Premier League 2009-10: Nr. 1: Chelsea FC
fredag, september 11th, 2009Nummer 1: Chelsea FC
Stiftet: 1905
Stadion: Stamford Bridge (Kapacitet: 42.055)
Kælenavn: Blues, Pensioners
Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 2/2/3
Første fem kampe: 15/8 Hull (H), 18/8 Sunderland (U), 22/8 Fulham (U), 29/8 Burnley (H), 12/9 Stoke (U)
Manager: Carlo Ancelotti (Siden juni 2009)
Efter Big Phil Scolaris rædselsregime og Guus Hiddinks heroiske genrejsning af Chelsea i sidste sæson fortsætter Roman Abramovich sin heftige shoppingtur blandt alverdens største trænernavne. Italienske Ancelotti er således blevet lokket til efter en lang og mestendels succesfuld årrække i italiensk fodbold. Her har Ancelotti nået at stå i spidsen for såvel Parma som Juventus og Milan gennem de sidste 13 år, og mange vil særligt huske ham for de sidste 8 år i Milan, hvor det ganske vist kun blev til et enkelt mesterskab. Til gengæld blev det til to eksemplarer af det trofæ som Chelsea tørster mest efter - pokalen med flyveørene: Champions League-trofæet.
I Milan var Ancelottis varemærke desuden at formå at få hold bestående af aldrende spillere til at fungere som et godt og stabilt godstog, som måske ikke altid var prangende på afstand, men som til gengæld ydede det nødvendige. I Chelsea får italieneren en utrolig stærk trup, som oven i købet er lidt yngre - og antageligvis noget mere sulten.
Truppen generelt: Skræmmende
På kassen har Petr Cech tilhørt den absolutte verdenselite på målmandspladsen de seneste år. I sidste sæson vaklede den store tjekke dog helt usædvanligt, og leverede en række tvivlsomme præstationer. Det rokker dog ikke ved indtrykket af at Chelsea har en absolut topkeeper som sidste skanse. Backupen Hilario har imidlertid ikke vist nogen udpræget grund til hverken at råbe hurra eller æv-bæv, når han har fået chancen. På henholdsvis venstre - og højreback er Ashley Cole og José Bosingwa i verdensklasse, alt imens anfører John Terry og Ricardo Carvalho er en meget stærk stopperduo. Alex, Branko Ivanovic, Juliano Beletti og Paulo Ferreira er alle aldeles glimrende breddespillere, som desuden er ganske alsidige.
På midtbanen er alsidighed ligeledes et nøgleord, og mange spillere kan bytte plads på kryds og tværs alt efter omstændighederne. Kraftværket Michael Essien en fremragende fodboldspiller, mens viceanfører Frank Lampard aldrig stopper med at løbe og desuden har en næsten paranormal evne til at lave mange mål fra sin plads på den offensive centrale midtbane. En lignende rolle vil portugisiske Deco vældig gerne indtage, uden dog for alvor at slå igennem i sin debutsæson. Chelseas ofte kompakte midtbane kan desuden bestå af Michael Ballack og he-manfiguren John Obi Mikel. Dette bevirker ofte den luksus at enten Ballack eller Essien får en rolle på højrekanten, hvor også Salomon Kalou kan benyttes. På den modsatte kant har Florent Malouda været et fast indslag i sidste sæson, uden på noget tidspunkt at imponere undertegnede. Kloge hoveder hævder dog han er fremragende, så det tror vi delvist på. Nu er Joe Cole imidlertid så småt på vej tilbage efter en særdeles slem knæskadde, og den lille engelske troldmand kommer givetvis til at spille en rolle inden sæsonen er omme.
Helt på toppen råder klubben over to stærke og meget målfarlige herrer i form af Nicolas Anelka og Didier Drogba. Begge spillere er utrolig træfsikre foran mål, og særligt Drogba kan reducere de fleste forsvar til randen af tårer med sine begavede løb og overmenneskelige fysik (så glemmer vi for en gangs skyld hans utrolige fysiske svaghed når først han tackles i feltet). Salomon Kalou kan tilbyde et mere listigt alternativ, hvis Ancelotti får lyst til at forsøge sig med stor-stærk/lille-hurtig kombinationen.
Væsentlige transfere: Stille og roligt
Udover at benytte sommerne til at udlåne, hvad der minder om et helt ungdomshold - mest nævneværdigt forsvaren Michael Mancienne til Wolves, angriberen Franco Di Santo til Blackburn og offensivtalentet Scott Sinclair til Wigan - har Chelsea endelig fået skilt sig af med kæmpefloppet Andriy Shevchenko, som er taget hjem til Dynamo Kiev på en fri transfer. Det er de sikkert glade for i både London og den ukrainske hovedstad. En anden eksotisk angriber som aldrig slog igennem i Chelsea, Claudio Pizarro, er ligeledes smuttet fra the blues. Peruvianeren er taget tilbage til Bundesligaen, hvor han fremover skal spille for Werder Bremen.
Der har været rimelig stille ved indgangsdøren til Stamford Bridge. Chelsea største indkøb denne sommer - og måske et af de bedste indkøb overhovedet i dette vindue - kom i form af venstrekanten(/backen) Yuri Zhirkov som kommer til fra CSKA Moskva. Zhirkov var en del af det russiske landshold som imponerede røven ud af bukserne på alt og alle ved EM 2008, og kommer med både fart, teknik og fremragende blik for spillet til at kunne blive et kæmpehit i engelsk fodbold. At han så oven i købet har en snert af lighed med Christian Dailly bør blot fremme en hurtig og succesfuld integration. Yderligere er to unge talenter Boro-keeperen Ross Turnbull og Man City angriberen Daniel Sturridge blevet tilknyttet efter kontraktudløb i deres tidligere klubber. Særligt sidstnævnte er en spændende breddespiller pt, og potentielt en fremtidig stjerne.
Forventninger: Nu tromler Chelsea-toget…
Chelseas trup er skræmmende. Holdet råder over klassespillere til alle pladser, og ofte mere end en. Ydermere rammer en række af holdets profiler deres formodede allerbedste år i disse sæsoner, og motivationen har næppe været større for at vinde alt hvad de kommer i nærheden af efter et par lige-ved-og-næsten-sæsoner. Ancelotti er en begavet, forsigtig og kompetent træner som meget vel kan bibringe noget stabilitet og ro til det cirkus som ofte har omgærdet holdets omklædningsrum de senere år.
Derudover har holdet den fordel i forhold til sine umiddelbare konkurrenter, at man ikke har skiftet særlig meget ud i truppen, og derfor kan lade den samme maskine som sluttede sidste sæson rigtig stærkt tromle videre i denne. Hvis man dertil ligger at den særlige os-mod-verden attitude som bliver stærkere og stærkere på Stamford Bridge jo mere modgang holdet møder - ja så fremstår Chelsea godt gammeldags frygtindgydende. “Fucking-disgrace”-gate og den nylige transferban har kun skabt endnu mere sammenbidte miner hos Chelseas bundrutinerede verdensstjerner, og hvis spillere som Terry, Cole, Essien, Lampard og Drogba bliver endnu mere trodsige i deres vindermentalitet, er det næsten uhyggeligt.
Derfor vinder de Premier League 2009-2010. Med mindre egoerne eksploderer, Ancelloti fejler totalt i engelsk fodbold, knalder Abramovichs kone i frustration og russeren i stedet indsætter sin hemmelig kammersjuk Ole Mørch på trænersædet. Det er heldigvis aldrig kedeligt i vestlondon…
Tip: Forventet placering: Nummer 1 Supersæson: Nummer 1.
Epilog:
Dermed slutter den syge og muntre gennemgang af Premier League holdene. Det trak tænder ud - og trak i det hele taget bare ud. Nu kan mine fikse ideer og forudsigelser så bide mig i røven resten af sæsonen. Buddet på sluttabellen ser jo allerede ud til at være helt i skoven, og jeg er ved at formulere flere hundrede dårlige undskyldninger. Tottenhams købe af Kranjcar gør dem endnu stærkere, Portsmouth al for sene take-over ser ud til at blive dyr, Burnley har allerede gjort det bedre end antaget, og Arsenal tog vel røven på de fleste i første spillerunde. Anyways. Jeg håber i har hygget jer med det. Jeg kan se der er tusindevis af folk der har kigget ind, og jeg har da endnu ikke modtaget dødstrusler, så det tolker jeg som en munter succes…
Nu skal bloggen tilbage på sporet med selvmedlidende vrøvl fra the wonderfull world of West Ham, hvor der er sket mere de sidste tre uger end der sker på fem sæsoner af Glamour. Det er nemlig heller aldrig kedeligt i østlondon. Først skal skribenten dog på en tiltrængt restitutionstur ud i efterårslandet. Watch this space osv.