Indlæg tagged ‘Jo’

Premier League 2009-10: Nr. 6: Manchester City

lørdag, august 22nd, 2009

Manchester City: Lad millionerne rulle…

Stiftet: 1880 (som St. Mark’s )

Stadion: City of Manchester Stadium (Kapacitet: 47.726)

Kælenavn: Citizens, Blues, City

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 14/9/10

Første fem kampe: 15/8 Blackburn (U), 19/8 Everton (H) (udsat), 22/8 Wolverhampton (H), 29/8 Portsmouth (U), 12/9 Arsenal (H)

Manager: Mark Hughes (Siden juni 2008)

De sidste lidt over 15 år i Manchester Citys historie har været nogen af de mere dramatiske. I 1996 rykkede klubben - som blandt andet har to mesterskaber og 4 FA-cups i trofæskabet - ud af Premier League. To år senere gik det helt galt, og klubben måtte tage den tunge, ydmygende tur ned i den trejdebedste engelske fodboldrække. City hev sig imidlertid op med hårrødderne og formåede via to på hinanden følgende oprykninger, at være tilbage i den bedste række i år 2000. Det viste sig dog at være en postgang for tidligt for traditionsklubben som efter en enkelt sæson igen måtte sige farvel til det fine selskab.

Kevin Keagan blev ansat som træner og klubben formåede at sikre sig oprykning igen i første forsøg - oven i købet med et rekordhøjt pointantal og et rekordhøjt antal scorede mål. Holdet stabiliserede sig i den bedste række igen, flyttede fra klubbens traditionelle hjem på Maine Road til det nybyggede City of Manchester Stadium og måtte sige farvel til Keagan der ville være landstræner i 2005. I stedet ansatte man Stuart Pearce, som viste sig at være både sympatisk og arbejdsom, men ikke fuldstændig klar til den store opgave. Holdet satte ny rekord for færrest scorede mål på hjemmebane nogensinde i den bedste række, da de kun lavede 10 mål på det nye stadion i 06-07 sæsonen. Sommeren 2007 bød på yderligere forviklinger, da klubben blev købt af Thailands tidligere præsident Thaksin Shinawatra. Pearce røg ud, Sven Göran Eriksson blev ansat, der blev investeret heftigt i spillertruppen og holdet spillede noget glimrende fodbold. Efter et formdyk i anden halvdel af sæsonen gik der imidlertid rygter med to kampe tilbage om at Eriksson allerede var fortid i klubben. Fansene protesterede, holdet tabte fuldstændig bizart 8-1 til Middlesbrough i sæsonens sidste kamp, og kort tid efter var Eriksson fyret og erstattet med Mark Hughes. Shinawatra solgte senere på sommeren klubben igen, og ind trådte det Abu Dhabi konsortium, som akkurat nåede at købe Robinho for næsten af Chelsea inden transfervinduet smækkede i. I januar blev der købt yderligere ind, men det var ikke nok til sikre Manchester City en placering i toppen af ligaen og holdet sluttede sidste sæson trofæløst og på en 10. plads i ligaen.

Truppen generelt: Stærkt på alle pladser

Den undervurderede irske landsholdsmålmand Shay Given blev købt i januar fra Newcastle til at tage sig af pladsen mellem stængerne. Klubben råder endvidere over U-21 landsholdsmålmand Joe Hart. Venstrebacken Wayne Bridge blev ligeledes hentet i januar efter at have varmet bænken på bekostning af Ashley Cole i Chelsea de senere år. På højrebacken havde 21-årige Micah Richards en lidt skuffende sæson efter at være brast ind på førsteholdet og i landsholdstruppen som teenager. Han bruges i øvrigt også lejlighedsvis i centerforsvaret, som dog oftest består af anfører Richard Dunne og unge, stærke Nedson Onouha, som også kan bruges på backpladserne. Ligeledes kan israelske Tal Ben Haim kan fylde op overalt i backkæden, alt imens Javier Garrido fik en del kampe på venstrebacken i sidste sæson, men nok må regnes som reserve efter Bridges tilkomst.

Argentinske Pablo Zabaleta kan bruges som højreback, men blev i sidste sæson oftere brugt på den centrale midtbane, hvor han var en rigtig god bølgebryder. Belgiske Vincent Kompany kan også spille centerforsvar, men bruges ligeledes hovedsagligt som central midtbanespiller, hvor manden med det gigantiske hoved er en fysisk maskine. I januar blev Nigel De Jong hentet i Kompanys tidligere klub HSV, og giver City endnu en mulighed på midtbanen. Af mere offensivt mindede midtbanespillere råder holdet over den ofte fuldstændig fremragende bulgarske venstrekant Martin Petrov som kan give undertegnede helt våde bukser, ligesom det egenavlede kraftcenter Stephen Ireland er en af Premier Leagues allerbedste spillere. Ja sgu! Shaun Wright-Phillips har ligeledes fundet fodboldlykken efter hjemkomsten til Manchester City fra sit bænkevarmerliv i Chelsea, og bidrager med kantspil af høj klasse i højresiden. Endvidere vil talentet fra egne rækker, Michael Johnson, forsøge at presse sig på, hvis han kan lægge skaderne bag sig, og ikke ender med at skifte til et sted med mere spilletid. Den ligeledes egenavlede Kelvin Etuhu må nok indstille sig på meget begrænset spilletid, ligesom den unge slovak Vladimir Weiss må væbne sig med tålmodighed.

På toppen råder City udover allerede nævnte Robinho over navne som Vladimir Bojinov, Felipe Caicedo, Benjani Mwaruwari, Craig Bellamy og Jo. Robinho og Bellamy bruges dog ofte på kanterne i noget der minder om en 4-3-3 eller 4-5-1 alt efter hvordan man vender og drejer det.

Væsentlige transfere: Hvor mange angribere skal der til at skifte en elpære?

Intet mindre end fire af de nævnte angribere er dog allerede udlejet, mens tre andre er kommet til. Felipe Caicedo er i Sporting Lisabon, Bojinov skal et smut til Parma alt imens Jo er tilbage i Everton, hvor han også tilbragte sidste halvsæson på lån. Til gengæld er angrebet styrket med intet mindre end tre stjernenavne: Carlos Tevez fra Manchester United, Emmanuel Adebayor fra Arsenal og Roque Santa Cruz fra Blackburn. De to sidstnævnte vil oplagt skulle bruges som forreste angriber, alt imens Tevez sandsynligvis vil blive anvendt i en mere tilbagetrukken rolle eller på kanten.

Der er i det hele taget sket rigtig meget på transfermarkedet for Manchester City, og mange af de ovennævnte spillere fra sidste sæson må kigge sig nervøst over skulderen i den nye sæson. Stuart Taylor er blevet hentet til en tjans som reservemålmand fra et lignende job i Aston Villa. Dette har meget belejliget givet mulighed for at udleje Joe Hart til Birmingham, hvor planen må være at han skal have rutine og spilletid med henblik på at blive fremtidens mand på City of Manchester Stadium. Kolo Toure er blevet hentet fra Arsenal til at styrke centerforsvaret, og i det lange løb kan Richard Dunne meget vel blive den helt store taber i kampen om de pladser. Aston Villas landsholdsspiller Gareth Barry er komme til og giver endnu et alternativt til en tilbagetrukken midtbanespiller. Og meget tyder på at City ikke er færdige med at købe ind. Navnlig er der vedholdende rygter og Joleon Lescott fra Everton.

Til gengæld har man også fået ryddet ud i staldfyldet hos City. Danny Mills, Dietmar Hamann, Michael Ball, Kasper Schmeichel, Ched Evans, Gelson Fernandez og Darius Vassel er nogle af de navne som har forladt klubben, mens brassilianeren Elano Blumer og angrebstalentet Daniel Sturridge måske er de to mest overraskende afgange fra klubben. De er taget til henholdsvis Galatasaray og Chelsea.

Forventninger: Rom blev ikke bygget på to transfervinduer…

Manchester City har fået skrabet sig en pissegod gruppe spillere sammen - og ikke mindst en god bred trup. Klubben nyder endvidere godt af ikke at skulle koncentrere sig om andet end Premier League, og af at de direkte har svækket Arsenal med købet af Toure og Adebayor - altså har de umiddelbart fået de seneste års svageste medlem af big four yderligere ned på jorden. På papiret i hvert fald. Nu spilles fodbold imidlertid på banen og ikke på papiret. Og heldigvis for det. For selvom City har en hel flok fremragende spillere, så har de endnu ikke et godt hold. Det var det Mark Hughes kæmpede med sidste år, og det lykkedes ganske enkelt aldrig for ham at finde et velafbalanceret hold, hvor spillerne for alvor så ud til at føle sig hjemme. Navnlig på udebane var den gal. Der var lyspunkter; kampe hvor spillet kørte, og kampe hvor det lykkedes at få Robinho til at påtage sig noget der mindede om defensive pligter, men der er stadig lang vej i forhold til topholdenes velsmurte kollektiver.

Flere af de spillere som nu findes i truppen virker ikke som typerne, som umiddelbart bidrager positivt til et harmonisk og afbalanceret hold på banen - eller i omklædningsrummet. Særligt Robinho og Adebayor virker ikke som en spillere i Mark Hughes’ ånd. Som spiller var Hughes selv benhård, hårdtarbejdende og meget ærlig. I Adebayor finder han næsten sin diametrale modsætning, og det står stærkt tvivlsomt om Hughes som manager kan - eller vil - tøjle de egoer som følger med den type spiller der efterhånden er samlet nogle stykker af i City. Og problemer kan næsten ikke undgåes når der er flere gode spillere end der er pladser på banen. Hughes har tidligere tvetydigt ytret at han vist ikke selv stod for alle spillerindkøb. En sådan politik kan vise sig overordentlig problematisk, hvis træner og ejere bliver uenige om hvem der skal spille.

Blandt andet derfor fremstår det særdeles interessant om Abu Dhabi-gruppen overhovedet ser Hughes som den langsigtede løsning på trænerbænken, eller om de ligesom Abramovich da han havde givet Ranieri en enkelt sæson i det nye Chelsea vil udskifte træneren med et større navn og “garanterede” trofæer.

Alle disse ubekendte risikerer at eksplodere hos folkets klub i Manchester. Og derfor - og fordi ting tager tid, Rom ikke blev bygget på en dag, og bolden er rund, og alt kan ske osv. osv. osv kommer Manchester City ikke helt op i toppen i år. Det skal givetvis nok komme - spillermaterialet er der - men det skal først sættes sammen på den rigtige måde - og måske af en helt anden mand end ham der sidder med opgaven i dag.

Tip: Forventet placering: Nummer 6 Supersæson: Ambitionerne er næsten lige så høje som summen på bankbogen hos citys ejere. Derfor vil en placering som nummer 4 med den tilhørende CL-deltagelse nok være succeskriteriet. Og hvis alting går stik modsat det bud jeg har trukket ud af rumpen og givet ovenfor (hvad det ganske givet gør, bolden er jo rund osv.), så er det slet ikke umuligt…

 

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

  • 7. Everton
  • 8. Aston Villa
  • 9. Blackburn Rovers
  • 10. West Ham United
  • 11. Sunderland FC
  • 12. Bolton Wanderers
  • 13. Fulham FC
  • 14. Portsmouth FC
  • 15. Stoke City
  • 16. Wigan Athletic
  • 17. Birmingham
  • 18. Wolverhampton
  • 19. Hull
  • 20. Burnley
  • Premier League 2009-10: Nr. 7: Everton FC

    lørdag, august 22nd, 2009

    Everton FC: Man kan ikke stå stille i Premier League

    Stiftet: 1878 (som St. Domingo’s FC)

    Stadion: Goodison Park (Kapacitet: 40.157)

    Kælenavn: Toffees

    Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 6/5/5

    Første fem kampe: 15/8 Arsenal (H), 19/8 Man City (U), 22/8 Burnley (U), 29/8 Wigan (H), 12/9 Fulham (U)

    Manager: David Moyes (Siden marts 2002)

    David Moyes er en populær mand i den blå del af Liverpool, og det forstår man godt. Klubben med den stolte historie - blandt andet ni mesterskaber og et rekordhøjt antal sæsoner i den bedste engelske fodboldrække - er nemlig efter et turbelent årti blevet genskabt under den 46-årige skottes lederskab. Ganske vist vandt klubben sin femte FA-cup titel i 1995, og sluttede året efter på en fin 6. plads, men derudover var der ikke meget at juble over i 90′erne. I 1998 redde klubben kun livet på en bedre målscorer end Bolton lige under nedrykningsstregen, og selvom man samme sommer ansatte Glascow Rangers’ succestræner Walter Smith var der ikke de store forbedringer at spore. Everton sluttede konsekvent i den nederste halvdel af tabellen under Smiths ledelse, og i  marts 2002 var holdet igen i en seriøs flirt med sin første nedrykning fra Premier League. Det var i denne situation at bestyrelsen besluttede sig for at fyre den gamle skotte Smith, og i stedet satse på den unge skotte Moyes, som i sin korte managerkarriere havde vist gode resultater med Preston North End.

    Moyes formåede i sin første sæson at undgå nedrykning med en femtendeplads. De næste par år bød på voldsomt svingende resultater; en syvendeplads efterfulgt af en syttendeplads og en meget imponerende fjerdeplads (klubbens højeste placering i Premier League, og det seneste brud på the big fours dominans) i 2005. Fjerdepladsen blev fulgt af endnu et magert år, dog med en stabil 11. plads til følge. De seneste tre sæsoner har stabiliteten rigtig indfundet sig på Goodison Park, hvor det er blevet til en sjetteplads og to placeringer som “best of the rest” på femtepladsen. At klubben i sidste sæson desuden nåede sin første FA-Cup finale siden 1995 gør næppe Moyes mindre populær.

    Hvis man endvidere tager i betragtning, at Evertons købekraft lader til at være kronisk underlegen i forhold til en række andre hold i ligaen, bliver præstationen over de seneste år nærmest ærefrygtindgydende. Moyes har formået at skabe en spillertrup som umiddelbart er fri for krukker, hvor de enkelte spillere kender deres roller på holdet, og hvor spillere kun bliver solgt, hvis prisen er meget høj, eller de ikke længere er ønskede. At fodbolden ikke altid er den mest spektakulære kan man så mene om, hvad man vil. På Goodison Park er de nok godt tilfredse.

    Truppen generelt: En forbandet stærk startellever

    På kassen står den bandende, tourettes-ramte amerikaner Tim Howard, og det gør han rigtig godt. Den tidligere Manchester United keeper har fundet fodboldlykken i Liverpool, og er sæson efter sæson er sikker og undervurderet sidste skanse for Everton. Backkæden er smal med udsøgt, og særligt ligaens måske grimmeste spiller - Joleon Lescott - holder et tårnhøjt niveau. Derfor er det ikke overraskende at nyrige Manchester City har brugt det meste af sommeren på at prøve at lokke landsholdsspilleren væk. Lescott kan i øvrigt også bruges på venstrebacken. Ved sin side har han en af sidste sæsons store oplevelser for Everton; Phil Jagielka, som også banker på til landsholdet. Han kan i øvrigt også vikariere på højrebacken. Alternativt kan bundstabile og sympatiske Joseph Yobo tage en plads i centerforsvaret. På venstrebacken bliver den tidligere Wigan-mand Leighton Baines bare bedre og bedre, alt imens Tony Hibbert på højrebacken kompenserer for sit måske begrænsede talent med al den fight og “væk-med-lortet” attitude man kunne ønske sig. Sidstnævnte har det dog med at forvandles til en hund i et keglespil nogle gange hver sæson. Desværre ofte når der er rigtig store modstandere på tapetet.

    På midtbanen er Phil Neville defensiv ankermand og holdkaptajn, og den tidligere Manchester Unitedspiller har virkelig formået at løfte sit spil ud af sin storebror Garys skygge siden skiftet i 2005. Neville kan desuden vikariere på backpladserne. På højrekanten er Mikel Arteta grænsende til det geniale, og bidrager med den megen omtalte evne til at kunne afgøre kampe på egen hånd med fikse afleveringer og ryk med bolden. (Hans karriere tog i øvrigt pudsigt nok for alvor fart som oprydder for Okocha og Ronaldinho i Paris St)Nogle af de samme evner har sydafrikanske Steven Pienaar som har etableret sig som fast mand på venstrekanten over de sidste par sæsoner. På den centrale midtbane bidrager Tim Cahill med et klogt og kollosalt løbearbejde, som også resulterer i en stak mål og en masse farlige situationer frem af banen. Den egenavlede Leon Osman fuldender en målfarlig og stærkt sammenspillet midtbaneenhed. De nævnte spillere kan blandt andet suppleres af stortalenterne Jack Rodwell og Dan Gosling, som begge fik en del spilletid i sidste sæson, og spås et muligt gennembrud i år. Sidstnævnte sparkede sig i hvert fald i fansenes hjerter, da han i sidste sæson scorede sejrsmålet mod ærkerivalerne fra Liverpool i forlænget spilletid af FA-Cupens fjerde runde.

    I hullet mellem midtbanen og angrebet fik det unge, belgiske rekordindkøb Marouane Fellaini en rigtig flot debutsæson, som blandt andet kastede 8 mål af sig samt en status tangerende det kultiske blandt supporterne for sin store afro og sin varierede spillestil. Helt på toppen råder Moyes over Louis Saha, Yakubu og Jo som ligesom sidste halvsæson er blevet lejet i Manchester City. Alle tre er spillere som kan lave mål for sjov, men med særligt de to første herrers skadshistorik in mente er det nok meget godt at holdet tillige kan trække på unge James Vaughan og Victor Anichebe.

    Væsentlige transfere: Der er så stille på Goodison Park

    En af hemmelighederne på Moyes’ succes i Everton er at han ikke skifter særlig meget ud i truppen, men i stedet har et fast skelet af spillere, som han satser på uge efter uge, og småjusterer på år efter år. Hele ikke dette transfervindue har budt på den store udskiftning omend en række marginalspillere er blevet sendt videre i systemet. De to udenlandske flop Nuno Valente og Andy Van Der Meyde er smuttet på fri transfer, ligesom Lars Jakobsen sagde nej tak til en ny kontrakt ved udsigten til mere spilletid i Blackburn.

    Udover allerede nævnte Jo er den 20-årige irske højreback Seamus Coleman den eneste tilføjelse til truppen. Moyes har dog flere gange åbent erkendt, at Everton er nødt til at styrke truppen med en lille håndfuld spillere, hvis holdet skal have held med at konkurre både internationalt og nationalt.

    Forventninger: Det står skrevet at fede år skal efterfølges af magre…

    Lad mig tale rent ud af posen: Jeg kan faktisk rigtig godt lide det projekt David Moyes har kørende i Everton. Jeg kan godt lide at størstedelen af spillerne har spillet for klubben i en del år, at holdet forsøger at køre ret unge spillere ind på holdet og udvikle dem til bærende kræfter, og at større klubber bliver bedt om at skride eller lægge seriøse penge, hvis de vil have en Moyes centrale spillere. Det viste klubben da en endnu ikke 18-årig Wayne Rooney blev solgt for en kvart milliard, og det viser de for tiden ved at bede Manchester City få oliemillionerne op at lommen hvis de vil have Lescott.

    Der er ikke desto mindre en kliche der hedder noget i retning af: At hvis man ikke bevæger sig fremad i Premier League, så bevæger man sig nødvendigvis tilbage. Der er med andre ord ikke noget der hedder at stå stille. Og det er desværre lidt det Everton gør lige i øjeblikket. Startelleveren er god. Den er rigtig god. Holdet har den kæmpe fordel at målene kan komme for en hel række spillere, og det er generelt ikke let at besejre Everton (omend Arsenal fik det til at se sådan ud i sæsonens første kamp).

    Ikke desto mindre vil det være naturligt om der begynder at indfinde sig en hvis metaltræthed blandt en del spillere i truppen. Champions League fodbold virker temmelig langt væk, og adskillige af de umiddelbare rivaler til pladsen som førsteudfordrer til the big four lader til at have bevæget sig længere fremad i sommerpausen end Everton har. Kan Cahill, Arteta, Neville og Osman mande sig op til endnu en kamp om titlen som best of the rest? Kan de ligefrem mobiliserer ressourcer til et seriøst angreb på fjerdepladsen? Jeg tvivler. Hvis stammen af førsteholdsspillere desuden skulle være så uheldige at blive ramt en en håndfuld skader ser det endnu mere ubehagligt ud for Everton. Truppen er ganske enkelt ikke særlig bred. Slet ikke når man også skal forsøge at gøre en god figur i en opslidende europæisk turnering.

    Man skal aldrig afskrive David Moyes og Everton, men meget tyder i min optik på at der er et af de mere magre år på vej på Goodison Park. Hvis det lykkes Moyes at hente de fire spillere han snakker om kan det meget vel blive anderledes. Men transfervinduet lukker snart og konkurrencen i den øverste halvdel af ligaen er hårdere end længe.

    Tip: Forventet placering: Nummer 7 Supersæson: For Everton er kvalifikation til europæisk fodbold efterhånden obligatorisk. Derfor skal der mere til for at imponere: Altså skal holdet helt op og slutte som nummer 4, hvis der for alvor skal kunne noteres fremgang. De vil sikkert heller ikke klage over en cuptriumf. 

    * Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

  • 8. Aston Villa
  • 9. Blackburn Rovers
  • 10. West Ham United
  • 11. Sunderland FC
  • 12. Bolton Wanderers
  • 13. Fulham FC
  • 14. Portsmouth FC
  • 15. Stoke City
  • 16. Wigan Athletic
  • 17. Birmingham
  • 18. Wolverhampton
  • 19. Hull
  • 20. Burnley