Syg og munter

For lidt over tre år siden - i november 2006 - blev West Ham købt af den islandske rigmand Bjorgolfur Gudmundsson (det har taget samfulde tre år, at lære at stave mandens navn). Købet markerede nye tider i østlondon. Den nye bestyrelsesformand i klubben, den karismatiske Eggert Magnusson, råbte op om Champions League fodbold indenfor 4 år, ansatte Alan Curbishley som ny træner, lagde en ordentlig røvfuld penge (i hvert fald i forhold til West Ham standarder) til indkøb af en række nye spillere, som blev lokket til klubben af de høje ambitioner og de endnu højere lønninger - og ultimativt reddede klubben sig fra nedrykning i foråret 2007 efter et utroligt comeback. Det fik Sheffield United til at gå rettens vej, idet de mente at Carlos Tevez egenhændigt havde holdt West Ham oppe, og at West Ham slet ikke havde spillertilladelse til den lille argentiner. Første udsagn er fuldstændig absurd, og andet direkte forkert, men det er egentlig slet ikke det, som det drejer sig om i denne omgang. Under alle omstændigheder var der optimisme, der blev købt flere profiler, og bobler steg mod himlen…

I juni sidste år skiftede West Ham ejer igen. Denne gang var hornmusikken knap så energisk, og armbevægelserne betragteligt mindre. På dette tidspunkt var Eggert blevet sparket ud igen, klubben var begyndt at mærke den økonomiske byrde fra en hel flok højtlønnede, evigskadede fodboldspillere, og frem for alt var Bjorgolfur gået fallit. Verdensøkonomien var tættere på depression end på Klondyke-entusiasme og West Hams nye ejere var et konsortium af kreditorer til den detroniserede islandske milliardær. Allerede inden ejerskiftet var de nye tider en realitet udadtil. West Ham solgte spillere, mange spillere, uden rigtig at bruge penge på nye. Alan Curbishley smuttede da han ikke længere følte han bestemte over indkøbspolitiken (og vandt naturligvis et million-sagsanlæg på vej ud). Gianfranco Zola og Steve Clarke blev hentet ind, og har siden udrettet noget der minder om mirakler med en stadig tyndere, skadesplaget trup. Det har ikke været en dans på roser. Samtidig er rygterne om klubbens astronomiske gæld vokset, og januartransfervinduet har været imødeset med kvalme og tilbageholdt åndedræt. Boblerne brast. Igen.

De seneste måneder har imidlertid budt på håb om bedre tider. Helt konkret i form af en række interesserede parter som har ønsket at købe fodboldklubben West Ham United FC. Det har rent ud sagt været noget af en stressfaktor. Særligt da det stod klart at klubbens ejerskabssituation ikke ville være afklaret før 1. januar, hvor frygten for afsked med flere nøglespillere inden nedrykningskampen var stærkt realistisk funderet.  Undertegnede har været reduceret til en sindstilstand der grundlæggende ikke adskiller sig stort fra den kvinder - i følge diverse klicheer og almindelig revymytologi - befinder sig i når de er højgravide. Mine søvn -, spise - og toiletvaner har været helt til hest. Jeg har konstant været præget af den rædselsfulde limbo-tilstand som min klub befandt sig i. Det er sandelig ikke blevet bedre at jeg mellem jul og nytår pådrog mig en større flænge på ryggen som konsekvens af Børge Mogensens åh-så-lækre stoles manglende evne til rent faktisk at kunne bære 90 kilo mandfolk. Hvorfor placere skruer med spidsen opad, når sædet samtidig kollapser når man sætter sig; HVORFOR, BØRGE?!?

Nå. Det var vist et sidespor. Lad os fortsætte af det: Med forbinding på ryggen, og selvmedlidenhed på størrelse med Dan Rachlins popularitet i 80′erne, har jeg omfavnet Dominos halvprismandage som Rudi Frederiksen ville omfavne deltagerne i BørneMGP. Jeg har ikke kunnet være fysisk aktiv, idet forbindingen ikke måtte blive våd af frygt for betændelse. Mit humør har svinget i en grad så jeg selv har været ganske langt fra at kunne følge med. De fleste dage har jeg næsten ikke kunnet komme op af sofaen. For fanden: Jeg har taget mig selv i at stå foran spejlet og bare føle mig tyk og have lyst til at græde. Det har i sandhed ikke altid været lige morsomt. Og så har der ovenikøbet været eksamensstress oven i hatten.

I denne suppedas af weltschmerz, magtesløs - og uvished tilsat almindelig vinterdepression har der dog været enkelte lyspunkter. Eller det vil sige: Der har mindst været et. Frank Turner hedder han. En Eton-uddannet, britisk, punkrocksingersongwriter (hold da kæft et lorteord!) i slutningen af 20′erne, som synger sange om livet. Ja, sgu. Hverken mere eller mindre. Det handler om at blive ældre og indse at man var en idiot som teenager, at verden er noget lort og nok bliver ved med at være det, at indse at man også er en idiot som voksen, om at folk dør af sygdomme i en al for ung alder, at man ikke er noget specielt i forhold til alle mulige andre, om ulykkelig kærlighed, venskab og jeg ved snart ikke hvad.  Livet, for fanden! Som det leves og døs(!). Og det er skidehamrendemotherfucking livebekræftende, skulle jeg hilse og sige. Ja - både Franks musik og livet som sådan. Det er det han minder en om.

Efter at have fået ham lige dele anbefalet og frarådet på det alvorligste siden han varmede op for Gaslight Anthem på Vega i foråret 2009, havde jeg alle intentioner om selv at tjekke ham ud, da han igen spillede koncert i København i december. Men det satte min generelle ugidelig - og uduelighed naturligvis en stopper for (det samme var i øvrigt tilfældet med Gaslight-koncerten). Til gengæld havde jeg åndsnærværelse nok til at købe en af hans plader da den sådan lige pludselig stod i smasken på mig i en obskur pladebiks i Barcelona senere samme måned. Jeg hørte den faktisk første gang mens jeg skrev et blog-indlæg i flyet på vej hjem.

Nå for at gøre en lang historie endnu længere: Frank og jeg er blevet noget der minder om venner. Han har kørt non-stop på anlægget, ipoden, computeren og hvor jeg ellers har kunnet forpeste uskyldige med mit nyfundne glade budskab. Jeg tror han forstår mig, Frank. Derfor besluttede jeg mig også ret hurtigt for, at jeg måtte eje endnu en plade med ham. En plade som ifølge pålidelige kilder skulle være lige så god som den jeg oprindeligt er faldet for. For at være helt præcis, så bestilte jeg pladen Sleep is for the Week den 29. december. Så kunne den måske være her i tid til at agere krykke for min skrøbelige mentale tilstand under transfervinduet. Siden er fulgt mange skuffende ture til postkassen, inden en længe ventet oplevelse af eufori da jeg vendte hjem efter en weekend på landet sidste søndag aften. Cd’en var i postkassen! Det samme var det seneste nummer af EX-hammers Magazine, og West Hams hjemmebanetrøje for indeværende sæson! Happy days!

Jeg tændte computeren for at se om verden stadig stod efter mine tre dages fravær fra nettet. Bladrede lidt i bladet mens windows startede. Et fint interview med Tony Cottee. Tjekkede overskrifter på nettet. West Ham var så godt som solgt stod der. Alt tydede på at man kunne regne med afklaring i løbet af mandagen. Det var lige før jeg begyndte at ane forår i luften. Jeg tog min nye trøje på og syntes egentlig den så godt ud alt taget i betragtning. Selvom det stadig er pervest at lave en West Ham hjemmetrøje uden lyseblå ærmer. I min generelle begejstring glemte jeg helt cd’en, som bare lå i sin indpakning i vindueskarmen.

Mandagen kom. Ingen afklaring. Blot et hav af nye rygter. Blandt andet nogle helt igennem rædselsfulde rygter om en meget dodgy italiensk rigmand som i forvejen ejer Cagliari. En mand som har fyret 28 trænere på 18 år dernede, og som har ganske veldokumenterede forbindelser til mafien. Jesus Kristus. Ikke igen. Det var mens disse dystre perspektiver samlede sig som tunge tordenskyer over mit ugidelige, joggingklædte korpus at jeg kom i tanker om at der var nye glade toner fra Frank i vindueskarmen. Jeg nærmest småløb derhen. Flåede forsendelsen op, og ramtes af vantro. Af vrede. Ja - sågar af noget der minde om angst. Jeg vendte febrilsk cd’en. Hvad fanden skulle det nu betyde? Var der nogen der tog pis på mig? Jeg konsulterede den medsendte kvittering og konstaterede at den lød på et eksemplar af Sleep is for the Week. Men hvorfor fanden i hede hule helvedes inderste steghede kreds havde play.com så sendt mig en Engelbert Humperdinck-cd med titlen Love Songs and Ballads?!? En ting er at de sender mig en forkert cd. Det kan ske. Erare humanum est og alt det der pis, men Engelbert Humperdinck!? Engelbert? HUM-PER-DINCK!? Hvad fuck. Hvad helvede!? Jeg var målløs. Rasende. Magtesløs og opgivende. Ikke nok med at min fodboldklub var ved at blive opkøbt af en ukarismatisk Don Corleone - nu tog livet pis på mig ved at sende mig en fucking ENGELBERT HUMPERDINCK-plade med fucking flødekærlighedssange! Og så lige nu når jeg havde mere brug for Frank end nogensinde! Total desillusion satte ind og jeg sank sammen i sofaen.  Resten af dagen fortoner sig i en underlig mareridtsagtig dunkelhed.

I går var mit sår på ryggen endelig helet nok til, at jeg igen måtte motionere. “Uhmm, endorfiner!”, vil jeg sværge at jeg hørte min krop sige. Og som det ikke var nok: West Ham blev endelig solgt. Ikke til Cagliari-manden, men til de tidligere Birmingham-ejere David Sullivan og David Gold. Dem har jeg tidligere udtrykt skepsis for her på bloggen. De købte 50 % af klubben, med option på køb af resten indenfor de næste fire år, og frem for alt vide beføjelser i forhold til den daglige drift. David Sullivan begyndte øjensynlig at flæbe under et interview med Talksports fordi han var så lykkelig. David Gold fortalte røverhistorier om dengang han boede lige om hjørnet fra stadion og spillede for West Hams drengehold mod East Ham. Måske var Engelbert-cden et tegn? Der er bedre tider på vej, og jeg vil i fremtiden slet ikke få brug for Franks positive vibrationer? Nu vil livet blive en dans på roser med Engelbert bløde stemme croonende den ene lovesong efter den anden?

Og dog. For ellers var der ikke mange positive meddelelser. Jeg fulgte pressemødet live med lige dele chok og lettelse. Klubben er dybt forgældet og belånt til op over skorstenen. Omkring 110 millioner pund lyder gælden på - og det trods den omstændighed at noget af gælden allerede skulle være afdraget ved købet. Og trods det faktum at klubben siden sommeren 2008 har solgt spillere for noget der minder om 40 millioner pund uden for alvor at bruge penge på nyindkøb. I det mindste er der ikke længere tvungne spillersalg, hvad der åbenbart ellers ville have været både nu og til sommer. Det har deherrer David og David lovet. Gianfranco Zola og Steve Clarke får lov til at fortsætte deres arbejde med truppen. Det har deherrer David lovet. De lovede også, at der bliver penge til rådighed til forstærkninger i januar. På den anden side har vi før oplevet nye ejere med løfter, der ikke blev overholdt.

De bebudede at de, om muligt, agter at at flytte West Ham fra the Boleyn Ground til Londons Olympiske Stadion, når den engelske hovedstad har haft olympiaden i 2012 (det er der, hvor logoet ligner en knælende Lisa Simpson i færd med at give oralsex). Stadion ligger i West Ham-land, og Sullivan udlagde en ambition om at kunne sikre West Ham Premier Leagues billigste billetter på denne måde. Ikke desto mindre er det altid sprængfarligt at fucke med kernetraditioner på denne måde. Samtidig snakkede de dog meget om deres egen East End baggrund og vigtigheden af at kende klubbens historie og tradition. Vi får se.

Samtidig udsendte de en invitation til alle kapitalstærke West Ham fans i verden om at de var velkomne til at købe sig ind i klubben. 10 procent af klubben plus betyrelsesposter og indflydelse for 10 millioner pund. En sådan ide kan man sandelig se gå mange veje. Ikke desto mindre er det da mulig at tolke tanken sympatisk.

Det som gjorde størst indtryk var dog David Sullivans ord: “We wouldn’t buy this club at all if this wasn’t West Ham. It makes no commercial sense for anyone to buy this club and it’s amazing that two other people wanted to buy it.”

Man skal ikke tro på alt hvad man hører, men de kan da snakke snakken, som man vist siger derovre. Om de så også kan gå gangen bliver interessant at se. Under alle omstændigher sagde de, at konsolidering og langsom opbygning er målet. De udtrykte tillid til egne evner, og bekymring for lønniveauet i Premier League. Samtidig profeterede Sullivan at en Premier League-klub vil ryge under administration inden sæsonen er ovre. Han hentydede ikke til West Ham, og foreløbig er det måske, hvad man kan forlange efter Eggerts forbrugsfest og den katastrofekurs det har sat klubben på. De næste par år skal altså gå med at rydde op. Det betyder nok at Matthew Upson forsvinder, idet han tjener Eggert-penge nu, og næppe bliver for mindre. Det betyder forhåbentlig også snarligt farvel til Boa Morte, Dyer, Quashie og Davenport, som sikkert alle tynger på budgettet. David og David løftede selv sløret for at der allerede i januar måske skal siges goddag til en ny angriber: Rygterne i dag nævner navnet Bobby Zamora. En altid hårdtarbejdende og loyal, local lad til at hjælpe med den langsomme genopbygning af West Ham United FC. Det er nok en drøm, men nøj hvor skulle han være velkommen. Selvom de næppe slipper ham i Fulham.

Og en konklusion med hele denne smøre? Det må være noget i retning af, at selvom det alt andet lige ser lysere ud nu, end det gjorde for et par måneder siden, så har jeg stadig skrevet til play.com og anmodet om at få byttet min Engelbert Humperdinck-cd til den med Frank Turner. Noget siger mig, at også får brug for hans venskabelige, livsbekræftende betragtninger i den kommende tid.

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.

West Ham United FC: Lykken gemmer sig stadig…

Stiftet: 1895 (som Thames Ironworks)

Stadion: Boleyn Ground (Upton Park) (Kapacitet: 35.303)

Kælenavn: Irons, Hammers, Academy of Football

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 15/10/9

Første fem kampe: 15 Wolverhampton (U), 18 Aston Villa (H) (udsat), 22/8 Tottenham (H), 29/8 Blackburn (U), 12/9 Wigan (U)

Manager: Gianfranco Zola (Siden september 2008)

West Ham er den klub i toppen af engelsk fodbold, som historisk har haft færrest udskiftninger på trænerbænken - blot 12 mand har stået i spidsen for the irons siden stiftelsen. Derfor har det også bevirket en hvis bedrøvelse blandt mange tilhængere (undertegnede inklusiv), at der de seneste ti års tid har været temmelig heftig gang i karrusellen. Harry Redknapps relativt succesfulde vælde med obskure signinger og pub-mentaliten på dagsordenen sluttede efter syv år i 2001. Han blev efterfulgt af Glenn Roeders katastrofeår, og efter nedrykning reformerede Alan Pardew klubben fra 2003, inden han selv fik sparket da nedrykningen truede i 2006, og nye islandske ejere havde overtaget klubben. Ind trådte Alan Curbishley, som heldigt og kløgtigt fik vendt den synkende skude, og dernæst kedede alle ihjel med en middelsæson trods store investeringer. Han tog sit tøj og gik i 2008 da han ikke følte at han havde fuld kontrol over spillersalg, og ind blev hentet den uerfarne Gianfranco Zola. Zola er den første ikke-britiske træner i klubben, som fra 1895 til 1989 kun havde fem forskellige trænere. Cirka sideløbende gik de islandske ejere fuldstændig på røven økonomisk, og klubben er nu blanket af, og ejet af et konsortium af kreditorer.

Trods sin begrænsede erfaring (et par år som assistent for den italienske u-21 landstræner Pierluigi Casiraghi), sin status af udlænding, sin historiske kærlighedsaffære med Chelsea, sin fysiske lighed med en af de der plastictrolde man fik hos skoletandlægen og de ret vanskelige arbejdsbetingelser rent økonomisk, har Zola imidlertid fået rigtig mange fans. Dette skyldes foruden mandens vindende, positive sind, også det faktum at han satser kompromisløst på unge spillere fra klubbens traditionsrige akademi, og kræver at holdet skal prøve at spille offensiv, positiv pasningsfodbold - the West Ham way, som i de stolte, sagnomspundne og retrospektivt voldsomt glorificerede dage under Ron Greenwood og Johnny Lyall i de glade 60′ere, 70′ere og 80′ere. At han så i øvrigt førte holdet til en rigtig fin 9. plads i sidste sæson, trods en ret smal trup og en del skader hjælper selvfølgelig også på det.

Truppen generelt: Lidt men godt…

Robert Green er uomtvisteligt førstevalg, og får konkurrence fra unge ungarnske Peter Kurucz og yngre tjekkiske Marek Stech. På venstrebacken er Herita Ilunga fast mand, og efter en kanondebutsæson er der store forventninger til den iskolde congoleser. I centerforsvaret er Matthew Upson sikker starter og ren klasse, hvis ikke han lokkes til den blå del af Manchester inden transfervinduet smækker. Ved sin side afgør dagsform, skader og karantæner, om det bliver hovedspilsmonstret James Collins, stortalentet James Tomkins eller den elegante Danny Gabbidon, som er tilbage efter næsten to års skadespause, der tager pladsen. Højrebacken ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem det franske flop Julien Faubert og den hårdtarbejdende men behersket talentfulde yankee Jonathan Spector. Også de unge Jordan Spence og Bondz Ngala vil presse på omkring førsteholdet.

Midtbanen styres af Scott Parker, hvis rolle på holdet i Zolas system er meget central. Han får typisk selskab centralt af Mark Noble, mens Jack Collison kan få et definitivt gennembrud efter at have spillet sig på holdet på venstrekanten i sidste sæson. Schweiziske Valon Behrami snupper højrekanten med et grotesk løbepensum og en never say die attitude i tillæg til et stort fodboldtalent, omend han akkurat ikke er klar til sæsonstart. Til gengæld ser det ud til, at Kieron Dyer langt om længe er skadesfri, og den tidligere Ipswich, Newcastle og landsholdsspiller har set skarp og entusiastisk ud i træningskampene. De unge Josh Payne og Junior Stanislas bejler til henholdsvis den defensive midtbane og flankerne, alt imens rutinerede Luis Boa Morte blev knæskadet i en træningskamp, og først ventes tilbage om et halvt års tid.

På toppen er Carlton Cole nærmest eneste alternativ, idet Dean Ashtons skader lader til at trække konstant længere ud, alt imens unge Zavon Hines og Savio vil håbe på spilletid.

Væsentlige transfere: En chilener, en schweizer og alt for få angribere…

Ilunga er blevet hentet på en permanent kontrakt, men ellers er det begrænset med den indgående trafik på the Boleyn Ground. Også keeperen Kurucz har fået opgraderet sin aftale, alt imens den chilenske hængende angriber/offensive midtbanespiller Luis Jimenez er blevet lånt i Inter. Ligeledes er den unge schweiziske venstreback Fabio Daprela blevet hentet som backup for Ilunga. Endnu en ung fyr er blevet hentet til angrebet, hvor Chelsea-talentet Frank Nouble allerede har imponeret med en stak mål og stærkt spil i en række træningskampe. Ligeledes hævdedes det i går i russiske medier, at West Ham havde indgået en kontrakt med forårssæsonens lejesvend fra Spartak Moskva, tjekkiske Radoslav Kovac.

Til gengæld har der været trængsel ved udgangen, hvor en række kontraktudløb er blevet udnyttet til at tynde ud i truppen. Lee Bowyer, Diego Tristan, Diego Di Michele, Kyel Reid og målmændene Jan Lavstuka og Jimmy Walker er nogle af de folk som har forladt klubben over sommeren. Også anfører og højreback Lucas Neill er foreløbig væk, omend han fortsætter sin formidable limbo om sin fodboldfremtid, hvor West Ham, Sunderland og Galatasaray fortsat meldes i konkurrence om australieren. Afslutningsvis er det unge angrebstalent Freddy Sears udlånt til Crystal Palace, hvor han har høvlet mål ind i optaktskampene.

Forventninger: I’m forever blowing bubbles…

West Ham har en stærk defensiv, hvor Green holder et højt niveau, mens firebackkæden må betragtes som svækket, men ikke desto mindre stærk, hvis Neill ikke erstattes. Midtbane fireren med Collison-Noble-Parker-Behrami er en uhyggelig, pasnings - og løbestærk enhed, som kan presse og konkurrere med de bedste i ligaen. På toppen findes holdets akilleshæl, hvor en skade til Carlton Cole vil være en katastrofe, alt imens Luis Jimenez skal tilpasse sig tempoet og fysikken i Premier League hurtigst muligt. Cole har udviklet sig kollosalt de seneste år, særligt siden Zolas mellemkomst, som lader til at have givet Cole en helt ny bevidsthed om de evner, som også har gjort ham til et fast indslag i landsholdstruppen. Han er bomstærk, holder fremragende på bolden, og kan pludselig også ryste markører af sig med smarte tekniske finesser. Hvis han får en hel sæson uden dumme skader og karantæner kan have blive et monster som overrasker rigtig mange. Ikke mindst hvis han bliver en skarpere afslutter.

Trods alt dette må jeg erkende, at en top-10 placering måske er vel optimistisk. West Ham har en tynd trup, som oven i købet består af rigtig mange unge og urutinerede kræfter. Økonomien rygtes at være elendig, og muligvis vil holdet blive tvunget til at skille sig af med nogle af de etablerede kræfter. Andre rygter siger heldigvis at Eidur Gudjohnson og Luca Toni er lige på trapperne. Det er aldrig kedeligt at følge West Ham, og næste år kan lige så vel blive et angreb på Euro League pladserne som en kamp på liv og død i bunden af rækken.

Som evig optimist/idiot må jeg nødvendigvis gætte på minimum en tiendeplads. Realismen er West Ham supporterens værste fjende, og den skal så sandelig heller ikke komme og ødelægge denne optakt og min glæde ved at sæsonen endelig starter lige om lidt…

Tip: Forventet placering: Nummer 10 Supersæson: Top 7.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 11. Sunderland FC
• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Indrømmet; konceptet er rædselsfuldt: Hvert andet år tager tre Premier League hold til Asien og spiller en venskabskampsturnering med deltagelse af et enkelt lokalt hold. Dette sker motiveret af en uskøn kombination af den ækle tendens til at brande (føj) “produktet” (føj) Premier League på det asiatiske marked (føj), alt imens turneringen dog også ledsages af mere noble tiltag, som træner, dommer og - træningskurser for unge lokale i tiden omkring afviklingen af selve turneringen.

Turneringen afvikles med to semifinaler og en finale, og foreløbig løbet af stablen tre gange. I 2003 løb Chelsea med trofæet i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, efter en straffesparkssejr over Newcastle i finalen. Årets øvrige deltagere var værtslandets landshold og Birmingham City. I 2005 vandt Bolton trofæet i konkurrence med værtslandet Thailands landshold, Everton og Manchester City, og endelig vandt Portsmouth en finalesejr over Liverpool i 2007 efter Fulham og vinderne af værtslandet Hong Kongs FA-Cup - South China - var blevet ekspederet ud i semifinalerne.

I år er turen så kommet til Kina, hvor Beijing ligger Workers Stadium og hjemmeholdet Beijing Guoan til afviklingen af turneringen. Semifinalerne spilles senere i dag. Klokken 12.00 dansk tid tørner londonrivalerne West Ham og Tottenham sammen, og to en halv time senere tager hjemmeholdet imod Hull City i den anden kamp. Vinderne mødes i finalen fredag klokken 14.30, mens “bronzekampen” afvikles klokken 12.00 samme dag.

Selvom turneringen altså har et cup-format, og er en officiel del af Premier Leagues aktiviteter, er det alligevel svært for alvor at tage den alvorligt. Ikke desto mindre vil der være masser af prestige på spil - særligt London-holdene imellem. West Hams traditionelle ærkerivaler er utvivlsomt Millwall, mens Tottenhams er Arsenal. West Ham og Millwall ligger en spytklat fra hinanden - på hver sin side af Themsen i Østlondon (en køretur på lige over ti kilometer fra West Hams Boleyn Ground til Millwalls The Den)-  begge hold er traditionelt værftsarbejderhold, og rivaliseringen er formodentlig startet i forbindelse med at Millwall agerede strejkebrydere engang i Ruder Konges spæde teenageår. Rivaliseringen kan dog i nyere tid især spores tilbage til hooligansammenstød i 70′erne og særligt i 80′erne, hvor såvel West Hams ICF som Millwalls Bushwackers var blandt de største, “bedste” og mest frygtede firms (herom handler f.eks. den hæslige Green Street film med hobitten Elijah Wood som West Ham hooligan). Efterhånden som de to hold dog i stadig stigende grad har etableret sig på forskellige niveauer i engelsk fodbold er den daglige rivalisering kølet af, og i stedet har mange af de mere negative følelser fra West Hams del af Londons East End rettet sig nordpå til ligarivalerne fra Tottenham Hotspurs.

Tottenham derimod har traditionelt haft en intens ærkerivalisering med deres naboer fra Arsenal. Highbury lå under ti kilometer fra Tottenhams White Hart Lane, og selvom the Gunners er rykket lidt længere væk på the Emirates er de to hold stadig naboer på godt og ondt - eller i hvert fald på ondt. For Tottenhams side er hadet til Arsenal ikke blevet mindre i nyere tid, af at en af holdets mest talentfulde egenavlede spillere i årevis - Sol Campbell - valgte at skifte til netop Arsenal på en fri transfer tilbage i 2001. Desuden har Arsenals relative succes de sidste tyve år sammenholdt med Tottenhams relative mangel på samme pustet til flammerne hos Tottenhams fans, som stadig i vidt omfang mener at holdet hører til helt i toppen af engelsk fodbold - en opfattelse som klubbens traditioner og meritter også i et vist omfang berettiger. To mesterskaber - det ene en double under klublegenden Bill Nicholsen i 1961, i alt 8 FA cups, 3 europæiske trofæer (to UEFA og en Cup Winners) samt fire liga cups (senest i 2008). Det sidste rigtig prestigefyldte trofæ (uden at ville fornærme Liga Cupen) ligger dog helt tilbage i 1991 da FA-cupen blev vundet efter finalesejr over Nottingham Forest. Alt imens har Arsenal haft en alt i alt succesfuld årrække under Arsene Wenger, hvor de rød - og hvidblusede oven i købet har tilladt sig at gå ind på hvad Tottenham betragter som sit enemærke;  at spille positiv, attraktiv fodbold.

Og netop her findes kimen til det stigende had mellem West Ham og Tottenham. For mens Arsenal i stigende grad vender deres frustrationer og had vestpå til nyrige Chelsea og nordpå til Manchester og Liverpool, så styrkes Tottenhams had til naboerne, som de mener burde en direkte rival resultatmæssigt. Alt imens afskyer West Hams fans, at Tottenham rent faktisk mener at “høre til” i toppen af engelsk fodbold - næste sæson er altid sæsonen hvor Tottenham reclaimer deres retmæssige plads i det fornemmeste selskab - konstant viser store armbevægelser på transfermarkedet (ikke mindst når de i nyere tid har snuppet Michael Carrick og Jermain Defoe fra West Hams eget akademi),  og generelt mener at være en meget større klub end West Ham. Alt imens hævder Tottenhams fans at være ligeglade med deres lillebror ude østpå, hvad der dog ikke er noget der tyder på, når der er dømt London-derby og stemningen er på bristepunktet på Upton Park eller White Hart Lane, og begavede øgenavne som Wet Spam, Lillyshites og Wham flyver gennem luften. Særligt har sidste Premier League-kamp i 2005/06 sæsonen fremmet aggressionerne, da West Ham - uden noget at spille for - besejrede Spurs 2-1, og dermed fratog dem fjerdepladsen og Champions League-pladsen, som i stedet gik til Arsenal - naturligvis - hvis fans sagde tak ved at synge West Hams anthem I’m forever blowing bubbles til deres sidste kamp på Highbury.

Og helt grundlæggende giver en Spurs/West Ham rivalisering mening. Klubberne ligger tæt på hinanden geografisk (12-13 kilometer i bil mellem White Hart Lane og Boleyn Ground), de er begge arbejderklubber, de har begge en selvforståelse og tradition for at spille attraktiv fodbold, de havde begge stærke firms på hooliganscenen i 80′erne, begge sæt fans har en temmelig berettiget opfattelse af at deres hold er sovende giganter potentielt og kunne udrette så meget mere. For West Ham bliver hadet centreret om, at Tottenham har storhedsvanvid ift. deres reelle præstationer de sidste mange år - mens en stor del af hadet også unægtelig er centreret om at Spurs’ arrogance rent faktisk har en hvis berretigelse: De har vundet flere trofæer, har plads til tusinde mennesker mere på deres stadion, har i mange år haft en - lidt - mere pengestærk og investeringsvillig chairman og noget der minder om en vision i modsætning til rodebutikken i egne rækker osv.

For Tottenham bliver hadet centreret om at West Hams efterhånden temmelig åbenlyse konkurrenceevne er en smertefuld påmindelse om deres eget fall from grace, og den realitet at Tottenham for tiden - trods flere heroiske angreb på the big four - stadig bare er et af mange midterhold i engelsk fodbolds fornemmeste række. Derfor vil de selvfølgelig ikke indrømme - for manges vedkommende ensige erkende - at de også irriteres grænseløst af West Ham; at tænke sig at så ubetydelige opkomlinge tillader sig at sammenligne sig med the mighty spurs! I en eksplicit erkendelse af rivaliseringen ville, for Tottenham, simpelthen ligge en al for smertefuld selvindsigt om egen middelmådighed.

Begge holds trænere - Gianfranco Zola og Harry Redknapp - er da også ganske utvetydige i forhold til hvor alvorligt kampen - og Asia Trophy - skal tages før kampen. Zola formulerer det således: “Jeg håber virkelig at det bliver en rigtig kamp, og vi vil give os 100 procent. Det er hvad vi vil. Vi ved at hvis vi ønsker at være i perfekt form til sæsonstart, så vi er nødt til at spille rigtige kampe. Jeg håber formlen er rigtig til at gøre dette - og under alle omstændigheder vil vi tage det meget seriøst.”

Alt imens betoner Spurs-boss Redknapp at hans udvalgte er i Beijing for at vinde: ” Vi er meget glade for at være her, og glæder os. Det er en god turneringen. Vi er her for at vinde. Jeg deltog med Portsmouth i Hong Kong for et par år siden, og det var fantastisk for os. Vi slog Liverpool i finalen, det gav os selvtillid og vi kom rigtig godt fra start i Premier League. Forhåbentlig kan vi gøre det samme. Vi er her for at spille så godt vi kan, og vi vil gøre vores allerbedste for at snuppe trofæet.”

De to hold løber på banen om lidt under to timer. Det er kun en træningskamp i en plastikturnering. Resultatet betyder ikke noget. Der er ikke livsvigtige point på spil. Det vigtige er at pudse kampformen af og for guds skyld undgå skader. Men alligevel vil jeg forbandet gerne slå the lillyshites.

Fear and loathing in Bad Rakersburg

Efter en stort set internetløs uge i skoldhed, italiensk bjergidyl havde Eders ydmyge blogger håbet at vende bøffelmozzarella-kvabset hjem til overskrifter om indkøp af klassespillere, fejende flotte træningssejre og generel skidegod stemning. I stedet var der nærmest ikke sket en skid (udover kvabset-målsætningen, som lykkedes til fulde). Gudjohnson rygtes upålideligt til klubben for tredje år i træk, Mancini-overgangen ser ud til at falde igennem, vi har rapset en sikkert lovende, men meget ung angriber, Nouble, fra Chelsea, træningskampen mod Werder Bremen i Østrig blev aflyst på grund af regn, og de andre træningskamp endte 1-1 mod henholdsvis frygtindgydende SVL Flavia Solva (fra den tredjebedste østrigske række) og sidste års nummer seks i den tyrkiske liga, Bursaspor. I går eftermiddag afsluttedes træningsturen med et dødsygt 0-0 mod slovenske ND Mura 05.

Selvom resultaterne ikke har været imponerende, har der været en del posivt at tage med. Ikke mindst fordi resultaterne af denne type træningskampe grundlæggende er totalt ligegyldige. Til gengæld har mange af de unge spillere fået masser af spilletid - og endnu mere opløftende; Danny Gabiddon har gjort comeback efter næsten to år ude med diverse skader, Kieron Dyer scorede sit første mål for West Ham mod Bursaspor, og ser rent faktisk ud til at være i færd med at lægge skadeshelvedet bag sig (7-9-13 - mens dette skrives rammer nemesis nok i form af en ondartet hæmoride i Kierons tarmflora, som holder ham ude i 18 måneder), og sidst men ikke mindst har manden med nosser så store som Rundetårn - Scotty Parker - fået en del spilletid efter store skadesproblemer ødelagde slutningen af sidste sæson. Nåja - og så ser det ud som om Julien Faubert har tabt sig og fået lyst til at spille fodbold igen! Til gengæld har Dean Ashton end ikke været med på Østrigs-turen, hvilket kaster yderligere benzin på rygtebålet, som sender ham ud af Zolas planer og til Stoke.

Snart går turen mod Kina, hvor vores venner og naboer fra Tottingham Hotspurs Cricket Club venter onsdag i en “semi-finale” i den kinesiske træningsturnering Barclays Asia Cup. Til den heldig vinder venter en prestigefyldt finaleplads mod enten storklubben Beijing Guoan eller giganten Hull City. Herefter følger en sidste testkamp 8. august hjemme på the Boleyn Ground, hvor Zolas gamle klub Napoli kigger forbi til det, som de seneste år har heddet Bobby Moore Cup, hvor en del af (hvis ikke hele?) overskuddet går til Bobby Moore cancer-fonden.

“And in fact it went in off Brooking I think!?”

Og nu vi er ved legenderne, så er ugens måske mest glædelige nyhed, at Sir Trevor Brooking - West Hams måske største spiller de sidste 30-40 år - får opkaldt en tribune efter sig hjemmebanen. Dette sker netop i forbindelse med kampen mod Napoli. Brooking, som fylder 61 til oktober, spillede hele sin karriere for West Ham, og fik mellem 1967 og sit karrierestop i 1984 skrabet 635 førsteholdskampe sammen, og lavede i den periode 103 mål.

Brooking var en klassisk spilfordelende offensiv midtbane, og rundt omkring i østlondon bliver øjnene svømmende, lykkelige og intense, når talen falder på dengang Sir Trev ærede det hellige græs på the Boleyn Ground med sine præcise afleveringer og frække driblinger. Åbenbart mistede Brooking ALDRIG bolden, og han slap den ellers ALTID først efter at have afdriblet en 4-5 modstandere. Ironisk nok scorede Brooking alligevel karrierens måske vigtigste mål med hovedet, da han nærmest siddende på røven fik sat panden på Stuart Pearsons hårde afslutning/indlæg i FA-cup finalen mod Arsenal i 1980 (Brooking var også med til at vinde Cupen i 1975). Undertegnede havde for et par år siden, på en shawarmabar på Nørrebrogade, fornøjelsen af at møde en stadig traumatiseret Arsenal-tilhænger, som havde overværet kampen på Wembley. Heldigvis var vi begge al for berusede til for alvor at blive uvenner. Finalesejren mod Arsenal var i øvrigt sidste gang West Ham vandt et betydeligt trofæ - og forresten også sidste gang et hold fra den næstbedste engelske række har vundet verdens mest prestigefyldte nationale cupturnering.

For at vende tilbage til Brooking, så blev hans enorme popularitet selvfølgelig ikke mindre af, at han overhovedet tog turen ned i den næstbedste række i første omgang. Da West Ham rykkede ned i 1978 ringede han til landstræner Ron Greenwood, og da denne (tidligere legendariske West Ham træner) lovede at hans landsholdsfremtid ikke blev dårligere stillet af et år i 2. division blev Sir Trev hængende indtil oprykningen i 1980 og beyond. Han nåede 47 landskampe for England og lavede fem kasser.

Sidenhen har Brooking blandt andet arbejdet på tv, og været caretaker manager for West Ham i flere omgange med stor succes (men han ønskede dog aldrig at påtage sig rollen på fuld tid). De seneste år har han været tilknyttet FA, og har flere gange været en åbenmundet kritiker af den manglende satsning på britiske talenter i engelsk fodbold.

Ak, ja. De laver dem ganske enkelt ikke som Clever Trevor mere, hvad tydeligt fremgår af dette youtubeklip.

Og så er det vist bare tilbage at ønske rigtig god weekend.

Undertegnede har været en tur ude i sommerlandet, og følgelig har bloggen ligget stille. Nu er jeg imidlertid tilbage; hummerrød på det meste af overkroppen, med høfeberen rasende i (næsten) alle kropsåbninger og alt i alt mere syg og munter end nogensinde før. Og det er sandelig ikke gået stille af sig i West Hams aldrig kedelige verden.

Nobelt nederlag

Lørdag måtte Englands U-21 landshold - anført af manden, hvis navn berettiger en rolle i en fortvivlende kedelig Jane Austen-filmatisering: Mr. Mark Noble - se sig udraderet med intet mindre en 4-0 af ærkerivalerne fra Tyskland i finalen ved EM.  Trods det totale sammenbrud, må finalepladsen i sig selv ses som en succes for det ofte meget udskældte engelske talentarbejde. Omend nederlaget burde være nået på mere ærefuld, britisk vis; foretrækkeligt gennem en tabt straffesparkskonkurrence.

Guds egen røvtur

Dagen efter stod på Confederations Cup finale, hvor guds eget land - the US of A - havde kæmpet sig hele vejen til et finalemøde (sært det først lykkes nu, når det nu er Guds land osv) med de altid fortvivlende irriterende “samba-livsglade-trommedansende-indsæt-selv-småracistisk-imperialistisk-kliche-om-vilde-folk”-brasilianere.  Jonathan Spector spillede hele kampen for de heroisk kæmpende amerikanere, lagde op til 1-0 målet, jublede som en gal ved 2-0 målet, og stirrede tomt ud i luften da storfavoritterne alligevel løftede pokalen efter at have lavet tre mål i anden halveg. Måske følte han sig bare desillusioneret og svigtet ved at se brasseranfører Lucio m.fl. erklære deres kærlighed til Gud efter resultatet var en realitet - eller for Kakas vedkommende sin status af dennes ejendom. Det kan de sgu ærlig talt heller ikke tillade sig, når nu de ikke engang kommer fra hans eget land…

Shyyy, direktøren for det hele taler

Ikke desto mindre var det mest interessente i West Ham-landskabet utvivlsomt at den altid omdiskuterede administrerende direktør Scott Duxbury havde givet interviews til to af de største uafhængige fansider, KUMB og Westhamtillidie-blog. Dux havde sat adskillige timer af til åbenhjertigt at besvare spørgsmål fra fansene. Svarene udgør vældig interessant læsning, og giver et sjældent tæt indblik i mange af de sager som har optaget West Ham fans de seneste år - den islandske takeover, den økonomiske situation, Tevezgate, Lucas Neills kontrakt, sommerens transferaktiviteter og meget mere.

Som altid kan direktørens udmeldinger tolkes på flere måder; sygt og muntert. Det springende punkt bliver om man køber Dux’ vision om “the Project.” For de uindvidede dækker termen over den strategi, den business plan om man vil, som ligger til grund for West Ham United FC. Visionen er, at klubben i fremtiden skal baseres på egne udviklede talenter fra the Academy of football; unge, billige udviklingsspillere fra udlandet, samt en stamme af rutinerede klassespillere. Alt i alt skal truppen udgøres af 21 konkurrencedygtige spillere, som skal støttes af et stærkt medicinsk apparat, et stort scoutingapparat og nye state of the art træningsapparat, og frem for alt trænerteamet med Gianfranco Zola, Steve Clarke og Kevin Keen, alt imens det administrative - spillerkøb, kontraktforhandlinger, sponsorer, udvikling af infrastrukturen etc. klares af Scott Duxbury og sportsdirektør Gianluca Nani.

En syg fortolkning af projektet, tegner et billede af en kynisk spindoktor, som forsøger at italesætte klubbens strategi med at sælge etablerede stjerner, og erstatte dem med tvivlsomme lejesvende og  ungersvende som endnu har deres første ufrivillige sædafgang til gode, som værende god latin og i klubbens egen interesse.

Denne fortolkningsmodel vil endvidere betone, hvordan klubbens nuværende kurs er en logisk konsekvens af dens elendige økonomi, og den betragtelige gæld som blev efterladt af de islandske ejere - ikke mindst af Eggert Magnussons lemfældige omgang med kreditkortene da Frederik Ljunberg, Matty Upson, Lucas Neill, Kieron Dyer, Luis Boa Morte m.fl. blev hentet til klubben tilbage i januar 2007 og sommeren samme år. Denne fortolkning giver temmelig dystre perspektiver for fremtiden. Ja, denne fortolkning giver hurtigt anledning til at gå direkte ned på den lokale bodega og begynde at mumle og notere uforståeligt krimskrams på servietter, så vi haster videre til en mere munter udlægning…

I den muntre fortolkningsmodel vil jeg starte med et citat: “Jeg er gået back to basics med koncepetet om “the Project; hvilket vil sige: Vi er en Academy fodboldklub. Det bedste ved denne fodboldklub er dens hjemmeavlede, unge spillere som kommer op gennem rækkerne, og spiller attraktiv, stilig fodbold - men nu skal den næste del  være -”og vinder” “. Planen er altså at bygge videre på West Hams traditionelle, eksemplariske talentarbede, forsøge at spille den traditionelle type West Ham fodbold, OG - nu får jeg svedige håndflader, pletter for øjnene og hjertebanken - rent faktisk forsøge at vinde noget. Sidstnævnte synes måske indlysende for en fodboldklub, men hidtil har det faktisk virket som om West Ham ikke interesserede sig synderligt for dette koncept.

Dette skal så, ifølge Dux the Fox, ske gennem langsom og sikker evolution, hvor klubben bliver økonomisk stærkere og mere fokuseret i sin ageren, alt imens målsæntningen allerede fra næste år er at kvalificere sig til Euro League (det er godt nok et hæsligt navn!). Dette skulle Zola åbenbart anskue som mægtig realistisk, særligt hvis det lykkes at bringe tre spillere ind, som er på et højere niveau end den eksisterende trup, hvad der altså arbejdes på i øjeblikket. Jimenez var den første (som ifølge Dux skulle spille en meget central rolle i planerne for næste sæson), Mancini kan meget vel blive den næste (Inter og West Ham er enig, nu skal Mancini “bare” overtales), og guderne må vide hvem sidstemand er? Hvis West Ham er gode gamle West Ham, så er den syge fortolkning rigtig, og vi kan glæde os til at se Darren Huckerby i claret’n'blue mens langtidsskadede Jimenez (flankeret af Ashton og Dyer), småfuld ser nedrykningsdramet fra tribunen, og Parker, Collison, Behrami, Upson og Green spiller med i toppen for Manchester City og Tottenham.

Hvis der derimod rent faktisk er noget om the project så er der måske virkelig grund til at være munter. Som Dux - den veltalende charlatan - siger da han bliver adspurgt om de realistiske ambitioner i kølvandet på projektet:” Jeg er den forkerte person at spørge, fordi jeg er ambitiøs. Mit svar vil være at vinde ligaen. Det er ikke en dum bemærkning [nå, ikke? red.] for vi er i en liga, det er et kapløb, og hvis man ikke vil vinde det, hvorfor i alverden deltager man så? Jeg vil mere end bare at eksistere. Hvis vi får de rigtige omstændigheder til at vokse som klub, så hvorfor ikke? Hvorfor kan vi ikke opnå opnå det ultimative?”

Jeg ville meget gerne give en lang række grund til hvorfor, Dux, men din smidige tunge har lige gjort, at jeg skal ud og skifte undertøj i stedet. Tak Dux, jeg føler mig billig og misbrugt, men på en god måde. Svigt mig nu ikke, Dux…

I morgen skal vi, om alt går vel, snakke om damer og Emmanuel Adebayor. Det bliver sygt og muntert. Kig forbi.

Her følger en gennemgang og vurdering af sommerens udresning i West Hams trup. I morgen følger en lignende behandling af de som skal forsøge at stoppe trofæ-tørken næste sæson.

Den tredje juni offentliggjorde West Ham navnene på en række spillere, som klubben havde besluttet at fristille i forbindelse med kontraktudløb. Udmeldingen kom ikke som nogen stor overraskelse, da cheftræner Gianfranco Zola allerede tidligere havde meldt ud, at han ønsker en markant mindre førsteholdstrup fra næste sæson, og at denne trup hovedsagligt skal suppleres med egne talenter i det omfang der er behov for flere spillere.Et på alle måder sympatisk koncept, som ganske åbenbart er inspireret af den model Arsenal har kørt efter i en efterhånden længere årrække.

Listen talte intet mindre end fjorten navne – det suverænt største af disse tilhørte den hidtidige kaptajn Lucas Neill. Neill kom til West Ham fra Blackburn i januar-transfervinduet 2007. Det var dengang Alan Curbishley og Eggert Magnusson brugte islandske cowboydollars i et omfang, som ville få afsindigt berusede sømænd på landlov til at stoppe op og stille kritiske spørgsmål til om al det forbrug nu også gør et menneske lykkeligt inderst inde. Han spillede en central rolle i the great escape samme år, og har været stensikkert førstevalg på højrebacken lige siden; når han altså ikke har vikarieret i centerforsvaret eller sågar på den centrale midtbane.

Australieren formodes at have afslået en kontrakt (med lønnedgang), og følgelig skulle han være færdig i klubben. Sidenhen har han imidlertid selv udtrykt ønske om at blive hos West Ham alligevel. Neill har tidligere vist, at pengepungen har en ikke uvæsentlig indflydelse på hans beslutninger (selv ikke undertegnede er verdensfjern nok til at tro, at hans beslutning om at vælge West Ham frem for Liverpool dengang i 2007 udelukkende var baseret på hans kærlighed til jellied eels og fodbold spillet the West Ham way), og derfor bliver det interessant at se, hvor han spiller næste år. Klubber i England, Tyrkiet og Grækenland har alle været nævnt. Hvis Neill smutter skal Zola og sportschef Gianluca Nani hive en kanin op af hatten inden sæsonstart (og den skal kunne spille højre back!)…

Også vores angrebs/komiker-duo Diego “Cojones mas grande al Sagrada Familia” Tristan og Davide Di ”Sheriffen skyder på det hele” Michele er blevet vejet og fundet for lette (eller måske i Tristans tilfælde for tung?). Tilsammen nåede de sydeuropæiske herrer og gentlemen at lave hele 8 (otte!!) mål i blot 50 kampe og med en samlet alder på sølle 66 år er det ganske uforståeligt, at klubben vil forsøge at hente yngre kræfter ind til angrebet… Eller omvendt.

Di Michele vil nok især blive husket for sin fremragende første hjemmekamp, hvor han lavede to glimrende mål  i 3-1 sejren over Newcastle (siden blev det kun til 3 mere resten af sæsonen…). Siden fulgte momentvis geniale afleveringer og læssevis af frustrerende boldtab i en lind strøm, inden den italienske troldmand gav et sidste varigt minde, da han snublede over sine egne ben og appellerede for straffespark alene igennem med Pepe Reina mod Liverpool. Tristan vil foruden sin glæde ved at drikke og køre bil, som resulterede i en pinlig sag for spritkørsel, især blive husket for sit perlemål direkte på frispark mod Stoke på udebane og sit “mål” mod samme modstander på hjemmebanen. Her snittede bolden den uforvarende Tristans hæl på vej i mål, hvilket fik den tidligere Deportivo-bomber til at juble, som havde han emuleret Maradonas solomål mod England i 1986. Forhåbentlig bliver der hentet spændende folk til angrebspladserne i stedet for de to afdankede angribere - hvis ikke må man overveje at investere i to life size subbuteo-figurer for at finde fuldgode erstatninger.

De øvrige lånte spillere Jan Lavstuka og Radoslav Kovac er også blevet sendt retur til henholdsvis Shaktar Donetsk og Spartak Moskva. Lavstuka spillede kun en førsteholdskamp for West Ham – det lidet mindeværdige Carling Cup-exit mod Watford. Nu må den tidligere filosofi-studerende pille splinter ud af røven i Ukraine i stedet for London. Gud ved hvad Satre ville mene om den sitaution? Er det mon væren ensoi eller pour soi? Lavstuka har heldigvis tid nok til at tænke over det… Kovac nåede 10 kampe, viste sig som en god bolderobrer og en særdeles sløset pasningsspiller - og brillierede sågar med et brag af et langskudsmål på Goodison Park. Rygter vil vide at West Ham fortsat er interesseret i at gøre aftalen med Kovac permanent, men at Spartak ønsker flere penge end West Ham mener han er værd. Også Sunderland og Fulham nævnes som destinationer for Kovac, som gerne selv vil blive i England. Hvis prisen er rigtig, virker Kovac bestemt som en spiller det kunne være godt at have i truppen til næste sæson.

Også Walter Lopez måtte se sig fritstillet da hans et-årige aftale udløb. Fem uspektakulære indhop og en start mod Watford blev det til for venstrekanten fra Uruguay. I det mindste må det betragtes som et fremskridt for West Ham, at en spiller så himmelråbende ligegyldig som Lopez blot fik en et-årig kontrakt frem for en fem-årig med kæmpeløn…

Lee Bowyers kontrakt fik ligeledes lov at løbe ud. Efter et succesfuldt forår med oprykning og stamplads hos Birmingham City ser det ud til at det nu 32-årige tidligere stortalent også kan spille i Premier League næste år. Der arbejdes i hvert fald på at gøre aftalen permanent. Alternativt meldes også Bolton interesserede i at tilknytte midtbanedynamoen. Bowyer nåede 41 kampe og fire mål for West Ham i sit andet ophold i klubben. Hver gang det så ud til at han var ved at genfinde fordums styrke, blev han ramt af en i den umiddelbart uendelige række af skader som har præget hans karriere. Det virker som endnu en fornuftig beslutning at satse på en yngre og mindre løntung spiller…

Jimmy Walker som spillede en vigtig rolle i West Hams oprykning fra den næstebedste række i 2005 er også fortid i klubben. Walker, som blev båret fra banen med en knæskade i play-off finalen mod Preston kom aldrig i nærheden af at blive førstevalg igen, selvom han fik tre kampe i Premier League mod slutningen af 2006-sæsonen. Walker var kendt som en livlig spasmager udenfor banen, og mange vil sikkert savne hans humoristiske klumme i kampprogrammet på Upton Park. Frem for alt vil Walker for evigt huskes for at redde Frank Lampards straffespark på Stamford Bridge i liga-cupen i 2004. Hov - det kom vidst til at lyde som en nekrolog! Walker lever mig bekendt i bedste velgående, og forhåbentlig finder han et andet sted at fortsætte karrieren, hvis det er det, han ønsker…

Endvidere blev Kyel Reid og Tony Stokes fritstillet. Reid er taget til Sheffield United, mens Stokes var udlejet til ungarnske Ujpest i forårssæsonen, og tidligere har udtalt sig positivt om en fremtid i ungarnsk fodbold. Begge spillere er opfostret på West Hams eget akademi. Reid nåede tre førsteholdskampe for West Ham, men har hovedsagligt været udlejet de senere år. Såvel Barnsley, Crystal Palace, Blackpool og Wolverhampton har haft fornøjelsen af den 21-årige venstrekant. Midtbanemanden Stokes fik en enkelt kamp som indskifter, da han i 2005 erstattede Tomas Repka i en Carling Cup kamp mod Sheffield Wednesday.

Desuden har venstrebacken Joe Widdowson vekslet sin lejeaftale hos Grimsby i den tredjebedste række til en permanent kontrakt fra næste sæson. Heller ikke juniorspillerne Jack Jeffery, Ashley Miller, Tom Harvey og Ryan O’Neill fik tilbudt nye kontrakter, og er fri til at finde nye arbejdesgivere. Med undtagelse af Widdowson, som umiddelbart havde vist fine takter sin alder taget i betragtning (ikke mindst i forbindelse med pre-season i nordamerika sidste år), virker det som den rigtige beslutning at lade de unge folk forsøge at finde fodboldlykken andensteds. Forhåbentlig ingen af dem kommer tilbage og laver en Jimmy Bullard…