Syg og munter

Tottenham Hotspur FC: Nu skal det være (igen)!

Stiftet: 1882 (som Hotspur FC)

Stadion: White Hart Lane (Kapacitet: 36.310)

Kælenavn: Spurs, Lilywhites

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 5/11/8

Første fem kampe: 15/8 Liverpool (H), 18/8 Hull (U), 22/8 West Ham (U), 29/8 Birmingham (H), 12/9 Man Utd (H)

Manager: Harry Redknapp (Siden oktober 2008)

‘Arry Redknapp er noget så sjældent i moderne engelsk fodbold, som en rigtig karakter. Den rutinerede træner er berømt for sit humør, sin sarkasme, sit medietække, det faktum at han ligner den tegnede hund Droopy, for sine eventyr på transfermarkedet - og nok vigtigst af alt: For at have en evne til at samle nogle ganske habile fodboldhold og få dem til at spille noget attraktiv fodbold.

Dette er tidligere lykkedes i såvel West Ham som Portsmouth. Begge klubber fik ‘Arry i Europa. Pompey sikrede han oven i købet en FA-cup sejr i 2008. Det var også 62-årige ‘Arrys første trofæ i hele karrieren. At begge klubber så var mere eller mindre økonomisk i ruiner da Redknapp forlod dem er en helt anden historie.  Både trofæer og attraktiv fodbold er noget de snakker meget om på White Hart Lane (- og økonomien har de også temmelig godt styr på, som en af de få klubber i Premier League). Trods en række magre sæsoner har Tottenhams supportere nemlig stadig en selvopfattelse som et storhold; og følgelig en forventning om at holdet bør spille med om trofæerne i England. Det var lige ved og næsten under Martin Jol for et par år siden. To femtepladser i træk og et lovende hold under hollænderen var imidlertid ikke godt nok for den nok lidt for utålmodige ledelse. Ind kom i stedet spanieren Juande Ramos som på spektakulær vis placerede holdet nederst i tabellen i en længere periode (og retfærdigvis vandt en carling cup), inden den bundrutinerede Redknapp blev hentet. Han ændrede destinationen fra katastrofe til en 8. plads inden sæsonen var slut, og i år er holdet startet som lyn og torden med 3 sejre ud af 3. Det er ikke mindst ‘Arrys fortjeneste, og holdet vil i den kommende sæson have nydt yderligere godt af, at han har haft en fuld preseason og endnu et transfervindue til at sætte sit præg på holdet.

Truppen generelt: Det kan blive rigtig godt, det her

På kassen er brassilianeren Heurelho Gomes efter en usikker start i klubben efterhånden sikkert førstevalg. Udsvingene mellem det spektakulære og pinlige er blevet mindre for Gomes, som ikke desto mindre regelmæssigt rygtes på vej ud i kulden igen. Gamle, solide Carlo Cudicini agerer en glimrende back up. I midterforsvaret råder Spurs over den meget populære og endnu mere skadesplagede Ledley King og endnu en fast klassespiller i genoptræningslokalet; Jonathan Woodgate. De suppleres af den lossende, vel voldsomt vurderede Michael Dawson.

På venstrebacken er Benoit Assou-Ekotto en god offensiv løsning, mens det dyrt indkøbte walisiske talent Gareth Bale stadig mangler lidt før han for alvor berettiger sin hype. Han har retfærdigvis alderen med sig. Alderen kan dog aldrig retfærdiggøre de emo-frisurer han har haft. Højrebacken besiddes ofte af store, lidt tunge og meget kroatiske Vedran Corluka (som foruden at have et af ligaens sejeste navne også bidrager med evner i centerforsvaret), mens skotske Alan Hutton ikke lader til at være Redknapps kop te på pladsen i højre side. Problembarnet Pascal Chimbonda rygtes heftigt på vej væk - i øjeblikket mest intenst til Blackburn, hvor Sam Allardyce åbenbart forsøger at samle et helt hold af højrebacker.

På midtbanen er Wilson Palacios og Tom Huddlestone to muskuløse utysker  som sparker røv og noterer navne, som man vist siger i staterne. Altså med andre ord: En midterakse som de færreste vil finde det muntert at blive konfronteret med i år. Ofte vil Jermaine Jenas nok snuppe den ene plads, og give midtbanen et mere offensivt islæt. Det siges at Mourinho har været interesseret i Tottenhams 8′er, omend undertegnede altid bare har oplevet ham som middelmådig. Højrekanten Aaron Lennon bidrager med grotesk fart, mange direkte udfordringer af sin back, fine indlæg og målfarlighed, alt imens Luka Modric i den anden side er en af ligaens bedste spillere, som ser ud til at få sit definitive gennembrud i år. Modric kan simpelthen det meste med en fodbold, og han bliver hele tiden bedre til at tilpasse sin tekniske kunnen og fantastiske blik for spillet til tempoet og fysikken i Premier League. Modric vil typisk operere i en meget fri fortolkning af placeringen som kantspiller. Midtbanen kan desuden fyldes med spillere som sidste sæsons store flop, spritbilisten David Bentley, og talentet Jamie O’hara som foruden at være en spændende, intens spiller også skulle være en udsædvanlig sympatisk fyr (af en professionel fodboldspiller) udenfor banen.

På toppen huserer Robbie Keane som blev hentet tilbage fra et halvt års mislykket ophold i Liverpool i januar. En anden lille mand blev ligeledes lokket tilbage til Tottenham i januar efter en tur udenbys da Jermain Defoe blev hentet i Portsmouth. De herrer suppleres af russiske Roman Pavlyuchenko som trods sine mange kvaliteter aldrig for alvor er slået igennem siden den dyre overgang som fulgte skarpretterens gennembrud ved EM 2008.

Væsentlige transfere: Crouch über alles

To gange ung Kyle - Naugton og Walker - er blevet hentet i Sheffield United. Sidstnævnte er sendt retur på lån, alt imens førstnævnte kan forventes at komme ind omkring førsteholdet, hvor han sandsynligvis vil bejle til venstrebackpladsen. Til det skadesplagede centerforsvar er franske Sebastian Bassong blevet hentet i Newcastle, mens sommerens største transfer for Tottenham - i mere end en forstand - er fyrtårnet Peter Crouch, som kommer til fra Redknapps tidligere klub Portsmouth. Til gengæld er angriberen Darren Bent blevet sendt nordpå til Sunderland for en pris omkring £ 10 millioner, alt imens den hårdt kæmpende men begrænset talentfulde defensive midtbanespiller Didier Zokora er blevet lokket til Sevilla.

Forventninger: Masser af mål…

Ikke blot er Tottenham startet fremragende i år. Der er også al mulig grund til at tro, at de kan blive ved. Holdet råder først og fremmest over en rigtig god start-11′er, og en mindst lige så god træner. Redknapp er berømt for sin evne til at få spillere til at føle sig godt tilpas og have det sjovt med at spille fodbold. Ligeledes er han kendt for at få det optimale ud af spillere, som ellers er gået i stå. Hans måde at få det optimale antal spilleminutter ud af Ledley King har for eksempel været imponerende. Redknapps karriere lakker efterhånden mod enden, og han får næppe nogensinde en bedre chance for at spille med i toppen af ligaen - i Tottenham har han de perfekte arbejdsbetingelser for at lave et ærefuldt angreb toppen af engelsk fodbold. Oven i købet behøver holdet, modsat de nærmeste konkurrenter, ikke bruge energi på europæisk fodbold.

Spurs har potentielt  en rigtig god defensiv, og en midtbane som kan tilpasses til enten at være solid og defensiv eller mere offensivt minded. Begge disse kæder fremstår dog temmelig sårbare, hvis nøglespillere render ind i skader eller formdyk. Centerforsvaret er blevet fornuftigt garderet med Bassong, alt imens man kan spekulere på hvor godt spurs vil tackle at skulle undvære Modric, Lennon eller Palacios, som på rekordtid er blevet en nøglespiller.

Det bedste argument for en rigtig uhyggelig Tottenham-sæson findes imidlertid helt på toppen: Angrebspuljen med Keane, Defoe, Crouch og Pavlyuchenko er på niveau med de bedste i ligaen, og særligt et partnerskab mellem Defoe og Crouch kombineret med Lennon og Modrics kvaliteter på midtbanen kan kaste et meget, meget, meget, meget højt antal mål af sig. Defoe er - måske undtagen Michael Owen - den engelske angriber som afslutter bedst, og som har den mest naturlige evne til at lave mål. Crouch holdt nærmest egenhændigt Portsmouth oppe i sidste sæson, alt imens begge spillere allerede en gang har oplevet at få revitaliseret deres karrierer af Redknapp da han hentede dem til Portsmouth.

Tip: Forventet placering: Nummer 5 Supersæson: Det er nok en postgang for tidligt til for alvor at bejle til Champions League pladserne - dertil mangler man nok lige en mand eller to til at holde dampen oppe en hel sæson - men femte-pladsen vil også markere en mere end godkendt fremgang for de evigt ambitiøse lillywhites.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

Sunderland FC: Fremtiden er lys på lysets stadion…

Stiftet: 1879 (som Sunderland and District Teachers)

Stadion: Stadium of Light (Kapacitet: 49.000)

Kælenavn: Black Cats, Mackems

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 1 (ch)/15/16

Første fem kampe: 15/8 Bolton (U), 18/8 Chelsea (H), 22/8 Blackburn (H), 29/8 Stoke (U), 12/9 Hull (H)

Manager: Steve Bruce (Siden juni 2009)

Da Sunderland i 2006 (atter engang) rykkede ned fra Premier League så fremtiden dyster ud. Klubben formåede at slå sin egen rekord og rykkede ned med færrest point nogensinde - blot 15 point blev det til (i 2003 satte de selv rekorden med 19 - den blev så igen slået af Derby i 2008 med 11 point). Holdet havde fyret træner Mick Mccarthy allerede i marts, mens den midlertidige afløser Kevin Ball ikke for alvor gjorde hverken fra eller til. Sunderland så ud til at være stavnsbundet som elevatorhold. Det var netop i denne mørke stund, at en af klubbens gamle helte, Niall Quinn, kom ind i billedet. Som frontfigur for et irsk konsortium, Drumaville, købte han klubben, påtog sig selv rollen som chairman, og ansatte sin landsmand Roy Keane som træner.

De nye kræfter viste sig hurtigt at være en succes. Holdet vandt the championship (som stadig er et misvisende navn til den næstbedste række…), og formåede blandt andet at gå ubesejret gennem 17 kampe. I sommerpausen brugte Sunderland en stor pose penge - en del af dem med meget moderat succes - og formåede at sikre sig endnu en sæson i Premier League, via en hæderlig femtendeplads. I sidste sæson begyndte Roy Keane imidlertid at mærke presset. De mange investerede midler forplantede sig ikke umiddelbart til gode resultater på banen, og Keane smed håndklædet i ringen i december. Sunderland valgte at ansætte Ricky Sbragia (som i forvejen var tilknyttet trænerstaben) som midlertidig manager, og besluttede sidenhen at gøre hans kontrakt permanent. Sbragia viste sig desværre for Sunderland, at være en mindre katastrofe, og holdet reddede sig først definitivt fra på sidste spilledag. Alligevel var sæsonen en af de bedste i Sunderlands nyere tid, idet deres forhadte naboer fra Newcastle måtte tage turen ned i the Championship. Alligevel valgte Sbragia at tage sit gode tøj og gå, alt imens Niall Quinn tog til Wigan og kom hjem med Steve Bruce, som blev præsenteret som Sunderlands nye manager.

Det kunne de meget vel gå hen og blive rigtig glade for. Bruce er nemlig - foruden den træner i engelsk fodbold, som mest ligner en gammel kvinde - en dygtig mand. Han har allerede været manager i en årrække, og efter et par ustabile år, som sendte ham forbi såvel Sheffield United, Huddersfield, Wigan (blot otte kampe i første omgang) og Crystal Palace, fandt Bruce endelig fodboldlykken, og vejen til Premier League med Birmingham City, som han var med til at rykke op i 2002. De følgende to år lykkedes det holdet at slutte nummer 13 og 10 henholdsvis - 13-pladsen var desuden første gang Birmingham sluttede over ærkerivalerne fra Villa siden engang i 70′erne. Året efter rykkede holdet dog ud igen, men Bruce viste viljestyrke og rykkede op med Birmingham endnu engang på en sæson - i 2006. Allerede i november 2007 var den tidligere Manchester United-anfører dog færdig i klubben. Uenighed omkring nogle kontraktforhold blev snedigt udnyttet af Wigan, som købte Bruce fri af Birmingham, og gjorde ham til manager. Her lykkedes det ham at redde Wigan fra en truende nedrykning, alt imens Birmingham røg ned. I sidste sæson fulgte han op på præstationen, da Wigan sluttede som en flot nummer 11.

Det var også nok til at overbevise Sunderland om at Bruce var manden der skal bringe gode tider til de ambitiøse black cats.

Truppen generelt: Britisk stål

Den potentielt dyreste målmand i britisk fodbold, Craig Gordon, vil som udgangspunk være uomtvisteligt førstevalg til buret på Stadium of Light. Sidste sæson blev dog i stor grad ødelagt af såvel knæ - som ankelskader for den skotske keeper, og i hans fravær gjorde det ungarnske landsholdsemne Márton Fülöp det glimrende. Forsvaret er i og for sig glimrende, men har lidt under hyppige rokeringer som følge af skader, karantæner og udskiftning i spillertruppen. Anton Ferdinand var i sidste sæsos den spiller som fik flest kampe. Han overbeviste mange om sit enorme potentiale, for derefter jævnligt at få dem til at begrave ansigtet i hænderne, når han tog en blunder ved et hjørnespark. På højrebacken var Phil Bardsley acceptabel efter Pascal Chimbonda smuttede retur til Tottenham, mens stabile George Mccartney tog sig af venstrebacken når han var kampklar. Endnu mere populære Danny Collins tager sig enten af den anden plads i centerforsvaret eller snupper venstrebacken, mens kultfiguren Nyron Nosworthy supplerer i centerforsvaret eller på højrebacken.

På midtbanen er Steed Malbranque det kreative indslag sammen med (en af mange tidligere Man Utd talenter i truppen) Kieran Richardson. De bakkes afvekslende op af Teemu Taino, Carlos Edwards, tykke Andy Reid og Grant Leadbitter.

Holdets måske største profil er angriberen Kenwyne Jones, som flere gange er sat i forbindelse med skifte til større klubber, og som når han rammer dagen kan flå selv det bedste forsvar sønder og sammen med sin hurtighed og groteske fysiske styrke. Sunderland råder ligeledes over indhopperne Daryl Murphy og manden som høvler mål i spandevis på landsholdet, men ikke kan score på et bordel med klubholdet: David Healy.

Væsentlige transfere: En albansk anfører og to angribere, tak.

Den faste ankermand og anfører på den defensive midtbane Dean Whitehead er den eneste væsentlige svækkelse af Sunderlands trup. Derudover har en række fyldspillere forladt truppen, da deres kontrakter ikke blev forlænget. Dog bør det 0gså nævnes at Djibril Cisse ikke fik sit lån vekslet til en permanent aftale trods en ok sæson, hvor han bidrog med 10 mål. Ligeledes er evighedstalentet Michael Chopra endelig røget permanent retur til Cardiff for £ 4 millioner, efter at have tilbragt længere tid i den walisiske hovedstad på lån end i Sunderland siden skiftet fra netop Cardiff i 2007. Albanske Lorik Cana er umiddelbart blevet hentet som direkte erstatning for Whitehead. Den hårdttacklende midtbanemand er kommet til for £ 5 millioner fra Marseille, og bærer allerede anførerbindet i Sunderland.  Derudover har man handlet stort ind for at styrke angrebet: Darren Bent er kommet til for £ 10 millioner fra et moderat fiasko-ophold i Tottenham, mens Man Utd talentet Frazier Campbell er blevet hentet for £ 3,5 millioner. 21-årige Campbell var i øvrigt udlånt til netop Tottenham i forrige sæson, mens han året før var en vigtig del af Hulls oprykningshold. Han kan absolut blive one to watch i den kommende sæson.

Sluttelig har forsvareren Paulo Da Silva vist forsat ikke fuldstændig orden i papirerne for at fuldende sit skifte på fri transfer fra Toluca i hjemlandet Paraguay.

Forventninger: Konsolidering i første omgang…

Fremtiden ser rigtig spændende ud i mackem-land. Steve Bruce er en meget lovende og snedig manager. Han har vist tæft på transfermarkedet, og gode evner for at banke et effektivt, godt præsterende mandskab sammen. Disse egenskaber vil også komme til at gavne Sunderland. At han efter alt at dømme kan regne med såvel økonomisk som moralsk opbakning fra et økonomisk stærkt bagland, gør ikke perspektiverne ringere. Holdet råder endvidere over gode spillere i alle kæder, og mange af holdets profiler har umiddelbart stadig karrierens bedste år foran sig. Anton Ferdinand kan udvikle sig til landsholdsmateriale med den rette vejledning og fokus, men særligt backpladserne kunne trænge til et eftersyn. Kieran Richardson skal være mere stabil men er altid en potentiel trussel, Cana lader til at være en spiller med alle de rigtige facetter til at hitte stort i Premier League, Kenwyne Jones skal blive endnu mere træfsikker foran mål, men har ellers hvad der skal til for at blive ligatopscorermateriale, mens Darren Bent tidligere har vist, at han kan score på det hele, lidt til og meget mere, som CV Jørgensen vist engang vrængede det. Alligevel tror jeg, at denne sæson bliver en, hvor Sunderland hovedsageligt konsoliderer statusen som fast indslag i Premier League. Og det forestiller jeg mig også klubben og fansene vil acceptere, sidste sæsons neglebidende afvikling taget i betragtning. Et angreb på de europæiske placeringer kan komme på tale, men umiddelbart tror jeg på en placering omkring nummer 10, mens holdet givetvis med fordel vil kanalisere megen seriøsitet ind i cup-turneringerne.

Tip: Forventet placering: Nummer 11 Supersæson: Nummer 7 eller derover.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Stoke City: Joga bonito - Gu’ vil vi røv!

Stiftet: 1863 (som Stoke Ramblers)

Stadion: Britannia Stadium (Kapacitet: 28.383)

Kælenavn: Potters

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 8 (ch)/2 (ch)/12

Første fem kampe: 15/8 Burnley (H), 19 Liverpool (U), 22/8 Birmingham (U), 29/8 Sunderland (H), 12/9 Chelsea (H)

Manager: Tony Pulis (Siden juni 2006).

Stoke har meget at takke Tony Pulis for. Han blev første gang hentet til klubben i november 2002, hvor han formåede at redde klubben fra en meget truende nedrykning i den næstbedste række. Dette skete via definitivt via en 1-0 sejr på sidste spilledag mod et af rækkens tophold, Reading. Det afgørende mål i den nervepirrende kamp stod - den omrejsende personificering af middelmådighed - Ade Akinbiyi for. Året efter guidede Pulis Stoke til en hæderlig 11-plads pointmæssigt tæt på playoff-pladserne, men så var hvedebrødsdagene så sandelig også ovre. Klubbens daværende ejer var uenig med træneren om hvor mange penge der skulle bruges på transfere - og ikke mindst om salget af førnævnte Akinbiyi - og efter en 12-plads i ligaen, blev Pulis fyret. (Og sådan gik det til at Ade Akin-fucking-biyi spillede en ikke uvæsentlig rolle i Stokes nyere historie!)

Pulis tilbragte derefter et succesfuldt års tid i Plymouth, hvor fansene stadig taler om what could’ve been, hvis ikke Pulis var blevet hentet tilbage til Stoke i 2006. I Stoke-on-trent behøver man til gengæld ikke have den samtale. Efter et ejerskifte var vejen banet for at Pulis kunne gennemføre sit projekt med traditionsklubben, som indebar at en række rutinerede kræfter blev hentet ind - en del på låneaftaler. Folk som Andy Griffith, Danny Higginbotham, Lee Hendrie, Rory Delap og sågar Liverpools evige reserve Salif Diao spillede allesammen en rolle, da Stoke sikrede sig en 8-plads i Pulis’ første sæson tilbage på Brittania Stadium - og størstedelen er stadig at finde i klubben.

Året efter gik det som bekendt endnu bedre: Det lykkedes endelig: Stoke City FC rykkede op i den bedste engelske fodboldrække for første gang i 23 år. De har råbt og skreget lige siden i Staffordshire, og der er stadig grund til at holde humøret højt: I sidste sikrede holdet sig, gennem en omgang effektiv fodbold, endnu en sæson i den bedste række med en fornem 12. plads mod alle odds, ekspertvurderinger og til mange fodboldpuritaneres store fortrydelse.

Truppen generelt: Slidere og lange indkast

På kassen har Stoke ingen ringere end Danmarks landsholdsmålmand Thomas Sørensen. Det skal de nok være glade for, idet man ikke kan tillade sig at have en særlig meget ringere målmand i den bedste engelske række uden at det virkelig koster point i sidste ende. Sørensen havde dog en god første sæson, og har måske fundet sin topform under midten i Premier League. Det tidligere Man Utd talent - unge Ryan Shawcross - havde en imponerende første sæson for Stoke, og var fast mand i centerforsvaret, på venstrebacken havde han selskab af Danny Higginbotham som også fik sin fodboldopdragelse hos de røde fra Manchester for en del år siden.  Årets spiller i sidste sæson Abdoulaye Faye er dog styrmanden i centerforsvaret, og han overtog usædvanligt nok anførerbindet midtvejs i sæsonen, efterhånden som den hidtidige anfører, højrebacken Andy Griffith gled ud af holdet.

Selvsamme Griffith gjorde sig bemærket med at lægge kind til en lussing fra holdkammeraten Ricardo Fuller i en julekamp mod West Ham. Episoden kostede Fuller et rødt kort, og var begyndelsen til enden for Griffith på førsteholdet. Den 29-årige jamaicanske angriber beholdt til gengæld sin plads, og kvitterede med i alt 11 mål på 25 kampe. Det store indkøb til angrebet inden sæsonen, Dave Kitson fra Reading, floppede til gengæld fælt i sin første sæson på Brittania, og ikke scorede et eneste mål i de optrædener han fik. Kitsons dage i Stoke er måske talte.

Til gengæld fandt januar-købet James Beattie for alvor storformen, og bidrog med en række vigtige scoringer (7 i alt) i løbet af de 16 kampe han nåede. En anden januarhandel - venstrekanten Matthew Etherington - gav holdet en ekstra streng at spille på i offensiven, og håber endelig at have lagt diverse gambling, druk og skadesproblemer bag sig inden den nye sæson. På den anden kant havde den engelskfødte irske landsholdsspiller Liam Lawrence også en godkendt sæson for the Potters. Ellers blev Stokes måske mest eksponerede spiller noget overraskende veteranen Rory Delap. Ligeledes engelsk-irske Delap har spillet en lang  og relativt anonym karriere som altmuligmand for hovedsagligt Derby og Southampton, men blev pludselig en mindre sensation i sidste sæson, da hans lange indkast tog ligaen med storm som en konsekvent og central del af Stokes offensive spil. Delaps kanonkugler resulterede således i 7 af Stokes første 13 mål i sæsonen, mens diverse modstanderholds forsvar sejlede forvirrede rundt.

Ellers er det en passende kliché, at den største stjerne hos Stoke er kollektivet som arbejder benhårdt, og spiller noget der minder om traditionel kick and rush (især på udebane); samt fansene som trods hjemmebanens lave kapacitet genererer det højeste antal decibel i ligaen, og er med til at gøre et besøg på Britannia Stadium til en speget affære for de fleste hold.

Væsentlige transfere: Dean Whitehead alene i verden…

Tony Pulis og Stoke ved godt hvad der kræves for at rykke klubben skridtet videre: Et par klassespillere som kan supplere den eksisterende, konstant løbende, benhårdt tacklende og langboldsparkende førsteholdsstamme. Sådanne spillere er desværre for Stoke meget eftertragtede, alt imens det at spille for Stoke i manges øjne er det stik modsatte. Derfor har Pulis fået en række kurve fra relativt højt profilerede spillere. Darren Bent takkede pænt nej tak, Steve Finnan tog til Portsmouth mens Dean Ashton efterhånden har været i forhandlinger en lille evighed. Ligeledes er klubben blevet hyppigt linket med folk som Newcastles Bassong og Beye, samt Tottenhams David Bentley

Pulis hævder dog at sove roligt om natten, selvom den foreløbig eneste tilføjelse til truppen er kommet i form af Sunderlands anfører de sidste par år: Dean Whitehead. Selvom Whitehead måske ikke lever op til ambitionen om at signere store navne, så har han i de sidste fem sæsoner spillet fast for Sunderland på både den foretrukne plads på den centrale midtbane, og som højreback når dette har været nødvendigt. På mange måder en rigtig fornuftig transfer for Stoke (som også skete til Sunderland-manager Steve Bruces fortrydelse), men måske ikke en handel med den ønskede signalværdi. Whitehead er som type meget ala det Stoke i forvejen råder over - og så i øvrigt bedre. Til gengæld er hele succesholdet fra sidste sæson foreløbig intakt.

Forventninger: Tjener, må jeg få mere af det samme; masser af mere…

Stoke spillede en intet mindre end imponerende første sæson i Premier League. Holdets - ofte udskædte - system fungerede for dem, og de mindre begavede boldspilleres evner blev udnyttet til fulde. Der syntes at være dele af ekspertvældet - stand up Arsene Wenger - og pressen, som var forargede over at Stoke rent faktisk havde succes med at spille klassisk britisk i en den bedste engelsk fodboldrække, men undertegnede har kun lutter respekt for holdets resultater. På hjemmebanen forsøgte holdet sågar at spille frisk til offensivt, naturligvis begrænset af en del af spillernes beherskede tekniske kunnen. Da holdet var ved at falde lidt sammen omkring juletid formåde Pulis ydermere at vende udviklingen med et par gode indkøb.

Stoke synes således udemærket rustet til et år mere på Premier League karrusellen. Selvom mange hold oplever en succesfuld første sæson efterfulgt af en meget vanskeligere anden, er der flere grunde til at Stoke kan undgå dette. Først og fremmest er det absolut til Stokes fordel, at de ikke er et hold som lægger sig ned for nogen. Ganske vist blev det til en 5-0 snitter mod Manchester United i november, og et 4-1 nederlag til Arsenal i sæsonens sidste (for Stoke ubetydelige) kamp, men helt generelt blev der ikke givet lette point væk. Blandt andet derfor, og fordi de let kan finde håndfuld hold som er dårligere til at kæmpe de svære uafgjorte og smalle sejre hjem, kan Stoke imødese sæsonen med en hvis grad af sindsro. Hvis Beattie og Fullers samarbejde oven i købet kommer op i omdrejninger kan the Potters i år blive et endnu mere irriterende bekendtskab for det meste af ligaen. Hvis Pulis så ovenikøbet får held til at hente den meget omtalte klassespiller eller to begynder det for alvor at se spændende ud.

Tip: Forventet placering: Nummer 15 Supersæson: Grundet sidste sæsons 12. plads skal der meget til for at Stoke kommer helt op at ringe. For at sæsonen skal være rigtig god kræves næsten fremgang, omend en gentagelse - i min syge og muntre bog - må karakteriseres som en stor succes for stribede.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley