Syg og munter

Sommeren lakker mod enden. Det har vejret de sidste par dage definitivt indikeret. Den sært sorgløse, lyse og optimistiske periode af året, hvor alt i princippet kan lade sig gøre, er snart ikke mere. I morgen rammer livets benhårde og ondskabsfulde realiteter igen; som en halvflad, regntung læderbold - sparket direkte i kuglerne med stiv tå - på en dødsyg dag med temperaturer omkring frysepunktet. Med andre ord: Premier League sæsonen 2010-2011 indledes. Sommerens uforpligtende og neonblinkende transferrygter og løfter om bedre tider vil blive stillet til regnskab, og snart vil det stå smertefuldt klart, hvad man egentlig kan forvente. Er der lort eller lagkage i de fine spillerformede æsker som er blevet præsenteret som kommende stjerner af diverse klubejere og managers på fine, opstillede fotos over sommeren?

I West Ham er meget (gudsketakoglov) ændret siden afslutningen på sidste helt igennem rædderlige, ynkelige og voldsomt deprimerende sæson.

Træneren:

Verdens mest sympatiske mand - Gianfranco Zola - viste sig desværre ikke at være lige så kompetent som han var sympatisk, og nu er han i stedet erstattet af verdens sureste jøde - Avram Grant - der kommer med et nydeligt CV, og et fint eftermæle fra sine øvrige ophold i engelsk fodbold, og en mængde imponerende resultater i Israel.

Grant var kun John Terrys manglende evne til at holde sig på benene i en straffesparkskonkurrence fra at blive den første Chelsea-manager, der vandt et CL-trofæ. Oven i hatten udrettede han i sidste sæson noget der mindede om mirakler med Portsmouth, der ellers på aller måder var en klub  i total opløsning. Holdet rykkede ganske vist ned, men Grant fik dem generelt til at spille imponerende fodbold efter omstændighederne, og kronede sæsonens heroiske indsats med en plads i FA-Cup-finalen, hvor Chelsea vandt knebent på et klassisk stykke overmenneskeligt Drogba-frispark, efter superskurken Kevin Prince Boateng havde brændt et straffespark for Pompey.

I West Ham får Grant imidlertid en noget anden rolle end han havde i Chelsea og Pompey. For første gang har han rent faktisk haft en hel preseason og dertilhørende transfervindue til at præge sin trup. Dette har  bevirket en kraftig aktivitet ved svingdøren, som ikke har virket mindre dramatisk, af at klubbens ejere - David Gold og David Sullivan - i vanlig stil har været klar med den ene tæerkrummende udmelding efter den anden til den altid interesserede presse. Således åbnede Gullivan allerede i efterdønningerne af sidste sæson med at melde ud, at alle klubbens spillere undtagen Scott Parker var til salg. Derefter satte de trumf på, ved at sætte sig selv i forbindelse med afdankede koryfæer som Thierry Henry, David Beckham og Juan Roman Riquelme. Over sommeren har meldinger fra deherrer om alt mellem himmel og jord desværre været ustoppelig. Det er dog påfaldende, hvor lidt de har haft at sige, om de spillere som rent faktisk er endt med at blive hentet til klubben. Måske udgør de to gamle tosser i virkeligheden en fremragende kronisk afledningsmanøvre fra klubbens egentlige transferaktiviteter? Under alle omstændigheder bliver det interessant at se, hvorvidt det er til det gode eller dårlige, at Grant selv får lov til at forme rammerne for sit arbejde i klubben. Herfra ventes med spænding og en snert af optimisme…

Svingdøren

Ud:
Ændringerne i truppen ikke været så dramatiske som de oprindelige udmeldinger kunne antyde. Angriberne Mido og Ilan som begge blev hentet på korttidsaftaler i januar er blevet fritstillet - førstnævnte har vist stadig kontrakt med Middlesbrough. Mido brillierede endvidere i sin tid i klubben ved at få en masse presseomtale for at spille for blot £ 1000 om ugen, men endte forbløffende nok med at være så ringe og ufit, at man kunne stille spørgsmålstegn ved om han egentlig var pengene værd. Ilan var egentlig et positivt bekendtskab, som bidrog med en række vigtige mål, da pladsen i Premier League skulle hives i land efter en hårrejsende dårlig sæson. Endnu en angriber - argentinsk-mexicanske Guillermo Franco, som ellers i den grad erobrede denne bloggers hjerte i sidste sæson - er også blevet vejet og fundet for let til en ny kontrakt. Satans. Francos engagement, finesse og generelle awesomeness vil være savnet i den kommende sæson.  Derudover er de tre talenter Josh Payne, Bondz N’gala og Daniel Kearns blevet fristillet. De to førstnævnte nåede begge at optråde på førsteholdet for West Ham, og har da også fodboldfremtiden på plads hos henholdsvis Doncaster og Plymouth. Kearns er taget til Irland for at tørne ud for Dundalk FC.

Ind:

Sommerens første forstærkning til truppen kom som et lyn fra en klar himmel, da klubben annoncerede, at den 28-årige tyske midtbanespiller Thomas Hitzlsperger tiltrådte på en treårig kontrakt på en fri transfer. Hitzlsperger - med tilnavnet Der Hammer - virker på alle måder som en atypisk West Ham-signing. Han er ikke påfaldende over the hill, og har ikke været ekstremt skadesplaget. Han kender allerede Premier League og det engelske sprog, da han fik store dele af fodboldopdragelsen i Aston Villa. Endvidere har fyren spillet imponerende 52 kampe på det tyske landshold, og selvom han ikke deltog ved VM i Sydafrika (sandsynligvis p.g.a manglende spilletid for klubholdet), viste hans genindkaldelse til kampen mod Danmark, hvor han bar anførerbindet, at hammeren ikke er helt ude af bussemand Löws overvejelser. Da Hitzlsperger udgik med en skade imod Danmark faldt brikkerne imidlertid endelig på plads. Velkommen til West Ham…

Ydermere har Grant hentet en gammel kending fra sidste sæson i Portsmouth. Den 31-årige angriber Frédéric Piquionne er tiltrådt på en 3-årig kontrakt for en transfersum der anslås at være i omegnen af £1 million. Piquionne - eller piqqen, som jeg forudser, at Freddy vil blive kaldt her på bloggen - gjorde sig positivt bemærket i sidste sæson, som mander der sendte Tottenham ud af FA-cup semifinalen, og har derudover haft en karriere der nærmest er spektakulært uspektakulær. Angriberen har således kun en gang i seniorkarrieren scoret et to-cifret antal ligamål i løbet af en sæson. Det skete i 2002-2003 for Rennes i hjemlandet. Sidste år blev det retfærdigvis til 11 mål i alle turneringer for Pompey - herunder 5 i 34 ligakampe. Forhåbentlig bedriften kan gentages i år…

Imellem præsentationen af de ovennævnte herrer ankom Pablo Barrera fra Mexico med stor ståhej og hornmusik. Barrera, der viste gode takter ved et par indhop ved VM, beskrives som en talentfuld, hurtig og kreativ fløjspiller, som allerede har meldt ud, at han vil bruge West Ham som springbræt til en større klub. Med andre ord er alt lagt flot an til en dundrende fiasko for alle implicerede parter. Forstå mig ret: Jeg håber på det bedste. Manden er sikkert skide talentfuld. Han er i hvert fald mægtig ambitiøs og har høje tanker om egne evner. Han er imidlertid også mexicaner, som skal prøve kræfter med en liga, som nok vil præsentere ham for nogle lidt andre udfordringer, end han er vant til fra Pumas de la UNAM. Barrera anslås at have kostet £ 4 millioner, og undertegnede har krydset alle kropsdele for, at han vil vise sig at være lige så heroisk og elskelig som den nationaliserede landsmand Franco…

Sommerens foreløbig fjerde indkøb kom i form af den danske kiwi Winston Reid. Jeg følger ikke voldsomt meget med i dansk fodbold, og er følgelig ikke fuldt i stand til at vurdere Reid, men transferen har ikke just fået mit klokkeværk til at bimle. Er han virklig god nok til Premier Leauge? Navnlig ikke når man ser den sum, som Midtjylland citeres for at have modtaget i handlen. Jeg hæfter mig ved at transfersummen ingen steder er offentliggjort officielt, og at dele af den formentlig er præstationsbetinget. Det vil på den anden side være voldsomt typisk, hvis han er blevet indkøbt udelukkende på basis af tre imponerende kampe ved VM, og Gullivan har skyndt sig at udskrive en stor check på beløbet. Hvis man skal anlægge en positiv vinkel, så er Reid ung og har en rigtig god attitude, som forhåbentlig kan hjælpe ham med at omstille sig til at spille i en liga, hvor man skal tage tæsk fra Kevin Davies og Kenwyne Jones frem for Henrik Toft og Marc Nygaard. Foreløbig er den syge og muntre jury dog ude, men jeg håber at Reid vil blive en lige så stor gevinst for West Ham, som den seneste danske forsvarsspiller i klubben - The Grim Rieper…

Sommerens foreløbig sidste tilføjelse er kommet i form af en halvårig låneafte med Portsmouth om at aftage store, stygge og ikke mindst tykke Tal Ben Haim på lån i et halvt år, med henblik på at se om hans helbred holder til en egentlig transfer. Ben Haim har tidligere vist, at han kan være en yderst habil forsvarsspiller på højeste niveau i England, men han har imidlertid også fra tid til anden vist, at hans tophastighed er cirka lige så hurtig som en slæbebåds. Vi venter i spænding, og glæder os over at Ben Haim ikke har fået en otte-årig kontrakt og er blevet indkøbt for et millionbeløb…

Og de næste 14 dage?

En foreløbig status på transferaktiviteten siger altså fem spillere ind, som alle - om ikke andet - bidrager med bredde. Ben Haim, Piquionne og Hitzlsperger kender desuden alle ligaen, og kan forventes at bidrage med noget fra start. Endnu mere positivt er det, at Gullivan og Gramt enstemmigt indikerer, at yderligere tilføjelser til truppen er en god ide, og at der arbejdes aktivt på det. Serbiske Miralem Sulejmani skulle have været den sjette forstærkning, og lød til at være en spændende spiller, men han kunne ikke få arbejdstilladelse.

Yderligere positivt er det, at ingen af klubbens profiler har forladt klubben - endnu. For det synes indlysende, at klubben er klar til at sælge snart sagt hvem som helst, hvis der bliver lagt en klækkelig sum. Der statueres måske i dette transfervindue et eksempel med Scott Parker, hvor ejerne rigtig skal vise deres dedikation til klubben og fansene, men Charlton Cole er i flere omgange rygtet væk, ligesom Valon Behramis agent, som altid, er meget interesseret i at snakke med pressen om alle de klubber, som måske/måske ikke er interesserede i hans klient.

Så sent som i går blev snakken for en gangs skyld mere konkret, da David Sullivan fortalte at Behrami gerne vil væk, idet hans kone ikke trives i London, men at ingen har budt på Schweizeren. I samme åndedrag kom det frem, at Alessandro Diamanti er til salg, men at der heller ikke har været den store interesse for den ustabile og småtossede italiener, alt imens det forventes, at middelmådige og hårdtarbejdende Radoslav Kovac skifter til Stoke i den nærmeste fremtid. Både Behrami og Diamanti har ifølge Sullivan kostet klubben £ 6 millioner, som man vil forsøge at få igen ved salg. Samtidig beretter Sullivan, at Upson får sæsonen til at vise hvad han kan, og hvis han præsterer vil West Ham tilbyde en kontrakt på lige fod med andre klubber, når den eksisterende kontrakt udløber til sommer. Igen en umiddelbart usædvanlig fornuftig tilgang til tingene…

Samtidig går der stadig en mængde rygter om tilføjelser, hvor fokus lader til at være på endnu en angriber. Felipe Caicedo er nyeste skud på rygtestammen, alt imens interesseren i Yakubu skulle være afblæst og evighedstransfersagaen om Loic Remy lader til ikke længere at være interessant for West Ham, selvom klubben umiddelbart fortsat - sammen med Stoke - er den eneste som rent faktisk har budt det ønskede beløb på den franske angriber. Desuden skulle der være interesse for Marseilles Benoit Cheyrou - bror til den tidligere Liverpool-middelmådighed Bruno.

Truppen lige nu:

Når holdet skal stilles til weekendens kamp mod Aston Villa bliver det ikke desto mindre med følgende pulje af spillere til at konkurrere om pladserne i Grants system, der i træningskampene har lignet en 4-3-3/4-5-1. Nedenfor er truppen opstillet som den cirka kan forventes at kunne bruges:

Målmand: Robert Green, Peter Kurucz, Marek Stech
Højre back: Julien Faubert, James Tomkins, Valon Behrami, Winston Reid, Tal Ben Haim, Danny Gabbidon, Jonathan Spector, Jordan Spence
Venstre back: Herita Ilunga, Fabio Daprela, Tal Ben Haim, Jonathan Spector
Centerforsvar: Matthew Upson, Manuel Da Costa, James Tomkins, Winston Reid, Tal Ben Haim, Danny Gabbidon, Jonathan Spector, Jordan Spence
Central midtbane: Thomas Hitzlsperger, Mark Noble, Scott Parker, Jack Collison, Radoslav Kovac
Venstrekant: Pablo Barrera, Jack Collison, Luis Boa Morte, Junior Stanislas,  Alessandro Diamanti, Thomas Hitzlsperger
Højrekant: Julien Faubert, Alessandro Diamanti, Kieron Dyer, Pablo Barrera, Junior Stanislas, Zavon Hines, Freddie Sears
Striker: Carlton Cole, Benni “Big Mac” McCarthy, Frederic Piquionne, Frank Nouble, Freddie Sears, Zavon Hines

Der er flere ting der sprænger i øjnene, når man stiller truppen op på denne måde. Robert Green er suverænt førstevalg bagerst, og Cole er lige så overlegen i front. I backkæden er der forfriskende mange kombinationsmuligheder som placerer ærlige, arbejdssomme og middelmådige Spector på bænken. Hines, Collison og Kurucz er langtidsskadede, og kommer næppe til at figurere lige med det samme, alt imens Hitzlsperger desværre er tvivlsom efter en ellers rigtig god preseason. Benni McCarthy kæmper stadig med vægten, og det bliver interessant at se om han nogensinde kommer til at berettige den investering klubben lagde i ham i januar. Ligeledes kan man have sin alvorlige tvivl om hvorvidt Freddie Sears nogensinde får det gennembrud som for et par år siden syntes uundgåeligt. Interessant er det ydermere at bemærke, at Grant foreløbig vælger at bruge sidste sæsons højre back Julien Faubert i en offensiv rolle på højrekanten, alt imens James Tomkins har spillet rigtig meget højre back - og gjort det halvdårligt. Det lader til at klubben ikke planlægger at bruge Behrami, og derfor bliver højrebacken hurtigt den mest åbne plads på holdet  - sammen med pladserne på kanterne. Mit bud på et hold i morgen bliver ud fra disse overvejelser noget i retning af:

Holdopstilling i morgen?

Green

Ben Haim - Upson - Da Costa - Ilunga

Hitzlsperger - Parker - Noble

Faubert - Cole - Boa Morte.

Et hårdtslående, rutineret hold, som jeg egentlig er ganske tryg ved at sende på banen. Hvis Der Hammer er skadet, så ligger det lige til højrebenet at erstatte ham med Kovac. Barrera kan gøre et spændende indhop fra bænken og forhåbentlig være med til at sikre et point eller tre i en svær udekamp. Om Martin O’neils afgang fra Villa gør den mission lettere eller sværere tør jeg ikke gisne om. Blot kan det konstateres at alle point i de første par måneder skal tages med kyshånd og kynisme, idet programlæggerne bestemt ikke har været søde ved the irons:

Lorte-startprogram:

August:
Lør 14  U Aston Villa
Lør 21  H Bolton
Lør 28  U Man Utd

September:
Lør 11     H Chelsea
Lør 18     U Stoke City
Lør 25     H Tottenham

Der skal ikke gå meget galt før de kampe giver et sted mellem 0-3 point, og så er der ellers endnu en nedrykningskamp på tapetet. West Ham taber altid til Bolton. Ingen vinder over Stoke på udebane. Chelsea  og Manchester United skal man nok ikke forvente det store mod, og desværre næppe heller mod Tottenham…

Personligt glæder jeg mig dog. Jeg glæder mig til en ny sæson. Jeg glæder mig til at se Nouble, Stanislas, Tomkins, Hines og Collison fortsætte deres udvikling, og forhåbentlig udvikle sig til rigtig gode spillere. Jeg glæder mig til at se, om Avram Grant kan levere varen. Foreløbig kan jeg sgu godt lide ham! Der er noget sammenbidt og sarkastisk over ham, som bare passer åndssvagt godt til West Ham United FC anno 2010.

Jeg glæder mig nok mest af alt til igen at pleje regelmæssigt samvær med andre masochister og gode venner, når vi skal tale forventninger, og tro på point og godt spil, op før hver evig eneste kamp! Og jeg glæder mig næsten til de galgenhumoristiske og middelmådige vittigheder, når forventningerne braser sammen, og desillusionen sætter ind.

Jeg glæder mig til at se verdens smukkeste udetrøje (endnu en usædvanlig hændelse i West Ham-regi: Et godt trøjedesign!) i aktion i morgen, når jeg forhåbentlig finder en god bar i Odense (nogen anbefalinger?), hvor jeg skal være euforisk, bide negle, blive sur og skuffet, råbe af skærmen, og forsøge overbevise fru Sygogmunter om, at netop dét er den perfekte optakt til en Leonard Cohen-koncert i morgen aften. For som en anden (dog ikke lige så) stor sangskriver, danske Jens Unmack, har formuleret det: “Det bedste er en ny sæson før første nederlag.” Og han har jo ret, Unmack, for alt andet lige, så skal det sgu sikkert nok igen blive en lang, skuffende og sej sæson.

Om ikke andet er jeg sikker på at få én god kulturoplevelse i morgen, for modsat visse fodboldhold, så skuffer Onkel Lennart aldrig. Til gengæld har han så - ganske uforvarende, tror jeg bestemt - besunget kærligheden til West Ham:
“I’ve got you like a habit
And I’ll never get enough
There ain’t no cure
There ain’t no cure
There ain’t no cure for love”

West Ham United FC: Lykken gemmer sig stadig…

Stiftet: 1895 (som Thames Ironworks)

Stadion: Boleyn Ground (Upton Park) (Kapacitet: 35.303)

Kælenavn: Irons, Hammers, Academy of Football

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 15/10/9

Første fem kampe: 15 Wolverhampton (U), 18 Aston Villa (H) (udsat), 22/8 Tottenham (H), 29/8 Blackburn (U), 12/9 Wigan (U)

Manager: Gianfranco Zola (Siden september 2008)

West Ham er den klub i toppen af engelsk fodbold, som historisk har haft færrest udskiftninger på trænerbænken - blot 12 mand har stået i spidsen for the irons siden stiftelsen. Derfor har det også bevirket en hvis bedrøvelse blandt mange tilhængere (undertegnede inklusiv), at der de seneste ti års tid har været temmelig heftig gang i karrusellen. Harry Redknapps relativt succesfulde vælde med obskure signinger og pub-mentaliten på dagsordenen sluttede efter syv år i 2001. Han blev efterfulgt af Glenn Roeders katastrofeår, og efter nedrykning reformerede Alan Pardew klubben fra 2003, inden han selv fik sparket da nedrykningen truede i 2006, og nye islandske ejere havde overtaget klubben. Ind trådte Alan Curbishley, som heldigt og kløgtigt fik vendt den synkende skude, og dernæst kedede alle ihjel med en middelsæson trods store investeringer. Han tog sit tøj og gik i 2008 da han ikke følte at han havde fuld kontrol over spillersalg, og ind blev hentet den uerfarne Gianfranco Zola. Zola er den første ikke-britiske træner i klubben, som fra 1895 til 1989 kun havde fem forskellige trænere. Cirka sideløbende gik de islandske ejere fuldstændig på røven økonomisk, og klubben er nu blanket af, og ejet af et konsortium af kreditorer.

Trods sin begrænsede erfaring (et par år som assistent for den italienske u-21 landstræner Pierluigi Casiraghi), sin status af udlænding, sin historiske kærlighedsaffære med Chelsea, sin fysiske lighed med en af de der plastictrolde man fik hos skoletandlægen og de ret vanskelige arbejdsbetingelser rent økonomisk, har Zola imidlertid fået rigtig mange fans. Dette skyldes foruden mandens vindende, positive sind, også det faktum at han satser kompromisløst på unge spillere fra klubbens traditionsrige akademi, og kræver at holdet skal prøve at spille offensiv, positiv pasningsfodbold - the West Ham way, som i de stolte, sagnomspundne og retrospektivt voldsomt glorificerede dage under Ron Greenwood og Johnny Lyall i de glade 60′ere, 70′ere og 80′ere. At han så i øvrigt førte holdet til en rigtig fin 9. plads i sidste sæson, trods en ret smal trup og en del skader hjælper selvfølgelig også på det.

Truppen generelt: Lidt men godt…

Robert Green er uomtvisteligt førstevalg, og får konkurrence fra unge ungarnske Peter Kurucz og yngre tjekkiske Marek Stech. På venstrebacken er Herita Ilunga fast mand, og efter en kanondebutsæson er der store forventninger til den iskolde congoleser. I centerforsvaret er Matthew Upson sikker starter og ren klasse, hvis ikke han lokkes til den blå del af Manchester inden transfervinduet smækker. Ved sin side afgør dagsform, skader og karantæner, om det bliver hovedspilsmonstret James Collins, stortalentet James Tomkins eller den elegante Danny Gabbidon, som er tilbage efter næsten to års skadespause, der tager pladsen. Højrebacken ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem det franske flop Julien Faubert og den hårdtarbejdende men behersket talentfulde yankee Jonathan Spector. Også de unge Jordan Spence og Bondz Ngala vil presse på omkring førsteholdet.

Midtbanen styres af Scott Parker, hvis rolle på holdet i Zolas system er meget central. Han får typisk selskab centralt af Mark Noble, mens Jack Collison kan få et definitivt gennembrud efter at have spillet sig på holdet på venstrekanten i sidste sæson. Schweiziske Valon Behrami snupper højrekanten med et grotesk løbepensum og en never say die attitude i tillæg til et stort fodboldtalent, omend han akkurat ikke er klar til sæsonstart. Til gengæld ser det ud til, at Kieron Dyer langt om længe er skadesfri, og den tidligere Ipswich, Newcastle og landsholdsspiller har set skarp og entusiastisk ud i træningskampene. De unge Josh Payne og Junior Stanislas bejler til henholdsvis den defensive midtbane og flankerne, alt imens rutinerede Luis Boa Morte blev knæskadet i en træningskamp, og først ventes tilbage om et halvt års tid.

På toppen er Carlton Cole nærmest eneste alternativ, idet Dean Ashtons skader lader til at trække konstant længere ud, alt imens unge Zavon Hines og Savio vil håbe på spilletid.

Væsentlige transfere: En chilener, en schweizer og alt for få angribere…

Ilunga er blevet hentet på en permanent kontrakt, men ellers er det begrænset med den indgående trafik på the Boleyn Ground. Også keeperen Kurucz har fået opgraderet sin aftale, alt imens den chilenske hængende angriber/offensive midtbanespiller Luis Jimenez er blevet lånt i Inter. Ligeledes er den unge schweiziske venstreback Fabio Daprela blevet hentet som backup for Ilunga. Endnu en ung fyr er blevet hentet til angrebet, hvor Chelsea-talentet Frank Nouble allerede har imponeret med en stak mål og stærkt spil i en række træningskampe. Ligeledes hævdedes det i går i russiske medier, at West Ham havde indgået en kontrakt med forårssæsonens lejesvend fra Spartak Moskva, tjekkiske Radoslav Kovac.

Til gengæld har der været trængsel ved udgangen, hvor en række kontraktudløb er blevet udnyttet til at tynde ud i truppen. Lee Bowyer, Diego Tristan, Diego Di Michele, Kyel Reid og målmændene Jan Lavstuka og Jimmy Walker er nogle af de folk som har forladt klubben over sommeren. Også anfører og højreback Lucas Neill er foreløbig væk, omend han fortsætter sin formidable limbo om sin fodboldfremtid, hvor West Ham, Sunderland og Galatasaray fortsat meldes i konkurrence om australieren. Afslutningsvis er det unge angrebstalent Freddy Sears udlånt til Crystal Palace, hvor han har høvlet mål ind i optaktskampene.

Forventninger: I’m forever blowing bubbles…

West Ham har en stærk defensiv, hvor Green holder et højt niveau, mens firebackkæden må betragtes som svækket, men ikke desto mindre stærk, hvis Neill ikke erstattes. Midtbane fireren med Collison-Noble-Parker-Behrami er en uhyggelig, pasnings - og løbestærk enhed, som kan presse og konkurrere med de bedste i ligaen. På toppen findes holdets akilleshæl, hvor en skade til Carlton Cole vil være en katastrofe, alt imens Luis Jimenez skal tilpasse sig tempoet og fysikken i Premier League hurtigst muligt. Cole har udviklet sig kollosalt de seneste år, særligt siden Zolas mellemkomst, som lader til at have givet Cole en helt ny bevidsthed om de evner, som også har gjort ham til et fast indslag i landsholdstruppen. Han er bomstærk, holder fremragende på bolden, og kan pludselig også ryste markører af sig med smarte tekniske finesser. Hvis han får en hel sæson uden dumme skader og karantæner kan have blive et monster som overrasker rigtig mange. Ikke mindst hvis han bliver en skarpere afslutter.

Trods alt dette må jeg erkende, at en top-10 placering måske er vel optimistisk. West Ham har en tynd trup, som oven i købet består af rigtig mange unge og urutinerede kræfter. Økonomien rygtes at være elendig, og muligvis vil holdet blive tvunget til at skille sig af med nogle af de etablerede kræfter. Andre rygter siger heldigvis at Eidur Gudjohnson og Luca Toni er lige på trapperne. Det er aldrig kedeligt at følge West Ham, og næste år kan lige så vel blive et angreb på Euro League pladserne som en kamp på liv og død i bunden af rækken.

Som evig optimist/idiot må jeg nødvendigvis gætte på minimum en tiendeplads. Realismen er West Ham supporterens værste fjende, og den skal så sandelig heller ikke komme og ødelægge denne optakt og min glæde ved at sæsonen endelig starter lige om lidt…

Tip: Forventet placering: Nummer 10 Supersæson: Top 7.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 11. Sunderland FC
• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Så er det igen blevet mandag. Industriferien haster mod sin afslutning. Den grå og kedelige virkelighed truer i horisonten med al sin “hverdagsdrama-af-Susanne-Bier-med-Paprika-Steen-i-åh-så-fjollet-birolle”-gråhed og tristesse. For at det ikke skal være løgn ser det gud hjælpe mig ud til at efterårsvejret allerede har indfundet sig, og vi skriver saftsusemig ikke engang august.  Satan og helvede.  *Suk.*

*DYBT SUK!*

Det er på dage som disse man skal mindes good times. Man skal sende varme tanker tilbage til bedre tider; dage med sol, bajere, ungdommelig kådhed, våde drømme, penge på kontoen, store bryster og rigtige cowboyhelte! De dage hvor mennesker man tidligere har haft et mildest talt anstrengt forhold til pludselig åbenbarer sig som de reneste og bedste venner man nogensinde kunne have ønsket sig; hvor den middelmådige plade med ens gamle yndlingsband pludselige fremstår nødvendig, vital og energisk; dage hvor kæresten sandt for dyden laver frikadeller som vor motherfucking moder lavede dem: Eller for at aktualisere iforhold til at dette er et fodbold-site: Dage hvor den middelmådige centerforsvarer springer ud som en inspireret højreback, klovnen på den defensive midtbane som ikke kan erobre en bold fra en flok skolebørn om man så bevæbnede ham med billetter til Bonbonland, McDonaldsmad og taletidskort ad libitum viser sig pludselig at være en reinkarneret Makelele, og angriberen som i årevis ikke har kunnet ramme en korøv med en banjo - endsige lave mål på en fodboldbane - laver et vaskeægte hattrick (naturligvis en med hvert ben og en med hovedet)!

Det er de dage man lever af igennem, såvel en lang vinter, som en endnu længere lortesæson med det udvalgte favorithold. Det er de ting, som Flemming “Bamse” Jørgensen sidder og synger om, i en båd som gynger ikke så lidt faretruende under hans smælderfede korpus. Og guderne må vide at manden ved, hvad han snakker om. Han holder jo for djævlen da med AGF!

Naturligvis har også undertegnede - Eders hengivne blogger - oplevet disse dage. Faktisk er de ganske hyppigt forekommende, når man som jeg lever i et dysfunktionelt, registreret partnerskab med West Ham United FC. Der er sågar opstået en lille cyklisk lovmæssighed i koncepterne. En næsten mekanisk lighed i udviklingen i forholdet mellem fansene og enkelte spillere. En langsom, opslidende proces som strækker sig fra optimisme over en snert af skuffelse, til afmålt skepsis, begyndende frustration, totalt frådende raseri og endelige til en fuldstændig depressiv resignation. Og her på bunden af livets tønde trænger lyset alligevel ned. Man misser med øjnene og kærligheden begynder igen at spire. Lige så forsigtigt. Fra stjålne blikke over stilfærdige komplimenter, videre til drillende vittigheder, heftig flirten og kulminerende i ren og uforfalsket mandekærlighed (naturligvis på en overhovedet ikke seksuel måde!) mellem en masse tusinde fans og en småforvirret fyr på banen i claret’n'blue.

Suuupa, Supaaa-Tom

Jeg er vist ikke helt klar i mælet. Tillad mig at eksemplificere. Tomas Repka gik rundt i Firenze og holdt sommerferie i 2001. Han havde spillet over 100 kampe i Serie A, og havde været en succes som en af tre forsvarere i holdets formation. Han var landsholdsspiller for Tjekkiet, men havde misset deres famøse EM i 1996 - idet han havde to kampes karantæne for et rødt kort i den sidste kvalifikationskamp (Tomas kunne sgu godt blive sur), og derfor ikke blev udtaget. Tjekkerne havde måske ikke regnet med at skulle spille mere end tre kampe - og nok slet ikke med at nå finalen, som de jo altså gjorde. Jeg tror ikke Tomas var typen der bar nag. Han hyggede sig i stedet nok med konen og børnene, både i 1996 og igen der i sommeren 2001. De gik måske en tur. Købte en is, besøgte venner og familie. Livet var godt, har Tomas sikkert tænkt, her kan man godt holde ud at leve.

Og så ramlede det hele. I London sad en af West Hams værste trænere nogensinde. Han var lige blevet ansat, selvom hans CV var uimponerende. Han havde lige sagt farvel til Frank Lampard som var blevet sendt til Chelsea for 11 millioner pund, som nu skulle bruges på at styrke defensiven. Derfor tog Glenn Roeder, som træneren hed, telefonen og ringede til Firenze. Han ville købe Alessandro Pierini (som ingen husker i dag) som netop havde fået en enkelt landskamp for de azurblå. Fiorentina manglede penge og en handel blev hurtigt aftalt - imens tog Tomas Repka sig måske en kølig øl på terrassen, kiggede på himlen, kløede hunden bag øret.

Et par dage efter blev Tomas Repka præsenteret som West Hams dyreste indkøb nogensinde. Alessandro Pierini ville ikke spille i England, og Roeder var åbenbart så forhippet på at han ville have en forsvarer fra Fiorentina, at han i stedet købte Repka. Problemet var bare at Repka heller ikke havde lyst til at skifte. Og at Roeder havde tænkt sig at bruge ham i centerforsvaret, når han ret beset nok mest var at betragte som højre back i en firemandskæde. Blandt andet derfor blev Repkas tid i West Ham en stormfuld affære.

I sin første ligakamp blev han smidt ud - det var i et 2-0 nederlag til Middlesbrough. I sin første ligakamp efter udstået karantæne blev han smidt ud igen - det var i et 7-1(!) nederlag til Blackburn. Og så siger man, at spillere sydfra har svært ved at vænne sig til det fysiske spil i Premier League.

Selvom Roeder og Repkas første år i West Ham egentlig endte lykkeligt med en 7. plads i ligaen kom tjekken aldrig rigtig op i omdrejninger, og mange på lægterne begyndte at undredes over, om man måske ikke kunnet have fået en anelse mere forsvarsspiller for pengene end den småpsykotiske 2′er. Året efter gik det helt galt. Intet fungerede, forsvaret sejlede - Repka sparkede specifikt masser af huller i luften og modspillerne, men formåede sjældent at skille sig fornuftigt af med bolden endsige erobre den i første omgang - alle angribere var skadede, en juniorspiller og en centerforsvarer agerede ufarlig angrebsduo. Så det endte med nedrykning. Og spillerflugt. Flere ville eksplicit ikke blive i klubben. Få ville det modsatte. På nær en spæd stemme fra den efterhånden meget upopulære rekorddyre Repka: Når man har været med til at rykke holdet ned, må man også blive og rykke det op igen, var budskabet.

Og langsomt men sikkert begyndte Repka at erobre hjerter på Upton Park. Glenn Roeder blev fyret, og Alan Pardew ansat. Repka blev højre back. Han begyndte at styre sit temparement - eller rettere: At kanalisere det frugtbart ind i sit fodboldspil. Han begyndte sågar at spille ret stabilt. Følgelig blev temperament i stigende grad tolket som engagement og passion frem for udtryk for en psykisk sygdom. Var der rent faktisk en spiller her, som var begyndt at gå op sit arbejde? Havde han hele tiden gjort det? Oprykning kiksede i første sæson. Repka blev hængende. Oprykningen lykkedes i andet hug, Repka underskrev en ny kontrakt, på trods af en markant lønnedgang.

I takt hermed blev sange om Super Tommy Repka mere og mere almindelige i lydbilledet hos West Ham supporterne. Repka spillede en enkelt halvsæson som højreback i Premier League for West Ham efter oprykningen. Han var klasse. Der var langt mellem såvel de gule kort som de graverende fejl, og selvom manden ikke var nogen sprinter, driblekonge eller dødboldsspecialist var han en stabil, vigtig del af holdet som tog Premier League med storm og sluttede som nummer 9 - og nåede FA-cup-finalen. Den nåede Tommy ikke at deltage i. Han var rejst hjem til Sparta Prag af familiære årsager. Hans sidste hjemmekamp var en 2-1 sejr over Fulham. Efter slutfløjtet rejste alle på stadion sig, klappede taktfast, sang og hyldede den tårevædede Super-Tom.

Oooh, Christian Dailly…

Tommys makker i centerforsvaret under Glenn Roeder oplevede en lignende proces. Christian Dailly var ganske enkelt ikke nogen særlig storslået fodboldspiller. Det blev især udstillet i Premier League. Til fansenes stigende utilfredshed. Dailly fandt imidlertid noget bedre sit niveau i den næstbedste række efter nedrykningen. Der begyndte at dukke oplysninger op om Dailly. Han var bundproffesionel. Han trænede hårdest af alle på træningsbanen. Han blev brugt rundt omkring på det konstant skiftende hold af ungdomsspillere lejesvende og afdankede folk på korttidskontrakter, som Alan Pardew forsøgte at føre til Premier League - men han brokkede sig aldrig. Selv når han åbenlyst ikke var komfortabel på en given plads på banen. Efterhånden blev han helt fortrængt fra startopstillingen af de unge Anton Ferdinand og Elliot Ward. Man hørte ham aldrig beklage sig. Da oprykningen var sikret købte Pardew prompte to nye centerforsvarer. Dailly? Han beklagede sig sgu ikke.

I stedet blev han en stabil indskifter på den defensive midt når kampe skulle køres hjem, eller hvis nogen skulle mandsopdækkes. Det gjorde han faktisk rigtig godt - nogle gange i hvert fald. Lidt har sgu også ret. Fansene begyndte at holde af manden. De sang til ham når han løb og varmede op på sidelinjen: “OHHHH, CHRISTIAN DAILLY, YOU’RE THE LOVE OF MY LIFE” sang de, “OOOH CHRISTIAN DAILLY, I’LL LET YOU SHAG MY WIFE” sang de, “OOOOH CHRISTIAN DAILLY - I WANT CURLY HAIR TOOOO!” sang de. Enkelte begyndte at gå med krølhårede parykker. Som den opvakte læser (hvis nogen da stadig hænger på?) nok allerede har gættet, så tog Dailly det med et stille smil og en løftet tommelfinger. Man hørte ham aldrig beklage sig. Og så scorede han engang et mål med pikken i en afgørende kamp. Eller det vil sige, han fik losset bolden direkte i bollerne ved et klumpspil, men rejste sig blot og sparkede den over stregen. Det var vist i en play off semifinale. Heller ikke der klagede han. Selvom det garanteret har gjort nas. Det er sgu dedikation.

Rigor Mortis og Carlton FUCKING Cole

Uden at gå i for mange detaljer kan det blot konstateres at Luis Boa Morte og Carlton Cole begge har haft lignende forhold til fansene. Boa Morte blev købt dyrt, var tyk og middelmådig på banen, og havde en temmelig aggresiv attitude. Folk blev trætte af ham. Han fik nok for meget i løn. Han afslog et skifte til Hull for at blive. Han sad ofte på bænken, men gav den en på lampen når han fik chancen. Mod slutningen af sidste sæson var truppen temmelig tyndslidt. Boa Morte vikariede både på højrekant, venstrekant, på toppen og centralt på midtbanen. Det skete med skiftende held, men generelt med fight, vilje og en del af den flair som gjorde ham til Fulhams altoverskyggende profil i en årrække. Og ligeså stille begyndte sangene. De positive vel at mærke.

Og det samme gør sige egentlig gældende med Cole. Fra evighedstalent med en ligeså elegant førsteberøring som en voldtægtsforbryder, ligeså meget kølighed foran mål som buslinje 5a en stegende hed sommerdag på Nørrebrogade (vel at mærke inden den blev lukket for biltrafik), og fysisk gennemslagskraft (trods sin imponerende størrelse) som Niles Crane fra tv-serien Frasier, til stensikkert førstevalg som kropsstærk, giftig topscorer og landsholdsspiller.

Og hvad er så konklusionen? Det er et godt spørgsmål. Vi West Ham fans (og vel egentlig de fleste fodboldfans generelt) lever et liv i mere eller mindre konstant lidelse. Måske derfor elsker vi når spillere bliver ved med at kæmpe trods modgang, og når de ikke brokker sig, men forsøger at udfylde den nødvendige rolle på holdet efter bedste evne. Derfor gør det egentlig slet ikke så meget i sidste ende, hvis den bedste evne er middelmådig. Derfor lærer vi at elske nogle spillere på trods og ikke på grund af deres evner. Og derfor fik Christian Dailly lovning på intim adgang til et sted i omegnen af 30.000 britiske koner hveranden weekend på Upton Park i et par år…

I går gennemførtes en syg og munter gennemgang af de spillerafgange som har fundet sted i  West Hams trup. I dag vendes blikket mod truppen som den fremstår cirka seks uger før sæsonstart. Namedroppere kan med fordel konsultere forslaget til idealopstilling i bunden af indlægget.

Robert Green er uomgængeligt førstevalg i målet. I sidste sæson spillede han samtlige 38 Premier League kampe, og holdt buret rent ved ti lejligheder. Nævneværdigt er det også, at Englands number six kun spillede en decideret dårlig kamp i sæsonens løb - nemlig hjemme mod Bolton, hvor mindst to af knoldesparkernes tre mål var direkte forårsaget af målmandskoks. Ikke desto mindre bliver Green en bedre og bedre sidste skanse, og han har suppleret sine gode reflekser med langt mere sikre indgreb i feltet. Desuden er han fremragende på straffespark, hvilket Fabio Capello nok skal når der skal vælges målmand til næste års VM… Sidste års lejesvend, Ungarns u-21 landsholdsmålmand, Peter Kurucz er blevet hentet på en permanent fire-årig aftale for at give Green konkurrence, mens 19-årige tjekkiske Marek Stech også lurer i kulissen. Der spekuleres i at Zola skulle være interesseret i at hente endnu en backup med Premier League erfaring, men selv hvis det ikke sker er målmandspladsen umiddelbart i sikre hænder. Blot kunne det være rart at få forhandlet en ny kontrakt på plads med Green inden længe.

I forsvaret sidder Herita Ilunga solidt på venstrebacken. Congoleseren blev lånt som erstatning populære George McCartney på sidste dag af sidste års sommertransfervindue, med sund skepsis til følge blandt mange. Manden med det særprægede navn gjorde imidlertid hurtigt al tvivl til skamme med en lang række sikre optrædener. Således var det også til lige så manges store tilfredshed at Ilunga, hvis navn på congolesisk betyder: a person who is ready to forgive any abuse the first time, to tolerate it a second time, but never a third time, blev hentet på en permanent aftale fra franske Toulouse. Heldigvis har vi endnu til gode at se nogen tage røven på Ilunga mere end to gange i en kamp; det lyder ellers som om der er en spændende reaktion i vente når nogen har held til at trække hr. Stabil rundt i manegen. I sidste sæson vikarierede Lucas Neill når Ilunga var ude. Da Neill ikke kommer til at være på Upton Park i næste sæson, synes det nødvendigt at hente en backup her, med mindre man har tænkt sig at bruge Jonathan Spector som altmuligmand her.

I centerforsvaret rager Matthew Upson op som en decideret klassespiller, og følgelig er det tvivlsomt, hvorvidt den tidligere Arsenal-ungdomsspiller vil være at finde i klubben næste sæson. Aston Villa, Manchester City og Arsenal har i hvert fald alle været meldt stærkt interesserede i den 30-årige landsholdsspiller. Ved siden af Upson manifesterede James Tomkins sig som endnu et kæmpe-talent fra Tony Carrs Acedemy i anden halvdel af sidste sæson. Hans modne og sikre  optrædener i West Ham trøjen sikrede sågar 20-årige Tomkins en plads i Stuart Pearces trup til u-21 EM der løber af stablen for tiden. James Collins aka Ginger Pele slås med Tomka om pladsen ved siden af Upson, ligesom den glemte Danny Gabbidon er i træning igen efter næsten to års skadeshelvede. Desuden er Calum Davenport tilbage efter et lånophold hos Sunderland. Det synes oplagt at Davenport bliver afhændet inden sæsonstart. Han har i sin tid i West Ham ikke haft held til at spille sig til en stamplads, og skulle desuden være uvenner med Zola. I kulissen lurer endvidere talenterne Jordan Spence (som ifølge hypen skulle være endnu bedre end Tomkins) og Bondz Ngala.

På højrebacken er det hidtidige førstevalg, Lucas Neill forsvundet. I sidste sæson nåede såvel Valon Behrami og Julien Faubert som Jonathan Spector og James Tomkins at vikariere når Neill selv var udstationeret på venstre back eller den centrale midtbane. Den storrygende, depressive, megalomaniske og temmelig tykke Faubert, hvis absurde låneophold i Real Madrid ikke endte med en permanent aftale, synes umiddelbart færdig i klubben. Selv udtalte han dog i går, at han håber at kunne gøre sig gældende i West Ham til næste sæson. Derefter klynkede han en masse, og viste mere af den generelt kedelig attitude, som har gjort franskmandens tid i klubben til en massiv skuffelse: “Det har været svært fordi jeg aldrig har fået en forklaring på min manglende spilletid. Jeg var nødt til at være tålmodig, men det let at angribe mig - franskmanden som aldrig spillede. Jeg var syndebuk!” Jamen kære Julien dog, stakkels lille syndebuk, en forklaring? Det skal du da selvfølgelig få: DU HAR SPILLET PISSEDÅRLIGT!

Jonathan Spector lagde noget mere vægt bag ordene ved at spille en stor kamp for USA da de sendte europamestrene fra Spanien ud af Confederations Cup i semifinalen. Imidlertid virker Specs måske til at være den type spiller som man elsker at have som backup, men nødigt vil skulle være afhængig af uge efter uge. Tilbage står Valon Behrami som umiddelbart ville kunne udfylde rollen. Personligt ser jeg dog hellere Schweizeren brugt på midtbanen, og derfor ser jeg højrebacken som en af de pladser som bør addresseres i transfervinduet.

Vi haster videre til midtbanen, hvor manden som består af 90 procent torso, 10 procent sideskildning og 100 procent kompromisløs, uforfalsket sejhed: Scott Parker, huserer som kongen af midtercirklen. Parker var en af mange spillere som virkelig blomstrede under Zola og Clarke, og hans form i februar og marts var intet mindre end fænomenal, og han viste sig som en boks-til-boks spiller i ordets smukkeste betydning. At manden aldrig stopper med at løbe, og velvilligt kaster sig ind i tacklinger med hovedet først gør at der er ingen jeg hellere vil se styre West Hams tropper i på midtbanens klicheslagmark. Forhåbentlig vil de skadesproblemer som ødelagde hans sæsonafslutning være afklaret snart.

Ved siden af Parker blev Mark Noble stille og roligt førstevalg - ikke mindst, da Mullins og Bowyer blev afhændet. Utrolig populære local lad Noble har efterhånden været inde omkring førsteholdet i fem år. Der er ingen tvivl om potentialet, men Noble mangler stadig sit definitive gennembrud. Sæsonens sidste kampe var på højt niveau, og Noble var flere gange banens bedste. Ikke desto mindre bliver næste sæson utrolig vigtig for Noble; det er nu han skal bevise at han virkelig er en mand for fremtiden.

Konkurrencen til Parker og Noble er mildest talt behersket. Nigel Quashie er stadig på kontrakt, men kommer forhåbentlig aldrig til at spille for West Ham igen. Forhåbentlig kan Birmingham eller Wolverhampton, som begge havde ham på lån i sidste sæson, lokkes til at købe rekordholderen i nedrykninger med forskellige klubber fra den bedste række. Desuden er altid skadede Kieron Dyer så småt ved at nærme sig kampform. En skadesfri Dyer ville være en lille våd drøm på den offensive midtbane, men det er cirka lige så realistisk som en endnu vådere drøm om undertegnede, Scarlett Johanson, Angelina Jolie og en helvedes masse chokoladebudding.

Venstrekanten tilhørte i sidste sæson endnu en academy-graduate Jack Collison. Indtil sin knæskade mod Wigan i februar var Collison fuldstændig suveræn, og det skal blive en sand fornøjelse at følge ham igen i næste sæson. Som backup findes gamle, tykke, altid sure Luis Boa Morte. Portugiseren har haft en svær tid i West Ham, og blev forsøgt afhændet til Hull i januar. Han valgte dog at blive for at kæmpe for sin plads (og hæve sin høje løn), og mod slutningen af sæsonen havde han faktisk langt om længe vundet mange af de skeptiske og buhende fans over på sin side med en række stærke præstationer, der gav minder om fordums styrke. Det resulterede sågar i et comeback på det kriseramte portugisiske landshold. Efterhånden som midtbanen blev tyndslidt af skader, blev Boa Morte rokeret rund til såvel den centrale som den højre del.

Dette skabte plads til endnu en ungdomsspiller, Junior Stanislas, som viste rigtig gode takter med to kasser på ni kampe. Dermed overhalede Stanislas Savio Nsereko i kampen om en startplads. Den 19-årig tysk-ugander blev hentet fra Brescia under stor palaver og hornmusik i januar, men gjorde ikke noget større væsen af sig. Den lille tekniker viste dog glimtvist stort potentiale og mod på at udfordre og afslutte, men han skal lære at beherske sine stepovers og være mere direkte i sit spil. Der knytter sig i hvert fald store forventninger til Savio, som vandt u-19 EM med Tyskland i 2008, og Zola har allerede udtalt, at han forventer at se meget mere fra sin nummer 10 allerede i næste sæson.

På højrekanten ser jeg som nævnt meget gerne Valon Behrami gøre sig gældende. Her får man simpelthen mest ud af mandens arbejdsraseri. Han bliver “presset” af Julien Faubert, som kun kan overraske positivt, hvis han ikke bliver solgt, ligesom Boa Morte og Dyer kan vikariere. Endvidere fik talentet Josh Payne mulighed for at snuse til holdet med et par indskiftninger i sidste sæson. Midtbanen er generelt præget af en stor fleksibilitet - mange spillere kan bruges flere steder og rotere.

I angrebet eksploderede Carlton Cole i sidste sæson. Evighedstalent syntes pludselig forløst, og den tidligere enormt frustrerende angriber kunne med et både holde på bolden, afslutte og sågar vinde hovedstødsdueller. Da han blev skadet og klovnen Tristan var eneste alternativ led holdet tydeligvis. Cole skal sandsyndligvis slås med kronisk skadede Dean Ashton om rollen som targetman. Hvis Ashton kunne få en hel sæson som skadesfri ville han kunne lave 15+ mål, men en skadesfri Ashton ville være lige så sandsynligt som at Eve Mendes ringer på døren for at låne en kop sukker mens Scarlett, Angelina og jeg diskuterer om vi skal prøve Dr. Öetkers rom - eller vanilliebudding til anden runde.

Den anden angrebsplads regner jeg med skal besættes af netop lånte Luis Jimenez. Jeg skal blankt erkende at jeg ikke kender vanvittig meget til manden, men han virker som en vanvittig spændende spiller, og en tilføjelse med en høj grad ad WOW-faktor. Så vidt jeg har forstået fungerer han som en klassisk sydamerikansk 10′er i en fri rolle bag den forreste angriber, og alene det at han har kunnet spille en del kampe for Fiorentina, Lazio og Inter gør at jeg glæder mig til at se ham udfylde Di Micheles store klovnesko. Stortalentet Freddy Sears er blevet udlejet til Crystal Palace. Denne beslutning virker rigtig fornuftig. Sears trænger til spilletid og selvtillid, og dette lykkedes det ikke optimalt at give ham, da han var bænkevarmer sidste sæson. Unge Zavon Hines er også stadig i truppen, men det er tvivlsomt om han figurerer i fremtidsplanerne for klubben. Derfor synes angrebet at være den del af truppen der skriger højest på forstærkninger.

Således betrager jeg truppen - spillere angivet i parantes kan vikariere med variende held. Spillere markeret med kursiv bør se sig om efter et andet sted at spille. Forhåbentlig bliver den centrale midtbane, angrebet og backerne styrket inden sæsonen starter, transfervinduet smækker, og vi pludselig står med pikken i postkassen og er nødt til at hente Brian Deane på en fri transfer:

Målmand: Green, Kurucz, Stech

Højre back: Spector, Faubert, Behrami, (Tomkins)

Venstre back: Ilunga, (Spector)

Centerforsvar: Upson, Tomkins, Collins, Gabbidon, Davenport, Spence, N’gala, (Spector)

Højre midt: Behrami, Faubert, Payne, Dyer, (Boa Morte)

Venstre midt: Collison, Savio, Stanislas, Boa Morte

Central midt: Parker, Noble, Dyer, (Collison), (Boa Morte), ((((Quashie))))

Hængende angriber: Jimenez, Dyer, Savio, (Boa Morte), (Collison), (Hines)

Striker: Cole, Ashton

Umiddelbart foreslag til idealopstilling:

Green

Spector(/ny spændende spiller) - Upson - Tomkins - Ilunga

Behrami       - Parker (c)         - Noble                 - Collison

Jimenez

Cole

Eller hvad?