Syg og munter

…jeg er bare temmelig ligeglad med dem. De rager mig en papand for nu at genoplive en god gammel vending. Bevares. Da Peter Schmeichel spillede der, og jeg var en lille knægt, kunne jeg egentlig godt lide dem. På samme måde som jeg rigtig godt kunne lide alle andre hold jeg så spille fodbold. Om det så var FC Basel, Napoli eller AGF. Jeg kunne bare rasende godt lide fodbold. Blandt andet Manchester United.

I dag forholder det sig anderledes. Jeg følger primært West Ham. Sådan er det blevet. Hvorfor og hvordan undrer mig til stadighed. Men jeg hader ikke Manchester United. Jeg er grundlæggende røvligeglad med dem. Det er typisk meget svært for Manchester United fans at forstå. De er jo Manchester United synes at være rationalet! Jeg må da have en holdning til dem? Misundelig og bitterhed over alt det de har vundet? Eller beundring over Theatre of Dreams? King Eric? Trible-holdet i 99?  Og bevares. Jeg synes da også noget. Jeg synes Alex Ferguson er en pragtfuld karakter i al sin tyggegummignaskende dårlig taber-brokkerøvs-vælde. Jeg synes Ryan Giggs aldrig har fået anerkendelse nok. Henning Berg lavede herremange selvmål. Hvad blev der egentlig af Yordi Cruyff? Jeg synes al muligt om al muligt. Men det er ved gud ikke noget der optager mig. Manchester United kan for min skyld sejle i deres egen sø. Jeg ønsker dem ikke noget decideret ondt, men så sandelig heller ikke noget godt. De vinder jo for fanden altid alting, og alene af den grund føler jeg ikke rigtig de har noget med mig at gøre. Det er sgu mange år siden de har haft et ordentlig matyrium eller noget effektiv lidelse. De tilhører simpelthen en helt anden del af fodboldens verden en den jeg holder af. Hvis jeg endelig skal synes noget, så synes jeg måske faktisk Manchester United er lidt kedelige. Man kan for fanden ofte købe deres merchandise i Netto. De opfandt hele det der kommercielle ræs. Næsten.

Men så alligevel. Et par gange om året forholder det sig naturligvis anderledes. Som nu for eksempel i lørdags. Hvor jeg tømmermandsramt bevæger mig på tværs af byen for at se mine elskede irons forsøge at vinde en fodboldkamp mod de røde sataner. Socialdemokraten sidder allerede ved bordet og ser ud som om han er ved at omkomme efter nattens julefrokostlige udskejelser. Han er billedet på blind og stupid loyalitet som han sidder der og prøver at ryge en cigaret trods det med al sandsynlighed store nederlag der venter hans hold dér på skærmen. Litteraten med Fremskridtshåret parkerer sin cykel på fortorvet. Han havde ellers allerede meldt afbud grundet truende deadlines på projekter der sejler, men det lille svinske håb om et godt resultat mod et storhold har lokket ham ud hullet. Oven i købet i tid til kickoff. Det kan Manchester United alligevel gøre ved os. Selvom de i og for sig ikke siger os en skid.

Ikke overraskende presser og presser de os. Skide værd med hjemmebanefordelen. De er Manchester United og vi stiller med en blanding af teenagere og lejesvende. Mexicanske Franco er et svagt lyspunkt. Det og så den omstændighed at de claret’n'blue United rent faktisk forsvarer sig glimrende. Og det på trods af at backkæden er mildest talt amputeret. Hines skaber sågar en mulighed hvor Collison næsten kan prikke bolden i mål. Pausen nærmer sig og frem popper Paul Scholes og hamrer bolden i kassen, igennem Rob Green, fra kanten af feltet. Sønderjyden der i mellemtiden har indfundet sig tager sig til sit sært kompromisløse huehår og Socialdemokraten gylper. En eller anden jubler entusiatisk i baren. Det må være en kompliment til West Ham at han orker at engagere sig. Manchester United vinder jo alligevel altid.

I anden halveg går det som forventet. Gibson gør det til 2-0. 3 og 4-0 falder med et minuts mellemrum og tungsindet erstattes af dumme vittigheder og hjertelige grin ved bordet. West Ham er nogle gange så West Ham at man må grine eller græde; denne dag vælger vi grinet. Franco er fandeme vild, bliver vi enige om. Hvem der bare var en 33-årig mexicaner - med sombrero og poncho og krydsede patronbælter; skægstubbe og et diabolsk grin. Så skulle verden fandeme se løjer. Manchester United skifter lige Berbatov ind. Bare fordi den slags kan man, når man er Manchester United. Socialdemokraten synker heroisk den sidste mundfuld øl og snakker drømmende om chips, cola og dårlige film. Nedrykning er absolut et tema, og det er faktisk slet ikke til at overskue. Litteraten væver om hvordan alting var bedre i 90′erne. Undertegnede konstaterer at Radoslav Kovac er den dårligste spiller i West Ham i mange år. Manden i baren råber noget med storsejr og legestue. Jeg er egentlig ikke voldsomt optaget af ham. Jeg tror ganske enkelt ikke vi rigtig forstår hinanden.