Syg og munter

Nummer 3: Manchester United FC: Alting har en ende…

Stiftet: 1878 (som Newton Heath L&YR FC)

Stadion: Old Trafford (Kapacitet: 76.212)

Kælenavn: Red Devils

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 1/1/1

Første fem kampe: 15/8 Birmingham (H), 18/8 Burnley (U), 22/8 Wigan (U), 29/8 Arsenal (H), 12/9 Tottenham

Manager: Alex Ferguson (siden november 1986)

Den tyggegummignaskende, gasblå skotte på trænerbænken hos de seneste tyve års suverænt mest succesfulde engelske hold behøver nok ikke nogen nærmere indtroduktion. De seneste mere end tyve år har Ferguson således personificeret det projekt som har gjort Manchester United til verdens (måske) største fodboldklub, særligt siden starten på Premier League-formatet og den deraf følgende økonomiske eksplosion og enorme udbredelse af engelsk fodbold som “brand”. De røde djævle vandt således det allerførste Premier League trofæ i 1992-93. Dette var også Fergusons første mesterskab med klubben. Siden er det blevet til 11 (motherfucking el-le-ve!!) yderligere til Sir Alex og company. Skotten har vist en imponerende evne til at opbygge gode fodboldhold, købe og sælge spillere på det rigtige tidspunkt og til at tøjle primadonnaer.

Alt i alt må de fleste bøje sig i støvet for den længst sidende manager i engelsk topfodbold. Det er bare de færreste der rigtig orker, fordi manden så ofte opfører sig som et stort barn. Ikke desto mindre er Sir Alex en af de største nogensinde, men det føles nu som om, at han var meget sjovere, da han havde Mourinho at skændes med.

Truppen generelt: Stærk men svækket

I målet tager veteranen Edwin Van Der Saer endnu en tur i manegen i år, men er ude de første par måneder med en skade. I hans fravær får efterhånden 26-årige Ben Foster endelig chancen på Old Trafford. I centerforsvaret har Manchester United et af verdens bedste stopperpar i Rio Ferdinand og Nemanja Vidic. Førstnævnte er dog ofte plaget af skader, og i hans fravær bliver forsvaret mere til at tale med, når John O’shea, Wes Brown eller Johnny Evans vikarierer. Dog har sidstnævnte vist enormt potentiale, mens begge de førstnævnte er habile firmaets mænd. Også venstrebacken besættes med verdensklasse i form af franskmanden Patrice Evra, som bidrager kollosalt både fremme og tilbage på banen, og lever godt op til den meget omtalte moderne backs rolle. Den anden back kan stadig besættes af den noget mindre moderne Gary Neville, men er i senere år i høj grad blevet delt af det nye milleniums Henning Berg aka Wes Brown (hvad angår evnen til at score i eget net) og unge brasillianske Rafael. Sidstnævnte lader til at kunne blive en af morgendagens stjerner. Hans tvillingebror Fabio bejler i øvrigt til Evras venstreback. Det samme gør altmuligmanden O’shea - mens også Johnny Evans kan bruges der. Fleksibilitet er i det hele taget et nøgleord for mange spillere på Uniteds hold.

På midtbanen råder Ferguson over et varieret spektrum af spillere. Owen Hargreaves har næsten ikke været skadesfri siden sit marathonskifte fra Bayern München i 2007. Til gengæld har den egenavlede Darren Fletcher med årene skabt sin en overraskende bærende rolle på holdet, hvor han løber de uendelig mange kedelig men vigtige kilometer på midtbanen - eller som højrekant - alt imens han også er en glimrende pasningsspiller. Anderson er et kraftværk som kan skubbe, mase, løbe, drible, aflevere og tackle sig igennem både skærsilden og helvede. Den blot 21-årige brassilianer har til gengæld stadig ikke formået at score et mål for Manchester United i sine to første år i klubben, men når det kører for ham bidrager han med uendelig meget andet. Michael Carrick er en uhyggelig pasningsstærk, og kan bidrage med et spektakulært mål et par gange om året, men mangler ofte gennemslagskraft i de helt store kampe. Veteranerne Paul Scholes og Ryan Giggs synger efterhånden på sidste vers, men kan stadig begge bidrage med masser af ro, rutine og sikre pasninger.

Højrekanten Ji-Sung Park er ekstremt hårdt arbejdende og ikke ueffen med bolden, men når alt kommer til alt ikke nogen superstjerne. Portugisiske Nani helst vil bruges på den anden kant, men er meget fleksibel. Han er dog endnu ikke - trods gode kampe og momenter - rigtig slået igennem siden sit dyre skifte fra Sporting Lisabon. I år får han helt sikkert flere chancer end tidligere.

Helt fremme er Wayne Rooney en brilliant spiller, hvis eneste svaghed umiddelbart er, at han burde lave endnu flere mål - særligt når han spiller på så stærkt et hold som tilfældet er. Store Dmitar Berbatov blev ofte kritiseret i sin debutsæson, men viste ikke desto mindre i glimt hvorfor Ferguson fandt den store tegnedreng frem for at hente ham fra Tottenham. Ofte kan den Dracula/Simon Kwamm-lignende bulgarer virke uinteresseret og lad, men under alle omstændigheder er Berbatov en utrolig intelligent spiller, som kan afgøre fodboldkampe på splitsekunder. Desuden råder holdet over talenterne Danny Wellbeck, samt Frederico Machedo, som var et stort samtaleemne mod slutningen af sidste sæson, da han scorede et par spektakulære mål i sine indhop.

Væsentlige transfere: Operation umulig: Erstat Ronaldo

De seneste års helt store transfersaga fik endelig gjort en ende på sine lidelser da portugiseren Christiano Ronaldo skiftede til Real Madrid. Den portugisiske offensivspiller, som i sin tid i Manchester United har udviklet sig fra stortalent til en af verdens bedste spillere - hvis ikke den allerbedste. Derfor har Ronaldo også været stjernen på de seneste års enormt succesfulde hold på Old Trafford, og hans evner behøver næppe nærmere introduktion. De seneste tre år bidrog Ronaldo således henholdsvis med først 17, og siden 32 (!!) og 18 mål for de røde djævle. Og det var udelukkende i ligakampe. Man United fik intet mindre end 80 millioner pund for portugiseren.

Også det omvandrende, argentinske arbejdsraseri Carlos Tevez er fortid på Old Trafford. Tevez som har været ejet af et konsortium af rigmænd og udlejet til Manchester United de seneste to år er i stedet skiftet til naboerne fra City. United var for længe om for alvor at vise interesse for at tilknytte Tevez fast, og til sidst følte spilleren sig ikke værdsat. Citys bugnende pengepung har nok heller ikke gjort det lettere at få Tevez til at blive. Mange United-fans har ønsket at nedtone betydningen af Tevez’ afgang ved at henvise til at han ofte havde status af indskifter når man stillede med stærkeste hold. Ikke desto mindre opnåede Tevez over 60 kampe på sine to år i klubben, og selvom en del af disse kom fra bænken, så er det mildest talt svært at finde en mere kompetent breddespiller, ligesom han sikkert kunne have fået større betydning og mere spilletid post-Ronaldo.

Salget af talentet Fraizer Campbell til Sunderland fuldender Fergusons oprydning i sine offensivspillere.

Ind er til gengæld kommet Equadorianeren Antonio Valencia fra Wigan. Valencia har imponeret for Wigan de sidste par år, og kan sagtens blive et hit i United. Han er hurtig, teknisk god og slår nogle fremragende indlæg. Han skal ikke som sådan ses som en afløser for Ronaldo, men giver United en ekstra streng at spille på offensivt. Ind er også kommet Gabriel Obertan, som regnes som et af de største talenter i europæisk fodbold i øjeblikket. Obertan er dog helt eksplicit fremtidens mand, og Ferguson regner ikke med at han skal spille en central rolle i år.

Sidste nye mand i truppen er ingen ringere end den tidligere Liverpool og Real Madrid stjerne Michael Owen, som er blevet tilknyttet på en fri transfer efter et par skadesplagede katastrofesæsoner hos Newcastle som kulminerede da the magpies rykkede ned i sidste sæson.

Forventninger: Omstrukturering

Manchester United har generelt et rigtig stærkt hold. Selv uden Ronaldo og Tevez kan de mønstre en startellever som kan give alle hold i verden alvorlige problemer, og alene dette vidner om klasse. På mål kan man dog stille spørgsmålstegn ved om Van Der Saer stadig har niveauet, og om Foster eller eventuelt Tomasz Kuszczak for alvor kan løfte arven. Backkæden er en af verdens bedste, alt imens midtbanen har en imponerende bredde, om end Scholes og Giggs ikke bliver yngre. Tilsammen startede deherrer 30 kampe sidste år i ligaen plus lidt over tyve som indskiftere. I år kan meget vel være året, hvor alderen for alvor begynder at trykke. I det hele taget kræves det, hvis Man Utd skal genvinde trofæet i år, at en eller flere spillere træder yderligere i karakter, og påtager sig lederansvar i offensiven. Nani og Valencia får den tvivlsomme fornøjelse af at skulle overtage ansvaret på holdet fra Ronaldo, og selvom ingen forventer at de skal kunne præstere på stjernens niveau, så skal de ikke desto mindre levere en vare, og forsøge at definere deres egen rolle i et fremtidigt Man Utd-dynasti.

Helt på toppen skal Wayne Rooney også til at leve med større ansvar, og bidrage med flere mål, alt imens Berbatov skal præstere mere stabilt. Michael Owen kan til gengæld vise sig at være en rigtig smart investering af Sir Alex, og hvis angriberen får lagt skaderne bag sig vil han utvivlsom lave mange mål.

Selvom Manchester United har en stærk trup, en frygtindgydende træner og en vindermentalitet som få, så har jeg utrolig svært ved at se dem løbe med mesterskabet i år. For det første fordi engelske hold nærmest aldrig vinder mere end tre mesterskaber i træk, og for det andet fordi holdet simpelthen må skulle gennemgå en eller anden form for omstillings - og genopbygningsfase i kølvandet på det store tab som især Ronaldo, men også Tevez må være.

Man skal dog aldrig afskrive Fergusons United, og om ikke andet så vinder de bare næste år eller næste år igen…

Tip: Forventet placering: Nummer 3 Supersæson: Nummer 1.

Everton FC: Man kan ikke stå stille i Premier League

Stiftet: 1878 (som St. Domingo’s FC)

Stadion: Goodison Park (Kapacitet: 40.157)

Kælenavn: Toffees

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 6/5/5

Første fem kampe: 15/8 Arsenal (H), 19/8 Man City (U), 22/8 Burnley (U), 29/8 Wigan (H), 12/9 Fulham (U)

Manager: David Moyes (Siden marts 2002)

David Moyes er en populær mand i den blå del af Liverpool, og det forstår man godt. Klubben med den stolte historie - blandt andet ni mesterskaber og et rekordhøjt antal sæsoner i den bedste engelske fodboldrække - er nemlig efter et turbelent årti blevet genskabt under den 46-årige skottes lederskab. Ganske vist vandt klubben sin femte FA-cup titel i 1995, og sluttede året efter på en fin 6. plads, men derudover var der ikke meget at juble over i 90′erne. I 1998 redde klubben kun livet på en bedre målscorer end Bolton lige under nedrykningsstregen, og selvom man samme sommer ansatte Glascow Rangers’ succestræner Walter Smith var der ikke de store forbedringer at spore. Everton sluttede konsekvent i den nederste halvdel af tabellen under Smiths ledelse, og i  marts 2002 var holdet igen i en seriøs flirt med sin første nedrykning fra Premier League. Det var i denne situation at bestyrelsen besluttede sig for at fyre den gamle skotte Smith, og i stedet satse på den unge skotte Moyes, som i sin korte managerkarriere havde vist gode resultater med Preston North End.

Moyes formåede i sin første sæson at undgå nedrykning med en femtendeplads. De næste par år bød på voldsomt svingende resultater; en syvendeplads efterfulgt af en syttendeplads og en meget imponerende fjerdeplads (klubbens højeste placering i Premier League, og det seneste brud på the big fours dominans) i 2005. Fjerdepladsen blev fulgt af endnu et magert år, dog med en stabil 11. plads til følge. De seneste tre sæsoner har stabiliteten rigtig indfundet sig på Goodison Park, hvor det er blevet til en sjetteplads og to placeringer som “best of the rest” på femtepladsen. At klubben i sidste sæson desuden nåede sin første FA-Cup finale siden 1995 gør næppe Moyes mindre populær.

Hvis man endvidere tager i betragtning, at Evertons købekraft lader til at være kronisk underlegen i forhold til en række andre hold i ligaen, bliver præstationen over de seneste år nærmest ærefrygtindgydende. Moyes har formået at skabe en spillertrup som umiddelbart er fri for krukker, hvor de enkelte spillere kender deres roller på holdet, og hvor spillere kun bliver solgt, hvis prisen er meget høj, eller de ikke længere er ønskede. At fodbolden ikke altid er den mest spektakulære kan man så mene om, hvad man vil. På Goodison Park er de nok godt tilfredse.

Truppen generelt: En forbandet stærk startellever

På kassen står den bandende, tourettes-ramte amerikaner Tim Howard, og det gør han rigtig godt. Den tidligere Manchester United keeper har fundet fodboldlykken i Liverpool, og er sæson efter sæson er sikker og undervurderet sidste skanse for Everton. Backkæden er smal med udsøgt, og særligt ligaens måske grimmeste spiller - Joleon Lescott - holder et tårnhøjt niveau. Derfor er det ikke overraskende at nyrige Manchester City har brugt det meste af sommeren på at prøve at lokke landsholdsspilleren væk. Lescott kan i øvrigt også bruges på venstrebacken. Ved sin side har han en af sidste sæsons store oplevelser for Everton; Phil Jagielka, som også banker på til landsholdet. Han kan i øvrigt også vikariere på højrebacken. Alternativt kan bundstabile og sympatiske Joseph Yobo tage en plads i centerforsvaret. På venstrebacken bliver den tidligere Wigan-mand Leighton Baines bare bedre og bedre, alt imens Tony Hibbert på højrebacken kompenserer for sit måske begrænsede talent med al den fight og “væk-med-lortet” attitude man kunne ønske sig. Sidstnævnte har det dog med at forvandles til en hund i et keglespil nogle gange hver sæson. Desværre ofte når der er rigtig store modstandere på tapetet.

På midtbanen er Phil Neville defensiv ankermand og holdkaptajn, og den tidligere Manchester Unitedspiller har virkelig formået at løfte sit spil ud af sin storebror Garys skygge siden skiftet i 2005. Neville kan desuden vikariere på backpladserne. På højrekanten er Mikel Arteta grænsende til det geniale, og bidrager med den megen omtalte evne til at kunne afgøre kampe på egen hånd med fikse afleveringer og ryk med bolden. (Hans karriere tog i øvrigt pudsigt nok for alvor fart som oprydder for Okocha og Ronaldinho i Paris St)Nogle af de samme evner har sydafrikanske Steven Pienaar som har etableret sig som fast mand på venstrekanten over de sidste par sæsoner. På den centrale midtbane bidrager Tim Cahill med et klogt og kollosalt løbearbejde, som også resulterer i en stak mål og en masse farlige situationer frem af banen. Den egenavlede Leon Osman fuldender en målfarlig og stærkt sammenspillet midtbaneenhed. De nævnte spillere kan blandt andet suppleres af stortalenterne Jack Rodwell og Dan Gosling, som begge fik en del spilletid i sidste sæson, og spås et muligt gennembrud i år. Sidstnævnte sparkede sig i hvert fald i fansenes hjerter, da han i sidste sæson scorede sejrsmålet mod ærkerivalerne fra Liverpool i forlænget spilletid af FA-Cupens fjerde runde.

I hullet mellem midtbanen og angrebet fik det unge, belgiske rekordindkøb Marouane Fellaini en rigtig flot debutsæson, som blandt andet kastede 8 mål af sig samt en status tangerende det kultiske blandt supporterne for sin store afro og sin varierede spillestil. Helt på toppen råder Moyes over Louis Saha, Yakubu og Jo som ligesom sidste halvsæson er blevet lejet i Manchester City. Alle tre er spillere som kan lave mål for sjov, men med særligt de to første herrers skadshistorik in mente er det nok meget godt at holdet tillige kan trække på unge James Vaughan og Victor Anichebe.

Væsentlige transfere: Der er så stille på Goodison Park

En af hemmelighederne på Moyes’ succes i Everton er at han ikke skifter særlig meget ud i truppen, men i stedet har et fast skelet af spillere, som han satser på uge efter uge, og småjusterer på år efter år. Hele ikke dette transfervindue har budt på den store udskiftning omend en række marginalspillere er blevet sendt videre i systemet. De to udenlandske flop Nuno Valente og Andy Van Der Meyde er smuttet på fri transfer, ligesom Lars Jakobsen sagde nej tak til en ny kontrakt ved udsigten til mere spilletid i Blackburn.

Udover allerede nævnte Jo er den 20-årige irske højreback Seamus Coleman den eneste tilføjelse til truppen. Moyes har dog flere gange åbent erkendt, at Everton er nødt til at styrke truppen med en lille håndfuld spillere, hvis holdet skal have held med at konkurre både internationalt og nationalt.

Forventninger: Det står skrevet at fede år skal efterfølges af magre…

Lad mig tale rent ud af posen: Jeg kan faktisk rigtig godt lide det projekt David Moyes har kørende i Everton. Jeg kan godt lide at størstedelen af spillerne har spillet for klubben i en del år, at holdet forsøger at køre ret unge spillere ind på holdet og udvikle dem til bærende kræfter, og at større klubber bliver bedt om at skride eller lægge seriøse penge, hvis de vil have en Moyes centrale spillere. Det viste klubben da en endnu ikke 18-årig Wayne Rooney blev solgt for en kvart milliard, og det viser de for tiden ved at bede Manchester City få oliemillionerne op at lommen hvis de vil have Lescott.

Der er ikke desto mindre en kliche der hedder noget i retning af: At hvis man ikke bevæger sig fremad i Premier League, så bevæger man sig nødvendigvis tilbage. Der er med andre ord ikke noget der hedder at stå stille. Og det er desværre lidt det Everton gør lige i øjeblikket. Startelleveren er god. Den er rigtig god. Holdet har den kæmpe fordel at målene kan komme for en hel række spillere, og det er generelt ikke let at besejre Everton (omend Arsenal fik det til at se sådan ud i sæsonens første kamp).

Ikke desto mindre vil det være naturligt om der begynder at indfinde sig en hvis metaltræthed blandt en del spillere i truppen. Champions League fodbold virker temmelig langt væk, og adskillige af de umiddelbare rivaler til pladsen som førsteudfordrer til the big four lader til at have bevæget sig længere fremad i sommerpausen end Everton har. Kan Cahill, Arteta, Neville og Osman mande sig op til endnu en kamp om titlen som best of the rest? Kan de ligefrem mobiliserer ressourcer til et seriøst angreb på fjerdepladsen? Jeg tvivler. Hvis stammen af førsteholdsspillere desuden skulle være så uheldige at blive ramt en en håndfuld skader ser det endnu mere ubehagligt ud for Everton. Truppen er ganske enkelt ikke særlig bred. Slet ikke når man også skal forsøge at gøre en god figur i en opslidende europæisk turnering.

Man skal aldrig afskrive David Moyes og Everton, men meget tyder i min optik på at der er et af de mere magre år på vej på Goodison Park. Hvis det lykkes Moyes at hente de fire spillere han snakker om kan det meget vel blive anderledes. Men transfervinduet lukker snart og konkurrencen i den øverste halvdel af ligaen er hårdere end længe.

Tip: Forventet placering: Nummer 7 Supersæson: For Everton er kvalifikation til europæisk fodbold efterhånden obligatorisk. Derfor skal der mere til for at imponere: Altså skal holdet helt op og slutte som nummer 4, hvis der for alvor skal kunne noteres fremgang. De vil sikkert heller ikke klage over en cuptriumf. 

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold: