Syg og munter

Mit sidste indlæg var en hævdelse af fravær af had til Manchester United i min indstilling til fodbold. En lignende hævdelse har jeg væsentlig sværere ved at fremføre helt inderligt om Bolton Wanderers. For solen skinner sgu aldrig i Bolton. I hvert fald ikke hvis man er West Ham supporter. Indrømmet. Det er ret beset en tilsnigelse. Der er sikkert ofte både sommer, sol, søndag, badevejr og blowjobsæson i Lancashire. Men i overført betydning har ture til Reebok Stadium i lang tid været lig med gråvejr for the Irons. West Ham har vundet på såvel Old Trafford, Highbury, Emirates og Stamford Bridge siden de sidst vandt ude mod Bolton. Faktisk tror jeg kun det er på Anfield Road man skal længere tilbage i tiden for at finde en West Ham sejr mod et hold i Premier League.

The Grim Rieper på Burnden Park

Sidst West Ham slog Bolton på udebane spillede Marc Rieper hele kampen og stadionet var slet ikke Reebok - men Burnden Park. Tony Cottee var blandt målscorene i en 3-0 sejr. Det var i 1996 og er stadig West Hams eneste sejr på udebane mod Bolton i nyere tid. I de seneste 10 møder mellem klubberne (som i lange perioder har ligget i forskellige rækker og følgelig ikke har mødtes) på Boltons bane har West Ham således blot sikret sig to uafgjorte, hvoraf det ene faldt i en ligakamp i 98, mens den anden skal findes i en FA-cup kamp i 2006. Omkampen på hjemmebane blev til gengæld vekslet til sejr i en rædselsfuld fodboldkamp (det har opgør mod Bolton det med at være), som var et stort skridt på vejen mod FA Cup Finalen. Det var tider, men det er en helt anden historie.

Til gengæld er det blevet til et par sandt sagt vederstyggelige nederlag i samme periode. Mest smerteligt i erindringen står 1-0 nederlaget i marts 2003, hvor Jay Jay Okocha åndssvagt upresset løb en halv banelængde med bolden og hamrede den ind bag David James. Bolton fik vigtige point i bundstriden, Joe Cole sparkede hul i spillertunnellen og Rufus Brevett blev politiundersøgt på grund af kontroverser efter kampen (han har i dag trukket sig tilbage fra fodbolden og er den lykkelige ejer af et solcenter). I sidste ende endte hjemmeholdet med at redde pladsen i ligaen på bekostning af West Ham; som til gengæld rykkede ned med det højeste antal point nogensinde for et hold i Premier League. Og muligvis med den bedste spillertrup. Det svier stadig at tænke på det. Også ligakampene i 05 og 06 udmærker sig. Det gør de som deciderede afklapsninger på henholdsvis 4-1 og 4-0. I den førstnævnte måtte man oven i købet lide den tort at se Henrik Pedersen lave sin debile påfuglejubel da han satte Boltons fjerde ind med en stiv tå. For satan da også.

I sidste sæson var West Ham klart bedst i noget der minder om 90 minutter, og tabte med største selvfølgelighed 2-1, alt i mens denne sæson allerede har budt på en stærkt utilfredsstillende visit nordpå, da Bolton vandt 3-1 efter forlænget spilletid i Liga Cupen. Naturligvis førte West Ham indtil kort før tid, hvor lokummet Kevin Davies udlignede. Det er i øvrigt endnu en ting ved Bolton: Kevin Davies scorer altid mod West Ham på Reebok Stadium. Han har i hvert fald gjort det 5 gange i de seneste 4 opgør på eget græs.

Kulingvarsel fra Fisker og Tyske Bugt

I aften er den gal igen. West Ham møder Bolton Wanderers på Reebok Stadium klokken 20:00 lokal tid. Der er snart spillet en halv sæson af årets Premier League. West Ham ligger tredjesidst i ligaen, Bolton ligger næstsidst. Et point skiller holdene ad. West Ham har to point til Wolves’ 16 på den rigtige side af stregen. Blackburn har tre mere end Wolves helt oppe på 12. pladsen. Der er med andre ord mange hold der kan blive trukket ind i årets nedrykningskamp, og tre point i aftenens kamp kan nærmest ikke overvurderes. For West Ham er nedrykningskampen nemlig allerede en realitet. Dette har en kombination af skader, en for smal spillertrup, ustabilitet i forsvaret og frem for alt en total manglende evne til at holde på føringer og udnytte dominans i boldbesiddelse sørget for.

Der er desværre intet der tyder på at trenden vil blive vendt i aften. Carlton Cole er skadet til januar, Zavon Hines skal givetvis opereres, stakkels, stakkels Dean Ashton kommer aldrig til at spille fodbold igen, Behrami er skadet, Mark Noble har karantæne,  mens Robert Green og Matty Upson ligner to mænd som allerede er i andre klubber mentalt. Sidstnævnte er under alle omstændigheder tvivlsom til kampen.

Selvom Boltons fodbold faktisk er blevet lidt mere raffineret under upopulære Gary Megson end hos hans voldsomt populære og succesrige forgænger Sam Allardyce, så er holdet stadig et af de fysisk stærkeste i ligaen, og den slags bekommer desværre sjældent Zolas hold særlig godt. Centerforsvaret får med garanti fandens til besvær med Kevin Davies, holdet besidder ikke en kvalificeret højreback og Ilunga er en skygge af sig selv fra sidste sæson på venstrebacken, hvilket vil give Bolton gode muligheder for at losse masser af indlæg ind, hvad de ofte ynder at praktisere. Det bliver sikkert både grimt og neglebidende.

Sæsonens suveræne (og få) lyspunkter fra West Ham perspektiv har været, at Scott Parker spiller noget af karrierens bedste fodbold, at Guillermo Franco har vist sig at være en rigtig god angriber samt at Collison og Stanislas fortsætter de positive takter fra sidste sæson. Det er bare næppe nok til at få point med fra et solidt kæmpende og hårdt tacklende beton-Bolton. Det er næsten ikke til at bære. Håbet om et godt West Ham resultat kan hænges på tre knager:

• Bolton har (også) været fortvivlende dårlige i år, og har kun hentet 2 point i de seneste 6 kampe. Det ene kom dog i sidste runde med et uventet 3-3 resultat mod Manchester City, hvor the Trotters oven i købet førte adskillige gange, alt imens Ivan Klasnic fik gang i målscoringen med to kasser.
• Kieron Dyer er (igen, igen, igen, igen) så småt skadesfri (så længe det varer), og viste gode takter i sit indhop i nederlaget mod Birmingham.
• Alessandro ” Sheriffen skyder på det hele” Diamanti må snart have lidt held i sprøjten med nogle af sine spektakulære afslutninger.

Vi klamrer os med andre ord til halmstrå, og håbet om at Bolton har en dårlig dag. Hvis jeg var gambler ville jeg sætte min penge på et 1-tal og Davies som første målscorer. Det er jeg imidlertid ikke. Jeg er West Ham fan og vil i stedet råbe af skærmen, drikke en stærk øl og være stærkt irritabel i et par timer. Forhåbentlig vil solen have skinnet i Bolton for en sjælden gangs skyld når dommeren fløjter for sidste gang i aften.

Og vejrudsigten? Ifølge accuweather.com så begynder det at sne over Bolton ved 19-20 tiden lokal tid…

Ærefuldt nederlag; igen!

Weekendens kamp mod Liverpool endte som så ofte før med et ærefuldt nederlag til drengene i claret’n'blue. West Ham gjorde ellers en glimrende figur mod Rafael Benitez’ mandskab, men i sidste ende blev Fernando Torres’ klasse udslagsgivende.

Ikke desto mindre startede West Ham kampen rigtig fornuftigt: Efter kun 2 minutter hamrede Zavon Hines bolden på stolpen efter at have snuppet den fra Jamie Carragher på kanten af feltet.

Efter omkring tyve minutter bragte Torres i stedet Liverpool foran efter flot at have sat James Tomkins og fra en spids vinkel hamret bolden op i målet i Robert Greens korte hjørne. En situation hvor Tomkins kom til at se temmelig tung ud, men hvor man på den anden side også måtte undre sig over hvor i alverden højrebacken Faubert befandt sig. For at føje spot til skade udgik Matthew Upson med en skade efter at have forsøgt at tackle Torres i sidste øjeblik. Den engelske landsholdsspiller fik kort efter selskab af stakkels, stakkels Valon Behrami som måtte udgå fra sin første kamp fra start efter et halv års pause som følge af en knæskade. Heldigvis er meldingerne foreløbig at begge deherrrer snart vil vende tilbage. Ind kom i stedet Danny Gabiddon som stadig blot er på vej tilbage efter sine to år på sidelinjen og Radoslav Kovac. Førstnævnte imponerede enormt med mange gode indgreb i centerforsvaret alt imens Kovac igen viste at han fungerer godt som stopklods men elendigt som offensivt indslag på midtbanen. Herita Ilunga gjorde i øvrigt comeback på venstrebacken, hvor den normalt så rasende sikre congoleser havde visse startvanskeligheder, men ikke desto mindre var en markant fremgang i forhold til de forskellige vikarer.

Kampen markerede også Alessandro Diamantis første start for West Ham, og den italienske angriber gjorde da også et hæderligt indtryk, omend det var ganske åbenlyst at tempoet var meget højt for ham. Han markerede sig imidlertid rigtig positivt efter 29 minutter. Zavon Hines fortsatte sin svingom med tunge Carragher og løb let fra ham på kanten af feltet, hvilket fik Liverpoolforsvareren til at skubbe Hines omkuld i feltet. Dommeren pegede på pletten til Carraghers store fortrydelse, omend den langsomme gengivelse tydeligt viste at Carragher bruger hele armen til at verfe den tydeligvis for hurtige Hines væk. Liverpoolfansene på puben følte sig dog stadig mægtig uretfærdigt behandlet da Diamanti gik til pletten, snublede, og glidende på røven fik sat bolden i kassen midt i målet. Sidenhen er der ydermere bygget en beskyldning op, om at den snublende Diamanti rammer bolden to gange ingen den får netmaskerne til at blafre; italieneren skulle således sparke bolden med den ene fod via den anden, hvilket er i strid med reglerne. Den langsomme gengivelse kunne tyde på at der er noget om snakken, men skideværd med det: 1-1.

Liverpool svarede dog hurtigt igen, da Dirk Kuijt reagerede kvikt ved bagstolpen efter et hjørnespark, og rettede Steve Gerrards hovedstød i mål bag en sprællende Robert Green. 41 minutter spillet: 1-2.

West Ham var dog ikke tilfredse med denne udvikling, og svarede prompte igen. Mark Noble lagde et perfekt hjørnespark ind i et forvirret Liverpoolforsvar hvor Carlton Cole steg op mellem tre forsvarsspillere og pandede bolden i kassen helt ude ved stolpen. 2-2 efter 45 minutter. En morderligt underholdende første halveg, hvor Liverpool havde haft bolden mest og skabt et par store chancer, men hvor West Ham anført af en sprudlende Scott Parker og en dybt imponerende Zavon Hines hele tiden så farlige ud. Skrtel brugte således flere gange noget der mindede om værtshusslagsmålsteknikker til at stoppe det lille, hurtigte academy-talent, mens Carraghers kvaler allerede er beskrevet.

I anden halveg blev forskellen på toppen og resten af engelsk fodbold tydeligere. West Ham spillerne begyndte at hænge, og det høje pres som havde virket rigtig godt i første halveg kunne ikke fastholdes. Man forbandede i sit stille sind de to skader i første halveg, som gjorde at kun en frisk mand kunne sættes ind, alt imens West Ham mødte Liverpools angreb længere og længere tilbage på banen. Da der var spillet cirka en time smed West Ham Kieron Dyer ind for den fuldstændig færdige Diamanti, alt imens Liverpool skiftede Ryan Babel ind. Førstnævnte spillede rigtig, rigtig dårligt, mistede flere dumme bolde og gjorde ikke noget særligt for at vinde dem tilbage, alt imens sidstnævnte blev afgørende for kampens udfald.

Med et kvarter tilbage forsøgte West Hams bagkæde således at spille bolden ud af forsvaret efter et massivt Liverpoolpres. Zavon Hines fik desværre ikke fat i en sløset aflevering på egen banehalvdel. Tidligere hammer Glenn Johnson forsøgte sig fra distancen, Gabiddon blokerede, bolden havnede hos Babel som tog et par træk og sendte den perfekt ind i panden på Torres som eminent headede den i kassen.

Mod slutningen forsøgte de smadrede West Ham spillere at skabe noget, men rigtig farligt blev det aldrig. Ikke mindst fordi Carlton Cole åbenbart begår frispark hver gang han går op i en hovedstødsduel. Men der skal ikke lyde dårlige undskyldninger. Liverpool vandt kampen ganske fortjent, omend West Ham spillede godt nok til med en hvis berettigelse at kunne have håbet på et point.

Ærefuld nedrykningskamp; igen?

Status i tabellen er nu noget værre lort. West Ham har fire point for 5 kampe, og har ikke vundet siden sæsonpremieren mod Wolves. Både kampen mod Tottenham, Wigan og Liverpool kunne med lidt mere held have givet point, og i stedet ligger holdet nu næstsidst i tabellen (delt med Blackburn, Bolton og Hull). Sæsonen er selvfølgelig lang endnu og alt det, men der skal helst snart nogle point på bordet, hvis ikke den skal komme til at føles rigtig, rigtig lang. Hvis et hold først bliver trukket ind i nedrykningskampen kan det ofte  være meget svært at komme fri igen.

Næste kamp byder på en tur til City of Manchester Stadium, mens programmet for oktober heller ikke ser videre behageligt ud: Her venter kampe hjemme mod Fulham og Arsenal og ude mod Stoke og Sunderland. City og Arsenal er der ikke nogen grund til at tro der bliver taget point imod, omend Citys angribere nærmest alle pusler med skader eller karantæner. Kampene mod Fulham plejer at kaste mange point af sig, mens det aldrig er sjovt at skulle til Stoke eller Sunderland. Sidste år vandt West Ham dog på Britannia på et brag af et frispark af store tykke Tristan. I år kan Diamanti passende vise prøver på sin højt besugne sparketeknik.

På tide med et cup run; igen!

Zola har udtrykt stor tillid til at pointene snart kommer. Sidst han sagde det - efter en serie på ni kampe uden sejr - begyndte holdet at spille drømmebold. Forhåbentlig det sker igen. I aften er der Carling Cup-kamp ude mod Bolton. Endnu et stadion hvor West Ham sjældent får noget med hjem. I aften er forhåbentlig en undtagelse. Bolton har fået en (lige så) dårlig sæsonstart, og Gary Megson er lige så upopulær som nogensinde før på Reebok Stadium.

Guillermo Franco kan få debut på toppen for West Ham, ligesom det forventes at Manuel Da Costa, Jonathan Spector, Radoslav Kovac og Kieron Dyer skal spille en rolle. Ikke videre opløftende perspektiver. Carling Cup’en er imidlertid en turnering der er al mulig grund til at tage seriøst, da det kan vise sig at blive en relativt ukompliceret genvej til Europa. Guderne må vide, at ligaen ikke ser ud til have sådanne perspektiver for West Ham i år. Det er også ved at være på tide med et cup run…

Come on you irons!

Bolton - West Ham - 0-1

0-1: 89. Selvmål.

Så er vi den saftsusemig ved at være der! Tøm sparegrisen, find de heldige underbukser, nervepillerne og listen med dårlige undskyldninger for at undgå familiefrokoster lørdag eftermiddag frem. Hank op i drengene, mind kæresten om at hun er græsenke en dag om ugen, og ring ned til puben og få bartenderen til at have en Guiness og en stol med udsyn til skærmen klar. Den endeløse sommer er snart ovre - Premier League sæsonstarten er snublende nær! Nærstuder kampprogrammet, book en flybillet, tag pilgrimsturen til dit forjættede stadion, drik dig fuld i ale og snav med en ligbleg, fregnet essex-girl! Lige nu kan alt lade sig gøre! Bolden er rund, der er elleve mand på hvert hold, de har to ben hver osv, øllet er koldt, solen skinner og måske – fucking måske – er dette sæsonen to rule them all. Den sidste ventetid er lang; men fortvivl ej: Hjælpen er nær! De følgende uger vil bloggen tage en syg og munter tur rundt i det engelske fodboldlandsskab og vurdere perspektiverne for sæsonen for høj og lav – fra de forsvarende mestre aka. De røde sataner, over deres nyrige lyseblå naboer og Gary Megsons tonser-trotters, til de på forhånd udnævnte claret’n’blue prygelknaber fra Burnley. Enhver sten vil blive vendt med kærlighed, skepsis og fuldstændig subjektive fikse ideer som det metodiske fundament.

Nedenfor gennemgås ligaens forskellige grupperinger, som de ser ud i en syg og munter fortolkning, og sidenhen vil de tyve hold blive gennemgået i individuelle blogposter - links til disse vil også kunne findes i bunden af dette indlæg efterhånden som de kommer til.

Roll on næste sæson!

Nedrykningskampen: This is the road to hell…

Det er efterhånden en kliché af de store, at der ikke findes lette kampe i Premier League. Som de fleste andre klicheér, har også denne opnået sin kliché-status, fordi den indeholder en ikke ringe grad af sandhed. Premier League er i sandhed en række, hvor de fleste hold kan snuppe point fra hinanden og lave overraskelser. Ikke desto mindre er det ligeså sandt, at langt de fleste hold inden sæsonstart kan være tæt på sikre på, hvad deres reelle ambitioner kan tillade sig at være. Ganske få hold har en realistisk chance for at vinde mesterskabet. Lidt flere kan med en god sæson bejle til Champions League-pladserne. Meget få kan fuldstændig fraskrive sig muligheden for pludselig at befinde sig i det beskidte, rå og modbydelige morads af hold som kæmper om at undgå de frygtindgydende nedrykningsplaceringer. Ingen er for store til at rykke ned – bare spørg i Newcastle.

Ikke desto mindre er der en gruppe hold, som umiddelbart ser ud til at må påtage sig rollerne som favoritter til at skulle udkæmpe den beskidte krig i bunden af tabellen. Ikke overraskende placeres samtlige oprykkere i denne gruppe; Wolverhampton, Birmingham og Burnley, ligesom de to overlevende af sidste sæsons oprykkere – Stoke og Hull kan ventes af få en svær andensæson. Det såkaldte andensæsonssyndrom har det med at ramme, og hold der har overpræsteret begynder at tro for meget på egne evner. (For Hulls vedkommende skete dette allerede omkring nytår). Endvidere vil jeg argumentere for at såvel Portsmouth som Wigan kommer til at få det mere end almindelig svært i den kommende sæson.

Ingenmandsland: Midterholdenes klæge grød

Den næste gruppe hold bør realistisk set være så stærke, at frygten for nedrykning relativt komfortabelt kan distanceres. Fælles for disse hold er dog, at de bestemt ikke er for store til at ligge ned, og følgelig skal kigge sig over skulderen, hvis skaderne begynder at hobe sig op eller formen bliver rigtig skidt i en periode. Ikke desto mindre bør såvel Blackburn og Fulham som Bolton, West Ham og Sunderland - hvis tingene tilnærmelsesvis lykkes for dem - kunne udnytte deres på papiret stærkere hold til at jagte en placering i den bedste halvdel – og måske – som Fulham havde held med i sidste sæson – en Euro League plads med det yderste af neglene.

The best of the rest: Jagten på the big, fat four

Denne gruppe hold kommer til at udkæmpe slaget om femtepladsen; alle med den fælles drøm om endelig at bryde “the big four”s dominans i ligaen. Aston Villa var tæt på sidste år men er umiddelbart svækket af Gareth Barrys afgang, Tottenham ser spændende ud under Harry Redknapp og hvis duoen Crouch og Defoe finder melodien kan de blive giftige, og David Moyes bliver ved med at lave mirakler i Everton, og de kan derfor ikke afskrives. Men frem for alt kommer Manchester City til at kunne lave voldsom ravage i de faste mønstre i toppen af rækken. Med milliarder af oliepenge i hånden har holdet forstærket sig ekstremt, og hvis Mark Hughes får de blå fra Manchester banket sammen til en enhed er der ikke grænser for, hvad holdet kan opnå.

Mesterskabskampen: The big ZZZZ…

Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal fordelt de tre topplaceringer imellem sig de seneste 11 år. Kun Leeds og Newcastle har formået at bryde dominansen med en enkelt tredjeplads hver (og se hvor de er i dag). Trods Manchester Citys nye status af selvbestaltet mesterskabs-aspirant føler undertegnede sig ganske sikker på, at top-tre også i år bliver tegnet af the big four. Dog kommer Arsenal til at skulle slås for at the big four ikke fra næste sæson har en ny konstellation – eller er blevet udvidet til the big five. At Man Utd har mistet et par enorme profiler, gør kampen om mesterskabet mere åben end længe, og Liverpool må slikke sig om munden med udsigten til måske endelig at hente mesterskab nummer 19, hvis ikke Ancelotti viser klassen og får Chelsea-maskinen helt til tops.

* Generelt for samtlige vurderinger gælder det naturligvis, at det må tages som forbehold at transfervinduet endnu er åbent, og at alle hold følgelig kan købe eller sælge sig til bedre eller værre udgangspunkter.

Links til de inviduelle optakter:

• 14. Portsmouth FC
• 15. Stoke City
• 16. Wigan Athletic
• 17. Birmingham
• 18. Wolverhampton
• 19. Hull
• 20. Burnley

Sidste fredag tog denne blog en masochistisk tur ned af mindernes boulevard, hvor der blev grædt verbalt snot over den gyldne generation af West Ham-talenter, som desværre blomstrer i diverse storklubber i dag. En anden gruppe spillere, som de fleste fodboldfans kan ærgre sig over, er de som næsten kom til klub “X”, men som i stedet havnede andensteds med stor succes.

Heller ikke her er West Ham gået ram forbi. Hvis vi et øjeblik bliver i den yngre ende af spektret, er det oplagt at ærge sig over at John Terry allerede smuttede fra akademiet i en alder af 14, ligesom det kan synes en kende surt at David Beckham antagelig blev afvist ved en prøvetræning.

Ligeledes skulle såvel en relativt ung Marcelo Salas som en ditto Andrej Shevshenko have været til prøvetræning under ‘Arry Redknapp, som imidlertid var uimponeret, og berømmeligt vurderede at den ukrainske angriber som sidehen blev en af verdens bedste “did’nt pull up any trees.” Det gjorde han på den anden side heller ikke da han sidenhen rent faktisk fik chancen i engelsk fodbold, så måske det var godt det samme.

En anden som var ligeved og næsten (og som senere var medvirkende til Shevas fiasko), er Didier Drogba. Da West Ham på tragisk vis rykkede ned (med det højeste pointantal nogensinde i Premier League!) i 2003, havde daværende manager Glenn Roeder ellers allerede en aftale på plads med Guingamp om en overgang til den kommende sæson. Når man ser hvordan Drogba opførte sig, da han så tog til Chelsea efter et år i Marseille et års tid senere, var det måske meget heldigt vi rykkede ned…

Da vi endelig var tilbage i den bedste række, sommeren 2005, skulle der rigtig bruges penge på en angriber.  Man endte med at købe sicknote Dean Ashton i januar 2006, men han var på mange måder tredjevalg. Der var forhandlet en aftale på plads med Porto i august 2005, om at Benedict Mccarthy kunne skifte, men denne blev aflyst i 11. time, da en anden af Portos handler var faldet sammen.  Det kunne man så ærgre sig over, da Porto endelig slap ham året efter - endda til en tredjedel af prisen - og han lavede 18 kasser på 24 kampe for Blackburn. I januartransfervinduet 2006 forsøgte West Ham i stedet at købe Emmanuel Adebayor fra Monaco. Klubberne var enige om overgangssummen, men togoleseren ville hellere vente til sommeren 06, hvor han i stedet tog til Arsenal. Først derefter blev blikket vendt mod Deano.

Ååh, de satans kvinder…

Det seneste år er selvsamme Adebayor blevet rygtet videre fra Arsene Wengers boytoys, og er i den forbindelse blevet sat i forbindelse med blandt andet AC Milan. Dette affejede den stærke 25′er med et kliché-svar af de store: “Jeg er glad for at spille for denne klub, og ærlig talt er jeg glad for at AC Milan - en af de mest legendariske klubber i verden, har kigget på mig.”

Og dog, klicheen blev gjort til skamme; for Niklas Bendtners yndlingsslagsbror valgte at uddybe sit udsagn med en opsigtsvækkende parallel til en anden sfære af livet end fodboldens. Adebayor er ganske vist på kontrakt hos Arsenal for at score, men det var åbenbart en helt anden type scoringer han fik i tankerne af Milans interesse: ” For mig er det noget specielt. Det er som, hvis en dreng fik at vide at Beyonce kiggede efter dem.” Aha. Så hvis fodboldklubber var kvinder, ville AC Milan være Beyonce?

Men hvad ville andre klubber i England så være? Her følger fem skud fra hoften:

1. Hvis vi starter med Arsenal selv, så synes en parrallel til Demi Moore at være oplagt. Fra i 80′erne og 90′erne at have været sammen med Bruce Willis - inkarnationen af barskhed, pistoler, whiskey og smøger i kæften (fuldstændig som Arsenals fodbold i samme periode; tænk blot på Seaman-Winterburn-Adams-Bould-Dixon, hvis det ikke er whiskey og pistoler, så ved jeg ikke hvad der er. Paul Merson! Ray Parlour!) - skiftede hun i det nye årtusinde bane med den unge - måske kønnere, men også noget mere fimsede - Ashton Kutcher (tænk bare Van Persie, ham backen med perler i håret - Sagna?, Fabregas og Nicklas “lyserøde støvler” Bendtner).

2. Bolton Wanderers i de seneste 10-15 år bringer umiddelbart associationer i retning af hende den pisseirriterende fra  “Livet er fedt” aka. Merethe Kasten. Ja det kan godt være hun fik alle til at snakke om sig i en periode, fik et par små sejre og generelt præsterede over evne, men kønt det var det fandeme aldrig…

3. Newcastles nyere historie følger samme kurve som reality-tabloid-opfindelsen Anni Fønsbys liv i skræmmende grad. Begge troede de deres lykke var gjort da de mødte en mand med en kæmpe pose penge og gyldne løfter. Nu befinder de sig i noget der minder om helvede, manden vil ikke kendes ved dem, og alle de folk de havde på lønningslisten viste sig at være *ahem* “prostituerede”…

4. Chelseas hyppige udskiftningsfrekvens af højtprofilerede mænd i trænersædet, minder unægteligt om Paris Hiltons udskejelser i dobbeltsengen, ligesom de heftige shopping sprees er tilfælles. De har også begge en rig farmand til at sørge for, at de økonomiske konsekvenser af den udsvævende livsførsel aldrig rigtig mærkes… En banal, men ikke desto mindre iøjenfaldende, parallel.

5. Wigan Athletic kan bryste sig af, at afspejles i kvindeverdenen som Lene Jensen, Lotte Olsen eller Jytte Larsen. Hvem i helvede er så det? spørger den opmærksomme læser forhåbentlig. Opmærksomme læser, jeg er glad for, at du spørger. Det er nemlig den spidsfindige pointe. Wigan = Hvem? Get it?

Ok. Jeg beklager. Det virkede sjovt i teorien. Nu vil jeg flygte op i revybussen og køre ud i solen.

Find selv på flere.