Syg og munter

West Ham United FC: Lykken gemmer sig stadig…

Stiftet: 1895 (som Thames Ironworks)

Stadion: Boleyn Ground (Upton Park) (Kapacitet: 35.303)

Kælenavn: Irons, Hammers, Academy of Football

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 15/10/9

Første fem kampe: 15 Wolverhampton (U), 18 Aston Villa (H) (udsat), 22/8 Tottenham (H), 29/8 Blackburn (U), 12/9 Wigan (U)

Manager: Gianfranco Zola (Siden september 2008)

West Ham er den klub i toppen af engelsk fodbold, som historisk har haft færrest udskiftninger på trænerbænken - blot 12 mand har stået i spidsen for the irons siden stiftelsen. Derfor har det også bevirket en hvis bedrøvelse blandt mange tilhængere (undertegnede inklusiv), at der de seneste ti års tid har været temmelig heftig gang i karrusellen. Harry Redknapps relativt succesfulde vælde med obskure signinger og pub-mentaliten på dagsordenen sluttede efter syv år i 2001. Han blev efterfulgt af Glenn Roeders katastrofeår, og efter nedrykning reformerede Alan Pardew klubben fra 2003, inden han selv fik sparket da nedrykningen truede i 2006, og nye islandske ejere havde overtaget klubben. Ind trådte Alan Curbishley, som heldigt og kløgtigt fik vendt den synkende skude, og dernæst kedede alle ihjel med en middelsæson trods store investeringer. Han tog sit tøj og gik i 2008 da han ikke følte at han havde fuld kontrol over spillersalg, og ind blev hentet den uerfarne Gianfranco Zola. Zola er den første ikke-britiske træner i klubben, som fra 1895 til 1989 kun havde fem forskellige trænere. Cirka sideløbende gik de islandske ejere fuldstændig på røven økonomisk, og klubben er nu blanket af, og ejet af et konsortium af kreditorer.

Trods sin begrænsede erfaring (et par år som assistent for den italienske u-21 landstræner Pierluigi Casiraghi), sin status af udlænding, sin historiske kærlighedsaffære med Chelsea, sin fysiske lighed med en af de der plastictrolde man fik hos skoletandlægen og de ret vanskelige arbejdsbetingelser rent økonomisk, har Zola imidlertid fået rigtig mange fans. Dette skyldes foruden mandens vindende, positive sind, også det faktum at han satser kompromisløst på unge spillere fra klubbens traditionsrige akademi, og kræver at holdet skal prøve at spille offensiv, positiv pasningsfodbold - the West Ham way, som i de stolte, sagnomspundne og retrospektivt voldsomt glorificerede dage under Ron Greenwood og Johnny Lyall i de glade 60′ere, 70′ere og 80′ere. At han så i øvrigt førte holdet til en rigtig fin 9. plads i sidste sæson, trods en ret smal trup og en del skader hjælper selvfølgelig også på det.

Truppen generelt: Lidt men godt…

Robert Green er uomtvisteligt førstevalg, og får konkurrence fra unge ungarnske Peter Kurucz og yngre tjekkiske Marek Stech. På venstrebacken er Herita Ilunga fast mand, og efter en kanondebutsæson er der store forventninger til den iskolde congoleser. I centerforsvaret er Matthew Upson sikker starter og ren klasse, hvis ikke han lokkes til den blå del af Manchester inden transfervinduet smækker. Ved sin side afgør dagsform, skader og karantæner, om det bliver hovedspilsmonstret James Collins, stortalentet James Tomkins eller den elegante Danny Gabbidon, som er tilbage efter næsten to års skadespause, der tager pladsen. Højrebacken ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem det franske flop Julien Faubert og den hårdtarbejdende men behersket talentfulde yankee Jonathan Spector. Også de unge Jordan Spence og Bondz Ngala vil presse på omkring førsteholdet.

Midtbanen styres af Scott Parker, hvis rolle på holdet i Zolas system er meget central. Han får typisk selskab centralt af Mark Noble, mens Jack Collison kan få et definitivt gennembrud efter at have spillet sig på holdet på venstrekanten i sidste sæson. Schweiziske Valon Behrami snupper højrekanten med et grotesk løbepensum og en never say die attitude i tillæg til et stort fodboldtalent, omend han akkurat ikke er klar til sæsonstart. Til gengæld ser det ud til, at Kieron Dyer langt om længe er skadesfri, og den tidligere Ipswich, Newcastle og landsholdsspiller har set skarp og entusiastisk ud i træningskampene. De unge Josh Payne og Junior Stanislas bejler til henholdsvis den defensive midtbane og flankerne, alt imens rutinerede Luis Boa Morte blev knæskadet i en træningskamp, og først ventes tilbage om et halvt års tid.

På toppen er Carlton Cole nærmest eneste alternativ, idet Dean Ashtons skader lader til at trække konstant længere ud, alt imens unge Zavon Hines og Savio vil håbe på spilletid.

Væsentlige transfere: En chilener, en schweizer og alt for få angribere…

Ilunga er blevet hentet på en permanent kontrakt, men ellers er det begrænset med den indgående trafik på the Boleyn Ground. Også keeperen Kurucz har fået opgraderet sin aftale, alt imens den chilenske hængende angriber/offensive midtbanespiller Luis Jimenez er blevet lånt i Inter. Ligeledes er den unge schweiziske venstreback Fabio Daprela blevet hentet som backup for Ilunga. Endnu en ung fyr er blevet hentet til angrebet, hvor Chelsea-talentet Frank Nouble allerede har imponeret med en stak mål og stærkt spil i en række træningskampe. Ligeledes hævdedes det i går i russiske medier, at West Ham havde indgået en kontrakt med forårssæsonens lejesvend fra Spartak Moskva, tjekkiske Radoslav Kovac.

Til gengæld har der været trængsel ved udgangen, hvor en række kontraktudløb er blevet udnyttet til at tynde ud i truppen. Lee Bowyer, Diego Tristan, Diego Di Michele, Kyel Reid og målmændene Jan Lavstuka og Jimmy Walker er nogle af de folk som har forladt klubben over sommeren. Også anfører og højreback Lucas Neill er foreløbig væk, omend han fortsætter sin formidable limbo om sin fodboldfremtid, hvor West Ham, Sunderland og Galatasaray fortsat meldes i konkurrence om australieren. Afslutningsvis er det unge angrebstalent Freddy Sears udlånt til Crystal Palace, hvor han har høvlet mål ind i optaktskampene.

Forventninger: I’m forever blowing bubbles…

West Ham har en stærk defensiv, hvor Green holder et højt niveau, mens firebackkæden må betragtes som svækket, men ikke desto mindre stærk, hvis Neill ikke erstattes. Midtbane fireren med Collison-Noble-Parker-Behrami er en uhyggelig, pasnings - og løbestærk enhed, som kan presse og konkurrere med de bedste i ligaen. På toppen findes holdets akilleshæl, hvor en skade til Carlton Cole vil være en katastrofe, alt imens Luis Jimenez skal tilpasse sig tempoet og fysikken i Premier League hurtigst muligt. Cole har udviklet sig kollosalt de seneste år, særligt siden Zolas mellemkomst, som lader til at have givet Cole en helt ny bevidsthed om de evner, som også har gjort ham til et fast indslag i landsholdstruppen. Han er bomstærk, holder fremragende på bolden, og kan pludselig også ryste markører af sig med smarte tekniske finesser. Hvis han får en hel sæson uden dumme skader og karantæner kan have blive et monster som overrasker rigtig mange. Ikke mindst hvis han bliver en skarpere afslutter.

Trods alt dette må jeg erkende, at en top-10 placering måske er vel optimistisk. West Ham har en tynd trup, som oven i købet består af rigtig mange unge og urutinerede kræfter. Økonomien rygtes at være elendig, og muligvis vil holdet blive tvunget til at skille sig af med nogle af de etablerede kræfter. Andre rygter siger heldigvis at Eidur Gudjohnson og Luca Toni er lige på trapperne. Det er aldrig kedeligt at følge West Ham, og næste år kan lige så vel blive et angreb på Euro League pladserne som en kamp på liv og død i bunden af rækken.

Som evig optimist/idiot må jeg nødvendigvis gætte på minimum en tiendeplads. Realismen er West Ham supporterens værste fjende, og den skal så sandelig heller ikke komme og ødelægge denne optakt og min glæde ved at sæsonen endelig starter lige om lidt…

Tip: Forventet placering: Nummer 10 Supersæson: Top 7.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 11. Sunderland FC
• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Så er det igen blevet mandag. Industriferien haster mod sin afslutning. Den grå og kedelige virkelighed truer i horisonten med al sin “hverdagsdrama-af-Susanne-Bier-med-Paprika-Steen-i-åh-så-fjollet-birolle”-gråhed og tristesse. For at det ikke skal være løgn ser det gud hjælpe mig ud til at efterårsvejret allerede har indfundet sig, og vi skriver saftsusemig ikke engang august.  Satan og helvede.  *Suk.*

*DYBT SUK!*

Det er på dage som disse man skal mindes good times. Man skal sende varme tanker tilbage til bedre tider; dage med sol, bajere, ungdommelig kådhed, våde drømme, penge på kontoen, store bryster og rigtige cowboyhelte! De dage hvor mennesker man tidligere har haft et mildest talt anstrengt forhold til pludselig åbenbarer sig som de reneste og bedste venner man nogensinde kunne have ønsket sig; hvor den middelmådige plade med ens gamle yndlingsband pludselige fremstår nødvendig, vital og energisk; dage hvor kæresten sandt for dyden laver frikadeller som vor motherfucking moder lavede dem: Eller for at aktualisere iforhold til at dette er et fodbold-site: Dage hvor den middelmådige centerforsvarer springer ud som en inspireret højreback, klovnen på den defensive midtbane som ikke kan erobre en bold fra en flok skolebørn om man så bevæbnede ham med billetter til Bonbonland, McDonaldsmad og taletidskort ad libitum viser sig pludselig at være en reinkarneret Makelele, og angriberen som i årevis ikke har kunnet ramme en korøv med en banjo - endsige lave mål på en fodboldbane - laver et vaskeægte hattrick (naturligvis en med hvert ben og en med hovedet)!

Det er de dage man lever af igennem, såvel en lang vinter, som en endnu længere lortesæson med det udvalgte favorithold. Det er de ting, som Flemming “Bamse” Jørgensen sidder og synger om, i en båd som gynger ikke så lidt faretruende under hans smælderfede korpus. Og guderne må vide at manden ved, hvad han snakker om. Han holder jo for djævlen da med AGF!

Naturligvis har også undertegnede - Eders hengivne blogger - oplevet disse dage. Faktisk er de ganske hyppigt forekommende, når man som jeg lever i et dysfunktionelt, registreret partnerskab med West Ham United FC. Der er sågar opstået en lille cyklisk lovmæssighed i koncepterne. En næsten mekanisk lighed i udviklingen i forholdet mellem fansene og enkelte spillere. En langsom, opslidende proces som strækker sig fra optimisme over en snert af skuffelse, til afmålt skepsis, begyndende frustration, totalt frådende raseri og endelige til en fuldstændig depressiv resignation. Og her på bunden af livets tønde trænger lyset alligevel ned. Man misser med øjnene og kærligheden begynder igen at spire. Lige så forsigtigt. Fra stjålne blikke over stilfærdige komplimenter, videre til drillende vittigheder, heftig flirten og kulminerende i ren og uforfalsket mandekærlighed (naturligvis på en overhovedet ikke seksuel måde!) mellem en masse tusinde fans og en småforvirret fyr på banen i claret’n'blue.

Suuupa, Supaaa-Tom

Jeg er vist ikke helt klar i mælet. Tillad mig at eksemplificere. Tomas Repka gik rundt i Firenze og holdt sommerferie i 2001. Han havde spillet over 100 kampe i Serie A, og havde været en succes som en af tre forsvarere i holdets formation. Han var landsholdsspiller for Tjekkiet, men havde misset deres famøse EM i 1996 - idet han havde to kampes karantæne for et rødt kort i den sidste kvalifikationskamp (Tomas kunne sgu godt blive sur), og derfor ikke blev udtaget. Tjekkerne havde måske ikke regnet med at skulle spille mere end tre kampe - og nok slet ikke med at nå finalen, som de jo altså gjorde. Jeg tror ikke Tomas var typen der bar nag. Han hyggede sig i stedet nok med konen og børnene, både i 1996 og igen der i sommeren 2001. De gik måske en tur. Købte en is, besøgte venner og familie. Livet var godt, har Tomas sikkert tænkt, her kan man godt holde ud at leve.

Og så ramlede det hele. I London sad en af West Hams værste trænere nogensinde. Han var lige blevet ansat, selvom hans CV var uimponerende. Han havde lige sagt farvel til Frank Lampard som var blevet sendt til Chelsea for 11 millioner pund, som nu skulle bruges på at styrke defensiven. Derfor tog Glenn Roeder, som træneren hed, telefonen og ringede til Firenze. Han ville købe Alessandro Pierini (som ingen husker i dag) som netop havde fået en enkelt landskamp for de azurblå. Fiorentina manglede penge og en handel blev hurtigt aftalt - imens tog Tomas Repka sig måske en kølig øl på terrassen, kiggede på himlen, kløede hunden bag øret.

Et par dage efter blev Tomas Repka præsenteret som West Hams dyreste indkøb nogensinde. Alessandro Pierini ville ikke spille i England, og Roeder var åbenbart så forhippet på at han ville have en forsvarer fra Fiorentina, at han i stedet købte Repka. Problemet var bare at Repka heller ikke havde lyst til at skifte. Og at Roeder havde tænkt sig at bruge ham i centerforsvaret, når han ret beset nok mest var at betragte som højre back i en firemandskæde. Blandt andet derfor blev Repkas tid i West Ham en stormfuld affære.

I sin første ligakamp blev han smidt ud - det var i et 2-0 nederlag til Middlesbrough. I sin første ligakamp efter udstået karantæne blev han smidt ud igen - det var i et 7-1(!) nederlag til Blackburn. Og så siger man, at spillere sydfra har svært ved at vænne sig til det fysiske spil i Premier League.

Selvom Roeder og Repkas første år i West Ham egentlig endte lykkeligt med en 7. plads i ligaen kom tjekken aldrig rigtig op i omdrejninger, og mange på lægterne begyndte at undredes over, om man måske ikke kunnet have fået en anelse mere forsvarsspiller for pengene end den småpsykotiske 2′er. Året efter gik det helt galt. Intet fungerede, forsvaret sejlede - Repka sparkede specifikt masser af huller i luften og modspillerne, men formåede sjældent at skille sig fornuftigt af med bolden endsige erobre den i første omgang - alle angribere var skadede, en juniorspiller og en centerforsvarer agerede ufarlig angrebsduo. Så det endte med nedrykning. Og spillerflugt. Flere ville eksplicit ikke blive i klubben. Få ville det modsatte. På nær en spæd stemme fra den efterhånden meget upopulære rekorddyre Repka: Når man har været med til at rykke holdet ned, må man også blive og rykke det op igen, var budskabet.

Og langsomt men sikkert begyndte Repka at erobre hjerter på Upton Park. Glenn Roeder blev fyret, og Alan Pardew ansat. Repka blev højre back. Han begyndte at styre sit temparement - eller rettere: At kanalisere det frugtbart ind i sit fodboldspil. Han begyndte sågar at spille ret stabilt. Følgelig blev temperament i stigende grad tolket som engagement og passion frem for udtryk for en psykisk sygdom. Var der rent faktisk en spiller her, som var begyndt at gå op sit arbejde? Havde han hele tiden gjort det? Oprykning kiksede i første sæson. Repka blev hængende. Oprykningen lykkedes i andet hug, Repka underskrev en ny kontrakt, på trods af en markant lønnedgang.

I takt hermed blev sange om Super Tommy Repka mere og mere almindelige i lydbilledet hos West Ham supporterne. Repka spillede en enkelt halvsæson som højreback i Premier League for West Ham efter oprykningen. Han var klasse. Der var langt mellem såvel de gule kort som de graverende fejl, og selvom manden ikke var nogen sprinter, driblekonge eller dødboldsspecialist var han en stabil, vigtig del af holdet som tog Premier League med storm og sluttede som nummer 9 - og nåede FA-cup-finalen. Den nåede Tommy ikke at deltage i. Han var rejst hjem til Sparta Prag af familiære årsager. Hans sidste hjemmekamp var en 2-1 sejr over Fulham. Efter slutfløjtet rejste alle på stadion sig, klappede taktfast, sang og hyldede den tårevædede Super-Tom.

Oooh, Christian Dailly…

Tommys makker i centerforsvaret under Glenn Roeder oplevede en lignende proces. Christian Dailly var ganske enkelt ikke nogen særlig storslået fodboldspiller. Det blev især udstillet i Premier League. Til fansenes stigende utilfredshed. Dailly fandt imidlertid noget bedre sit niveau i den næstbedste række efter nedrykningen. Der begyndte at dukke oplysninger op om Dailly. Han var bundproffesionel. Han trænede hårdest af alle på træningsbanen. Han blev brugt rundt omkring på det konstant skiftende hold af ungdomsspillere lejesvende og afdankede folk på korttidskontrakter, som Alan Pardew forsøgte at føre til Premier League - men han brokkede sig aldrig. Selv når han åbenlyst ikke var komfortabel på en given plads på banen. Efterhånden blev han helt fortrængt fra startopstillingen af de unge Anton Ferdinand og Elliot Ward. Man hørte ham aldrig beklage sig. Da oprykningen var sikret købte Pardew prompte to nye centerforsvarer. Dailly? Han beklagede sig sgu ikke.

I stedet blev han en stabil indskifter på den defensive midt når kampe skulle køres hjem, eller hvis nogen skulle mandsopdækkes. Det gjorde han faktisk rigtig godt - nogle gange i hvert fald. Lidt har sgu også ret. Fansene begyndte at holde af manden. De sang til ham når han løb og varmede op på sidelinjen: “OHHHH, CHRISTIAN DAILLY, YOU’RE THE LOVE OF MY LIFE” sang de, “OOOH CHRISTIAN DAILLY, I’LL LET YOU SHAG MY WIFE” sang de, “OOOOH CHRISTIAN DAILLY - I WANT CURLY HAIR TOOOO!” sang de. Enkelte begyndte at gå med krølhårede parykker. Som den opvakte læser (hvis nogen da stadig hænger på?) nok allerede har gættet, så tog Dailly det med et stille smil og en løftet tommelfinger. Man hørte ham aldrig beklage sig. Og så scorede han engang et mål med pikken i en afgørende kamp. Eller det vil sige, han fik losset bolden direkte i bollerne ved et klumpspil, men rejste sig blot og sparkede den over stregen. Det var vist i en play off semifinale. Heller ikke der klagede han. Selvom det garanteret har gjort nas. Det er sgu dedikation.

Rigor Mortis og Carlton FUCKING Cole

Uden at gå i for mange detaljer kan det blot konstateres at Luis Boa Morte og Carlton Cole begge har haft lignende forhold til fansene. Boa Morte blev købt dyrt, var tyk og middelmådig på banen, og havde en temmelig aggresiv attitude. Folk blev trætte af ham. Han fik nok for meget i løn. Han afslog et skifte til Hull for at blive. Han sad ofte på bænken, men gav den en på lampen når han fik chancen. Mod slutningen af sidste sæson var truppen temmelig tyndslidt. Boa Morte vikariede både på højrekant, venstrekant, på toppen og centralt på midtbanen. Det skete med skiftende held, men generelt med fight, vilje og en del af den flair som gjorde ham til Fulhams altoverskyggende profil i en årrække. Og ligeså stille begyndte sangene. De positive vel at mærke.

Og det samme gør sige egentlig gældende med Cole. Fra evighedstalent med en ligeså elegant førsteberøring som en voldtægtsforbryder, ligeså meget kølighed foran mål som buslinje 5a en stegende hed sommerdag på Nørrebrogade (vel at mærke inden den blev lukket for biltrafik), og fysisk gennemslagskraft (trods sin imponerende størrelse) som Niles Crane fra tv-serien Frasier, til stensikkert førstevalg som kropsstærk, giftig topscorer og landsholdsspiller.

Og hvad er så konklusionen? Det er et godt spørgsmål. Vi West Ham fans (og vel egentlig de fleste fodboldfans generelt) lever et liv i mere eller mindre konstant lidelse. Måske derfor elsker vi når spillere bliver ved med at kæmpe trods modgang, og når de ikke brokker sig, men forsøger at udfylde den nødvendige rolle på holdet efter bedste evne. Derfor gør det egentlig slet ikke så meget i sidste ende, hvis den bedste evne er middelmådig. Derfor lærer vi at elske nogle spillere på trods og ikke på grund af deres evner. Og derfor fik Christian Dailly lovning på intim adgang til et sted i omegnen af 30.000 britiske koner hveranden weekend på Upton Park i et par år…

Sidste fredag tog denne blog en masochistisk tur ned af mindernes boulevard, hvor der blev grædt verbalt snot over den gyldne generation af West Ham-talenter, som desværre blomstrer i diverse storklubber i dag. En anden gruppe spillere, som de fleste fodboldfans kan ærgre sig over, er de som næsten kom til klub “X”, men som i stedet havnede andensteds med stor succes.

Heller ikke her er West Ham gået ram forbi. Hvis vi et øjeblik bliver i den yngre ende af spektret, er det oplagt at ærge sig over at John Terry allerede smuttede fra akademiet i en alder af 14, ligesom det kan synes en kende surt at David Beckham antagelig blev afvist ved en prøvetræning.

Ligeledes skulle såvel en relativt ung Marcelo Salas som en ditto Andrej Shevshenko have været til prøvetræning under ‘Arry Redknapp, som imidlertid var uimponeret, og berømmeligt vurderede at den ukrainske angriber som sidehen blev en af verdens bedste “did’nt pull up any trees.” Det gjorde han på den anden side heller ikke da han sidenhen rent faktisk fik chancen i engelsk fodbold, så måske det var godt det samme.

En anden som var ligeved og næsten (og som senere var medvirkende til Shevas fiasko), er Didier Drogba. Da West Ham på tragisk vis rykkede ned (med det højeste pointantal nogensinde i Premier League!) i 2003, havde daværende manager Glenn Roeder ellers allerede en aftale på plads med Guingamp om en overgang til den kommende sæson. Når man ser hvordan Drogba opførte sig, da han så tog til Chelsea efter et år i Marseille et års tid senere, var det måske meget heldigt vi rykkede ned…

Da vi endelig var tilbage i den bedste række, sommeren 2005, skulle der rigtig bruges penge på en angriber.  Man endte med at købe sicknote Dean Ashton i januar 2006, men han var på mange måder tredjevalg. Der var forhandlet en aftale på plads med Porto i august 2005, om at Benedict Mccarthy kunne skifte, men denne blev aflyst i 11. time, da en anden af Portos handler var faldet sammen.  Det kunne man så ærgre sig over, da Porto endelig slap ham året efter - endda til en tredjedel af prisen - og han lavede 18 kasser på 24 kampe for Blackburn. I januartransfervinduet 2006 forsøgte West Ham i stedet at købe Emmanuel Adebayor fra Monaco. Klubberne var enige om overgangssummen, men togoleseren ville hellere vente til sommeren 06, hvor han i stedet tog til Arsenal. Først derefter blev blikket vendt mod Deano.

Ååh, de satans kvinder…

Det seneste år er selvsamme Adebayor blevet rygtet videre fra Arsene Wengers boytoys, og er i den forbindelse blevet sat i forbindelse med blandt andet AC Milan. Dette affejede den stærke 25′er med et kliché-svar af de store: “Jeg er glad for at spille for denne klub, og ærlig talt er jeg glad for at AC Milan - en af de mest legendariske klubber i verden, har kigget på mig.”

Og dog, klicheen blev gjort til skamme; for Niklas Bendtners yndlingsslagsbror valgte at uddybe sit udsagn med en opsigtsvækkende parallel til en anden sfære af livet end fodboldens. Adebayor er ganske vist på kontrakt hos Arsenal for at score, men det var åbenbart en helt anden type scoringer han fik i tankerne af Milans interesse: ” For mig er det noget specielt. Det er som, hvis en dreng fik at vide at Beyonce kiggede efter dem.” Aha. Så hvis fodboldklubber var kvinder, ville AC Milan være Beyonce?

Men hvad ville andre klubber i England så være? Her følger fem skud fra hoften:

1. Hvis vi starter med Arsenal selv, så synes en parrallel til Demi Moore at være oplagt. Fra i 80′erne og 90′erne at have været sammen med Bruce Willis - inkarnationen af barskhed, pistoler, whiskey og smøger i kæften (fuldstændig som Arsenals fodbold i samme periode; tænk blot på Seaman-Winterburn-Adams-Bould-Dixon, hvis det ikke er whiskey og pistoler, så ved jeg ikke hvad der er. Paul Merson! Ray Parlour!) - skiftede hun i det nye årtusinde bane med den unge - måske kønnere, men også noget mere fimsede - Ashton Kutcher (tænk bare Van Persie, ham backen med perler i håret - Sagna?, Fabregas og Nicklas “lyserøde støvler” Bendtner).

2. Bolton Wanderers i de seneste 10-15 år bringer umiddelbart associationer i retning af hende den pisseirriterende fra  “Livet er fedt” aka. Merethe Kasten. Ja det kan godt være hun fik alle til at snakke om sig i en periode, fik et par små sejre og generelt præsterede over evne, men kønt det var det fandeme aldrig…

3. Newcastles nyere historie følger samme kurve som reality-tabloid-opfindelsen Anni Fønsbys liv i skræmmende grad. Begge troede de deres lykke var gjort da de mødte en mand med en kæmpe pose penge og gyldne løfter. Nu befinder de sig i noget der minder om helvede, manden vil ikke kendes ved dem, og alle de folk de havde på lønningslisten viste sig at være *ahem* “prostituerede”…

4. Chelseas hyppige udskiftningsfrekvens af højtprofilerede mænd i trænersædet, minder unægteligt om Paris Hiltons udskejelser i dobbeltsengen, ligesom de heftige shopping sprees er tilfælles. De har også begge en rig farmand til at sørge for, at de økonomiske konsekvenser af den udsvævende livsførsel aldrig rigtig mærkes… En banal, men ikke desto mindre iøjenfaldende, parallel.

5. Wigan Athletic kan bryste sig af, at afspejles i kvindeverdenen som Lene Jensen, Lotte Olsen eller Jytte Larsen. Hvem i helvede er så det? spørger den opmærksomme læser forhåbentlig. Opmærksomme læser, jeg er glad for, at du spørger. Det er nemlig den spidsfindige pointe. Wigan = Hvem? Get it?

Ok. Jeg beklager. Det virkede sjovt i teorien. Nu vil jeg flygte op i revybussen og køre ud i solen.

Find selv på flere.

På en strandbar i Florida sidder en mand. Hans hænder er store og hårde, hans hårgrænse viger drastisk, og hans ansigt er udtryksløst og furet, af hvad der må have været et hårdt liv. Udtryksløst, når man altså ser bort fra det intenst fjerne blik i øjnene som forekommer at være fordybet i noget meget vigtigt, men for alle andre fjernt og uopnåeligt. Han sidder for enden af bardisken. Hver dag på den samme stol. Bestiller øl og whiskey.

Hvis du har været i USA har du måske set ham. Du har måske haft hans bar som stambar i en uge eller to. Du har passeret ham på vej på toilettet efter endnu en flaske af det toiletvand som sælges som øl over there. Du og dine venner har undret jer over ham. Været i tvivl om, hvorvidt han skal frygtes eller latterliggøres. Du er blevet i godt humør, gulvet er begyndt at blive lidt elastisk, og du skal pisse endnu engang. Og pludselig har han fat i trøjen på dig, da du passerer hans barstol. Han kigger på dig med vanvittige, anklagende øjne og mumler noget komplet uforståeligt. Du er i godt humør, du er jo på ferie, og tager dig god tid til tossen. Hans mumlem bliver til hæs rallen og du bestiller ham en Budweiser. Han drikker den hurtigt, i store grådige tåre. Hans øjne fæstner sig igen i det fjerne, og han nikker anerkende og takker lavmælt, beder dig sidde.  Han vil fortælle dig en historie. En forfærdelig historie. Han piller ved etikketen og rømmer sig. Du forstår at han nok får brug for en enkelt øl mere for at få stemmebåndet til at glide, og idet du bestiller vifter han  retorisk med sit tomme whiskeyglas. Du betaler velvilligt, han tømmer glasset ligeså, hamrer det i baren,  kigger direkte på dig med et forpint udtryk, og siger: “You don’t understand. We could’ve been contenders! We could’ve had class! We’ve could’ve been someone! Instead of just bums, which is what we are. Let’s face it!”

Og sådan starter han tragedien om West Ham United FCs nyere historie. Om en inkompetent ledelse der formøblede en enestående chance for at tage skridtet til et højere niveau. Og frem for alt historien om the golden generation som forsvandt. Hans historie er ikke enestående. Manden findes i 1000-vis. Han er overalt i det østlige London. Du kan møde ham i Malaga, Kuala Lumpur og på Kennedys Bar i København. Manden er sågar blevet set med viltert hår og fluer i skægget i Caracas. Overalt er historien den samme. Det hele startede da man solgte Rio Ferdinand rekorddyrt til Leeds. Man fik aldrig erstattet ham ordentligt. Tværtimod formøblede plattenslageren Harry Redknapp pengene på flop som Titi Camara, Svetoslav Todorov og Rigobert Song. Siden fulgte salget af Frank Lampard og formøblingen af endnu elleve millioner pund, efter ansættelsen af den uerfarne Glenn Roeder som manager, som trods en flot førstesæson ikke fik den nødvendige kapital af superskurken, ejer Terrence Brown, til at styrke truppen. Og så katastrofen. Det fatale point of no return. Nedrykningen i 2003. Joe Cole blev solgt. Glen Johnson blev solgt. Jermain Defoe blev solgt. Oprykningen kiksede i første forsøg. Michael Carrick blev solgt. Det bedste kuld unge spillere i engelsk fodbold i mange år - måske undtaget Manchester Uniteds flok med Scholes, Beckham, Butt, Neville-brødrene etc - solgt. Selv John Terry trådte sine spæde fodboldsko i West Ham, ligesom Kieran Richardson og Jimmy Bullard.

Og der sidder du på baren. Og du lytter til hans rablen, hans fantasterier og tankeeksperimenter. Du overvejer at kontakte psykriatisk afdeling på nærmeste hospital. Han fortaber sig igen i mumlen, og du fortrækker forundret og let skræmt. Tilbage til øl og sjofle vittigheder med vennerne.

Nogle gange møder manden en som sig selv. De kan kende lidelsen, apatien og vanviddet i hinandens blik. Så sidder de sammen og tegner på en serviet. Og smiler skævt. For en ny golden generation er på vej. De skriver løs. Collison, Noble, Tomkins, Stanislas, Sears, Stech, Payne - og måske de også husker den allerede solgte Anton Ferdinand. De tegner formationer.

Og når bølgerne går højt, tager vanviddet og drømmene til, og bliver næsten hallucinationer. Virkeligheden er kun en abstraktion siger de, uden helt at forstå hvad det så mon betyder. Og så siger de også Kanouté, Ashton, Parker, Dyer, Upson, Green, James, Tevez og Masherano. “We could’ve been contenders.” siger den ene, og den anden nikker ivrigt. Endelig én som forstår! Nogle gange forlader de baren arm i arm for ikke at vælte af lyksaglig, verdensfornægtende beruselse. Og de synger “I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air” De hæver armene, ranker ryggen og de de bævende stemmer finder styrke: “They fly so high/ nearly reach the sky/ then like my dreams they fade and die” Sådan tumler de ned af gaden, skrålende, frie, drømmende:“Fortune’s always hiding/ I’ve looked everywhere/ I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air.”

Tilbage på bardisken ligger en serviet. Nogle gange kan du nå at se den inden bartenderen krøller den sammen og smider den ned blandt cigaretskoder, kapsler og snotpapir. Så vil du se at der står noget i retning af:

Bywater Green? Stech??

Johson - Ferdinand - Ferdinand Tomkins- Mccartney Ilunga? Fry???

Collison - Parker Noble Carrick - Lampard - Cole

Defoe Tevez - Kanouté Ashton? Sears?

Hvis du en dag møder manden, ligegyldig hvor, så køb ham endelig en bajer. Guderne må vide han har fortjent den; he could’ve been a contender…