Syg og munter

Nummer 2: Liverpool FC: There’s always next season…

Stiftet: 1892

Stadion: Anfield Road (Kapacitet: 45.362)

Kælenavn: Reds

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 3/4/2

Første fem kampe: 15/8 Tottenham (U), 19/8 Stoke (H), 22/8 Aston Villa (H), 29/8 Bolton (U), 12/8 Burnley (H)

Manager: Rafael Benitez (siden juni 2004)

Det er efterhånden fem år siden at den spanske træner gennemførte the rafalution på Merseyside. I Benitez’ første sæson på Anfield Road blev det til et Champions League trofæ, og pludselig lugtede man tiltrængte nye tider i storklubben. Den ultimative succes er imidlertid udeblevet, og denne sæson markerer tyve-året for Liverpools sidste engelske mesterskab. At ærkerivalerne fra Manchester United så i denne periode har indhentet og udlignet Liverpools placering på toppen af mesterskabsrekordlisten gør ikke panderynkerne mindre blandt de højt besugne fans på the Kop.

Benitez havde i sine første år i klubben ofte svært ved både at spille med i ligaen og i diverse cup-turneringer, og Liverpool sæson i mesterskabskampen sluttede ofte skuffende tidligt, alt imens holdet nærmest har været fast bestanddel i de afsluttende runder af Champions League under spanieren. At holdet i samme periode også har været udsat for et turbulent ejerskifte til de amerikanske rigmænd Hicks og Gillette har ikke gjort det lettere for Benitez at få sammensat et hold med den nødvendige slagkraft til for alvor at slås om mesterskabet. Spanieren har flere gange været i mere eller mindre åben krig med ejerne om transferbudgetter og spillersalg, og flere gange har der været rygter om at andre trænere skulle være kørt i stilling til jobbet i Liverpool. Benitez er der dog endnu, og i sidste sæson så holdet ud til at være tættere på mesterskabsudfordringen end meget længe, og holdet sluttede på en andenplads. Den bedste ligaplacering under Benitez.

Truppen generelt: Stærkt, men med væsentlige mangler

På kassen står spanieren Pepe Reina, og det gør han sikkert og glimrende. Vikaren hedder Diego Cavalieri, og har kun optrådt fire gange på førsteholdet.

I forsvaret er Emiliano Insua og Fabio Aurelio to gode alternativer til venstrebacken, og særligt førstnævnte kan spille sig op i den absolutte elite på pladsen. Her prøver også middelmådigheden Andrea Dossena at gøre sig gældende. I centerforsvaret er den næsten legendariske (kun et skifte til Manchester United over Everton kan vel ændre på dette?) Jamie Carragher vanvittig populær, ganske kompetent og desuden velsignet med en konstant straffesparkfri zone omkring sig. I mine øjne er Martin Skrtel og Daniel Agger dog begge mere kvalificerede til pladsen i det lange løb. Sidstnævnte skal dog først overvinde sine obligatoriske 28 skader per sæson. På den anden back råder Liverpool blandt andet over schweizeren Phillip Degen som fik sit første år i klubben totalt smadret af skader.

Venstre midt besættes af spanske Albert Riera som alt i alt fik en rigtig god debutsæson i engelsk fodbold. Det skal blive spændende om at han i denne sæson kan hæve sit spil yderligere. På den anden kant er Premier Leagues måske allergrimmeste spiller Dirk Kuijt altid garant for en 100 % arbejdsindsats, og selvom hollænderen ikke har lavet så mange mål i Liverpool, som man måske havde håbet da man hentede ham, så er han en vigtig og undervurderet del af Liverpools hold. Kanterne kan alternativt besættes med den generelt skuffende Ryan Babel og den stærkt spillende Yossi Benayoun som fik sit Liverpool-gennembrud sidste år.

På den centrale midtbane behøver Steven Gerrard ingen videre introduktion. Manden er Mr Liverpool. Han kan det meste med en fodbold, giver aldrig op, og er vanvittig vigtig for holdet. Til at tage sig af det mere beskidte arbejde på midtbanen (ikke at Gerrard selv er nogen kostforagter i den henseende) råder Benitez over en af de bedste i verden til netop den opgave: Javier Mascerano. Også den vanvittigt upopulære Lucas Leiva kan bruges her.

Helt fremme er Fernando Torres stjernen, og den sikre starter. Det er også altsammen meget godt, idet der ikke findes mange angribere i verden på hans niveau. Hverken den returnerede lejesvend Andriy Voronin eller det formodede stortalent David N’gog har vist noget der berettiger at Torres skal føle sig utryg ved konkurrencen.

Væsentlige transfere: Et skridt frem og to tilbage

Netop nævnte Andriy Voronin er vendt tilbage efter et særdeles succesfuldt ophold på lån i Hertha Berlin. Den tidligere fiasko i Liverpool hænger dog stadig i en tåge over ukraineren. Ind er ligeledes kommet højrebacken Glen Johnson fra Portsmouth. Den engelske landsholdsspiller anslås at koste omkring 18 millioner pund, og kommer til at bidrage med rigtig meget i offensiven for Liverpool, men måske for lidt i defensiven. Ud er til gengæld røget det normale førstevalg på højrebackpladsen i form af Alvaro Arbeola som er taget tilbage til Real Madrid der i sin tid fandt ham for let efter at have givet ham sin fodboldopdragelse. Med sig har Arbeola taget en af de seneste års bedste og vigtigste spillere på Liverpools hold; midtbanestyrmanden Xabi Alonso. Sidstnævnte menes at have indbragt i omegnen af £ 30 millioner, mens førstnævnte nok har kostet kongeklubben cirka en tiendedel. Som direkte afløser for Alonso har Benitez været et smut i Italien og hentet Roma-spilleren Alberto Aquilani for cirka £ 20 millioner.

Ind er også kommet den græske forsvarsspiller Sotirios Kyrgiakos der mest af alt skal agere backup efter at veteranen Sami Hyppiaa besluttede sig for at afslutte karrieren hos Bayer Leverkusen i Tyskland. Ud af bagdøren er også smuttet Jermaine Pennant som fortsætter karrieren i Real Zaragoza

Forventninger: Close but no cigar…

Da Liverpool solgte Xabi Alonso til Real Madrid var der mange som mente at de lige havde sendt det engelske mesterskab med fly sydpå for ussel mammon. Dette udsagn er selvfølgelig problematisk. Liverpool havde under alle omstændigheder fået kam til deres hår, men faktum er at Alonso bliver svær at erstatte. Hans evne til at holde på bolden, altid finde en medspiller når han er presset og altid være spilbar har reddet mangt en storm af for Liverpool, og bevaret mangt et pres mod hidsigt kæmpende modstandere. Aquilani kan meget vel blive en stor succes på Anfield Road. Guderne må vide han har de nødvendige kvaliteter, men om han udfylde Alonsos rolle hurtigt og effektivt nok til at det ikke kommer til at koste en del point i sidste ende er usikkert. Først og fremmest skal han i det hele taget være kampklar.

Derudover råder Liverpool over et generelt set utrolig stærkt hold. Der kan stadig stilles spørgsmåltegn om bredden på enkelte pladser; navnlig helt fremme, hvor ingen af de spillere som pt er i truppen har vist klassen til at kunne erstatte en skadet eller karantæneramt Torres. Retfærdigvis vil meget få spillere kunne gøre dette, men Liverpools alternativer er fra langt fra Torres’ niveau. Ryan Babel har på mange måder højden og drøjden, men har til gengæld ikke overbevist når han har fået chancen. Alt i mens viste Voronin at han kan lave mål på samlebånd i Bundesligaen i sidste sæson, men det er langt fra sikkert at han kan gentage bedriften i England.

Hvis Liverpool imidlertid undgår skader til stamspillere, og får mulighed for at trække på den samme centrale akse gennem hele sæsonen kan de spille med mod de bedste. Salget af Alonso og den manglende backup for Torres udskyder dog det forløsende 19. mesterskab med endnu et år.

Tip: Forventet placering: Nummer 2 Supersæson: Nummer 1.

På en strandbar i Florida sidder en mand. Hans hænder er store og hårde, hans hårgrænse viger drastisk, og hans ansigt er udtryksløst og furet, af hvad der må have været et hårdt liv. Udtryksløst, når man altså ser bort fra det intenst fjerne blik i øjnene som forekommer at være fordybet i noget meget vigtigt, men for alle andre fjernt og uopnåeligt. Han sidder for enden af bardisken. Hver dag på den samme stol. Bestiller øl og whiskey.

Hvis du har været i USA har du måske set ham. Du har måske haft hans bar som stambar i en uge eller to. Du har passeret ham på vej på toilettet efter endnu en flaske af det toiletvand som sælges som øl over there. Du og dine venner har undret jer over ham. Været i tvivl om, hvorvidt han skal frygtes eller latterliggøres. Du er blevet i godt humør, gulvet er begyndt at blive lidt elastisk, og du skal pisse endnu engang. Og pludselig har han fat i trøjen på dig, da du passerer hans barstol. Han kigger på dig med vanvittige, anklagende øjne og mumler noget komplet uforståeligt. Du er i godt humør, du er jo på ferie, og tager dig god tid til tossen. Hans mumlem bliver til hæs rallen og du bestiller ham en Budweiser. Han drikker den hurtigt, i store grådige tåre. Hans øjne fæstner sig igen i det fjerne, og han nikker anerkende og takker lavmælt, beder dig sidde.  Han vil fortælle dig en historie. En forfærdelig historie. Han piller ved etikketen og rømmer sig. Du forstår at han nok får brug for en enkelt øl mere for at få stemmebåndet til at glide, og idet du bestiller vifter han  retorisk med sit tomme whiskeyglas. Du betaler velvilligt, han tømmer glasset ligeså, hamrer det i baren,  kigger direkte på dig med et forpint udtryk, og siger: “You don’t understand. We could’ve been contenders! We could’ve had class! We’ve could’ve been someone! Instead of just bums, which is what we are. Let’s face it!”

Og sådan starter han tragedien om West Ham United FCs nyere historie. Om en inkompetent ledelse der formøblede en enestående chance for at tage skridtet til et højere niveau. Og frem for alt historien om the golden generation som forsvandt. Hans historie er ikke enestående. Manden findes i 1000-vis. Han er overalt i det østlige London. Du kan møde ham i Malaga, Kuala Lumpur og på Kennedys Bar i København. Manden er sågar blevet set med viltert hår og fluer i skægget i Caracas. Overalt er historien den samme. Det hele startede da man solgte Rio Ferdinand rekorddyrt til Leeds. Man fik aldrig erstattet ham ordentligt. Tværtimod formøblede plattenslageren Harry Redknapp pengene på flop som Titi Camara, Svetoslav Todorov og Rigobert Song. Siden fulgte salget af Frank Lampard og formøblingen af endnu elleve millioner pund, efter ansættelsen af den uerfarne Glenn Roeder som manager, som trods en flot førstesæson ikke fik den nødvendige kapital af superskurken, ejer Terrence Brown, til at styrke truppen. Og så katastrofen. Det fatale point of no return. Nedrykningen i 2003. Joe Cole blev solgt. Glen Johnson blev solgt. Jermain Defoe blev solgt. Oprykningen kiksede i første forsøg. Michael Carrick blev solgt. Det bedste kuld unge spillere i engelsk fodbold i mange år - måske undtaget Manchester Uniteds flok med Scholes, Beckham, Butt, Neville-brødrene etc - solgt. Selv John Terry trådte sine spæde fodboldsko i West Ham, ligesom Kieran Richardson og Jimmy Bullard.

Og der sidder du på baren. Og du lytter til hans rablen, hans fantasterier og tankeeksperimenter. Du overvejer at kontakte psykriatisk afdeling på nærmeste hospital. Han fortaber sig igen i mumlen, og du fortrækker forundret og let skræmt. Tilbage til øl og sjofle vittigheder med vennerne.

Nogle gange møder manden en som sig selv. De kan kende lidelsen, apatien og vanviddet i hinandens blik. Så sidder de sammen og tegner på en serviet. Og smiler skævt. For en ny golden generation er på vej. De skriver løs. Collison, Noble, Tomkins, Stanislas, Sears, Stech, Payne - og måske de også husker den allerede solgte Anton Ferdinand. De tegner formationer.

Og når bølgerne går højt, tager vanviddet og drømmene til, og bliver næsten hallucinationer. Virkeligheden er kun en abstraktion siger de, uden helt at forstå hvad det så mon betyder. Og så siger de også Kanouté, Ashton, Parker, Dyer, Upson, Green, James, Tevez og Masherano. “We could’ve been contenders.” siger den ene, og den anden nikker ivrigt. Endelig én som forstår! Nogle gange forlader de baren arm i arm for ikke at vælte af lyksaglig, verdensfornægtende beruselse. Og de synger “I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air” De hæver armene, ranker ryggen og de de bævende stemmer finder styrke: “They fly so high/ nearly reach the sky/ then like my dreams they fade and die” Sådan tumler de ned af gaden, skrålende, frie, drømmende:“Fortune’s always hiding/ I’ve looked everywhere/ I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air.”

Tilbage på bardisken ligger en serviet. Nogle gange kan du nå at se den inden bartenderen krøller den sammen og smider den ned blandt cigaretskoder, kapsler og snotpapir. Så vil du se at der står noget i retning af:

Bywater Green? Stech??

Johson - Ferdinand - Ferdinand Tomkins- Mccartney Ilunga? Fry???

Collison - Parker Noble Carrick - Lampard - Cole

Defoe Tevez - Kanouté Ashton? Sears?

Hvis du en dag møder manden, ligegyldig hvor, så køb ham endelig en bajer. Guderne må vide han har fortjent den; he could’ve been a contender…