Syg og munter

Transfervinduet er lukket - eller som altid dramatiske Sky Sports ynder at formulere det: Vinduet er “slammed shut“! Og så står man ellers der og glor. Forvirret og småsulten. Festen er slut. Røgen fra mediernes røgmaskine lægger sig og de mange rygter, løfter, håb og drømme prutter stille ud af deres alt for oppustede balloner. Nogle har forladt festen med et bredt smil, en god brandert og en fremragende fangst, mens andre står tilbage som en ungkarl, der blev lovet en kinddans med Scarlett Johansson men endte med at danse uelegant tango med Birthe Rønn Hornbech. ” Og hvilken kategori tilhører du så, sygogmunter? Fortæl, fortæl!” råber den engagerede læser nu givetvis foran sin computerskærm et sted i Danmark. Og ved du hvad engagerede læser, jeg ved det sgu ærlig talt ikke helt. Men jeg vil da gerne give et bud.

Transferstatus

West Ham har hentet intet mindre end 8 nye spillere i transfervinduet. Heraf et par på lån: Victor Obinna og Tal Ben Haim, en på fri transfer: Tomas Hitzlsperger, et par der har kostet håndører: de ældre herrer Lars Jacobsen og Frederic Piquionne samt den 22-årige belgiske målmand Ruud Boffin (hvem?), plus et par stykker der formentlig har kostet lidt penge: Pablo Barrera og Winston Reid. Ud er røget Alessandro Diamanti og Fabio Daprela - begge til Brescia, og næppe for mere end samlet £ 2 millioner. Til gengæld er middelmådigheder som Jonathan Spector, Benedict McCarthy og Radoslav Kovac stadig i klubben. Men hvem skulle dog også gide aftage dem…

Af de nye spillere synes Hitzlsperger at være den eneste som decideret styrker West Hams optimale startopstilling. Vel at mærke en startopstilling som i sidste sæson var skideheldige ikke at rykke ned. Og Der Hammer har naturligvis været skadet i sæsonens foreløbige kampe på grund af en skade pådraget i en ligegyldig landskamp mod Danmark. Det er med andre ord ikke overraskende at West Ham ligger sidst i tabellen efter 3 runder med 0 point og en målscore på 1-9. Positivt er det dog, at Barrera umiddelbart har virket lovende, Piqqen lader til at være en hæderlig spiller, Obinna er engang blevet positivt omtalt af Mourinho (vi klamrer os til halmstrå her) mens Reid, Jacobsen og Ben Haim vel næsten ikke kan blive værre end det eksisterende forsvar?

Forstærkningerne kommer dog alt andet lige til at virke, ja, tamme. I et transfervindue, hvor altid snakkesaglige David Sullivan, og diverse rygter derudover, fik sat klubben i forbindelse med alle fra Miroslav Klose og Thierry Henry til Graham Dorrans, Yakubu, Joseph Yobo, Luke Young, Kevin Prince-Boateng, Neymar, Ronaldinho, David Beckham, Guy Demel, Jamie O’hara, Loic Remy, Craig Bellamy og Joe Cole (der bare skulle nævne sin pris!), så falmer de nye rekrutter måske nok en anelse i sammenligning. Sullivan kommer i dette lys lidt til at fremstå som en brugtvognsforhandler, der malende fremmaner en drøm om sportsvogne, slanke kvindeben og livet i overhalingsbanen for så alligevel i regnskabets time at påprakke én en Ford Fiesta fra 1992, hvilket man først opdager når papirerne er underskrevet. Og Birthe Rønn-Hornbech sidder på passagersædet.

I det mindste er holdets britiske stamme intakt. Eller det vil sige: Matthew Upson og Robert Green blev måske nok brændmærket af deres andel i Englands VM, og har derfor næppe kastet virkelig økonomisk attraktive bud af sig, Carlton Cole var vist nærmest på vej til Anfield på deadline day, og Scott Parker - ja, Parker er et kapitel for sig.

Sullivan gjorde et stort nummer ud af, at erklære at Parker ikke var til salg. Derefter tilbød klubben sin 30-årige viceanfører en 5-årig aftale, selvom der stadig er 3 år resterende af den eksisterende kontrakt. Atter derefter råbte og skreg Sullivan, medejer David Gold, manager Avram Grant og den daglige leder af klubben Karen Brady alle op om hvordan Parker i hvert fald ikke var til salg, og om hvordan han meget snart ville signere den nye aftale. Jeg begyndte personligt at få en fæl mistanke om, at der var et spinmonster igang, og at resultatet af alt dette skrigeri skulle være, at Parker skulle nægte at underskrive kontrakten, således at klubben var “nødsaget” til at sælge Scotty til Liverpool eller Tottenham. Det skete ikke. Om årsagen hertil var at klubben ikke ønskede at sælge eller at ingen ville byde et stort nok beløb er svært at sige. Blot endte hele sagen med at fremstå sært utroværdig. Ikke ulig den forbløffende tavshed der omgærede Valon Behrami, som mystisk nok ikke rigtig optrådte i holdets træningskampe, men alligevel kunne spille lidt for reserveholdet, alt imens rygterne om et skifte til Roma tog til, for alligevel til sidst at falde sammen i 11. time.

6 nederlag i træk?

Alt i alt er vinduet blevet lidt af et antiklimaks. Klubben hentede ganske vidst 8 “forstærkninger”. Ingen af de største profiler blev solgt. Men man ville næsten have foretrukket at en profil var blevet solgt for store penge, og at man virkelig havde kunne styrke holdet på en af de pladser, hvor forstærkning er tiltrængt. Forsvaret lækker mål til højre og venstre, og det er svært at se, hvilken konstellation af klubbens nuværende spillere, som skal kunne stoppe denne tendens.

I åbningskampen mod Aston Villa var James Tomkins rystende usikker centralt, mens Winston Reid - for at sige det pænt - fik en ilddåb på højre back. Denne plads er siden blevet taget uoverbevisende tilbage af Julien Faubert, som ellers umiddelbart har været tiltænkt en plads længere fremme på banen, og senest af ærlige, hårdtarbejdende og totalt utilstrækkelige Jonathan Spector . På venstrebacken har Herita Ilunga ikke vist noget der berettiger at hans direkte konkurrent skulle sendes til Brescia… Holdets formodede kaptajn, Matthew Upson, lader til at have indstillet sig på at fise husleje af indtil sit kontraktudløb til næste sommer, og Manuel Da Costa, som sluttede sidste sæson stærkt af har endnu ikke været i kamp. Det har til gengæld evigskadede Danny Gabbidon, der lader til rent faktisk at være skadesfri (7-9-13), og egentlig har været et relativt lyspunkt.

Det er imidlertid svært at se hvordan Blackburns tredjevalg på højrebacken eller en uprøvet knægt, hvis største præstationer har været et par VM-kampe for New Zealand for alvor skal ændre på billedet af et forsvar der sejler. Skal vi virkelig til at sætte vores lid til slæbebåden Ben Haim? I guder det bliver en lang sæson… Step forward Manuel Da Costa? Behrami på højre back?

Længere fremme på banen har det set lidt bedre ud. Men også kun lidt. På Villa Park var der en god periode ved stilling 2-0, hvor West Ham med lidt held kunne have spillet sig tilbage i kampen. Den første halveg mod Bolton var faktisk decideret god. Holdet spillede fin fodbold, og der var tydeligvis en plan for første gang i umindelige tider. Noble strøede om sig med sideskift, mens Parker forsøgte at skabe overtal med en række løb med og uden bold. Alt imens buldrede backerne fremad, og månedens spiller for august, Kieron Dyer (JA! Kieron Dyer lever endnu/igen!), bidrog med kreativitet, fikse afleveringer og gode driblinger. Og engagement, sgu! (Vi venter med andre ord spændt på det næste dobbelte benbrud!) Hvis bare den foreløbig skuffende Carlton Cole havde ladt en medspiller sparke straffe ved stillingen 0-0 tillader jeg mig at påstå, at West Ham havde vundet den kamp komfortabelt. Nu tabte de i stedet 3-1. Derudover var det ikke noget chok, at udekampen på Old Trafford tangerede voldtægt fra hjemmeholdets side. Positivt var det dog at West Ham forsøgte at holde på bolden og presse vicemestrene fra kampens start.

Alligevel bimler alarmklokkerne allerede. Holdet ligger ikke bare sidst; det lukker 3 mål ind per kamp, og har endnu ikke scoret i reelt spil. På lørdag venter mestrene fra Chelsea, som foreløbig har scoret mål for sjov og smadret al modstand. Ugen efter byder på en tricky udekamp mod Stoke (som også skal have point på kontoen), og derefter rundes måneden af med en cup-udekamp mod Sunderland og en ligakamp hjemme mod Tottenham. West Ham har allerede fået sin dårligste sæsonstart i 33 år. Det er ikke urealistisk at sæsonstarten kan blive historisk dårlig, og at holdet fortsat er uden point når vi skriver oktober.

Sullivan siger at Grants arbejde ikke er i fare, selv hvis dette scenarie bliver til virkelighed. Man frygter, at det er endog meget sandsynligt. Som Leonard Cohen sang på en græsplæne nær Odense efter at jeg havde tilbragt eftermiddagen hovedrystende foran et fjernsyn til Villa-kampen: “I’ve seen the future, brother/ it is murder!” Han havde åbenbart også set kampen?

Jeg tror i hvert flad, at han har ret, Lennart. Det plejer han at have. Jeg vælger dog personligt ikke at anskue det så dystert. Jeg kigger i stedet på tabellen og konstaterer at der er seks point op til CL-pladserne, alt i mens jeg fniser ved tanken om, at nogle oprigtigt hævder, at mennesker som udgangspunkt er rationelle i deres tilgang til verden…

Sommeren lakker mod enden. Det har vejret de sidste par dage definitivt indikeret. Den sært sorgløse, lyse og optimistiske periode af året, hvor alt i princippet kan lade sig gøre, er snart ikke mere. I morgen rammer livets benhårde og ondskabsfulde realiteter igen; som en halvflad, regntung læderbold - sparket direkte i kuglerne med stiv tå - på en dødsyg dag med temperaturer omkring frysepunktet. Med andre ord: Premier League sæsonen 2010-2011 indledes. Sommerens uforpligtende og neonblinkende transferrygter og løfter om bedre tider vil blive stillet til regnskab, og snart vil det stå smertefuldt klart, hvad man egentlig kan forvente. Er der lort eller lagkage i de fine spillerformede æsker som er blevet præsenteret som kommende stjerner af diverse klubejere og managers på fine, opstillede fotos over sommeren?

I West Ham er meget (gudsketakoglov) ændret siden afslutningen på sidste helt igennem rædderlige, ynkelige og voldsomt deprimerende sæson.

Træneren:

Verdens mest sympatiske mand - Gianfranco Zola - viste sig desværre ikke at være lige så kompetent som han var sympatisk, og nu er han i stedet erstattet af verdens sureste jøde - Avram Grant - der kommer med et nydeligt CV, og et fint eftermæle fra sine øvrige ophold i engelsk fodbold, og en mængde imponerende resultater i Israel.

Grant var kun John Terrys manglende evne til at holde sig på benene i en straffesparkskonkurrence fra at blive den første Chelsea-manager, der vandt et CL-trofæ. Oven i hatten udrettede han i sidste sæson noget der mindede om mirakler med Portsmouth, der ellers på aller måder var en klub  i total opløsning. Holdet rykkede ganske vist ned, men Grant fik dem generelt til at spille imponerende fodbold efter omstændighederne, og kronede sæsonens heroiske indsats med en plads i FA-Cup-finalen, hvor Chelsea vandt knebent på et klassisk stykke overmenneskeligt Drogba-frispark, efter superskurken Kevin Prince Boateng havde brændt et straffespark for Pompey.

I West Ham får Grant imidlertid en noget anden rolle end han havde i Chelsea og Pompey. For første gang har han rent faktisk haft en hel preseason og dertilhørende transfervindue til at præge sin trup. Dette har  bevirket en kraftig aktivitet ved svingdøren, som ikke har virket mindre dramatisk, af at klubbens ejere - David Gold og David Sullivan - i vanlig stil har været klar med den ene tæerkrummende udmelding efter den anden til den altid interesserede presse. Således åbnede Gullivan allerede i efterdønningerne af sidste sæson med at melde ud, at alle klubbens spillere undtagen Scott Parker var til salg. Derefter satte de trumf på, ved at sætte sig selv i forbindelse med afdankede koryfæer som Thierry Henry, David Beckham og Juan Roman Riquelme. Over sommeren har meldinger fra deherrer om alt mellem himmel og jord desværre været ustoppelig. Det er dog påfaldende, hvor lidt de har haft at sige, om de spillere som rent faktisk er endt med at blive hentet til klubben. Måske udgør de to gamle tosser i virkeligheden en fremragende kronisk afledningsmanøvre fra klubbens egentlige transferaktiviteter? Under alle omstændigheder bliver det interessant at se, hvorvidt det er til det gode eller dårlige, at Grant selv får lov til at forme rammerne for sit arbejde i klubben. Herfra ventes med spænding og en snert af optimisme…

Svingdøren

Ud:
Ændringerne i truppen ikke været så dramatiske som de oprindelige udmeldinger kunne antyde. Angriberne Mido og Ilan som begge blev hentet på korttidsaftaler i januar er blevet fritstillet - førstnævnte har vist stadig kontrakt med Middlesbrough. Mido brillierede endvidere i sin tid i klubben ved at få en masse presseomtale for at spille for blot £ 1000 om ugen, men endte forbløffende nok med at være så ringe og ufit, at man kunne stille spørgsmålstegn ved om han egentlig var pengene værd. Ilan var egentlig et positivt bekendtskab, som bidrog med en række vigtige mål, da pladsen i Premier League skulle hives i land efter en hårrejsende dårlig sæson. Endnu en angriber - argentinsk-mexicanske Guillermo Franco, som ellers i den grad erobrede denne bloggers hjerte i sidste sæson - er også blevet vejet og fundet for let til en ny kontrakt. Satans. Francos engagement, finesse og generelle awesomeness vil være savnet i den kommende sæson.  Derudover er de tre talenter Josh Payne, Bondz N’gala og Daniel Kearns blevet fristillet. De to førstnævnte nåede begge at optråde på førsteholdet for West Ham, og har da også fodboldfremtiden på plads hos henholdsvis Doncaster og Plymouth. Kearns er taget til Irland for at tørne ud for Dundalk FC.

Ind:

Sommerens første forstærkning til truppen kom som et lyn fra en klar himmel, da klubben annoncerede, at den 28-årige tyske midtbanespiller Thomas Hitzlsperger tiltrådte på en treårig kontrakt på en fri transfer. Hitzlsperger - med tilnavnet Der Hammer - virker på alle måder som en atypisk West Ham-signing. Han er ikke påfaldende over the hill, og har ikke været ekstremt skadesplaget. Han kender allerede Premier League og det engelske sprog, da han fik store dele af fodboldopdragelsen i Aston Villa. Endvidere har fyren spillet imponerende 52 kampe på det tyske landshold, og selvom han ikke deltog ved VM i Sydafrika (sandsynligvis p.g.a manglende spilletid for klubholdet), viste hans genindkaldelse til kampen mod Danmark, hvor han bar anførerbindet, at hammeren ikke er helt ude af bussemand Löws overvejelser. Da Hitzlsperger udgik med en skade imod Danmark faldt brikkerne imidlertid endelig på plads. Velkommen til West Ham…

Ydermere har Grant hentet en gammel kending fra sidste sæson i Portsmouth. Den 31-årige angriber Frédéric Piquionne er tiltrådt på en 3-årig kontrakt for en transfersum der anslås at være i omegnen af £1 million. Piquionne - eller piqqen, som jeg forudser, at Freddy vil blive kaldt her på bloggen - gjorde sig positivt bemærket i sidste sæson, som mander der sendte Tottenham ud af FA-cup semifinalen, og har derudover haft en karriere der nærmest er spektakulært uspektakulær. Angriberen har således kun en gang i seniorkarrieren scoret et to-cifret antal ligamål i løbet af en sæson. Det skete i 2002-2003 for Rennes i hjemlandet. Sidste år blev det retfærdigvis til 11 mål i alle turneringer for Pompey - herunder 5 i 34 ligakampe. Forhåbentlig bedriften kan gentages i år…

Imellem præsentationen af de ovennævnte herrer ankom Pablo Barrera fra Mexico med stor ståhej og hornmusik. Barrera, der viste gode takter ved et par indhop ved VM, beskrives som en talentfuld, hurtig og kreativ fløjspiller, som allerede har meldt ud, at han vil bruge West Ham som springbræt til en større klub. Med andre ord er alt lagt flot an til en dundrende fiasko for alle implicerede parter. Forstå mig ret: Jeg håber på det bedste. Manden er sikkert skide talentfuld. Han er i hvert fald mægtig ambitiøs og har høje tanker om egne evner. Han er imidlertid også mexicaner, som skal prøve kræfter med en liga, som nok vil præsentere ham for nogle lidt andre udfordringer, end han er vant til fra Pumas de la UNAM. Barrera anslås at have kostet £ 4 millioner, og undertegnede har krydset alle kropsdele for, at han vil vise sig at være lige så heroisk og elskelig som den nationaliserede landsmand Franco…

Sommerens foreløbig fjerde indkøb kom i form af den danske kiwi Winston Reid. Jeg følger ikke voldsomt meget med i dansk fodbold, og er følgelig ikke fuldt i stand til at vurdere Reid, men transferen har ikke just fået mit klokkeværk til at bimle. Er han virklig god nok til Premier Leauge? Navnlig ikke når man ser den sum, som Midtjylland citeres for at have modtaget i handlen. Jeg hæfter mig ved at transfersummen ingen steder er offentliggjort officielt, og at dele af den formentlig er præstationsbetinget. Det vil på den anden side være voldsomt typisk, hvis han er blevet indkøbt udelukkende på basis af tre imponerende kampe ved VM, og Gullivan har skyndt sig at udskrive en stor check på beløbet. Hvis man skal anlægge en positiv vinkel, så er Reid ung og har en rigtig god attitude, som forhåbentlig kan hjælpe ham med at omstille sig til at spille i en liga, hvor man skal tage tæsk fra Kevin Davies og Kenwyne Jones frem for Henrik Toft og Marc Nygaard. Foreløbig er den syge og muntre jury dog ude, men jeg håber at Reid vil blive en lige så stor gevinst for West Ham, som den seneste danske forsvarsspiller i klubben - The Grim Rieper…

Sommerens foreløbig sidste tilføjelse er kommet i form af en halvårig låneafte med Portsmouth om at aftage store, stygge og ikke mindst tykke Tal Ben Haim på lån i et halvt år, med henblik på at se om hans helbred holder til en egentlig transfer. Ben Haim har tidligere vist, at han kan være en yderst habil forsvarsspiller på højeste niveau i England, men han har imidlertid også fra tid til anden vist, at hans tophastighed er cirka lige så hurtig som en slæbebåds. Vi venter i spænding, og glæder os over at Ben Haim ikke har fået en otte-årig kontrakt og er blevet indkøbt for et millionbeløb…

Og de næste 14 dage?

En foreløbig status på transferaktiviteten siger altså fem spillere ind, som alle - om ikke andet - bidrager med bredde. Ben Haim, Piquionne og Hitzlsperger kender desuden alle ligaen, og kan forventes at bidrage med noget fra start. Endnu mere positivt er det, at Gullivan og Gramt enstemmigt indikerer, at yderligere tilføjelser til truppen er en god ide, og at der arbejdes aktivt på det. Serbiske Miralem Sulejmani skulle have været den sjette forstærkning, og lød til at være en spændende spiller, men han kunne ikke få arbejdstilladelse.

Yderligere positivt er det, at ingen af klubbens profiler har forladt klubben - endnu. For det synes indlysende, at klubben er klar til at sælge snart sagt hvem som helst, hvis der bliver lagt en klækkelig sum. Der statueres måske i dette transfervindue et eksempel med Scott Parker, hvor ejerne rigtig skal vise deres dedikation til klubben og fansene, men Charlton Cole er i flere omgange rygtet væk, ligesom Valon Behramis agent, som altid, er meget interesseret i at snakke med pressen om alle de klubber, som måske/måske ikke er interesserede i hans klient.

Så sent som i går blev snakken for en gangs skyld mere konkret, da David Sullivan fortalte at Behrami gerne vil væk, idet hans kone ikke trives i London, men at ingen har budt på Schweizeren. I samme åndedrag kom det frem, at Alessandro Diamanti er til salg, men at der heller ikke har været den store interesse for den ustabile og småtossede italiener, alt imens det forventes, at middelmådige og hårdtarbejdende Radoslav Kovac skifter til Stoke i den nærmeste fremtid. Både Behrami og Diamanti har ifølge Sullivan kostet klubben £ 6 millioner, som man vil forsøge at få igen ved salg. Samtidig beretter Sullivan, at Upson får sæsonen til at vise hvad han kan, og hvis han præsterer vil West Ham tilbyde en kontrakt på lige fod med andre klubber, når den eksisterende kontrakt udløber til sommer. Igen en umiddelbart usædvanlig fornuftig tilgang til tingene…

Samtidig går der stadig en mængde rygter om tilføjelser, hvor fokus lader til at være på endnu en angriber. Felipe Caicedo er nyeste skud på rygtestammen, alt imens interesseren i Yakubu skulle være afblæst og evighedstransfersagaen om Loic Remy lader til ikke længere at være interessant for West Ham, selvom klubben umiddelbart fortsat - sammen med Stoke - er den eneste som rent faktisk har budt det ønskede beløb på den franske angriber. Desuden skulle der være interesse for Marseilles Benoit Cheyrou - bror til den tidligere Liverpool-middelmådighed Bruno.

Truppen lige nu:

Når holdet skal stilles til weekendens kamp mod Aston Villa bliver det ikke desto mindre med følgende pulje af spillere til at konkurrere om pladserne i Grants system, der i træningskampene har lignet en 4-3-3/4-5-1. Nedenfor er truppen opstillet som den cirka kan forventes at kunne bruges:

Målmand: Robert Green, Peter Kurucz, Marek Stech
Højre back: Julien Faubert, James Tomkins, Valon Behrami, Winston Reid, Tal Ben Haim, Danny Gabbidon, Jonathan Spector, Jordan Spence
Venstre back: Herita Ilunga, Fabio Daprela, Tal Ben Haim, Jonathan Spector
Centerforsvar: Matthew Upson, Manuel Da Costa, James Tomkins, Winston Reid, Tal Ben Haim, Danny Gabbidon, Jonathan Spector, Jordan Spence
Central midtbane: Thomas Hitzlsperger, Mark Noble, Scott Parker, Jack Collison, Radoslav Kovac
Venstrekant: Pablo Barrera, Jack Collison, Luis Boa Morte, Junior Stanislas,  Alessandro Diamanti, Thomas Hitzlsperger
Højrekant: Julien Faubert, Alessandro Diamanti, Kieron Dyer, Pablo Barrera, Junior Stanislas, Zavon Hines, Freddie Sears
Striker: Carlton Cole, Benni “Big Mac” McCarthy, Frederic Piquionne, Frank Nouble, Freddie Sears, Zavon Hines

Der er flere ting der sprænger i øjnene, når man stiller truppen op på denne måde. Robert Green er suverænt førstevalg bagerst, og Cole er lige så overlegen i front. I backkæden er der forfriskende mange kombinationsmuligheder som placerer ærlige, arbejdssomme og middelmådige Spector på bænken. Hines, Collison og Kurucz er langtidsskadede, og kommer næppe til at figurere lige med det samme, alt imens Hitzlsperger desværre er tvivlsom efter en ellers rigtig god preseason. Benni McCarthy kæmper stadig med vægten, og det bliver interessant at se om han nogensinde kommer til at berettige den investering klubben lagde i ham i januar. Ligeledes kan man have sin alvorlige tvivl om hvorvidt Freddie Sears nogensinde får det gennembrud som for et par år siden syntes uundgåeligt. Interessant er det ydermere at bemærke, at Grant foreløbig vælger at bruge sidste sæsons højre back Julien Faubert i en offensiv rolle på højrekanten, alt imens James Tomkins har spillet rigtig meget højre back - og gjort det halvdårligt. Det lader til at klubben ikke planlægger at bruge Behrami, og derfor bliver højrebacken hurtigt den mest åbne plads på holdet  - sammen med pladserne på kanterne. Mit bud på et hold i morgen bliver ud fra disse overvejelser noget i retning af:

Holdopstilling i morgen?

Green

Ben Haim - Upson - Da Costa - Ilunga

Hitzlsperger - Parker - Noble

Faubert - Cole - Boa Morte.

Et hårdtslående, rutineret hold, som jeg egentlig er ganske tryg ved at sende på banen. Hvis Der Hammer er skadet, så ligger det lige til højrebenet at erstatte ham med Kovac. Barrera kan gøre et spændende indhop fra bænken og forhåbentlig være med til at sikre et point eller tre i en svær udekamp. Om Martin O’neils afgang fra Villa gør den mission lettere eller sværere tør jeg ikke gisne om. Blot kan det konstateres at alle point i de første par måneder skal tages med kyshånd og kynisme, idet programlæggerne bestemt ikke har været søde ved the irons:

Lorte-startprogram:

August:
Lør 14  U Aston Villa
Lør 21  H Bolton
Lør 28  U Man Utd

September:
Lør 11     H Chelsea
Lør 18     U Stoke City
Lør 25     H Tottenham

Der skal ikke gå meget galt før de kampe giver et sted mellem 0-3 point, og så er der ellers endnu en nedrykningskamp på tapetet. West Ham taber altid til Bolton. Ingen vinder over Stoke på udebane. Chelsea  og Manchester United skal man nok ikke forvente det store mod, og desværre næppe heller mod Tottenham…

Personligt glæder jeg mig dog. Jeg glæder mig til en ny sæson. Jeg glæder mig til at se Nouble, Stanislas, Tomkins, Hines og Collison fortsætte deres udvikling, og forhåbentlig udvikle sig til rigtig gode spillere. Jeg glæder mig til at se, om Avram Grant kan levere varen. Foreløbig kan jeg sgu godt lide ham! Der er noget sammenbidt og sarkastisk over ham, som bare passer åndssvagt godt til West Ham United FC anno 2010.

Jeg glæder mig nok mest af alt til igen at pleje regelmæssigt samvær med andre masochister og gode venner, når vi skal tale forventninger, og tro på point og godt spil, op før hver evig eneste kamp! Og jeg glæder mig næsten til de galgenhumoristiske og middelmådige vittigheder, når forventningerne braser sammen, og desillusionen sætter ind.

Jeg glæder mig til at se verdens smukkeste udetrøje (endnu en usædvanlig hændelse i West Ham-regi: Et godt trøjedesign!) i aktion i morgen, når jeg forhåbentlig finder en god bar i Odense (nogen anbefalinger?), hvor jeg skal være euforisk, bide negle, blive sur og skuffet, råbe af skærmen, og forsøge overbevise fru Sygogmunter om, at netop dét er den perfekte optakt til en Leonard Cohen-koncert i morgen aften. For som en anden (dog ikke lige så) stor sangskriver, danske Jens Unmack, har formuleret det: “Det bedste er en ny sæson før første nederlag.” Og han har jo ret, Unmack, for alt andet lige, så skal det sgu sikkert nok igen blive en lang, skuffende og sej sæson.

Om ikke andet er jeg sikker på at få én god kulturoplevelse i morgen, for modsat visse fodboldhold, så skuffer Onkel Lennart aldrig. Til gengæld har han så - ganske uforvarende, tror jeg bestemt - besunget kærligheden til West Ham:
“I’ve got you like a habit
And I’ll never get enough
There ain’t no cure
There ain’t no cure
There ain’t no cure for love”

I skrivende stund sidder undertegnede på et stærkt forsinket Spanairfly fra Barcelona mod København. De seneste par dage har budt på noget så kosmopolitisk og moderne som en romantisk getaway. Og jeg har oven i købet haft en kvinde med. Ikke nogen gokketure her…

Més que un club

Dette indebar blandt andet at vi oplevede, hvordan det store af byens fodboldhold – FC Barcelona – var så FC Barcelona som nok kun FC Barcelona kan være det. De vandt ganske enkelt VM for klubhold, og blev dermed det mest succesfulde fodboldhold nogensinde (mindre kan ikke gøre det på de kanter) målt på præstationer på en enkelt sæson. Trofæet var det imponerende sjette som Pepe Guardiolas drenge hjemførte i år, og det blev da også markeret med dyttende biler, flag ud af vinduer, krudt i gaderne og generel gåen akurk på den berømte og berygtede Rambla. Det var ganske sjovt at opleve. De var sgu stolte den folkemængde. Og med rette. Deres hold var det bedste nogensinde. Det kunne ikke overgås nu – højest tangeres. Imponerende.

Men det var trods alt ikke noget der kunne fastholde undertegnedes syge og muntre interesse voldsomt længe. Dertil trak en stor sjus (og guderne må vide at katalanerne mildest talt ikke er karrige med spiritussen) på en gammel bar, som guidebogen hævdede havde været populær hos såvel Hemmingway som Miró, for meget. Da sjussen var drukket, og turen gik videre mod gud ved hvad, men nok mest en metrostation, kom fru Sygogmunter og jeg til at gå bag ved en britisk talende mand og dennes lille søn. Han brugte tydeligvis sønnens undren over den ekstatiske folkemængde deroppe på Ramblaen som udgangspunkt for et par iagttagelser om livet. Rørende. Han sagde noget i retning af: ” I mean, that means they won the World Championship now. They already won the Spanish Championship and the European Championship. I mean what are they gonna do now? Win the galaxy?” (Han var virkelig begejstret for verbet mean!) Knægten som nok burde have ligget i sin seng, kiggede op på faren, funderede tydeligt og voldsomt over ordene, og korrigerede tillidsfuldt sit tag i sit biologiske ophavs hånd. Hvad konklusionen blev ved jeg ikke. Sådan en lille knægt har temmelig korte ben og går følgelig ganske langsomt. Dette kombineret med undertegnedes cuba libré-fyldte kulderamte partyblære gjorde at den ellers fine dialog ikke blev hørt til ende. Blot nåede jeg at tænke, da jeg kort fik kontakt med farens bekymrede panderynke, idet jeg slingrende overhalede, at det var dog det mest krampagtige forsøg jeg nogensinde har hørt på at få en knægt til at holde med West Ham. Indrømmet. Jeg overfortolker nok bare. Det ville ikke være første gang. Hvad hjertet er fyldt af og så videre…

Hvorom alting er. De er sgu gode, de dersens FC Barcelona. De spiller skidegod fodbold, avler et hav af virkelig dygtige spillere, vinder trofæer i massevis foran et stort, loyalt og passioneret publikum på et historisk og imponerende stadion. Og så er der alt det der med Franco-tiden, den katalanske kultur, Ronald Koemans grydehår, Johan Cruyff og jeg ved snart ikke hvad. Més que un club hævder de vist at være. Det er så vidt jeg har forstået katalansk for mere end en klub. Og det kan man næsten være tilbøjelige til at give dem ret i. De er i et eller omfang bare de gode, i sådan en helt sort/hvid forstand. De sande helte med de rene hjerter. Hvis der nogensinde skulle dukke et sagnmonster op af havet ud fra Barcelona, føler jeg mig overbevist om at Carles Puyol prompte ville tackle det til helvede og beyond. Og derefter ville klubben donere et overskud fra optrinnet til fattige børn.

Måske er det derfor jeg ikke helt kan forholde mig til dem, FC Barcelona. Jeg er nok selv for stor en stodder til rigtig at kunne føle mig som en del af den store, stolte institution. Al den skønhed og perfektion. Det er næsten for meget af det gode. Jeg er jo for helvede bare et menneske. Jeg har brækket mig i for mange parcelhushaver, vasket for mange uldtrøjer ved 60 grader, og haft gylpen åben på for mange skolefotos til sådan et hundrede procent at tilhøre disse rendyrket godes rækker. Det føles ganske enkelt ikke troværdigt. Disse træk ved min personlighed har jeg til gengæld altid følt blev rigtig godt repræsenteret af West Ham United FC. En anden, ikke helt lige så stor, men på sin egen måde voldsomt stolt fodboldklub. En klub som, hvis den da var et menneske, i den grad ville have noget mellem tænderne på en første date, en bussemand under næsen ved eksamensbordet og en solid hånd på svigermors rumpe når den egentlig bare ville klaske en flue på sin kærestes ryg.

Derfor overraskede det mig ikke uvæsentligt da jeg for nogle år siden så et West Ham logo blandt Barcelonas fans. Det var så vidt jeg husker på Stamford Bridge til en af de der to millioner CL-kampe Barcelona har haft mod Chelsea i de senere år. Det var et temmelig stort banner med Barcelonas logo i den ene side og West Hams i den anden. Sidenhen fandt jeg ud af at banneret tilhørte ingen ringere end Barcelona Hammers. En flok tosser som åbenbart mener at de i den grad mangler yin til deres jang og derfor støtter både més que un club – FC Barcelona – og fortune’s always hiding – West Ham United.

Forelsket i Mark Noble

Da det gik op for mig at den romantiske getaway kolliderede med West Hams hjemmekamp mod Chelsea i søndags forsøgte jeg derfor at opspore disse Barcelona Hammers. Og de findes virkelig. De har en hjemmeside, hvor de nærmest febrilsk prøver at forklare deres britiske kærlighed, og et debatforum som i den grad er fyldt med spam om potenspiller og hårtab. Nogen stampub oplyses desværre ikke, og jeg endte i stedet med - i følge med en som altid nærmest overmenneskeligt overbærende fru Sygogmunter (for et par år siden blev hendes fødselsdag brugt på at se West Ham spille 1-1 mod Bolton i en ret beset ligegyldig kamp) - at traske manisk rundt for at finde en pub der prioriterede kampen. Det var overraskende vanskeligt, og da det endelig lykkedes havde puben verdens mest rasende betjening, en temperatur nær kogepunktet og voldsomt høj elektronisk musik i højtalerne frem for lyden af kampen. Dette ændrede dog ikke på at det der udspillede sig på skærmen var smukt. Det var til at tude over. Et West Ham hold som på det seneste har lagt sig ned for snart sagt hvem som helst bød virkelig ligaens suveræne tophold op til dans. Scott Parker var igen en gigant blandt mænd, Mark Noble personificerede det ”at spille for trøjen” alt imens normale middelmådigheder at best, som Faubert og Kovac, leverede godkendte, fokuserede, stabile fighterindsatser. Og det ligger vel efterhånden implicit at Franco var sejere end Clint Eastwood i Dirty Harry og Bruce Willis i Die Hard tilsammen.

Chelsea havde indledningsvis et godt pres som West Ham forsvarede heroisk inden de gradvist kom bedre og bedre med i kampen. Selv ikke Robert Greens efterhånden sørgeligt obligatoriske smørhandsketrick kunne ødelægge det indtryk. Heller ikke den obligatoriske skade og følgende omrokering – denne gang til Danny Gabiddon, der blev erstattet af en velspillende James Tomkins – kunne ikke destabilisere de tændte irons. Og omkring pausen skete så det smukkeste. Det mest uvirkeligt syrede og grænseløst fantastiske. Altid øretæveindbydende Ashely Cole tacklede Collison i feltet og den vanligt katastrofale Mike Dean pegede prompte på pletten. Diamanti sendte Cech i den forkerte retning, og jublede som den rablende galning, som det efterhånden fremstår ganske klart, at han er.

Og der sad jeg så med sved på panden, dårlig hip-hop musik døvende i ørene og råbte som en gal af et fjernsyn i Barcelona. Det er pokkers hvad fodbold kan gøre ved ellers relativt velfungerende mennesker. Der var pause i London og West Ham førte 1-0 mod Chelsea-maskinen. Pausen valgte vi at bruge på at skifte beværtning. Den sure kvinde har sikkert fejret at de sidste kunder var fortrængt fra beværtningen til at skrue yderligere op for både varme og musik. Men skideværd med det. Vi fandt tidsnok en helt igennem rædselsfuld temasportsbar som viste kampen på storskærm og med en lydstyrke som nok kunne få arbejdstilsynet op af stolen. Der var oven i købet noget så løjerligt som en flok fyre klædt i Barcelona-mechandise som højlydt heppede på Chelsea. Anden halveg mindede om første. West Hams indsats var ganske enkelt godkendt. Hold kæft hvor de løb tacklede og forsøgte at finde medspillere med velovervejede pasninger. Jeg tror jeg forelskede mig lidt i Mark Noble efter (endnu) en svær og ustabil periode for den populære local lad. Så skideværd med at Chelsea udlignede på et straffespark som vist mest fandtes i Mike Deans hoved og at det naturligvis blev eksekveret hele tre succesfulde gange af Frank Lampard inden Dean endelig godkendte scoringen og West Ham fortsatte sit heroiske forsvar og hentede pointet hjem. Og det trods endnu en gøgleroptræden af sært selvtillidsløse Greeny. Meget typisk West Ham, at følge to nederlag i winable kampe mod Birmingham og Bolton op med et point mod topholdet.

Forelsket i Robert Greens lime-ansjoser

Efter kampen røg vi på fiskerestaurant. Fruen havde hæderligt fortjent en ordentlig middag efter at have tilbragt en hel eftermiddag af sin ferie med den omvandrende, neglebidende humørsvingning hendes normalt opmærksomme og ganske gemytlige kæreste forvandler sig til når the hammers spiller. Og sikke en middag vi fik. Måske den bedste nogen af os i vort liv har fået, blev vi enige om bagefter. Og hun er ellers ud af den såkaldte kulturelle overklasse som rigtig kan både kokkerere fint og spise med kniv og gaffel. Samtlige tre retter, vinen og den lokale variation af glögg sad lige i skabet. Og lidt til, hvad det så end betyder med dette sproglige billede in mente. Betjeningen, musikken, indretningen, for slet ikke at tale om den nærmest flabede dessertvin var perfekt. Det var faktisk det stik modsatte af det ocean af gennemført rædselsfulde turistfælder som ellers er spredt udover byen med gavmild hånd.

Fruen beskrev hvordan de små guddommeligt limesmagende fisk der var en del af tapas-forretten nærmest fik hende til at forelske sig i kokken, lige der på stedet – vort mangeårige, mestendels harmoniske samliv upåagtet. Jeg havde det næsten på samme måde. Denne iagttagelse blev festligere af, at det var en restaurant af den type hvor man kan følge med i aktiviteterne i køkkenet fra sin siddeplads, og vi kiggede op på de to fuldskæggede, playmobil-klippede, unge mænd som tøffede rundt og lavede denne åndssvagt lækre mad med en mine som om intet var hændt. Og jeg tror faktisk det var fruen der først opdagede det. Den ene af kokkene lignede sgu Robert Green på noget nær en prik. Fra skægget, til håret, til afstanden mellem øjnene og det lidt spøjse bid. Han var måske lidt lavstammet, men den slags kan være svært at vurdere når man mest kender folk fra tv.

Det var måske Greeny der havde hittet på den mangoskum, der ledsagede mit urimeligt møre oksekød? Det var måske Greeny der møjsommeligt havde skabt den vaniljeskum, der ledsagede den æbledessert, der nærmest fik en tåre frem i vores øjenkroge? Så tror pokker da han har været lidt ufokuseret på det seneste. Han har jo funderet over skummens anatomi! Vi skålede endnu engang og jeg følte mig voldsomt privilegeret. For denne stund, med denne kvinde tilgav jeg i mit stille sind Greeny det pointkostende drop i forrige uges kamp mod Bolton. Han har jo haft tankerne andetsteds! Der er måske når alt kommer til alt, men det må i endelige ikke sige til nogen, at jeg har sagt, øjeblikke der er om ikke vigtigere, så i hvert fald på niveau med fodbold. I hvert fald indtil West Ham møder Portsmouth i en bundgyser af rang anden juledag…

West Ham United FC: Lykken gemmer sig stadig…

Stiftet: 1895 (som Thames Ironworks)

Stadion: Boleyn Ground (Upton Park) (Kapacitet: 35.303)

Kælenavn: Irons, Hammers, Academy of Football

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 15/10/9

Første fem kampe: 15 Wolverhampton (U), 18 Aston Villa (H) (udsat), 22/8 Tottenham (H), 29/8 Blackburn (U), 12/9 Wigan (U)

Manager: Gianfranco Zola (Siden september 2008)

West Ham er den klub i toppen af engelsk fodbold, som historisk har haft færrest udskiftninger på trænerbænken - blot 12 mand har stået i spidsen for the irons siden stiftelsen. Derfor har det også bevirket en hvis bedrøvelse blandt mange tilhængere (undertegnede inklusiv), at der de seneste ti års tid har været temmelig heftig gang i karrusellen. Harry Redknapps relativt succesfulde vælde med obskure signinger og pub-mentaliten på dagsordenen sluttede efter syv år i 2001. Han blev efterfulgt af Glenn Roeders katastrofeår, og efter nedrykning reformerede Alan Pardew klubben fra 2003, inden han selv fik sparket da nedrykningen truede i 2006, og nye islandske ejere havde overtaget klubben. Ind trådte Alan Curbishley, som heldigt og kløgtigt fik vendt den synkende skude, og dernæst kedede alle ihjel med en middelsæson trods store investeringer. Han tog sit tøj og gik i 2008 da han ikke følte at han havde fuld kontrol over spillersalg, og ind blev hentet den uerfarne Gianfranco Zola. Zola er den første ikke-britiske træner i klubben, som fra 1895 til 1989 kun havde fem forskellige trænere. Cirka sideløbende gik de islandske ejere fuldstændig på røven økonomisk, og klubben er nu blanket af, og ejet af et konsortium af kreditorer.

Trods sin begrænsede erfaring (et par år som assistent for den italienske u-21 landstræner Pierluigi Casiraghi), sin status af udlænding, sin historiske kærlighedsaffære med Chelsea, sin fysiske lighed med en af de der plastictrolde man fik hos skoletandlægen og de ret vanskelige arbejdsbetingelser rent økonomisk, har Zola imidlertid fået rigtig mange fans. Dette skyldes foruden mandens vindende, positive sind, også det faktum at han satser kompromisløst på unge spillere fra klubbens traditionsrige akademi, og kræver at holdet skal prøve at spille offensiv, positiv pasningsfodbold - the West Ham way, som i de stolte, sagnomspundne og retrospektivt voldsomt glorificerede dage under Ron Greenwood og Johnny Lyall i de glade 60′ere, 70′ere og 80′ere. At han så i øvrigt førte holdet til en rigtig fin 9. plads i sidste sæson, trods en ret smal trup og en del skader hjælper selvfølgelig også på det.

Truppen generelt: Lidt men godt…

Robert Green er uomtvisteligt førstevalg, og får konkurrence fra unge ungarnske Peter Kurucz og yngre tjekkiske Marek Stech. På venstrebacken er Herita Ilunga fast mand, og efter en kanondebutsæson er der store forventninger til den iskolde congoleser. I centerforsvaret er Matthew Upson sikker starter og ren klasse, hvis ikke han lokkes til den blå del af Manchester inden transfervinduet smækker. Ved sin side afgør dagsform, skader og karantæner, om det bliver hovedspilsmonstret James Collins, stortalentet James Tomkins eller den elegante Danny Gabbidon, som er tilbage efter næsten to års skadespause, der tager pladsen. Højrebacken ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem det franske flop Julien Faubert og den hårdtarbejdende men behersket talentfulde yankee Jonathan Spector. Også de unge Jordan Spence og Bondz Ngala vil presse på omkring førsteholdet.

Midtbanen styres af Scott Parker, hvis rolle på holdet i Zolas system er meget central. Han får typisk selskab centralt af Mark Noble, mens Jack Collison kan få et definitivt gennembrud efter at have spillet sig på holdet på venstrekanten i sidste sæson. Schweiziske Valon Behrami snupper højrekanten med et grotesk løbepensum og en never say die attitude i tillæg til et stort fodboldtalent, omend han akkurat ikke er klar til sæsonstart. Til gengæld ser det ud til, at Kieron Dyer langt om længe er skadesfri, og den tidligere Ipswich, Newcastle og landsholdsspiller har set skarp og entusiastisk ud i træningskampene. De unge Josh Payne og Junior Stanislas bejler til henholdsvis den defensive midtbane og flankerne, alt imens rutinerede Luis Boa Morte blev knæskadet i en træningskamp, og først ventes tilbage om et halvt års tid.

På toppen er Carlton Cole nærmest eneste alternativ, idet Dean Ashtons skader lader til at trække konstant længere ud, alt imens unge Zavon Hines og Savio vil håbe på spilletid.

Væsentlige transfere: En chilener, en schweizer og alt for få angribere…

Ilunga er blevet hentet på en permanent kontrakt, men ellers er det begrænset med den indgående trafik på the Boleyn Ground. Også keeperen Kurucz har fået opgraderet sin aftale, alt imens den chilenske hængende angriber/offensive midtbanespiller Luis Jimenez er blevet lånt i Inter. Ligeledes er den unge schweiziske venstreback Fabio Daprela blevet hentet som backup for Ilunga. Endnu en ung fyr er blevet hentet til angrebet, hvor Chelsea-talentet Frank Nouble allerede har imponeret med en stak mål og stærkt spil i en række træningskampe. Ligeledes hævdedes det i går i russiske medier, at West Ham havde indgået en kontrakt med forårssæsonens lejesvend fra Spartak Moskva, tjekkiske Radoslav Kovac.

Til gengæld har der været trængsel ved udgangen, hvor en række kontraktudløb er blevet udnyttet til at tynde ud i truppen. Lee Bowyer, Diego Tristan, Diego Di Michele, Kyel Reid og målmændene Jan Lavstuka og Jimmy Walker er nogle af de folk som har forladt klubben over sommeren. Også anfører og højreback Lucas Neill er foreløbig væk, omend han fortsætter sin formidable limbo om sin fodboldfremtid, hvor West Ham, Sunderland og Galatasaray fortsat meldes i konkurrence om australieren. Afslutningsvis er det unge angrebstalent Freddy Sears udlånt til Crystal Palace, hvor han har høvlet mål ind i optaktskampene.

Forventninger: I’m forever blowing bubbles…

West Ham har en stærk defensiv, hvor Green holder et højt niveau, mens firebackkæden må betragtes som svækket, men ikke desto mindre stærk, hvis Neill ikke erstattes. Midtbane fireren med Collison-Noble-Parker-Behrami er en uhyggelig, pasnings - og løbestærk enhed, som kan presse og konkurrere med de bedste i ligaen. På toppen findes holdets akilleshæl, hvor en skade til Carlton Cole vil være en katastrofe, alt imens Luis Jimenez skal tilpasse sig tempoet og fysikken i Premier League hurtigst muligt. Cole har udviklet sig kollosalt de seneste år, særligt siden Zolas mellemkomst, som lader til at have givet Cole en helt ny bevidsthed om de evner, som også har gjort ham til et fast indslag i landsholdstruppen. Han er bomstærk, holder fremragende på bolden, og kan pludselig også ryste markører af sig med smarte tekniske finesser. Hvis han får en hel sæson uden dumme skader og karantæner kan have blive et monster som overrasker rigtig mange. Ikke mindst hvis han bliver en skarpere afslutter.

Trods alt dette må jeg erkende, at en top-10 placering måske er vel optimistisk. West Ham har en tynd trup, som oven i købet består af rigtig mange unge og urutinerede kræfter. Økonomien rygtes at være elendig, og muligvis vil holdet blive tvunget til at skille sig af med nogle af de etablerede kræfter. Andre rygter siger heldigvis at Eidur Gudjohnson og Luca Toni er lige på trapperne. Det er aldrig kedeligt at følge West Ham, og næste år kan lige så vel blive et angreb på Euro League pladserne som en kamp på liv og død i bunden af rækken.

Som evig optimist/idiot må jeg nødvendigvis gætte på minimum en tiendeplads. Realismen er West Ham supporterens værste fjende, og den skal så sandelig heller ikke komme og ødelægge denne optakt og min glæde ved at sæsonen endelig starter lige om lidt…

Tip: Forventet placering: Nummer 10 Supersæson: Top 7.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 11. Sunderland FC
• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Undertegnede har været en tur ude i sommerlandet, og følgelig har bloggen ligget stille. Nu er jeg imidlertid tilbage; hummerrød på det meste af overkroppen, med høfeberen rasende i (næsten) alle kropsåbninger og alt i alt mere syg og munter end nogensinde før. Og det er sandelig ikke gået stille af sig i West Hams aldrig kedelige verden.

Nobelt nederlag

Lørdag måtte Englands U-21 landshold - anført af manden, hvis navn berettiger en rolle i en fortvivlende kedelig Jane Austen-filmatisering: Mr. Mark Noble - se sig udraderet med intet mindre en 4-0 af ærkerivalerne fra Tyskland i finalen ved EM.  Trods det totale sammenbrud, må finalepladsen i sig selv ses som en succes for det ofte meget udskældte engelske talentarbejde. Omend nederlaget burde være nået på mere ærefuld, britisk vis; foretrækkeligt gennem en tabt straffesparkskonkurrence.

Guds egen røvtur

Dagen efter stod på Confederations Cup finale, hvor guds eget land - the US of A - havde kæmpet sig hele vejen til et finalemøde (sært det først lykkes nu, når det nu er Guds land osv) med de altid fortvivlende irriterende “samba-livsglade-trommedansende-indsæt-selv-småracistisk-imperialistisk-kliche-om-vilde-folk”-brasilianere.  Jonathan Spector spillede hele kampen for de heroisk kæmpende amerikanere, lagde op til 1-0 målet, jublede som en gal ved 2-0 målet, og stirrede tomt ud i luften da storfavoritterne alligevel løftede pokalen efter at have lavet tre mål i anden halveg. Måske følte han sig bare desillusioneret og svigtet ved at se brasseranfører Lucio m.fl. erklære deres kærlighed til Gud efter resultatet var en realitet - eller for Kakas vedkommende sin status af dennes ejendom. Det kan de sgu ærlig talt heller ikke tillade sig, når nu de ikke engang kommer fra hans eget land…

Shyyy, direktøren for det hele taler

Ikke desto mindre var det mest interessente i West Ham-landskabet utvivlsomt at den altid omdiskuterede administrerende direktør Scott Duxbury havde givet interviews til to af de største uafhængige fansider, KUMB og Westhamtillidie-blog. Dux havde sat adskillige timer af til åbenhjertigt at besvare spørgsmål fra fansene. Svarene udgør vældig interessant læsning, og giver et sjældent tæt indblik i mange af de sager som har optaget West Ham fans de seneste år - den islandske takeover, den økonomiske situation, Tevezgate, Lucas Neills kontrakt, sommerens transferaktiviteter og meget mere.

Som altid kan direktørens udmeldinger tolkes på flere måder; sygt og muntert. Det springende punkt bliver om man køber Dux’ vision om “the Project.” For de uindvidede dækker termen over den strategi, den business plan om man vil, som ligger til grund for West Ham United FC. Visionen er, at klubben i fremtiden skal baseres på egne udviklede talenter fra the Academy of football; unge, billige udviklingsspillere fra udlandet, samt en stamme af rutinerede klassespillere. Alt i alt skal truppen udgøres af 21 konkurrencedygtige spillere, som skal støttes af et stærkt medicinsk apparat, et stort scoutingapparat og nye state of the art træningsapparat, og frem for alt trænerteamet med Gianfranco Zola, Steve Clarke og Kevin Keen, alt imens det administrative - spillerkøb, kontraktforhandlinger, sponsorer, udvikling af infrastrukturen etc. klares af Scott Duxbury og sportsdirektør Gianluca Nani.

En syg fortolkning af projektet, tegner et billede af en kynisk spindoktor, som forsøger at italesætte klubbens strategi med at sælge etablerede stjerner, og erstatte dem med tvivlsomme lejesvende og  ungersvende som endnu har deres første ufrivillige sædafgang til gode, som værende god latin og i klubbens egen interesse.

Denne fortolkningsmodel vil endvidere betone, hvordan klubbens nuværende kurs er en logisk konsekvens af dens elendige økonomi, og den betragtelige gæld som blev efterladt af de islandske ejere - ikke mindst af Eggert Magnussons lemfældige omgang med kreditkortene da Frederik Ljunberg, Matty Upson, Lucas Neill, Kieron Dyer, Luis Boa Morte m.fl. blev hentet til klubben tilbage i januar 2007 og sommeren samme år. Denne fortolkning giver temmelig dystre perspektiver for fremtiden. Ja, denne fortolkning giver hurtigt anledning til at gå direkte ned på den lokale bodega og begynde at mumle og notere uforståeligt krimskrams på servietter, så vi haster videre til en mere munter udlægning…

I den muntre fortolkningsmodel vil jeg starte med et citat: “Jeg er gået back to basics med koncepetet om “the Project; hvilket vil sige: Vi er en Academy fodboldklub. Det bedste ved denne fodboldklub er dens hjemmeavlede, unge spillere som kommer op gennem rækkerne, og spiller attraktiv, stilig fodbold - men nu skal den næste del  være -”og vinder” “. Planen er altså at bygge videre på West Hams traditionelle, eksemplariske talentarbede, forsøge at spille den traditionelle type West Ham fodbold, OG - nu får jeg svedige håndflader, pletter for øjnene og hjertebanken - rent faktisk forsøge at vinde noget. Sidstnævnte synes måske indlysende for en fodboldklub, men hidtil har det faktisk virket som om West Ham ikke interesserede sig synderligt for dette koncept.

Dette skal så, ifølge Dux the Fox, ske gennem langsom og sikker evolution, hvor klubben bliver økonomisk stærkere og mere fokuseret i sin ageren, alt imens målsæntningen allerede fra næste år er at kvalificere sig til Euro League (det er godt nok et hæsligt navn!). Dette skulle Zola åbenbart anskue som mægtig realistisk, særligt hvis det lykkes at bringe tre spillere ind, som er på et højere niveau end den eksisterende trup, hvad der altså arbejdes på i øjeblikket. Jimenez var den første (som ifølge Dux skulle spille en meget central rolle i planerne for næste sæson), Mancini kan meget vel blive den næste (Inter og West Ham er enig, nu skal Mancini “bare” overtales), og guderne må vide hvem sidstemand er? Hvis West Ham er gode gamle West Ham, så er den syge fortolkning rigtig, og vi kan glæde os til at se Darren Huckerby i claret’n'blue mens langtidsskadede Jimenez (flankeret af Ashton og Dyer), småfuld ser nedrykningsdramet fra tribunen, og Parker, Collison, Behrami, Upson og Green spiller med i toppen for Manchester City og Tottenham.

Hvis der derimod rent faktisk er noget om the project så er der måske virkelig grund til at være munter. Som Dux - den veltalende charlatan - siger da han bliver adspurgt om de realistiske ambitioner i kølvandet på projektet:” Jeg er den forkerte person at spørge, fordi jeg er ambitiøs. Mit svar vil være at vinde ligaen. Det er ikke en dum bemærkning [nå, ikke? red.] for vi er i en liga, det er et kapløb, og hvis man ikke vil vinde det, hvorfor i alverden deltager man så? Jeg vil mere end bare at eksistere. Hvis vi får de rigtige omstændigheder til at vokse som klub, så hvorfor ikke? Hvorfor kan vi ikke opnå opnå det ultimative?”

Jeg ville meget gerne give en lang række grund til hvorfor, Dux, men din smidige tunge har lige gjort, at jeg skal ud og skifte undertøj i stedet. Tak Dux, jeg føler mig billig og misbrugt, men på en god måde. Svigt mig nu ikke, Dux…

I morgen skal vi, om alt går vel, snakke om damer og Emmanuel Adebayor. Det bliver sygt og muntert. Kig forbi.

I går gennemførtes en syg og munter gennemgang af de spillerafgange som har fundet sted i  West Hams trup. I dag vendes blikket mod truppen som den fremstår cirka seks uger før sæsonstart. Namedroppere kan med fordel konsultere forslaget til idealopstilling i bunden af indlægget.

Robert Green er uomgængeligt førstevalg i målet. I sidste sæson spillede han samtlige 38 Premier League kampe, og holdt buret rent ved ti lejligheder. Nævneværdigt er det også, at Englands number six kun spillede en decideret dårlig kamp i sæsonens løb - nemlig hjemme mod Bolton, hvor mindst to af knoldesparkernes tre mål var direkte forårsaget af målmandskoks. Ikke desto mindre bliver Green en bedre og bedre sidste skanse, og han har suppleret sine gode reflekser med langt mere sikre indgreb i feltet. Desuden er han fremragende på straffespark, hvilket Fabio Capello nok skal når der skal vælges målmand til næste års VM… Sidste års lejesvend, Ungarns u-21 landsholdsmålmand, Peter Kurucz er blevet hentet på en permanent fire-årig aftale for at give Green konkurrence, mens 19-årige tjekkiske Marek Stech også lurer i kulissen. Der spekuleres i at Zola skulle være interesseret i at hente endnu en backup med Premier League erfaring, men selv hvis det ikke sker er målmandspladsen umiddelbart i sikre hænder. Blot kunne det være rart at få forhandlet en ny kontrakt på plads med Green inden længe.

I forsvaret sidder Herita Ilunga solidt på venstrebacken. Congoleseren blev lånt som erstatning populære George McCartney på sidste dag af sidste års sommertransfervindue, med sund skepsis til følge blandt mange. Manden med det særprægede navn gjorde imidlertid hurtigt al tvivl til skamme med en lang række sikre optrædener. Således var det også til lige så manges store tilfredshed at Ilunga, hvis navn på congolesisk betyder: a person who is ready to forgive any abuse the first time, to tolerate it a second time, but never a third time, blev hentet på en permanent aftale fra franske Toulouse. Heldigvis har vi endnu til gode at se nogen tage røven på Ilunga mere end to gange i en kamp; det lyder ellers som om der er en spændende reaktion i vente når nogen har held til at trække hr. Stabil rundt i manegen. I sidste sæson vikarierede Lucas Neill når Ilunga var ude. Da Neill ikke kommer til at være på Upton Park i næste sæson, synes det nødvendigt at hente en backup her, med mindre man har tænkt sig at bruge Jonathan Spector som altmuligmand her.

I centerforsvaret rager Matthew Upson op som en decideret klassespiller, og følgelig er det tvivlsomt, hvorvidt den tidligere Arsenal-ungdomsspiller vil være at finde i klubben næste sæson. Aston Villa, Manchester City og Arsenal har i hvert fald alle været meldt stærkt interesserede i den 30-årige landsholdsspiller. Ved siden af Upson manifesterede James Tomkins sig som endnu et kæmpe-talent fra Tony Carrs Acedemy i anden halvdel af sidste sæson. Hans modne og sikre  optrædener i West Ham trøjen sikrede sågar 20-årige Tomkins en plads i Stuart Pearces trup til u-21 EM der løber af stablen for tiden. James Collins aka Ginger Pele slås med Tomka om pladsen ved siden af Upson, ligesom den glemte Danny Gabbidon er i træning igen efter næsten to års skadeshelvede. Desuden er Calum Davenport tilbage efter et lånophold hos Sunderland. Det synes oplagt at Davenport bliver afhændet inden sæsonstart. Han har i sin tid i West Ham ikke haft held til at spille sig til en stamplads, og skulle desuden være uvenner med Zola. I kulissen lurer endvidere talenterne Jordan Spence (som ifølge hypen skulle være endnu bedre end Tomkins) og Bondz Ngala.

På højrebacken er det hidtidige førstevalg, Lucas Neill forsvundet. I sidste sæson nåede såvel Valon Behrami og Julien Faubert som Jonathan Spector og James Tomkins at vikariere når Neill selv var udstationeret på venstre back eller den centrale midtbane. Den storrygende, depressive, megalomaniske og temmelig tykke Faubert, hvis absurde låneophold i Real Madrid ikke endte med en permanent aftale, synes umiddelbart færdig i klubben. Selv udtalte han dog i går, at han håber at kunne gøre sig gældende i West Ham til næste sæson. Derefter klynkede han en masse, og viste mere af den generelt kedelig attitude, som har gjort franskmandens tid i klubben til en massiv skuffelse: “Det har været svært fordi jeg aldrig har fået en forklaring på min manglende spilletid. Jeg var nødt til at være tålmodig, men det let at angribe mig - franskmanden som aldrig spillede. Jeg var syndebuk!” Jamen kære Julien dog, stakkels lille syndebuk, en forklaring? Det skal du da selvfølgelig få: DU HAR SPILLET PISSEDÅRLIGT!

Jonathan Spector lagde noget mere vægt bag ordene ved at spille en stor kamp for USA da de sendte europamestrene fra Spanien ud af Confederations Cup i semifinalen. Imidlertid virker Specs måske til at være den type spiller som man elsker at have som backup, men nødigt vil skulle være afhængig af uge efter uge. Tilbage står Valon Behrami som umiddelbart ville kunne udfylde rollen. Personligt ser jeg dog hellere Schweizeren brugt på midtbanen, og derfor ser jeg højrebacken som en af de pladser som bør addresseres i transfervinduet.

Vi haster videre til midtbanen, hvor manden som består af 90 procent torso, 10 procent sideskildning og 100 procent kompromisløs, uforfalsket sejhed: Scott Parker, huserer som kongen af midtercirklen. Parker var en af mange spillere som virkelig blomstrede under Zola og Clarke, og hans form i februar og marts var intet mindre end fænomenal, og han viste sig som en boks-til-boks spiller i ordets smukkeste betydning. At manden aldrig stopper med at løbe, og velvilligt kaster sig ind i tacklinger med hovedet først gør at der er ingen jeg hellere vil se styre West Hams tropper i på midtbanens klicheslagmark. Forhåbentlig vil de skadesproblemer som ødelagde hans sæsonafslutning være afklaret snart.

Ved siden af Parker blev Mark Noble stille og roligt førstevalg - ikke mindst, da Mullins og Bowyer blev afhændet. Utrolig populære local lad Noble har efterhånden været inde omkring førsteholdet i fem år. Der er ingen tvivl om potentialet, men Noble mangler stadig sit definitive gennembrud. Sæsonens sidste kampe var på højt niveau, og Noble var flere gange banens bedste. Ikke desto mindre bliver næste sæson utrolig vigtig for Noble; det er nu han skal bevise at han virkelig er en mand for fremtiden.

Konkurrencen til Parker og Noble er mildest talt behersket. Nigel Quashie er stadig på kontrakt, men kommer forhåbentlig aldrig til at spille for West Ham igen. Forhåbentlig kan Birmingham eller Wolverhampton, som begge havde ham på lån i sidste sæson, lokkes til at købe rekordholderen i nedrykninger med forskellige klubber fra den bedste række. Desuden er altid skadede Kieron Dyer så småt ved at nærme sig kampform. En skadesfri Dyer ville være en lille våd drøm på den offensive midtbane, men det er cirka lige så realistisk som en endnu vådere drøm om undertegnede, Scarlett Johanson, Angelina Jolie og en helvedes masse chokoladebudding.

Venstrekanten tilhørte i sidste sæson endnu en academy-graduate Jack Collison. Indtil sin knæskade mod Wigan i februar var Collison fuldstændig suveræn, og det skal blive en sand fornøjelse at følge ham igen i næste sæson. Som backup findes gamle, tykke, altid sure Luis Boa Morte. Portugiseren har haft en svær tid i West Ham, og blev forsøgt afhændet til Hull i januar. Han valgte dog at blive for at kæmpe for sin plads (og hæve sin høje løn), og mod slutningen af sæsonen havde han faktisk langt om længe vundet mange af de skeptiske og buhende fans over på sin side med en række stærke præstationer, der gav minder om fordums styrke. Det resulterede sågar i et comeback på det kriseramte portugisiske landshold. Efterhånden som midtbanen blev tyndslidt af skader, blev Boa Morte rokeret rund til såvel den centrale som den højre del.

Dette skabte plads til endnu en ungdomsspiller, Junior Stanislas, som viste rigtig gode takter med to kasser på ni kampe. Dermed overhalede Stanislas Savio Nsereko i kampen om en startplads. Den 19-årig tysk-ugander blev hentet fra Brescia under stor palaver og hornmusik i januar, men gjorde ikke noget større væsen af sig. Den lille tekniker viste dog glimtvist stort potentiale og mod på at udfordre og afslutte, men han skal lære at beherske sine stepovers og være mere direkte i sit spil. Der knytter sig i hvert fald store forventninger til Savio, som vandt u-19 EM med Tyskland i 2008, og Zola har allerede udtalt, at han forventer at se meget mere fra sin nummer 10 allerede i næste sæson.

På højrekanten ser jeg som nævnt meget gerne Valon Behrami gøre sig gældende. Her får man simpelthen mest ud af mandens arbejdsraseri. Han bliver “presset” af Julien Faubert, som kun kan overraske positivt, hvis han ikke bliver solgt, ligesom Boa Morte og Dyer kan vikariere. Endvidere fik talentet Josh Payne mulighed for at snuse til holdet med et par indskiftninger i sidste sæson. Midtbanen er generelt præget af en stor fleksibilitet - mange spillere kan bruges flere steder og rotere.

I angrebet eksploderede Carlton Cole i sidste sæson. Evighedstalent syntes pludselig forløst, og den tidligere enormt frustrerende angriber kunne med et både holde på bolden, afslutte og sågar vinde hovedstødsdueller. Da han blev skadet og klovnen Tristan var eneste alternativ led holdet tydeligvis. Cole skal sandsyndligvis slås med kronisk skadede Dean Ashton om rollen som targetman. Hvis Ashton kunne få en hel sæson som skadesfri ville han kunne lave 15+ mål, men en skadesfri Ashton ville være lige så sandsynligt som at Eve Mendes ringer på døren for at låne en kop sukker mens Scarlett, Angelina og jeg diskuterer om vi skal prøve Dr. Öetkers rom - eller vanilliebudding til anden runde.

Den anden angrebsplads regner jeg med skal besættes af netop lånte Luis Jimenez. Jeg skal blankt erkende at jeg ikke kender vanvittig meget til manden, men han virker som en vanvittig spændende spiller, og en tilføjelse med en høj grad ad WOW-faktor. Så vidt jeg har forstået fungerer han som en klassisk sydamerikansk 10′er i en fri rolle bag den forreste angriber, og alene det at han har kunnet spille en del kampe for Fiorentina, Lazio og Inter gør at jeg glæder mig til at se ham udfylde Di Micheles store klovnesko. Stortalentet Freddy Sears er blevet udlejet til Crystal Palace. Denne beslutning virker rigtig fornuftig. Sears trænger til spilletid og selvtillid, og dette lykkedes det ikke optimalt at give ham, da han var bænkevarmer sidste sæson. Unge Zavon Hines er også stadig i truppen, men det er tvivlsomt om han figurerer i fremtidsplanerne for klubben. Derfor synes angrebet at være den del af truppen der skriger højest på forstærkninger.

Således betrager jeg truppen - spillere angivet i parantes kan vikariere med variende held. Spillere markeret med kursiv bør se sig om efter et andet sted at spille. Forhåbentlig bliver den centrale midtbane, angrebet og backerne styrket inden sæsonen starter, transfervinduet smækker, og vi pludselig står med pikken i postkassen og er nødt til at hente Brian Deane på en fri transfer:

Målmand: Green, Kurucz, Stech

Højre back: Spector, Faubert, Behrami, (Tomkins)

Venstre back: Ilunga, (Spector)

Centerforsvar: Upson, Tomkins, Collins, Gabbidon, Davenport, Spence, N’gala, (Spector)

Højre midt: Behrami, Faubert, Payne, Dyer, (Boa Morte)

Venstre midt: Collison, Savio, Stanislas, Boa Morte

Central midt: Parker, Noble, Dyer, (Collison), (Boa Morte), ((((Quashie))))

Hængende angriber: Jimenez, Dyer, Savio, (Boa Morte), (Collison), (Hines)

Striker: Cole, Ashton

Umiddelbart foreslag til idealopstilling:

Green

Spector(/ny spændende spiller) - Upson - Tomkins - Ilunga

Behrami       - Parker (c)         - Noble                 - Collison

Jimenez

Cole

Eller hvad?

Ak ja. Så er den gal igen. En sommer uden nævneværdig fodbold. Der er selvfølgelig Confederations Cup, hvor man kan se udmattede stjerner med drømme om sand mellem tæerne og blowjobs på fashionable diskotekstoiletter malet i ansigterne.

Eller U-21 EM som i øjeblikket løber af stabelen hos vore kære svenske naboer. Selv havde jeg fornøjelsen af i lørdags tilfældigvis at passere et temmelig tomt øltelt på Stortorgat i Malmö, som var opstillet til ære for morgendagens stjerner. Eller måske især til de fans som formodes at følge turneringen. Man kunne deltage i en Sing Star konkurrence og forsøge sparke en fodbold op i en spand som var anbragt på toppen af en dertil anlagt bakke. Ingen af delene appellerede dog synderligt til undertegnede. Til gengæld var det ikke muligt at finde et program over turneringen, så det blev ikke til noget fodbold. Senere kunne jeg ellers konstatere at Serbien og Hviderusland faktisk havde spillet 0-0 i de spredte byger på Nya Malmö Stadion. Dagen inden havde Mark Noble spillet hele kampen for England, da de overraskende besejrede Spanien 2-0 i gruppe B, og dermed lagde sig i spidsen for gruppen med maksimumpoint for to kampe - 2 mere end Tyskland.

Men hvorom alting er; uinspirerende Confederations Cup og ungdomsfodbold er selvfølgelig begge dele bedre end ingen fodbold. Men den slutrundefri sommer bliver unægtelig en kende lang, deprimerende, tom og angstprovokerende. Det er derfor fodboldfans verden over elsker og hader silly season. En konstant smertefuld påmindelse om fodbold, men samtidig en tid præget med løfter om bedre tider, og trods alt en undskyldning for at snakke om verdens bedste spil. “Næste sæson skal det være, vi mangler bare liiiige en højreback/kreativ midtbane kreatør/defensiv midt/target mand/keeper/massør/indsæt selv flere…”

West Ham er som altid stærkt repræsenteret på rygtebørsen. Dele af den kulørte presse maler skræmmende billeder af exodus - klubben er bankerot, de nye ejere (den gamle ejeres kredittorer) vil have penge i kassen, alle spillere er til salg, Upson skal være oliesheik i Manchester, Green skal til Arsenal, Scott Parker skal være picollo i et mindre advokatfirma i Essex osv.

Andre dele af pressen (som denne blogs evigoptimistiske/retarderede skribent naturligvis vælger at tro) melder om spændende tider forude. Jiménez og Mancini fra Inter skulle næsten, 99 % silly season garanteret være sikret for næste sæson med rimelig købsoptioner. Steve Clarke er jo gode venner med Mourinho, og Zola har også selv bånd til Italien så vi sættes også i forbindelse med supertalentet Super Mario Ballotelli. Folk der spiller mere FM end jeg er nødt til at iføre sig voksen-ble af glæde! Vi linkes med en fransk højreback ved navn Fanni (fnis!), en polsk midtbanespiller som synes det ville være “cool” at komme til West Ham, der er rygter om en dobbeltovergang med Sheffield Wednesdays talentfulde forsvarsspillere MarkBeevers og Tommy Spurr (som alternativt qua deres navnes kvalitet kunne gøre sig gældende som pornoskuespillere), Joe Ledley fra Cardiff er et tilbagevendende emne, Bryce Moon, Jonjo Shelvey, Robert Aquafresca, Djemba-Djemba, Andy Carroll, Sophus Krølben, Calle Facius - kun fantasien sætter grænser!! 1 for 15, tre for en 20′er, 60 for en gulpladebil og tre sække spagnum!! Køb, sælg, køb, sælg!

Og selvom man ved af erfaring at Tottenham køber alle de nævnte navne og dertil et dusin eller to mere, mens vi i ellevte time sælger et par stortalenter (naturligvis til førnævnte hvidblussede mandskab), og henter et par afdankede lejesvende med alkoholproblemer og en topfart på 2 km/t, så mangler vi bare lige en højreback, en kreativ midtbanespiller, et par angribere og en kornfed, rig ejer med hjertet på rette sted, og så bliver næste sæson vores!

Fremtiden er (som altid) claret’n'blue!