Syg og munter

Carlos Tevez er igen i vælten. Af alle de forkerte årsager. Han har nægtet at lade sig indskifte i en Champions League-kamp i München for sin arbejdsgiver, Manchester City.

Dommen er hård men ubarmhjertig; almenviljen usædvanlig utvetydig i sin dom: Den lille, mongolide møgunge af en moderne-fodbold-stinker-primadonna skal have kappet pikken af, og tvinges til at give sit blødende lem en omgang superfransk iført klovnekostume på torvet i alle mellemstore provinsbyer i hele den vestlige verden. Til skræk og advarsel, forstås: For at styrke menigmands sidste snert af retfærdighedsfølelse i en verden der i stigende grad får Sin City til at fremstå som Slaraffenland. “Det dumme svin”, vil menigmand nok tilføje opsummerende. Hvis han ellers kan få et ord indført, og lige må have lov at være her. Og naturligvis må menigmand det. Sygogmunter.dk har alle dage betragtet sig som en blog af folket. Og dog…

For undertegnede har svært ved at acceptere Tevez’ rolle som samfundets fjende nummer et. Javist, hans opførsel har til tider været tvivlsom. Særligt er den seneste episode svær at sluge. Hans lige vel hyppige udmeldinger om ønskede klubskifter, der kun momentant kan sættes i bero af astronomiske lønstigninger, er indrømmet trættende. Hans evindelige hjemve kombineret med hans totale ulyst til at lære det engelske sprog virker temmelig tragikomisk. Og så tillod han sig oven i købet at forlade Manchester United, selvom klubben måske var interesseret i at tilknytte ham på en fast kontrakt. Ganske vist uden løfter om en bærende rolle på holdet, og uden synderlig vilje til at betale købsprisen, men alligevel. Lige at sige nej til Manchester United. Det kan man sgu ikke tillade sig i dagens Danmark - eller England, som det vel ret beset drejer sig om. Burde den lille lort egentlig ikke bare få lov til at rådne op hos Manchester Citys U-14 hold? Guderne må vide at de har råd til det på de kanter.

Som allerede indikeret er svaret i undertegnedes optik et ganske klart nej. For jeg hylder Carlos Tevez! Hylder jeg alt ved manden inklusiv hans seneste idiotiske eskapader? Bestemt ikke. Hylder jeg ham som fodbold- navnlig tidligere West Ham-spiller? Ubetinget. Vi taler trods alt om manden der om nogen epitomiserede the great escape i 2007. Manden, der scorede målet, der definitivt reddede West Ham over stregen efter et vanvittigt comeback med syv sejre i sæsonens sidste ni kampe. En historisk præstation som løftede holdet fra en solid sidsteplads med 10 point til redning i marts til en 15. plads, da røgen havde lagt sig efter sidste spilledag.

Tevez trådte i karakter i slutfasen. Efter en vanskelig start i klubben med svingende spilletid og manglende succes lagde Tevez op til det første og scorede selv det andet i kampen der ændrede West Hams skæbne. 2-0 målet på hjemmebanen mod Tottenham var en perle af et frisparksmål, som den lille argentiner fejrede med at smide trøjen og blotte sit let kvabsede maveskind inden turen gik ud blandt supporterne, på det der dengang hed the Dr. Martens Stand. Kampen blev i øvrigt - med største selvfølgelighed - tabt. Spurs kom på 2-2, Zamora bragte West Ham i front med 5 minutter igen (igen med assist af Tevez), inden et totalt kollaps forærede spurs en 4-3-sejr. Men noget var ændret. Fans og spillere blev længe på stadion og klappede af hinanden. Der blev skrålet. Mark Noble græd. Og Tevez havde scoret sit første mål. I de resterende ni kampe scorede han yderligere seks mål. Det blev senere omskrevet til, at han havde reddet West Ham egenhændigt. Det er naturligvis en både bizar og uretfærdig dom. James Collins, Mark Noble, Robert Green, Lucas Neil og Bobby Zamora spillede som minimum også nøgleroller. Ja, det gjorde hele truppen vel i virkeligheden.

Alligevel kom det hele til at handle om Tevez. Der var rod i papirerne. Ikke med spillertilladelsen som en almindelig fejlfortolkning lyder, men i forhold til en hidtil temmelig ukendt paragraf om third-party-ownership. Tredjeparter må ikke have indflydelse på klubbers råderet over spillere, og det var åbenbart ikke i overensstemmelse med de aparte ejerskabsforhold i tilfældet Carlos Tevez. Tredjepartens rettigheder blev aldrig benyttet, men kostede alligevel West Ham en historisk stor bøde, og siden et ynkeligt men succesfuldt privat sagsanlæg fra Sheffield United, som mente det var Tevez’ skyld, at de var rykket ned. Tevez var åbenbart skyld i, at de ikke kunne slå Wigan på hjemmebane på sidste spilledag, og at de havde lagt sig ned for Manchester United for at spare spillere nogle runder inden… West Hams uduelige ledelse efter de islandske ejeres konkurs valgte at indgå forlig. Noget klubbens nuværende ejere gentagne gange har udtrykt forargelse og forundring over.

Og hvor vil jeg hen med det? Jo - manden bag den bizarre situation hedder Kia Joorabchian. En iransk-født, britisk forretningsmand, som er heftigt involveret i mere eller mindre lyssky økonomiske aktiviteter i fodboldens verden. Hans firma, MSI, ejede blandt andet Carlos Tevez og Javier Mascerano, da de blev udlånt til West Ham. Samme firma forsøgte i øvrigt dengang at overtage West Ham, ligesom de var (måske stadig er?) ansvarlige for den brasilianske klub Corinthians. Her nåede Joorabchian blandt andet at have en arrestordre hængende over hovedet. Han fungerer stadig som agent og personlig rådgiver for Carlos Tevez. En hofsnog af en opportunist af total cunt of a man, som har formået at tjene kassen ved at behandle en række fodboldspillere som moderne slaver.Det er i denne optik jeg vælger at tolke Carlos Tevez. En forvirret, uuddannet, ung mand fra den værste slum i Buenos Aires med et talent for at spille fodbold, der er kommet i dårligt selskab. Man skal ikke have set eller læst mange minutters interview med Tevez for at forstå, at det ikke er studenterhuen der trykker…

Og selv hvis den gør: Hvis Tevez faktisk selv er en pengegrisk, kalkulerende, selviscenesættende martyr, gør det ham så ikke til en af de berømte karakterer, som imod-moderne-fodbold-brigaden så ofte efterspørger? Er der ikke noget fascinerende ved en mand, som med sans for patos og sentimentalitet skaber drama udenfor banen, og slet ikke kan lade være med at give sig 100 % på den? En mand som kan skabe sig, ønske sig væk og kaste alt sit legetøj ud af kravlegården, og samtidig blive sit holds topscorer? Hvis folk kan hylde Cantonas karatespark, Campos’ papegøje-dragter, Stoichkovs slåen op i banen, Roy Keanes benbrækkertacklinger, Vinnie Jones’ klunke-riveri, Gascoignes useriøsitet og Maradonas megalomani, coke-misbrug og genialitet, så hvorfor ikke Tevez’ krukkeri kombineret med arbejdsraseri?

Argumentationen er tvivlsom. Bevares. Hvis Tevez rent faktisk nægtede at blive skiftet ind, så har han svigtet de hårdtarbejdende fans, der betaler hans løn (lige i Man Citys tilfælde er det dog oplagt at forholde sig tvivlende til supporternes rent faktiske bidrag, lønbudgettets omfang taget i betragtning), så er den svær at sluge (som man siger).

Men et eller andet sted er jeg ligeglad. Fordi det er personligt det her. Det handler om manden, som konstant scorer mål mod West Ham, men altid nægter at juble. Om manden som aldrig forspilder en lejlighed til at rose Østlondon og krydse armene til hammers-hilsen, når han møder sine gamle supportere. Manden, der som Manchester City-spiller iførte sig West Ham-trøje efter slutfløjtet i sæsonens sidste kamp for to år siden for at tage en æresrunde på the Boleyn Ground.

Og frem for alt knægten fra Fuerte Apache, som tidligt i karrieren afslog at modtage plastickirurgi for at fjerne sine brændemærker på halsen, og som gav sig 100 % for West Ham United i sæson, hvor alt så sort ud. En fyr som uden at have indflydelse på det var havnet i en obskur fodboldklub, som han sikkert hverken havde hørt om eller lyst til at spille for. Det havde været oplagt at blive fornærmet siddende på bænken og vente på det næste klubskifte, da Alan Curbishley, mildt overraskende, i dele af sæsonen foretrak Marlon Harewood og Bobby Zamora. Han kunne have hævet sin løn, og hygget sig på natklubber og gode restauranter. Men det gjorde han ikke. For han forstod noget fundamentalt. Noget som ikke kan formuleres, men som handler om West Ham United - og måske om selve essensen af spillet. Han kunne slet ikke lade være med at spille fodbold. Han sled, slæbte, knoklede og løb sig selv halvt ihjel for West Ham Uniteds trøje og supportere. Han havde klasse ikke mindst. Og han skabte sig aldrig.

Måske bliver hele den historie bare endnu bedre af, at han lige siden har formået at pisse ikke bare en, men to af klubberne fra det engelsk fodboldbourgeoisi af? Når to af de mest forkælede fanskarer i fodboldens verden hader en mand, som jeg elsker, så kan jeg ikke lade være med at elske ham lidt mere, selv når hadet måske bunder i ret reelle årsager? Jeg ved det sgu ikke. Men hvis de ikke kan bruge ham i Manchester, så er Carlitos altid velkommen i det østlige London.

Det sker næppe, og måske er det godt det samme. Måske ville Tevez ødelægge det hele ved også at spille fandago i West Ham. Det er heldigvis rent hypotetisk. Og vi vil altid have minderne. Dem kan ingen tage fra os…

Tjek blogindlægget i en pimpet udgave på sygogmunter.dk

Bliv fan på facebook

Eller kig forbi på twitter

Nummer 3: Manchester United FC: Alting har en ende…

Stiftet: 1878 (som Newton Heath L&YR FC)

Stadion: Old Trafford (Kapacitet: 76.212)

Kælenavn: Red Devils

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 1/1/1

Første fem kampe: 15/8 Birmingham (H), 18/8 Burnley (U), 22/8 Wigan (U), 29/8 Arsenal (H), 12/9 Tottenham

Manager: Alex Ferguson (siden november 1986)

Den tyggegummignaskende, gasblå skotte på trænerbænken hos de seneste tyve års suverænt mest succesfulde engelske hold behøver nok ikke nogen nærmere indtroduktion. De seneste mere end tyve år har Ferguson således personificeret det projekt som har gjort Manchester United til verdens (måske) største fodboldklub, særligt siden starten på Premier League-formatet og den deraf følgende økonomiske eksplosion og enorme udbredelse af engelsk fodbold som “brand”. De røde djævle vandt således det allerførste Premier League trofæ i 1992-93. Dette var også Fergusons første mesterskab med klubben. Siden er det blevet til 11 (motherfucking el-le-ve!!) yderligere til Sir Alex og company. Skotten har vist en imponerende evne til at opbygge gode fodboldhold, købe og sælge spillere på det rigtige tidspunkt og til at tøjle primadonnaer.

Alt i alt må de fleste bøje sig i støvet for den længst sidende manager i engelsk topfodbold. Det er bare de færreste der rigtig orker, fordi manden så ofte opfører sig som et stort barn. Ikke desto mindre er Sir Alex en af de største nogensinde, men det føles nu som om, at han var meget sjovere, da han havde Mourinho at skændes med.

Truppen generelt: Stærk men svækket

I målet tager veteranen Edwin Van Der Saer endnu en tur i manegen i år, men er ude de første par måneder med en skade. I hans fravær får efterhånden 26-årige Ben Foster endelig chancen på Old Trafford. I centerforsvaret har Manchester United et af verdens bedste stopperpar i Rio Ferdinand og Nemanja Vidic. Førstnævnte er dog ofte plaget af skader, og i hans fravær bliver forsvaret mere til at tale med, når John O’shea, Wes Brown eller Johnny Evans vikarierer. Dog har sidstnævnte vist enormt potentiale, mens begge de førstnævnte er habile firmaets mænd. Også venstrebacken besættes med verdensklasse i form af franskmanden Patrice Evra, som bidrager kollosalt både fremme og tilbage på banen, og lever godt op til den meget omtalte moderne backs rolle. Den anden back kan stadig besættes af den noget mindre moderne Gary Neville, men er i senere år i høj grad blevet delt af det nye milleniums Henning Berg aka Wes Brown (hvad angår evnen til at score i eget net) og unge brasillianske Rafael. Sidstnævnte lader til at kunne blive en af morgendagens stjerner. Hans tvillingebror Fabio bejler i øvrigt til Evras venstreback. Det samme gør altmuligmanden O’shea - mens også Johnny Evans kan bruges der. Fleksibilitet er i det hele taget et nøgleord for mange spillere på Uniteds hold.

På midtbanen råder Ferguson over et varieret spektrum af spillere. Owen Hargreaves har næsten ikke været skadesfri siden sit marathonskifte fra Bayern München i 2007. Til gengæld har den egenavlede Darren Fletcher med årene skabt sin en overraskende bærende rolle på holdet, hvor han løber de uendelig mange kedelig men vigtige kilometer på midtbanen - eller som højrekant - alt imens han også er en glimrende pasningsspiller. Anderson er et kraftværk som kan skubbe, mase, løbe, drible, aflevere og tackle sig igennem både skærsilden og helvede. Den blot 21-årige brassilianer har til gengæld stadig ikke formået at score et mål for Manchester United i sine to første år i klubben, men når det kører for ham bidrager han med uendelig meget andet. Michael Carrick er en uhyggelig pasningsstærk, og kan bidrage med et spektakulært mål et par gange om året, men mangler ofte gennemslagskraft i de helt store kampe. Veteranerne Paul Scholes og Ryan Giggs synger efterhånden på sidste vers, men kan stadig begge bidrage med masser af ro, rutine og sikre pasninger.

Højrekanten Ji-Sung Park er ekstremt hårdt arbejdende og ikke ueffen med bolden, men når alt kommer til alt ikke nogen superstjerne. Portugisiske Nani helst vil bruges på den anden kant, men er meget fleksibel. Han er dog endnu ikke - trods gode kampe og momenter - rigtig slået igennem siden sit dyre skifte fra Sporting Lisabon. I år får han helt sikkert flere chancer end tidligere.

Helt fremme er Wayne Rooney en brilliant spiller, hvis eneste svaghed umiddelbart er, at han burde lave endnu flere mål - særligt når han spiller på så stærkt et hold som tilfældet er. Store Dmitar Berbatov blev ofte kritiseret i sin debutsæson, men viste ikke desto mindre i glimt hvorfor Ferguson fandt den store tegnedreng frem for at hente ham fra Tottenham. Ofte kan den Dracula/Simon Kwamm-lignende bulgarer virke uinteresseret og lad, men under alle omstændigheder er Berbatov en utrolig intelligent spiller, som kan afgøre fodboldkampe på splitsekunder. Desuden råder holdet over talenterne Danny Wellbeck, samt Frederico Machedo, som var et stort samtaleemne mod slutningen af sidste sæson, da han scorede et par spektakulære mål i sine indhop.

Væsentlige transfere: Operation umulig: Erstat Ronaldo

De seneste års helt store transfersaga fik endelig gjort en ende på sine lidelser da portugiseren Christiano Ronaldo skiftede til Real Madrid. Den portugisiske offensivspiller, som i sin tid i Manchester United har udviklet sig fra stortalent til en af verdens bedste spillere - hvis ikke den allerbedste. Derfor har Ronaldo også været stjernen på de seneste års enormt succesfulde hold på Old Trafford, og hans evner behøver næppe nærmere introduktion. De seneste tre år bidrog Ronaldo således henholdsvis med først 17, og siden 32 (!!) og 18 mål for de røde djævle. Og det var udelukkende i ligakampe. Man United fik intet mindre end 80 millioner pund for portugiseren.

Også det omvandrende, argentinske arbejdsraseri Carlos Tevez er fortid på Old Trafford. Tevez som har været ejet af et konsortium af rigmænd og udlejet til Manchester United de seneste to år er i stedet skiftet til naboerne fra City. United var for længe om for alvor at vise interesse for at tilknytte Tevez fast, og til sidst følte spilleren sig ikke værdsat. Citys bugnende pengepung har nok heller ikke gjort det lettere at få Tevez til at blive. Mange United-fans har ønsket at nedtone betydningen af Tevez’ afgang ved at henvise til at han ofte havde status af indskifter når man stillede med stærkeste hold. Ikke desto mindre opnåede Tevez over 60 kampe på sine to år i klubben, og selvom en del af disse kom fra bænken, så er det mildest talt svært at finde en mere kompetent breddespiller, ligesom han sikkert kunne have fået større betydning og mere spilletid post-Ronaldo.

Salget af talentet Fraizer Campbell til Sunderland fuldender Fergusons oprydning i sine offensivspillere.

Ind er til gengæld kommet Equadorianeren Antonio Valencia fra Wigan. Valencia har imponeret for Wigan de sidste par år, og kan sagtens blive et hit i United. Han er hurtig, teknisk god og slår nogle fremragende indlæg. Han skal ikke som sådan ses som en afløser for Ronaldo, men giver United en ekstra streng at spille på offensivt. Ind er også kommet Gabriel Obertan, som regnes som et af de største talenter i europæisk fodbold i øjeblikket. Obertan er dog helt eksplicit fremtidens mand, og Ferguson regner ikke med at han skal spille en central rolle i år.

Sidste nye mand i truppen er ingen ringere end den tidligere Liverpool og Real Madrid stjerne Michael Owen, som er blevet tilknyttet på en fri transfer efter et par skadesplagede katastrofesæsoner hos Newcastle som kulminerede da the magpies rykkede ned i sidste sæson.

Forventninger: Omstrukturering

Manchester United har generelt et rigtig stærkt hold. Selv uden Ronaldo og Tevez kan de mønstre en startellever som kan give alle hold i verden alvorlige problemer, og alene dette vidner om klasse. På mål kan man dog stille spørgsmålstegn ved om Van Der Saer stadig har niveauet, og om Foster eller eventuelt Tomasz Kuszczak for alvor kan løfte arven. Backkæden er en af verdens bedste, alt imens midtbanen har en imponerende bredde, om end Scholes og Giggs ikke bliver yngre. Tilsammen startede deherrer 30 kampe sidste år i ligaen plus lidt over tyve som indskiftere. I år kan meget vel være året, hvor alderen for alvor begynder at trykke. I det hele taget kræves det, hvis Man Utd skal genvinde trofæet i år, at en eller flere spillere træder yderligere i karakter, og påtager sig lederansvar i offensiven. Nani og Valencia får den tvivlsomme fornøjelse af at skulle overtage ansvaret på holdet fra Ronaldo, og selvom ingen forventer at de skal kunne præstere på stjernens niveau, så skal de ikke desto mindre levere en vare, og forsøge at definere deres egen rolle i et fremtidigt Man Utd-dynasti.

Helt på toppen skal Wayne Rooney også til at leve med større ansvar, og bidrage med flere mål, alt imens Berbatov skal præstere mere stabilt. Michael Owen kan til gengæld vise sig at være en rigtig smart investering af Sir Alex, og hvis angriberen får lagt skaderne bag sig vil han utvivlsom lave mange mål.

Selvom Manchester United har en stærk trup, en frygtindgydende træner og en vindermentalitet som få, så har jeg utrolig svært ved at se dem løbe med mesterskabet i år. For det første fordi engelske hold nærmest aldrig vinder mere end tre mesterskaber i træk, og for det andet fordi holdet simpelthen må skulle gennemgå en eller anden form for omstillings - og genopbygningsfase i kølvandet på det store tab som især Ronaldo, men også Tevez må være.

Man skal dog aldrig afskrive Fergusons United, og om ikke andet så vinder de bare næste år eller næste år igen…

Tip: Forventet placering: Nummer 3 Supersæson: Nummer 1.

Manchester City: Lad millionerne rulle…

Stiftet: 1880 (som St. Mark’s )

Stadion: City of Manchester Stadium (Kapacitet: 47.726)

Kælenavn: Citizens, Blues, City

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 14/9/10

Første fem kampe: 15/8 Blackburn (U), 19/8 Everton (H) (udsat), 22/8 Wolverhampton (H), 29/8 Portsmouth (U), 12/9 Arsenal (H)

Manager: Mark Hughes (Siden juni 2008)

De sidste lidt over 15 år i Manchester Citys historie har været nogen af de mere dramatiske. I 1996 rykkede klubben - som blandt andet har to mesterskaber og 4 FA-cups i trofæskabet - ud af Premier League. To år senere gik det helt galt, og klubben måtte tage den tunge, ydmygende tur ned i den trejdebedste engelske fodboldrække. City hev sig imidlertid op med hårrødderne og formåede via to på hinanden følgende oprykninger, at være tilbage i den bedste række i år 2000. Det viste sig dog at være en postgang for tidligt for traditionsklubben som efter en enkelt sæson igen måtte sige farvel til det fine selskab.

Kevin Keagan blev ansat som træner og klubben formåede at sikre sig oprykning igen i første forsøg - oven i købet med et rekordhøjt pointantal og et rekordhøjt antal scorede mål. Holdet stabiliserede sig i den bedste række igen, flyttede fra klubbens traditionelle hjem på Maine Road til det nybyggede City of Manchester Stadium og måtte sige farvel til Keagan der ville være landstræner i 2005. I stedet ansatte man Stuart Pearce, som viste sig at være både sympatisk og arbejdsom, men ikke fuldstændig klar til den store opgave. Holdet satte ny rekord for færrest scorede mål på hjemmebane nogensinde i den bedste række, da de kun lavede 10 mål på det nye stadion i 06-07 sæsonen. Sommeren 2007 bød på yderligere forviklinger, da klubben blev købt af Thailands tidligere præsident Thaksin Shinawatra. Pearce røg ud, Sven Göran Eriksson blev ansat, der blev investeret heftigt i spillertruppen og holdet spillede noget glimrende fodbold. Efter et formdyk i anden halvdel af sæsonen gik der imidlertid rygter med to kampe tilbage om at Eriksson allerede var fortid i klubben. Fansene protesterede, holdet tabte fuldstændig bizart 8-1 til Middlesbrough i sæsonens sidste kamp, og kort tid efter var Eriksson fyret og erstattet med Mark Hughes. Shinawatra solgte senere på sommeren klubben igen, og ind trådte det Abu Dhabi konsortium, som akkurat nåede at købe Robinho for næsten af Chelsea inden transfervinduet smækkede i. I januar blev der købt yderligere ind, men det var ikke nok til sikre Manchester City en placering i toppen af ligaen og holdet sluttede sidste sæson trofæløst og på en 10. plads i ligaen.

Truppen generelt: Stærkt på alle pladser

Den undervurderede irske landsholdsmålmand Shay Given blev købt i januar fra Newcastle til at tage sig af pladsen mellem stængerne. Klubben råder endvidere over U-21 landsholdsmålmand Joe Hart. Venstrebacken Wayne Bridge blev ligeledes hentet i januar efter at have varmet bænken på bekostning af Ashley Cole i Chelsea de senere år. På højrebacken havde 21-årige Micah Richards en lidt skuffende sæson efter at være brast ind på førsteholdet og i landsholdstruppen som teenager. Han bruges i øvrigt også lejlighedsvis i centerforsvaret, som dog oftest består af anfører Richard Dunne og unge, stærke Nedson Onouha, som også kan bruges på backpladserne. Ligeledes kan israelske Tal Ben Haim kan fylde op overalt i backkæden, alt imens Javier Garrido fik en del kampe på venstrebacken i sidste sæson, men nok må regnes som reserve efter Bridges tilkomst.

Argentinske Pablo Zabaleta kan bruges som højreback, men blev i sidste sæson oftere brugt på den centrale midtbane, hvor han var en rigtig god bølgebryder. Belgiske Vincent Kompany kan også spille centerforsvar, men bruges ligeledes hovedsagligt som central midtbanespiller, hvor manden med det gigantiske hoved er en fysisk maskine. I januar blev Nigel De Jong hentet i Kompanys tidligere klub HSV, og giver City endnu en mulighed på midtbanen. Af mere offensivt mindede midtbanespillere råder holdet over den ofte fuldstændig fremragende bulgarske venstrekant Martin Petrov som kan give undertegnede helt våde bukser, ligesom det egenavlede kraftcenter Stephen Ireland er en af Premier Leagues allerbedste spillere. Ja sgu! Shaun Wright-Phillips har ligeledes fundet fodboldlykken efter hjemkomsten til Manchester City fra sit bænkevarmerliv i Chelsea, og bidrager med kantspil af høj klasse i højresiden. Endvidere vil talentet fra egne rækker, Michael Johnson, forsøge at presse sig på, hvis han kan lægge skaderne bag sig, og ikke ender med at skifte til et sted med mere spilletid. Den ligeledes egenavlede Kelvin Etuhu må nok indstille sig på meget begrænset spilletid, ligesom den unge slovak Vladimir Weiss må væbne sig med tålmodighed.

På toppen råder City udover allerede nævnte Robinho over navne som Vladimir Bojinov, Felipe Caicedo, Benjani Mwaruwari, Craig Bellamy og Jo. Robinho og Bellamy bruges dog ofte på kanterne i noget der minder om en 4-3-3 eller 4-5-1 alt efter hvordan man vender og drejer det.

Væsentlige transfere: Hvor mange angribere skal der til at skifte en elpære?

Intet mindre end fire af de nævnte angribere er dog allerede udlejet, mens tre andre er kommet til. Felipe Caicedo er i Sporting Lisabon, Bojinov skal et smut til Parma alt imens Jo er tilbage i Everton, hvor han også tilbragte sidste halvsæson på lån. Til gengæld er angrebet styrket med intet mindre end tre stjernenavne: Carlos Tevez fra Manchester United, Emmanuel Adebayor fra Arsenal og Roque Santa Cruz fra Blackburn. De to sidstnævnte vil oplagt skulle bruges som forreste angriber, alt imens Tevez sandsynligvis vil blive anvendt i en mere tilbagetrukken rolle eller på kanten.

Der er i det hele taget sket rigtig meget på transfermarkedet for Manchester City, og mange af de ovennævnte spillere fra sidste sæson må kigge sig nervøst over skulderen i den nye sæson. Stuart Taylor er blevet hentet til en tjans som reservemålmand fra et lignende job i Aston Villa. Dette har meget belejliget givet mulighed for at udleje Joe Hart til Birmingham, hvor planen må være at han skal have rutine og spilletid med henblik på at blive fremtidens mand på City of Manchester Stadium. Kolo Toure er blevet hentet fra Arsenal til at styrke centerforsvaret, og i det lange løb kan Richard Dunne meget vel blive den helt store taber i kampen om de pladser. Aston Villas landsholdsspiller Gareth Barry er komme til og giver endnu et alternativt til en tilbagetrukken midtbanespiller. Og meget tyder på at City ikke er færdige med at købe ind. Navnlig er der vedholdende rygter og Joleon Lescott fra Everton.

Til gengæld har man også fået ryddet ud i staldfyldet hos City. Danny Mills, Dietmar Hamann, Michael Ball, Kasper Schmeichel, Ched Evans, Gelson Fernandez og Darius Vassel er nogle af de navne som har forladt klubben, mens brassilianeren Elano Blumer og angrebstalentet Daniel Sturridge måske er de to mest overraskende afgange fra klubben. De er taget til henholdsvis Galatasaray og Chelsea.

Forventninger: Rom blev ikke bygget på to transfervinduer…

Manchester City har fået skrabet sig en pissegod gruppe spillere sammen - og ikke mindst en god bred trup. Klubben nyder endvidere godt af ikke at skulle koncentrere sig om andet end Premier League, og af at de direkte har svækket Arsenal med købet af Toure og Adebayor - altså har de umiddelbart fået de seneste års svageste medlem af big four yderligere ned på jorden. På papiret i hvert fald. Nu spilles fodbold imidlertid på banen og ikke på papiret. Og heldigvis for det. For selvom City har en hel flok fremragende spillere, så har de endnu ikke et godt hold. Det var det Mark Hughes kæmpede med sidste år, og det lykkedes ganske enkelt aldrig for ham at finde et velafbalanceret hold, hvor spillerne for alvor så ud til at føle sig hjemme. Navnlig på udebane var den gal. Der var lyspunkter; kampe hvor spillet kørte, og kampe hvor det lykkedes at få Robinho til at påtage sig noget der mindede om defensive pligter, men der er stadig lang vej i forhold til topholdenes velsmurte kollektiver.

Flere af de spillere som nu findes i truppen virker ikke som typerne, som umiddelbart bidrager positivt til et harmonisk og afbalanceret hold på banen - eller i omklædningsrummet. Særligt Robinho og Adebayor virker ikke som en spillere i Mark Hughes’ ånd. Som spiller var Hughes selv benhård, hårdtarbejdende og meget ærlig. I Adebayor finder han næsten sin diametrale modsætning, og det står stærkt tvivlsomt om Hughes som manager kan - eller vil - tøjle de egoer som følger med den type spiller der efterhånden er samlet nogle stykker af i City. Og problemer kan næsten ikke undgåes når der er flere gode spillere end der er pladser på banen. Hughes har tidligere tvetydigt ytret at han vist ikke selv stod for alle spillerindkøb. En sådan politik kan vise sig overordentlig problematisk, hvis træner og ejere bliver uenige om hvem der skal spille.

Blandt andet derfor fremstår det særdeles interessant om Abu Dhabi-gruppen overhovedet ser Hughes som den langsigtede løsning på trænerbænken, eller om de ligesom Abramovich da han havde givet Ranieri en enkelt sæson i det nye Chelsea vil udskifte træneren med et større navn og “garanterede” trofæer.

Alle disse ubekendte risikerer at eksplodere hos folkets klub i Manchester. Og derfor - og fordi ting tager tid, Rom ikke blev bygget på en dag, og bolden er rund, og alt kan ske osv. osv. osv kommer Manchester City ikke helt op i toppen i år. Det skal givetvis nok komme - spillermaterialet er der - men det skal først sættes sammen på den rigtige måde - og måske af en helt anden mand end ham der sidder med opgaven i dag.

Tip: Forventet placering: Nummer 6 Supersæson: Ambitionerne er næsten lige så høje som summen på bankbogen hos citys ejere. Derfor vil en placering som nummer 4 med den tilhørende CL-deltagelse nok være succeskriteriet. Og hvis alting går stik modsat det bud jeg har trukket ud af rumpen og givet ovenfor (hvad det ganske givet gør, bolden er jo rund osv.), så er det slet ikke umuligt…

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold:

På en strandbar i Florida sidder en mand. Hans hænder er store og hårde, hans hårgrænse viger drastisk, og hans ansigt er udtryksløst og furet, af hvad der må have været et hårdt liv. Udtryksløst, når man altså ser bort fra det intenst fjerne blik i øjnene som forekommer at være fordybet i noget meget vigtigt, men for alle andre fjernt og uopnåeligt. Han sidder for enden af bardisken. Hver dag på den samme stol. Bestiller øl og whiskey.

Hvis du har været i USA har du måske set ham. Du har måske haft hans bar som stambar i en uge eller to. Du har passeret ham på vej på toilettet efter endnu en flaske af det toiletvand som sælges som øl over there. Du og dine venner har undret jer over ham. Været i tvivl om, hvorvidt han skal frygtes eller latterliggøres. Du er blevet i godt humør, gulvet er begyndt at blive lidt elastisk, og du skal pisse endnu engang. Og pludselig har han fat i trøjen på dig, da du passerer hans barstol. Han kigger på dig med vanvittige, anklagende øjne og mumler noget komplet uforståeligt. Du er i godt humør, du er jo på ferie, og tager dig god tid til tossen. Hans mumlem bliver til hæs rallen og du bestiller ham en Budweiser. Han drikker den hurtigt, i store grådige tåre. Hans øjne fæstner sig igen i det fjerne, og han nikker anerkende og takker lavmælt, beder dig sidde.  Han vil fortælle dig en historie. En forfærdelig historie. Han piller ved etikketen og rømmer sig. Du forstår at han nok får brug for en enkelt øl mere for at få stemmebåndet til at glide, og idet du bestiller vifter han  retorisk med sit tomme whiskeyglas. Du betaler velvilligt, han tømmer glasset ligeså, hamrer det i baren,  kigger direkte på dig med et forpint udtryk, og siger: “You don’t understand. We could’ve been contenders! We could’ve had class! We’ve could’ve been someone! Instead of just bums, which is what we are. Let’s face it!”

Og sådan starter han tragedien om West Ham United FCs nyere historie. Om en inkompetent ledelse der formøblede en enestående chance for at tage skridtet til et højere niveau. Og frem for alt historien om the golden generation som forsvandt. Hans historie er ikke enestående. Manden findes i 1000-vis. Han er overalt i det østlige London. Du kan møde ham i Malaga, Kuala Lumpur og på Kennedys Bar i København. Manden er sågar blevet set med viltert hår og fluer i skægget i Caracas. Overalt er historien den samme. Det hele startede da man solgte Rio Ferdinand rekorddyrt til Leeds. Man fik aldrig erstattet ham ordentligt. Tværtimod formøblede plattenslageren Harry Redknapp pengene på flop som Titi Camara, Svetoslav Todorov og Rigobert Song. Siden fulgte salget af Frank Lampard og formøblingen af endnu elleve millioner pund, efter ansættelsen af den uerfarne Glenn Roeder som manager, som trods en flot førstesæson ikke fik den nødvendige kapital af superskurken, ejer Terrence Brown, til at styrke truppen. Og så katastrofen. Det fatale point of no return. Nedrykningen i 2003. Joe Cole blev solgt. Glen Johnson blev solgt. Jermain Defoe blev solgt. Oprykningen kiksede i første forsøg. Michael Carrick blev solgt. Det bedste kuld unge spillere i engelsk fodbold i mange år - måske undtaget Manchester Uniteds flok med Scholes, Beckham, Butt, Neville-brødrene etc - solgt. Selv John Terry trådte sine spæde fodboldsko i West Ham, ligesom Kieran Richardson og Jimmy Bullard.

Og der sidder du på baren. Og du lytter til hans rablen, hans fantasterier og tankeeksperimenter. Du overvejer at kontakte psykriatisk afdeling på nærmeste hospital. Han fortaber sig igen i mumlen, og du fortrækker forundret og let skræmt. Tilbage til øl og sjofle vittigheder med vennerne.

Nogle gange møder manden en som sig selv. De kan kende lidelsen, apatien og vanviddet i hinandens blik. Så sidder de sammen og tegner på en serviet. Og smiler skævt. For en ny golden generation er på vej. De skriver løs. Collison, Noble, Tomkins, Stanislas, Sears, Stech, Payne - og måske de også husker den allerede solgte Anton Ferdinand. De tegner formationer.

Og når bølgerne går højt, tager vanviddet og drømmene til, og bliver næsten hallucinationer. Virkeligheden er kun en abstraktion siger de, uden helt at forstå hvad det så mon betyder. Og så siger de også Kanouté, Ashton, Parker, Dyer, Upson, Green, James, Tevez og Masherano. “We could’ve been contenders.” siger den ene, og den anden nikker ivrigt. Endelig én som forstår! Nogle gange forlader de baren arm i arm for ikke at vælte af lyksaglig, verdensfornægtende beruselse. Og de synger “I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air” De hæver armene, ranker ryggen og de de bævende stemmer finder styrke: “They fly so high/ nearly reach the sky/ then like my dreams they fade and die” Sådan tumler de ned af gaden, skrålende, frie, drømmende:“Fortune’s always hiding/ I’ve looked everywhere/ I’m forever blowing bubbles/ pretty bubbles in the air.”

Tilbage på bardisken ligger en serviet. Nogle gange kan du nå at se den inden bartenderen krøller den sammen og smider den ned blandt cigaretskoder, kapsler og snotpapir. Så vil du se at der står noget i retning af:

Bywater Green? Stech??

Johson - Ferdinand - Ferdinand Tomkins- Mccartney Ilunga? Fry???

Collison - Parker Noble Carrick - Lampard - Cole

Defoe Tevez - Kanouté Ashton? Sears?

Hvis du en dag møder manden, ligegyldig hvor, så køb ham endelig en bajer. Guderne må vide han har fortjent den; he could’ve been a contender…