Indlæg tagged ‘Fulham’

Here we go again…

tirsdag, september 22nd, 2009

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.

Så går det løs! Premier League 2009-2010

fredag, juli 31st, 2009

Så er vi den saftsusemig ved at være der! Tøm sparegrisen, find de heldige underbukser, nervepillerne og listen med dårlige undskyldninger for at undgå familiefrokoster lørdag eftermiddag frem. Hank op i drengene, mind kæresten om at hun er græsenke en dag om ugen, og ring ned til puben og få bartenderen til at have en Guiness og en stol med udsyn til skærmen klar. Den endeløse sommer er snart ovre - Premier League sæsonstarten er snublende nær! Nærstuder kampprogrammet, book en flybillet, tag pilgrimsturen til dit forjættede stadion, drik dig fuld i ale og snav med en ligbleg, fregnet essex-girl! Lige nu kan alt lade sig gøre! Bolden er rund, der er elleve mand på hvert hold, de har to ben hver osv, øllet er koldt, solen skinner og måske – fucking måske – er dette sæsonen to rule them all. Den sidste ventetid er lang; men fortvivl ej: Hjælpen er nær! De følgende uger vil bloggen tage en syg og munter tur rundt i det engelske fodboldlandsskab og vurdere perspektiverne for sæsonen for høj og lav – fra de forsvarende mestre aka. De røde sataner, over deres nyrige lyseblå naboer og Gary Megsons tonser-trotters, til de på forhånd udnævnte claret’n’blue prygelknaber fra Burnley. Enhver sten vil blive vendt med kærlighed, skepsis og fuldstændig subjektive fikse ideer som det metodiske fundament.

Nedenfor gennemgås ligaens forskellige grupperinger, som de ser ud i en syg og munter fortolkning, og sidenhen vil de tyve hold blive gennemgået i individuelle blogposter - links til disse vil også kunne findes i bunden af dette indlæg efterhånden som de kommer til.

Roll on næste sæson!

Nedrykningskampen: This is the road to hell…

Det er efterhånden en kliché af de store, at der ikke findes lette kampe i Premier League. Som de fleste andre klicheér, har også denne opnået sin kliché-status, fordi den indeholder en ikke ringe grad af sandhed. Premier League er i sandhed en række, hvor de fleste hold kan snuppe point fra hinanden og lave overraskelser. Ikke desto mindre er det ligeså sandt, at langt de fleste hold inden sæsonstart kan være tæt på sikre på, hvad deres reelle ambitioner kan tillade sig at være. Ganske få hold har en realistisk chance for at vinde mesterskabet. Lidt flere kan med en god sæson bejle til Champions League-pladserne. Meget få kan fuldstændig fraskrive sig muligheden for pludselig at befinde sig i det beskidte, rå og modbydelige morads af hold som kæmper om at undgå de frygtindgydende nedrykningsplaceringer. Ingen er for store til at rykke ned – bare spørg i Newcastle.

Ikke desto mindre er der en gruppe hold, som umiddelbart ser ud til at må påtage sig rollerne som favoritter til at skulle udkæmpe den beskidte krig i bunden af tabellen. Ikke overraskende placeres samtlige oprykkere i denne gruppe; Wolverhampton, Birmingham og Burnley, ligesom de to overlevende af sidste sæsons oprykkere – Stoke og Hull kan ventes af få en svær andensæson. Det såkaldte andensæsonssyndrom har det med at ramme, og hold der har overpræsteret begynder at tro for meget på egne evner. (For Hulls vedkommende skete dette allerede omkring nytår). Endvidere vil jeg argumentere for at såvel Portsmouth som Wigan kommer til at få det mere end almindelig svært i den kommende sæson.

Ingenmandsland: Midterholdenes klæge grød

Den næste gruppe hold bør realistisk set være så stærke, at frygten for nedrykning relativt komfortabelt kan distanceres. Fælles for disse hold er dog, at de bestemt ikke er for store til at ligge ned, og følgelig skal kigge sig over skulderen, hvis skaderne begynder at hobe sig op eller formen bliver rigtig skidt i en periode. Ikke desto mindre bør såvel Blackburn og Fulham som Bolton, West Ham og Sunderland - hvis tingene tilnærmelsesvis lykkes for dem - kunne udnytte deres på papiret stærkere hold til at jagte en placering i den bedste halvdel – og måske – som Fulham havde held med i sidste sæson – en Euro League plads med det yderste af neglene.

The best of the rest: Jagten på the big, fat four

Denne gruppe hold kommer til at udkæmpe slaget om femtepladsen; alle med den fælles drøm om endelig at bryde “the big four”s dominans i ligaen. Aston Villa var tæt på sidste år men er umiddelbart svækket af Gareth Barrys afgang, Tottenham ser spændende ud under Harry Redknapp og hvis duoen Crouch og Defoe finder melodien kan de blive giftige, og David Moyes bliver ved med at lave mirakler i Everton, og de kan derfor ikke afskrives. Men frem for alt kommer Manchester City til at kunne lave voldsom ravage i de faste mønstre i toppen af rækken. Med milliarder af oliepenge i hånden har holdet forstærket sig ekstremt, og hvis Mark Hughes får de blå fra Manchester banket sammen til en enhed er der ikke grænser for, hvad holdet kan opnå.

Mesterskabskampen: The big ZZZZ…

Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal fordelt de tre topplaceringer imellem sig de seneste 11 år. Kun Leeds og Newcastle har formået at bryde dominansen med en enkelt tredjeplads hver (og se hvor de er i dag). Trods Manchester Citys nye status af selvbestaltet mesterskabs-aspirant føler undertegnede sig ganske sikker på, at top-tre også i år bliver tegnet af the big four. Dog kommer Arsenal til at skulle slås for at the big four ikke fra næste sæson har en ny konstellation – eller er blevet udvidet til the big five. At Man Utd har mistet et par enorme profiler, gør kampen om mesterskabet mere åben end længe, og Liverpool må slikke sig om munden med udsigten til måske endelig at hente mesterskab nummer 19, hvis ikke Ancelotti viser klassen og får Chelsea-maskinen helt til tops.

* Generelt for samtlige vurderinger gælder det naturligvis, at det må tages som forbehold at transfervinduet endnu er åbent, og at alle hold følgelig kan købe eller sælge sig til bedre eller værre udgangspunkter.

Links til de inviduelle optakter:

Englands number six, Englands number six!

tirsdag, juni 23rd, 2009

Englands måske allerstørste spiller nogensinde bar 6-tallet på ryggen. Han emmede af klasse både på og udenfor banen. Hans kone får dagens wags til at ligne udskidt shepherds pie (selv denne sammenligning i nogle tilfælde virker næsten er generøs). Han trak den hvide trøje med three lions over hovedet 108 gange i sin karriere - og dette var vel at mærke på en tid, hvor man ikke kunne få en landskamp på cv’et ved at lade sig indskifte i et kvarter mod Kazakhstan (*hostBeckhosthamhost*). I de fleste af disse kampe bar han anførerbindet. Han spillede skak mod Franz Beckenbauer, og Pelé kaldte ham den bedste modstander han nogensinde havde mødt. Han spillede i øvrigt sammen med brasilieneren (og Sylvester Stallone!) i fodboldfilmen Victory.

Han løftede pokaler på Wembley tre år i træk midt i tresserne: FA-cupen i 64 (samme år blev han kureret for testikelkræft), Cup Winners cupen i 65 og den største pokal af dem alle i 66: Jules Rimet-trofæet, efter en legendarisk 4-2 sejr over ærkerivalerne fra Vesttyskland, i en kamp hvor klubholdkammeraten Geoff Hurst lavede et hattrick, selvom bolden måske kun var over stregen to gange. Kampen sidste engelske mål blev i øvrigt sat ind af holdets tredje eastender, Martin Peters. Han spillede næsten 550 kampe for West Ham inden han afsluttede karrieren med et par sæsoner i Fulham og siden i USA. Han døde af tarmkræft, alt for tidligt, i 1993, blot 51 år gammel. I dag står der statuer af ham ved både West Hams Boleyn Ground og Englands New Wembley. Hans navn var Robert Frederick Chelsea Moore - men han var kendt og elsket som Bobby Moore.

Det var dengang. I skrivende stund har ingen West Ham-spiller løftet en pokal siden 1980 (hvis man fraregner ungdomshold og en enkelt TOTO-cup). Trøje nummer 6 er trukket tilbage i erkendelse af, at der nok aldrig kommer en spiller der kan udfylde den igen. Ironisk nok blev trøjen afgivet af Matthew Upson, som er ved at manifestere sig i en den engelske landsholdstrup som førstealternativ til evigskadede John Terry og Rio Ferdinand (begge med West Ham baggrund i øvrigt). Ikke desto mindre har der faktisk været en mand i West Hams trup, som har taget titlen som selvbestaltet sekser for England indenfor de seneste år; nemlig keeper Robert Green.

Bobby Green var inde omkring landsholdet før VM 2006. Dengang spillede han for Norwich. Han fik debut i en kamp mod Colombia i 2005, men var svineuheldig at blive skadet i en B-landskamp inden selve VM-slutrunden. Hans plads i VM-truppen blev snuppet af Scott Carson, som siden brillierede ved at have smør på handskerne da England tabte en afgørende EM-kvalifikationskamp til Kroatien mens Steve Mclaren så passivt til under sin paraply. I mellemtiden skiftede Green til West Ham, mens selvsamme Steve Maclaren bevirkede at han ikke kunne komme i betragtning til en plads i landholdstruppen ligegyldigt hvor godt han spille for klubholdet (og ikke mindst; upåagtet hvor dårligt Paul Robinson spillede for England). I denne periode opstod et ritual mellem Green og West Hams fans; når de hyldede ham med sangen “Englands number 1″ efter et af mange succesfulde indgreb svarede han igen med 6 løftede fingre: Englands number 6.

Da Fabio Capello ligeledes valgte at udelade keeperen til sin første trup, valgte Green, som havde startet sæsonen fremragende, at se situationen fra den galgenhumoristiske side, ved at lade sine handsker brodere med sin nye catch-phrase. Om det var den humoristiske sans der overbeviste Capello er ikke godt at vide. Faktum er at Green har spillet de seneste to landskampe fra start. Ganske vist i David James skadesfravær, men det må alt andet lige være sjovere at være nummer 2 end nummer 6. Måske er Capello bare historisk bevidst; hvis han studerer historien vil han i hvert fald se det fornuftige i at fastholde Green i startelleveren. England kan jo åbenbart ikke vinde trofæer uden mindst tre hammers i startopstillingen, og på det seneste er Don Fabio også begyndt at udtage Carlton Cole…

Både Green og Upson har i øvrigt ifølge rygter afslået nye kontrakter med West Ham. Fortune’s always hiding og alt det…