. Portugisiske Nani helst vil bruges på den anden kant, men er meget fleksibel. Han er dog endnu ikke - trods gode kampe og momenter - rigtig slået igennem siden sit dyre skifte fra Sporting Lisabon. I år får han helt sikkert flere chancer end tidligere.

Helt fremme er Wayne Rooney en brilliant spiller, hvis eneste svaghed umiddelbart er, at han burde lave endnu flere mål - særligt når han spiller på så stærkt et hold som tilfældet er. Store Dmitar Berbatov blev ofte kritiseret i sin debutsæson, men viste ikke desto mindre i glimt hvorfor Ferguson fandt den store tegnedreng frem for at hente ham fra Tottenham. Ofte kan den Dracula/Simon Kwamm-lignende bulgarer virke uinteresseret og lad, men under alle omstændigheder er Berbatov en utrolig intelligent spiller, som kan afgøre fodboldkampe på splitsekunder. Desuden råder holdet over talenterne Danny Wellbeck, samt Frederico Machedo, som var et stort samtaleemne mod slutningen af sidste sæson, da han scorede et par spektakulære mål i sine indhop.

Væsentlige transfere: Operation umulig: Erstat Ronaldo

De seneste års helt store transfersaga fik endelig gjort en ende på sine lidelser da portugiseren Christiano Ronaldo skiftede til Real Madrid. Den portugisiske offensivspiller, som i sin tid i Manchester United har udviklet sig fra stortalent til en af verdens bedste spillere - hvis ikke den allerbedste. Derfor har Ronaldo også været stjernen på de seneste års enormt succesfulde hold på Old Trafford, og hans evner behøver næppe nærmere introduktion. De seneste tre år bidrog Ronaldo således henholdsvis med først 17, og siden 32 (!!) og 18 mål for de røde djævle. Og det var udelukkende i ligakampe. Man United fik intet mindre end 80 millioner pund for portugiseren.

Også det omvandrende, argentinske arbejdsraseri Carlos Tevez er fortid på Old Trafford. Tevez som har været ejet af et konsortium af rigmænd og udlejet til Manchester United de seneste to år er i stedet skiftet til naboerne fra City. United var for længe om for alvor at vise interesse for at tilknytte Tevez fast, og til sidst følte spilleren sig ikke værdsat. Citys bugnende pengepung har nok heller ikke gjort det lettere at få Tevez til at blive. Mange United-fans har ønsket at nedtone betydningen af Tevez’ afgang ved at henvise til at han ofte havde status af indskifter når man stillede med stærkeste hold. Ikke desto mindre opnåede Tevez over 60 kampe på sine to år i klubben, og selvom en del af disse kom fra bænken, så er det mildest talt svært at finde en mere kompetent breddespiller, ligesom han sikkert kunne have fået større betydning og mere spilletid post-Ronaldo.

Salget af talentet Fraizer Campbell til Sunderland fuldender Fergusons oprydning i sine offensivspillere.

Ind er til gengæld kommet Equadorianeren Antonio Valencia fra Wigan. Valencia har imponeret for Wigan de sidste par år, og kan sagtens blive et hit i United. Han er hurtig, teknisk god og slår nogle fremragende indlæg. Han skal ikke som sådan ses som en afløser for Ronaldo, men giver United en ekstra streng at spille på offensivt. Ind er også kommet Gabriel Obertan, som regnes som et af de største talenter i europæisk fodbold i øjeblikket. Obertan er dog helt eksplicit fremtidens mand, og Ferguson regner ikke med at han skal spille en central rolle i år.

Sidste nye mand i truppen er ingen ringere end den tidligere Liverpool og Real Madrid stjerne Michael Owen, som er blevet tilknyttet på en fri transfer efter et par skadesplagede katastrofesæsoner hos Newcastle som kulminerede da the magpies rykkede ned i sidste sæson.

Forventninger: Omstrukturering

Manchester United har generelt et rigtig stærkt hold. Selv uden Ronaldo og Tevez kan de mønstre en startellever som kan give alle hold i verden alvorlige problemer, og alene dette vidner om klasse. På mål kan man dog stille spørgsmålstegn ved om Van Der Saer stadig har niveauet, og om Foster eller eventuelt Tomasz Kuszczak for alvor kan løfte arven. Backkæden er en af verdens bedste, alt imens midtbanen har en imponerende bredde, om end Scholes og Giggs ikke bliver yngre. Tilsammen startede deherrer 30 kampe sidste år i ligaen plus lidt over tyve som indskiftere. I år kan meget vel være året, hvor alderen for alvor begynder at trykke. I det hele taget kræves det, hvis Man Utd skal genvinde trofæet i år, at en eller flere spillere træder yderligere i karakter, og påtager sig lederansvar i offensiven. Nani og Valencia får den tvivlsomme fornøjelse af at skulle overtage ansvaret på holdet fra Ronaldo, og selvom ingen forventer at de skal kunne præstere på stjernens niveau, så skal de ikke desto mindre levere en vare, og forsøge at definere deres egen rolle i et fremtidigt Man Utd-dynasti.

Helt på toppen skal Wayne Rooney også til at leve med større ansvar, og bidrage med flere mål, alt imens Berbatov skal præstere mere stabilt. Michael Owen kan til gengæld vise sig at være en rigtig smart investering af Sir Alex, og hvis angriberen får lagt skaderne bag sig vil han utvivlsom lave mange mål.

Selvom Manchester United har en stærk trup, en frygtindgydende træner og en vindermentalitet som få, så har jeg utrolig svært ved at se dem løbe med mesterskabet i år. For det første fordi engelske hold nærmest aldrig vinder mere end tre mesterskaber i træk, og for det andet fordi holdet simpelthen må skulle gennemgå en eller anden form for omstillings - og genopbygningsfase i kølvandet på det store tab som især Ronaldo, men også Tevez må være.

Man skal dog aldrig afskrive Fergusons United, og om ikke andet så vinder de bare næste år eller næste år igen…

Tip: Forventet placering: Nummer 3 Supersæson: Nummer 1.