Syg og munter

Indrømmet. Undertegnede er ikke just fast seer på TV3’s Champions League sendeflade (men derfor har jeg selvfølgelig en mening alligevel…). For det første fordi West Ham ikke just er fast inventar i denne “Europas fornemmeste klubturnering”, og for det andet fordi TV3 ofte prioriterer nogle kedelige kampe med storholdene frem for at vise turneringens mere interessante opgør. Så hvis det endelig bliver til Champions League er det ofte en engelsk transmission som foretrækkes.

Dog har jeg i de senere år (sikkert som en af få) været ganske imponeret af TV3’s dækning. Den har haft internationalt format. Nuvel, jeg er heller ikke altid imponeret over Per Frimann og Carsten Werges udgydelser, men studieaspektet har typisk været fedt. Konceptet med simpelthen at samle de bedste danske fodboldspillere nogensinde, og så ellers lade dem ævle om fodbold besidder en eller anden form for troværdighed. At spillerne faktisk har været der, og gjort det, som man har siger, har givet deres ord en form for tyngde. Man har lettere kunne accepteret Schmeichels lettere kluntede talestrøm, fordi manden for fanden har løftet det trofæ de andre snakker om. Og sådan har det været vejen rundt. Jan Mølby, Preben Elkjær og Laudrup-brødrene (og FAXE!) er ikke hr. Hvemsomhelst, og derfor er det rasende ligegyldigt, om de har skærmtække, gået til talepædagog, stylist og jeg ved ikke hvad. De er de bedste bud på danske eksperter til den form for analyse som knytter sig til kanalens koncept: Det er ikke videnskabeligt højt niveau eller højtragende analyser (hvad det måske burde være?), og netop derfor har det været befriende at slippe for repræsentanter for den typisk ræderlige danske journalist-stand.

Det er trods alt mere interessant at overvære spekulation om hvordan spiller X føler om situation Y, når det kommer fra folk, som rent faktisk har oplevet noget tilsvarende, og har nogle forudsætninger at tale ud fra. Og så har jeg i øvrigt nydt den voksende accept af, at værter og eksperter gerne må have favoritter: At Schmeichel holder med Man Utd, Mølby med Liverpool og Elkjær med dem der har tættest tilknytning til Italien. Det er sgu fair nok, når de selv har fortjent deres striber i de givne klubber og lande. Det varmer nærmest at de stadig har følelser i klemme. Det er sgu lidt hyggeligt på en meget tjekket måde…

Derfor er det med trist mine, at man konfronteres med nyheden om at Überflødebollen over dem alle; Jes fucking Dorph skal til at være vært på Champions League-transmissionerne. Manden der repræsenterer alt hvad der er vammelprovinsielt, og giver ordet “folkelig” en konnotation af lavloftethed og laveste fællesnævner emmer ikke just af klasse, skarpe analyser og fodboldhistoriens vingesus. Til gengæld kan vi givetvis imødese den “gode jyske grundreportage” (selvbestaltet TV2-hofdisciplin) gør sit indtog i den danske CL-dækning.

Føj for pokker - godt West Ham ikke er kvalificeret…

Besøg bloggen på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller tjek sygogmunter ud på twitter

Hull City FC: Tandløse tigere

Stiftet: 1904

Stadion: KC Stadium (Kapacitet: 25.404)

Kælenavn: Tigers

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 21 (ch) /3 (ch)/ 17

Første fem kampe: 15/8 Chelsea (U), 18/8 Tottenham (H), 22/8 Bolton (H), 29/8 Wolverhampton (U), 12/9 Sunderland (U)

Manager: Phil Brown (Siden oktober 2006).

Evigt solbrune Phil Brown med lokumsbrætskægget er en mand som formår at skabe overskrifter. Først lykkedes det ham at rykke Hull City FC op i den bedste engelske række for første gang i klubbens 104-årige historie. På det tidspunkt var Hull den største by i England som aldrig havde haft et hold i det fornemme selskab. Dernæst ledede han holdet gennem en så succesfuld start på livet i Premier League, at han blev kåret til årets manager i september; blandt andet efter en imponerende sejr på 2-1 over Arsenal på Emirates. Siden blev livet noget hårdere for opkomlingene. Brown fik adskillige bøder for upassende adfærd når temperamentet løb løbsk, han gennemførte sin halvlegssnak til sine spillere på banen foran Hulls medrejsende fans mod Manchester City, han udtrykte ønske om at holdets ubestridte stjerne Geovanni skulle dumpe en dopingtest i et interview efter en kamp, og da Hull efter en miserabel afslutning på sæsonen trods alt redede livet i den bedste række; ja – så greb Phil Brown en mikrofon og skrålede en modificeret version af Beach Boys hittet Sloop John B for de måbende og glade hjemmetilskuere: “Leeeet me go hoooo-ooo-ooome”sang han. (Find klippet på youtube og krum tæer til de knækker.) Hvis ikke han gør sit arbejde overordentlig godt, så kan både han og Hull få ønsket opfyldt, og være så godt som hjemme i de lavere rækker ved juletid.

Truppen generelt: Nick Barmby?! Lever du endnu?

Da Hull umiddelbart efter oprykningen forrige sæson hentede Geovanni i Manchester City, hentede man også den primære årsag til holdets succes. Den brassilianske 10’er lavede otte mål i sidste sæson, og er alfa og omega for om holdet fungerer offensivt. Nummer to på holdets topscorerliste sidste år var store Marlon King, som tegnede sig for fem træffere. Generelt er Hulls trup heller ikke noget at råbe hurra for. Holdet faldt fuldstændig sammen i anden halvdel af sæsonen, og hvis der havde været et par runder mere ville de næppe stadig være at finde i den bedste række. Hull vandt ikke i sæsonens sidste ti kampe – og på sæsonens sidste 21 (!) kampe blev det blot til 9 af holdets i alt 36 point. Hvis man skal fremhæve nogen, så er kaptajnen Ian Ashbee en udmærket, fightende boldflytter, som desuden kan prale af at have scoret for Hull i samtlige af de øverste fire engelske rækker (ligesom han har haft den tvivlsomme ære, at blive hentet til klubben af Jan Mølby, dengang han huserede). Forsvareren Michael Turner spillede samtlige minutter for the tigers i deres første Premier League sæson, og gjorde det godt nok til at blive kåret til årets spiller for andet år i træk. Han sættes nu i forbindelse med en række andre klubber. Jimmy Bullard som blev hentet i januar fra Fulham, er som bekendt en rigtig god spiller, som både kan bidrage offensivt og defensivt, men ikke overraskende er hans tid i Hull blevet fyldt med skader. Afslutningsvis bidrager den tidligere Tottenham, Boro, Everton, Liverpool og Leeds-spiller Nick Barmby med noget 90’er nostalgi på KC Stadium.

Væsentlige transfere: Nobody wants to go to Hull

90’er nostalgi var der også masser af ved tudsegamle Dean Windass, som imidlertid er blevet skippet ud tillige med en håndfuld andre fyldspillere (herunder Michael Bridges!), som alle er røget til klubber i de lavere divisioner. Dog har også førstevalget på højrebacken, Sam Ricketts, forladt klubben til fordel for Bolton. Denne relativt store udskiftning vidner om at Brown godt kender den forestående udfordrings størrelse. Foreløbig er den eneste nye mand en franske forsvarer med det mundrette navn Steven Mouyokolo, men Hull linkes bestandigt med et hav af spillere. Senest har Bobby Zamora sagt pænt nej tak, for i stedet at sidde på bænken hos Fulham. Heri ligger Hull og smørtenoren Browns pt største problem. Hull er en lille klub i et temmelig usexet hjørne af England, og derfor bliver det svært at lokke profiler til. Man fristes til at kalde denne mekanisme for Wigan-syndromet…

Forventninger: Ud på røv og albuer

Som allerede nævnt talrige gange bliver det svært for Hull næste sæson. Holdet har som udgangspunkt allerede nedrykningsform, og såvel spillere som trænere og fans må have en temmelig slunken selvtillidsbeholdning. Holdet skal simpelthen hente en række forstærkninger – til snart sagt alle pladser - i løbet af det resterende transfervindue, og så skal de ellers gå til hver kamp, som gjaldt den liv og død. Og selv hvis de gør dette, får de det stadig svært.

Tip: Forventet placering: Nummer 19 Supersæson: Nummer 17 eller derover