Indlæg tagged ‘Carlos Edwards’

Premier League 2009-10: Nr. 11: Sunderland FC

onsdag, august 12th, 2009

Sunderland FC: Fremtiden er lys på lysets stadion…

Stiftet: 1879 (som Sunderland and District Teachers)

Stadion: Stadium of Light (Kapacitet: 49.000)

Kælenavn: Black Cats, Mackems

Seneste tre ligaplaceringer (07/08/09): 1 (ch)/15/16

Første fem kampe: 15/8 Bolton (U), 18/8 Chelsea (H), 22/8 Blackburn (H), 29/8 Stoke (U), 12/9 Hull (H)

Manager: Steve Bruce (Siden juni 2009)

Da Sunderland i 2006 (atter engang) rykkede ned fra Premier League så fremtiden dyster ud. Klubben formåede at slå sin egen rekord og rykkede ned med færrest point nogensinde - blot 15 point blev det til (i 2003 satte de selv rekorden med 19 - den blev så igen slået af Derby i 2008 med 11 point). Holdet havde fyret træner Mick Mccarthy allerede i marts, mens den midlertidige afløser Kevin Ball ikke for alvor gjorde hverken fra eller til. Sunderland så ud til at være stavnsbundet som elevatorhold. Det var netop i denne mørke stund, at en af klubbens gamle helte, Niall Quinn, kom ind i billedet. Som frontfigur for et irsk konsortium, Drumaville, købte han klubben, påtog sig selv rollen som chairman, og ansatte sin landsmand Roy Keane som træner.

De nye kræfter viste sig hurtigt at være en succes. Holdet vandt the championship (som stadig er et misvisende navn til den næstbedste række…), og formåede blandt andet at gå ubesejret gennem 17 kampe. I sommerpausen brugte Sunderland en stor pose penge - en del af dem med meget moderat succes - og formåede at sikre sig endnu en sæson i Premier League, via en hæderlig femtendeplads. I sidste sæson begyndte Roy Keane imidlertid at mærke presset. De mange investerede midler forplantede sig ikke umiddelbart til gode resultater på banen, og Keane smed håndklædet i ringen i december. Sunderland valgte at ansætte Ricky Sbragia (som i forvejen var tilknyttet trænerstaben) som midlertidig manager, og besluttede sidenhen at gøre hans kontrakt permanent. Sbragia viste sig desværre for Sunderland, at være en mindre katastrofe, og holdet reddede sig først definitivt fra på sidste spilledag. Alligevel var sæsonen en af de bedste i Sunderlands nyere tid, idet deres forhadte naboer fra Newcastle måtte tage turen ned i the Championship. Alligevel valgte Sbragia at tage sit gode tøj og gå, alt imens Niall Quinn tog til Wigan og kom hjem med Steve Bruce, som blev præsenteret som Sunderlands nye manager.

Det kunne de meget vel gå hen og blive rigtig glade for. Bruce er nemlig - foruden den træner i engelsk fodbold, som mest ligner en gammel kvinde - en dygtig mand. Han har allerede været manager i en årrække, og efter et par ustabile år, som sendte ham forbi såvel Sheffield United, Huddersfield, Wigan (blot otte kampe i første omgang) og Crystal Palace, fandt Bruce endelig fodboldlykken, og vejen til Premier League med Birmingham City, som han var med til at rykke op i 2002. De følgende to år lykkedes det holdet at slutte nummer 13 og 10 henholdsvis - 13-pladsen var desuden første gang Birmingham sluttede over ærkerivalerne fra Villa siden engang i 70′erne. Året efter rykkede holdet dog ud igen, men Bruce viste viljestyrke og rykkede op med Birmingham endnu engang på en sæson - i 2006. Allerede i november 2007 var den tidligere Manchester United-anfører dog færdig i klubben. Uenighed omkring nogle kontraktforhold blev snedigt udnyttet af Wigan, som købte Bruce fri af Birmingham, og gjorde ham til manager. Her lykkedes det ham at redde Wigan fra en truende nedrykning, alt imens Birmingham røg ned. I sidste sæson fulgte han op på præstationen, da Wigan sluttede som en flot nummer 11.

Det var også nok til at overbevise Sunderland om at Bruce var manden der skal bringe gode tider til de ambitiøse black cats.

Truppen generelt: Britisk stål

Den potentielt dyreste målmand i britisk fodbold, Craig Gordon, vil som udgangspunk være uomtvisteligt førstevalg til buret på Stadium of Light. Sidste sæson blev dog i stor grad ødelagt af såvel knæ - som ankelskader for den skotske keeper, og i hans fravær gjorde det ungarnske landsholdsemne Márton Fülöp det glimrende. Forsvaret er i og for sig glimrende, men har lidt under hyppige rokeringer som følge af skader, karantæner og udskiftning i spillertruppen. Anton Ferdinand var i sidste sæsos den spiller som fik flest kampe. Han overbeviste mange om sit enorme potentiale, for derefter jævnligt at få dem til at begrave ansigtet i hænderne, når han tog en blunder ved et hjørnespark. På højrebacken var Phil Bardsley acceptabel efter Pascal Chimbonda smuttede retur til Tottenham, mens stabile George Mccartney tog sig af venstrebacken når han var kampklar. Endnu mere populære Danny Collins tager sig enten af den anden plads i centerforsvaret eller snupper venstrebacken, mens kultfiguren Nyron Nosworthy supplerer i centerforsvaret eller på højrebacken.

På midtbanen er Steed Malbranque det kreative indslag sammen med (en af mange tidligere Man Utd talenter i truppen) Kieran Richardson. De bakkes afvekslende op af Teemu Taino, Carlos Edwards, tykke Andy Reid og Grant Leadbitter.

Holdets måske største profil er angriberen Kenwyne Jones, som flere gange er sat i forbindelse med skifte til større klubber, og som når han rammer dagen kan flå selv det bedste forsvar sønder og sammen med sin hurtighed og groteske fysiske styrke. Sunderland råder ligeledes over indhopperne Daryl Murphy og manden som høvler mål i spandevis på landsholdet, men ikke kan score på et bordel med klubholdet: David Healy.

Væsentlige transfere: En albansk anfører og to angribere, tak.

Den faste ankermand og anfører på den defensive midtbane Dean Whitehead er den eneste væsentlige svækkelse af Sunderlands trup. Derudover har en række fyldspillere forladt truppen, da deres kontrakter ikke blev forlænget. Dog bør det 0gså nævnes at Djibril Cisse ikke fik sit lån vekslet til en permanent aftale trods en ok sæson, hvor han bidrog med 10 mål. Ligeledes er evighedstalentet Michael Chopra endelig røget permanent retur til Cardiff for £ 4 millioner, efter at have tilbragt længere tid i den walisiske hovedstad på lån end i Sunderland siden skiftet fra netop Cardiff i 2007. Albanske Lorik Cana er umiddelbart blevet hentet som direkte erstatning for Whitehead. Den hårdttacklende midtbanemand er kommet til for £ 5 millioner fra Marseille, og bærer allerede anførerbindet i Sunderland.  Derudover har man handlet stort ind for at styrke angrebet: Darren Bent er kommet til for £ 10 millioner fra et moderat fiasko-ophold i Tottenham, mens Man Utd talentet Frazier Campbell er blevet hentet for £ 3,5 millioner. 21-årige Campbell var i øvrigt udlånt til netop Tottenham i forrige sæson, mens han året før var en vigtig del af Hulls oprykningshold. Han kan absolut blive one to watch i den kommende sæson.

Sluttelig har forsvareren Paulo Da Silva vist forsat ikke fuldstændig orden i papirerne for at fuldende sit skifte på fri transfer fra Toluca i hjemlandet Paraguay.

Forventninger: Konsolidering i første omgang…

Fremtiden ser rigtig spændende ud i mackem-land. Steve Bruce er en meget lovende og snedig manager. Han har vist tæft på transfermarkedet, og gode evner for at banke et effektivt, godt præsterende mandskab sammen. Disse egenskaber vil også komme til at gavne Sunderland. At han efter alt at dømme kan regne med såvel økonomisk som moralsk opbakning fra et økonomisk stærkt bagland, gør ikke perspektiverne ringere. Holdet råder endvidere over gode spillere i alle kæder, og mange af holdets profiler har umiddelbart stadig karrierens bedste år foran sig. Anton Ferdinand kan udvikle sig til landsholdsmateriale med den rette vejledning og fokus, men særligt backpladserne kunne trænge til et eftersyn. Kieran Richardson skal være mere stabil men er altid en potentiel trussel, Cana lader til at være en spiller med alle de rigtige facetter til at hitte stort i Premier League, Kenwyne Jones skal blive endnu mere træfsikker foran mål, men har ellers hvad der skal til for at blive ligatopscorermateriale, mens Darren Bent tidligere har vist, at han kan score på det hele, lidt til og meget mere, som CV Jørgensen vist engang vrængede det. Alligevel tror jeg, at denne sæson bliver en, hvor Sunderland hovedsageligt konsoliderer statusen som fast indslag i Premier League. Og det forestiller jeg mig også klubben og fansene vil acceptere, sidste sæsons neglebidende afvikling taget i betragtning. Et angreb på de europæiske placeringer kan komme på tale, men umiddelbart tror jeg på en placering omkring nummer 10, mens holdet givetvis med fordel vil kanalisere megen seriøsitet ind i cup-turneringerne.

Tip: Forventet placering: Nummer 11 Supersæson: Nummer 7 eller derover.

* Se også den foreløbige gennemgang af de øvrige hold: