Syg og munter

I erkendelse af at verden er af lave, at West Ham tabte til Bolton i forlænget spilletid i går (og nu har tabt tre kampe i træk), at ALTING var MEGET bedre i gamle dage, og at sæsonen ser ud til at blive en ørkenvandring, følger 10 tilfældigt rangerede ting, som i allerhøjeste grad mangler i fodbold i dag, men som var meget bedre i 90′erne…

- Spillertype: Gale, flamboyante spilfordelere og ubestridte stjerner fra obskure østeuropæiske stater, som scorede fremragende langsskudsmål, fik uforholdsmæssigt mange kort, altid brokkede sig til dommere, med - og modspillere over ALT, og som konsekvent holdt op med at løbe når de først havde mistet bolden. Ingen nævnt, ingen glemt.

- Backkæde: Seaman/Winterburn/Bould/Adams/Dixon = betonforsvar med meget, meget, meget tunge nosser!

- Fodbeklædning: Sorte fodboldstøvler. Til at begynde med var det meget sjovt, når Mustapha Hadji eller Jay-Jay Okocha fik en gul, hvid eller rød støvle. Men det har fandeme aldrig været meningen at Martin Keown eller Søren Colding-typer skal spille i spraglede støvler. Det gør de i dag.

- Indkøbsstrategi: At FCK købte ALLE halvdårlige (eller halvgode for den sags skyld) danske spillere hjem, når de havde fejlet i udlandet: Thomas Rytter, Thomas Thorninger (!), Jacob Svinggaard, David Nielsen, Peter Nielsen, Niclas Jensen, Bjarne Goldbæk, find selv på flere…

- Spillerbeklædning: Hold med stribede trøjer i Premier League (eller 1. division):  Southampton, Sheffield Wednesday, Coventry, Sheffield United, Queens Park Rangers, Crystal Palace, Newcastle, Bradford osv. Det kan godt være de aldrig rigtig var i den bedste række samtidig, men sådan føles det fandeme i dag! Gudskelov vi stadig har Stoke, Sunderland og Blackburn!

- Kommentator-kliché: At det var langt mere socialt acceptabelt for kommentatorer at reducere deres forberedelse til landskamp med afrikansk deltagelse til en række tvivlsomme floskler grænsende til det racistiske om “manglende taktisk forståelse og struktur”, “vilde temperamenter” og “tvivlsomme fødselsattester”. Og ikke mindst at disse floskler ofte syntes fyldestgørende at beskrive det som udspillede sig på banen.

- TV-program: Tips fucking lørdag med Tommy fucking Troelsen og “DONGGGGG”.

- Kommentator-kliché v. 2: At belgisk fodbold stadig blev omtalt med en vis ærefrygt, selvom Anderlecht ret beset ikke havde været en storklub i årevis, landsholdet var middelmådigt at best, og Enzo Scifo var blevet en gammel træt grissebasse. At Phillipe Albert så på sin helt egen måde berettigede såvel ære som frygt på hele landets vegne er en helt anden historie, som vi ikke vil komme ind på her…

- Mand der er større end livet: Atillo Lombardo! Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde…

- Spillertrup: Wimbledons crazy gang. Ethvert hold som byder sin nye rekordsigning (især når denne er så stor og ond, som John Hartson må siges at være) velkommen, ved at brænde dennes Armani-jakkesæt får lutter plusser i min bog…

Find selv på flere…

Sidste fredag tog denne blog en masochistisk tur ned af mindernes boulevard, hvor der blev grædt verbalt snot over den gyldne generation af West Ham-talenter, som desværre blomstrer i diverse storklubber i dag. En anden gruppe spillere, som de fleste fodboldfans kan ærgre sig over, er de som næsten kom til klub “X”, men som i stedet havnede andensteds med stor succes.

Heller ikke her er West Ham gået ram forbi. Hvis vi et øjeblik bliver i den yngre ende af spektret, er det oplagt at ærge sig over at John Terry allerede smuttede fra akademiet i en alder af 14, ligesom det kan synes en kende surt at David Beckham antagelig blev afvist ved en prøvetræning.

Ligeledes skulle såvel en relativt ung Marcelo Salas som en ditto Andrej Shevshenko have været til prøvetræning under ‘Arry Redknapp, som imidlertid var uimponeret, og berømmeligt vurderede at den ukrainske angriber som sidehen blev en af verdens bedste “did’nt pull up any trees.” Det gjorde han på den anden side heller ikke da han sidenhen rent faktisk fik chancen i engelsk fodbold, så måske det var godt det samme.

En anden som var ligeved og næsten (og som senere var medvirkende til Shevas fiasko), er Didier Drogba. Da West Ham på tragisk vis rykkede ned (med det højeste pointantal nogensinde i Premier League!) i 2003, havde daværende manager Glenn Roeder ellers allerede en aftale på plads med Guingamp om en overgang til den kommende sæson. Når man ser hvordan Drogba opførte sig, da han så tog til Chelsea efter et år i Marseille et års tid senere, var det måske meget heldigt vi rykkede ned…

Da vi endelig var tilbage i den bedste række, sommeren 2005, skulle der rigtig bruges penge på en angriber.  Man endte med at købe sicknote Dean Ashton i januar 2006, men han var på mange måder tredjevalg. Der var forhandlet en aftale på plads med Porto i august 2005, om at Benedict Mccarthy kunne skifte, men denne blev aflyst i 11. time, da en anden af Portos handler var faldet sammen.  Det kunne man så ærgre sig over, da Porto endelig slap ham året efter - endda til en tredjedel af prisen - og han lavede 18 kasser på 24 kampe for Blackburn. I januartransfervinduet 2006 forsøgte West Ham i stedet at købe Emmanuel Adebayor fra Monaco. Klubberne var enige om overgangssummen, men togoleseren ville hellere vente til sommeren 06, hvor han i stedet tog til Arsenal. Først derefter blev blikket vendt mod Deano.

Ååh, de satans kvinder…

Det seneste år er selvsamme Adebayor blevet rygtet videre fra Arsene Wengers boytoys, og er i den forbindelse blevet sat i forbindelse med blandt andet AC Milan. Dette affejede den stærke 25′er med et kliché-svar af de store: “Jeg er glad for at spille for denne klub, og ærlig talt er jeg glad for at AC Milan - en af de mest legendariske klubber i verden, har kigget på mig.”

Og dog, klicheen blev gjort til skamme; for Niklas Bendtners yndlingsslagsbror valgte at uddybe sit udsagn med en opsigtsvækkende parallel til en anden sfære af livet end fodboldens. Adebayor er ganske vist på kontrakt hos Arsenal for at score, men det var åbenbart en helt anden type scoringer han fik i tankerne af Milans interesse: ” For mig er det noget specielt. Det er som, hvis en dreng fik at vide at Beyonce kiggede efter dem.” Aha. Så hvis fodboldklubber var kvinder, ville AC Milan være Beyonce?

Men hvad ville andre klubber i England så være? Her følger fem skud fra hoften:

1. Hvis vi starter med Arsenal selv, så synes en parrallel til Demi Moore at være oplagt. Fra i 80′erne og 90′erne at have været sammen med Bruce Willis - inkarnationen af barskhed, pistoler, whiskey og smøger i kæften (fuldstændig som Arsenals fodbold i samme periode; tænk blot på Seaman-Winterburn-Adams-Bould-Dixon, hvis det ikke er whiskey og pistoler, så ved jeg ikke hvad der er. Paul Merson! Ray Parlour!) - skiftede hun i det nye årtusinde bane med den unge - måske kønnere, men også noget mere fimsede - Ashton Kutcher (tænk bare Van Persie, ham backen med perler i håret - Sagna?, Fabregas og Nicklas “lyserøde støvler” Bendtner).

2. Bolton Wanderers i de seneste 10-15 år bringer umiddelbart associationer i retning af hende den pisseirriterende fra  “Livet er fedt” aka. Merethe Kasten. Ja det kan godt være hun fik alle til at snakke om sig i en periode, fik et par små sejre og generelt præsterede over evne, men kønt det var det fandeme aldrig…

3. Newcastles nyere historie følger samme kurve som reality-tabloid-opfindelsen Anni Fønsbys liv i skræmmende grad. Begge troede de deres lykke var gjort da de mødte en mand med en kæmpe pose penge og gyldne løfter. Nu befinder de sig i noget der minder om helvede, manden vil ikke kendes ved dem, og alle de folk de havde på lønningslisten viste sig at være *ahem* “prostituerede”…

4. Chelseas hyppige udskiftningsfrekvens af højtprofilerede mænd i trænersædet, minder unægteligt om Paris Hiltons udskejelser i dobbeltsengen, ligesom de heftige shopping sprees er tilfælles. De har også begge en rig farmand til at sørge for, at de økonomiske konsekvenser af den udsvævende livsførsel aldrig rigtig mærkes… En banal, men ikke desto mindre iøjenfaldende, parallel.

5. Wigan Athletic kan bryste sig af, at afspejles i kvindeverdenen som Lene Jensen, Lotte Olsen eller Jytte Larsen. Hvem i helvede er så det? spørger den opmærksomme læser forhåbentlig. Opmærksomme læser, jeg er glad for, at du spørger. Det er nemlig den spidsfindige pointe. Wigan = Hvem? Get it?

Ok. Jeg beklager. Det virkede sjovt i teorien. Nu vil jeg flygte op i revybussen og køre ud i solen.

Find selv på flere.