Syg og munter

Nummer 3: Manchester United FC: Alting har en ende…

Stiftet: 1878 (som Newton Heath L&YR FC)

Stadion: Old Trafford (Kapacitet: 76.212)

Kælenavn: Red Devils

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 1/1/1

Første fem kampe: 15/8 Birmingham (H), 18/8 Burnley (U), 22/8 Wigan (U), 29/8 Arsenal (H), 12/9 Tottenham

Manager: Alex Ferguson (siden november 1986)

Den tyggegummignaskende, gasblå skotte på trænerbænken hos de seneste tyve års suverænt mest succesfulde engelske hold behøver nok ikke nogen nærmere indtroduktion. De seneste mere end tyve år har Ferguson således personificeret det projekt som har gjort Manchester United til verdens (måske) største fodboldklub, særligt siden starten på Premier League-formatet og den deraf følgende økonomiske eksplosion og enorme udbredelse af engelsk fodbold som “brand”. De røde djævle vandt således det allerførste Premier League trofæ i 1992-93. Dette var også Fergusons første mesterskab med klubben. Siden er det blevet til 11 (motherfucking el-le-ve!!) yderligere til Sir Alex og company. Skotten har vist en imponerende evne til at opbygge gode fodboldhold, købe og sælge spillere på det rigtige tidspunkt og til at tøjle primadonnaer.

Alt i alt må de fleste bøje sig i støvet for den længst sidende manager i engelsk topfodbold. Det er bare de færreste der rigtig orker, fordi manden så ofte opfører sig som et stort barn. Ikke desto mindre er Sir Alex en af de største nogensinde, men det føles nu som om, at han var meget sjovere, da han havde Mourinho at skændes med.

Truppen generelt: Stærk men svækket

I målet tager veteranen Edwin Van Der Saer endnu en tur i manegen i år, men er ude de første par måneder med en skade. I hans fravær får efterhånden 26-årige Ben Foster endelig chancen på Old Trafford. I centerforsvaret har Manchester United et af verdens bedste stopperpar i Rio Ferdinand og Nemanja Vidic. Førstnævnte er dog ofte plaget af skader, og i hans fravær bliver forsvaret mere til at tale med, når John O’shea, Wes Brown eller Johnny Evans vikarierer. Dog har sidstnævnte vist enormt potentiale, mens begge de førstnævnte er habile firmaets mænd. Også venstrebacken besættes med verdensklasse i form af franskmanden Patrice Evra, som bidrager kollosalt både fremme og tilbage på banen, og lever godt op til den meget omtalte moderne backs rolle. Den anden back kan stadig besættes af den noget mindre moderne Gary Neville, men er i senere år i høj grad blevet delt af det nye milleniums Henning Berg aka Wes Brown (hvad angår evnen til at score i eget net) og unge brasillianske Rafael. Sidstnævnte lader til at kunne blive en af morgendagens stjerner. Hans tvillingebror Fabio bejler i øvrigt til Evras venstreback. Det samme gør altmuligmanden O’shea - mens også Johnny Evans kan bruges der. Fleksibilitet er i det hele taget et nøgleord for mange spillere på Uniteds hold.

På midtbanen råder Ferguson over et varieret spektrum af spillere. Owen Hargreaves har næsten ikke været skadesfri siden sit marathonskifte fra Bayern München i 2007. Til gengæld har den egenavlede Darren Fletcher med årene skabt sin en overraskende bærende rolle på holdet, hvor han løber de uendelig mange kedelig men vigtige kilometer på midtbanen - eller som højrekant - alt imens han også er en glimrende pasningsspiller. Anderson er et kraftværk som kan skubbe, mase, løbe, drible, aflevere og tackle sig igennem både skærsilden og helvede. Den blot 21-årige brassilianer har til gengæld stadig ikke formået at score et mål for Manchester United i sine to første år i klubben, men når det kører for ham bidrager han med uendelig meget andet. Michael Carrick er en uhyggelig pasningsstærk, og kan bidrage med et spektakulært mål et par gange om året, men mangler ofte gennemslagskraft i de helt store kampe. Veteranerne Paul Scholes og Ryan Giggs synger efterhånden på sidste vers, men kan stadig begge bidrage med masser af ro, rutine og sikre pasninger.

Højrekanten Ji-Sung Park er ekstremt hårdt arbejdende og ikke ueffen med bolden, men når alt kommer til alt ikke nogen superstjerne. Portugisiske Nani helst vil bruges på den anden kant, men er meget fleksibel. Han er dog endnu ikke - trods gode kampe og momenter - rigtig slået igennem siden sit dyre skifte fra Sporting Lisabon. I år får han helt sikkert flere chancer end tidligere.

Helt fremme er Wayne Rooney en brilliant spiller, hvis eneste svaghed umiddelbart er, at han burde lave endnu flere mål - særligt når han spiller på så stærkt et hold som tilfældet er. Store Dmitar Berbatov blev ofte kritiseret i sin debutsæson, men viste ikke desto mindre i glimt hvorfor Ferguson fandt den store tegnedreng frem for at hente ham fra Tottenham. Ofte kan den Dracula/Simon Kwamm-lignende bulgarer virke uinteresseret og lad, men under alle omstændigheder er Berbatov en utrolig intelligent spiller, som kan afgøre fodboldkampe på splitsekunder. Desuden råder holdet over talenterne Danny Wellbeck, samt Frederico Machedo, som var et stort samtaleemne mod slutningen af sidste sæson, da han scorede et par spektakulære mål i sine indhop.

Væsentlige transfere: Operation umulig: Erstat Ronaldo

De seneste års helt store transfersaga fik endelig gjort en ende på sine lidelser da portugiseren Christiano Ronaldo skiftede til Real Madrid. Den portugisiske offensivspiller, som i sin tid i Manchester United har udviklet sig fra stortalent til en af verdens bedste spillere - hvis ikke den allerbedste. Derfor har Ronaldo også været stjernen på de seneste års enormt succesfulde hold på Old Trafford, og hans evner behøver næppe nærmere introduktion. De seneste tre år bidrog Ronaldo således henholdsvis med først 17, og siden 32 (!!) og 18 mål for de røde djævle. Og det var udelukkende i ligakampe. Man United fik intet mindre end 80 millioner pund for portugiseren.

Også det omvandrende, argentinske arbejdsraseri Carlos Tevez er fortid på Old Trafford. Tevez som har været ejet af et konsortium af rigmænd og udlejet til Manchester United de seneste to år er i stedet skiftet til naboerne fra City. United var for længe om for alvor at vise interesse for at tilknytte Tevez fast, og til sidst følte spilleren sig ikke værdsat. Citys bugnende pengepung har nok heller ikke gjort det lettere at få Tevez til at blive. Mange United-fans har ønsket at nedtone betydningen af Tevez’ afgang ved at henvise til at han ofte havde status af indskifter når man stillede med stærkeste hold. Ikke desto mindre opnåede Tevez over 60 kampe på sine to år i klubben, og selvom en del af disse kom fra bænken, så er det mildest talt svært at finde en mere kompetent breddespiller, ligesom han sikkert kunne have fået større betydning og mere spilletid post-Ronaldo.

Salget af talentet Fraizer Campbell til Sunderland fuldender Fergusons oprydning i sine offensivspillere.

Ind er til gengæld kommet Equadorianeren Antonio Valencia fra Wigan. Valencia har imponeret for Wigan de sidste par år, og kan sagtens blive et hit i United. Han er hurtig, teknisk god og slår nogle fremragende indlæg. Han skal ikke som sådan ses som en afløser for Ronaldo, men giver United en ekstra streng at spille på offensivt. Ind er også kommet Gabriel Obertan, som regnes som et af de største talenter i europæisk fodbold i øjeblikket. Obertan er dog helt eksplicit fremtidens mand, og Ferguson regner ikke med at han skal spille en central rolle i år.

Sidste nye mand i truppen er ingen ringere end den tidligere Liverpool og Real Madrid stjerne Michael Owen, som er blevet tilknyttet på en fri transfer efter et par skadesplagede katastrofesæsoner hos Newcastle som kulminerede da the magpies rykkede ned i sidste sæson.

Forventninger: Omstrukturering

Manchester United har generelt et rigtig stærkt hold. Selv uden Ronaldo og Tevez kan de mønstre en startellever som kan give alle hold i verden alvorlige problemer, og alene dette vidner om klasse. På mål kan man dog stille spørgsmålstegn ved om Van Der Saer stadig har niveauet, og om Foster eller eventuelt Tomasz Kuszczak for alvor kan løfte arven. Backkæden er en af verdens bedste, alt imens midtbanen har en imponerende bredde, om end Scholes og Giggs ikke bliver yngre. Tilsammen startede deherrer 30 kampe sidste år i ligaen plus lidt over tyve som indskiftere. I år kan meget vel være året, hvor alderen for alvor begynder at trykke. I det hele taget kræves det, hvis Man Utd skal genvinde trofæet i år, at en eller flere spillere træder yderligere i karakter, og påtager sig lederansvar i offensiven. Nani og Valencia får den tvivlsomme fornøjelse af at skulle overtage ansvaret på holdet fra Ronaldo, og selvom ingen forventer at de skal kunne præstere på stjernens niveau, så skal de ikke desto mindre levere en vare, og forsøge at definere deres egen rolle i et fremtidigt Man Utd-dynasti.

Helt på toppen skal Wayne Rooney også til at leve med større ansvar, og bidrage med flere mål, alt imens Berbatov skal præstere mere stabilt. Michael Owen kan til gengæld vise sig at være en rigtig smart investering af Sir Alex, og hvis angriberen får lagt skaderne bag sig vil han utvivlsom lave mange mål.

Selvom Manchester United har en stærk trup, en frygtindgydende træner og en vindermentalitet som få, så har jeg utrolig svært ved at se dem løbe med mesterskabet i år. For det første fordi engelske hold nærmest aldrig vinder mere end tre mesterskaber i træk, og for det andet fordi holdet simpelthen må skulle gennemgå en eller anden form for omstillings - og genopbygningsfase i kølvandet på det store tab som især Ronaldo, men også Tevez må være.

Man skal dog aldrig afskrive Fergusons United, og om ikke andet så vinder de bare næste år eller næste år igen…

Tip: Forventet placering: Nummer 3 Supersæson: Nummer 1.

Sunderland FC: Fremtiden er lys på lysets stadion…

Stiftet: 1879 (som Sunderland and District Teachers)

Stadion: Stadium of Light (Kapacitet: 49.000)

Kælenavn: Black Cats, Mackems

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 1 (ch)/15/16

Første fem kampe: 15/8 Bolton (U), 18/8 Chelsea (H), 22/8 Blackburn (H), 29/8 Stoke (U), 12/9 Hull (H)

Manager: Steve Bruce (Siden juni 2009)

Da Sunderland i 2006 (atter engang) rykkede ned fra Premier League så fremtiden dyster ud. Klubben formåede at slå sin egen rekord og rykkede ned med færrest point nogensinde - blot 15 point blev det til (i 2003 satte de selv rekorden med 19 - den blev så igen slået af Derby i 2008 med 11 point). Holdet havde fyret træner Mick Mccarthy allerede i marts, mens den midlertidige afløser Kevin Ball ikke for alvor gjorde hverken fra eller til. Sunderland så ud til at være stavnsbundet som elevatorhold. Det var netop i denne mørke stund, at en af klubbens gamle helte, Niall Quinn, kom ind i billedet. Som frontfigur for et irsk konsortium, Drumaville, købte han klubben, påtog sig selv rollen som chairman, og ansatte sin landsmand Roy Keane som træner.

De nye kræfter viste sig hurtigt at være en succes. Holdet vandt the championship (som stadig er et misvisende navn til den næstbedste række…), og formåede blandt andet at gå ubesejret gennem 17 kampe. I sommerpausen brugte Sunderland en stor pose penge - en del af dem med meget moderat succes - og formåede at sikre sig endnu en sæson i Premier League, via en hæderlig femtendeplads. I sidste sæson begyndte Roy Keane imidlertid at mærke presset. De mange investerede midler forplantede sig ikke umiddelbart til gode resultater på banen, og Keane smed håndklædet i ringen i december. Sunderland valgte at ansætte Ricky Sbragia (som i forvejen var tilknyttet trænerstaben) som midlertidig manager, og besluttede sidenhen at gøre hans kontrakt permanent. Sbragia viste sig desværre for Sunderland, at være en mindre katastrofe, og holdet reddede sig først definitivt fra på sidste spilledag. Alligevel var sæsonen en af de bedste i Sunderlands nyere tid, idet deres forhadte naboer fra Newcastle måtte tage turen ned i the Championship. Alligevel valgte Sbragia at tage sit gode tøj og gå, alt imens Niall Quinn tog til Wigan og kom hjem med Steve Bruce, som blev præsenteret som Sunderlands nye manager.

Det kunne de meget vel gå hen og blive rigtig glade for. Bruce er nemlig - foruden den træner i engelsk fodbold, som mest ligner en gammel kvinde - en dygtig mand. Han har allerede været manager i en årrække, og efter et par ustabile år, som sendte ham forbi såvel Sheffield United, Huddersfield, Wigan (blot otte kampe i første omgang) og Crystal Palace, fandt Bruce endelig fodboldlykken, og vejen til Premier League med Birmingham City, som han var med til at rykke op i 2002. De følgende to år lykkedes det holdet at slutte nummer 13 og 10 henholdsvis - 13-pladsen var desuden første gang Birmingham sluttede over ærkerivalerne fra Villa siden engang i 70′erne. Året efter rykkede holdet dog ud igen, men Bruce viste viljestyrke og rykkede op med Birmingham endnu engang på en sæson - i 2006. Allerede i november 2007 var den tidligere Manchester United-anfører dog færdig i klubben. Uenighed omkring nogle kontraktforhold blev snedigt udnyttet af Wigan, som købte Bruce fri af Birmingham, og gjorde ham til manager. Her lykkedes det ham at redde Wigan fra en truende nedrykning, alt imens Birmingham røg ned. I sidste sæson fulgte han op på præstationen, da Wigan sluttede som en flot nummer 11.

Det var også nok til at overbevise Sunderland om at Bruce var manden der skal bringe gode tider til de ambitiøse black cats.

Truppen generelt: Britisk stål

Den potentielt dyreste målmand i britisk fodbold, Craig Gordon, vil som udgangspunk være uomtvisteligt førstevalg til buret på Stadium of Light. Sidste sæson blev dog i stor grad ødelagt af såvel knæ - som ankelskader for den skotske keeper, og i hans fravær gjorde det ungarnske landsholdsemne Márton Fülöp det glimrende. Forsvaret er i og for sig glimrende, men har lidt under hyppige rokeringer som følge af skader, karantæner og udskiftning i spillertruppen. Anton Ferdinand var i sidste sæsos den spiller som fik flest kampe. Han overbeviste mange om sit enorme potentiale, for derefter jævnligt at få dem til at begrave ansigtet i hænderne, når han tog en blunder ved et hjørnespark. På højrebacken var Phil Bardsley acceptabel efter Pascal Chimbonda smuttede retur til Tottenham, mens stabile George Mccartney tog sig af venstrebacken når han var kampklar. Endnu mere populære Danny Collins tager sig enten af den anden plads i centerforsvaret eller snupper venstrebacken, mens kultfiguren Nyron Nosworthy supplerer i centerforsvaret eller på højrebacken.

På midtbanen er Steed Malbranque det kreative indslag sammen med (en af mange tidligere Man Utd talenter i truppen) Kieran Richardson. De bakkes afvekslende op af Teemu Taino, Carlos Edwards, tykke Andy Reid og Grant Leadbitter.

Holdets måske største profil er angriberen Kenwyne Jones, som flere gange er sat i forbindelse med skifte til større klubber, og som når han rammer dagen kan flå selv det bedste forsvar sønder og sammen med sin hurtighed og groteske fysiske styrke. Sunderland råder ligeledes over indhopperne Daryl Murphy og manden som høvler mål i spandevis på landsholdet, men ikke kan score på et bordel med klubholdet: David Healy.

Væsentlige transfere: En albansk anfører og to angribere, tak.

Den faste ankermand og anfører på den defensive midtbane Dean Whitehead er den eneste væsentlige svækkelse af Sunderlands trup. Derudover har en række fyldspillere forladt truppen, da deres kontrakter ikke blev forlænget. Dog bør det 0gså nævnes at Djibril Cisse ikke fik sit lån vekslet til en permanent aftale trods en ok sæson, hvor han bidrog med 10 mål. Ligeledes er evighedstalentet Michael Chopra endelig røget permanent retur til Cardiff for £ 4 millioner, efter at have tilbragt længere tid i den walisiske hovedstad på lån end i Sunderland siden skiftet fra netop Cardiff i 2007. Albanske Lorik Cana er umiddelbart blevet hentet som direkte erstatning for Whitehead. Den hårdttacklende midtbanemand er kommet til for £ 5 millioner fra Marseille, og bærer allerede anførerbindet i Sunderland.  Derudover har man handlet stort ind for at styrke angrebet: Darren Bent er kommet til for £ 10 millioner fra et moderat fiasko-ophold i Tottenham, mens Man Utd talentet Frazier Campbell er blevet hentet for £ 3,5 millioner. 21-årige Campbell var i øvrigt udlånt til netop Tottenham i forrige sæson, mens han året før var en vigtig del af Hulls oprykningshold. Han kan absolut blive one to watch i den kommende sæson.

Sluttelig har forsvareren Paulo Da Silva vist forsat ikke fuldstændig orden i papirerne for at fuldende sit skifte på fri transfer fra Toluca i hjemlandet Paraguay.

Forventninger: Konsolidering i første omgang…

Fremtiden ser rigtig spændende ud i mackem-land. Steve Bruce er en meget lovende og snedig manager. Han har vist tæft på transfermarkedet, og gode evner for at banke et effektivt, godt præsterende mandskab sammen. Disse egenskaber vil også komme til at gavne Sunderland. At han efter alt at dømme kan regne med såvel økonomisk som moralsk opbakning fra et økonomisk stærkt bagland, gør ikke perspektiverne ringere. Holdet råder endvidere over gode spillere i alle kæder, og mange af holdets profiler har umiddelbart stadig karrierens bedste år foran sig. Anton Ferdinand kan udvikle sig til landsholdsmateriale med den rette vejledning og fokus, men særligt backpladserne kunne trænge til et eftersyn. Kieran Richardson skal være mere stabil men er altid en potentiel trussel, Cana lader til at være en spiller med alle de rigtige facetter til at hitte stort i Premier League, Kenwyne Jones skal blive endnu mere træfsikker foran mål, men har ellers hvad der skal til for at blive ligatopscorermateriale, mens Darren Bent tidligere har vist, at han kan score på det hele, lidt til og meget mere, som CV Jørgensen vist engang vrængede det. Alligevel tror jeg, at denne sæson bliver en, hvor Sunderland hovedsageligt konsoliderer statusen som fast indslag i Premier League. Og det forestiller jeg mig også klubben og fansene vil acceptere, sidste sæsons neglebidende afvikling taget i betragtning. Et angreb på de europæiske placeringer kan komme på tale, men umiddelbart tror jeg på en placering omkring nummer 10, mens holdet givetvis med fordel vil kanalisere megen seriøsitet ind i cup-turneringerne.

Tip: Forventet placering: Nummer 11 Supersæson: Nummer 7 eller derover.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley