Syg og munter

Transfervinduet er lukket - eller som altid dramatiske Sky Sports ynder at formulere det: Vinduet er “slammed shut“! Og så står man ellers der og glor. Forvirret og småsulten. Festen er slut. Røgen fra mediernes røgmaskine lægger sig og de mange rygter, løfter, håb og drømme prutter stille ud af deres alt for oppustede balloner. Nogle har forladt festen med et bredt smil, en god brandert og en fremragende fangst, mens andre står tilbage som en ungkarl, der blev lovet en kinddans med Scarlett Johansson men endte med at danse uelegant tango med Birthe Rønn Hornbech. ” Og hvilken kategori tilhører du så, sygogmunter? Fortæl, fortæl!” råber den engagerede læser nu givetvis foran sin computerskærm et sted i Danmark. Og ved du hvad engagerede læser, jeg ved det sgu ærlig talt ikke helt. Men jeg vil da gerne give et bud.

Transferstatus

West Ham har hentet intet mindre end 8 nye spillere i transfervinduet. Heraf et par på lån: Victor Obinna og Tal Ben Haim, en på fri transfer: Tomas Hitzlsperger, et par der har kostet håndører: de ældre herrer Lars Jacobsen og Frederic Piquionne samt den 22-årige belgiske målmand Ruud Boffin (hvem?), plus et par stykker der formentlig har kostet lidt penge: Pablo Barrera og Winston Reid. Ud er røget Alessandro Diamanti og Fabio Daprela - begge til Brescia, og næppe for mere end samlet £ 2 millioner. Til gengæld er middelmådigheder som Jonathan Spector, Benedict McCarthy og Radoslav Kovac stadig i klubben. Men hvem skulle dog også gide aftage dem…

Af de nye spillere synes Hitzlsperger at være den eneste som decideret styrker West Hams optimale startopstilling. Vel at mærke en startopstilling som i sidste sæson var skideheldige ikke at rykke ned. Og Der Hammer har naturligvis været skadet i sæsonens foreløbige kampe på grund af en skade pådraget i en ligegyldig landskamp mod Danmark. Det er med andre ord ikke overraskende at West Ham ligger sidst i tabellen efter 3 runder med 0 point og en målscore på 1-9. Positivt er det dog, at Barrera umiddelbart har virket lovende, Piqqen lader til at være en hæderlig spiller, Obinna er engang blevet positivt omtalt af Mourinho (vi klamrer os til halmstrå her) mens Reid, Jacobsen og Ben Haim vel næsten ikke kan blive værre end det eksisterende forsvar?

Forstærkningerne kommer dog alt andet lige til at virke, ja, tamme. I et transfervindue, hvor altid snakkesaglige David Sullivan, og diverse rygter derudover, fik sat klubben i forbindelse med alle fra Miroslav Klose og Thierry Henry til Graham Dorrans, Yakubu, Joseph Yobo, Luke Young, Kevin Prince-Boateng, Neymar, Ronaldinho, David Beckham, Guy Demel, Jamie O’hara, Loic Remy, Craig Bellamy og Joe Cole (der bare skulle nævne sin pris!), så falmer de nye rekrutter måske nok en anelse i sammenligning. Sullivan kommer i dette lys lidt til at fremstå som en brugtvognsforhandler, der malende fremmaner en drøm om sportsvogne, slanke kvindeben og livet i overhalingsbanen for så alligevel i regnskabets time at påprakke én en Ford Fiesta fra 1992, hvilket man først opdager når papirerne er underskrevet. Og Birthe Rønn-Hornbech sidder på passagersædet.

I det mindste er holdets britiske stamme intakt. Eller det vil sige: Matthew Upson og Robert Green blev måske nok brændmærket af deres andel i Englands VM, og har derfor næppe kastet virkelig økonomisk attraktive bud af sig, Carlton Cole var vist nærmest på vej til Anfield på deadline day, og Scott Parker - ja, Parker er et kapitel for sig.

Sullivan gjorde et stort nummer ud af, at erklære at Parker ikke var til salg. Derefter tilbød klubben sin 30-årige viceanfører en 5-årig aftale, selvom der stadig er 3 år resterende af den eksisterende kontrakt. Atter derefter råbte og skreg Sullivan, medejer David Gold, manager Avram Grant og den daglige leder af klubben Karen Brady alle op om hvordan Parker i hvert fald ikke var til salg, og om hvordan han meget snart ville signere den nye aftale. Jeg begyndte personligt at få en fæl mistanke om, at der var et spinmonster igang, og at resultatet af alt dette skrigeri skulle være, at Parker skulle nægte at underskrive kontrakten, således at klubben var “nødsaget” til at sælge Scotty til Liverpool eller Tottenham. Det skete ikke. Om årsagen hertil var at klubben ikke ønskede at sælge eller at ingen ville byde et stort nok beløb er svært at sige. Blot endte hele sagen med at fremstå sært utroværdig. Ikke ulig den forbløffende tavshed der omgærede Valon Behrami, som mystisk nok ikke rigtig optrådte i holdets træningskampe, men alligevel kunne spille lidt for reserveholdet, alt imens rygterne om et skifte til Roma tog til, for alligevel til sidst at falde sammen i 11. time.

6 nederlag i træk?

Alt i alt er vinduet blevet lidt af et antiklimaks. Klubben hentede ganske vidst 8 “forstærkninger”. Ingen af de største profiler blev solgt. Men man ville næsten have foretrukket at en profil var blevet solgt for store penge, og at man virkelig havde kunne styrke holdet på en af de pladser, hvor forstærkning er tiltrængt. Forsvaret lækker mål til højre og venstre, og det er svært at se, hvilken konstellation af klubbens nuværende spillere, som skal kunne stoppe denne tendens.

I åbningskampen mod Aston Villa var James Tomkins rystende usikker centralt, mens Winston Reid - for at sige det pænt - fik en ilddåb på højre back. Denne plads er siden blevet taget uoverbevisende tilbage af Julien Faubert, som ellers umiddelbart har været tiltænkt en plads længere fremme på banen, og senest af ærlige, hårdtarbejdende og totalt utilstrækkelige Jonathan Spector . På venstrebacken har Herita Ilunga ikke vist noget der berettiger at hans direkte konkurrent skulle sendes til Brescia… Holdets formodede kaptajn, Matthew Upson, lader til at have indstillet sig på at fise husleje af indtil sit kontraktudløb til næste sommer, og Manuel Da Costa, som sluttede sidste sæson stærkt af har endnu ikke været i kamp. Det har til gengæld evigskadede Danny Gabbidon, der lader til rent faktisk at være skadesfri (7-9-13), og egentlig har været et relativt lyspunkt.

Det er imidlertid svært at se hvordan Blackburns tredjevalg på højrebacken eller en uprøvet knægt, hvis største præstationer har været et par VM-kampe for New Zealand for alvor skal ændre på billedet af et forsvar der sejler. Skal vi virkelig til at sætte vores lid til slæbebåden Ben Haim? I guder det bliver en lang sæson… Step forward Manuel Da Costa? Behrami på højre back?

Længere fremme på banen har det set lidt bedre ud. Men også kun lidt. På Villa Park var der en god periode ved stilling 2-0, hvor West Ham med lidt held kunne have spillet sig tilbage i kampen. Den første halveg mod Bolton var faktisk decideret god. Holdet spillede fin fodbold, og der var tydeligvis en plan for første gang i umindelige tider. Noble strøede om sig med sideskift, mens Parker forsøgte at skabe overtal med en række løb med og uden bold. Alt imens buldrede backerne fremad, og månedens spiller for august, Kieron Dyer (JA! Kieron Dyer lever endnu/igen!), bidrog med kreativitet, fikse afleveringer og gode driblinger. Og engagement, sgu! (Vi venter med andre ord spændt på det næste dobbelte benbrud!) Hvis bare den foreløbig skuffende Carlton Cole havde ladt en medspiller sparke straffe ved stillingen 0-0 tillader jeg mig at påstå, at West Ham havde vundet den kamp komfortabelt. Nu tabte de i stedet 3-1. Derudover var det ikke noget chok, at udekampen på Old Trafford tangerede voldtægt fra hjemmeholdets side. Positivt var det dog at West Ham forsøgte at holde på bolden og presse vicemestrene fra kampens start.

Alligevel bimler alarmklokkerne allerede. Holdet ligger ikke bare sidst; det lukker 3 mål ind per kamp, og har endnu ikke scoret i reelt spil. På lørdag venter mestrene fra Chelsea, som foreløbig har scoret mål for sjov og smadret al modstand. Ugen efter byder på en tricky udekamp mod Stoke (som også skal have point på kontoen), og derefter rundes måneden af med en cup-udekamp mod Sunderland og en ligakamp hjemme mod Tottenham. West Ham har allerede fået sin dårligste sæsonstart i 33 år. Det er ikke urealistisk at sæsonstarten kan blive historisk dårlig, og at holdet fortsat er uden point når vi skriver oktober.

Sullivan siger at Grants arbejde ikke er i fare, selv hvis dette scenarie bliver til virkelighed. Man frygter, at det er endog meget sandsynligt. Som Leonard Cohen sang på en græsplæne nær Odense efter at jeg havde tilbragt eftermiddagen hovedrystende foran et fjernsyn til Villa-kampen: “I’ve seen the future, brother/ it is murder!” Han havde åbenbart også set kampen?

Jeg tror i hvert flad, at han har ret, Lennart. Det plejer han at have. Jeg vælger dog personligt ikke at anskue det så dystert. Jeg kigger i stedet på tabellen og konstaterer at der er seks point op til CL-pladserne, alt i mens jeg fniser ved tanken om, at nogle oprigtigt hævder, at mennesker som udgangspunkt er rationelle i deres tilgang til verden…

Mit sidste indlæg var en hævdelse af fravær af had til Manchester United i min indstilling til fodbold. En lignende hævdelse har jeg væsentlig sværere ved at fremføre helt inderligt om Bolton Wanderers. For solen skinner sgu aldrig i Bolton. I hvert fald ikke hvis man er West Ham supporter. Indrømmet. Det er ret beset en tilsnigelse. Der er sikkert ofte både sommer, sol, søndag, badevejr og blowjobsæson i Lancashire. Men i overført betydning har ture til Reebok Stadium i lang tid været lig med gråvejr for the Irons. West Ham har vundet på såvel Old Trafford, Highbury, Emirates og Stamford Bridge siden de sidst vandt ude mod Bolton. Faktisk tror jeg kun det er på Anfield Road man skal længere tilbage i tiden for at finde en West Ham sejr mod et hold i Premier League.

The Grim Rieper på Burnden Park

Sidst West Ham slog Bolton på udebane spillede Marc Rieper hele kampen og stadionet var slet ikke Reebok - men Burnden Park. Tony Cottee var blandt målscorene i en 3-0 sejr. Det var i 1996 og er stadig West Hams eneste sejr på udebane mod Bolton i nyere tid. I de seneste 10 møder mellem klubberne (som i lange perioder har ligget i forskellige rækker og følgelig ikke har mødtes) på Boltons bane har West Ham således blot sikret sig to uafgjorte, hvoraf det ene faldt i en ligakamp i 98, mens den anden skal findes i en FA-cup kamp i 2006. Omkampen på hjemmebane blev til gengæld vekslet til sejr i en rædselsfuld fodboldkamp (det har opgør mod Bolton det med at være), som var et stort skridt på vejen mod FA Cup Finalen. Det var tider, men det er en helt anden historie.

Til gengæld er det blevet til et par sandt sagt vederstyggelige nederlag i samme periode. Mest smerteligt i erindringen står 1-0 nederlaget i marts 2003, hvor Jay Jay Okocha åndssvagt upresset løb en halv banelængde med bolden og hamrede den ind bag David James. Bolton fik vigtige point i bundstriden, Joe Cole sparkede hul i spillertunnellen og Rufus Brevett blev politiundersøgt på grund af kontroverser efter kampen (han har i dag trukket sig tilbage fra fodbolden og er den lykkelige ejer af et solcenter). I sidste ende endte hjemmeholdet med at redde pladsen i ligaen på bekostning af West Ham; som til gengæld rykkede ned med det højeste antal point nogensinde for et hold i Premier League. Og muligvis med den bedste spillertrup. Det svier stadig at tænke på det. Også ligakampene i 05 og 06 udmærker sig. Det gør de som deciderede afklapsninger på henholdsvis 4-1 og 4-0. I den førstnævnte måtte man oven i købet lide den tort at se Henrik Pedersen lave sin debile påfuglejubel da han satte Boltons fjerde ind med en stiv tå. For satan da også.

I sidste sæson var West Ham klart bedst i noget der minder om 90 minutter, og tabte med største selvfølgelighed 2-1, alt i mens denne sæson allerede har budt på en stærkt utilfredsstillende visit nordpå, da Bolton vandt 3-1 efter forlænget spilletid i Liga Cupen. Naturligvis førte West Ham indtil kort før tid, hvor lokummet Kevin Davies udlignede. Det er i øvrigt endnu en ting ved Bolton: Kevin Davies scorer altid mod West Ham på Reebok Stadium. Han har i hvert fald gjort det 5 gange i de seneste 4 opgør på eget græs.

Kulingvarsel fra Fisker og Tyske Bugt

I aften er den gal igen. West Ham møder Bolton Wanderers på Reebok Stadium klokken 20:00 lokal tid. Der er snart spillet en halv sæson af årets Premier League. West Ham ligger tredjesidst i ligaen, Bolton ligger næstsidst. Et point skiller holdene ad. West Ham har to point til Wolves’ 16 på den rigtige side af stregen. Blackburn har tre mere end Wolves helt oppe på 12. pladsen. Der er med andre ord mange hold der kan blive trukket ind i årets nedrykningskamp, og tre point i aftenens kamp kan nærmest ikke overvurderes. For West Ham er nedrykningskampen nemlig allerede en realitet. Dette har en kombination af skader, en for smal spillertrup, ustabilitet i forsvaret og frem for alt en total manglende evne til at holde på føringer og udnytte dominans i boldbesiddelse sørget for.

Der er desværre intet der tyder på at trenden vil blive vendt i aften. Carlton Cole er skadet til januar, Zavon Hines skal givetvis opereres, stakkels, stakkels Dean Ashton kommer aldrig til at spille fodbold igen, Behrami er skadet, Mark Noble har karantæne,  mens Robert Green og Matty Upson ligner to mænd som allerede er i andre klubber mentalt. Sidstnævnte er under alle omstændigheder tvivlsom til kampen.

Selvom Boltons fodbold faktisk er blevet lidt mere raffineret under upopulære Gary Megson end hos hans voldsomt populære og succesrige forgænger Sam Allardyce, så er holdet stadig et af de fysisk stærkeste i ligaen, og den slags bekommer desværre sjældent Zolas hold særlig godt. Centerforsvaret får med garanti fandens til besvær med Kevin Davies, holdet besidder ikke en kvalificeret højreback og Ilunga er en skygge af sig selv fra sidste sæson på venstrebacken, hvilket vil give Bolton gode muligheder for at losse masser af indlæg ind, hvad de ofte ynder at praktisere. Det bliver sikkert både grimt og neglebidende.

Sæsonens suveræne (og få) lyspunkter fra West Ham perspektiv har været, at Scott Parker spiller noget af karrierens bedste fodbold, at Guillermo Franco har vist sig at være en rigtig god angriber samt at Collison og Stanislas fortsætter de positive takter fra sidste sæson. Det er bare næppe nok til at få point med fra et solidt kæmpende og hårdt tacklende beton-Bolton. Det er næsten ikke til at bære. Håbet om et godt West Ham resultat kan hænges på tre knager:

• Bolton har (også) været fortvivlende dårlige i år, og har kun hentet 2 point i de seneste 6 kampe. Det ene kom dog i sidste runde med et uventet 3-3 resultat mod Manchester City, hvor the Trotters oven i købet førte adskillige gange, alt imens Ivan Klasnic fik gang i målscoringen med to kasser.
• Kieron Dyer er (igen, igen, igen, igen) så småt skadesfri (så længe det varer), og viste gode takter i sit indhop i nederlaget mod Birmingham.
• Alessandro ” Sheriffen skyder på det hele” Diamanti må snart have lidt held i sprøjten med nogle af sine spektakulære afslutninger.

Vi klamrer os med andre ord til halmstrå, og håbet om at Bolton har en dårlig dag. Hvis jeg var gambler ville jeg sætte min penge på et 1-tal og Davies som første målscorer. Det er jeg imidlertid ikke. Jeg er West Ham fan og vil i stedet råbe af skærmen, drikke en stærk øl og være stærkt irritabel i et par timer. Forhåbentlig vil solen have skinnet i Bolton for en sjælden gangs skyld når dommeren fløjter for sidste gang i aften.

Og vejrudsigten? Ifølge accuweather.com så begynder det at sne over Bolton ved 19-20 tiden lokal tid…

BRUUUUUUCE, pløjemarken og det ærefulde nederlags anatomi

I sommers befandt undertegnede sig i Herning. Som om dette ikke var slemt nok i sig selv befandt undertegnede sig mere specifikt på en pløjemark i umiddelbar forlængelse af området omkring FC Midtjyllands hjemmebane. Alligevel var det en god dag. Omstændigheder ville det nemlig sådan at undertegnede ikke var alene. Mildest talt. Vi var vel en 40-50.000 der på pløjemarken. Og der var fadøl og en truende himmel som viste sig fra en sympatisk side og valgte at sparre os for det regnskyl som dens tunge skyer utvivlsomt ønskede at pisse ud over os. Men aftenen især god af, at nogen havde opstillet en scene på hvilken Bruce Springsteens og hans legendariske E-street band optrådte (der findes en regel om at ingen må skrive noget om Bruce Springsteens orkester i et offentligt forum uden at benytte adjektivet “legendarisk” - rygter vil vide at det kostede en af Ekstra Bladets gamle rockanmeldere adskillige fingerled at undlade det engang i starten af 90′erne).

Han spillede en masse morderligt gode sange med en attittude som om han rent faktisk også var glad for at være dér på pløjemarken - i det han  vist mere end en gang fik kaldt for Herming. Han spillede sange om glæde og sorg, kærlighed og tab - og ikke mindst om heroiske eksistenser, som  trods rene hjerter, gode viljer og arbejdsflittige hænder oplever at livet falder sammen omkring dem på grund af ansvarsløse kapitalister, politikere og generelle plattenslagere. Og han gjorde det med kærlighed, det gjorde vores Bruce. Kærlighed til den uheldige helt og uskyldige, heroiske taber i livet. Han forstår det ærefulde nederlag. Han besynger det, han ærer det, han føler det - og får mange tusinde knoldesparkere på en plæne ved Messecenter Herning til at gøre det samme. Livet er uretfærdigt men vi danser alligevel, takket være menneskets uudgrundelige disposition for ukueligt håb. Det indser vi et øjeblik - takket være BRUUUUCE! Der er med andre ord ikke noget at sige til at manden er en helt i Ruhr-distriktet. Hvis Bruce gik op i fodbold, så tror jeg han ville holde med West Ham. Det burde han. Vi forstår ham. Vi har faktisk gjort det til en livstil at tabe ærefuldt; West Hams historie er proppet med det. Et langt eksperiment i heroisk, sympatisk, rankrygget taberkultur. En lang Springsteen-sang. Tab med ære på 101 forskellige måder. Og så på 101 mere bagefter.

Men Bruce forstår sig ikke på fodbold. Faktisk er han nærved revnende ligeglad. Han har sågar formået at skabe en hvis splittelse til en koncert på Old Trafford ved at hylde byens rødblusede holds mange triumfer indenfor fodboldspillet, hvilket ikke faldt i voldsomt god jord hos den ikke uvæsentlige blå-sindede del af publikum. Springsteens søn er åbenbart - fremgik det af monologen den aften - stor Manchester United fan. Den sympatiske empati for folket og den lille mand springer åbenbart en generation over i den familie. Men den aften i Herning var ingen snak om fodbold. Sæsonen var kun en uudtømmelig kilde til håb og drømme en måneds tid ude i horisonten. Og Springsteen spillede som en drøm. Vi følte os unge og frie, verden var ung, mulighederne uanede og livet måske alligevel ikke så tosset. Det var tider var det.

We’re going down, down, down…

Sidenhen er sæsonen startet. Og den har været et mareridt. Det startede så lovende med udesejr mod Wolves på præmieredagen. Med 8 kampe mere spillet lyder pointhøsten samlet på paure seks point. En føring blev vendt til nederlag hjemme mod Spurs, 11 mand kunne ikke holde en 1-0 føring mod Fulhams ti mand og var heldige med at redde 2-2 i hjemmekampen for nylig, et tamt Blackburn-hold satte sig  fysisk på en kedelig 0-0-kamp, Stoke og Wigan snuppede begge tre point mod West Ham hold med masser af boldbesiddelse men ingen evne til at skabe chancer, Liverpool viste klasse og kynisme og slog et heroisk (!) kæmpende West Ham hold 3-2, mens Manchester City bare viste klasse og vandt 3-1.

Og dér, med en støvleklædt fod i ryggen og ansigten nedsunket i den brækpøl, som kaldes livets barske realiteter, så undertegnede pludselig Bruce Springsteen stå levende for sig gennem mine tårersprængte, hævede øjne. Igen glimtede hans evne til at ramme nerven i det at være hammers-supporter, og han sang så smukt, så smukt for mig. Det var sangen I’m going down fra pladen Born in the U.S.A.  I’m going down, down, down, down sang han med sorg og trods i stemmen. Og vi så hinanden i øjnene, Bruce og jeg, og forstod at vi trods vores forskellige interessefelter var forbundet på et kosmisk plan.

For det var præcis hvad West Ham viste alle tegn på, at de var ved at gøre: Going down, down, down:

- Når spillet var godt smed vi point.

- Når spillet var dårligt smed vi point.

- Nøglespillere som burde træde i karakter i krisetider og løfte holdet var selv nogle af de værste når det kom til kravlegårdsfejl: Navnlig Robert Green og Matthew Upson.

- En evindelige række af uheld og småskader synes at hagle ned over vigtige førsteholdsspillere - Ilunga, Behrami, Collison - samt naturligvis Dyer, Ashton og Gabiddon - alt imens truppen efter sommertransfervinduet så mildest talt spinkel ud på flere pladser.

- Frem for alt kunne holdet ikke skabe chancer, og netop dette er ofte udslagsgivende for hvem der ryger ned og hvem der holder røven i vandskorpen. Vi kunne ganske enkelt ikke score på et bordel - og så endda i disse finanskrisetider.

Jeg har med andre ord haft den sang på hjernen i ugevis, og den har torpederet min itunes top-25 og ligger nu lunt i svinget i toppen. Men som den opmærksomme læser måske har registreret, så er dele af ovenstående skrevet i datid. Og det er ikke udelukkende fordi undertegnede totalt har mistet overblikket over historien. Nej. For der er lys for enden af tunellen.

Good times for a change?

I går (søndag d. 26) mødte et undertippet West Ham hold titelaspiranterne fra Arsenal. Den sprudlende fodboldtornado af kontinentaleuropæisk dekadence og talent som under fodboldprofessoren Arsene Wenger har spillet momentalt verdensklassebold i denne sæson skulle blæse det sårede, fattige øst-London hold yderligere ned i møget. Upton Park var fyldt. Håbet blev skrøbeligt bygget op endnu engang af de trofaste på lægterne.  For første gang i umindelige tider starter vores optimale midtbane-firer sammen: Behrami-Parker-Noble-Collison. Cole har været god i år. Zola spiller med to på toppen; Franco får debut fra start. Vi plejer at have et godt tag på Arsenal.

Men det startede som frygtet. God fight og masser af boldbesiddelse til hjemmeholdet, sågar et par løse chancer og en tvivlsom offsidekendelse i en situation hvor Collison måske kunne have gjort det til 1-0. Og så ramte livets fundamentale uretfærdighed: Lidelsen som grundpræmis for eksistensen som hammersfan: Robert Green fortsatte sin out-of-character katastrofekurs fra de seneste kampe, gik fejl af et indlæg og lod Van Persie gøre det til 1-0 efter 16 minutter. Ærgeligt og ikke voldsomt fortjent. Men West Ham fortsatte; havde glimrende held med at presse Arsenal langt fremme på banen, og ikke lade dem komme til flere chancer end man må forvente at et klassemandskab skaber, når man prøver at spille bold mod dem. Spilovertaget var claret’n'blue, Carlton Cole var fuldstændig uhåndterlig og konstant udfordrende men de helt store chancer lod vente på sig; og som naturlig konsekvens deraf gjorde tudeprinsen William Gallas det til 2-0 til udeholdet efter et hjørnespark kort før pausen. “We’re going down, down, down, down…” Sang Bruce for mit indre øre alt imens jeg besøgte baren for en tiltrængt pint-udskiftning.

I anden halveg startede West Ham igen lovende, men Arsenal tog efterhånden kontrollen med kampen. De kørte bolden godt rundt mellem sig, og kom frem til et par gode afslutninger fra distancen, hvor Robert Green sikkert håndterede de som var indenfor rammen, samt en række giftige indlæg som gudskelov aldrig ramte en medspiller. Efterhånden faldt det skrøbelige håb sammen som et klistret korthus ved pubens hammersbord. Trætte miner. Nu igen. Snakken gik om løst og fast, fokus blev fjernet fra skærmen - “There’s always next week” sagde en med et skuldertræk, “Det er jo kun et spil” ræssonerede sønderjyden uden overbevisning, “Vi har da vores gode helbred” forsøgte undertegnede træt, “ER DER NOGEN DER KAN UNDVÆRE EN SMØG?!” brølede den som altid sent ankomne litterat med fremskridstfrisuren irriteret - og trods de heroiske miner havde vi det allesammmen ad helvede til.

Men så skete det. Pludseligt, tilfældigt og ikke udpræget fortjent: Smukt ganske enkelt. Collison hamrede Sagna ned efter en lang omgang olé-hvor-vi-kan pasningsspil af Arsenal. Publikum vågnede på lægterne og skreg den sidste, hårdt prøvede optimisme ud. Vores italienske nyindkøb Alessandro Diamanti kom på banen og sendte et par håbefulde og nærmest nærgående afslutninger afsted. Noget rørte sig ved stambordet. Rygge blev ranket, håbefulde blikke udvekslet. ” It ain’t over till it’s over” brummede en, ” Grethe Sønck har ikke sunget endnu” medgav sønderjyden, “2-0 er den farligste føring i fodbold” nærmest råbte undertegnede ivrigt. “HAR DU EN SMØG!?” spurgte litteraten desperat en ældre drukkenbolt ved et nabobord.

Unge Zavon Hines blev skiftet ind. ” Nu spiller vi sgu med tre på toppen…” konstaterede captain obvious, som midlertidigt havde taget bolig i undertegnedes krop. Hines tilkæmpede sig et frispark på kanten af feltet. Diamanten - nykronraget og med kraven oppe - hamrede den mod mål; trejdemålmand Mannone i Arsenal-målet kastede sig og reddede den ved den ene stolpe. Men han boksede den ud i feltet igen! Her kastede - selvfølgelig - Carlton Cole sig frem og headede bolden i mål. 2-1. 74 minutter spillet. Jubel på stadion, jubel på pub’en. En mand med kasket gik helt agurk. Litteraten glemte helt sin smøgtrang. “COME ON YOU IRONS” brølede de på stadion.

Scott Parker, der som sædvanlig løb solen sort, og spillede som om hans diæt udelukkende havde bestået af råt kød op til kampen, appellerede heftigt for straffespark et øjeblik efter. Endnu et øjeblik efter pådrog han sig et gult kort for at prøve at æde Eboue. Momentet efter igen kombinerede Hines og Diamanti på højrekanten, fik et indkast ud af anstrengelserne. Middelmådige Spector som havde fået tjansen som højreback frem for Julien Faubert kastede langt, Cole tæmmede bolden i feltet og blev sparket ned af Alex Song. Dommeren pegede på pletten og Arsenal-spillerene protesterede som var deres liv på spil. Ved langsom gengivelse viste der sig klar kontakt mellem Cole og Song. Cole faldt let, Song er en forbandet klovn at sparke en spiller ned i straffesparksfeltet. Diamanti gik til bolden og eksekverede sikkert. 2-2. 80 minutter spillet.

Herefter tog kampen virkelig fart. Begge hold gik tydeligvis efter det vindende mål. Med fem minutter tilbage af kampen blev dette forehavende noget mindre realistisk for West Ham da Scott Parker fik sit andet gule kort for at tage bolden med hånden mens han lå på jorden. Langsom gengivelse indikerer umiddelbart ret klart at Parker tager bolden med panden. Det havde Wenger nok ikke haft tid til at se, da han skulle bedømme dommerens præstation, som ikke overraskende var årsag til Arsenals pointtab i franskmandens udlægning af kampens forløb. Wenger kunne måske med rette føle sig snydt for et straffespark da Upson havde hånd på bolden, men episoderne ved begge West Hams mål, som franskmanden udlægger som klokkeklare fejlkendelser var vist i bedste fald bare tvivlsomme.

Også de sidste fem minutter plus tillægstid forsøgte begge hold at skabe chancer. Den suværent største, som burde have afgjort kampen til Arsenals fordel, tilfaldt Robin Van Persie i tillægstiden første minut. Hollænderen afsluttede med hovedet et par meter fra mål, men måtte chokeret se Robert Green hive en verdensklassefodparade frem fra gemmerne. Efter et par nervepirrende minutter, hvor selv ikke-rygerne spurgte febrilsk efter smøger blev kampen fløjtet af og et heroisk point var i hus.

Pludselig var er der plads til optimisme. Midtbane-fireren er forhåbentlig tilbage for good (undtaget Parkers karantæne), Greens fantomredning var forhåbentlig vendepunktet i hans formkurve, holdets indstilling i anden halveg vidner om kollosal mental styrke, og Diamanti og Hines virkede skarpe og giftige da de kom ind. Ok - indrømmet: Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi kan stadig ikke skabe chancer, og scorer kun efter dødbolde, vi markerer sløset, lukker undgåelige mål ind, og truppen er papirtynd flere steder. Men vi lever og sparker fra os. Næste kamp mod Sunderland kan forhåbentlig give tre point og lægge foreløbig låg på krisesnakken.

Ikke desto mindre er nedrykning absolut stadig et tema for West Ham. En realistisk risiko sågar. Men jeg har en ny sang på hjernen. Den er med The Smiths. Det er ikke nogen vanvittig positiv sang. Dertil har jeg nok holdt med West Ham for længe. Men den indeholder dog håb. Jeg nynnede den på vej hjem på cykel i går, mens jeg glædede mig over at være hammer, og tænkte på om litteraten egentlig nogensinde fik sin smøg:

Good times for a change
See, the luck I’ve had
Can make a good man
Turn bad

So please please please
Let me, let me, let me
Let me get what I want
This time

Haven’t had a dream in a long time
See, the life I’ve had
Can make a good man bad

So for once in my life
Let me get what I want
Lord knows, it would be the first time
Lord knows, it would be the first time

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.

Oh, East London is wonderful…

De seneste uger her på bloggen har stået i Premier League-gennemgangens tegn. Det har været ganske muntert, og det har været interessant for eders ydmyge skribent at fordybe sig lidt i de såvel de store stjernefunklende, som i de mere støvede dele af ligaen.

Nu skal vi imidlertidig have svesken på disken, som man vist siger i de mere kulørte dele af  underholdningsindustrien; ja - vi skal naturligvis igen tale om West Ham United Football Club anno 1895.

Et løjerligt vindue

Siden sidst er der sket mangt og meget på the Boleyn Ground, og man ved snart ikke hvor man skal begynde. Transfervinduet er smækket, og som så ofte før står man tilbage med en lidt flad fornemmelse. Det er selvfølgelig aldeles fremragende at manden som brækkede kæben i sæsonpremieren og ønskede at spille videre, Herita “Klunker så tunge som IC3-tog” Ilunga, er blevet tilknyttet på en fast kontrakt. Ligeledes virker det spændende at låne Luis Jimenez i Inter, ligesom indkøbet af talenterne Fabio Daprela og Peter Kurucz er fint i tråd med klubbens visioner.

At stortalentet Savio som blev hentet i januar med store ord, fanfarer og megahype allerede er sendt retur til Italien er mindre fremragende. Ikke mindst fordi man sidder med et indtryk af at tysk-uganderen meget vel kan finde på at gå hen at blive en modbydeligt god spiller for Fiorentina, og så står man jo der og ligner en idiot til den tid. Til gengæld fik vi Manuel Da Costa i bytte. Han skulle eftersigende have været et meget stort forsvarstalent engang. Om det så er godt eller skidt må vi lade komme an på en prøve. Forhåbentlig kan Zola sparke liv i hans karriere igen. Radoslav ‘Ladies man’ Kovac er også blevet tilknyttet på en permanent kontrakt, hvilket virker en lille smule underligt, idet førsteprioriteten i dette vindue burde være at styrke angrebet betragteligt - hvilket den vel også ganske eksplicit var. I stedet hentede man altså en - indrømmet - udemærket, men temmelig gammel, tjekkisk, defensiv midtbanespiller. West Hams ledelse holder aldrig op med at forbløffe. I de mindste hylder de kvindelig fans beslutningen…

Angrebet blev til gengæld ikke overrendt af nyindkøb. Trods massive rygter om en mængde interessante spilleres snarlige ankomst - blandt andet Luca Toni, Eidur Gudjonson, Marouane Chamakh, Benjani osv - er Carlton Cole er stadig den eneste rigtige striker i truppen. Nu går der rygter om at den 33-årige mexicanske angriber Gulliermo Franco skulle være så godt som tilknyttet på en fri transfer. En investering ala sidste sæsons temmelig kiksede paniksigning af Diego Tristan. Tristan endte dog med i sidste ende at redde en række point til klubben. Hvis Franco kan gøre det samme er alle nogenlunde tilfredse, omend jeg ikke personligt holder vejret i spænding…

Sikkert er det til gengæld at  klubben hentede Alessandro Diamanti i Livorno. Han lavede 18 kasser for italierne og hjalp dem til oprykning i sidste sæson. Han lader ligeledes til at være en teknisk rigtig god spiller, omend mere en hængende angriber end en egentlig target man. Til gengæld lader han også til at have en personlighed der giver mindelser om vores sidste kugleskøre italiener, Paolo Di Canio (Di Michele var ikke engang rigtig skør - han var bare dårlig). Hvis Diamanti kan give halvt så mange gode øjeblikke som Di Canio er han garanteret kultstatus. Hvis han så samtidig kan nøjes med at give halvt så mange dårlige, så nærmer han sig allerede legendestatus.

I sin debut i weekenden kom han ind fra bænken, og havde blandt andet et frækt og veludført skudforsøg fra en meget spids vinkel langt fra mål, som ramte stolpen. Næste gang bliver det forhåbentlig en kasse, og så er Diamanti igang. Eller også bliver han den nye Marco Boogers (som i midt90′erne blev købt ret dyrt i hollandsk fodbold som den store angrebsstjerne. Han blev udvist i sin anden indskiftning for klubben kort efter han var kommet på banen på Old Trafford  og tog dernæst hjem til en tiltrængt omgang psykologhjælp i Holland). Det er det fascinerende, spændende og dybt, dybt forbandede ved denne type indkøb; man har ingen anelse, om man har købt Flemming Poulsen eller Flemming Krøl. Interessant bliver det i hvert fald…På transferdeadlinedag solgte klubben så den populære og kompetente centerforsvarer James Collins til Aston Villa for £ 5 millioner. Penge som logisk set skulle have været øremærket købet af den angriber som aldrig kom. Oven i købet har Collins udtalt at han slet ikke ville væk i første omgang. Ærgeligt, simpelthen.

En fuld islænding i en slikbutik…

Klubbens manglende evne til at hente det vigtige supplement til angrebsstyrken blev delvist forklaret allerede da Diamanti blev købt. Finansiering af italieneren var sket gennem en række fremskudte udbetalinger af sponsorpenge, og denne lidt aparte praksis blev yderligere logisk, da klubben langt om længe offentliggjorde sit regnskab for sidste kalenderår; £ 37 millioner løde underskuddet på, og så tror da pokker at der ikke er råd til spillere.

Det astronomiske underskud bliver endnu mere tragisk af at spillere som Anton Ferdinand, George Mccartney, Matthew Etherington, John Pantsil, Bobby Zamora, Craig Bellamy og senest Savio og Collins er blevet solgt umiddelbart uden at særlig mange af pengene fra disse handler er blevet investeret i spillertruppen. Ligeledes er Freddie Ljunberg blevet købt ud af sin kontrakt, ligesom holdets anfører Lucas Neill samt op mod ti andre spillere forlod klubben på frie transfer i sommers. Størstedelen af disse penge lader til at være forsvundet i gældens dybe hul, som John Mogensen vist sang om engang inden verden gik af lave. Jeg føler mig i øvrigt overbevist om at Mogensen må have været hammer, men det skal vi ikke snakke om nu…

Hvis man skal forsøge at se hele miseren fra en positiv vinkel, så fortalte CEO Scott Duxbury allerede under sin charmeoffensiv tidligere på sommeren at regnskaberne ville være en katastrofe. De islandske ejeres voldsomme investeringer i klubben for lånte penge og efterfølgende konkurs har haft West Ham på kanten af administration det seneste års tid, og at holdet har overlevet denne trussel, og oven i købet spillet fin fodbold og holdt fast på en stamme af kvalitetsspillere er posititvt. Oven i købet hævdede Duxbury, at økonomien nu er under kontrol, og at klubben løber rundt økonomisk.  Men nu er der snart heller ikke flere spillere at sælge af, og truppen ser tynd ud på flere pladser.

Januartransfervinduet imødses med spænding herfra. Til den tid er Matthew Upsons kontrakt halvandet år lang, og der er intet der tyder på at West Ham i sin nuværende økonomiske situation kan lokke landsholdsspilleren til at forlænge. Man frygter i sit stille sind at Da Costa er hentet ind som supplement til Tomkins og Gabbidon, og at centerforsvarsmulighedern til februar udgøres af disse spillere. Og at klubben med andre ord vil vedblive at sælge sine bedste spillere og forsøge at erstatte dem med mere eller mindre obskure udenlandske lejesvende og egne talenter som siden sælges når de endelig bliver stabile og gode.

Ikke også du, Calum…

En anden spiller som klubben helt sikkert har forsøgt at sælge er centerforsvareren Calum Davenport. Han blev signet da de lånte, islandske penge sad løst, og er siden faldet i unåde hos Zola. Altså ville det frigøre en pæn pose penge at komme af med Davenport, som egentlig har spillet udemærket når han har fået chancen. Når han er i form er undertegnede overbevist om, at han ville kunne styrke de fleste hold i den nederste halvdel af tabellen. Sådan skulle det imidlertid ikke blive. Davenport formåede nemlig at blive hovedperson i et af de seneste kapitler i den endeløse sæbeopera af absurde hændelser som har præget West Ham de seneste 4-5 år.

Tidligt om morgen d. 22 august blev han således knivstukket i begge ben foran sit hjem, i en episode hvor også hans mor blev stukket ned. Davenport var stærkt medtaget, mistede halvdelen af sit blod, og i starten snakkede man seriøst om at han måske ville miste sine ben. Selvom han siden er kommet sig meget, vides det endnu ikke om han nogensinde kommer til at spille fodbold igen. Gerningsmanden var øjensynligt ingen ringere end Calums søsters kæreste, som åbenbart har seriøse problemer med sit temperament. Søsteren skulle i øvrigt have holdt åbenlyst med kæresten til de første retsmøder i sagen. Fine familieforhold må man sige…

I samme boldgade har der desuden gået rygter om, at Dean Ashtons fodboldkarriere skulle lakke mod enden. Blot 26-årige Ashton er gået fra skade til skade de senere år. Dog har han indimellem nået at spille nok sammenhængende kampe til også at få nye forbedrede langtidskontrakter, og følgelig blive en tung post på lønbudgettet. Nu spekuleres der altså i at karrieren helt er slut for West Hams nummer 9, som i sommers ellers var tæt på et skifte til Stoke. Til gengæld er den fortvivlende ringe Nigel Quashie stærkt tilbage på reserveholdet, hvor han også hæver islændinge-løn uden nogensinde at nærme sig startopstillingen. Forhåbentlig et championshiphold på et tidspunkt kan gøre en ende på hans lidelser.

Sæsonstart fra bunden af tønden…

Kedeligt er det aldrig i West Ham. Det skulle da lige være på banen, hvor de seneste tre ligakampe har budt på massive skuffelser. Først et nederlag til Sp*rs, som ellers var godt og grundigt på hælene efter Carlton Cole havde lavet et vanvittigt godt mål lige efter pausen. Fem minutter efter valgte selvsamme Cole imidlertid at lave en af de dårligste afleveringer jeg nogensinde har set, og fuldstændig upresset omkring midtbanen, spille Jermain Defoe fuldstændig fri i West Hams straffesparksfelt. 1-1. Sp*rs overtog momentum og vandt 2-1 på et mål, hvor Jonathan Spector med al ønskelig tydelighed viste at der mangler backup på venstrebacken når Ilunga ikke er med.

Siden fulgte en røvsyg 0-0 mod Blackburn som ellers havde fået en rædsom sæsonstart, og i sidste weekend et skuffende 1-0 nederlag til Wigan i en kamp hvor West Ham havde chancerne til at få mindst et point. Skuffende. Ikke mindst at spillet har haltet seriøst efter en alt i alt god indsats mod Sp*rs.

Og så snakker vi slet ikke om carling cup kampen mod Millwall, som endte i tilskueruroligheder og pitch invasions som fik den rødmossede del af den engelske presse helt op i det Thatcherske felt af raseri over fodboldbøllernes adfærd. Helten som desværre helt blev glemt i den sammenhæng var unge Jack Collison, som hørte på smædesange om sin netop afdøde far i 120 minutter fra udebanefansene blot to døgn efter faderens død i en motorcykelulykke, inden han grædende og til udbredt hyldest fra sine egne fans forlod banen med Steve Clarkes alfaderlige arm om skulderen efter kampen var vundet i forlænget spilletid. Simpelthen stærkt.

Af andre positive historier kan det nævnes at de sidste års store flop, Julien Faubert er blevet en habil højreback, som blev kåret til månedens spiller i august i klubben. Derudover startede Danny Gabbidon sin første ligakamp i 21 måneder mod Wigan, hvilket er godt for klubben, men mest af alt for manden der er gået så gruelig meget igennem. Ligeledes er det positivt at Green har bemægtiget sig målet på landsholdet (i hvert fald i James’ fravær), og at såvel Upson og Cole lader til at være faste dele af Capellos trup.

På lørdag venter  en hjemmekamp mod Liverpool. Et hold vi stort set aldrig slår (omend man stadig med glæde kan mindes Nobles straffe til 1-0 på hjemmebane i tillægstiden for et par år siden), og som allerede har kniven på struben i kampen om point i toppen. Med et sandsynligt nederlag der begynder vi allerede at nærme os nedrykningsform og generel depression. Efteråret kommer måske tidligt i år, men skide værd med det og come on you irons!

West Ham United FC: Lykken gemmer sig stadig…

Stiftet: 1895 (som Thames Ironworks)

Stadion: Boleyn Ground (Upton Park) (Kapacitet: 35.303)

Kælenavn: Irons, Hammers, Academy of Football

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 15/10/9

Første fem kampe: 15 Wolverhampton (U), 18 Aston Villa (H) (udsat), 22/8 Tottenham (H), 29/8 Blackburn (U), 12/9 Wigan (U)

Manager: Gianfranco Zola (Siden september 2008)

West Ham er den klub i toppen af engelsk fodbold, som historisk har haft færrest udskiftninger på trænerbænken - blot 12 mand har stået i spidsen for the irons siden stiftelsen. Derfor har det også bevirket en hvis bedrøvelse blandt mange tilhængere (undertegnede inklusiv), at der de seneste ti års tid har været temmelig heftig gang i karrusellen. Harry Redknapps relativt succesfulde vælde med obskure signinger og pub-mentaliten på dagsordenen sluttede efter syv år i 2001. Han blev efterfulgt af Glenn Roeders katastrofeår, og efter nedrykning reformerede Alan Pardew klubben fra 2003, inden han selv fik sparket da nedrykningen truede i 2006, og nye islandske ejere havde overtaget klubben. Ind trådte Alan Curbishley, som heldigt og kløgtigt fik vendt den synkende skude, og dernæst kedede alle ihjel med en middelsæson trods store investeringer. Han tog sit tøj og gik i 2008 da han ikke følte at han havde fuld kontrol over spillersalg, og ind blev hentet den uerfarne Gianfranco Zola. Zola er den første ikke-britiske træner i klubben, som fra 1895 til 1989 kun havde fem forskellige trænere. Cirka sideløbende gik de islandske ejere fuldstændig på røven økonomisk, og klubben er nu blanket af, og ejet af et konsortium af kreditorer.

Trods sin begrænsede erfaring (et par år som assistent for den italienske u-21 landstræner Pierluigi Casiraghi), sin status af udlænding, sin historiske kærlighedsaffære med Chelsea, sin fysiske lighed med en af de der plastictrolde man fik hos skoletandlægen og de ret vanskelige arbejdsbetingelser rent økonomisk, har Zola imidlertid fået rigtig mange fans. Dette skyldes foruden mandens vindende, positive sind, også det faktum at han satser kompromisløst på unge spillere fra klubbens traditionsrige akademi, og kræver at holdet skal prøve at spille offensiv, positiv pasningsfodbold - the West Ham way, som i de stolte, sagnomspundne og retrospektivt voldsomt glorificerede dage under Ron Greenwood og Johnny Lyall i de glade 60′ere, 70′ere og 80′ere. At han så i øvrigt førte holdet til en rigtig fin 9. plads i sidste sæson, trods en ret smal trup og en del skader hjælper selvfølgelig også på det.

Truppen generelt: Lidt men godt…

Robert Green er uomtvisteligt førstevalg, og får konkurrence fra unge ungarnske Peter Kurucz og yngre tjekkiske Marek Stech. På venstrebacken er Herita Ilunga fast mand, og efter en kanondebutsæson er der store forventninger til den iskolde congoleser. I centerforsvaret er Matthew Upson sikker starter og ren klasse, hvis ikke han lokkes til den blå del af Manchester inden transfervinduet smækker. Ved sin side afgør dagsform, skader og karantæner, om det bliver hovedspilsmonstret James Collins, stortalentet James Tomkins eller den elegante Danny Gabbidon, som er tilbage efter næsten to års skadespause, der tager pladsen. Højrebacken ser umiddelbart ud til at blive et anliggende mellem det franske flop Julien Faubert og den hårdtarbejdende men behersket talentfulde yankee Jonathan Spector. Også de unge Jordan Spence og Bondz Ngala vil presse på omkring førsteholdet.

Midtbanen styres af Scott Parker, hvis rolle på holdet i Zolas system er meget central. Han får typisk selskab centralt af Mark Noble, mens Jack Collison kan få et definitivt gennembrud efter at have spillet sig på holdet på venstrekanten i sidste sæson. Schweiziske Valon Behrami snupper højrekanten med et grotesk løbepensum og en never say die attitude i tillæg til et stort fodboldtalent, omend han akkurat ikke er klar til sæsonstart. Til gengæld ser det ud til, at Kieron Dyer langt om længe er skadesfri, og den tidligere Ipswich, Newcastle og landsholdsspiller har set skarp og entusiastisk ud i træningskampene. De unge Josh Payne og Junior Stanislas bejler til henholdsvis den defensive midtbane og flankerne, alt imens rutinerede Luis Boa Morte blev knæskadet i en træningskamp, og først ventes tilbage om et halvt års tid.

På toppen er Carlton Cole nærmest eneste alternativ, idet Dean Ashtons skader lader til at trække konstant længere ud, alt imens unge Zavon Hines og Savio vil håbe på spilletid.

Væsentlige transfere: En chilener, en schweizer og alt for få angribere…

Ilunga er blevet hentet på en permanent kontrakt, men ellers er det begrænset med den indgående trafik på the Boleyn Ground. Også keeperen Kurucz har fået opgraderet sin aftale, alt imens den chilenske hængende angriber/offensive midtbanespiller Luis Jimenez er blevet lånt i Inter. Ligeledes er den unge schweiziske venstreback Fabio Daprela blevet hentet som backup for Ilunga. Endnu en ung fyr er blevet hentet til angrebet, hvor Chelsea-talentet Frank Nouble allerede har imponeret med en stak mål og stærkt spil i en række træningskampe. Ligeledes hævdedes det i går i russiske medier, at West Ham havde indgået en kontrakt med forårssæsonens lejesvend fra Spartak Moskva, tjekkiske Radoslav Kovac.

Til gengæld har der været trængsel ved udgangen, hvor en række kontraktudløb er blevet udnyttet til at tynde ud i truppen. Lee Bowyer, Diego Tristan, Diego Di Michele, Kyel Reid og målmændene Jan Lavstuka og Jimmy Walker er nogle af de folk som har forladt klubben over sommeren. Også anfører og højreback Lucas Neill er foreløbig væk, omend han fortsætter sin formidable limbo om sin fodboldfremtid, hvor West Ham, Sunderland og Galatasaray fortsat meldes i konkurrence om australieren. Afslutningsvis er det unge angrebstalent Freddy Sears udlånt til Crystal Palace, hvor han har høvlet mål ind i optaktskampene.

Forventninger: I’m forever blowing bubbles…

West Ham har en stærk defensiv, hvor Green holder et højt niveau, mens firebackkæden må betragtes som svækket, men ikke desto mindre stærk, hvis Neill ikke erstattes. Midtbane fireren med Collison-Noble-Parker-Behrami er en uhyggelig, pasnings - og løbestærk enhed, som kan presse og konkurrere med de bedste i ligaen. På toppen findes holdets akilleshæl, hvor en skade til Carlton Cole vil være en katastrofe, alt imens Luis Jimenez skal tilpasse sig tempoet og fysikken i Premier League hurtigst muligt. Cole har udviklet sig kollosalt de seneste år, særligt siden Zolas mellemkomst, som lader til at have givet Cole en helt ny bevidsthed om de evner, som også har gjort ham til et fast indslag i landsholdstruppen. Han er bomstærk, holder fremragende på bolden, og kan pludselig også ryste markører af sig med smarte tekniske finesser. Hvis han får en hel sæson uden dumme skader og karantæner kan have blive et monster som overrasker rigtig mange. Ikke mindst hvis han bliver en skarpere afslutter.

Trods alt dette må jeg erkende, at en top-10 placering måske er vel optimistisk. West Ham har en tynd trup, som oven i købet består af rigtig mange unge og urutinerede kræfter. Økonomien rygtes at være elendig, og muligvis vil holdet blive tvunget til at skille sig af med nogle af de etablerede kræfter. Andre rygter siger heldigvis at Eidur Gudjohnson og Luca Toni er lige på trapperne. Det er aldrig kedeligt at følge West Ham, og næste år kan lige så vel blive et angreb på Euro League pladserne som en kamp på liv og død i bunden af rækken.

Som evig optimist/idiot må jeg nødvendigvis gætte på minimum en tiendeplads. Realismen er West Ham supporterens værste fjende, og den skal så sandelig heller ikke komme og ødelægge denne optakt og min glæde ved at sæsonen endelig starter lige om lidt…

Tip: Forventet placering: Nummer 10 Supersæson: Top 7.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

• 11. Sunderland FC
• 12. Bolton Wanderers
• 13. Fulham FC
• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
  
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Så er det igen blevet mandag. Industriferien haster mod sin afslutning. Den grå og kedelige virkelighed truer i horisonten med al sin “hverdagsdrama-af-Susanne-Bier-med-Paprika-Steen-i-åh-så-fjollet-birolle”-gråhed og tristesse. For at det ikke skal være løgn ser det gud hjælpe mig ud til at efterårsvejret allerede har indfundet sig, og vi skriver saftsusemig ikke engang august.  Satan og helvede.  *Suk.*

*DYBT SUK!*

Det er på dage som disse man skal mindes good times. Man skal sende varme tanker tilbage til bedre tider; dage med sol, bajere, ungdommelig kådhed, våde drømme, penge på kontoen, store bryster og rigtige cowboyhelte! De dage hvor mennesker man tidligere har haft et mildest talt anstrengt forhold til pludselig åbenbarer sig som de reneste og bedste venner man nogensinde kunne have ønsket sig; hvor den middelmådige plade med ens gamle yndlingsband pludselige fremstår nødvendig, vital og energisk; dage hvor kæresten sandt for dyden laver frikadeller som vor motherfucking moder lavede dem: Eller for at aktualisere iforhold til at dette er et fodbold-site: Dage hvor den middelmådige centerforsvarer springer ud som en inspireret højreback, klovnen på den defensive midtbane som ikke kan erobre en bold fra en flok skolebørn om man så bevæbnede ham med billetter til Bonbonland, McDonaldsmad og taletidskort ad libitum viser sig pludselig at være en reinkarneret Makelele, og angriberen som i årevis ikke har kunnet ramme en korøv med en banjo - endsige lave mål på en fodboldbane - laver et vaskeægte hattrick (naturligvis en med hvert ben og en med hovedet)!

Det er de dage man lever af igennem, såvel en lang vinter, som en endnu længere lortesæson med det udvalgte favorithold. Det er de ting, som Flemming “Bamse” Jørgensen sidder og synger om, i en båd som gynger ikke så lidt faretruende under hans smælderfede korpus. Og guderne må vide at manden ved, hvad han snakker om. Han holder jo for djævlen da med AGF!

Naturligvis har også undertegnede - Eders hengivne blogger - oplevet disse dage. Faktisk er de ganske hyppigt forekommende, når man som jeg lever i et dysfunktionelt, registreret partnerskab med West Ham United FC. Der er sågar opstået en lille cyklisk lovmæssighed i koncepterne. En næsten mekanisk lighed i udviklingen i forholdet mellem fansene og enkelte spillere. En langsom, opslidende proces som strækker sig fra optimisme over en snert af skuffelse, til afmålt skepsis, begyndende frustration, totalt frådende raseri og endelige til en fuldstændig depressiv resignation. Og her på bunden af livets tønde trænger lyset alligevel ned. Man misser med øjnene og kærligheden begynder igen at spire. Lige så forsigtigt. Fra stjålne blikke over stilfærdige komplimenter, videre til drillende vittigheder, heftig flirten og kulminerende i ren og uforfalsket mandekærlighed (naturligvis på en overhovedet ikke seksuel måde!) mellem en masse tusinde fans og en småforvirret fyr på banen i claret’n'blue.

Suuupa, Supaaa-Tom

Jeg er vist ikke helt klar i mælet. Tillad mig at eksemplificere. Tomas Repka gik rundt i Firenze og holdt sommerferie i 2001. Han havde spillet over 100 kampe i Serie A, og havde været en succes som en af tre forsvarere i holdets formation. Han var landsholdsspiller for Tjekkiet, men havde misset deres famøse EM i 1996 - idet han havde to kampes karantæne for et rødt kort i den sidste kvalifikationskamp (Tomas kunne sgu godt blive sur), og derfor ikke blev udtaget. Tjekkerne havde måske ikke regnet med at skulle spille mere end tre kampe - og nok slet ikke med at nå finalen, som de jo altså gjorde. Jeg tror ikke Tomas var typen der bar nag. Han hyggede sig i stedet nok med konen og børnene, både i 1996 og igen der i sommeren 2001. De gik måske en tur. Købte en is, besøgte venner og familie. Livet var godt, har Tomas sikkert tænkt, her kan man godt holde ud at leve.

Og så ramlede det hele. I London sad en af West Hams værste trænere nogensinde. Han var lige blevet ansat, selvom hans CV var uimponerende. Han havde lige sagt farvel til Frank Lampard som var blevet sendt til Chelsea for 11 millioner pund, som nu skulle bruges på at styrke defensiven. Derfor tog Glenn Roeder, som træneren hed, telefonen og ringede til Firenze. Han ville købe Alessandro Pierini (som ingen husker i dag) som netop havde fået en enkelt landskamp for de azurblå. Fiorentina manglede penge og en handel blev hurtigt aftalt - imens tog Tomas Repka sig måske en kølig øl på terrassen, kiggede på himlen, kløede hunden bag øret.

Et par dage efter blev Tomas Repka præsenteret som West Hams dyreste indkøb nogensinde. Alessandro Pierini ville ikke spille i England, og Roeder var åbenbart så forhippet på at han ville have en forsvarer fra Fiorentina, at han i stedet købte Repka. Problemet var bare at Repka heller ikke havde lyst til at skifte. Og at Roeder havde tænkt sig at bruge ham i centerforsvaret, når han ret beset nok mest var at betragte som højre back i en firemandskæde. Blandt andet derfor blev Repkas tid i West Ham en stormfuld affære.

I sin første ligakamp blev han smidt ud - det var i et 2-0 nederlag til Middlesbrough. I sin første ligakamp efter udstået karantæne blev han smidt ud igen - det var i et 7-1(!) nederlag til Blackburn. Og så siger man, at spillere sydfra har svært ved at vænne sig til det fysiske spil i Premier League.

Selvom Roeder og Repkas første år i West Ham egentlig endte lykkeligt med en 7. plads i ligaen kom tjekken aldrig rigtig op i omdrejninger, og mange på lægterne begyndte at undredes over, om man måske ikke kunnet have fået en anelse mere forsvarsspiller for pengene end den småpsykotiske 2′er. Året efter gik det helt galt. Intet fungerede, forsvaret sejlede - Repka sparkede specifikt masser af huller i luften og modspillerne, men formåede sjældent at skille sig fornuftigt af med bolden endsige erobre den i første omgang - alle angribere var skadede, en juniorspiller og en centerforsvarer agerede ufarlig angrebsduo. Så det endte med nedrykning. Og spillerflugt. Flere ville eksplicit ikke blive i klubben. Få ville det modsatte. På nær en spæd stemme fra den efterhånden meget upopulære rekorddyre Repka: Når man har været med til at rykke holdet ned, må man også blive og rykke det op igen, var budskabet.

Og langsomt men sikkert begyndte Repka at erobre hjerter på Upton Park. Glenn Roeder blev fyret, og Alan Pardew ansat. Repka blev højre back. Han begyndte at styre sit temparement - eller rettere: At kanalisere det frugtbart ind i sit fodboldspil. Han begyndte sågar at spille ret stabilt. Følgelig blev temperament i stigende grad tolket som engagement og passion frem for udtryk for en psykisk sygdom. Var der rent faktisk en spiller her, som var begyndt at gå op sit arbejde? Havde han hele tiden gjort det? Oprykning kiksede i første sæson. Repka blev hængende. Oprykningen lykkedes i andet hug, Repka underskrev en ny kontrakt, på trods af en markant lønnedgang.

I takt hermed blev sange om Super Tommy Repka mere og mere almindelige i lydbilledet hos West Ham supporterne. Repka spillede en enkelt halvsæson som højreback i Premier League for West Ham efter oprykningen. Han var klasse. Der var langt mellem såvel de gule kort som de graverende fejl, og selvom manden ikke var nogen sprinter, driblekonge eller dødboldsspecialist var han en stabil, vigtig del af holdet som tog Premier League med storm og sluttede som nummer 9 - og nåede FA-cup-finalen. Den nåede Tommy ikke at deltage i. Han var rejst hjem til Sparta Prag af familiære årsager. Hans sidste hjemmekamp var en 2-1 sejr over Fulham. Efter slutfløjtet rejste alle på stadion sig, klappede taktfast, sang og hyldede den tårevædede Super-Tom.

Oooh, Christian Dailly…

Tommys makker i centerforsvaret under Glenn Roeder oplevede en lignende proces. Christian Dailly var ganske enkelt ikke nogen særlig storslået fodboldspiller. Det blev især udstillet i Premier League. Til fansenes stigende utilfredshed. Dailly fandt imidlertid noget bedre sit niveau i den næstbedste række efter nedrykningen. Der begyndte at dukke oplysninger op om Dailly. Han var bundproffesionel. Han trænede hårdest af alle på træningsbanen. Han blev brugt rundt omkring på det konstant skiftende hold af ungdomsspillere lejesvende og afdankede folk på korttidskontrakter, som Alan Pardew forsøgte at føre til Premier League - men han brokkede sig aldrig. Selv når han åbenlyst ikke var komfortabel på en given plads på banen. Efterhånden blev han helt fortrængt fra startopstillingen af de unge Anton Ferdinand og Elliot Ward. Man hørte ham aldrig beklage sig. Da oprykningen var sikret købte Pardew prompte to nye centerforsvarer. Dailly? Han beklagede sig sgu ikke.

I stedet blev han en stabil indskifter på den defensive midt når kampe skulle køres hjem, eller hvis nogen skulle mandsopdækkes. Det gjorde han faktisk rigtig godt - nogle gange i hvert fald. Lidt har sgu også ret. Fansene begyndte at holde af manden. De sang til ham når han løb og varmede op på sidelinjen: “OHHHH, CHRISTIAN DAILLY, YOU’RE THE LOVE OF MY LIFE” sang de, “OOOH CHRISTIAN DAILLY, I’LL LET YOU SHAG MY WIFE” sang de, “OOOOH CHRISTIAN DAILLY - I WANT CURLY HAIR TOOOO!” sang de. Enkelte begyndte at gå med krølhårede parykker. Som den opvakte læser (hvis nogen da stadig hænger på?) nok allerede har gættet, så tog Dailly det med et stille smil og en løftet tommelfinger. Man hørte ham aldrig beklage sig. Og så scorede han engang et mål med pikken i en afgørende kamp. Eller det vil sige, han fik losset bolden direkte i bollerne ved et klumpspil, men rejste sig blot og sparkede den over stregen. Det var vist i en play off semifinale. Heller ikke der klagede han. Selvom det garanteret har gjort nas. Det er sgu dedikation.

Rigor Mortis og Carlton FUCKING Cole

Uden at gå i for mange detaljer kan det blot konstateres at Luis Boa Morte og Carlton Cole begge har haft lignende forhold til fansene. Boa Morte blev købt dyrt, var tyk og middelmådig på banen, og havde en temmelig aggresiv attitude. Folk blev trætte af ham. Han fik nok for meget i løn. Han afslog et skifte til Hull for at blive. Han sad ofte på bænken, men gav den en på lampen når han fik chancen. Mod slutningen af sidste sæson var truppen temmelig tyndslidt. Boa Morte vikariede både på højrekant, venstrekant, på toppen og centralt på midtbanen. Det skete med skiftende held, men generelt med fight, vilje og en del af den flair som gjorde ham til Fulhams altoverskyggende profil i en årrække. Og ligeså stille begyndte sangene. De positive vel at mærke.

Og det samme gør sige egentlig gældende med Cole. Fra evighedstalent med en ligeså elegant førsteberøring som en voldtægtsforbryder, ligeså meget kølighed foran mål som buslinje 5a en stegende hed sommerdag på Nørrebrogade (vel at mærke inden den blev lukket for biltrafik), og fysisk gennemslagskraft (trods sin imponerende størrelse) som Niles Crane fra tv-serien Frasier, til stensikkert førstevalg som kropsstærk, giftig topscorer og landsholdsspiller.

Og hvad er så konklusionen? Det er et godt spørgsmål. Vi West Ham fans (og vel egentlig de fleste fodboldfans generelt) lever et liv i mere eller mindre konstant lidelse. Måske derfor elsker vi når spillere bliver ved med at kæmpe trods modgang, og når de ikke brokker sig, men forsøger at udfylde den nødvendige rolle på holdet efter bedste evne. Derfor gør det egentlig slet ikke så meget i sidste ende, hvis den bedste evne er middelmådig. Derfor lærer vi at elske nogle spillere på trods og ikke på grund af deres evner. Og derfor fik Christian Dailly lovning på intim adgang til et sted i omegnen af 30.000 britiske koner hveranden weekend på Upton Park i et par år…

I går gennemførtes en syg og munter gennemgang af de spillerafgange som har fundet sted i  West Hams trup. I dag vendes blikket mod truppen som den fremstår cirka seks uger før sæsonstart. Namedroppere kan med fordel konsultere forslaget til idealopstilling i bunden af indlægget.

Robert Green er uomgængeligt førstevalg i målet. I sidste sæson spillede han samtlige 38 Premier League kampe, og holdt buret rent ved ti lejligheder. Nævneværdigt er det også, at Englands number six kun spillede en decideret dårlig kamp i sæsonens løb - nemlig hjemme mod Bolton, hvor mindst to af knoldesparkernes tre mål var direkte forårsaget af målmandskoks. Ikke desto mindre bliver Green en bedre og bedre sidste skanse, og han har suppleret sine gode reflekser med langt mere sikre indgreb i feltet. Desuden er han fremragende på straffespark, hvilket Fabio Capello nok skal når der skal vælges målmand til næste års VM… Sidste års lejesvend, Ungarns u-21 landsholdsmålmand, Peter Kurucz er blevet hentet på en permanent fire-årig aftale for at give Green konkurrence, mens 19-årige tjekkiske Marek Stech også lurer i kulissen. Der spekuleres i at Zola skulle være interesseret i at hente endnu en backup med Premier League erfaring, men selv hvis det ikke sker er målmandspladsen umiddelbart i sikre hænder. Blot kunne det være rart at få forhandlet en ny kontrakt på plads med Green inden længe.

I forsvaret sidder Herita Ilunga solidt på venstrebacken. Congoleseren blev lånt som erstatning populære George McCartney på sidste dag af sidste års sommertransfervindue, med sund skepsis til følge blandt mange. Manden med det særprægede navn gjorde imidlertid hurtigt al tvivl til skamme med en lang række sikre optrædener. Således var det også til lige så manges store tilfredshed at Ilunga, hvis navn på congolesisk betyder: a person who is ready to forgive any abuse the first time, to tolerate it a second time, but never a third time, blev hentet på en permanent aftale fra franske Toulouse. Heldigvis har vi endnu til gode at se nogen tage røven på Ilunga mere end to gange i en kamp; det lyder ellers som om der er en spændende reaktion i vente når nogen har held til at trække hr. Stabil rundt i manegen. I sidste sæson vikarierede Lucas Neill når Ilunga var ude. Da Neill ikke kommer til at være på Upton Park i næste sæson, synes det nødvendigt at hente en backup her, med mindre man har tænkt sig at bruge Jonathan Spector som altmuligmand her.

I centerforsvaret rager Matthew Upson op som en decideret klassespiller, og følgelig er det tvivlsomt, hvorvidt den tidligere Arsenal-ungdomsspiller vil være at finde i klubben næste sæson. Aston Villa, Manchester City og Arsenal har i hvert fald alle været meldt stærkt interesserede i den 30-årige landsholdsspiller. Ved siden af Upson manifesterede James Tomkins sig som endnu et kæmpe-talent fra Tony Carrs Acedemy i anden halvdel af sidste sæson. Hans modne og sikre  optrædener i West Ham trøjen sikrede sågar 20-årige Tomkins en plads i Stuart Pearces trup til u-21 EM der løber af stablen for tiden. James Collins aka Ginger Pele slås med Tomka om pladsen ved siden af Upson, ligesom den glemte Danny Gabbidon er i træning igen efter næsten to års skadeshelvede. Desuden er Calum Davenport tilbage efter et lånophold hos Sunderland. Det synes oplagt at Davenport bliver afhændet inden sæsonstart. Han har i sin tid i West Ham ikke haft held til at spille sig til en stamplads, og skulle desuden være uvenner med Zola. I kulissen lurer endvidere talenterne Jordan Spence (som ifølge hypen skulle være endnu bedre end Tomkins) og Bondz Ngala.

På højrebacken er det hidtidige førstevalg, Lucas Neill forsvundet. I sidste sæson nåede såvel Valon Behrami og Julien Faubert som Jonathan Spector og James Tomkins at vikariere når Neill selv var udstationeret på venstre back eller den centrale midtbane. Den storrygende, depressive, megalomaniske og temmelig tykke Faubert, hvis absurde låneophold i Real Madrid ikke endte med en permanent aftale, synes umiddelbart færdig i klubben. Selv udtalte han dog i går, at han håber at kunne gøre sig gældende i West Ham til næste sæson. Derefter klynkede han en masse, og viste mere af den generelt kedelig attitude, som har gjort franskmandens tid i klubben til en massiv skuffelse: “Det har været svært fordi jeg aldrig har fået en forklaring på min manglende spilletid. Jeg var nødt til at være tålmodig, men det let at angribe mig - franskmanden som aldrig spillede. Jeg var syndebuk!” Jamen kære Julien dog, stakkels lille syndebuk, en forklaring? Det skal du da selvfølgelig få: DU HAR SPILLET PISSEDÅRLIGT!

Jonathan Spector lagde noget mere vægt bag ordene ved at spille en stor kamp for USA da de sendte europamestrene fra Spanien ud af Confederations Cup i semifinalen. Imidlertid virker Specs måske til at være den type spiller som man elsker at have som backup, men nødigt vil skulle være afhængig af uge efter uge. Tilbage står Valon Behrami som umiddelbart ville kunne udfylde rollen. Personligt ser jeg dog hellere Schweizeren brugt på midtbanen, og derfor ser jeg højrebacken som en af de pladser som bør addresseres i transfervinduet.

Vi haster videre til midtbanen, hvor manden som består af 90 procent torso, 10 procent sideskildning og 100 procent kompromisløs, uforfalsket sejhed: Scott Parker, huserer som kongen af midtercirklen. Parker var en af mange spillere som virkelig blomstrede under Zola og Clarke, og hans form i februar og marts var intet mindre end fænomenal, og han viste sig som en boks-til-boks spiller i ordets smukkeste betydning. At manden aldrig stopper med at løbe, og velvilligt kaster sig ind i tacklinger med hovedet først gør at der er ingen jeg hellere vil se styre West Hams tropper i på midtbanens klicheslagmark. Forhåbentlig vil de skadesproblemer som ødelagde hans sæsonafslutning være afklaret snart.

Ved siden af Parker blev Mark Noble stille og roligt førstevalg - ikke mindst, da Mullins og Bowyer blev afhændet. Utrolig populære local lad Noble har efterhånden været inde omkring førsteholdet i fem år. Der er ingen tvivl om potentialet, men Noble mangler stadig sit definitive gennembrud. Sæsonens sidste kampe var på højt niveau, og Noble var flere gange banens bedste. Ikke desto mindre bliver næste sæson utrolig vigtig for Noble; det er nu han skal bevise at han virkelig er en mand for fremtiden.

Konkurrencen til Parker og Noble er mildest talt behersket. Nigel Quashie er stadig på kontrakt, men kommer forhåbentlig aldrig til at spille for West Ham igen. Forhåbentlig kan Birmingham eller Wolverhampton, som begge havde ham på lån i sidste sæson, lokkes til at købe rekordholderen i nedrykninger med forskellige klubber fra den bedste række. Desuden er altid skadede Kieron Dyer så småt ved at nærme sig kampform. En skadesfri Dyer ville være en lille våd drøm på den offensive midtbane, men det er cirka lige så realistisk som en endnu vådere drøm om undertegnede, Scarlett Johanson, Angelina Jolie og en helvedes masse chokoladebudding.

Venstrekanten tilhørte i sidste sæson endnu en academy-graduate Jack Collison. Indtil sin knæskade mod Wigan i februar var Collison fuldstændig suveræn, og det skal blive en sand fornøjelse at følge ham igen i næste sæson. Som backup findes gamle, tykke, altid sure Luis Boa Morte. Portugiseren har haft en svær tid i West Ham, og blev forsøgt afhændet til Hull i januar. Han valgte dog at blive for at kæmpe for sin plads (og hæve sin høje løn), og mod slutningen af sæsonen havde han faktisk langt om længe vundet mange af de skeptiske og buhende fans over på sin side med en række stærke præstationer, der gav minder om fordums styrke. Det resulterede sågar i et comeback på det kriseramte portugisiske landshold. Efterhånden som midtbanen blev tyndslidt af skader, blev Boa Morte rokeret rund til såvel den centrale som den højre del.

Dette skabte plads til endnu en ungdomsspiller, Junior Stanislas, som viste rigtig gode takter med to kasser på ni kampe. Dermed overhalede Stanislas Savio Nsereko i kampen om en startplads. Den 19-årig tysk-ugander blev hentet fra Brescia under stor palaver og hornmusik i januar, men gjorde ikke noget større væsen af sig. Den lille tekniker viste dog glimtvist stort potentiale og mod på at udfordre og afslutte, men han skal lære at beherske sine stepovers og være mere direkte i sit spil. Der knytter sig i hvert fald store forventninger til Savio, som vandt u-19 EM med Tyskland i 2008, og Zola har allerede udtalt, at han forventer at se meget mere fra sin nummer 10 allerede i næste sæson.

På højrekanten ser jeg som nævnt meget gerne Valon Behrami gøre sig gældende. Her får man simpelthen mest ud af mandens arbejdsraseri. Han bliver “presset” af Julien Faubert, som kun kan overraske positivt, hvis han ikke bliver solgt, ligesom Boa Morte og Dyer kan vikariere. Endvidere fik talentet Josh Payne mulighed for at snuse til holdet med et par indskiftninger i sidste sæson. Midtbanen er generelt præget af en stor fleksibilitet - mange spillere kan bruges flere steder og rotere.

I angrebet eksploderede Carlton Cole i sidste sæson. Evighedstalent syntes pludselig forløst, og den tidligere enormt frustrerende angriber kunne med et både holde på bolden, afslutte og sågar vinde hovedstødsdueller. Da han blev skadet og klovnen Tristan var eneste alternativ led holdet tydeligvis. Cole skal sandsyndligvis slås med kronisk skadede Dean Ashton om rollen som targetman. Hvis Ashton kunne få en hel sæson som skadesfri ville han kunne lave 15+ mål, men en skadesfri Ashton ville være lige så sandsynligt som at Eve Mendes ringer på døren for at låne en kop sukker mens Scarlett, Angelina og jeg diskuterer om vi skal prøve Dr. Öetkers rom - eller vanilliebudding til anden runde.

Den anden angrebsplads regner jeg med skal besættes af netop lånte Luis Jimenez. Jeg skal blankt erkende at jeg ikke kender vanvittig meget til manden, men han virker som en vanvittig spændende spiller, og en tilføjelse med en høj grad ad WOW-faktor. Så vidt jeg har forstået fungerer han som en klassisk sydamerikansk 10′er i en fri rolle bag den forreste angriber, og alene det at han har kunnet spille en del kampe for Fiorentina, Lazio og Inter gør at jeg glæder mig til at se ham udfylde Di Micheles store klovnesko. Stortalentet Freddy Sears er blevet udlejet til Crystal Palace. Denne beslutning virker rigtig fornuftig. Sears trænger til spilletid og selvtillid, og dette lykkedes det ikke optimalt at give ham, da han var bænkevarmer sidste sæson. Unge Zavon Hines er også stadig i truppen, men det er tvivlsomt om han figurerer i fremtidsplanerne for klubben. Derfor synes angrebet at være den del af truppen der skriger højest på forstærkninger.

Således betrager jeg truppen - spillere angivet i parantes kan vikariere med variende held. Spillere markeret med kursiv bør se sig om efter et andet sted at spille. Forhåbentlig bliver den centrale midtbane, angrebet og backerne styrket inden sæsonen starter, transfervinduet smækker, og vi pludselig står med pikken i postkassen og er nødt til at hente Brian Deane på en fri transfer:

Målmand: Green, Kurucz, Stech

Højre back: Spector, Faubert, Behrami, (Tomkins)

Venstre back: Ilunga, (Spector)

Centerforsvar: Upson, Tomkins, Collins, Gabbidon, Davenport, Spence, N’gala, (Spector)

Højre midt: Behrami, Faubert, Payne, Dyer, (Boa Morte)

Venstre midt: Collison, Savio, Stanislas, Boa Morte

Central midt: Parker, Noble, Dyer, (Collison), (Boa Morte), ((((Quashie))))

Hængende angriber: Jimenez, Dyer, Savio, (Boa Morte), (Collison), (Hines)

Striker: Cole, Ashton

Umiddelbart foreslag til idealopstilling:

Green

Spector(/ny spændende spiller) - Upson - Tomkins - Ilunga

Behrami       - Parker (c)         - Noble                 - Collison

Jimenez

Cole

Eller hvad?

Englands måske allerstørste spiller nogensinde bar 6-tallet på ryggen. Han emmede af klasse både på og udenfor banen. Hans kone får dagens wags til at ligne udskidt shepherds pie (selv denne sammenligning i nogle tilfælde virker næsten er generøs). Han trak den hvide trøje med three lions over hovedet 108 gange i sin karriere - og dette var vel at mærke på en tid, hvor man ikke kunne få en landskamp på cv’et ved at lade sig indskifte i et kvarter mod Kazakhstan (*hostBeckhosthamhost*). I de fleste af disse kampe bar han anførerbindet. Han spillede skak mod Franz Beckenbauer, og Pelé kaldte ham den bedste modstander han nogensinde havde mødt. Han spillede i øvrigt sammen med brasilieneren (og Sylvester Stallone!) i fodboldfilmen Victory.

Han løftede pokaler på Wembley tre år i træk midt i tresserne: FA-cupen i 64 (samme år blev han kureret for testikelkræft), Cup Winners cupen i 65 og den største pokal af dem alle i 66: Jules Rimet-trofæet, efter en legendarisk 4-2 sejr over ærkerivalerne fra Vesttyskland, i en kamp hvor klubholdkammeraten Geoff Hurst lavede et hattrick, selvom bolden måske kun var over stregen to gange. Kampen sidste engelske mål blev i øvrigt sat ind af holdets tredje eastender, Martin Peters. Han spillede næsten 550 kampe for West Ham inden han afsluttede karrieren med et par sæsoner i Fulham og siden i USA. Han døde af tarmkræft, alt for tidligt, i 1993, blot 51 år gammel. I dag står der statuer af ham ved både West Hams Boleyn Ground og Englands New Wembley. Hans navn var Robert Frederick Chelsea Moore - men han var kendt og elsket som Bobby Moore.

Det var dengang. I skrivende stund har ingen West Ham-spiller løftet en pokal siden 1980 (hvis man fraregner ungdomshold og en enkelt TOTO-cup). Trøje nummer 6 er trukket tilbage i erkendelse af, at der nok aldrig kommer en spiller der kan udfylde den igen. Ironisk nok blev trøjen afgivet af Matthew Upson, som er ved at manifestere sig i en den engelske landsholdstrup som førstealternativ til evigskadede John Terry og Rio Ferdinand (begge med West Ham baggrund i øvrigt). Ikke desto mindre har der faktisk været en mand i West Hams trup, som har taget titlen som selvbestaltet sekser for England indenfor de seneste år; nemlig keeper Robert Green.

Bobby Green var inde omkring landsholdet før VM 2006. Dengang spillede han for Norwich. Han fik debut i en kamp mod Colombia i 2005, men var svineuheldig at blive skadet i en B-landskamp inden selve VM-slutrunden. Hans plads i VM-truppen blev snuppet af Scott Carson, som siden brillierede ved at have smør på handskerne da England tabte en afgørende EM-kvalifikationskamp til Kroatien mens Steve Mclaren så passivt til under sin paraply. I mellemtiden skiftede Green til West Ham, mens selvsamme Steve Maclaren bevirkede at han ikke kunne komme i betragtning til en plads i landholdstruppen ligegyldigt hvor godt han spille for klubholdet (og ikke mindst; upåagtet hvor dårligt Paul Robinson spillede for England). I denne periode opstod et ritual mellem Green og West Hams fans; når de hyldede ham med sangen “Englands number 1″ efter et af mange succesfulde indgreb svarede han igen med 6 løftede fingre: Englands number 6.

Da Fabio Capello ligeledes valgte at udelade keeperen til sin første trup, valgte Green, som havde startet sæsonen fremragende, at se situationen fra den galgenhumoristiske side, ved at lade sine handsker brodere med sin nye catch-phrase. Om det var den humoristiske sans der overbeviste Capello er ikke godt at vide. Faktum er at Green har spillet de seneste to landskampe fra start. Ganske vist i David James skadesfravær, men det må alt andet lige være sjovere at være nummer 2 end nummer 6. Måske er Capello bare historisk bevidst; hvis han studerer historien vil han i hvert fald se det fornuftige i at fastholde Green i startelleveren. England kan jo åbenbart ikke vinde trofæer uden mindst tre hammers i startopstillingen, og på det seneste er Don Fabio også begyndt at udtage Carlton Cole…

Både Green og Upson har i øvrigt ifølge rygter afslået nye kontrakter med West Ham. Fortune’s always hiding og alt det…