Syg og munter

West Ham United FC: Lykken gemmer sig stadig…

Stiftet: 1895 (som Thames Ironworks)

Stadion: Boleyn Ground (Upton Park) (Kapacitet: 35.303)

Kælenavn: Irons, Hammers, Academy of Football

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 15/10/9

Første fem kampe: 15 Wolverhampton (U), 18 Aston Villa (H) (udsat), 22/8 Tottenham (H), 29/8 Blackburn (U), 12/9 Wigan (U)

Manager: Gianfranco Zola (Siden september 2008)

West Ham er den klub i toppen af engelsk fodbold, som historisk har haft færrest udskiftninger på trænerbænken - blot 12 mand har stået i spidsen for the irons siden stiftelsen. Derfor har det også bevirket en hvis bedrøvelse blandt mange tilhængere (undertegnede inklusiv), at der de seneste ti års tid har været temmelig heftig gang i karrusellen. Harry Redknapps relativt succesfulde vælde med obskure signinger og pub-mentaliten på dagsordenen sluttede efter syv år i 2001. Han blev efterfulgt af Glenn Roeders katastrofeår, og efter nedrykning reformerede Alan Pardew klubben fra 2003, inden han selv fik sparket da nedrykningen truede i 2006, og nye islandske ejere havde overtaget klubben. Ind trådte Alan Curbishley, som heldigt og kløgtigt fik vendt den synkende skude, og dernæst kedede alle ihjel med en middelsæson trods store investeringer. Han tog sit tøj og gik i 2008 da han ikke følte at han havde fuld kontrol over spillersalg, og ind blev hentet den uerfarne Gianfranco Zola. Zola er den første ikke-britiske træner i klubben, som fra 1895 til 1989 kun havde fem forskellige trænere. Cirka sideløbende gik de islandske ejere fuldstændig på røven økonomisk, og klubben er nu blanket af, og ejet af et konsortium af kreditorer.

Trods sin begrænsede erfaring (et par år som assistent for den italienske u-21 landstræner Pierluigi Casiraghi), sin status af udlænding, sin historiske kærlighedsaffære med Chelsea, sin fysiske lighed med en af de der plastictrolde man fik hos skoletandlægen og de ret vanskelige arbejdsbetingelser rent økonomisk, har Zola imidlertid fået rigtig mange fans. Dette skyldes foruden mandens vindende, positive sind, også det faktum at han satser kompromisløst på unge spillere fra klubbens traditionsrige akademi, og kræver at holdet skal prøve at spille offensiv, positiv pasningsfodbold - the West Ham way, som i de stolte, sagnomspundne og retrospektivt voldsomt glorificerede dage under Ron Greenwood og Johnny Lyall i de glade 60′ere, 70′ere og 80′ere. At han så i øvrigt førte holdet til en rigtig fin 9. plads i sidste sæson, trods en ret smal trup og en del skader hjælper selvfølgelig også på det.

Truppen generelt: Lidt men godt…

Robert Green er uomtvisteligt førstevalg, og får konkurrence fra unge ungarnske Peter Kurucz og yngre tjekkiske Marek Stech. På venstrebacken er Herita Ilunga fast mand, og efter en kanondebutsæson er der store forventninger til den iskolde congoleser. I centerforsvaret er Matthew Upson sikker starter og ren klasse, hvis ikke han lokkes til den blå del af Manchester inden transfervinduet smækker. Ved sin side afgør dagsform, skader og karantæner, om det bliver hovedspilsmonstret James Collins, stortalentet James Tomkins eller den elegante Danny Gabbidon, som er tilbage efter næsten to års skadespause, der tager pladsen. Højrebacken ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem det franske flop Julien Faubert og den hårdtarbejdende men behersket talentfulde yankee Jonathan Spector. Også de unge Jordan Spence og Bondz Ngala vil presse på omkring førsteholdet.

Midtbanen styres af Scott Parker, hvis rolle på holdet i Zolas system er meget central. Han får typisk selskab centralt af Mark Noble, mens Jack Collison kan få et definitivt gennembrud efter at have spillet sig på holdet på venstrekanten i sidste sæson. Schweiziske Valon Behrami snupper højrekanten med et grotesk løbepensum og en never say die attitude i tillæg til et stort fodboldtalent, omend han akkurat ikke er klar til sæsonstart. Til gengæld ser det ud til, at Kieron Dyer langt om længe er skadesfri, og den tidligere Ipswich, Newcastle og landsholdsspiller har set skarp og entusiastisk ud i træningskampene. De unge Josh Payne og Junior Stanislas bejler til henholdsvis den defensive midtbane og flankerne, alt imens rutinerede Luis Boa Morte blev knæskadet i en træningskamp, og først ventes tilbage om et halvt års tid.

På toppen er Carlton Cole nærmest eneste alternativ, idet Dean Ashtons skader lader til at trække konstant længere ud, alt imens unge Zavon Hines og Savio vil håbe på spilletid.

Væsentlige transfere: En chilener, en schweizer og alt for få angribere…

Ilunga er blevet hentet på en permanent kontrakt, men ellers er det begrænset med den indgående trafik på the Boleyn Ground. Også keeperen Kurucz har fået opgraderet sin aftale, alt imens den chilenske hængende angriber/offensive midtbanespiller Luis Jimenez er blevet lånt i Inter. Ligeledes er den unge schweiziske venstreback Fabio Daprela blevet hentet som backup for Ilunga. Endnu en ung fyr er blevet hentet til angrebet, hvor Chelsea-talentet Frank Nouble allerede har imponeret med en stak mål og stærkt spil i en række træningskampe. Ligeledes hævdedes det i går i russiske medier, at West Ham havde indgået en kontrakt med forårssæsonens lejesvend fra Spartak Moskva, tjekkiske Radoslav Kovac.

Til gengæld har der været trængsel ved udgangen, hvor en række kontraktudløb er blevet udnyttet til at tynde ud i truppen. Lee Bowyer, Diego Tristan, Diego Di Michele, Kyel Reid og målmændene Jan Lavstuka og Jimmy Walker er nogle af de folk som har forladt klubben over sommeren. Også anfører og højreback Lucas Neill er foreløbig væk, omend han fortsætter sin formidable limbo om sin fodboldfremtid, hvor West Ham, Sunderland og Galatasaray fortsat meldes i konkurrence om australieren. Afslutningsvis er det unge angrebstalent Freddy Sears udlånt til Crystal Palace, hvor han har høvlet mål ind i optaktskampene.

Forventninger: I’m forever blowing bubbles…

West Ham har en stærk defensiv, hvor Green holder et højt niveau, mens firebackkæden må betragtes som svækket, men ikke desto mindre stærk, hvis Neill ikke erstattes. Midtbane fireren med Collison-Noble-Parker-Behrami er en uhyggelig, pasnings - og løbestærk enhed, som kan presse og konkurrere med de bedste i ligaen. På toppen findes holdets akilleshæl, hvor en skade til Carlton Cole vil være en katastrofe, alt imens Luis Jimenez skal tilpasse sig tempoet og fysikken i Premier League hurtigst muligt. Cole har udviklet sig kollosalt de seneste år, særligt siden Zolas mellemkomst, som lader til at have givet Cole en helt ny bevidsthed om de evner, som også har gjort ham til et fast indslag i landsholdstruppen. Han er bomstærk, holder fremragende på bolden, og kan pludselig også ryste markører af sig med smarte tekniske finesser. Hvis han får en hel sæson uden dumme skader og karantæner kan have blive et monster som overrasker rigtig mange. Ikke mindst hvis han bliver en skarpere afslutter.

Trods alt dette må jeg erkende, at en top-10 placering måske er vel optimistisk. West Ham har en tynd trup, som oven i købet består af rigtig mange unge og urutinerede kræfter. Økonomien rygtes at være elendig, og muligvis vil holdet blive tvunget til at skille sig af med nogle af de etablerede kræfter. Andre rygter siger heldigvis at Eidur Gudjohnson og Luca Toni er lige på trapperne. Det er aldrig kedeligt at følge West Ham, og næste år kan lige så vel blive et angreb på Euro League pladserne som en kamp på liv og død i bunden af rækken.

Som evig optimist/idiot må jeg nødvendigvis gætte på minimum en tiendeplads. Realismen er West Ham supporterens værste fjende, og den skal så sandelig heller ikke komme og ødelægge denne optakt og min glæde ved at sæsonen endelig starter lige om lidt…

Tip: Forventet placering: Nummer 10 Supersæson: Top 7.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 11. Sunderland FC
• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Stoke City: Joga bonito - Gu’ vil vi røv!

Stiftet: 1863 (som Stoke Ramblers)

Stadion: Britannia Stadium (Kapacitet: 28.383)

Kælenavn: Potters

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 8 (ch)/2 (ch)/12

Første fem kampe: 15/8 Burnley (H), 19 Liverpool (U), 22/8 Birmingham (U), 29/8 Sunderland (H), 12/9 Chelsea (H)

Manager: Tony Pulis (Siden juni 2006).

Stoke har meget at takke Tony Pulis for. Han blev første gang hentet til klubben i november 2002, hvor han formåede at redde klubben fra en meget truende nedrykning i den næstbedste række. Dette skete via definitivt via en 1-0 sejr på sidste spilledag mod et af rækkens tophold, Reading. Det afgørende mål i den nervepirrende kamp stod - den omrejsende personificering af middelmådighed - Ade Akinbiyi for. Året efter guidede Pulis Stoke til en hæderlig 11-plads pointmæssigt tæt på playoff-pladserne, men så var hvedebrødsdagene så sandelig også ovre. Klubbens daværende ejer var uenig med træneren om hvor mange penge der skulle bruges på transfere - og ikke mindst om salget af førnævnte Akinbiyi - og efter en 12-plads i ligaen, blev Pulis fyret. (Og sådan gik det til at Ade Akin-fucking-biyi spillede en ikke uvæsentlig rolle i Stokes nyere historie!)

Pulis tilbragte derefter et succesfuldt års tid i Plymouth, hvor fansene stadig taler om what could’ve been, hvis ikke Pulis var blevet hentet tilbage til Stoke i 2006. I Stoke-on-trent behøver man til gengæld ikke have den samtale. Efter et ejerskifte var vejen banet for at Pulis kunne gennemføre sit projekt med traditionsklubben, som indebar at en række rutinerede kræfter blev hentet ind - en del på låneaftaler. Folk som Andy Griffith, Danny Higginbotham, Lee Hendrie, Rory Delap og sågar Liverpools evige reserve Salif Diao spillede allesammen en rolle, da Stoke sikrede sig en 8-plads i Pulis’ første sæson tilbage på Brittania Stadium - og størstedelen er stadig at finde i klubben.

Året efter gik det som bekendt endnu bedre: Det lykkedes endelig: Stoke City FC rykkede op i den bedste engelske fodboldrække for første gang i 23 år. De har råbt og skreget lige siden i Staffordshire, og der er stadig grund til at holde humøret højt: I sidste sikrede holdet sig, gennem en omgang effektiv fodbold, endnu en sæson i den bedste række med en fornem 12. plads mod alle odds, ekspertvurderinger og til mange fodboldpuritaneres store fortrydelse.

Truppen generelt: Slidere og lange indkast

På kassen har Stoke ingen ringere end Danmarks landsholdsmålmand Thomas Sørensen. Det skal de nok være glade for, idet man ikke kan tillade sig at have en særlig meget ringere målmand i den bedste engelske række uden at det virkelig koster point i sidste ende. Sørensen havde dog en god første sæson, og har måske fundet sin topform under midten i Premier League. Det tidligere Man Utd talent - unge Ryan Shawcross - havde en imponerende første sæson for Stoke, og var fast mand i centerforsvaret, på venstrebacken havde han selskab af Danny Higginbotham som også fik sin fodboldopdragelse hos de røde fra Manchester for en del år siden.  Årets spiller i sidste sæson Abdoulaye Faye er dog styrmanden i centerforsvaret, og han overtog usædvanligt nok anførerbindet midtvejs i sæsonen, efterhånden som den hidtidige anfører, højrebacken Andy Griffith gled ud af holdet.

Selvsamme Griffith gjorde sig bemærket med at lægge kind til en lussing fra holdkammeraten Ricardo Fuller i en julekamp mod West Ham. Episoden kostede Fuller et rødt kort, og var begyndelsen til enden for Griffith på førsteholdet. Den 29-årige jamaicanske angriber beholdt til gengæld sin plads, og kvitterede med i alt 11 mål på 25 kampe. Det store indkøb til angrebet inden sæsonen, Dave Kitson fra Reading, floppede til gengæld fælt i sin første sæson på Brittania, og ikke scorede et eneste mål i de optrædener han fik. Kitsons dage i Stoke er måske talte.

Til gengæld fandt januar-købet James Beattie for alvor storformen, og bidrog med en række vigtige scoringer (7 i alt) i løbet af de 16 kampe han nåede. En anden januarhandel - venstrekanten Matthew Etherington - gav holdet en ekstra streng at spille på i offensiven, og håber endelig at have lagt diverse gambling, druk og skadesproblemer bag sig inden den nye sæson. På den anden kant havde den engelskfødte irske landsholdsspiller Liam Lawrence også en godkendt sæson for the Potters. Ellers blev Stokes måske mest eksponerede spiller noget overraskende veteranen Rory Delap. Ligeledes engelsk-irske Delap har spillet en lang  og relativt anonym karriere som altmuligmand for hovedsagligt Derby og Southampton, men blev pludselig en mindre sensation i sidste sæson, da hans lange indkast tog ligaen med storm som en konsekvent og central del af Stokes offensive spil. Delaps kanonkugler resulterede således i 7 af Stokes første 13 mål i sæsonen, mens diverse modstanderholds forsvar sejlede forvirrede rundt.

Ellers er det en passende kliché, at den største stjerne hos Stoke er kollektivet som arbejder benhårdt, og spiller noget der minder om traditionel kick and rush (især på udebane); samt fansene som trods hjemmebanens lave kapacitet genererer det højeste antal decibel i ligaen, og er med til at gøre et besøg på Britannia Stadium til en speget affære for de fleste hold.

Væsentlige transfere: Dean Whitehead alene i verden…

Tony Pulis og Stoke ved godt hvad der kræves for at rykke klubben skridtet videre: Et par klassespillere som kan supplere den eksisterende, konstant løbende, benhårdt tacklende og langboldsparkende førsteholdsstamme. Sådanne spillere er desværre for Stoke meget eftertragtede, alt imens det at spille for Stoke i manges øjne er det stik modsatte. Derfor har Pulis fået en række kurve fra relativt højt profilerede spillere. Darren Bent takkede pænt nej tak, Steve Finnan tog til Portsmouth mens Dean Ashton efterhånden har været i forhandlinger en lille evighed. Ligeledes er klubben blevet hyppigt linket med folk som Newcastles Bassong og Beye, samt Tottenhams David Bentley

Pulis hævder dog at sove roligt om natten, selvom den foreløbig eneste tilføjelse til truppen er kommet i form af Sunderlands anfører de sidste par år: Dean Whitehead. Selvom Whitehead måske ikke lever op til ambitionen om at signere store navne, så har han i de sidste fem sæsoner spillet fast for Sunderland på både den foretrukne plads på den centrale midtbane, og som højreback når dette har været nødvendigt. På mange måder en rigtig fornuftig transfer for Stoke (som også skete til Sunderland-manager Steve Bruces fortrydelse), men måske ikke en handel med den ønskede signalværdi. Whitehead er som type meget ala det Stoke i forvejen råder over - og så i øvrigt bedre. Til gengæld er hele succesholdet fra sidste sæson foreløbig intakt.

Forventninger: Tjener, må jeg få mere af det samme; masser af mere…

Stoke spillede en intet mindre end imponerende første sæson i Premier League. Holdets - ofte udskædte - system fungerede for dem, og de mindre begavede boldspilleres evner blev udnyttet til fulde. Der syntes at være dele af ekspertvældet - stand up Arsene Wenger - og pressen, som var forargede over at Stoke rent faktisk havde succes med at spille klassisk britisk i en den bedste engelsk fodboldrække, men undertegnede har kun lutter respekt for holdets resultater. På hjemmebanen forsøgte holdet sågar at spille frisk til offensivt, naturligvis begrænset af en del af spillernes beherskede tekniske kunnen. Da holdet var ved at falde lidt sammen omkring juletid formåde Pulis ydermere at vende udviklingen med et par gode indkøb.

Stoke synes således udemærket rustet til et år mere på Premier League karrusellen. Selvom mange hold oplever en succesfuld første sæson efterfulgt af en meget vanskeligere anden, er der flere grunde til at Stoke kan undgå dette. Først og fremmest er det absolut til Stokes fordel, at de ikke er et hold som lægger sig ned for nogen. Ganske vist blev det til en 5-0 snitter mod Manchester United i november, og et 4-1 nederlag til Arsenal i sæsonens sidste (for Stoke ubetydelige) kamp, men helt generelt blev der ikke givet lette point væk. Blandt andet derfor, og fordi de let kan finde håndfuld hold som er dårligere til at kæmpe de svære uafgjorte og smalle sejre hjem, kan Stoke imødese sæsonen med en hvis grad af sindsro. Hvis Beattie og Fullers samarbejde oven i købet kommer op i omdrejninger kan the Potters i år blive et endnu mere irriterende bekendtskab for det meste af ligaen. Hvis Pulis så ovenikøbet får held til at hente den meget omtalte klassespiller eller to begynder det for alvor at se spændende ud.

Tip: Forventet placering: Nummer 15 Supersæson: Grundet sidste sæsons 12. plads skal der meget til for at Stoke kommer helt op at ringe. For at sæsonen skal være rigtig god kræves næsten fremgang, omend en gentagelse - i min syge og muntre bog - må karakteriseres som en stor succes for stribede.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Det er godt halvanden måned siden Premier League sæsonen sluttede. Siden da har lørdagene været tomme. Meget tomme. De depressive tendenser og det generelle sortsyn er så småt ved for alvor at manifestere sig i undertegnedes sind. Vreden, frustrationen og den momentvise kampgråd med hovedet begravet i hovedpuden.  Men snart dages det brødre, det lysner i øst (eller i dette konkrete tilfælde faktisk i vest): Dennne dag, søndag d. 12. juli, byder på sæsonens første pre-season kamp (den starter faktisk om få minutter i skrivende stund). De feriebrune millionærben skal igen ud og gøre det de er bedst til, lykkehalstørklæder skal igen placeres om blegfede mandehalse, tusindevis af frustrerede koner ånder kollektivt lettet op ved tanken om at den sure idiot på sofaen igen kan få sit fodboldfix og som en direkte konsekvens heraf: En mere gemytlig natur. Det er egentlig lige til: Der skal spilles fodbold igen, og knuden om hjertet kan begynde at løsnes. Ret beset er dagens kamp ligegyldig. Det bliver næppe førsteholdet der kommer på banen mod Grays Athletic på New Recreation Ground, resultatet vil være glemt inden dagen er omme, men det er et entydigt signal om at vi bevæger os mod bedre tider. Rygter vil vide at næste lørdag kan byde på tv-kamp mod Werder Bremen, og til den tid er der under en måned til det virkelig går løs; 15. august mod Wolves.

Så roll on Grays. Ifølge den 119 år gamle non-league klub stiller West Ham faktisk med sit stærkeste hold, men de skal selvfølgelig også lange nogle billetter over disken i dagens andledning. Mere sandsynligt er det, at spillere som Kieron Dyer, Danny Gabiddon, Julien Faubert, Savio og Jack Collison får spilletid, da ingen af for alvor fik spilletid i slutningen af sidste sæson. Ligeledes kunne det være smukt at se Dean Ashton tilbage, men han er foreløbig forsvundet fra jordens overflade, og der kommer overraskende få meldinger om hans helbredstilstand. Ligeledes hævder den officielle hjemmeside at jernmanden Herita Ilunga skulle være klar til kamp efter nærmest at have spillet samtlige minutter sidste år. Forhåbentlig bliver dagens kamp en god gang træning uden nogen form for skadesproblemer. Og sevlfølgelig helst med en komfortabel sejr i sidste ende.

Gensyn med Moncs

Ellers er den største kuriøsitet i forbindelse med dagens kamp nok at Grays nyligt har ansat ex-hammeren John Moncur som formand. Moncur var en hårdttacklende og ret beset bindegal midtbanespiller for West Ham i en længere periode, med afslutning ved nedrykningen i 2003. Manden var legendarisk for sine indskiftninger, som næsten altid resulterede i et gult kort, samt for engang under sin opvarmning på sidelinjen at have forfulgt en kvindelig linjevogter for at lave kneppebevægelser bag hende. Paolo Di Canio har desuden fremhævet Moncur som den mest tossede spiller han har spillet med (en kompliment fra en tosse til en anden); og blandt andet fortalt om en episode hvor Moncs kom splitterragende nøgen til træning i meget koldt vejr og prompte kastede sit nøgne korpus i en stor mudderpøl. Moncs er born again christian og har lagt det alkoholproblem på hylden, som nok ret beset gjorde at han ikke fik nok ud af sit uomtvistelige fodboldtalent (han mestrede både Cruyff-finter og milimeterpræcise afleveringer over en banelængde når humøret var til det). I et gammelt interview med the Guardian formulerede Moncs selv sin religiøsitet således:“Jeg går ud fra folk vil sige, at jeg er den mest usandsynlige kristne på grund af alle de røde kort. Men bare fordi man er kristen betyder det ikke at man ikke kan tackle, lave practical jokes og tage en drink i ny og næ.”

Og det kan så få lov til at være det opbyggelige budskab på denne højhellige søndag…

Sidste fredag tog denne blog en masochistisk tur ned af mindernes boulevard, hvor der blev grædt verbalt snot over den gyldne generation af West Ham-talenter, som desværre blomstrer i diverse storklubber i dag. En anden gruppe spillere, som de fleste fodboldfans kan ærgre sig over, er de som næsten kom til klub “X”, men som i stedet havnede andensteds med stor succes.

Heller ikke her er West Ham gået ram forbi. Hvis vi et øjeblik bliver i den yngre ende af spektret, er det oplagt at ærge sig over at John Terry allerede smuttede fra akademiet i en alder af 14, ligesom det kan synes en kende surt at David Beckham antagelig blev afvist ved en prøvetræning.

Ligeledes skulle såvel en relativt ung Marcelo Salas som en ditto Andrej Shevshenko have været til prøvetræning under ‘Arry Redknapp, som imidlertid var uimponeret, og berømmeligt vurderede at den ukrainske angriber som sidehen blev en af verdens bedste “did’nt pull up any trees.” Det gjorde han på den anden side heller ikke da han sidenhen rent faktisk fik chancen i engelsk fodbold, så måske det var godt det samme.

En anden som var ligeved og næsten (og som senere var medvirkende til Shevas fiasko), er Didier Drogba. Da West Ham på tragisk vis rykkede ned (med det højeste pointantal nogensinde i Premier League!) i 2003, havde daværende manager Glenn Roeder ellers allerede en aftale på plads med Guingamp om en overgang til den kommende sæson. Når man ser hvordan Drogba opførte sig, da han så tog til Chelsea efter et år i Marseille et års tid senere, var det måske meget heldigt vi rykkede ned…

Da vi endelig var tilbage i den bedste række, sommeren 2005, skulle der rigtig bruges penge på en angriber.  Man endte med at købe sicknote Dean Ashton i januar 2006, men han var på mange måder tredjevalg. Der var forhandlet en aftale på plads med Porto i august 2005, om at Benedict Mccarthy kunne skifte, men denne blev aflyst i 11. time, da en anden af Portos handler var faldet sammen.  Det kunne man så ærgre sig over, da Porto endelig slap ham året efter - endda til en tredjedel af prisen - og han lavede 18 kasser på 24 kampe for Blackburn. I januartransfervinduet 2006 forsøgte West Ham i stedet at købe Emmanuel Adebayor fra Monaco. Klubberne var enige om overgangssummen, men togoleseren ville hellere vente til sommeren 06, hvor han i stedet tog til Arsenal. Først derefter blev blikket vendt mod Deano.

Ååh, de satans kvinder…

Det seneste år er selvsamme Adebayor blevet rygtet videre fra Arsene Wengers boytoys, og er i den forbindelse blevet sat i forbindelse med blandt andet AC Milan. Dette affejede den stærke 25′er med et kliché-svar af de store: “Jeg er glad for at spille for denne klub, og ærlig talt er jeg glad for at AC Milan - en af de mest legendariske klubber i verden, har kigget på mig.”

Og dog, klicheen blev gjort til skamme; for Niklas Bendtners yndlingsslagsbror valgte at uddybe sit udsagn med en opsigtsvækkende parallel til en anden sfære af livet end fodboldens. Adebayor er ganske vist på kontrakt hos Arsenal for at score, men det var åbenbart en helt anden type scoringer han fik i tankerne af Milans interesse: ” For mig er det noget specielt. Det er som, hvis en dreng fik at vide at Beyonce kiggede efter dem.” Aha. Så hvis fodboldklubber var kvinder, ville AC Milan være Beyonce?

Men hvad ville andre klubber i England så være? Her følger fem skud fra hoften:

1. Hvis vi starter med Arsenal selv, så synes en parrallel til Demi Moore at være oplagt. Fra i 80′erne og 90′erne at have været sammen med Bruce Willis - inkarnationen af barskhed, pistoler, whiskey og smøger i kæften (fuldstændig som Arsenals fodbold i samme periode; tænk blot på Seaman-Winterburn-Adams-Bould-Dixon, hvis det ikke er whiskey og pistoler, så ved jeg ikke hvad der er. Paul Merson! Ray Parlour!) - skiftede hun i det nye årtusinde bane med den unge - måske kønnere, men også noget mere fimsede - Ashton Kutcher (tænk bare Van Persie, ham backen med perler i håret - Sagna?, Fabregas og Nicklas “lyserøde støvler” Bendtner).

2. Bolton Wanderers i de seneste 10-15 år bringer umiddelbart associationer i retning af hende den pisseirriterende fra  “Livet er fedt” aka. Merethe Kasten. Ja det kan godt være hun fik alle til at snakke om sig i en periode, fik et par små sejre og generelt præsterede over evne, men kønt det var det fandeme aldrig…

3. Newcastles nyere historie følger samme kurve som reality-tabloid-opfindelsen Anni Fønsbys liv i skræmmende grad. Begge troede de deres lykke var gjort da de mødte en mand med en kæmpe pose penge og gyldne løfter. Nu befinder de sig i noget der minder om helvede, manden vil ikke kendes ved dem, og alle de folk de havde på lønningslisten viste sig at være *ahem* “prostituerede”…

4. Chelseas hyppige udskiftningsfrekvens af højtprofilerede mænd i trænersædet, minder unægteligt om Paris Hiltons udskejelser i dobbeltsengen, ligesom de heftige shopping sprees er tilfælles. De har også begge en rig farmand til at sørge for, at de økonomiske konsekvenser af den udsvævende livsførsel aldrig rigtig mærkes… En banal, men ikke desto mindre iøjenfaldende, parallel.

5. Wigan Athletic kan bryste sig af, at afspejles i kvindeverdenen som Lene Jensen, Lotte Olsen eller Jytte Larsen. Hvem i helvede er så det? spørger den opmærksomme læser forhåbentlig. Opmærksomme læser, jeg er glad for, at du spørger. Det er nemlig den spidsfindige pointe. Wigan = Hvem? Get it?

Ok. Jeg beklager. Det virkede sjovt i teorien. Nu vil jeg flygte op i revybussen og køre ud i solen.

Find selv på flere.

På en strandbar i Florida sidder en mand. Hans hænder er store og hårde, hans hårgrænse viger drastisk, og hans ansigt er udtryksløst og furet, af hvad der må have været et hårdt liv. Udtryksløst, når man altså ser bort fra det intenst fjerne blik i øjnene som forekommer at være fordybet i noget meget vigtigt, men for alle andre fjernt og uopnåeligt. Han sidder for enden af bardisken. Hver dag på den samme stol. Bestiller øl og whiskey.

Hvis du har været i USA har du måske set ham. Du har måske haft hans bar som stambar i en uge eller to. Du har passeret ham på vej på toilettet efter endnu en flaske af det toiletvand som sælges som øl over there. Du og dine venner har undret jer over ham. Været i tvivl om, hvorvidt han skal frygtes eller latterliggøres. Du er blevet i godt humør, gulvet er begyndt at blive lidt elastisk, og du skal pisse endnu engang. Og pludselig har han fat i trøjen på dig, da du passerer hans barstol. Han kigger på dig med vanvittige, anklagende øjne og mumler noget komplet uforståeligt. Du er i godt humør, du er jo på ferie, og tager dig god tid til tossen. Hans mumlem bliver til hæs rallen og du bestiller ham en Budweiser. Han drikker den hurtigt, i store grådige tåre. Hans øjne fæstner sig igen i det fjerne, og han nikker anerkende og takker lavmælt, beder dig sidde.  Han vil fortælle dig en historie. En forfærdelig historie. Han piller ved etikketen og rømmer sig. Du forstår at han nok får brug for en enkelt øl mere for at få stemmebåndet til at glide, og idet du bestiller vifter han  retorisk med sit tomme whiskeyglas. Du betaler velvilligt, han tømmer glasset ligeså, hamrer det i baren,  kigger direkte på dig med et forpint udtryk, og siger: “You don’t understand. We could’ve been contenders! We could’ve had class! We’ve could’ve been someone! Instead of just bums, which is what we are. Let’s face it!”

Og sådan starter han tragedien om West Ham United FCs nyere historie. Om en inkompetent ledelse der formøblede en enestående chance for at tage skridtet til et højere niveau. Og frem for alt historien om the golden generation som forsvandt. Hans historie er ikke enestående. Manden findes i 1000-vis. Han er overalt i det østlige London. Du kan møde ham i Malaga, Kuala Lumpur og på Kennedys Bar i København. Manden er sågar blevet set med viltert hår og fluer i skægget i Caracas. Overalt er historien den samme. Det hele startede da man solgte Rio Ferdinand rekorddyrt til Leeds. Man fik aldrig erstattet ham ordentligt. Tværtimod formøblede plattenslageren Harry Redknapp pengene på flop som Titi Camara, Svetoslav Todorov og Rigobert Song. Siden fulgte salget af Frank Lampard og formøblingen af endnu elleve millioner pund, efter ansættelsen af den uerfarne Glenn Roeder som manager, som trods en flot førstesæson ikke fik den nødvendige kapital af superskurken, ejer Terrence Brown, til at styrke truppen. Og så katastrofen. Det fatale point of no return. Nedrykningen i 2003. Joe Cole blev solgt. Glen Johnson blev solgt. Jermain Defoe blev solgt. Oprykningen kiksede i første forsøg. Michael Carrick blev solgt. Det bedste kuld unge spillere i engelsk fodbold i mange år - måske undtaget Manchester Uniteds flok med Scholes, Beckham, Butt, Neville-brødrene etc - solgt. Selv John Terry trådte sine spæde fodboldsko i West Ham, ligesom Kieran Richardson og Jimmy Bullard.

Og der sidder du på baren. Og du lytter til hans rablen, hans fantasterier og tankeeksperimenter. Du overvejer at kontakte psykriatisk afdeling på nærmeste hospital. Han fortaber sig igen i mumlen, og du fortrækker forundret og let skræmt. Tilbage til øl og sjofle vittigheder med vennerne.

Nogle gange møder manden en som sig selv. De kan kende lidelsen, apatien og vanviddet i hinandens blik. Så sidder de sammen og tegner på en serviet. Og smiler skævt. For en ny golden generation er på vej. De skriver løs. Collison, Noble, Tomkins, Stanislas, Sears, Stech, Payne - og måske de også husker den allerede solgte Anton Ferdinand. De tegner formationer.

Og når bølgerne går højt, tager vanviddet og drømmene til, og bliver næsten hallucinationer. Virkeligheden er kun en abstraktion siger de, uden helt at forstå hvad det så mon betyder. Og så siger de også Kanouté, Ashton, Parker, Dyer, Upson, Green, James, Tevez og Masherano. “We could’ve been contenders.” siger den ene, og den anden nikker ivrigt. Endelig én som forstår! Nogle gange forlader de baren arm i arm for ikke at vælte af lyksaglig, verdensfornægtende beruselse. Og de synger “I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air” De hæver armene, ranker ryggen og de de bævende stemmer finder styrke: “They fly so high/ nearly reach the sky/ then like my dreams they fade and die” Sådan tumler de ned af gaden, skrålende, frie, drømmende:“Fortune’s always hiding/ I’ve looked everywhere/ I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air.”

Tilbage på bardisken ligger en serviet. Nogle gange kan du nå at se den inden bartenderen krøller den sammen og smider den ned blandt cigaretskoder, kapsler og snotpapir. Så vil du se at der står noget i retning af:

Bywater Green? Stech??

Johson - Ferdinand - Ferdinand Tomkins- Mccartney Ilunga? Fry???

Collison - Parker Noble Carrick - Lampard - Cole

Defoe Tevez - Kanouté Ashton? Sears?

Hvis du en dag møder manden, ligegyldig hvor, så køb ham endelig en bajer. Guderne må vide han har fortjent den; he could’ve been a contender…

I går gennemførtes en syg og munter gennemgang af de spillerafgange som har fundet sted i  West Hams trup. I dag vendes blikket mod truppen som den fremstår cirka seks uger før sæsonstart. Namedroppere kan med fordel konsultere forslaget til idealopstilling i bunden af indlægget.

Robert Green er uomgængeligt førstevalg i målet. I sidste sæson spillede han samtlige 38 Premier League kampe, og holdt buret rent ved ti lejligheder. Nævneværdigt er det også, at Englands number six kun spillede en decideret dårlig kamp i sæsonens løb - nemlig hjemme mod Bolton, hvor mindst to af knoldesparkernes tre mål var direkte forårsaget af målmandskoks. Ikke desto mindre bliver Green en bedre og bedre sidste skanse, og han har suppleret sine gode reflekser med langt mere sikre indgreb i feltet. Desuden er han fremragende på straffespark, hvilket Fabio Capello nok skal når der skal vælges målmand til næste års VM… Sidste års lejesvend, Ungarns u-21 landsholdsmålmand, Peter Kurucz er blevet hentet på en permanent fire-årig aftale for at give Green konkurrence, mens 19-årige tjekkiske Marek Stech også lurer i kulissen. Der spekuleres i at Zola skulle være interesseret i at hente endnu en backup med Premier League erfaring, men selv hvis det ikke sker er målmandspladsen umiddelbart i sikre hænder. Blot kunne det være rart at få forhandlet en ny kontrakt på plads med Green inden længe.

I forsvaret sidder Herita Ilunga solidt på venstrebacken. Congoleseren blev lånt som erstatning populære George McCartney på sidste dag af sidste års sommertransfervindue, med sund skepsis til følge blandt mange. Manden med det særprægede navn gjorde imidlertid hurtigt al tvivl til skamme med en lang række sikre optrædener. Således var det også til lige så manges store tilfredshed at Ilunga, hvis navn på congolesisk betyder: a person who is ready to forgive any abuse the first time, to tolerate it a second time, but never a third time, blev hentet på en permanent aftale fra franske Toulouse. Heldigvis har vi endnu til gode at se nogen tage røven på Ilunga mere end to gange i en kamp; det lyder ellers som om der er en spændende reaktion i vente når nogen har held til at trække hr. Stabil rundt i manegen. I sidste sæson vikarierede Lucas Neill når Ilunga var ude. Da Neill ikke kommer til at være på Upton Park i næste sæson, synes det nødvendigt at hente en backup her, med mindre man har tænkt sig at bruge Jonathan Spector som altmuligmand her.

I centerforsvaret rager Matthew Upson op som en decideret klassespiller, og følgelig er det tvivlsomt, hvorvidt den tidligere Arsenal-ungdomsspiller vil være at finde i klubben næste sæson. Aston Villa, Manchester City og Arsenal har i hvert fald alle været meldt stærkt interesserede i den 30-årige landsholdsspiller. Ved siden af Upson manifesterede James Tomkins sig som endnu et kæmpe-talent fra Tony Carrs Acedemy i anden halvdel af sidste sæson. Hans modne og sikre  optrædener i West Ham trøjen sikrede sågar 20-årige Tomkins en plads i Stuart Pearces trup til u-21 EM der løber af stablen for tiden. James Collins aka Ginger Pele slås med Tomka om pladsen ved siden af Upson, ligesom den glemte Danny Gabbidon er i træning igen efter næsten to års skadeshelvede. Desuden er Calum Davenport tilbage efter et lånophold hos Sunderland. Det synes oplagt at Davenport bliver afhændet inden sæsonstart. Han har i sin tid i West Ham ikke haft held til at spille sig til en stamplads, og skulle desuden være uvenner med Zola. I kulissen lurer endvidere talenterne Jordan Spence (som ifølge hypen skulle være endnu bedre end Tomkins) og Bondz Ngala.

På højrebacken er det hidtidige førstevalg, Lucas Neill forsvundet. I sidste sæson nåede såvel Valon Behrami og Julien Faubert som Jonathan Spector og James Tomkins at vikariere når Neill selv var udstationeret på venstre back eller den centrale midtbane. Den storrygende, depressive, megalomaniske og temmelig tykke Faubert, hvis absurde låneophold i Real Madrid ikke endte med en permanent aftale, synes umiddelbart færdig i klubben. Selv udtalte han dog i går, at han håber at kunne gøre sig gældende i West Ham til næste sæson. Derefter klynkede han en masse, og viste mere af den generelt kedelig attitude, som har gjort franskmandens tid i klubben til en massiv skuffelse: “Det har været svært fordi jeg aldrig har fået en forklaring på min manglende spilletid. Jeg var nødt til at være tålmodig, men det let at angribe mig - franskmanden som aldrig spillede. Jeg var syndebuk!” Jamen kære Julien dog, stakkels lille syndebuk, en forklaring? Det skal du da selvfølgelig få: DU HAR SPILLET PISSEDÅRLIGT!

Jonathan Spector lagde noget mere vægt bag ordene ved at spille en stor kamp for USA da de sendte europamestrene fra Spanien ud af Confederations Cup i semifinalen. Imidlertid virker Specs måske til at være den type spiller som man elsker at have som backup, men nødigt vil skulle være afhængig af uge efter uge. Tilbage står Valon Behrami som umiddelbart ville kunne udfylde rollen. Personligt ser jeg dog hellere Schweizeren brugt på midtbanen, og derfor ser jeg højrebacken som en af de pladser som bør addresseres i transfervinduet.

Vi haster videre til midtbanen, hvor manden som består af 90 procent torso, 10 procent sideskildning og 100 procent kompromisløs, uforfalsket sejhed: Scott Parker, huserer som kongen af midtercirklen. Parker var en af mange spillere som virkelig blomstrede under Zola og Clarke, og hans form i februar og marts var intet mindre end fænomenal, og han viste sig som en boks-til-boks spiller i ordets smukkeste betydning. At manden aldrig stopper med at løbe, og velvilligt kaster sig ind i tacklinger med hovedet først gør at der er ingen jeg hellere vil se styre West Hams tropper i på midtbanens klicheslagmark. Forhåbentlig vil de skadesproblemer som ødelagde hans sæsonafslutning være afklaret snart.

Ved siden af Parker blev Mark Noble stille og roligt førstevalg - ikke mindst, da Mullins og Bowyer blev afhændet. Utrolig populære local lad Noble har efterhånden været inde omkring førsteholdet i fem år. Der er ingen tvivl om potentialet, men Noble mangler stadig sit definitive gennembrud. Sæsonens sidste kampe var på højt niveau, og Noble var flere gange banens bedste. Ikke desto mindre bliver næste sæson utrolig vigtig for Noble; det er nu han skal bevise at han virkelig er en mand for fremtiden.

Konkurrencen til Parker og Noble er mildest talt behersket. Nigel Quashie er stadig på kontrakt, men kommer forhåbentlig aldrig til at spille for West Ham igen. Forhåbentlig kan Birmingham eller Wolverhampton, som begge havde ham på lån i sidste sæson, lokkes til at købe rekordholderen i nedrykninger med forskellige klubber fra den bedste række. Desuden er altid skadede Kieron Dyer så småt ved at nærme sig kampform. En skadesfri Dyer ville være en lille våd drøm på den offensive midtbane, men det er cirka lige så realistisk som en endnu vådere drøm om undertegnede, Scarlett Johanson, Angelina Jolie og en helvedes masse chokoladebudding.

Venstrekanten tilhørte i sidste sæson endnu en academy-graduate Jack Collison. Indtil sin knæskade mod Wigan i februar var Collison fuldstændig suveræn, og det skal blive en sand fornøjelse at følge ham igen i næste sæson. Som backup findes gamle, tykke, altid sure Luis Boa Morte. Portugiseren har haft en svær tid i West Ham, og blev forsøgt afhændet til Hull i januar. Han valgte dog at blive for at kæmpe for sin plads (og hæve sin høje løn), og mod slutningen af sæsonen havde han faktisk langt om længe vundet mange af de skeptiske og buhende fans over på sin side med en række stærke præstationer, der gav minder om fordums styrke. Det resulterede sågar i et comeback på det kriseramte portugisiske landshold. Efterhånden som midtbanen blev tyndslidt af skader, blev Boa Morte rokeret rund til såvel den centrale som den højre del.

Dette skabte plads til endnu en ungdomsspiller, Junior Stanislas, som viste rigtig gode takter med to kasser på ni kampe. Dermed overhalede Stanislas Savio Nsereko i kampen om en startplads. Den 19-årig tysk-ugander blev hentet fra Brescia under stor palaver og hornmusik i januar, men gjorde ikke noget større væsen af sig. Den lille tekniker viste dog glimtvist stort potentiale og mod på at udfordre og afslutte, men han skal lære at beherske sine stepovers og være mere direkte i sit spil. Der knytter sig i hvert fald store forventninger til Savio, som vandt u-19 EM med Tyskland i 2008, og Zola har allerede udtalt, at han forventer at se meget mere fra sin nummer 10 allerede i næste sæson.

På højrekanten ser jeg som nævnt meget gerne Valon Behrami gøre sig gældende. Her får man simpelthen mest ud af mandens arbejdsraseri. Han bliver “presset” af Julien Faubert, som kun kan overraske positivt, hvis han ikke bliver solgt, ligesom Boa Morte og Dyer kan vikariere. Endvidere fik talentet Josh Payne mulighed for at snuse til holdet med et par indskiftninger i sidste sæson. Midtbanen er generelt præget af en stor fleksibilitet - mange spillere kan bruges flere steder og rotere.

I angrebet eksploderede Carlton Cole i sidste sæson. Evighedstalent syntes pludselig forløst, og den tidligere enormt frustrerende angriber kunne med et både holde på bolden, afslutte og sågar vinde hovedstødsdueller. Da han blev skadet og klovnen Tristan var eneste alternativ led holdet tydeligvis. Cole skal sandsyndligvis slås med kronisk skadede Dean Ashton om rollen som targetman. Hvis Ashton kunne få en hel sæson som skadesfri ville han kunne lave 15+ mål, men en skadesfri Ashton ville være lige så sandsynligt som at Eve Mendes ringer på døren for at låne en kop sukker mens Scarlett, Angelina og jeg diskuterer om vi skal prøve Dr. Öetkers rom - eller vanilliebudding til anden runde.

Den anden angrebsplads regner jeg med skal besættes af netop lånte Luis Jimenez. Jeg skal blankt erkende at jeg ikke kender vanvittig meget til manden, men han virker som en vanvittig spændende spiller, og en tilføjelse med en høj grad ad WOW-faktor. Så vidt jeg har forstået fungerer han som en klassisk sydamerikansk 10′er i en fri rolle bag den forreste angriber, og alene det at han har kunnet spille en del kampe for Fiorentina, Lazio og Inter gør at jeg glæder mig til at se ham udfylde Di Micheles store klovnesko. Stortalentet Freddy Sears er blevet udlejet til Crystal Palace. Denne beslutning virker rigtig fornuftig. Sears trænger til spilletid og selvtillid, og dette lykkedes det ikke optimalt at give ham, da han var bænkevarmer sidste sæson. Unge Zavon Hines er også stadig i truppen, men det er tvivlsomt om han figurerer i fremtidsplanerne for klubben. Derfor synes angrebet at være den del af truppen der skriger højest på forstærkninger.

Således betrager jeg truppen - spillere angivet i parantes kan vikariere med variende held. Spillere markeret med kursiv bør se sig om efter et andet sted at spille. Forhåbentlig bliver den centrale midtbane, angrebet og backerne styrket inden sæsonen starter, transfervinduet smækker, og vi pludselig står med pikken i postkassen og er nødt til at hente Brian Deane på en fri transfer:

Målmand: Green, Kurucz, Stech

Højre back: Spector, Faubert, Behrami, (Tomkins)

Venstre back: Ilunga, (Spector)

Centerforsvar: Upson, Tomkins, Collins, Gabbidon, Davenport, Spence, N’gala, (Spector)

Højre midt: Behrami, Faubert, Payne, Dyer, (Boa Morte)

Venstre midt: Collison, Savio, Stanislas, Boa Morte

Central midt: Parker, Noble, Dyer, (Collison), (Boa Morte), ((((Quashie))))

Hængende angriber: Jimenez, Dyer, Savio, (Boa Morte), (Collison), (Hines)

Striker: Cole, Ashton

Umiddelbart foreslag til idealopstilling:

Green

Spector(/ny spændende spiller) - Upson - Tomkins - Ilunga

Behrami       - Parker (c)         - Noble                 - Collison

Jimenez

Cole

Eller hvad?