Syg og munter

Mit sidste indlæg var en hævdelse af fravær af had til Manchester United i min indstilling til fodbold. En lignende hævdelse har jeg væsentlig sværere ved at fremføre helt inderligt om Bolton Wanderers. For solen skinner sgu aldrig i Bolton. I hvert fald ikke hvis man er West Ham supporter. Indrømmet. Det er ret beset en tilsnigelse. Der er sikkert ofte både sommer, sol, søndag, badevejr og blowjobsæson i Lancashire. Men i overført betydning har ture til Reebok Stadium i lang tid været lig med gråvejr for the Irons. West Ham har vundet på såvel Old Trafford, Highbury, Emirates og Stamford Bridge siden de sidst vandt ude mod Bolton. Faktisk tror jeg kun det er på Anfield Road man skal længere tilbage i tiden for at finde en West Ham sejr mod et hold i Premier League.

The Grim Rieper på Burnden Park

Sidst West Ham slog Bolton på udebane spillede Marc Rieper hele kampen og stadionet var slet ikke Reebok - men Burnden Park. Tony Cottee var blandt målscorene i en 3-0 sejr. Det var i 1996 og er stadig West Hams eneste sejr på udebane mod Bolton i nyere tid. I de seneste 10 møder mellem klubberne (som i lange perioder har ligget i forskellige rækker og følgelig ikke har mødtes) på Boltons bane har West Ham således blot sikret sig to uafgjorte, hvoraf det ene faldt i en ligakamp i 98, mens den anden skal findes i en FA-cup kamp i 2006. Omkampen på hjemmebane blev til gengæld vekslet til sejr i en rædselsfuld fodboldkamp (det har opgør mod Bolton det med at være), som var et stort skridt på vejen mod FA Cup Finalen. Det var tider, men det er en helt anden historie.

Til gengæld er det blevet til et par sandt sagt vederstyggelige nederlag i samme periode. Mest smerteligt i erindringen står 1-0 nederlaget i marts 2003, hvor Jay Jay Okocha åndssvagt upresset løb en halv banelængde med bolden og hamrede den ind bag David James. Bolton fik vigtige point i bundstriden, Joe Cole sparkede hul i spillertunnellen og Rufus Brevett blev politiundersøgt på grund af kontroverser efter kampen (han har i dag trukket sig tilbage fra fodbolden og er den lykkelige ejer af et solcenter). I sidste ende endte hjemmeholdet med at redde pladsen i ligaen på bekostning af West Ham; som til gengæld rykkede ned med det højeste antal point nogensinde for et hold i Premier League. Og muligvis med den bedste spillertrup. Det svier stadig at tænke på det. Også ligakampene i 05 og 06 udmærker sig. Det gør de som deciderede afklapsninger på henholdsvis 4-1 og 4-0. I den førstnævnte måtte man oven i købet lide den tort at se Henrik Pedersen lave sin debile påfuglejubel da han satte Boltons fjerde ind med en stiv tå. For satan da også.

I sidste sæson var West Ham klart bedst i noget der minder om 90 minutter, og tabte med største selvfølgelighed 2-1, alt i mens denne sæson allerede har budt på en stærkt utilfredsstillende visit nordpå, da Bolton vandt 3-1 efter forlænget spilletid i Liga Cupen. Naturligvis førte West Ham indtil kort før tid, hvor lokummet Kevin Davies udlignede. Det er i øvrigt endnu en ting ved Bolton: Kevin Davies scorer altid mod West Ham på Reebok Stadium. Han har i hvert fald gjort det 5 gange i de seneste 4 opgør på eget græs.

Kulingvarsel fra Fisker og Tyske Bugt

I aften er den gal igen. West Ham møder Bolton Wanderers på Reebok Stadium klokken 20:00 lokal tid. Der er snart spillet en halv sæson af årets Premier League. West Ham ligger tredjesidst i ligaen, Bolton ligger næstsidst. Et point skiller holdene ad. West Ham har to point til Wolves’ 16 på den rigtige side af stregen. Blackburn har tre mere end Wolves helt oppe på 12. pladsen. Der er med andre ord mange hold der kan blive trukket ind i årets nedrykningskamp, og tre point i aftenens kamp kan nærmest ikke overvurderes. For West Ham er nedrykningskampen nemlig allerede en realitet. Dette har en kombination af skader, en for smal spillertrup, ustabilitet i forsvaret og frem for alt en total manglende evne til at holde på føringer og udnytte dominans i boldbesiddelse sørget for.

Der er desværre intet der tyder på at trenden vil blive vendt i aften. Carlton Cole er skadet til januar, Zavon Hines skal givetvis opereres, stakkels, stakkels Dean Ashton kommer aldrig til at spille fodbold igen, Behrami er skadet, Mark Noble har karantæne,  mens Robert Green og Matty Upson ligner to mænd som allerede er i andre klubber mentalt. Sidstnævnte er under alle omstændigheder tvivlsom til kampen.

Selvom Boltons fodbold faktisk er blevet lidt mere raffineret under upopulære Gary Megson end hos hans voldsomt populære og succesrige forgænger Sam Allardyce, så er holdet stadig et af de fysisk stærkeste i ligaen, og den slags bekommer desværre sjældent Zolas hold særlig godt. Centerforsvaret får med garanti fandens til besvær med Kevin Davies, holdet besidder ikke en kvalificeret højreback og Ilunga er en skygge af sig selv fra sidste sæson på venstrebacken, hvilket vil give Bolton gode muligheder for at losse masser af indlæg ind, hvad de ofte ynder at praktisere. Det bliver sikkert både grimt og neglebidende.

Sæsonens suveræne (og få) lyspunkter fra West Ham perspektiv har været, at Scott Parker spiller noget af karrierens bedste fodbold, at Guillermo Franco har vist sig at være en rigtig god angriber samt at Collison og Stanislas fortsætter de positive takter fra sidste sæson. Det er bare næppe nok til at få point med fra et solidt kæmpende og hårdt tacklende beton-Bolton. Det er næsten ikke til at bære. Håbet om et godt West Ham resultat kan hænges på tre knager:

• Bolton har (også) været fortvivlende dårlige i år, og har kun hentet 2 point i de seneste 6 kampe. Det ene kom dog i sidste runde med et uventet 3-3 resultat mod Manchester City, hvor the Trotters oven i købet førte adskillige gange, alt imens Ivan Klasnic fik gang i målscoringen med to kasser.
• Kieron Dyer er (igen, igen, igen, igen) så småt skadesfri (så længe det varer), og viste gode takter i sit indhop i nederlaget mod Birmingham.
• Alessandro ” Sheriffen skyder på det hele” Diamanti må snart have lidt held i sprøjten med nogle af sine spektakulære afslutninger.

Vi klamrer os med andre ord til halmstrå, og håbet om at Bolton har en dårlig dag. Hvis jeg var gambler ville jeg sætte min penge på et 1-tal og Davies som første målscorer. Det er jeg imidlertid ikke. Jeg er West Ham fan og vil i stedet råbe af skærmen, drikke en stærk øl og være stærkt irritabel i et par timer. Forhåbentlig vil solen have skinnet i Bolton for en sjælden gangs skyld når dommeren fløjter for sidste gang i aften.

Og vejrudsigten? Ifølge accuweather.com så begynder det at sne over Bolton ved 19-20 tiden lokal tid…

Bolton Wanderers: Hvad skal man sige…

Stiftet: 1874 (som Christ Church FC)

Stadion: Reebok Stadium (Kapacitet: 28.723)

Kælenavn: Trotters, Wanderers, Whites

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 7/16/13

Første fem kampe: Sunderland (H), Arsenal (U), Hull (U), Liverpool (H), Portsmouth (U)

Manager: Gary Megson (Siden oktober 2007)

Gary Megson var ikke længe om at få tilnavnet Gary Mugson i Bolton. Ganske vist vekslede han holdets bundplacering til yderligere et år i Premier League da han ankom, men de succesfulde år under Sam Allardyces regime har gjort supporterne på Reebook Stadium forvænte, og de er ikke tilfredse med holdets placeringer i den nedre halvdel af Premier League. Allardyce var manden som førte Bolton tilbage i den bedste række i denne omgang, da han i 2001 førte holdet til play off sejr mod (de evige play off tabere) Presten North End. Allardyce var også manden som førte dem til en liga cup finale, og tre sæsoner med top-10 placeringer. Mest mindeværdigt blev det til en 6. plads i 2005. Ligeledes indstiftede Sam Allardyce en type fodbold i Bolton, som diplomatisk talt var hård og effektiv, og ærlig talt ofte tangerede vold mod såvel modspillere som tilskuere. Det gik i korte træk ud på at tiltvinge sig en masse dødbolde, så man kunne smide en masse spillere ind i feltet for at skabe forvirring. Ideelt set skulle manøvren slutte med at Kevin Davies eller Kevin Nolan skulle sparke virkelig hårdt til bolden i retning af målet. Hvis man gjorde det nok gange i løbet af en kamp kunne man ret tit ende med at gå hen at vinde den. Også spillere som Youri Djorkaeff og Jay-Jay Okocha fik absurd nok lov til at tage del i løjerne.

Efter 8 år i Bolton havde Big Sam imidlertid fået nok. Han ville vinde trofæer inden karrieren løb ud, og den populære Fred Flintstone-lookalike tog til Newcastle (hvor han i øvrigt naturligvis prompte blev fyret). Hans assistent – som naturligvis har en slående lighed med Flintstones joviale nabo Barney – Sammy Lee blev ansat og floppede totalt. Da Barneys manglende kompetencer som boss stod klart, vendte Bolton sig først mod Steve Bruce, som takkede nej. Dernæst fik Chris Coleman chancen, og valgte at sige nej. Dernæst meldte Graeme Souness ud at han i hvert fald ikke ville være Bolton-træner; helt uden nogen havde tilbudt ham jobbet. Til sidst blev den rejsende svend Gary Megson headhuntet fra en stilling i Leicester. Megson formåedet at vende skuden efter Sammy Lee havde sat kurs mod nedrykning, og fulgte i sidste sæson op på præstationen med en respektabel 13. plads. Oven i købet er det siden Megsons mellemkomst blevet observeret at Bolton lejlighedsvis har forsøgt sig med adskillige på hinanden følgende pasninger langs jorden. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og Megsons fodboldfilosofi minder på mange måder om den store fede Sam gjorde Bolton berømt og berygtet for.

Truppen generelt: Er du her endnu?

Jussi Jaaskelainen har igennem mange sæsoner vist sig at være en god og sikker sidste skanse. Dog er finnen et stykke fra den form, som for et par år siden gjorde ham til en af ligaens bedste. Det er de dog nok ligeglade med i Bolton, hvor han nyder stor popularitet, og faktisk har en realistisk chance for at gå efter rekorden som den spiller der har optrådt flest gange for wanderers. På lørdag markeres hans tiår i klubben med en testimonial mod Hibernian. I forsvaret fik 23-årige Gary Cahill sit store gennembrud i sidste sæson, hvilket blev belønnet med en udtagelse til landsholdstruppen. I centerforsvaret får det tidligere Villa-talent selskab af rutinerede Andrew O’brien. Ellers består bagkæden af endu en tidligere Villan Jlloyd Samuel på venstrebacken og den voldsomt populære Gretar Steinsson på højrebacken. Steinsson er foruden sit kompromisløse spil populær fordi, han som en af meget få Bolton-spillere rent faktisk har fundet lyst til at bosætte sig i byen.

På midtbanen huserer atter en spiller med en fortid på Villa Park; Gavin Mccann, som lidt uretfærdigt ofte reduceres til en ren tacklemaskine selvom hans pasningsspil bestemt ikke er ueffent. Han har selskab centralt af den store, stærke 21-årige Fabrice Muamba som kom til fra Birmingham inden sidste sæson. På venstrekanten kan man opleve Matthew Taylor, som mest er berømt for sit frygtindgydende hårde og præcise spark. Sidste sæson endte bolden i kassen ti gange når Taylor hamrede til den, omend mange nok stadig mest vil huske ham for det vanvittige mål for et par siden da han spillede i Portsmouth, og flugtede bolden i kassen fra midtercirklen mod Everton. Jamaicaneren Ricardo Gardner, der ligesom Jaaskelainen kan fejre ti års jubilæum i år, foretrækker også vestrekanten, men bruges i dag overalt på midtbanen. Stortalentet Mark Davies begyndte yderligere at banke på til en plads på holdet efter nytår.

Helt fremme er Kevin Davies troeligt på plads. Det er han også i toppen af listerne over flest begåede frispark i løbet af en sæson. Det store lokum er en meget vigtig spiller for Bolton, og sidste sæson var en af hans allerbedste for the Trotters, hvor det også blev til 11 mål. Davies har selskab af Johan Elmander, som før sidste sæson blev Boltons dyreste spiller nogensinde. Elmander havde da også en hæderlig første sæson, men mange håber på mere fra rekordsigningen i den kommende. De to skal modstå konkurrencen fra det portugisiske evighedstalent Ricardo Vaz Te, som missede hele sidste sæson med en skade, samt de relativt ubeskrevne blade Mustapha Riga, som fik en del kampe fra bænken sidste år uden rigtig at imponere - og det 19-årige stortalent Temitope Obadeyi.

Væsentlige transfere: Æslet og bowlingkuglen

Boltons trup er i skrivende stund fuldstændig intakt fra sidste sæson. Yderligere fire spillere er blevet føjet til. Det drejer sig om tre forsvarsspillere: Æslet Zat Knight (naturligvis fra Aston Villa), Sam Ricketts fra Hull og West Bromwichs anfører og venstreback bowlingkuglen Paul Robinson, som er blevet lånt for sæsonen. Afslutningsvis har man styrket midtbanen med Portsmouths Sean Davies.

Forventninger: Fugl eller fisk?

Det kan både blive fugl og fisk med Bolton i år. Det er et hold man slår sig på, de har mange glimrende fodboldspillere rundt omkring, og frem for alt ser det ud til at holdet kan holdes nogenlunde intakt fra den forgangne sæson, hvor det ganske vist blev til et 13-plads, men hvor kun målscoren adskilte dem fra 15. pladsen. Alligevel har jeg fidus til Bolton. Kevin Davies er en utrolig usympatisk fyr. Til gengæld kan han også være en boksspiller af virkelig høj klasse, og sidste sæsons præstationer fra angriberen synes jeg lover rigtig spændende for den nye sæson. Derudover forventer jeg mig meget af Johan Elmander. Manden skuffede nok mange, men det forekommer mig stadig at han er skabt til den engelske tilgang til spillet, og hvis han kommer godt igang, kan han blive en decideret profil.

Hvad jeg gerne vil frem til er altså, at selvom det er temmelig svært at argumentere overbevisende for, så tror jeg at Mugsons Bolton får efter omstændighederne god sæson. På den anden side vil jeg heller ikke blive voldsomt overrasket, hvis holdet kommer til at rode lidt rundt i nedrykningssuppedasen. Med sådan en klar udmelding kan jeg jo næsten komme i betragtning til et job som ekspert på tv…

Tip: Forventet placering: Nummer 12 Supersæson: Hvis mine overvejelser om Davies/Elmander partnerskabet viser sig at holde stik, så kan Bolton sågar mase sig ind i top-10.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley