Indlæg tagged ‘Mark Hughes’

Premier League 2009-10: Nr. 6: Manchester City

lørdag, august 22nd, 2009

Manchester City: Lad millionerne rulle…

Stiftet: 1880 (som St. Mark’s )

Stadion: City of Manchester Stadium (Kapacitet: 47.726)

Kælenavn: Citizens, Blues, City

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 14/9/10

Første fem kampe: 15/8 Blackburn (U), 19/8 Everton (H) (udsat), 22/8 Wolverhampton (H), 29/8 Portsmouth (U), 12/9 Arsenal (H)

Manager: Mark Hughes (Siden juni 2008)

De sidste lidt over 15 år i Manchester Citys historie har været nogen af de mere dramatiske. I 1996 rykkede klubben - som blandt andet har to mesterskaber og 4 FA-cups i trofæskabet - ud af Premier League. To år senere gik det helt galt, og klubben måtte tage den tunge, ydmygende tur ned i den trejdebedste engelske fodboldrække. City hev sig imidlertid op med hårrødderne og formåede via to på hinanden følgende oprykninger, at være tilbage i den bedste række i år 2000. Det viste sig dog at være en postgang for tidligt for traditionsklubben som efter en enkelt sæson igen måtte sige farvel til det fine selskab.

Kevin Keagan blev ansat som træner og klubben formåede at sikre sig oprykning igen i første forsøg - oven i købet med et rekordhøjt pointantal og et rekordhøjt antal scorede mål. Holdet stabiliserede sig i den bedste række igen, flyttede fra klubbens traditionelle hjem på Maine Road til det nybyggede City of Manchester Stadium og måtte sige farvel til Keagan der ville være landstræner i 2005. I stedet ansatte man Stuart Pearce, som viste sig at være både sympatisk og arbejdsom, men ikke fuldstændig klar til den store opgave. Holdet satte ny rekord for færrest scorede mål på hjemmebane nogensinde i den bedste række, da de kun lavede 10 mål på det nye stadion i 06-07 sæsonen. Sommeren 2007 bød på yderligere forviklinger, da klubben blev købt af Thailands tidligere præsident Thaksin Shinawatra. Pearce røg ud, Sven Göran Eriksson blev ansat, der blev investeret heftigt i spillertruppen og holdet spillede noget glimrende fodbold. Efter et formdyk i anden halvdel af sæsonen gik der imidlertid rygter med to kampe tilbage om at Eriksson allerede var fortid i klubben. Fansene protesterede, holdet tabte fuldstændig bizart 8-1 til Middlesbrough i sæsonens sidste kamp, og kort tid efter var Eriksson fyret og erstattet med Mark Hughes. Shinawatra solgte senere på sommeren klubben igen, og ind trådte det Abu Dhabi konsortium, som akkurat nåede at købe Robinho for næsten af Chelsea inden transfervinduet smækkede i. I januar blev der købt yderligere ind, men det var ikke nok til sikre Manchester City en placering i toppen af ligaen og holdet sluttede sidste sæson trofæløst og på en 10. plads i ligaen.

Truppen generelt: Stærkt på alle pladser

Den undervurderede irske landsholdsmålmand Shay Given blev købt i januar fra Newcastle til at tage sig af pladsen mellem stængerne. Klubben råder endvidere over U-21 landsholdsmålmand Joe Hart. Venstrebacken Wayne Bridge blev ligeledes hentet i januar efter at have varmet bænken på bekostning af Ashley Cole i Chelsea de senere år. På højrebacken havde 21-årige Micah Richards en lidt skuffende sæson efter at være brast ind på førsteholdet og i landsholdstruppen som teenager. Han bruges i øvrigt også lejlighedsvis i centerforsvaret, som dog oftest består af anfører Richard Dunne og unge, stærke Nedson Onouha, som også kan bruges på backpladserne. Ligeledes kan israelske Tal Ben Haim kan fylde op overalt i backkæden, alt imens Javier Garrido fik en del kampe på venstrebacken i sidste sæson, men nok må regnes som reserve efter Bridges tilkomst.

Argentinske Pablo Zabaleta kan bruges som højreback, men blev i sidste sæson oftere brugt på den centrale midtbane, hvor han var en rigtig god bølgebryder. Belgiske Vincent Kompany kan også spille centerforsvar, men bruges ligeledes hovedsagligt som central midtbanespiller, hvor manden med det gigantiske hoved er en fysisk maskine. I januar blev Nigel De Jong hentet i Kompanys tidligere klub HSV, og giver City endnu en mulighed på midtbanen. Af mere offensivt mindede midtbanespillere råder holdet over den ofte fuldstændig fremragende bulgarske venstrekant Martin Petrov som kan give undertegnede helt våde bukser, ligesom det egenavlede kraftcenter Stephen Ireland er en af Premier Leagues allerbedste spillere. Ja sgu! Shaun Wright-Phillips har ligeledes fundet fodboldlykken efter hjemkomsten til Manchester City fra sit bænkevarmerliv i Chelsea, og bidrager med kantspil af høj klasse i højresiden. Endvidere vil talentet fra egne rækker, Michael Johnson, forsøge at presse sig på, hvis han kan lægge skaderne bag sig, og ikke ender med at skifte til et sted med mere spilletid. Den ligeledes egenavlede Kelvin Etuhu må nok indstille sig på meget begrænset spilletid, ligesom den unge slovak Vladimir Weiss må væbne sig med tålmodighed.

På toppen råder City udover allerede nævnte Robinho over navne som Vladimir Bojinov, Felipe Caicedo, Benjani Mwaruwari, Craig Bellamy og Jo. Robinho og Bellamy bruges dog ofte på kanterne i noget der minder om en 4-3-3 eller 4-5-1 alt efter hvordan man vender og drejer det.

Væsentlige transfere: Hvor mange angribere skal der til at skifte en elpære?

Intet mindre end fire af de nævnte angribere er dog allerede udlejet, mens tre andre er kommet til. Felipe Caicedo er i Sporting Lisabon, Bojinov skal et smut til Parma alt imens Jo er tilbage i Everton, hvor han også tilbragte sidste halvsæson på lån. Til gengæld er angrebet styrket med intet mindre end tre stjernenavne: Carlos Tevez fra Manchester United, Emmanuel Adebayor fra Arsenal og Roque Santa Cruz fra Blackburn. De to sidstnævnte vil oplagt skulle bruges som forreste angriber, alt imens Tevez sandsynligvis vil blive anvendt i en mere tilbagetrukken rolle eller på kanten.

Der er i det hele taget sket rigtig meget på transfermarkedet for Manchester City, og mange af de ovennævnte spillere fra sidste sæson må kigge sig nervøst over skulderen i den nye sæson. Stuart Taylor er blevet hentet til en tjans som reservemålmand fra et lignende job i Aston Villa. Dette har meget belejliget givet mulighed for at udleje Joe Hart til Birmingham, hvor planen må være at han skal have rutine og spilletid med henblik på at blive fremtidens mand på City of Manchester Stadium. Kolo Toure er blevet hentet fra Arsenal til at styrke centerforsvaret, og i det lange løb kan Richard Dunne meget vel blive den helt store taber i kampen om de pladser. Aston Villas landsholdsspiller Gareth Barry er komme til og giver endnu et alternativt til en tilbagetrukken midtbanespiller. Og meget tyder på at City ikke er færdige med at købe ind. Navnlig er der vedholdende rygter og Joleon Lescott fra Everton.

Til gengæld har man også fået ryddet ud i staldfyldet hos City. Danny Mills, Dietmar Hamann, Michael Ball, Kasper Schmeichel, Ched Evans, Gelson Fernandez og Darius Vassel er nogle af de navne som har forladt klubben, mens brassilianeren Elano Blumer og angrebstalentet Daniel Sturridge måske er de to mest overraskende afgange fra klubben. De er taget til henholdsvis Galatasaray og Chelsea.

Forventninger: Rom blev ikke bygget på to transfervinduer…

Manchester City har fået skrabet sig en pissegod gruppe spillere sammen - og ikke mindst en god bred trup. Klubben nyder endvidere godt af ikke at skulle koncentrere sig om andet end Premier League, og af at de direkte har svækket Arsenal med købet af Toure og Adebayor - altså har de umiddelbart fået de seneste års svageste medlem af big four yderligere ned på jorden. På papiret i hvert fald. Nu spilles fodbold imidlertid på banen og ikke på papiret. Og heldigvis for det. For selvom City har en hel flok fremragende spillere, så har de endnu ikke et godt hold. Det var det Mark Hughes kæmpede med sidste år, og det lykkedes ganske enkelt aldrig for ham at finde et velafbalanceret hold, hvor spillerne for alvor så ud til at føle sig hjemme. Navnlig på udebane var den gal. Der var lyspunkter; kampe hvor spillet kørte, og kampe hvor det lykkedes at få Robinho til at påtage sig noget der mindede om defensive pligter, men der er stadig lang vej i forhold til topholdenes velsmurte kollektiver.

Flere af de spillere som nu findes i truppen virker ikke som typerne, som umiddelbart bidrager positivt til et harmonisk og afbalanceret hold på banen - eller i omklædningsrummet. Særligt Robinho og Adebayor virker ikke som en spillere i Mark Hughes’ ånd. Som spiller var Hughes selv benhård, hårdtarbejdende og meget ærlig. I Adebayor finder han næsten sin diametrale modsætning, og det står stærkt tvivlsomt om Hughes som manager kan - eller vil - tøjle de egoer som følger med den type spiller der efterhånden er samlet nogle stykker af i City. Og problemer kan næsten ikke undgåes når der er flere gode spillere end der er pladser på banen. Hughes har tidligere tvetydigt ytret at han vist ikke selv stod for alle spillerindkøb. En sådan politik kan vise sig overordentlig problematisk, hvis træner og ejere bliver uenige om hvem der skal spille.

Blandt andet derfor fremstår det særdeles interessant om Abu Dhabi-gruppen overhovedet ser Hughes som den langsigtede løsning på trænerbænken, eller om de ligesom Abramovich da han havde givet Ranieri en enkelt sæson i det nye Chelsea vil udskifte træneren med et større navn og “garanterede” trofæer.

Alle disse ubekendte risikerer at eksplodere hos folkets klub i Manchester. Og derfor - og fordi ting tager tid, Rom ikke blev bygget på en dag, og bolden er rund, og alt kan ske osv. osv. osv kommer Manchester City ikke helt op i toppen i år. Det skal givetvis nok komme - spillermaterialet er der - men det skal først sættes sammen på den rigtige måde - og måske af en helt anden mand end ham der sidder med opgaven i dag.

Tip: Forventet placering: Nummer 6 Supersæson: Ambitionerne er næsten lige så høje som summen på bankbogen hos citys ejere. Derfor vil en placering som nummer 4 med den tilhørende CL-deltagelse nok være succeskriteriet. Og hvis alting går stik modsat det bud jeg har trukket ud af rumpen og givet ovenfor (hvad det ganske givet gør, bolden er jo rund osv.), så er det slet ikke umuligt…

 

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

  • 7. Everton
  • 8. Aston Villa
  • 9. Blackburn Rovers
  • 10. West Ham United
  • 11. Sunderland FC
  • 12. Bolton Wanderers
  • 13. Fulham FC
  • 14. Portsmouth FC
  • 15. Stoke City
  • 16. Wigan Athletic
  • 17. Birmingham
  • 18. Wolverhampton
  • 19. Hull
  • 20. Burnley
  • Premier League 2009-10: Nr. 9: Blackburn Rovers

    tirsdag, august 18th, 2009

    Blackburn Rovers: Overgiv jer eller vi tackler!

     

    Stiftet: 1875

    Stadion: Ewood Park (Kapacitet: 31.367)

    Kælenavn: Rovers, Blue and whites, Riversiders

    Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 10/7/15

    Første fem kampe: 15/8 Man City (H), 18/8 Fulham (U), 22/8 Sunderland (U), 29/8 West Ham (H), 12/9 Wolverhampton (H)

    Manager: Sam Allardyce (Siden december 2008)

    Kun 4 hold har vundet den fornemmeste engelske fodboldrække siden den i 1992 ændrede format og navn til det vi i dag kender som Premier League. Det drejer sig naturligvis om Manchester United, Arsenal, Chelsea - og Blackburn Rovers. Sidstnævnte snuppede et enkelt mesterskab i 1995. Det var der Blackburn slog Liverpool ude på sidste spilledag, og the Kop brød ud i “Always look on the bright side of life” da nyheden tikkede ind om at Blackburn blev mestre idet Manchester United kun havde formået at få 1-1 hos West Ham. Det var også dengang Kenny Dalglish var træner på Ewood Park, og frem for alt dengang Blackburn havde stålmillionæren Jack Walkers penge til at signere stjernespillere som Graeme Le-Saux, Alan Shearer, David Batty, Tim Flowers og Chris Sutton. (Det var virkelig en anden tid dengang…)

    Siden er der løbet meget vand under broen i Blackburn. Mesterskabssæsonen blev ikke fulgt succesfuldt op, og blot fire år efter - i 1999 - var holdet nede i den næstbedste række efter en Ray Hartford og Roy Hodgson ikke havde formået at løfte arven efter Dalglish. Mens holdet rodede rundt i den næstbedste række døde Jack Walker ydermere, men alligevel fik Graeme Souness holdet tilbage i den bedste række i 2001. Siden fulgte endnu en indkøbstur, en ligacup triumf og et par ligaplaceringer på det jævne, inden Mark Hughes tog over fra Souness som ville til Newcastle.

    I sine fire år på Ewood Park formåede Hughes at skabe et stærkt Blackburn-mandskab, som hurtigt blev et af de hold som alle hadede at møde på grund af deres fysiske og pågående spillestil. Endvidere fik holdet under Hughes såvel en sjette som en syvendeplads, og formåede i vidt omfang at etablere sig i Premier League. I maj 2008 ville Hughes dog hellere til Manchester City, og trænerkarusselen foresatte og smed Paul Ince af hos Blackburn efter et succesfuldt ophold hos Milton Keynes Dons. Ince viste sig imidlertid ikke at kunne klare presset, og han blev fyret efter en serie af elleve kampe uden sejre i november. 

    Ind trådte i stedet Sam Allardyce, som var blevet fyret i Newcastle, og som hurtigt fik genfundet de gamle dyder fra Hughes - og som han selv blev berømt og berygtet for i Bolton; fysisk, effektiv fodbold, hvor modstanderens teknikere virkelig får lov til at mærke, at de er i live. Blackburn tabte ikke i Allardyces første syv kampe som træner, og sluttede sæsonen på en - alt taget i betragtning - respektabel 15. plads.

    Truppen generelt: Av for satan!

    Paul Robinson, som gik gruelig meget igennem omkring Englands kiksede kvalifikation til EM 2008. Robinson droppede flere fælt på landsholdet, og på klubholdet, Tottenham, lignede det tidligere Leeds-talent mere og mere en slagen mand. Robinson blev Inces første indkøb i Blackburn, og har fået gang i karrieren igen.

    I forsvaret er Ryan Nelsen fra New Zeeland styrmand, og er blevet en vigtigere og vigtigere mand for holdet de senere år. Han gøres selskab af kæmpestore Christopher Samba, som dominerer luftrummet, men til gengæld kan virke temmelig tung mod teknisk stærke spillere. Ikke desto mindre fuldender det tidligere Liverpool-talent Stephen Warnock et stærkt forsvar på venstrebacken. Georgiske Zurab Khizanishvili agerer backup for centerforsvarne med albuer, film og generel pisseirriterende optræden.

    På midtbanen var Blackburn hårdt ramt af skader, og følgelig endte Keith Andrews, som Ince tog med fra MK Dons, lidt pudsigt med at være et næsten fast indslag på den defensive midtbane. Han får konkurrence af australske Vince Grella, mens en anden australier, Brett Emerton, står for et mere offensivt islæt. Ellers er norske Morten Gamst Pedersen den store stjerne på kanten. Ikke blot bidrager nordmanden med indkast som er i Rory-Delap-klassen længdemæssigt; han kan også både drible, udfordre og score mål. Han gør det bare umanerlig sjældent, og har det med at forsvinde i store dele af sæsonen. På kanten kan også El Hadji Diouf - som Allardyce hentede til Bolton i sin tid, og igen hentede til Blackburn i januar - spille, ligesom han  kan bruges helt på toppen. Her huserer også Benedict Mccarthy og Jason Roberts, som begge er angribere lige efter Big Sams hjerte, med fysisk styrke og målnæse.

    Væsentlige transfere: Ungt og spændende

    Forsvaret er blevet styrket af sidste sæsons lejesvend Gaël Givet, som er kommet til på en permanent kontrakt. Han kan spille både centralt og på venstrebacken. Lars Jakobsen er kommet til højrebacken transferfrit fra Everton, og kan oplagt ses som en direkte erstatning for de seneste års faste mand på pladsen i Blackburn, hollandske Andre Oijer som er taget hjem. Den populære midtbanetyrker Tugay har indstillet karrieren, mens Aaron Mokoena er taget på fri transfer til Portsmouth. Midtbanen er til gengæld blevet styrket af den tidligere FCK’er Elrio Van Heerden, og det 20-årige franske talent Steven N’Zonzi som startede sæsonens første kamp på den defensive midtbane.

    Klubbens store stjerne de seneste år, angriberen Roque Santa Cruz, blev efter en længere transfersaga hentet til Manchester City af Mark Hughes som i første omgang lokkede ham fra Bayern Munchen til Blackburn med stor succes. Alt imens er evighedstalentet Matt Derbyshire blevet solgt til græske Olympiakos. Ny i angrebet er til gengæld det 21-årige kroatiske stortalent Nikola Kalinic, som spås en stor fremtid i hjemlandet efter nogle succesfulde år i Hajduk Split. Man venter i øjeblikket ængsteligt på at de sidste papirer falder på plads, så Blackburns nye nummer 22 kan komme på banen. Han menes at have kostet i omegnen af £ 6 millioner. Ligeledes er den argentinske angriber Franco Di Santo blevet lånt i Chelsea.

    Forventninger: En ubehagelig overraskelse

    Sam Allardyce er en modbydeligt dygtig træner. Han råder i Blackburn over en stor del spillere, som fungerer rigtig godt med den type modbydelige fodbold som den tidligere Bolton-boss gerne vil spille. Derfor bliver møderne med Blackburn et rigtig ubehageligt bekendtskab for alle hold i denne sæson.

    Siden jeg oprindeligt nørklede med mit udkast til de endelige placeringer har en række hold forstærket sig, og derfor virker det nu lidt voldsomt at have Blackburn i top-10. Ok, indrømmet: Det virker voldsomt ligegyldig hvad. Ikke desto mindre vil holdet kunne opnå ganske meget, og det tror jeg også de gør; de er fint besat på alle pladser, og især Ryan Nelsen holder et højt niveau i defensiven. Hvis Mccarthy ydermere forløser sit naturlige talent for at lave mål med alle kropsdele, og han eventuelt kan udvikle et godt makkerskab med den nye unge Kalinic, så er sky’s the limit for Blackburn Rovers. Eller i virkeligheden er 8. pladsen the limit. Men det ville også være udtryk for en hamrende god sæson for Blackburn efter sidste sæsons flirt med nedrykningspladserne.

    Tip: Forventet placering: Nummer 9 Supersæson: Nummer 8.

     

    * Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold: