Syg og munter

Miraklet på drømmenes teater

Tidligere i dag vandt Leeds United 1-0 på Old Trafford over de forsvarende engelske mestre fra Manchester United. Jeg så ikke kampen, men jeg fulgte da med et halvt øje på en live-opdatering. Hvordan kunne jeg andet. Det er jo FA-Cupen vi taler om. Og som de fleste fodboldfans fnes jeg da Beckfords 1-0 mål blev annonceret.  Og jeg glædede mig med de 9000 medrejsende Leeds-fans da kampen efter 5 minutters tillægstid blev fløjtet af. Det er lige præcis resultater som det, som gør FA-Cupen fantastisk.

Det detroniserede storhold Leeds United der i de senere år har gået så gruelig meget igennem: Et spektulært fall from grace - fra Champions League semifinaler i 2001 til tredje division i 2007. Hvis man dertil lægger et par tabte play-off finaler på varierende niveauer af engelsk fodbold samt den omstændighed at Leeds-talenter som James Milner, Aaron Lennon og Paul Robinson i dag blomstrer andensteds i lighed med allerede dengang etablerede førsteholdsspillere som Lee Bowyer, Jonathan Woodgate og Rio Ferdinand; ja så forstår man ekstasen i udeafsnittet på ærkerivalernes drømmenes teater tidligere i dag. Den type oplevelse har været længe undervejs. Det er simpelthen dage som denne FA-Cupen er til for. Det er minder om dage som denne, og håbet om igen at opleve dem, der har holdt liv i de tusindvis af lykkelig united-supportere i de mørke år. I guder hvor må det have været sjovt at være Leeds-mand i dag.

Den indre, forpulede optimist titter frem

Leeds’ præstation havde dog også en mere personlig konsekvens. Den lokkede min indre optimist, det forpulede møgsvin, ud af det eksil han har befundet sig i siden 2009’s sidste kamp mod Tottenham. Pludselig begyndte jeg at tillægge dagens FA-Cup møde mod Arsenal en smule betydning. Tidligere på ugen har den været afskrevet som noget der skulle overstås; en reserveholdskamp inden de vigtige kampe i nedrykningsstriden. Med Man Utd elimineret ville en sejr over Arsenal pludselig resultere i en FA-Cup med blot to af the big four tilbage i turneringen. Måske endda kun Chelsea, hvis Reading kunne lave et mirakel i omkampen mod Liverpool. Vejen til finalen ville være banet. Skyen var pludselig grænsen som man vist siger derovre. We’re going to wem-ber-ley nynnede jeg.

Og det trods den omstændighed at West Ham virkelig i forvejen har mere end rigeligt at se til i bunden af ligaen; at holdet er så latterligt skadesplaget, at nærmest kun dagens modstander kan konkurrere på antallet af skadede førsteholdsspillere og at hjemmepublikummet benyttede kampen til en større boykot mod de rasende upopulære ejere.

Men al optimisme viste sig velbegrundet. For, fy for satan i det hedeste helvede, hvor leverede de 11 mænd i claret’n'blue dog en forrygende kamp. Og det trods den omstændighed at mange af dem umiddelbart stadig kun behøver at barbere sig en gang hver fjortende dag. Med en opstilling der højst indeholdt halvdelen af den optimale startellever - Green, Upson, Behrami, Diamanti og (tragisk nok vel også) Faubert - suppleret med to debutstartere: 18-årige Daprela på venstrebacken og jævnaldrende Frank Nouble helt på toppen, samt efterhånden kendte teenagere i i form af Tomkins og Stanislas plus backup-spillerne Kovac og Jimenez - startede West Ham friskt og uimponeret og skabte i første halveg en række fine situationer, hvor den sidste aflevering ofte kiksede, den manglende rutine viste sig i form af tøven eller Fabianski viste klasse i Arsenal-målet. Stanislas udfordrede som altid uimponeret, Nouble lignede momentvis en ung Carlton Cole, Upson spillede solidt i forsvaret, Daprela imponerede i debuten, Faubert var vanligt ustabil alt imens Tomkins var heldig ikke at koste et par mål med dumme afleveringer og tåbelige boldtab. Faktisk var Arsenal i første halveg farligst i de situationer hvor Tomkins - eller i et enkelt tilfælde - Green, dummede sig.

Særligt Alessandro Diamanti havde en af sine bedste kampe for West Ham, og satte mange ting i gang med sprøde afleveringer og et par fine forsøg fra distancen. På midtbanen var Kovac og Behrami et tohovedet monster af pres og tacklinger med brintoverilte-hår, og særligt Behramis indsats på den uvante centrale midtbane giver grund til fortrøstning for fremtiden efter et længere skadesorgie for den altid kæmpende kosovo-fødte schweizer. Deherrers anstrengelser var stærkt medvirkende til at Arsenal i det store og hel ikke fik fat om kampen i den første times tid. Tvært imod var det netop Diamanti, der lige før pausen (det bedst tænkelige tidspunkt at score på øjensynligt) snød Arsenals offsidefælde og via Fabianskis hænder og stolpen bragte hjemmeholdet fortjent foran. FA-Cup drømmen levede. I starten af anden halveg viste den polske Arsenal-keeper til gengæld klasse på et godt skud af Stanislas inden Nouble i et par situationer viste god fysik og hurtige fødder, men desværre også manglende kynisme til at få afsluttet.

I stedet blev det Arsenal der fik greb om kampen. Opstillingen der i forvejen talte en næsten optimal backkæde samt spillere som Eduardo, Alex Song og Carlos Vela blev suppleret med Abou Diaby og Samir Nasri efter 64 minutter, og særligt førstnævnte kom til at spille en nøglerolle i Arsenals comeback med godt presspil på midtbanen. West Ham mistede simpelthen grebet om kampen, og Arsenal skabte i resten af kampen et væld af chancer. Robert Green brillierede flere gange - navnlig med en dobbeltredning af Song, men som afslutning på et flot gennemspillet angreb fik Aaron Ramsey desværre lov til at gøre det til 1-1 for udeholdet med blot 13 minutter tilbage af den ordinære tid. Blot 5 minutter efter gjorde Eduardo det til 2-1 med et usædvanlig veludført hovedstød som sneg sig op i det ene hjørne. Den skulle Green måske have snuppet. I slutfasen kunne Arsenal have scoret en gang eller to til, mens West Hams trætte folk ikke fik den fornødne pondus af de indskiftede teenagere Sears og Edgar til at stille noget op mod de nu meget velspillende Gunners.

En sidste detalje der er værd at fremhæve er kampens dommer: Den ofte rædselsfulde Marc Clattenburg med de altid rædselsfulde frisurer. Han dømte en nærmest fejlfri kamp. Han kunne måske have givet et par kort mere eller mindre hist og her, men frem for alt fløjtede han ikke kampen ihjel, han belønnede hverken skuespil eller brok, og han holdt gemytterne godt i ro. Det var en fornøjelse at se hvordan først Silvestre og siden Behrami rejste sig og gav modstanderen hånden efter at have været i den modtagne ende af hårde tacklinger. Det er - ligesom de store sensationer i cupen - en vigtig del af engelsk fodbolds mytiske landskab.

Nådesløst var det ikke desto mindre, den måde Arsenal vendte kampen på, og selvom Wenger allerede inden kampen havde kørt Arsenalet af undskyldninger i stilling kan franskmanden efter kampen glæde sig over en fremtidig tur til Stoke i næste runde. Leeds skal i øvrigt til Tottenham.

Og West Ham? Vi kan glæde os over fine debuter til Nouble og Daprela, og gode præstationer fra vigtige stamspillere som Behrami, Green og Upson. Hvis holdet ydermere bevarer gejsten fra dagens kamp, får folk som Cole, Parker, Noble, Ilunga og Collison tilbage i startopstillingen og så i øvrigt spænder hjelmen, så bør den triste nuværende placering kunne veksles til en stabil midterplacering inden længe.

Ja: Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så er mit svinske, optimistiske selv ikke skræmt væk endnu. Nogle skal jo, når alt kommer til alt, blæse de forpulede bobler.

Arsenal FC: You’ll never win anything with kids…

Stiftet: 1886 (som Dial Square)

Stadion: Emirates Stadium (Kapacitet: 60.355)

Kælenavn: Gunners

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 4/3/4

Første fem kampe: 15/8 Everton (U), 18/8 Bolton (H) (udsat), 22/8 Portsmouth (H), 29/8 Man Utd (U), 12/9 Man City (U)

Manager: Arsene Wenger (Siden oktober 1996)

Manden på Arsenals trænerbænk behøver vel ingen nærmere introduktion; siden 1996 har den professorlignende franskmand Arsene Wenger  siddet tungt på ansvaret i London-klubben, og de mellemliggende år har budt på noget der minder om en revolution i storklubben. Fra at have været berømt og berygtet som boring Arsenal under George Grahams ledelse, hvor holdets spillede ærkebritisk og havde en klassisk britisk pubkulturel indstilling til forplejning og disciplin kom Wenger til med helt nye metoder. Han fik holdet til at spille fremragende, offensiv, kontinentalt inspireret pasningsfodbold, han fik Tony Adams til at stoppe med at drikke og spille nogen af karrierens bedste år under sig, han lokkede store spillere til klubben og fik dem til at blomstre op - navnlig Dennis Bergkamp og Thierry Henry, han opdagede næsten ukendte spillere og gjorde dem til stjerner - navnlig Nicolas Anelka og Patrick Viera, og frem for alt har han efterhånden gjort det internationale talentarbejde og den kompromisløse satsning på helt unge spillere til klubbens varemærke.

Netop denne internationalisering af Arsenal har udsat Wenger for voldsom kritik i perioder, når Arsenal har stillet hold uden en eneste britte i truppen. Dette har sammen med skærmydsler med rivalerne Wenger og Mourinho og en besynderlig momental blindhed, som har det med at indtræffe når hans egne pæne spillere laver svinstreger eller kaster sig i feltet, været med til at gøre Wenger ganske upopulær blandt mange andre holds fans.

Det tager de dog med ophøjet ro i Arsenal, som under Wengers ledelse har Arsenal vundet Premier League tre gange og FA-cupen fire gange, og særligt de uovervindelige fra 2003-04 sæsonen, der som navnet antyder gik igennem ligasæsonen ubesejret, har opnået legendestatus i den røde del af det nordlige London. Siden da er det imidlertid kun blevet til en enkelt FA-cup sejr, som faldt året efter, og de sejrsvante gunners begynder at savne fyld til trofæskabet. Der er dog intet der tyder på at der er synderligt varmt på Wengers sæde.

Truppen generelt:Ungt kød

På mål står spansk-nationaliserede Manuel Almunia, og det har han efterhånden gjort udemærket i et par år. Han presses af unge, polske Lukasz Fabianski, som længe har været udset som den naturlige, langsigtede løsning i Arsenals mål.

I forsvaret råder man over en af verdens bedste venstrebacker i form af franske Gael Clichy, alt imens højrebacken sædvanligvis besættes af endnu en franskmand; Bacary Sagna. Som backup har man i venstresiden unge Kieran Gibbs, som fik et gennembrud på førsteholdet i sidste sæson, omend mange nok mest vil huske ham for en enkelt fejl i en meget vigtig CL-kamp. Også Armand Traore vil håbe at kunne bejle til pladsen efter et rimelig succesfuldt ophold hos Portsmouth i sidste sæson. Centerforsvaret ledes typisk af en endnu en franskmand, William Gallas, som også tidligere har båret anførerbindet i klubben. Centralt råder man også over gamle, grimme, franske Michael Silvestre, som næppe bliver fast mand, men som er habil backup. Johan Djorou fra Elfenbenskysten vil håbe at kunne erobre en plads, mens Phillipe Senderos stadig er i klubben trods mange rygter om et farvel. Schweizeren er også stadig - nådesløst - en joke i flere dele af den engelske presse efter et par uheldige kampe for år tilbage.

Midtbanen er et overflødighedshorn af kreative spillere, som er vanskelig at pladsbestemme, idet en stor del af Wengers spil centrerer sig om konstante pladsbyt og enorm mobilitet: Men russiske Andrey Arsharvin og spanske Cesc Farbregas er de oplagte profiler, som vel knap nok behøver nærmere introduktion. Men også 21-årige, franske Samir Nasri, brassilianske Denilson og evigskadede, tjekkiske Tomas Rosicky som nærmer sig et comeback, er rigtig gode spillere, som kan bidrage med både assists og mål for Arsenal. Af mere defensivt orienterede midtbanefolk er Abou Diaby en stor og god oprydder, ligesom Alexandre Song har gjort det glimrende i maskinrummet for the gunners. Sidstnævnte skulle dog efter sigende stadig mest vurderes som centerforsvarer af Wenger. Derudover råder man over fansenes yndlings-buhe-offer Emmanuel Eboue som kan spille både højre back og midtbane. Up and coming folk som Jack Wilshire, Alf Ramsey og Barcelona-drengen Fran Merida vil meget muligt blive denne sæsons gennembrud på en i forvejen uhyggelig talentfuld, ung og bred midtbane.

I angrebet råder Wenger - foruden danske Nicklas Bendtner - over kroatisk-brasillianske Eduardo, mexicanske Carlos Vela, engelske Theo Walcott og den spiller som ligner Jim fra American Pie mest i Premier League: Robin Van Persie. Særligt sidstnævnte er en uhyggelig god spiller, som kan lave det umulige og samtidig høvle mål ind for sjov. Men også Eduardo er en meget giftig og træfsikker spiller, som heldigvis lader til at være kommet sig over sit grimme, karrieretruende ankelbrud.

Væsentlige transfere: Ud med rutinen, ind med en belgier

Ud er røget to af klubbens største profiler de senere år: Centerforsvareren Kolo Toure og angriberen Emmanuel Adebayor som begge er taget til Manchester City. Ind er til gengæld kommet den 23-årige belgier Thomas Vermaelen, som umiddelbart skal ses som en direkte erstatning for Toure, og som en oplagt makker til William Gallas i Arsenals centerforsvar. Derudover har transfervinduet hovedsagligt budt på låneaftaler til et hav af unge spillere, som er sendt ud for at få dyrebar erfaring.

Forventninger: Slingrekurs…

Arsenal har en vanvittig talentfuld trup, og sæsonens første kampe, har da også vist et gunners-hold som har præsteret bedre end de fleste turde håbe. Særligt efter salgene af de rutinerede Toure og Adebayor til den umiddelbart direkte rival Manchester City havde sendt dommedagsprofetier en masse i retning Emirates Stadium. Hvad mange måske har overset, er at en række af Wengers young guns efterhånden har været på holdet i et par år, og følgelig selv har fået en hvis modstandsdygtighed og et par hår på brystet - dette gælder folk som Van Persie, Sagna, Clichy og selvfølgelig anfører Fabregas. De tre førstnævnte er alle efterhånden blevet midt i 20′erne, og i det lys er karrierens bedste år nok i gang. Samtidig må det antages at spillere som Almunia, Asharvin, Rosicky og Gallas er blevet udset lederroller i den stadig unge trup, og følgelig kan man argumentere for at balancen ikke er blevet så forskubbet som man måske kunne frygte.

Ikke desto mindre vover jeg pelsen, og hævder at den kompromisløse satsning på udvikling af helt unge spillere igen bliver Arsenals Waterloo når placeringerne helt i toppen skal uddeles. Når truppen skal roteres betyder det i Arsenal at unge spillere skal have chancen, og hvor sympatisk den tanke end er, så koster det point i sidste ende; for unge spillere begår alt andet lige fejl, og fejl koster point. Især når de grimme små sejre skal hentes i de kolde udekampe mod ufashionable modstandere nordpå. Hvis man dertil lægger at en række af de formodede bærende kræfter ofte render ind i skader i løbet af sæsonen - navnlig Fabregas og truppens i min optik bedste angriber: Van Persie meget vanskelig at erstatte - kan det blive nogle triste vintermåneder.

Hvis en håndfuld af klubbens mere svingende spillere - f.eks. Walcott, Bendtner, Diaby, Vela og Ramsey - får stabiliseret niveauet, bliver Arsenals trup pludselig meget angstprovokerende. Ikke mindst sammenholdt med Liverpool og Manchester Uniteds umiddelbart svækkede trupper. Og så er det slet ikke umuligt at jeg slutter sæsonen med lige så meget æg i ansigtet som Alan Hansen fik da han berømmeligt ytrede at Manchester United aldrig ville vinde noget med et hold bestående af kids midt i halvfemserne…

Tip: Forventet placering: Nummer 4 Supersæson: Nummer 2 eller derover. For Arsenal vil det være et fremskridt rent faktisk at kunne spille med om titlen i sidste ende.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold: