Syg og munter

Burnley FC: Kan kun overraske positivt

Stiftet: 1882

Stadion: Turf Moor (Kapacitet: 22.546)

Kælenavn: Clarets

Seneste tre ligaplaceringer: (07/08/09): 16 (ch)/13 (ch)/5 (ch)

Første fem kampe: 15/8 Stoke (U), 18/8 Man Utd (H), 22/8 Everton (H), 29/8 Chelsea (U), 12/9 Liverpool (U)

Manager: Owen Coyle (Siden november 2007).

Coyles bedrifter med Burnley har været intet mindre end voldsomt imponerende. Coyle har i sin korte tid i klubben ikke blot ført holdet til oprykning via play-off, han har endvidere ført holdet igennem et meget respektindgydende liga cup run i sidste sæson, hvor klubben var ganske få minutter fra en finaleplads inden Jermain Defoe og Roman Payluchenco vendte nederlag til sejr og sikrede Tottenham pladsen mod Manchester United. Undervejs havde Burnley dog allerede elimineret såvel Fulham som Chelsea (på udebane), ligesom de var det første hold fra de lavere rækker som havde held med at ekspedere et Arsene Wenger-ledet Arsenal-hold ud af en cup.

Truppen generelt: Et bæst på kassen og langt mellem snapsene

I danske medier får keeper Brian Jensen selvfølgelig meget opmærksomhed, men hvis man derudover kigger på de navne, som skal slås for hæder og ære til Turf Moor, så er indtrykket ikke just skræmmende. Faktisk er den totale mangel på profiler det mest påfaldende i en gennemgang af Burnleys trup. Anføreren Graham Alexander med det karakteristiske fuldskæg er en solid og sympatisk forsvarsstyrmand (og straffesparksskytte i øvrigt), i forsvaret har Alexander selskab af den tidligere Newcastle og skotske landsholdsspiller Steven Caldwell, som ligeledes spiller en central rolle i Burnleys defensiv. Det irske midtbanetalent Chris McCann er en lovende og målfarlig box til box spiller som kan få et gennebrud i det fine selskab, og angriberen Martin Paterson lavede 18 mål sammenlagt i sidste sæson hvilket foruden klubbens topscorerværdighed også indbragte ham æren som årets spiller. Han bliver spændende at følge på allerhøjeste niveau. Man er dog tilbøjelig til at tro, at han bliver endnu en i rækken af lovende britiske angribere, som ikke kan tage skridtet fra næstbedste til allerbedste række. Ellers er der et par kuriosa i truppen i form af en række gamle kendinge af dansk fodbold; Remco Van Der Schaaf, Beshart Berisha og nyindkøbte Richard Eckersley – bror til Adam Eckersley, som i sin tid kom til Brøndby sammen med Mark Howard – er alle pt at finde i truppen. De to førstnævnte ser dog ikke umiddelbart ud til at figurere nævneværdigt i Owen Coyles fremtidsplaner.

Væsentlige transfere: Lidt har også ret - men næppe nok…

Burnley har været en af de mest aktive aktører på transfermarkedet foreløbig, men de indhentede navne er ikke prangende. Foruden ovennævnte Eckersly har klubben hentet fire nye navne. Den store angriber Steven Fletcher er blevet hentet i Hibernian, hvor han har spillet hele sin hidtidige karriere. Fletcher har tidligere vakt interesse hos de skotske giganter fra Celtic, men til sidst blev det altså the clarets som løb med den engelskfødte skotske landsholdsspiller. Den 22-årige er Burnleys dyreste køb nogensinde, og får et stort pres på sine skuldre, når holdet skal forsøge at lirke forsvar op hos det fine selskab. Derudover er den tidligere West Ham og Derby-back Tyrone Mears blevet hentet hjem efter et relativt succesfuldt ophold i Marseille, hvor han blandt andet sendte scorede sejrsmålet mod Ajax og dermed sendte franskmændene i UEFA-cup kvartfinalen. Ligeledes er to forsvarstalenter er blevet hentet; canadiske David Edgar fra Newcastle på fri transfer og Brian Easton fra de skotske oprykkere Hamilton Academical for omkring £ 300.000.

Forventninger: Op, op, op, op og atter op ad bakke…

Det er stort for Burnley FC at være rykket op i Premier League. Man sidder lidt med en fornemmelse af, at de ikke selv havde regnet med det, og nu ikke rigtig ved hvordan de skal gribe situationen an, og man kan ikke lade være at lade sig rive lidt med af fodboldeuforien i en by som ikke har været i den bedste række i mere end 35 år. Det har klubbens chairman også gjort, og givet gratis sæsonkort til alle som havde købt sæsonkort inden sæsonstart sidste år for at belønne deres loyalitet. Byen Burnley er en af mange britiske byer som har lidt en krank skæbne de sidste 20-30 år. Fra i årevis at have været et af storbritaniens tekstilcentre, er byen i dag hårdt ramt af at stort set al industri er lukket, med deraf følgende arbejdsløshed, butiksdød, generel trøstesløshed, ghettodannelse, misbrug og kriminalitet. Derfor er fodboldholdets succes er en sjælden succes for et hårdt prøvet lokalsamfund – det sidste af klubbens to mesterskaber blev vundet i 1959.

Ikke desto mindre får Burnley svært ved at overleve i Premier League næste år. Owen Coyles umiddelbart formidable motivationsevner, og holdets evne til at skabe overraskelser kommer til at skulle strækkes til det yderste, og så skal de holde hovedet koldt, hvis den seriøse kælling af et startprogram de har fået tildelt resulterer i et par røvfulde. Den allerførste kamp mod sidste sæsons store overraskelse – Stoke – bliver hurtigt en nøglekamp, da Burnley realistisk set ikke henter et eneste point i de næste fire. Netop Stoke kan passende være rollemodel for Burnley, for de skal finde inspiration i the Potters tilgang til livet på toppen af engelsk fodbold. De skal ganske enkelt stå sammen, gå hårdt til den og kæmpe som minimum røven og det nederste af ryggen ud af bukserne, hvis de vil overleve. Burnley kan kun overraske positivt, og dette er måske deres største fordel. For hvis man undervurderer dem, kan de være rigtig farlige. Bare spørg Arsenal eller Chelsea.

Ellers kommer Burnley i hvert fald til at bidrage med noget helt unikt, idet de rent faktisk som nogen af de eneste mennesker i verden orker at have en holdning til Blackburn. Rovers er nemlig deres forhadte lokalrivaler. På den anden side; når sæsonen går i gang har Sam Allardyce haft en hel preseason til at banke sin fodboldfilosofi ind i Lancashire-klubben, så inden længe vil der være mange der deler Burnleys holdning…

Tip: Forventet placering: Nummer 20 Supersæson: Nummer 17 eller derover.

Så er vi den saftsusemig ved at være der! Tøm sparegrisen, find de heldige underbukser, nervepillerne og listen med dårlige undskyldninger for at undgå familiefrokoster lørdag eftermiddag frem. Hank op i drengene, mind kæresten om at hun er græsenke en dag om ugen, og ring ned til puben og få bartenderen til at have en Guiness og en stol med udsyn til skærmen klar. Den endeløse sommer er snart ovre - Premier League sæsonstarten er snublende nær! Nærstuder kampprogrammet, book en flybillet, tag pilgrimsturen til dit forjættede stadion, drik dig fuld i ale og snav med en ligbleg, fregnet essex-girl! Lige nu kan alt lade sig gøre! Bolden er rund, der er elleve mand på hvert hold, de har to ben hver osv, øllet er koldt, solen skinner og måske – fucking måske – er dette sæsonen to rule them all. Den sidste ventetid er lang; men fortvivl ej: Hjælpen er nær! De følgende uger vil bloggen tage en syg og munter tur rundt i det engelske fodboldlandsskab og vurdere perspektiverne for sæsonen for høj og lav – fra de forsvarende mestre aka. De røde sataner, over deres nyrige lyseblå naboer og Gary Megsons tonser-trotters, til de på forhånd udnævnte claret’n’blue prygelknaber fra Burnley. Enhver sten vil blive vendt med kærlighed, skepsis og fuldstændig subjektive fikse ideer som det metodiske fundament.

Nedenfor gennemgås ligaens forskellige grupperinger, som de ser ud i en syg og munter fortolkning, og sidenhen vil de tyve hold blive gennemgået i individuelle blogposter - links til disse vil også kunne findes i bunden af dette indlæg efterhånden som de kommer til.

Roll on næste sæson!

Nedrykningskampen: This is the road to hell…

Det er efterhånden en kliché af de store, at der ikke findes lette kampe i Premier League. Som de fleste andre klicheér, har også denne opnået sin kliché-status, fordi den indeholder en ikke ringe grad af sandhed. Premier League er i sandhed en række, hvor de fleste hold kan snuppe point fra hinanden og lave overraskelser. Ikke desto mindre er det ligeså sandt, at langt de fleste hold inden sæsonstart kan være tæt på sikre på, hvad deres reelle ambitioner kan tillade sig at være. Ganske få hold har en realistisk chance for at vinde mesterskabet. Lidt flere kan med en god sæson bejle til Champions League-pladserne. Meget få kan fuldstændig fraskrive sig muligheden for pludselig at befinde sig i det beskidte, rå og modbydelige morads af hold som kæmper om at undgå de frygtindgydende nedrykningsplaceringer. Ingen er for store til at rykke ned – bare spørg i Newcastle.

Ikke desto mindre er der en gruppe hold, som umiddelbart ser ud til at må påtage sig rollerne som favoritter til at skulle udkæmpe den beskidte krig i bunden af tabellen. Ikke overraskende placeres samtlige oprykkere i denne gruppe; Wolverhampton, Birmingham og Burnley, ligesom de to overlevende af sidste sæsons oprykkere – Stoke og Hull kan ventes af få en svær andensæson. Det såkaldte andensæsonssyndrom har det med at ramme, og hold der har overpræsteret begynder at tro for meget på egne evner. (For Hulls vedkommende skete dette allerede omkring nytår). Endvidere vil jeg argumentere for at såvel Portsmouth som Wigan kommer til at få det mere end almindelig svært i den kommende sæson.

Ingenmandsland: Midterholdenes klæge grød

Den næste gruppe hold bør realistisk set være så stærke, at frygten for nedrykning relativt komfortabelt kan distanceres. Fælles for disse hold er dog, at de bestemt ikke er for store til at ligge ned, og følgelig skal kigge sig over skulderen, hvis skaderne begynder at hobe sig op eller formen bliver rigtig skidt i en periode. Ikke desto mindre bør såvel Blackburn og Fulham som Bolton, West Ham og Sunderland - hvis tingene tilnærmelsesvis lykkes for dem - kunne udnytte deres på papiret stærkere hold til at jagte en placering i den bedste halvdel – og måske – som Fulham havde held med i sidste sæson – en Euro League plads med det yderste af neglene.

The best of the rest: Jagten på the big, fat four

Denne gruppe hold kommer til at udkæmpe slaget om femtepladsen; alle med den fælles drøm om endelig at bryde “the big four”s dominans i ligaen. Aston Villa var tæt på sidste år men er umiddelbart svækket af Gareth Barrys afgang, Tottenham ser spændende ud under Harry Redknapp og hvis duoen Crouch og Defoe finder melodien kan de blive giftige, og David Moyes bliver ved med at lave mirakler i Everton, og de kan derfor ikke afskrives. Men frem for alt kommer Manchester City til at kunne lave voldsom ravage i de faste mønstre i toppen af rækken. Med milliarder af oliepenge i hånden har holdet forstærket sig ekstremt, og hvis Mark Hughes får de blå fra Manchester banket sammen til en enhed er der ikke grænser for, hvad holdet kan opnå.

Mesterskabskampen: The big ZZZZ…

Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal fordelt de tre topplaceringer imellem sig de seneste 11 år. Kun Leeds og Newcastle har formået at bryde dominansen med en enkelt tredjeplads hver (og se hvor de er i dag). Trods Manchester Citys nye status af selvbestaltet mesterskabs-aspirant føler undertegnede sig ganske sikker på, at top-tre også i år bliver tegnet af the big four. Dog kommer Arsenal til at skulle slås for at the big four ikke fra næste sæson har en ny konstellation – eller er blevet udvidet til the big five. At Man Utd har mistet et par enorme profiler, gør kampen om mesterskabet mere åben end længe, og Liverpool må slikke sig om munden med udsigten til måske endelig at hente mesterskab nummer 19, hvis ikke Ancelotti viser klassen og får Chelsea-maskinen helt til tops.

* Generelt for samtlige vurderinger gælder det naturligvis, at det må tages som forbehold at transfervinduet endnu er åbent, og at alle hold følgelig kan købe eller sælge sig til bedre eller værre udgangspunkter.

Links til de inviduelle optakter:

• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley