Syg og munter

For lidt over tre år siden - i november 2006 - blev West Ham købt af den islandske rigmand Bjorgolfur Gudmundsson (det har taget samfulde tre år, at lære at stave mandens navn). Købet markerede nye tider i østlondon. Den nye bestyrelsesformand i klubben, den karismatiske Eggert Magnusson, råbte op om Champions League fodbold indenfor 4 år, ansatte Alan Curbishley som ny træner, lagde en ordentlig røvfuld penge (i hvert fald i forhold til West Ham standarder) til indkøb af en række nye spillere, som blev lokket til klubben af de høje ambitioner og de endnu højere lønninger - og ultimativt reddede klubben sig fra nedrykning i foråret 2007 efter et utroligt comeback. Det fik Sheffield United til at gå rettens vej, idet de mente at Carlos Tevez egenhændigt havde holdt West Ham oppe, og at West Ham slet ikke havde spillertilladelse til den lille argentiner. Første udsagn er fuldstændig absurd, og andet direkte forkert, men det er egentlig slet ikke det, som det drejer sig om i denne omgang. Under alle omstændigheder var der optimisme, der blev købt flere profiler, og bobler steg mod himlen…

I juni sidste år skiftede West Ham ejer igen. Denne gang var hornmusikken knap så energisk, og armbevægelserne betragteligt mindre. På dette tidspunkt var Eggert blevet sparket ud igen, klubben var begyndt at mærke den økonomiske byrde fra en hel flok højtlønnede, evigskadede fodboldspillere, og frem for alt var Bjorgolfur gået fallit. Verdensøkonomien var tættere på depression end på Klondyke-entusiasme og West Hams nye ejere var et konsortium af kreditorer til den detroniserede islandske milliardær. Allerede inden ejerskiftet var de nye tider en realitet udadtil. West Ham solgte spillere, mange spillere, uden rigtig at bruge penge på nye. Alan Curbishley smuttede da han ikke længere følte han bestemte over indkøbspolitiken (og vandt naturligvis et million-sagsanlæg på vej ud). Gianfranco Zola og Steve Clarke blev hentet ind, og har siden udrettet noget der minder om mirakler med en stadig tyndere, skadesplaget trup. Det har ikke været en dans på roser. Samtidig er rygterne om klubbens astronomiske gæld vokset, og januartransfervinduet har været imødeset med kvalme og tilbageholdt åndedræt. Boblerne brast. Igen.

De seneste måneder har imidlertid budt på håb om bedre tider. Helt konkret i form af en række interesserede parter som har ønsket at købe fodboldklubben West Ham United FC. Det har rent ud sagt været noget af en stressfaktor. Særligt da det stod klart at klubbens ejerskabssituation ikke ville være afklaret før 1. januar, hvor frygten for afsked med flere nøglespillere inden nedrykningskampen var stærkt realistisk funderet.  Undertegnede har været reduceret til en sindstilstand der grundlæggende ikke adskiller sig stort fra den kvinder - i følge diverse klicheer og almindelig revymytologi - befinder sig i når de er højgravide. Mine søvn -, spise - og toiletvaner har været helt til hest. Jeg har konstant været præget af den rædselsfulde limbo-tilstand som min klub befandt sig i. Det er sandelig ikke blevet bedre at jeg mellem jul og nytår pådrog mig en større flænge på ryggen som konsekvens af Børge Mogensens åh-så-lækre stoles manglende evne til rent faktisk at kunne bære 90 kilo mandfolk. Hvorfor placere skruer med spidsen opad, når sædet samtidig kollapser når man sætter sig; HVORFOR, BØRGE?!?

Nå. Det var vist et sidespor. Lad os fortsætte af det: Med forbinding på ryggen, og selvmedlidenhed på størrelse med Dan Rachlins popularitet i 80′erne, har jeg omfavnet Dominos halvprismandage som Rudi Frederiksen ville omfavne deltagerne i BørneMGP. Jeg har ikke kunnet være fysisk aktiv, idet forbindingen ikke måtte blive våd af frygt for betændelse. Mit humør har svinget i en grad så jeg selv har været ganske langt fra at kunne følge med. De fleste dage har jeg næsten ikke kunnet komme op af sofaen. For fanden: Jeg har taget mig selv i at stå foran spejlet og bare føle mig tyk og have lyst til at græde. Det har i sandhed ikke altid været lige morsomt. Og så har der ovenikøbet været eksamensstress oven i hatten.

I denne suppedas af weltschmerz, magtesløs - og uvished tilsat almindelig vinterdepression har der dog været enkelte lyspunkter. Eller det vil sige: Der har mindst været et. Frank Turner hedder han. En Eton-uddannet, britisk, punkrocksingersongwriter (hold da kæft et lorteord!) i slutningen af 20′erne, som synger sange om livet. Ja, sgu. Hverken mere eller mindre. Det handler om at blive ældre og indse at man var en idiot som teenager, at verden er noget lort og nok bliver ved med at være det, at indse at man også er en idiot som voksen, om at folk dør af sygdomme i en al for ung alder, at man ikke er noget specielt i forhold til alle mulige andre, om ulykkelig kærlighed, venskab og jeg ved snart ikke hvad.  Livet, for fanden! Som det leves og døs(!). Og det er skidehamrendemotherfucking livebekræftende, skulle jeg hilse og sige. Ja - både Franks musik og livet som sådan. Det er det han minder en om.

Efter at have fået ham lige dele anbefalet og frarådet på det alvorligste siden han varmede op for Gaslight Anthem på Vega i foråret 2009, havde jeg alle intentioner om selv at tjekke ham ud, da han igen spillede koncert i København i december. Men det satte min generelle ugidelig - og uduelighed naturligvis en stopper for (det samme var i øvrigt tilfældet med Gaslight-koncerten). Til gengæld havde jeg åndsnærværelse nok til at købe en af hans plader da den sådan lige pludselig stod i smasken på mig i en obskur pladebiks i Barcelona senere samme måned. Jeg hørte den faktisk første gang mens jeg skrev et blog-indlæg i flyet på vej hjem.

Nå for at gøre en lang historie endnu længere: Frank og jeg er blevet noget der minder om venner. Han har kørt non-stop på anlægget, ipoden, computeren og hvor jeg ellers har kunnet forpeste uskyldige med mit nyfundne glade budskab. Jeg tror han forstår mig, Frank. Derfor besluttede jeg mig også ret hurtigt for, at jeg måtte eje endnu en plade med ham. En plade som ifølge pålidelige kilder skulle være lige så god som den jeg oprindeligt er faldet for. For at være helt præcis, så bestilte jeg pladen Sleep is for the Week den 29. december. Så kunne den måske være her i tid til at agere krykke for min skrøbelige mentale tilstand under transfervinduet. Siden er fulgt mange skuffende ture til postkassen, inden en længe ventet oplevelse af eufori da jeg vendte hjem efter en weekend på landet sidste søndag aften. Cd’en var i postkassen! Det samme var det seneste nummer af EX-hammers Magazine, og West Hams hjemmebanetrøje for indeværende sæson! Happy days!

Jeg tændte computeren for at se om verden stadig stod efter mine tre dages fravær fra nettet. Bladrede lidt i bladet mens windows startede. Et fint interview med Tony Cottee. Tjekkede overskrifter på nettet. West Ham var så godt som solgt stod der. Alt tydede på at man kunne regne med afklaring i løbet af mandagen. Det var lige før jeg begyndte at ane forår i luften. Jeg tog min nye trøje på og syntes egentlig den så godt ud alt taget i betragtning. Selvom det stadig er pervest at lave en West Ham hjemmetrøje uden lyseblå ærmer. I min generelle begejstring glemte jeg helt cd’en, som bare lå i sin indpakning i vindueskarmen.

Mandagen kom. Ingen afklaring. Blot et hav af nye rygter. Blandt andet nogle helt igennem rædselsfulde rygter om en meget dodgy italiensk rigmand som i forvejen ejer Cagliari. En mand som har fyret 28 trænere på 18 år dernede, og som har ganske veldokumenterede forbindelser til mafien. Jesus Kristus. Ikke igen. Det var mens disse dystre perspektiver samlede sig som tunge tordenskyer over mit ugidelige, joggingklædte korpus at jeg kom i tanker om at der var nye glade toner fra Frank i vindueskarmen. Jeg nærmest småløb derhen. Flåede forsendelsen op, og ramtes af vantro. Af vrede. Ja - sågar af noget der minde om angst. Jeg vendte febrilsk cd’en. Hvad fanden skulle det nu betyde? Var der nogen der tog pis på mig? Jeg konsulterede den medsendte kvittering og konstaterede at den lød på et eksemplar af Sleep is for the Week. Men hvorfor fanden i hede hule helvedes inderste steghede kreds havde play.com så sendt mig en Engelbert Humperdinck-cd med titlen Love Songs and Ballads?!? En ting er at de sender mig en forkert cd. Det kan ske. Erare humanum est og alt det der pis, men Engelbert Humperdinck!? Engelbert? HUM-PER-DINCK!? Hvad fuck. Hvad helvede!? Jeg var målløs. Rasende. Magtesløs og opgivende. Ikke nok med at min fodboldklub var ved at blive opkøbt af en ukarismatisk Don Corleone - nu tog livet pis på mig ved at sende mig en fucking ENGELBERT HUMPERDINCK-plade med fucking flødekærlighedssange! Og så lige nu når jeg havde mere brug for Frank end nogensinde! Total desillusion satte ind og jeg sank sammen i sofaen.  Resten af dagen fortoner sig i en underlig mareridtsagtig dunkelhed.

I går var mit sår på ryggen endelig helet nok til, at jeg igen måtte motionere. “Uhmm, endorfiner!”, vil jeg sværge at jeg hørte min krop sige. Og som det ikke var nok: West Ham blev endelig solgt. Ikke til Cagliari-manden, men til de tidligere Birmingham-ejere David Sullivan og David Gold. Dem har jeg tidligere udtrykt skepsis for her på bloggen. De købte 50 % af klubben, med option på køb af resten indenfor de næste fire år, og frem for alt vide beføjelser i forhold til den daglige drift. David Sullivan begyndte øjensynlig at flæbe under et interview med Talksports fordi han var så lykkelig. David Gold fortalte røverhistorier om dengang han boede lige om hjørnet fra stadion og spillede for West Hams drengehold mod East Ham. Måske var Engelbert-cden et tegn? Der er bedre tider på vej, og jeg vil i fremtiden slet ikke få brug for Franks positive vibrationer? Nu vil livet blive en dans på roser med Engelbert bløde stemme croonende den ene lovesong efter den anden?

Og dog. For ellers var der ikke mange positive meddelelser. Jeg fulgte pressemødet live med lige dele chok og lettelse. Klubben er dybt forgældet og belånt til op over skorstenen. Omkring 110 millioner pund lyder gælden på - og det trods den omstændighed at noget af gælden allerede skulle være afdraget ved købet. Og trods det faktum at klubben siden sommeren 2008 har solgt spillere for noget der minder om 40 millioner pund uden for alvor at bruge penge på nyindkøb. I det mindste er der ikke længere tvungne spillersalg, hvad der åbenbart ellers ville have været både nu og til sommer. Det har deherrer David og David lovet. Gianfranco Zola og Steve Clarke får lov til at fortsætte deres arbejde med truppen. Det har deherrer David lovet. De lovede også, at der bliver penge til rådighed til forstærkninger i januar. På den anden side har vi før oplevet nye ejere med løfter, der ikke blev overholdt.

De bebudede at de, om muligt, agter at at flytte West Ham fra the Boleyn Ground til Londons Olympiske Stadion, når den engelske hovedstad har haft olympiaden i 2012 (det er der, hvor logoet ligner en knælende Lisa Simpson i færd med at give oralsex). Stadion ligger i West Ham-land, og Sullivan udlagde en ambition om at kunne sikre West Ham Premier Leagues billigste billetter på denne måde. Ikke desto mindre er det altid sprængfarligt at fucke med kernetraditioner på denne måde. Samtidig snakkede de dog meget om deres egen East End baggrund og vigtigheden af at kende klubbens historie og tradition. Vi får se.

Samtidig udsendte de en invitation til alle kapitalstærke West Ham fans i verden om at de var velkomne til at købe sig ind i klubben. 10 procent af klubben plus betyrelsesposter og indflydelse for 10 millioner pund. En sådan ide kan man sandelig se gå mange veje. Ikke desto mindre er det da mulig at tolke tanken sympatisk.

Det som gjorde størst indtryk var dog David Sullivans ord: “We wouldn’t buy this club at all if this wasn’t West Ham. It makes no commercial sense for anyone to buy this club and it’s amazing that two other people wanted to buy it.”

Man skal ikke tro på alt hvad man hører, men de kan da snakke snakken, som man vist siger derovre. Om de så også kan gå gangen bliver interessant at se. Under alle omstændigher sagde de, at konsolidering og langsom opbygning er målet. De udtrykte tillid til egne evner, og bekymring for lønniveauet i Premier League. Samtidig profeterede Sullivan at en Premier League-klub vil ryge under administration inden sæsonen er ovre. Han hentydede ikke til West Ham, og foreløbig er det måske, hvad man kan forlange efter Eggerts forbrugsfest og den katastrofekurs det har sat klubben på. De næste par år skal altså gå med at rydde op. Det betyder nok at Matthew Upson forsvinder, idet han tjener Eggert-penge nu, og næppe bliver for mindre. Det betyder forhåbentlig også snarligt farvel til Boa Morte, Dyer, Quashie og Davenport, som sikkert alle tynger på budgettet. David og David løftede selv sløret for at der allerede i januar måske skal siges goddag til en ny angriber: Rygterne i dag nævner navnet Bobby Zamora. En altid hårdtarbejdende og loyal, local lad til at hjælpe med den langsomme genopbygning af West Ham United FC. Det er nok en drøm, men nøj hvor skulle han være velkommen. Selvom de næppe slipper ham i Fulham.

Og en konklusion med hele denne smøre? Det må være noget i retning af, at selvom det alt andet lige ser lysere ud nu, end det gjorde for et par måneder siden, så har jeg stadig skrevet til play.com og anmodet om at få byttet min Engelbert Humperdinck-cd til den med Frank Turner. Noget siger mig, at også får brug for hans venskabelige, livsbekræftende betragtninger i den kommende tid.