Syg og munter

Oh, East London is wonderful…

De seneste uger her på bloggen har stået i Premier League-gennemgangens tegn. Det har været ganske muntert, og det har været interessant for eders ydmyge skribent at fordybe sig lidt i de såvel de store stjernefunklende, som i de mere støvede dele af ligaen.

Nu skal vi imidlertidig have svesken på disken, som man vist siger i de mere kulørte dele af  underholdningsindustrien; ja - vi skal naturligvis igen tale om West Ham United Football Club anno 1895.

Et løjerligt vindue

Siden sidst er der sket mangt og meget på the Boleyn Ground, og man ved snart ikke hvor man skal begynde. Transfervinduet er smækket, og som så ofte før står man tilbage med en lidt flad fornemmelse. Det er selvfølgelig aldeles fremragende at manden som brækkede kæben i sæsonpremieren og ønskede at spille videre, Herita “Klunker så tunge som IC3-tog” Ilunga, er blevet tilknyttet på en fast kontrakt. Ligeledes virker det spændende at låne Luis Jimenez i Inter, ligesom indkøbet af talenterne Fabio Daprela og Peter Kurucz er fint i tråd med klubbens visioner.

At stortalentet Savio som blev hentet i januar med store ord, fanfarer og megahype allerede er sendt retur til Italien er mindre fremragende. Ikke mindst fordi man sidder med et indtryk af at tysk-uganderen meget vel kan finde på at gå hen at blive en modbydeligt god spiller for Fiorentina, og så står man jo der og ligner en idiot til den tid. Til gengæld fik vi Manuel Da Costa i bytte. Han skulle eftersigende have været et meget stort forsvarstalent engang. Om det så er godt eller skidt må vi lade komme an på en prøve. Forhåbentlig kan Zola sparke liv i hans karriere igen. Radoslav ‘Ladies man’ Kovac er også blevet tilknyttet på en permanent kontrakt, hvilket virker en lille smule underligt, idet førsteprioriteten i dette vindue burde være at styrke angrebet betragteligt - hvilket den vel også ganske eksplicit var. I stedet hentede man altså en - indrømmet - udemærket, men temmelig gammel, tjekkisk, defensiv midtbanespiller. West Hams ledelse holder aldrig op med at forbløffe. I de mindste hylder de kvindelig fans beslutningen…

Angrebet blev til gengæld ikke overrendt af nyindkøb. Trods massive rygter om en mængde interessante spilleres snarlige ankomst - blandt andet Luca Toni, Eidur Gudjonson, Marouane Chamakh, Benjani osv - er Carlton Cole er stadig den eneste rigtige striker i truppen. Nu går der rygter om at den 33-årige mexicanske angriber Gulliermo Franco skulle være så godt som tilknyttet på en fri transfer. En investering ala sidste sæsons temmelig kiksede paniksigning af Diego Tristan. Tristan endte dog med i sidste ende at redde en række point til klubben. Hvis Franco kan gøre det samme er alle nogenlunde tilfredse, omend jeg ikke personligt holder vejret i spænding…

Sikkert er det til gengæld at  klubben hentede Alessandro Diamanti i Livorno. Han lavede 18 kasser for italierne og hjalp dem til oprykning i sidste sæson. Han lader ligeledes til at være en teknisk rigtig god spiller, omend mere en hængende angriber end en egentlig target man. Til gengæld lader han også til at have en personlighed der giver mindelser om vores sidste kugleskøre italiener, Paolo Di Canio (Di Michele var ikke engang rigtig skør - han var bare dårlig). Hvis Diamanti kan give halvt så mange gode øjeblikke som Di Canio er han garanteret kultstatus. Hvis han så samtidig kan nøjes med at give halvt så mange dårlige, så nærmer han sig allerede legendestatus.

I sin debut i weekenden kom han ind fra bænken, og havde blandt andet et frækt og veludført skudforsøg fra en meget spids vinkel langt fra mål, som ramte stolpen. Næste gang bliver det forhåbentlig en kasse, og så er Diamanti igang. Eller også bliver han den nye Marco Boogers (som i midt90′erne blev købt ret dyrt i hollandsk fodbold som den store angrebsstjerne. Han blev udvist i sin anden indskiftning for klubben kort efter han var kommet på banen på Old Trafford  og tog dernæst hjem til en tiltrængt omgang psykologhjælp i Holland). Det er det fascinerende, spændende og dybt, dybt forbandede ved denne type indkøb; man har ingen anelse, om man har købt Flemming Poulsen eller Flemming Krøl. Interessant bliver det i hvert fald…På transferdeadlinedag solgte klubben så den populære og kompetente centerforsvarer James Collins til Aston Villa for £ 5 millioner. Penge som logisk set skulle have været øremærket købet af den angriber som aldrig kom. Oven i købet har Collins udtalt at han slet ikke ville væk i første omgang. Ærgeligt, simpelthen.

En fuld islænding i en slikbutik…

Klubbens manglende evne til at hente det vigtige supplement til angrebsstyrken blev delvist forklaret allerede da Diamanti blev købt. Finansiering af italieneren var sket gennem en række fremskudte udbetalinger af sponsorpenge, og denne lidt aparte praksis blev yderligere logisk, da klubben langt om længe offentliggjorde sit regnskab for sidste kalenderår; £ 37 millioner løde underskuddet på, og så tror da pokker at der ikke er råd til spillere.

Det astronomiske underskud bliver endnu mere tragisk af at spillere som Anton Ferdinand, George Mccartney, Matthew Etherington, John Pantsil, Bobby Zamora, Craig Bellamy og senest Savio og Collins er blevet solgt umiddelbart uden at særlig mange af pengene fra disse handler er blevet investeret i spillertruppen. Ligeledes er Freddie Ljunberg blevet købt ud af sin kontrakt, ligesom holdets anfører Lucas Neill samt op mod ti andre spillere forlod klubben på frie transfer i sommers. Størstedelen af disse penge lader til at være forsvundet i gældens dybe hul, som John Mogensen vist sang om engang inden verden gik af lave. Jeg føler mig i øvrigt overbevist om at Mogensen må have været hammer, men det skal vi ikke snakke om nu…

Hvis man skal forsøge at se hele miseren fra en positiv vinkel, så fortalte CEO Scott Duxbury allerede under sin charmeoffensiv tidligere på sommeren at regnskaberne ville være en katastrofe. De islandske ejeres voldsomme investeringer i klubben for lånte penge og efterfølgende konkurs har haft West Ham på kanten af administration det seneste års tid, og at holdet har overlevet denne trussel, og oven i købet spillet fin fodbold og holdt fast på en stamme af kvalitetsspillere er posititvt. Oven i købet hævdede Duxbury, at økonomien nu er under kontrol, og at klubben løber rundt økonomisk.  Men nu er der snart heller ikke flere spillere at sælge af, og truppen ser tynd ud på flere pladser.

Januartransfervinduet imødses med spænding herfra. Til den tid er Matthew Upsons kontrakt halvandet år lang, og der er intet der tyder på at West Ham i sin nuværende økonomiske situation kan lokke landsholdsspilleren til at forlænge. Man frygter i sit stille sind at Da Costa er hentet ind som supplement til Tomkins og Gabbidon, og at centerforsvarsmulighedern til februar udgøres af disse spillere. Og at klubben med andre ord vil vedblive at sælge sine bedste spillere og forsøge at erstatte dem med mere eller mindre obskure udenlandske lejesvende og egne talenter som siden sælges når de endelig bliver stabile og gode.

Ikke også du, Calum…

En anden spiller som klubben helt sikkert har forsøgt at sælge er centerforsvareren Calum Davenport. Han blev signet da de lånte, islandske penge sad løst, og er siden faldet i unåde hos Zola. Altså ville det frigøre en pæn pose penge at komme af med Davenport, som egentlig har spillet udemærket når han har fået chancen. Når han er i form er undertegnede overbevist om, at han ville kunne styrke de fleste hold i den nederste halvdel af tabellen. Sådan skulle det imidlertid ikke blive. Davenport formåede nemlig at blive hovedperson i et af de seneste kapitler i den endeløse sæbeopera af absurde hændelser som har præget West Ham de seneste 4-5 år.

Tidligt om morgen d. 22 august blev han således knivstukket i begge ben foran sit hjem, i en episode hvor også hans mor blev stukket ned. Davenport var stærkt medtaget, mistede halvdelen af sit blod, og i starten snakkede man seriøst om at han måske ville miste sine ben. Selvom han siden er kommet sig meget, vides det endnu ikke om han nogensinde kommer til at spille fodbold igen. Gerningsmanden var øjensynligt ingen ringere end Calums søsters kæreste, som åbenbart har seriøse problemer med sit temperament. Søsteren skulle i øvrigt have holdt åbenlyst med kæresten til de første retsmøder i sagen. Fine familieforhold må man sige…

I samme boldgade har der desuden gået rygter om, at Dean Ashtons fodboldkarriere skulle lakke mod enden. Blot 26-årige Ashton er gået fra skade til skade de senere år. Dog har han indimellem nået at spille nok sammenhængende kampe til også at få nye forbedrede langtidskontrakter, og følgelig blive en tung post på lønbudgettet. Nu spekuleres der altså i at karrieren helt er slut for West Hams nummer 9, som i sommers ellers var tæt på et skifte til Stoke. Til gengæld er den fortvivlende ringe Nigel Quashie stærkt tilbage på reserveholdet, hvor han også hæver islændinge-løn uden nogensinde at nærme sig startopstillingen. Forhåbentlig et championshiphold på et tidspunkt kan gøre en ende på hans lidelser.

Sæsonstart fra bunden af tønden…

Kedeligt er det aldrig i West Ham. Det skulle da lige være på banen, hvor de seneste tre ligakampe har budt på massive skuffelser. Først et nederlag til Sp*rs, som ellers var godt og grundigt på hælene efter Carlton Cole havde lavet et vanvittigt godt mål lige efter pausen. Fem minutter efter valgte selvsamme Cole imidlertid at lave en af de dårligste afleveringer jeg nogensinde har set, og fuldstændig upresset omkring midtbanen, spille Jermain Defoe fuldstændig fri i West Hams straffesparksfelt. 1-1. Sp*rs overtog momentum og vandt 2-1 på et mål, hvor Jonathan Spector med al ønskelig tydelighed viste at der mangler backup på venstrebacken når Ilunga ikke er med.

Siden fulgte en røvsyg 0-0 mod Blackburn som ellers havde fået en rædsom sæsonstart, og i sidste weekend et skuffende 1-0 nederlag til Wigan i en kamp hvor West Ham havde chancerne til at få mindst et point. Skuffende. Ikke mindst at spillet har haltet seriøst efter en alt i alt god indsats mod Sp*rs.

Og så snakker vi slet ikke om carling cup kampen mod Millwall, som endte i tilskueruroligheder og pitch invasions som fik den rødmossede del af den engelske presse helt op i det Thatcherske felt af raseri over fodboldbøllernes adfærd. Helten som desværre helt blev glemt i den sammenhæng var unge Jack Collison, som hørte på smædesange om sin netop afdøde far i 120 minutter fra udebanefansene blot to døgn efter faderens død i en motorcykelulykke, inden han grædende og til udbredt hyldest fra sine egne fans forlod banen med Steve Clarkes alfaderlige arm om skulderen efter kampen var vundet i forlænget spilletid. Simpelthen stærkt.

Af andre positive historier kan det nævnes at de sidste års store flop, Julien Faubert er blevet en habil højreback, som blev kåret til månedens spiller i august i klubben. Derudover startede Danny Gabbidon sin første ligakamp i 21 måneder mod Wigan, hvilket er godt for klubben, men mest af alt for manden der er gået så gruelig meget igennem. Ligeledes er det positivt at Green har bemægtiget sig målet på landsholdet (i hvert fald i James’ fravær), og at såvel Upson og Cole lader til at være faste dele af Capellos trup.

På lørdag venter  en hjemmekamp mod Liverpool. Et hold vi stort set aldrig slår (omend man stadig med glæde kan mindes Nobles straffe til 1-0 på hjemmebane i tillægstiden for et par år siden), og som allerede har kniven på struben i kampen om point i toppen. Med et sandsynligt nederlag der begynder vi allerede at nærme os nedrykningsform og generel depression. Efteråret kommer måske tidligt i år, men skide værd med det og come on you irons!

I et ellers røvkedeligt transfervindue bidrager Lucas Neill til underholdningen i den engelske presse. Den australske fodboldkaptajn har nemlig vist sig at være en ubeslutsom herre, og historien om hans fremtid er ved at udvikle sig til - om ikke en farce - så i hvert fald et mindre lystspil. I starten af juni var hans navn på den liste over transferfri spillere som West Ham fristillede, fordi klubben og anføreren ikke havde været i stand til at blive enige om en kontrakt. I den forbindelse udtalte klubben at de havde tilbudt ham “en betydelig” kontrakt, alt imens spillerens agent fokuserede på, at den nye kontrakt var markant lavere end den gamle; og at den nye følgelig ikke “reflekterede spillerens betydning for holdet”. Resultatet blev at Neill ville forlade klubben og overveje sine muligheder.

Neill - som flere gange har antydet at hans udenlandskarriere sandsynligvis slutter efter VM i Sydafrika, hvorefter han vil hjem og være med til at opstarte et hold i den australske liga - havde højst sandsynligt håbet på, at der ville stå et nyrigt hold klar med en sidste guldrandet kontrakt; ikke ulig da han i første omgang forlod Blackburn for West Ham i januar 2007 - et halvt år før kontraktudløb. Dengang huserede, som allerede flere gange nævnt her på bloggen, den islandske Mr. Spock-lookalike Eggert Magnusson i West Hams chefstol, og kontrakterne som en række spillere fik smidt i nakken var astronomiske i forhold til klubbens normale lønninger.

Det er netop heri kernen i uenigheden mellem klub og spiller har ligget: Neill ønskede at blive fastholdt på Magnusson-lønnen, mens klubben ville gøre ham til en af de højest lønnede indenfor det genskabte, noget mere realistiske lønsystem. I forbindelse med sin nylige charmeoffensiv hos forskellige uofficielle West Ham fansider har klubbens direktør Scott Duxbury da heller ikke lagt fingre imellem i sin beskrivelse af situationen. Til Westhamtillidie.com udtaler han blandt andet: “Klubbens etos er at forsøge at stoppe med at betale de tåbelige lønninger, som vi historisk set har betalt, og som skabte så mange problemer. Vi har ikke en lønstruktur, men vi har et lønsystem, og alle vores topspillere tjener cirka det samme, hvilket er godt for holdånden og konkurrencementaliteten. Man ønsker sig at have et omklædningsrum med spillere, som tjener nogenlunde det samme, så der ikke opstår jalousi.”

Som altid skal denne slags kommentarer tages med et gran salt. Ret beset kunne Duxbury ikke så godt tillade sig at sige:“Vi har valgt at lade klubbens anfører og en af de bedste spillere i sidste halvsæson gå på en fri transfer, fordi vi til stadighed er en uambitiøs og fedtet klub, som ikke for alvor gider investere i spillertruppen - til gengæld er vi meget tæt på at overtale den danske superstjerne Søren Colding til at gøre comeback.” Ikke desto mindre synes Dux’ pointe at besidde en ikke ringe grad af substans; det virker ganske enkelt intuitivt fornuftigt ikke at lade en person tjene mere end nogen anden i truppen nogensinde ville kunne opnå. Især ikke når den spiller er en 31-højreback med lige så meget bly i røven som Thomas Helveg. Man kan på den andens side heller ikke rigtig klandre Neill, at han vælger at søge lykken og de store penge andensteds.

Men i disse dage bliver det for alvor festligt. For i perioden mellem offentliggørelsen af hans afgang for West Ham og nu, har interessen for Neill ikke just været overvældende. Man kan, for nu at blive i det fest-terminologien, sige at Neill har stået single og åben for tilbud i baren, men det har ikke just været de smukkeste piger til ballet som har budt ham op til dans. Faktisk har der umiddelbart kun været interesse fra Galatasaray og Olympiakos, som nok mere kan karakteriseres som de grimme stedsøstre end som nogen egentlig Askepot i Neills fremtidseventyrdrømme.

Derfor melder mange engelske medier nu at Neill, der har været arbejdsløs siden 1. juli, skulle være parat til at foretage en kovending, og alligevel skrive under på den kontrakt som “ikke reflekterede hans betydning for holdet.”

Og her bliver sagen pludselig speget, kikset, lettere komisk, en smule pinlig for Neill og frem for alt meget principiel. For hvordan skal West Ham forholde sig til Neills slingrekurs? Vil man have en spiller i klubben, som egentlig “hellere” ville have været et andet sted? Hvordan vil den øvrige besætning på det gode skibe West Ham reagere på at den vældig populære kaptajn var klar til at forlade skuden for en ekstra kiste guld? Ville man tage en kæreste tilbage, som forlod én fordi hun mente hun fortjente en der var rigere, smukkere og havde en større tissemand, men i stedet blev træt af at gå alene hjem fra Crazy Daisy, og derfor fandt en værdig igen?!

Der er ingen tvivl om at Lucas Neill både som højre back og som anfører har været en central brik i West Hams relativt succesfulde sæsoner de seneste år. Han bidrager med rutine, lederskab, fight, fleksibilitet, gode pasninger frem af banen - og så kan han en del tricks som kan være nyttige når det går hårdt for sig. Men kan man regne med at manden er 100 % interesseret i at spille for West Ham?

Duxbury formulerer det egentlig ganske godt til westhamtillidie.com:“Det er et spørgsmål om hvorvidt han vil gøre det [underskrive kontrakten, red.]. Det handler om andet end penge. Det handler om hans lyst til at spille for Gianfranco [Zola], om hans lyst til at være en del af det vi prøver at opnå. Spilleren er nødt til at ville være en del af det. Det er fuldstændig op til Lucas nu.”

Man kan argumentere for at Neill allerede har besvaret Duxburys retoriske spørgsmål ved at nægte at underskrive kontrakten i første omgang.

West Ham starter preseason på mandag. Den dato har Duxbury sat som deadline for hvornår Neill skal have besluttet sig. Men sådan som forløbet hidtil har været skal man ikke blive overrasket, hvis Lucas får forlænget sin limbodans om kontrakten med yderligere et par uger…

I går gennemførtes en syg og munter gennemgang af de spillerafgange som har fundet sted i  West Hams trup. I dag vendes blikket mod truppen som den fremstår cirka seks uger før sæsonstart. Namedroppere kan med fordel konsultere forslaget til idealopstilling i bunden af indlægget.

Robert Green er uomgængeligt førstevalg i målet. I sidste sæson spillede han samtlige 38 Premier League kampe, og holdt buret rent ved ti lejligheder. Nævneværdigt er det også, at Englands number six kun spillede en decideret dårlig kamp i sæsonens løb - nemlig hjemme mod Bolton, hvor mindst to af knoldesparkernes tre mål var direkte forårsaget af målmandskoks. Ikke desto mindre bliver Green en bedre og bedre sidste skanse, og han har suppleret sine gode reflekser med langt mere sikre indgreb i feltet. Desuden er han fremragende på straffespark, hvilket Fabio Capello nok skal når der skal vælges målmand til næste års VM… Sidste års lejesvend, Ungarns u-21 landsholdsmålmand, Peter Kurucz er blevet hentet på en permanent fire-årig aftale for at give Green konkurrence, mens 19-årige tjekkiske Marek Stech også lurer i kulissen. Der spekuleres i at Zola skulle være interesseret i at hente endnu en backup med Premier League erfaring, men selv hvis det ikke sker er målmandspladsen umiddelbart i sikre hænder. Blot kunne det være rart at få forhandlet en ny kontrakt på plads med Green inden længe.

I forsvaret sidder Herita Ilunga solidt på venstrebacken. Congoleseren blev lånt som erstatning populære George McCartney på sidste dag af sidste års sommertransfervindue, med sund skepsis til følge blandt mange. Manden med det særprægede navn gjorde imidlertid hurtigt al tvivl til skamme med en lang række sikre optrædener. Således var det også til lige så manges store tilfredshed at Ilunga, hvis navn på congolesisk betyder: a person who is ready to forgive any abuse the first time, to tolerate it a second time, but never a third time, blev hentet på en permanent aftale fra franske Toulouse. Heldigvis har vi endnu til gode at se nogen tage røven på Ilunga mere end to gange i en kamp; det lyder ellers som om der er en spændende reaktion i vente når nogen har held til at trække hr. Stabil rundt i manegen. I sidste sæson vikarierede Lucas Neill når Ilunga var ude. Da Neill ikke kommer til at være på Upton Park i næste sæson, synes det nødvendigt at hente en backup her, med mindre man har tænkt sig at bruge Jonathan Spector som altmuligmand her.

I centerforsvaret rager Matthew Upson op som en decideret klassespiller, og følgelig er det tvivlsomt, hvorvidt den tidligere Arsenal-ungdomsspiller vil være at finde i klubben næste sæson. Aston Villa, Manchester City og Arsenal har i hvert fald alle været meldt stærkt interesserede i den 30-årige landsholdsspiller. Ved siden af Upson manifesterede James Tomkins sig som endnu et kæmpe-talent fra Tony Carrs Acedemy i anden halvdel af sidste sæson. Hans modne og sikre  optrædener i West Ham trøjen sikrede sågar 20-årige Tomkins en plads i Stuart Pearces trup til u-21 EM der løber af stablen for tiden. James Collins aka Ginger Pele slås med Tomka om pladsen ved siden af Upson, ligesom den glemte Danny Gabbidon er i træning igen efter næsten to års skadeshelvede. Desuden er Calum Davenport tilbage efter et lånophold hos Sunderland. Det synes oplagt at Davenport bliver afhændet inden sæsonstart. Han har i sin tid i West Ham ikke haft held til at spille sig til en stamplads, og skulle desuden være uvenner med Zola. I kulissen lurer endvidere talenterne Jordan Spence (som ifølge hypen skulle være endnu bedre end Tomkins) og Bondz Ngala.

På højrebacken er det hidtidige førstevalg, Lucas Neill forsvundet. I sidste sæson nåede såvel Valon Behrami og Julien Faubert som Jonathan Spector og James Tomkins at vikariere når Neill selv var udstationeret på venstre back eller den centrale midtbane. Den storrygende, depressive, megalomaniske og temmelig tykke Faubert, hvis absurde låneophold i Real Madrid ikke endte med en permanent aftale, synes umiddelbart færdig i klubben. Selv udtalte han dog i går, at han håber at kunne gøre sig gældende i West Ham til næste sæson. Derefter klynkede han en masse, og viste mere af den generelt kedelig attitude, som har gjort franskmandens tid i klubben til en massiv skuffelse: “Det har været svært fordi jeg aldrig har fået en forklaring på min manglende spilletid. Jeg var nødt til at være tålmodig, men det let at angribe mig - franskmanden som aldrig spillede. Jeg var syndebuk!” Jamen kære Julien dog, stakkels lille syndebuk, en forklaring? Det skal du da selvfølgelig få: DU HAR SPILLET PISSEDÅRLIGT!

Jonathan Spector lagde noget mere vægt bag ordene ved at spille en stor kamp for USA da de sendte europamestrene fra Spanien ud af Confederations Cup i semifinalen. Imidlertid virker Specs måske til at være den type spiller som man elsker at have som backup, men nødigt vil skulle være afhængig af uge efter uge. Tilbage står Valon Behrami som umiddelbart ville kunne udfylde rollen. Personligt ser jeg dog hellere Schweizeren brugt på midtbanen, og derfor ser jeg højrebacken som en af de pladser som bør addresseres i transfervinduet.

Vi haster videre til midtbanen, hvor manden som består af 90 procent torso, 10 procent sideskildning og 100 procent kompromisløs, uforfalsket sejhed: Scott Parker, huserer som kongen af midtercirklen. Parker var en af mange spillere som virkelig blomstrede under Zola og Clarke, og hans form i februar og marts var intet mindre end fænomenal, og han viste sig som en boks-til-boks spiller i ordets smukkeste betydning. At manden aldrig stopper med at løbe, og velvilligt kaster sig ind i tacklinger med hovedet først gør at der er ingen jeg hellere vil se styre West Hams tropper i på midtbanens klicheslagmark. Forhåbentlig vil de skadesproblemer som ødelagde hans sæsonafslutning være afklaret snart.

Ved siden af Parker blev Mark Noble stille og roligt førstevalg - ikke mindst, da Mullins og Bowyer blev afhændet. Utrolig populære local lad Noble har efterhånden været inde omkring førsteholdet i fem år. Der er ingen tvivl om potentialet, men Noble mangler stadig sit definitive gennembrud. Sæsonens sidste kampe var på højt niveau, og Noble var flere gange banens bedste. Ikke desto mindre bliver næste sæson utrolig vigtig for Noble; det er nu han skal bevise at han virkelig er en mand for fremtiden.

Konkurrencen til Parker og Noble er mildest talt behersket. Nigel Quashie er stadig på kontrakt, men kommer forhåbentlig aldrig til at spille for West Ham igen. Forhåbentlig kan Birmingham eller Wolverhampton, som begge havde ham på lån i sidste sæson, lokkes til at købe rekordholderen i nedrykninger med forskellige klubber fra den bedste række. Desuden er altid skadede Kieron Dyer så småt ved at nærme sig kampform. En skadesfri Dyer ville være en lille våd drøm på den offensive midtbane, men det er cirka lige så realistisk som en endnu vådere drøm om undertegnede, Scarlett Johanson, Angelina Jolie og en helvedes masse chokoladebudding.

Venstrekanten tilhørte i sidste sæson endnu en academy-graduate Jack Collison. Indtil sin knæskade mod Wigan i februar var Collison fuldstændig suveræn, og det skal blive en sand fornøjelse at følge ham igen i næste sæson. Som backup findes gamle, tykke, altid sure Luis Boa Morte. Portugiseren har haft en svær tid i West Ham, og blev forsøgt afhændet til Hull i januar. Han valgte dog at blive for at kæmpe for sin plads (og hæve sin høje løn), og mod slutningen af sæsonen havde han faktisk langt om længe vundet mange af de skeptiske og buhende fans over på sin side med en række stærke præstationer, der gav minder om fordums styrke. Det resulterede sågar i et comeback på det kriseramte portugisiske landshold. Efterhånden som midtbanen blev tyndslidt af skader, blev Boa Morte rokeret rund til såvel den centrale som den højre del.

Dette skabte plads til endnu en ungdomsspiller, Junior Stanislas, som viste rigtig gode takter med to kasser på ni kampe. Dermed overhalede Stanislas Savio Nsereko i kampen om en startplads. Den 19-årig tysk-ugander blev hentet fra Brescia under stor palaver og hornmusik i januar, men gjorde ikke noget større væsen af sig. Den lille tekniker viste dog glimtvist stort potentiale og mod på at udfordre og afslutte, men han skal lære at beherske sine stepovers og være mere direkte i sit spil. Der knytter sig i hvert fald store forventninger til Savio, som vandt u-19 EM med Tyskland i 2008, og Zola har allerede udtalt, at han forventer at se meget mere fra sin nummer 10 allerede i næste sæson.

På højrekanten ser jeg som nævnt meget gerne Valon Behrami gøre sig gældende. Her får man simpelthen mest ud af mandens arbejdsraseri. Han bliver “presset” af Julien Faubert, som kun kan overraske positivt, hvis han ikke bliver solgt, ligesom Boa Morte og Dyer kan vikariere. Endvidere fik talentet Josh Payne mulighed for at snuse til holdet med et par indskiftninger i sidste sæson. Midtbanen er generelt præget af en stor fleksibilitet - mange spillere kan bruges flere steder og rotere.

I angrebet eksploderede Carlton Cole i sidste sæson. Evighedstalent syntes pludselig forløst, og den tidligere enormt frustrerende angriber kunne med et både holde på bolden, afslutte og sågar vinde hovedstødsdueller. Da han blev skadet og klovnen Tristan var eneste alternativ led holdet tydeligvis. Cole skal sandsyndligvis slås med kronisk skadede Dean Ashton om rollen som targetman. Hvis Ashton kunne få en hel sæson som skadesfri ville han kunne lave 15+ mål, men en skadesfri Ashton ville være lige så sandsynligt som at Eve Mendes ringer på døren for at låne en kop sukker mens Scarlett, Angelina og jeg diskuterer om vi skal prøve Dr. Öetkers rom - eller vanilliebudding til anden runde.

Den anden angrebsplads regner jeg med skal besættes af netop lånte Luis Jimenez. Jeg skal blankt erkende at jeg ikke kender vanvittig meget til manden, men han virker som en vanvittig spændende spiller, og en tilføjelse med en høj grad ad WOW-faktor. Så vidt jeg har forstået fungerer han som en klassisk sydamerikansk 10′er i en fri rolle bag den forreste angriber, og alene det at han har kunnet spille en del kampe for Fiorentina, Lazio og Inter gør at jeg glæder mig til at se ham udfylde Di Micheles store klovnesko. Stortalentet Freddy Sears er blevet udlejet til Crystal Palace. Denne beslutning virker rigtig fornuftig. Sears trænger til spilletid og selvtillid, og dette lykkedes det ikke optimalt at give ham, da han var bænkevarmer sidste sæson. Unge Zavon Hines er også stadig i truppen, men det er tvivlsomt om han figurerer i fremtidsplanerne for klubben. Derfor synes angrebet at være den del af truppen der skriger højest på forstærkninger.

Således betrager jeg truppen - spillere angivet i parantes kan vikariere med variende held. Spillere markeret med kursiv bør se sig om efter et andet sted at spille. Forhåbentlig bliver den centrale midtbane, angrebet og backerne styrket inden sæsonen starter, transfervinduet smækker, og vi pludselig står med pikken i postkassen og er nødt til at hente Brian Deane på en fri transfer:

Målmand: Green, Kurucz, Stech

Højre back: Spector, Faubert, Behrami, (Tomkins)

Venstre back: Ilunga, (Spector)

Centerforsvar: Upson, Tomkins, Collins, Gabbidon, Davenport, Spence, N’gala, (Spector)

Højre midt: Behrami, Faubert, Payne, Dyer, (Boa Morte)

Venstre midt: Collison, Savio, Stanislas, Boa Morte

Central midt: Parker, Noble, Dyer, (Collison), (Boa Morte), ((((Quashie))))

Hængende angriber: Jimenez, Dyer, Savio, (Boa Morte), (Collison), (Hines)

Striker: Cole, Ashton

Umiddelbart foreslag til idealopstilling:

Green

Spector(/ny spændende spiller) - Upson - Tomkins - Ilunga

Behrami       - Parker (c)         - Noble                 - Collison

Jimenez

Cole

Eller hvad?

Her følger en gennemgang og vurdering af sommerens udresning i West Hams trup. I morgen følger en lignende behandling af de som skal forsøge at stoppe trofæ-tørken næste sæson.

Den tredje juni offentliggjorde West Ham navnene på en række spillere, som klubben havde besluttet at fristille i forbindelse med kontraktudløb. Udmeldingen kom ikke som nogen stor overraskelse, da cheftræner Gianfranco Zola allerede tidligere havde meldt ud, at han ønsker en markant mindre førsteholdstrup fra næste sæson, og at denne trup hovedsagligt skal suppleres med egne talenter i det omfang der er behov for flere spillere.Et på alle måder sympatisk koncept, som ganske åbenbart er inspireret af den model Arsenal har kørt efter i en efterhånden længere årrække.

Listen talte intet mindre end fjorten navne – det suverænt største af disse tilhørte den hidtidige kaptajn Lucas Neill. Neill kom til West Ham fra Blackburn i januar-transfervinduet 2007. Det var dengang Alan Curbishley og Eggert Magnusson brugte islandske cowboydollars i et omfang, som ville få afsindigt berusede sømænd på landlov til at stoppe op og stille kritiske spørgsmål til om al det forbrug nu også gør et menneske lykkeligt inderst inde. Han spillede en central rolle i the great escape samme år, og har været stensikkert førstevalg på højrebacken lige siden; når han altså ikke har vikarieret i centerforsvaret eller sågar på den centrale midtbane.

Australieren formodes at have afslået en kontrakt (med lønnedgang), og følgelig skulle han være færdig i klubben. Sidenhen har han imidlertid selv udtrykt ønske om at blive hos West Ham alligevel. Neill har tidligere vist, at pengepungen har en ikke uvæsentlig indflydelse på hans beslutninger (selv ikke undertegnede er verdensfjern nok til at tro, at hans beslutning om at vælge West Ham frem for Liverpool dengang i 2007 udelukkende var baseret på hans kærlighed til jellied eels og fodbold spillet the West Ham way), og derfor bliver det interessant at se, hvor han spiller næste år. Klubber i England, Tyrkiet og Grækenland har alle været nævnt. Hvis Neill smutter skal Zola og sportschef Gianluca Nani hive en kanin op af hatten inden sæsonstart (og den skal kunne spille højre back!)…

Også vores angrebs/komiker-duo Diego “Cojones mas grande al Sagrada Familia” Tristan og Davide Di ”Sheriffen skyder på det hele” Michele er blevet vejet og fundet for lette (eller måske i Tristans tilfælde for tung?). Tilsammen nåede de sydeuropæiske herrer og gentlemen at lave hele 8 (otte!!) mål i blot 50 kampe og med en samlet alder på sølle 66 år er det ganske uforståeligt, at klubben vil forsøge at hente yngre kræfter ind til angrebet… Eller omvendt.

Di Michele vil nok især blive husket for sin fremragende første hjemmekamp, hvor han lavede to glimrende mål  i 3-1 sejren over Newcastle (siden blev det kun til 3 mere resten af sæsonen…). Siden fulgte momentvis geniale afleveringer og læssevis af frustrerende boldtab i en lind strøm, inden den italienske troldmand gav et sidste varigt minde, da han snublede over sine egne ben og appellerede for straffespark alene igennem med Pepe Reina mod Liverpool. Tristan vil foruden sin glæde ved at drikke og køre bil, som resulterede i en pinlig sag for spritkørsel, især blive husket for sit perlemål direkte på frispark mod Stoke på udebane og sit “mål” mod samme modstander på hjemmebanen. Her snittede bolden den uforvarende Tristans hæl på vej i mål, hvilket fik den tidligere Deportivo-bomber til at juble, som havde han emuleret Maradonas solomål mod England i 1986. Forhåbentlig bliver der hentet spændende folk til angrebspladserne i stedet for de to afdankede angribere - hvis ikke må man overveje at investere i to life size subbuteo-figurer for at finde fuldgode erstatninger.

De øvrige lånte spillere Jan Lavstuka og Radoslav Kovac er også blevet sendt retur til henholdsvis Shaktar Donetsk og Spartak Moskva. Lavstuka spillede kun en førsteholdskamp for West Ham – det lidet mindeværdige Carling Cup-exit mod Watford. Nu må den tidligere filosofi-studerende pille splinter ud af røven i Ukraine i stedet for London. Gud ved hvad Satre ville mene om den sitaution? Er det mon væren ensoi eller pour soi? Lavstuka har heldigvis tid nok til at tænke over det… Kovac nåede 10 kampe, viste sig som en god bolderobrer og en særdeles sløset pasningsspiller - og brillierede sågar med et brag af et langskudsmål på Goodison Park. Rygter vil vide at West Ham fortsat er interesseret i at gøre aftalen med Kovac permanent, men at Spartak ønsker flere penge end West Ham mener han er værd. Også Sunderland og Fulham nævnes som destinationer for Kovac, som gerne selv vil blive i England. Hvis prisen er rigtig, virker Kovac bestemt som en spiller det kunne være godt at have i truppen til næste sæson.

Også Walter Lopez måtte se sig fritstillet da hans et-årige aftale udløb. Fem uspektakulære indhop og en start mod Watford blev det til for venstrekanten fra Uruguay. I det mindste må det betragtes som et fremskridt for West Ham, at en spiller så himmelråbende ligegyldig som Lopez blot fik en et-årig kontrakt frem for en fem-årig med kæmpeløn…

Lee Bowyers kontrakt fik ligeledes lov at løbe ud. Efter et succesfuldt forår med oprykning og stamplads hos Birmingham City ser det ud til at det nu 32-årige tidligere stortalent også kan spille i Premier League næste år. Der arbejdes i hvert fald på at gøre aftalen permanent. Alternativt meldes også Bolton interesserede i at tilknytte midtbanedynamoen. Bowyer nåede 41 kampe og fire mål for West Ham i sit andet ophold i klubben. Hver gang det så ud til at han var ved at genfinde fordums styrke, blev han ramt af en i den umiddelbart uendelige række af skader som har præget hans karriere. Det virker som endnu en fornuftig beslutning at satse på en yngre og mindre løntung spiller…

Jimmy Walker som spillede en vigtig rolle i West Hams oprykning fra den næstebedste række i 2005 er også fortid i klubben. Walker, som blev båret fra banen med en knæskade i play-off finalen mod Preston kom aldrig i nærheden af at blive førstevalg igen, selvom han fik tre kampe i Premier League mod slutningen af 2006-sæsonen. Walker var kendt som en livlig spasmager udenfor banen, og mange vil sikkert savne hans humoristiske klumme i kampprogrammet på Upton Park. Frem for alt vil Walker for evigt huskes for at redde Frank Lampards straffespark på Stamford Bridge i liga-cupen i 2004. Hov - det kom vidst til at lyde som en nekrolog! Walker lever mig bekendt i bedste velgående, og forhåbentlig finder han et andet sted at fortsætte karrieren, hvis det er det, han ønsker…

Endvidere blev Kyel Reid og Tony Stokes fritstillet. Reid er taget til Sheffield United, mens Stokes var udlejet til ungarnske Ujpest i forårssæsonen, og tidligere har udtalt sig positivt om en fremtid i ungarnsk fodbold. Begge spillere er opfostret på West Hams eget akademi. Reid nåede tre førsteholdskampe for West Ham, men har hovedsagligt været udlejet de senere år. Såvel Barnsley, Crystal Palace, Blackpool og Wolverhampton har haft fornøjelsen af den 21-årige venstrekant. Midtbanemanden Stokes fik en enkelt kamp som indskifter, da han i 2005 erstattede Tomas Repka i en Carling Cup kamp mod Sheffield Wednesday.

Desuden har venstrebacken Joe Widdowson vekslet sin lejeaftale hos Grimsby i den tredjebedste række til en permanent kontrakt fra næste sæson. Heller ikke juniorspillerne Jack Jeffery, Ashley Miller, Tom Harvey og Ryan O’Neill fik tilbudt nye kontrakter, og er fri til at finde nye arbejdesgivere. Med undtagelse af Widdowson, som umiddelbart havde vist fine takter sin alder taget i betragtning (ikke mindst i forbindelse med pre-season i nordamerika sidste år), virker det som den rigtige beslutning at lade de unge folk forsøge at finde fodboldlykken andensteds. Forhåbentlig ingen af dem kommer tilbage og laver en Jimmy Bullard…