Indlæg tagged ‘Jermain Defoe’

Premier League 2009-10: Nr. 5: Tottenham Hotspur

torsdag, august 27th, 2009

Tottenham Hotspur FC: Nu skal det være (igen)!

Stiftet: 1882 (som Hotspur FC)

Stadion: White Hart Lane (Kapacitet: 36.310)

Kælenavn: Spurs, Lilywhites

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 5/11/8

Første fem kampe: 15/8 Liverpool (H), 18/8 Hull (U), 22/8 West Ham (U), 29/8 Birmingham (H), 12/9 Man Utd (H)

Manager: Harry Redknapp (Siden oktober 2008)

‘Arry Redknapp er noget så sjældent i moderne engelsk fodbold, som en rigtig karakter. Den rutinerede træner er berømt for sit humør, sin sarkasme, sit medietække, det faktum at han ligner den tegnede hund Droopy, for sine eventyr på transfermarkedet - og nok vigtigst af alt: For at have en evne til at samle nogle ganske habile fodboldhold og få dem til at spille noget attraktiv fodbold.

Dette er tidligere lykkedes i såvel West Ham som Portsmouth. Begge klubber fik ‘Arry i Europa. Pompey sikrede han oven i købet en FA-cup sejr i 2008. Det var også 62-årige ‘Arrys første trofæ i hele karrieren. At begge klubber så var mere eller mindre økonomisk i ruiner da Redknapp forlod dem er en helt anden historie.  Både trofæer og attraktiv fodbold er noget de snakker meget om på White Hart Lane (- og økonomien har de også temmelig godt styr på, som en af de få klubber i Premier League). Trods en række magre sæsoner har Tottenhams supportere nemlig stadig en selvopfattelse som et storhold; og følgelig en forventning om at holdet bør spille med om trofæerne i England. Det var lige ved og næsten under Martin Jol for et par år siden. To femtepladser i træk og et lovende hold under hollænderen var imidlertid ikke godt nok for den nok lidt for utålmodige ledelse. Ind kom i stedet spanieren Juande Ramos som på spektakulær vis placerede holdet nederst i tabellen i en længere periode (og retfærdigvis vandt en carling cup), inden den bundrutinerede Redknapp blev hentet. Han ændrede destinationen fra katastrofe til en 8. plads inden sæsonen var slut, og i år er holdet startet som lyn og torden med 3 sejre ud af 3. Det er ikke mindst ‘Arrys fortjeneste, og holdet vil i den kommende sæson have nydt yderligere godt af, at han har haft en fuld preseason og endnu et transfervindue til at sætte sit præg på holdet.

Truppen generelt: Det kan blive rigtig godt, det her

På kassen er brassilianeren Heurelho Gomes efter en usikker start i klubben efterhånden sikkert førstevalg. Udsvingene mellem det spektakulære og pinlige er blevet mindre for Gomes, som ikke desto mindre regelmæssigt rygtes på vej ud i kulden igen. Gamle, solide Carlo Cudicini agerer en glimrende back up. I midterforsvaret råder Spurs over den meget populære og endnu mere skadesplagede Ledley King og endnu en fast klassespiller i genoptræningslokalet; Jonathan Woodgate. De suppleres af den lossende, vel voldsomt vurderede Michael Dawson.

På venstrebacken er Benoit Assou-Ekotto en god offensiv løsning, mens det dyrt indkøbte walisiske talent Gareth Bale stadig mangler lidt før han for alvor berettiger sin hype. Han har retfærdigvis alderen med sig. Alderen kan dog aldrig retfærdiggøre de emo-frisurer han har haft. Højrebacken besiddes ofte af store, lidt tunge og meget kroatiske Vedran Corluka (som foruden at have et af ligaens sejeste navne også bidrager med evner i centerforsvaret), mens skotske Alan Hutton ikke lader til at være Redknapps kop te på pladsen i højre side. Problembarnet Pascal Chimbonda rygtes heftigt på vej væk - i øjeblikket mest intenst til Blackburn, hvor Sam Allardyce åbenbart forsøger at samle et helt hold af højrebacker.

På midtbanen er Wilson Palacios og Tom Huddlestone to muskuløse utysker  som sparker røv og noterer navne, som man vist siger i staterne. Altså med andre ord: En midterakse som de færreste vil finde det muntert at blive konfronteret med i år. Ofte vil Jermaine Jenas nok snuppe den ene plads, og give midtbanen et mere offensivt islæt. Det siges at Mourinho har været interesseret i Tottenhams 8′er, omend undertegnede altid bare har oplevet ham som middelmådig. Højrekanten Aaron Lennon bidrager med grotesk fart, mange direkte udfordringer af sin back, fine indlæg og målfarlighed, alt imens Luka Modric i den anden side er en af ligaens bedste spillere, som ser ud til at få sit definitive gennembrud i år. Modric kan simpelthen det meste med en fodbold, og han bliver hele tiden bedre til at tilpasse sin tekniske kunnen og fantastiske blik for spillet til tempoet og fysikken i Premier League. Modric vil typisk operere i en meget fri fortolkning af placeringen som kantspiller. Midtbanen kan desuden fyldes med spillere som sidste sæsons store flop, spritbilisten David Bentley, og talentet Jamie O’hara som foruden at være en spændende, intens spiller også skulle være en udsædvanlig sympatisk fyr (af en professionel fodboldspiller) udenfor banen.

På toppen huserer Robbie Keane som blev hentet tilbage fra et halvt års mislykket ophold i Liverpool i januar. En anden lille mand blev ligeledes lokket tilbage til Tottenham i januar efter en tur udenbys da Jermain Defoe blev hentet i Portsmouth. De herrer suppleres af russiske Roman Pavlyuchenko som trods sine mange kvaliteter aldrig for alvor er slået igennem siden den dyre overgang som fulgte skarpretterens gennembrud ved EM 2008.

Væsentlige transfere: Crouch über alles

To gange ung Kyle - Naugton og Walker - er blevet hentet i Sheffield United. Sidstnævnte er sendt retur på lån, alt imens førstnævnte kan forventes at komme ind omkring førsteholdet, hvor han sandsynligvis vil bejle til venstrebackpladsen. Til det skadesplagede centerforsvar er franske Sebastian Bassong blevet hentet i Newcastle, mens sommerens største transfer for Tottenham - i mere end en forstand - er fyrtårnet Peter Crouch, som kommer til fra Redknapps tidligere klub Portsmouth. Til gengæld er angriberen Darren Bent blevet sendt nordpå til Sunderland for en pris omkring £ 10 millioner, alt imens den hårdt kæmpende men begrænset talentfulde defensive midtbanespiller Didier Zokora er blevet lokket til Sevilla.

Forventninger: Masser af mål…

Ikke blot er Tottenham startet fremragende i år. Der er også al mulig grund til at tro, at de kan blive ved. Holdet råder først og fremmest over en rigtig god start-11′er, og en mindst lige så god træner. Redknapp er berømt for sin evne til at få spillere til at føle sig godt tilpas og have det sjovt med at spille fodbold. Ligeledes er han kendt for at få det optimale ud af spillere, som ellers er gået i stå. Hans måde at få det optimale antal spilleminutter ud af Ledley King har for eksempel været imponerende. Redknapps karriere lakker efterhånden mod enden, og han får næppe nogensinde en bedre chance for at spille med i toppen af ligaen - i Tottenham har han de perfekte arbejdsbetingelser for at lave et ærefuldt angreb toppen af engelsk fodbold. Oven i købet behøver holdet, modsat de nærmeste konkurrenter, ikke bruge energi på europæisk fodbold.

Spurs har potentielt  en rigtig god defensiv, og en midtbane som kan tilpasses til enten at være solid og defensiv eller mere offensivt minded. Begge disse kæder fremstår dog temmelig sårbare, hvis nøglespillere render ind i skader eller formdyk. Centerforsvaret er blevet fornuftigt garderet med Bassong, alt imens man kan spekulere på hvor godt spurs vil tackle at skulle undvære Modric, Lennon eller Palacios, som på rekordtid er blevet en nøglespiller.

Det bedste argument for en rigtig uhyggelig Tottenham-sæson findes imidlertid helt på toppen: Angrebspuljen med Keane, Defoe, Crouch og Pavlyuchenko er på niveau med de bedste i ligaen, og særligt et partnerskab mellem Defoe og Crouch kombineret med Lennon og Modrics kvaliteter på midtbanen kan kaste et meget, meget, meget, meget højt antal mål af sig. Defoe er - måske undtagen Michael Owen - den engelske angriber som afslutter bedst, og som har den mest naturlige evne til at lave mål. Crouch holdt nærmest egenhændigt Portsmouth oppe i sidste sæson, alt imens begge spillere allerede en gang har oplevet at få revitaliseret deres karrierer af Redknapp da han hentede dem til Portsmouth.

Tip: Forventet placering: Nummer 5 Supersæson: Det er nok en postgang for tidligt til for alvor at bejle til Champions League pladserne - dertil mangler man nok lige en mand eller to til at holde dampen oppe en hel sæson - men femte-pladsen vil også markere en mere end godkendt fremgang for de evigt ambitiøse lillywhites.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

  • 6. Manchester City
  • 7. Everton
  • 8. Aston Villa
  • 9. Blackburn Rovers
  • 10. West Ham United
  • 11. Sunderland FC
  • 12. Bolton Wanderers
  • 13. Fulham FC
  • 14. Portsmouth FC
  • 15. Stoke City
  • 16. Wigan Athletic
  • 17. Birmingham
  • 18. Wolverhampton
  • 19. Hull
  • 20. Burnley
  • Premier League 2009-10: Nr. 14: Portsmouth FC

    onsdag, august 5th, 2009

    Portsmouth FC: Waiting for the man…

    Stiftet: 1898

    Stadion: Fratton Park (Kapacitet: 20.688)

    Kælenavn: Pompey

    Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 9/8/14

    Første fem kampe: 15/8 Fulham (H), 18/8 Birmingham (U), 22/8 Arsenal (U), 29 Man City (H), 12/9 Bolton (H)

    Manager: Paul Hart (Siden februar 2009).

    Det har været nogle turbulente år i sydligste England. Klubben som havde sin absolutte storhedstid umiddelbart før og efter anden verdenskrig, hvor det blev til både en FA-cup og to mesterskaber, rodede rundt i de lavere rækker i en årrække på næsten tredive år inden de i 1987 sikrede sig en enkelt sæson i den bedste række.  Først i 2003 lykkedes det atter pompey at rykke op i - det som nu hed - Premier League.

    Manden bag oprykningen hed Harry Redknapp. Han smuttede dog snart til ærkerivalerne fra Southampton efter uenigheder med pompey-ejer Milan Mandaric, men rykkede ned med the saints, som dermed endte et 27 år langt ophold i den bedste række. Et års tid senere var Portsmouth faretruende tæt på nedrykning, men formåede at redde endnu en sæson efter en utrolig række resultater mod slutningen af sæsonen. Manden bag dette hed Harry Redknapp. De følgende to sæsoner markerede de bedste for Portsmouth i noget der minder om 50 år. Her blev klubben først nummer 9, alt imens Redknapp byggede et stærkt og attraktivt spillende hold op ved listigt at hente en lang række spillere til klubben, hvis karrierer var løbet sure andre steder. Kronen på værket kom med FA-cup triumfen året efter, hvor holdet ligeledes vandt FA-cupen - 59 år efter de foreløbig første og eneste gang havde vundet verdens mest prestigefyldte nationale pokalturnering. Chefarkitekten bag dette hed om noget Harry Redknapp.

    Umiddelbart inden byen Portsmouth ville takke sin nye store helt ved at overrække ham nøglerne til byen,  skiftede han til Tottenham Hotspurs. Tony Adams blev ansat i stedet. Sideløbende begyndte Portsmouth FC at få større og større økonomiske problemer, og man var i januar i år tvunget til at sælge såvel Lassana Diarra som Jermain Defoe. Sidstnævnte blev hentet til Tottenham af Harry Redknapp. Tony Adams viste sig ikke at have formatet til at styre en Premier League klub, og han blev sparket ud igen. En igen truende nedrykninge blev afværget med Paul Hart ved roret med to resterende spillerunder i den forgangne sæson. Paul Hart havde de forgående år fungeret som chef for klubbens ungdomsafdeling, ligesom han tidligere har stået i spidsen for en række divisionshold; blandt andet det detroniserede storhold Nottingham Forest.

    Siden har Portsmouth været tvunget til at sælge yderligere to profiler: Glenn Johnson og Peter Crouch. Alt imens er der forhandlinger i gang, som gerne skulle ende ud med at klubben bliver overtaget af en arabisk rigmand. Disse forhandlinger har været i gang længe, og klubben har netop set sig nødsaget til at udsende en pressemeddelelse ifølge hvilken de meget vel kan være tvunget til at sælge flere profiler, hvis ikke der snart tilføres kapital. En stor del af problemet synes, at være at pompey simpelthen har haft en al, al for stor lønpost i sit budget, og at en række aldrende spillere er blevet tilknyttet for relativt høje summer på meget høje lønninger. Manden bag dette økonomiske roderi kan meget vel hedde Harry Redknapp.

    Truppen generelt: Sølvstænk i dit gyldne hår…

    Portsmouth må have en af Premier Leagues mindste trupper pt. Blot tyve spillere figurerer i førsteholdstruppen på klubbens officielle hjemmeside. David James er en god keeper, hvad hans status af førstevalg på landsholdet også indikerer. Han er også 39 år. Sylvain Distin og Sol Campbell er et glimrende centerforsvar. De er henholdsvis 31 og 34. Sidstnævntes kontrakt er udløbet og endnu ikke fornyet. Den tidligere fiskefabriksarbejder Hermann Hreidarsson er en solid løsning på venstrebacken, men også han har dåbsattesten imod sig med 35 år på planeten bag sig. Han er i øvrigt rykket ned fra Premier Legue med tre forskellige klubber.  Han får dog tiltrængt aflastning og konkurrence af en af sidstesæsons positvive overraskelser på Fratton Park blot 27-årig Nadir Belhadj som trækker gennemsnitsalderen forfriskende ned i backkæden når han spiller der og ikke på den venstre midtbane.

    Denne plads tilhører dog normalt Niko Kranjcar som er evigt småskadet og ude af form; når han altså ikke vælger at vise sit kæmpetalent, tager taktstokken i offensiven og levererer en fremragende præstation i ny og næ. Han har i øvrigt ytret ønske om at skifte til en større klub. Centralt deler Papa Bouba Diop - manden hvis claim to fame (udover et hysterisk morsomt navn) er et sejrsmål i åbningskampen ved VM 2002 for Senegal mod Frankrig - tæsk ud med sine 193 kompromisløse centimeter ren (31-årig) ondskab. Han får selskab af Hayden Mullins som blev købt i januar til den umulige opgave at udfylde hullet efter Diarra. Den tidligere Tottenham-joke Younes Kaboul kan spille såvel her som i centerforsvaret, og viser faktisk en del prøver på et ikke uvæsentligt talent. Han er desuden med sine blot 23 år en veritabel konfirmand i pompey-truppen.

    På toppen ser det for alvor tyndt ud efter Crouchinho og Defoe er smuttet. David Nugent arbejder hårdt og fik da også lavet tre mål omkring skiftet mellem januar og februar, men mere blev det heller ikke til. 33-årige Nwankwo Kanu må nok også finde sig i at få alderskortet i nakken, og med en enkelt kamp fra start i sidste sæson, indikeres det vel også at man godt er klar over problemets eksistens i pompey-lejren. Deherrer får tvivlsom konkurrence fra John Utaka, som bidrog med et enkelt mål i sidste sæson. Retfærdigvis må det siges at næsten alle hans 18 kampe var som indskifter, og at målet faldt i sæsonens næstsidste kamp. Man kan jo håbe at han er ved at finde en frygtindgydende storform…

    Væsentlige transfere:  ‘Alle mand på dæk!’, øhh, jeg mener ‘Mand over bord!’, eller, altså, hmm… ‘ALLE MAND OVER BORD!?’

    Intet mindre end 11 spillere har forladt klubben siden sæsonen sluttede (plus tre i januar). De mest navnkundige blandt disse er - foruden Crouch og Johnson - den tidligere Arsenalback Lauren og den tidligere Liverpool-kolos på lerfødder Djimi Traoré. De to spillede dog ikke nogle kampe for pompey sidste år. Det gjorde til gengæld Sean Davis, som var fast mand, men som nu er taget til Bolton, ligesom Noé Pamarot som pt er klubløs, ofte var inde omkring startopstillingen. Ind er blot kommet to mand: Aron Mokoena fra Blackburn og Steve Finnan, som vender hjem til engelsk fodbold efter et skadesplaget fiasko-ophold i Espanyol. Mokoena har aldrig haft held til for alvor at bide sig fast i startopstillingen hos Blackburn, men giver om ikke yderligere andet bredde i centerforsvaret og på den centrale midtbane, mens Steve Finnan i sin tid i Fulham og Liverpool viste, at han kan være en bundstabil højre back, selvom hullet efter sidste sæsons årets spiller i Portsmouth - Glenn Johnson - bliver svært at fylde for den efterhånden 33-årig irske landsholdsspiller.

    Forventninger: Fri os fra det onde

    Der må være mange krydsede fingre i Portsmouth for tiden. Ham tossen der altid er på tv når de spiller må være et totalt vrag. Jeg forestiller mig han beder aftenbøn for tiden.  Jeg mener selvfølgelig ham med den bare overkrop, de mange pompey-tatoveringer, trommen, klokken - lejlighedsvis trompetten - og den høje hat med de indbyggede falske, blå dreadlocks. Ham som efter sigende rent faktisk hedder John Portsmouth FC Westwood. Ham som det må være en lettere enerverende oplevelse at have sæsonkort ved siden af. Ham som på sin egen bizarre måde er blevet antitesen til den meget omtalte casualæstetik som ellers har præget mytologien omkring engelsk fankultur i mange år. Og som i øvrigt skulle ege et antikvariat og være såvel ganske velartikuleret som belæst. Han og alle de andre pompeysupportere venter selvfølgelig på at den skide takeover bliver overstået, så også deres klub kan få nogle mellemøstlige oliepenge og begynde at kigge fremad i stedet nervørst at skule over skulderen og se nedrykningsstregen neonblinke lokkende i baggrunden.

    Og det kan meget vel ske. Det skal bare helst ske inden transfervinduet lukker, for ellers får Portsmouth det svært. Hvis ikke det sker, bliver det meget interessant at se, hvorvidt den gamle garde har en god sæson mere i sig. Hvis de kan vende deres rutine til en fordel, kan man forestille sig at holdet triller de nødvendige point hjem på hjemmebanen mod de øvrige nedrykningsaspiranter, og ellers plukker lidt hist og pist. Hvis rutinen derimod har forvandlet sig til træthed og Ole Tobiasen-fart kan det blive nogle rigtig lange måneder frem til januar. Derudover bliver det interessant at se, hvordan Paul Hart håndterer sin første hele sæson i spidsen for et Premier League hold. Da han tog over fra Tony Adams havde han intet at tabe. I år ser det mere ud som om han intet har at vinde.

    Derudover vil jeg tillade mig, at gentage mig selv fra adskillige af de øvrige gennemgange: Pompey ser særligt ud til at have et problem helt fremme. I sidste sæson spillere Crouch samtlige 38 kampe i Premier League. Han lavede 11 kasser. Defoe nåede at lave syv inden han smuttede i januar. Nugent, Utaka og Kanu lavede 5 tilsammen. De spillede retfærdigvis og selvsagt heller ikke så mange kampe, som de umiddelbart ser ud til at få i næste sæson. Ydermere spillede både Nugent og Utaka en del på højrekanten. Ikke desto mindre er det nødvendigt at - men tvivlsomt om - en d’herrer finder målformen, hvis ikke pompey skal rode rundt helt i bunden. Alt sammen selvfølgelig forudsat, at oliemilliarderne ikke begynder at rulle…

    Tip: Forventet placering: Nummer 14 Supersæson: En fjortendeplads vil være en gentagelse af sidste sæson for Portsmouth. Og selvom fansene på Fratton Park nok var ved at blive forvente efter de to flotte sæsoner som afsluttede Redknapps andet ophold i klubben, tror jeg at mange vil acceptere en gentagelse i år. Grundlæggende må succeskriteriet for Portsmouth være at undgå for alvor at blive trukket ned i bundstriden, mens man nok ikke for alvor tør satse på at blande sig i top ti.

    * Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

    We could’ve been contenders…

    fredag, juni 26th, 2009

    På en strandbar i Florida sidder en mand. Hans hænder er store og hårde, hans hårgrænse viger drastisk, og hans ansigt er udtryksløst og furet, af hvad der må have været et hårdt liv. Udtryksløst, når man altså ser bort fra det intenst fjerne blik i øjnene som forekommer at være fordybet i noget meget vigtigt, men for alle andre fjernt og uopnåeligt. Han sidder for enden af bardisken. Hver dag på den samme stol. Bestiller øl og whiskey.

    Hvis du har været i USA har du måske set ham. Du har måske haft hans bar som stambar i en uge eller to. Du har passeret ham på vej på toilettet efter endnu en flaske af det toiletvand som sælges som øl over there. Du og dine venner har undret jer over ham. Været i tvivl om, hvorvidt han skal frygtes eller latterliggøres. Du er blevet i godt humør, gulvet er begyndt at blive lidt elastisk, og du skal pisse endnu engang. Og pludselig har han fat i trøjen på dig, da du passerer hans barstol. Han kigger på dig med vanvittige, anklagende øjne og mumler noget komplet uforståeligt. Du er i godt humør, du er jo på ferie, og tager dig god tid til tossen. Hans mumlem bliver til hæs rallen og du bestiller ham en Budweiser. Han drikker den hurtigt, i store grådige tåre. Hans øjne fæstner sig igen i det fjerne, og han nikker anerkende og takker lavmælt, beder dig sidde.  Han vil fortælle dig en historie. En forfærdelig historie. Han piller ved etikketen og rømmer sig. Du forstår at han nok får brug for en enkelt øl mere for at få stemmebåndet til at glide, og idet du bestiller vifter han  retorisk med sit tomme whiskeyglas. Du betaler velvilligt, han tømmer glasset ligeså, hamrer det i baren,  kigger direkte på dig med et forpint udtryk, og siger: “You don’t understand. We could’ve been contenders! We could’ve had class! We’ve could’ve been someone! Instead of just bums, which is what we are. Let’s face it!

    Og sådan starter han tragedien om West Ham United FCs nyere historie. Om en inkompetent ledelse der formøblede en enestående chance for at tage skridtet til et højere niveau. Og frem for alt historien om the golden generation som forsvandt. Hans historie er ikke enestående. Manden findes i 1000-vis. Han er overalt i det østlige London. Du kan møde ham i Malaga, Kuala Lumpur og på Kennedys Bar i København. Manden er sågar blevet set med viltert hår og fluer i skægget i Caracas. Overalt er historien den samme. Det hele startede da man solgte Rio Ferdinand rekorddyrt til Leeds. Man fik aldrig erstattet ham ordentligt. Tværtimod formøblede plattenslageren Harry Redknapp pengene på flop som Titi Camara, Svetoslav Todorov og Rigobert Song. Siden fulgte salget af Frank Lampard og formøblingen af endnu elleve millioner pund, efter ansættelsen af den uerfarne Glenn Roeder som manager, som trods en flot førstesæson ikke fik den nødvendige kapital af superskurken, ejer Terrence Brown, til at styrke truppen. Og så katastrofen. Det fatale point of no return. Nedrykningen i 2003. Joe Cole blev solgt. Glen Johnson blev solgt. Jermain Defoe blev solgt. Oprykningen kiksede i første forsøg. Michael Carrick blev solgt. Det bedste kuld unge spillere i engelsk fodbold i mange år - måske undtaget Manchester Uniteds flok med Scholes, Beckham, Butt, Neville-brødrene etc - solgt. Selv John Terry trådte sine spæde fodboldsko i West Ham, ligesom Kieran Richardson og Jimmy Bullard.

    Og der sidder du på baren. Og du lytter til hans rablen, hans fantasterier og tankeeksperimenter. Du overvejer at kontakte psykriatisk afdeling på nærmeste hospital. Han fortaber sig igen i mumlen, og du fortrækker forundret og let skræmt. Tilbage til øl og sjofle vittigheder med vennerne.

    Nogle gange møder manden en som sig selv. De kan kende lidelsen, apatien og vanviddet i hinandens blik. Så sidder de sammen og tegner på en serviet. Og smiler skævt. For en ny golden generation er på vej. De skriver løs. Collison, Noble, Tomkins, Stanislas, Sears, Stech, Payne - og måske de også husker den allerede solgte Anton Ferdinand. De tegner formationer.

    Og når bølgerne går højt, tager vanviddet og drømmene til, og bliver næsten hallucinationer. Virkeligheden er kun en abstraktion siger de, uden helt at forstå hvad det så mon betyder. Og så siger de også Kanouté, Ashton, Parker, Dyer, Upson, Green, James, Tevez og Masherano. “We could’ve been contenders.” siger den ene, og den anden nikker ivrigt. Endelig én som forstår! Nogle gange forlader de baren arm i arm for ikke at vælte af lyksaglig, verdensfornægtende beruselse. Og de synger “I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air” De hæver armene, ranker ryggen og de de bævende stemmer finder styrke: “They fly so high/ nearly reach the sky/ then like my dreams they fade and die” Sådan tumler de ned af gaden, skrålende, frie, drømmende:“Fortune’s always hiding/ I’ve looked everywhere/ I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air.”

    Tilbage på bardisken ligger en serviet. Nogle gange kan du nå at se den inden bartenderen krøller den sammen og smider den ned blandt cigaretskoder, kapsler og snotpapir. Så vil du se at der står noget i retning af:

    Bywater Green? Stech??

    Johson - Ferdinand - Ferdinand Tomkins- Mccartney Ilunga? Fry???

    Collison - Parker Noble Carrick - Lampard - Cole

    Defoe Tevez - Kanouté Ashton? Sears?

    Hvis du en dag møder manden, ligegyldig hvor, så køb ham endelig en bajer. Guderne må vide han har fortjent den; he could’ve been a contender…