Syg og munter

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.

Manchester City: Lad millionerne rulle…

Stiftet: 1880 (som St. Mark’s )

Stadion: City of Manchester Stadium (Kapacitet: 47.726)

Kælenavn: Citizens, Blues, City

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 14/9/10

Første fem kampe: 15/8 Blackburn (U), 19/8 Everton (H) (udsat), 22/8 Wolverhampton (H), 29/8 Portsmouth (U), 12/9 Arsenal (H)

Manager: Mark Hughes (Siden juni 2008)

De sidste lidt over 15 år i Manchester Citys historie har været nogen af de mere dramatiske. I 1996 rykkede klubben - som blandt andet har to mesterskaber og 4 FA-cups i trofæskabet - ud af Premier League. To år senere gik det helt galt, og klubben måtte tage den tunge, ydmygende tur ned i den trejdebedste engelske fodboldrække. City hev sig imidlertid op med hårrødderne og formåede via to på hinanden følgende oprykninger, at være tilbage i den bedste række i år 2000. Det viste sig dog at være en postgang for tidligt for traditionsklubben som efter en enkelt sæson igen måtte sige farvel til det fine selskab.

Kevin Keagan blev ansat som træner og klubben formåede at sikre sig oprykning igen i første forsøg - oven i købet med et rekordhøjt pointantal og et rekordhøjt antal scorede mål. Holdet stabiliserede sig i den bedste række igen, flyttede fra klubbens traditionelle hjem på Maine Road til det nybyggede City of Manchester Stadium og måtte sige farvel til Keagan der ville være landstræner i 2005. I stedet ansatte man Stuart Pearce, som viste sig at være både sympatisk og arbejdsom, men ikke fuldstændig klar til den store opgave. Holdet satte ny rekord for færrest scorede mål på hjemmebane nogensinde i den bedste række, da de kun lavede 10 mål på det nye stadion i 06-07 sæsonen. Sommeren 2007 bød på yderligere forviklinger, da klubben blev købt af Thailands tidligere præsident Thaksin Shinawatra. Pearce røg ud, Sven Göran Eriksson blev ansat, der blev investeret heftigt i spillertruppen og holdet spillede noget glimrende fodbold. Efter et formdyk i anden halvdel af sæsonen gik der imidlertid rygter med to kampe tilbage om at Eriksson allerede var fortid i klubben. Fansene protesterede, holdet tabte fuldstændig bizart 8-1 til Middlesbrough i sæsonens sidste kamp, og kort tid efter var Eriksson fyret og erstattet med Mark Hughes. Shinawatra solgte senere på sommeren klubben igen, og ind trådte det Abu Dhabi konsortium, som akkurat nåede at købe Robinho for næsten af Chelsea inden transfervinduet smækkede i. I januar blev der købt yderligere ind, men det var ikke nok til sikre Manchester City en placering i toppen af ligaen og holdet sluttede sidste sæson trofæløst og på en 10. plads i ligaen.

Truppen generelt: Stærkt på alle pladser

Den undervurderede irske landsholdsmålmand Shay Given blev købt i januar fra Newcastle til at tage sig af pladsen mellem stængerne. Klubben råder endvidere over U-21 landsholdsmålmand Joe Hart. Venstrebacken Wayne Bridge blev ligeledes hentet i januar efter at have varmet bænken på bekostning af Ashley Cole i Chelsea de senere år. På højrebacken havde 21-årige Micah Richards en lidt skuffende sæson efter at være brast ind på førsteholdet og i landsholdstruppen som teenager. Han bruges i øvrigt også lejlighedsvis i centerforsvaret, som dog oftest består af anfører Richard Dunne og unge, stærke Nedson Onouha, som også kan bruges på backpladserne. Ligeledes kan israelske Tal Ben Haim kan fylde op overalt i backkæden, alt imens Javier Garrido fik en del kampe på venstrebacken i sidste sæson, men nok må regnes som reserve efter Bridges tilkomst.

Argentinske Pablo Zabaleta kan bruges som højreback, men blev i sidste sæson oftere brugt på den centrale midtbane, hvor han var en rigtig god bølgebryder. Belgiske Vincent Kompany kan også spille centerforsvar, men bruges ligeledes hovedsagligt som central midtbanespiller, hvor manden med det gigantiske hoved er en fysisk maskine. I januar blev Nigel De Jong hentet i Kompanys tidligere klub HSV, og giver City endnu en mulighed på midtbanen. Af mere offensivt mindede midtbanespillere råder holdet over den ofte fuldstændig fremragende bulgarske venstrekant Martin Petrov som kan give undertegnede helt våde bukser, ligesom det egenavlede kraftcenter Stephen Ireland er en af Premier Leagues allerbedste spillere. Ja sgu! Shaun Wright-Phillips har ligeledes fundet fodboldlykken efter hjemkomsten til Manchester City fra sit bænkevarmerliv i Chelsea, og bidrager med kantspil af høj klasse i højresiden. Endvidere vil talentet fra egne rækker, Michael Johnson, forsøge at presse sig på, hvis han kan lægge skaderne bag sig, og ikke ender med at skifte til et sted med mere spilletid. Den ligeledes egenavlede Kelvin Etuhu må nok indstille sig på meget begrænset spilletid, ligesom den unge slovak Vladimir Weiss må væbne sig med tålmodighed.

På toppen råder City udover allerede nævnte Robinho over navne som Vladimir Bojinov, Felipe Caicedo, Benjani Mwaruwari, Craig Bellamy og Jo. Robinho og Bellamy bruges dog ofte på kanterne i noget der minder om en 4-3-3 eller 4-5-1 alt efter hvordan man vender og drejer det.

Væsentlige transfere: Hvor mange angribere skal der til at skifte en elpære?

Intet mindre end fire af de nævnte angribere er dog allerede udlejet, mens tre andre er kommet til. Felipe Caicedo er i Sporting Lisabon, Bojinov skal et smut til Parma alt imens Jo er tilbage i Everton, hvor han også tilbragte sidste halvsæson på lån. Til gengæld er angrebet styrket med intet mindre end tre stjernenavne: Carlos Tevez fra Manchester United, Emmanuel Adebayor fra Arsenal og Roque Santa Cruz fra Blackburn. De to sidstnævnte vil oplagt skulle bruges som forreste angriber, alt imens Tevez sandsynligvis vil blive anvendt i en mere tilbagetrukken rolle eller på kanten.

Der er i det hele taget sket rigtig meget på transfermarkedet for Manchester City, og mange af de ovennævnte spillere fra sidste sæson må kigge sig nervøst over skulderen i den nye sæson. Stuart Taylor er blevet hentet til en tjans som reservemålmand fra et lignende job i Aston Villa. Dette har meget belejliget givet mulighed for at udleje Joe Hart til Birmingham, hvor planen må være at han skal have rutine og spilletid med henblik på at blive fremtidens mand på City of Manchester Stadium. Kolo Toure er blevet hentet fra Arsenal til at styrke centerforsvaret, og i det lange løb kan Richard Dunne meget vel blive den helt store taber i kampen om de pladser. Aston Villas landsholdsspiller Gareth Barry er komme til og giver endnu et alternativt til en tilbagetrukken midtbanespiller. Og meget tyder på at City ikke er færdige med at købe ind. Navnlig er der vedholdende rygter og Joleon Lescott fra Everton.

Til gengæld har man også fået ryddet ud i staldfyldet hos City. Danny Mills, Dietmar Hamann, Michael Ball, Kasper Schmeichel, Ched Evans, Gelson Fernandez og Darius Vassel er nogle af de navne som har forladt klubben, mens brassilianeren Elano Blumer og angrebstalentet Daniel Sturridge måske er de to mest overraskende afgange fra klubben. De er taget til henholdsvis Galatasaray og Chelsea.

Forventninger: Rom blev ikke bygget på to transfervinduer…

Manchester City har fået skrabet sig en pissegod gruppe spillere sammen - og ikke mindst en god bred trup. Klubben nyder endvidere godt af ikke at skulle koncentrere sig om andet end Premier League, og af at de direkte har svækket Arsenal med købet af Toure og Adebayor - altså har de umiddelbart fået de seneste års svageste medlem af big four yderligere ned på jorden. På papiret i hvert fald. Nu spilles fodbold imidlertid på banen og ikke på papiret. Og heldigvis for det. For selvom City har en hel flok fremragende spillere, så har de endnu ikke et godt hold. Det var det Mark Hughes kæmpede med sidste år, og det lykkedes ganske enkelt aldrig for ham at finde et velafbalanceret hold, hvor spillerne for alvor så ud til at føle sig hjemme. Navnlig på udebane var den gal. Der var lyspunkter; kampe hvor spillet kørte, og kampe hvor det lykkedes at få Robinho til at påtage sig noget der mindede om defensive pligter, men der er stadig lang vej i forhold til topholdenes velsmurte kollektiver.

Flere af de spillere som nu findes i truppen virker ikke som typerne, som umiddelbart bidrager positivt til et harmonisk og afbalanceret hold på banen - eller i omklædningsrummet. Særligt Robinho og Adebayor virker ikke som en spillere i Mark Hughes’ ånd. Som spiller var Hughes selv benhård, hårdtarbejdende og meget ærlig. I Adebayor finder han næsten sin diametrale modsætning, og det står stærkt tvivlsomt om Hughes som manager kan - eller vil - tøjle de egoer som følger med den type spiller der efterhånden er samlet nogle stykker af i City. Og problemer kan næsten ikke undgåes når der er flere gode spillere end der er pladser på banen. Hughes har tidligere tvetydigt ytret at han vist ikke selv stod for alle spillerindkøb. En sådan politik kan vise sig overordentlig problematisk, hvis træner og ejere bliver uenige om hvem der skal spille.

Blandt andet derfor fremstår det særdeles interessant om Abu Dhabi-gruppen overhovedet ser Hughes som den langsigtede løsning på trænerbænken, eller om de ligesom Abramovich da han havde givet Ranieri en enkelt sæson i det nye Chelsea vil udskifte træneren med et større navn og “garanterede” trofæer.

Alle disse ubekendte risikerer at eksplodere hos folkets klub i Manchester. Og derfor - og fordi ting tager tid, Rom ikke blev bygget på en dag, og bolden er rund, og alt kan ske osv. osv. osv kommer Manchester City ikke helt op i toppen i år. Det skal givetvis nok komme - spillermaterialet er der - men det skal først sættes sammen på den rigtige måde - og måske af en helt anden mand end ham der sidder med opgaven i dag.

Tip: Forventet placering: Nummer 6 Supersæson: Ambitionerne er næsten lige så høje som summen på bankbogen hos citys ejere. Derfor vil en placering som nummer 4 med den tilhørende CL-deltagelse nok være succeskriteriet. Og hvis alting går stik modsat det bud jeg har trukket ud af rumpen og givet ovenfor (hvad det ganske givet gør, bolden er jo rund osv.), så er det slet ikke umuligt…

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

Så er vi den saftsusemig ved at være der! Tøm sparegrisen, find de heldige underbukser, nervepillerne og listen med dårlige undskyldninger for at undgå familiefrokoster lørdag eftermiddag frem. Hank op i drengene, mind kæresten om at hun er græsenke en dag om ugen, og ring ned til puben og få bartenderen til at have en Guiness og en stol med udsyn til skærmen klar. Den endeløse sommer er snart ovre - Premier League sæsonstarten er snublende nær! Nærstuder kampprogrammet, book en flybillet, tag pilgrimsturen til dit forjættede stadion, drik dig fuld i ale og snav med en ligbleg, fregnet essex-girl! Lige nu kan alt lade sig gøre! Bolden er rund, der er elleve mand på hvert hold, de har to ben hver osv, øllet er koldt, solen skinner og måske – fucking måske – er dette sæsonen to rule them all. Den sidste ventetid er lang; men fortvivl ej: Hjælpen er nær! De følgende uger vil bloggen tage en syg og munter tur rundt i det engelske fodboldlandsskab og vurdere perspektiverne for sæsonen for høj og lav – fra de forsvarende mestre aka. De røde sataner, over deres nyrige lyseblå naboer og Gary Megsons tonser-trotters, til de på forhånd udnævnte claret’n’blue prygelknaber fra Burnley. Enhver sten vil blive vendt med kærlighed, skepsis og fuldstændig subjektive fikse ideer som det metodiske fundament.

Nedenfor gennemgås ligaens forskellige grupperinger, som de ser ud i en syg og munter fortolkning, og sidenhen vil de tyve hold blive gennemgået i individuelle blogposter - links til disse vil også kunne findes i bunden af dette indlæg efterhånden som de kommer til.

Roll on næste sæson!

Nedrykningskampen: This is the road to hell…

Det er efterhånden en kliché af de store, at der ikke findes lette kampe i Premier League. Som de fleste andre klicheér, har også denne opnået sin kliché-status, fordi den indeholder en ikke ringe grad af sandhed. Premier League er i sandhed en række, hvor de fleste hold kan snuppe point fra hinanden og lave overraskelser. Ikke desto mindre er det ligeså sandt, at langt de fleste hold inden sæsonstart kan være tæt på sikre på, hvad deres reelle ambitioner kan tillade sig at være. Ganske få hold har en realistisk chance for at vinde mesterskabet. Lidt flere kan med en god sæson bejle til Champions League-pladserne. Meget få kan fuldstændig fraskrive sig muligheden for pludselig at befinde sig i det beskidte, rå og modbydelige morads af hold som kæmper om at undgå de frygtindgydende nedrykningsplaceringer. Ingen er for store til at rykke ned – bare spørg i Newcastle.

Ikke desto mindre er der en gruppe hold, som umiddelbart ser ud til at må påtage sig rollerne som favoritter til at skulle udkæmpe den beskidte krig i bunden af tabellen. Ikke overraskende placeres samtlige oprykkere i denne gruppe; Wolverhampton, Birmingham og Burnley, ligesom de to overlevende af sidste sæsons oprykkere – Stoke og Hull kan ventes af få en svær andensæson. Det såkaldte andensæsonssyndrom har det med at ramme, og hold der har overpræsteret begynder at tro for meget på egne evner. (For Hulls vedkommende skete dette allerede omkring nytår). Endvidere vil jeg argumentere for at såvel Portsmouth som Wigan kommer til at få det mere end almindelig svært i den kommende sæson.

Ingenmandsland: Midterholdenes klæge grød

Den næste gruppe hold bør realistisk set være så stærke, at frygten for nedrykning relativt komfortabelt kan distanceres. Fælles for disse hold er dog, at de bestemt ikke er for store til at ligge ned, og følgelig skal kigge sig over skulderen, hvis skaderne begynder at hobe sig op eller formen bliver rigtig skidt i en periode. Ikke desto mindre bør såvel Blackburn og Fulham som Bolton, West Ham og Sunderland - hvis tingene tilnærmelsesvis lykkes for dem - kunne udnytte deres på papiret stærkere hold til at jagte en placering i den bedste halvdel – og måske – som Fulham havde held med i sidste sæson – en Euro League plads med det yderste af neglene.

The best of the rest: Jagten på the big, fat four

Denne gruppe hold kommer til at udkæmpe slaget om femtepladsen; alle med den fælles drøm om endelig at bryde “the big four”s dominans i ligaen. Aston Villa var tæt på sidste år men er umiddelbart svækket af Gareth Barrys afgang, Tottenham ser spændende ud under Harry Redknapp og hvis duoen Crouch og Defoe finder melodien kan de blive giftige, og David Moyes bliver ved med at lave mirakler i Everton, og de kan derfor ikke afskrives. Men frem for alt kommer Manchester City til at kunne lave voldsom ravage i de faste mønstre i toppen af rækken. Med milliarder af oliepenge i hånden har holdet forstærket sig ekstremt, og hvis Mark Hughes får de blå fra Manchester banket sammen til en enhed er der ikke grænser for, hvad holdet kan opnå.

Mesterskabskampen: The big ZZZZ…

Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal fordelt de tre topplaceringer imellem sig de seneste 11 år. Kun Leeds og Newcastle har formået at bryde dominansen med en enkelt tredjeplads hver (og se hvor de er i dag). Trods Manchester Citys nye status af selvbestaltet mesterskabs-aspirant føler undertegnede sig ganske sikker på, at top-tre også i år bliver tegnet af the big four. Dog kommer Arsenal til at skulle slås for at the big four ikke fra næste sæson har en ny konstellation – eller er blevet udvidet til the big five. At Man Utd har mistet et par enorme profiler, gør kampen om mesterskabet mere åben end længe, og Liverpool må slikke sig om munden med udsigten til måske endelig at hente mesterskab nummer 19, hvis ikke Ancelotti viser klassen og får Chelsea-maskinen helt til tops.

* Generelt for samtlige vurderinger gælder det naturligvis, at det må tages som forbehold at transfervinduet endnu er åbent, og at alle hold følgelig kan købe eller sælge sig til bedre eller værre udgangspunkter.

Links til de inviduelle optakter:

• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley