Indlæg tagged ‘Eggert Magnusson’

David, Frank, Engelbert, David og jeg

onsdag, januar 20th, 2010

For lidt over tre år siden - i november 2006 - blev West Ham købt af den islandske rigmand Bjorgolfur Gudmundsson (det har taget samfulde tre år, at lære at stave mandens navn). Købet markerede nye tider i østlondon. Den nye bestyrelsesformand i klubben, den karismatiske Eggert Magnusson, råbte op om Champions League fodbold indenfor 4 år, ansatte Alan Curbishley som ny træner, lagde en ordentlig røvfuld penge (i hvert fald i forhold til West Ham standarder) til indkøb af en række nye spillere, som blev lokket til klubben af de høje ambitioner og de endnu højere lønninger - og ultimativt reddede klubben sig fra nedrykning i foråret 2007 efter et utroligt comeback. Det fik Sheffield United til at gå rettens vej, idet de mente at Carlos Tevez egenhændigt havde holdt West Ham oppe, og at West Ham slet ikke havde spillertilladelse til den lille argentiner. Første udsagn er fuldstændig absurd, og andet direkte forkert, men det er egentlig slet ikke det, som det drejer sig om i denne omgang. Under alle omstændigheder var der optimisme, der blev købt flere profiler, og bobler steg mod himlen…

I juni sidste år skiftede West Ham ejer igen. Denne gang var hornmusikken knap så energisk, og armbevægelserne betragteligt mindre. På dette tidspunkt var Eggert blevet sparket ud igen, klubben var begyndt at mærke den økonomiske byrde fra en hel flok højtlønnede, evigskadede fodboldspillere, og frem for alt var Bjorgolfur gået fallit. Verdensøkonomien var tættere på depression end på Klondyke-entusiasme og West Hams nye ejere var et konsortium af kreditorer til den detroniserede islandske milliardær. Allerede inden ejerskiftet var de nye tider en realitet udadtil. West Ham solgte spillere, mange spillere, uden rigtig at bruge penge på nye. Alan Curbishley smuttede da han ikke længere følte han bestemte over indkøbspolitiken (og vandt naturligvis et million-sagsanlæg på vej ud). Gianfranco Zola og Steve Clarke blev hentet ind, og har siden udrettet noget der minder om mirakler med en stadig tyndere, skadesplaget trup. Det har ikke været en dans på roser. Samtidig er rygterne om klubbens astronomiske gæld vokset, og januartransfervinduet har været imødeset med kvalme og tilbageholdt åndedræt. Boblerne brast. Igen.

De seneste måneder har imidlertid budt på håb om bedre tider. Helt konkret i form af en række interesserede parter som har ønsket at købe fodboldklubben West Ham United FC. Det har rent ud sagt været noget af en stressfaktor. Særligt da det stod klart at klubbens ejerskabssituation ikke ville være afklaret før 1. januar, hvor frygten for afsked med flere nøglespillere inden nedrykningskampen var stærkt realistisk funderet.  Undertegnede har været reduceret til en sindstilstand der grundlæggende ikke adskiller sig stort fra den kvinder - i følge diverse klicheer og almindelig revymytologi - befinder sig i når de er højgravide. Mine søvn -, spise - og toiletvaner har været helt til hest. Jeg har konstant været præget af den rædselsfulde limbo-tilstand som min klub befandt sig i. Det er sandelig ikke blevet bedre at jeg mellem jul og nytår pådrog mig en større flænge på ryggen som konsekvens af Børge Mogensens åh-så-lækre stoles manglende evne til rent faktisk at kunne bære 90 kilo mandfolk. Hvorfor placere skruer med spidsen opad, når sædet samtidig kollapser når man sætter sig; HVORFOR, BØRGE?!?

Nå. Det var vist et sidespor. Lad os fortsætte af det: Med forbinding på ryggen, og selvmedlidenhed på størrelse med Dan Rachlins popularitet i 80′erne, har jeg omfavnet Dominos halvprismandage som Rudi Frederiksen ville omfavne deltagerne i BørneMGP. Jeg har ikke kunnet være fysisk aktiv, idet forbindingen ikke måtte blive våd af frygt for betændelse. Mit humør har svinget i en grad så jeg selv har været ganske langt fra at kunne følge med. De fleste dage har jeg næsten ikke kunnet komme op af sofaen. For fanden: Jeg har taget mig selv i at stå foran spejlet og bare føle mig tyk og have lyst til at græde. Det har i sandhed ikke altid været lige morsomt. Og så har der ovenikøbet været eksamensstress oven i hatten.

I denne suppedas af weltschmerz, magtesløs - og uvished tilsat almindelig vinterdepression har der dog været enkelte lyspunkter. Eller det vil sige: Der har mindst været et. Frank Turner hedder han. En Eton-uddannet, britisk, punkrocksingersongwriter (hold da kæft et lorteord!) i slutningen af 20′erne, som synger sange om livet. Ja, sgu. Hverken mere eller mindre. Det handler om at blive ældre og indse at man var en idiot som teenager, at verden er noget lort og nok bliver ved med at være det, at indse at man også er en idiot som voksen, om at folk dør af sygdomme i en al for ung alder, at man ikke er noget specielt i forhold til alle mulige andre, om ulykkelig kærlighed, venskab og jeg ved snart ikke hvad.  Livet, for fanden! Som det leves og døs(!). Og det er skidehamrendemotherfucking livebekræftende, skulle jeg hilse og sige. Ja - både Franks musik og livet som sådan. Det er det han minder en om.

Efter at have fået ham lige dele anbefalet og frarådet på det alvorligste siden han varmede op for Gaslight Anthem på Vega i foråret 2009, havde jeg alle intentioner om selv at tjekke ham ud, da han igen spillede koncert i København i december. Men det satte min generelle ugidelig - og uduelighed naturligvis en stopper for (det samme var i øvrigt tilfældet med Gaslight-koncerten). Til gengæld havde jeg åndsnærværelse nok til at købe en af hans plader da den sådan lige pludselig stod i smasken på mig i en obskur pladebiks i Barcelona senere samme måned. Jeg hørte den faktisk første gang mens jeg skrev et blog-indlæg i flyet på vej hjem.

Nå for at gøre en lang historie endnu længere: Frank og jeg er blevet noget der minder om venner. Han har kørt non-stop på anlægget, ipoden, computeren og hvor jeg ellers har kunnet forpeste uskyldige med mit nyfundne glade budskab. Jeg tror han forstår mig, Frank. Derfor besluttede jeg mig også ret hurtigt for, at jeg måtte eje endnu en plade med ham. En plade som ifølge pålidelige kilder skulle være lige så god som den jeg oprindeligt er faldet for. For at være helt præcis, så bestilte jeg pladen Sleep is for the Week den 29. december. Så kunne den måske være her i tid til at agere krykke for min skrøbelige mentale tilstand under transfervinduet. Siden er fulgt mange skuffende ture til postkassen, inden en længe ventet oplevelse af eufori da jeg vendte hjem efter en weekend på landet sidste søndag aften. Cd’en var i postkassen! Det samme var det seneste nummer af EX-hammers Magazine, og West Hams hjemmebanetrøje for indeværende sæson! Happy days!

Jeg tændte computeren for at se om verden stadig stod efter mine tre dages fravær fra nettet. Bladrede lidt i bladet mens windows startede. Et fint interview med Tony Cottee. Tjekkede overskrifter på nettet. West Ham var så godt som solgt stod der. Alt tydede på at man kunne regne med afklaring i løbet af mandagen. Det var lige før jeg begyndte at ane forår i luften. Jeg tog min nye trøje på og syntes egentlig den så godt ud alt taget i betragtning. Selvom det stadig er pervest at lave en West Ham hjemmetrøje uden lyseblå ærmer. I min generelle begejstring glemte jeg helt cd’en, som bare lå i sin indpakning i vindueskarmen.

Mandagen kom. Ingen afklaring. Blot et hav af nye rygter. Blandt andet nogle helt igennem rædselsfulde rygter om en meget dodgy italiensk rigmand som i forvejen ejer Cagliari. En mand som har fyret 28 trænere på 18 år dernede, og som har ganske veldokumenterede forbindelser til mafien. Jesus Kristus. Ikke igen. Det var mens disse dystre perspektiver samlede sig som tunge tordenskyer over mit ugidelige, joggingklædte korpus at jeg kom i tanker om at der var nye glade toner fra Frank i vindueskarmen. Jeg nærmest småløb derhen. Flåede forsendelsen op, og ramtes af vantro. Af vrede. Ja - sågar af noget der minde om angst. Jeg vendte febrilsk cd’en. Hvad fanden skulle det nu betyde? Var der nogen der tog pis på mig? Jeg konsulterede den medsendte kvittering og konstaterede at den lød på et eksemplar af Sleep is for the Week. Men hvorfor fanden i hede hule helvedes inderste steghede kreds havde play.com så sendt mig en Engelbert Humperdinck-cd med titlen Love Songs and Ballads?!? En ting er at de sender mig en forkert cd. Det kan ske. Erare humanum est og alt det der pis, men Engelbert Humperdinck!? Engelbert? HUM-PER-DINCK!? Hvad fuck. Hvad helvede!? Jeg var målløs. Rasende. Magtesløs og opgivende. Ikke nok med at min fodboldklub var ved at blive opkøbt af en ukarismatisk Don Corleone - nu tog livet pis på mig ved at sende mig en fucking ENGELBERT HUMPERDINCK-plade med fucking flødekærlighedssange! Og så lige nu når jeg havde mere brug for Frank end nogensinde! Total desillusion satte ind og jeg sank sammen i sofaen.  Resten af dagen fortoner sig i en underlig mareridtsagtig dunkelhed.

I går var mit sår på ryggen endelig helet nok til, at jeg igen måtte motionere. “Uhmm, endorfiner!”, vil jeg sværge at jeg hørte min krop sige. Og som det ikke var nok: West Ham blev endelig solgt. Ikke til Cagliari-manden, men til de tidligere Birmingham-ejere David Sullivan og David Gold. Dem har jeg tidligere udtrykt skepsis for her på bloggen. De købte 50 % af klubben, med option på køb af resten indenfor de næste fire år, og frem for alt vide beføjelser i forhold til den daglige drift. David Sullivan begyndte øjensynlig at flæbe under et interview med Talksports fordi han var så lykkelig. David Gold fortalte røverhistorier om dengang han boede lige om hjørnet fra stadion og spillede for West Hams drengehold mod East Ham. Måske var Engelbert-cden et tegn? Der er bedre tider på vej, og jeg vil i fremtiden slet ikke få brug for Franks positive vibrationer? Nu vil livet blive en dans på roser med Engelbert bløde stemme croonende den ene lovesong efter den anden?

Og dog. For ellers var der ikke mange positive meddelelser. Jeg fulgte pressemødet live med lige dele chok og lettelse. Klubben er dybt forgældet og belånt til op over skorstenen. Omkring 110 millioner pund lyder gælden på - og det trods den omstændighed at noget af gælden allerede skulle være afdraget ved købet. Og trods det faktum at klubben siden sommeren 2008 har solgt spillere for noget der minder om 40 millioner pund uden for alvor at bruge penge på nyindkøb. I det mindste er der ikke længere tvungne spillersalg, hvad der åbenbart ellers ville have været både nu og til sommer. Det har deherrer David og David lovet. Gianfranco Zola og Steve Clarke får lov til at fortsætte deres arbejde med truppen. Det har deherrer David lovet. De lovede også, at der bliver penge til rådighed til forstærkninger i januar. På den anden side har vi før oplevet nye ejere med løfter, der ikke blev overholdt.

De bebudede at de, om muligt, agter at at flytte West Ham fra the Boleyn Ground til Londons Olympiske Stadion, når den engelske hovedstad har haft olympiaden i 2012 (det er der, hvor logoet ligner en knælende Lisa Simpson i færd med at give oralsex). Stadion ligger i West Ham-land, og Sullivan udlagde en ambition om at kunne sikre West Ham Premier Leagues billigste billetter på denne måde. Ikke desto mindre er det altid sprængfarligt at fucke med kernetraditioner på denne måde. Samtidig snakkede de dog meget om deres egen East End baggrund og vigtigheden af at kende klubbens historie og tradition. Vi får se.

Samtidig udsendte de en invitation til alle kapitalstærke West Ham fans i verden om at de var velkomne til at købe sig ind i klubben. 10 procent af klubben plus betyrelsesposter og indflydelse for 10 millioner pund. En sådan ide kan man sandelig se gå mange veje. Ikke desto mindre er det da mulig at tolke tanken sympatisk.

Det som gjorde størst indtryk var dog David Sullivans ord: “We wouldn’t buy this club at all if this wasn’t West Ham. It makes no commercial sense for anyone to buy this club and it’s amazing that two other people wanted to buy it.”


Man skal ikke tro på alt hvad man hører, men de kan da snakke snakken, som man vist siger derovre. Om de så også kan gå gangen bliver interessant at se. Under alle omstændigher sagde de, at konsolidering og langsom opbygning er målet. De udtrykte tillid til egne evner, og bekymring for lønniveauet i Premier League. Samtidig profeterede Sullivan at en Premier League-klub vil ryge under administration inden sæsonen er ovre. Han hentydede ikke til West Ham, og foreløbig er det måske, hvad man kan forlange efter Eggerts forbrugsfest og den katastrofekurs det har sat klubben på. De næste par år skal altså gå med at rydde op. Det betyder nok at Matthew Upson forsvinder, idet han tjener Eggert-penge nu, og næppe bliver for mindre. Det betyder forhåbentlig også snarligt farvel til Boa Morte, Dyer, Quashie og Davenport, som sikkert alle tynger på budgettet. David og David løftede selv sløret for at der allerede i januar måske skal siges goddag til en ny angriber: Rygterne i dag nævner navnet Bobby Zamora. En altid hårdtarbejdende og loyal, local lad til at hjælpe med den langsomme genopbygning af West Ham United FC. Det er nok en drøm, men nøj hvor skulle han være velkommen. Selvom de næppe slipper ham i Fulham.

Og en konklusion med hele denne smøre? Det må være noget i retning af, at selvom det alt andet lige ser lysere ud nu, end det gjorde for et par måneder siden, så har jeg stadig skrevet til play.com og anmodet om at få byttet min Engelbert Humperdinck-cd til den med Frank Turner. Noget siger mig, at også får brug for hans venskabelige, livsbekræftende betragtninger i den kommende tid.

Should I stay or should I go; limbo-kongen Lucas…

lørdag, juli 4th, 2009

I et ellers røvkedeligt transfervindue bidrager Lucas Neill til underholdningen i den engelske presse. Den australske fodboldkaptajn har nemlig vist sig at være en ubeslutsom herre, og historien om hans fremtid er ved at udvikle sig til - om ikke en farce - så i hvert fald et mindre lystspil. I starten af juni var hans navn på den liste over transferfri spillere som West Ham fristillede, fordi klubben og anføreren ikke havde været i stand til at blive enige om en kontrakt. I den forbindelse udtalte klubben at de havde tilbudt ham “en betydelig” kontrakt, alt imens spillerens agent fokuserede på, at den nye kontrakt var markant lavere end den gamle; og at den nye følgelig ikke “reflekterede spillerens betydning for holdet”. Resultatet blev at Neill ville forlade klubben og overveje sine muligheder.

Neill - som flere gange har antydet at hans udenlandskarriere sandsynligvis slutter efter VM i Sydafrika, hvorefter han vil hjem og være med til at opstarte et hold i den australske liga - havde højst sandsynligt håbet på, at der ville stå et nyrigt hold klar med en sidste guldrandet kontrakt; ikke ulig da han i første omgang forlod Blackburn for West Ham i januar 2007 - et halvt år før kontraktudløb. Dengang huserede, som allerede flere gange nævnt her på bloggen, den islandske Mr. Spock-lookalike Eggert Magnusson i West Hams chefstol, og kontrakterne som en række spillere fik smidt i nakken var astronomiske i forhold til klubbens normale lønninger.

Det er netop heri kernen i uenigheden mellem klub og spiller har ligget: Neill ønskede at blive fastholdt på Magnusson-lønnen, mens klubben ville gøre ham til en af de højest lønnede indenfor det genskabte, noget mere realistiske lønsystem. I forbindelse med sin nylige charmeoffensiv hos forskellige uofficielle West Ham fansider har klubbens direktør Scott Duxbury da heller ikke lagt fingre imellem i sin beskrivelse af situationen. Til Westhamtillidie.com udtaler han blandt andet: “Klubbens etos er at forsøge at stoppe med at betale de tåbelige lønninger, som vi historisk set har betalt, og som skabte så mange problemer. Vi har ikke en lønstruktur, men vi har et lønsystem, og alle vores topspillere tjener cirka det samme, hvilket er godt for holdånden og konkurrencementaliteten. Man ønsker sig at have et omklædningsrum med spillere, som tjener nogenlunde det samme, så der ikke opstår jalousi.”

Som altid skal denne slags kommentarer tages med et gran salt. Ret beset kunne Duxbury ikke så godt tillade sig at sige:“Vi har valgt at lade klubbens anfører og en af de bedste spillere i sidste halvsæson gå på en fri transfer, fordi vi til stadighed er en uambitiøs og fedtet klub, som ikke for alvor gider investere i spillertruppen - til gengæld er vi meget tæt på at overtale den danske superstjerne Søren Colding til at gøre comeback.” Ikke desto mindre synes Dux’ pointe at besidde en ikke ringe grad af substans; det virker ganske enkelt intuitivt fornuftigt ikke at lade en person tjene mere end nogen anden i truppen nogensinde ville kunne opnå. Især ikke når den spiller er en 31-højreback med lige så meget bly i røven som Thomas Helveg. Man kan på den andens side heller ikke rigtig klandre Neill, at han vælger at søge lykken og de store penge andensteds.

Men i disse dage bliver det for alvor festligt. For i perioden mellem offentliggørelsen af hans afgang for West Ham og nu, har interessen for Neill ikke just været overvældende. Man kan, for nu at blive i det fest-terminologien, sige at Neill har stået single og åben for tilbud i baren, men det har ikke just været de smukkeste piger til ballet som har budt ham op til dans. Faktisk har der umiddelbart kun været interesse fra Galatasaray og Olympiakos, som nok mere kan karakteriseres som de grimme stedsøstre end som nogen egentlig Askepot i Neills fremtidseventyrdrømme.

Derfor melder mange engelske medier nu at Neill, der har været arbejdsløs siden 1. juli, skulle være parat til at foretage en kovending, og alligevel skrive under på den kontrakt som “ikke reflekterede hans betydning for holdet.”

Og her bliver sagen pludselig speget, kikset, lettere komisk, en smule pinlig for Neill og frem for alt meget principiel. For hvordan skal West Ham forholde sig til Neills slingrekurs? Vil man have en spiller i klubben, som egentlig “hellere” ville have været et andet sted? Hvordan vil den øvrige besætning på det gode skibe West Ham reagere på at den vældig populære kaptajn var klar til at forlade skuden for en ekstra kiste guld? Ville man tage en kæreste tilbage, som forlod én fordi hun mente hun fortjente en der var rigere, smukkere og havde en større tissemand, men i stedet blev træt af at gå alene hjem fra Crazy Daisy, og derfor fandt en værdig igen?!

Der er ingen tvivl om at Lucas Neill både som højre back og som anfører har været en central brik i West Hams relativt succesfulde sæsoner de seneste år. Han bidrager med rutine, lederskab, fight, fleksibilitet, gode pasninger frem af banen - og så kan han en del tricks som kan være nyttige når det går hårdt for sig. Men kan man regne med at manden er 100 % interesseret i at spille for West Ham?

Duxbury formulerer det egentlig ganske godt til westhamtillidie.com:“Det er et spørgsmål om hvorvidt han vil gøre det [underskrive kontrakten, red.]. Det handler om andet end penge. Det handler om hans lyst til at spille for Gianfranco [Zola], om hans lyst til at være en del af det vi prøver at opnå. Spilleren er nødt til at ville være en del af det. Det er fuldstændig op til Lucas nu.”

Man kan argumentere for at Neill allerede har besvaret Duxburys retoriske spørgsmål ved at nægte at underskrive kontrakten i første omgang.

West Ham starter preseason på mandag. Den dato har Duxbury sat som deadline for hvornår Neill skal have besluttet sig. Men sådan som forløbet hidtil har været skal man ikke blive overrasket, hvis Lucas får forlænget sin limbodans om kontrakten med yderligere et par uger…

Zolas Sommerrengøring

onsdag, juni 24th, 2009

Her følger en gennemgang og vurdering af sommerens udresning i West Hams trup. I morgen følger en lignende behandling af de som skal forsøge at stoppe trofæ-tørken næste sæson.

Den tredje juni offentliggjorde West Ham navnene på en række spillere, som klubben havde besluttet at fristille i forbindelse med kontraktudløb. Udmeldingen kom ikke som nogen stor overraskelse, da cheftræner Gianfranco Zola allerede tidligere havde meldt ud, at han ønsker en markant mindre førsteholdstrup fra næste sæson, og at denne trup hovedsagligt skal suppleres med egne talenter i det omfang der er behov for flere spillere.Et på alle måder sympatisk koncept, som ganske åbenbart er inspireret af den model Arsenal har kørt efter i en efterhånden længere årrække.

Listen talte intet mindre end fjorten navne – det suverænt største af disse tilhørte den hidtidige kaptajn Lucas Neill. Neill kom til West Ham fra Blackburn i januar-transfervinduet 2007. Det var dengang Alan Curbishley og Eggert Magnusson brugte islandske cowboydollars i et omfang, som ville få afsindigt berusede sømænd på landlov til at stoppe op og stille kritiske spørgsmål til om al det forbrug nu også gør et menneske lykkeligt inderst inde. Han spillede en central rolle i the great escape samme år, og har været stensikkert førstevalg på højrebacken lige siden; når han altså ikke har vikarieret i centerforsvaret eller sågar på den centrale midtbane.

Australieren formodes at have afslået en kontrakt (med lønnedgang), og følgelig skulle han være færdig i klubben. Sidenhen har han imidlertid selv udtrykt ønske om at blive hos West Ham alligevel. Neill har tidligere vist, at pengepungen har en ikke uvæsentlig indflydelse på hans beslutninger (selv ikke undertegnede er verdensfjern nok til at tro, at hans beslutning om at vælge West Ham frem for Liverpool dengang i 2007 udelukkende var baseret på hans kærlighed til jellied eels og fodbold spillet the West Ham way), og derfor bliver det interessant at se, hvor han spiller næste år. Klubber i England, Tyrkiet og Grækenland har alle været nævnt. Hvis Neill smutter skal Zola og sportschef Gianluca Nani hive en kanin op af hatten inden sæsonstart (og den skal kunne spille højre back!)…

Også vores angrebs/komiker-duo Diego “Cojones mas grande al Sagrada Familia” Tristan og Davide Di ”Sheriffen skyder på det hele” Michele er blevet vejet og fundet for lette (eller måske i Tristans tilfælde for tung?). Tilsammen nåede de sydeuropæiske herrer og gentlemen at lave hele 8 (otte!!) mål i blot 50 kampe og med en samlet alder på sølle 66 år er det ganske uforståeligt, at klubben vil forsøge at hente yngre kræfter ind til angrebet… Eller omvendt.

Di Michele vil nok især blive husket for sin fremragende første hjemmekamp, hvor han lavede to glimrende mål  i 3-1 sejren over Newcastle (siden blev det kun til 3 mere resten af sæsonen…). Siden fulgte momentvis geniale afleveringer og læssevis af frustrerende boldtab i en lind strøm, inden den italienske troldmand gav et sidste varigt minde, da han snublede over sine egne ben og appellerede for straffespark alene igennem med Pepe Reina mod Liverpool. Tristan vil foruden sin glæde ved at drikke og køre bil, som resulterede i en pinlig sag for spritkørsel, især blive husket for sit perlemål direkte på frispark mod Stoke på udebane og sit “mål” mod samme modstander på hjemmebanen. Her snittede bolden den uforvarende Tristans hæl på vej i mål, hvilket fik den tidligere Deportivo-bomber til at juble, som havde han emuleret Maradonas solomål mod England i 1986. Forhåbentlig bliver der hentet spændende folk til angrebspladserne i stedet for de to afdankede angribere - hvis ikke må man overveje at investere i to life size subbuteo-figurer for at finde fuldgode erstatninger.

De øvrige lånte spillere Jan Lavstuka og Radoslav Kovac er også blevet sendt retur til henholdsvis Shaktar Donetsk og Spartak Moskva. Lavstuka spillede kun en førsteholdskamp for West Ham – det lidet mindeværdige Carling Cup-exit mod Watford. Nu må den tidligere filosofi-studerende pille splinter ud af røven i Ukraine i stedet for London. Gud ved hvad Satre ville mene om den sitaution? Er det mon væren ensoi eller pour soi? Lavstuka har heldigvis tid nok til at tænke over det… Kovac nåede 10 kampe, viste sig som en god bolderobrer og en særdeles sløset pasningsspiller - og brillierede sågar med et brag af et langskudsmål på Goodison Park. Rygter vil vide at West Ham fortsat er interesseret i at gøre aftalen med Kovac permanent, men at Spartak ønsker flere penge end West Ham mener han er værd. Også Sunderland og Fulham nævnes som destinationer for Kovac, som gerne selv vil blive i England. Hvis prisen er rigtig, virker Kovac bestemt som en spiller det kunne være godt at have i truppen til næste sæson.

Også Walter Lopez måtte se sig fritstillet da hans et-årige aftale udløb. Fem uspektakulære indhop og en start mod Watford blev det til for venstrekanten fra Uruguay. I det mindste må det betragtes som et fremskridt for West Ham, at en spiller så himmelråbende ligegyldig som Lopez blot fik en et-årig kontrakt frem for en fem-årig med kæmpeløn…

Lee Bowyers kontrakt fik ligeledes lov at løbe ud. Efter et succesfuldt forår med oprykning og stamplads hos Birmingham City ser det ud til at det nu 32-årige tidligere stortalent også kan spille i Premier League næste år. Der arbejdes i hvert fald på at gøre aftalen permanent. Alternativt meldes også Bolton interesserede i at tilknytte midtbanedynamoen. Bowyer nåede 41 kampe og fire mål for West Ham i sit andet ophold i klubben. Hver gang det så ud til at han var ved at genfinde fordums styrke, blev han ramt af en i den umiddelbart uendelige række af skader som har præget hans karriere. Det virker som endnu en fornuftig beslutning at satse på en yngre og mindre løntung spiller…

Jimmy Walker som spillede en vigtig rolle i West Hams oprykning fra den næstebedste række i 2005 er også fortid i klubben. Walker, som blev båret fra banen med en knæskade i play-off finalen mod Preston kom aldrig i nærheden af at blive førstevalg igen, selvom han fik tre kampe i Premier League mod slutningen af 2006-sæsonen. Walker var kendt som en livlig spasmager udenfor banen, og mange vil sikkert savne hans humoristiske klumme i kampprogrammet på Upton Park. Frem for alt vil Walker for evigt huskes for at redde Frank Lampards straffespark på Stamford Bridge i liga-cupen i 2004. Hov - det kom vidst til at lyde som en nekrolog! Walker lever mig bekendt i bedste velgående, og forhåbentlig finder han et andet sted at fortsætte karrieren, hvis det er det, han ønsker…

Endvidere blev Kyel Reid og Tony Stokes fritstillet. Reid er taget til Sheffield United, mens Stokes var udlejet til ungarnske Ujpest i forårssæsonen, og tidligere har udtalt sig positivt om en fremtid i ungarnsk fodbold. Begge spillere er opfostret på West Hams eget akademi. Reid nåede tre førsteholdskampe for West Ham, men har hovedsagligt været udlejet de senere år. Såvel Barnsley, Crystal Palace, Blackpool og Wolverhampton har haft fornøjelsen af den 21-årige venstrekant. Midtbanemanden Stokes fik en enkelt kamp som indskifter, da han i 2005 erstattede Tomas Repka i en Carling Cup kamp mod Sheffield Wednesday.

Desuden har venstrebacken Joe Widdowson vekslet sin lejeaftale hos Grimsby i den tredjebedste række til en permanent kontrakt fra næste sæson. Heller ikke juniorspillerne Jack Jeffery, Ashley Miller, Tom Harvey og Ryan O’Neill fik tilbudt nye kontrakter, og er fri til at finde nye arbejdesgivere. Med undtagelse af Widdowson, som umiddelbart havde vist fine takter sin alder taget i betragtning (ikke mindst i forbindelse med pre-season i nordamerika sidste år), virker det som den rigtige beslutning at lade de unge folk forsøge at finde fodboldlykken andensteds. Forhåbentlig ingen af dem kommer tilbage og laver en Jimmy Bullard…